Kill or be killed ~Valerie&Mikkel~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mikkel kommer ind i emnet senere //

Caroline var ude at gå en tur i skoven, det var farligt for et svagt ynkeligt menneske som hende. Det vidste hun da godt, men hvad skulle hun gøre? Lege indespærret prinsesse i et torn, bare fordi hun var et menneske? Caroline havde endnu engang ikke ligefrem taget varmt tøj på ude i vintervejret, hun ejede ikke varmt tøj. En vampyr kunne ikke mærke kulden, så det var tydeligvis derfor hun intet varmt tøj havde tilbage. Caroline stod ved toppen af en klippe hvor et vandfald udfoldede sig nede i floden. Der var langt ned, og Caroline vidste godt at hun ikke kunne svømme, og som menneske ville hun helt sikkert bare drukne i flodens vand. En lyd ved en gren knække, gjorde hun blev opmærksom.
"Angela er det dig?" Spurgte hun lidt ud i luften, og kiggede lidt frem og tilbage. Dog var der noget der sagde hende at det ikke var Angela eller en hun nogensinde havde set før.

Valerie grinede og så på på pigen hun endelig havde fundet, *lille møgtøs* tænkte hun, ''nej din veninde kommer ikke den her gang'' grinede hun med en ret ondt grin for en gangs skyld ''hun er det væreste svin nogle sinde og det skal du bøde for lille menneske pige'' grinede hun og gik mod caroline og smilede...

Da en kvinde trådte frem, lagde Caroline hovedet lidt forvirret på skrå. Hendes erfaringer gjorde at hun vidste at hun skulle holde sig rolig, og lytte til hvad kvinden sagde.
"Ikke for noget, men hvis du har et problem med Angela.. Så ville jeg forslå at du selv snakker med hende om det. JEg kan ikke hjælpe dig meget beklager. Desuden synes jeg du skal passe på hvad du har at sige om min Angela." Sagde Caroline lidt sarkastisk men truende. Hun var blot et menneske nu, ynkelig og svag. Men hun var ikke bange, langtfra. Hun var mere overmodig. Caroline så på Valerie som kom tættere på hende, men blev stående hvor hun var..

valerie sukkede ''sig heller farvel til din lille veninde for det her bliver en god hævn'' grinede hun ''hun er en sæk hun tog min frihed'' sagde hun vredt og greb fat i hende og smilede for sig selv og ville ha sin hævn hun havde hørt at angela holdte meget af dettet menneske yngel... hun smilede og lod sit blik fange carolines og skubbede hende længere med kanten *jeg får den endelig* tænkte hun...

Caroline lyttede stadigvæk, men var opmærksom på hver eneste af dæmons bevægelser. Hver og en. Caroline prøvede at rive sig fri fra dæmons greb.
"Igen, ja hun er min gode veninde. But trust me. JEg er ikke hver at dræbe for at du får hævn. Er du virkelig så dum eller er din naturlige hårfarve bare blond?" Sagde Caroline da hun mærkede hvordan hun kunne mærke jorden begynde at smulre under hendes hæle. Caroline måtte passe på med hvad hun sagde til denne kvinde hvis der ikke skulle være fritfald. Men stadigvæk var hun langtfra bange, og så helt rolig samt afslappet ud.

Val smielde for sig selv og slapper af, hun greb fat i carolines hals og holdte fat i hende og smilede og så på hende ''jamen se hvad blondine tøsen kan sige, hun kan forsvare sig selv, og sin luder veninde, ''hold heller mund ellers hedder det frit faldt'' grinede hun og så på caroline ''og når ja der er hvis også noget med en lilllesøster hun kan nemt blive toturede'' grinede hun

Selvom grebet om hendes hals gjorde at hun havde det sværre ved at få vejeret så holdt hun sig stadigvæk i ro.
"Oh yeah, det kan hun og det gør hun." Svarede Caroline igen, og hævede så et bryn da hun nævnte fritfald.
"Undskyld, det bare lyden af din stemme får det til at lyde som om at jeg burde være bange eller noget?" Sagde Caroline sarkastisk og så udfordrende på hende.
"Du bluffer." Sagde Caroline så og så Valerie direkte ind i øjnene.

hun grinede ''når jeg er færdig her går jeg elsker din lillesøster bare for at få lidt sjov menneske yngel'' grinede hun og smilede ''farvel'' sagde hun og løftede caroline ud over klippen og gav slip på hende og smilede for sig selv og slapper af med et smil...

Caroline nåede ikke at sige mere før hun fløj ned af klippen, og hun ramte vandet hårdt. DEt gjorde hun var bevidstløs under det ukontrollerede vand. Hendes krop sank længere og længere ned, imens hendes øjne var lukket i. Hvad inden vidste var at Caroline kunne trække vejret under vandet, ikke engang Caroline vidste hun kunne det. Så hun lignede bare en som allerede var død..

Mikkel kom løbende igennem skoven, han var taget hjem til Caroline for at se hvordan hun havde det, men da han var kommet frem var der ingen Caroline, hun var væk, han havde ledt efter hende over alt i den lille lejlighed han havde efterladt hende ved, og havde lovet hende at komme hurtig tilbage, men han var bare ikke hurtig nok til at omme frem til hende, tårer løb ned af hans kinder og frygten i hans øjne var store, han kunne dårligt nok se hvad han løb rundt i for vandet fra hans øjn ødelage hans syn syd, han løb vider og stoppede hvor der stod en kvinde, ud over en kant og kiggede ned, Mikkel stoppede voldsomt op, for nogen få minutter siden kunne han både hører Carolines bankend hjerte og dufte den vidunderlige duft hendes krop udsendt til rasten af verden, han løb vider og stoppede ved siden af kvinden og så hvordan Caroline's kop ramte vandet, Mikkel skrig som aldrig før, ha vendte blikket imod kvinden og næsten råbte af hende, "Hvorfor! Hvorfor skulle hun død!!" Mikkel vente igen blikket imod der hvor han sidst så Caroline's krop, Mikkel rystede over det hende, han skrig igen, det hele var hans skyld, han var alt for langsomt til at rede hende.

Val sukkede ''spørg hendes veninde angela så får du svaret'' grinede hun og gik vider og slapper af og sukker og ser ned i jorden og sukkede og så ned og hadet det hele og slapper af og tænker på en masse og smilede for siog selv og slapper af... og gik der fra....

Mikkel så med grædende øjne imod denne kvinde, var det nu den Angelas skyld, sidste gang Mikkel havde hørt om hende var fra Caroline, Caroline! Mikkel vente hurtig blikket imod vandet og raste sig op og så ud i det blå og sagde roligt til sig selv, "jeg lovede dig at jeg ville ligge mig ved din grav, og det holder jeg stadig!" tårerne kom stadig ned fra hans kinder, han knyttede sine hænder og gik lidt tilbage for at løbe frem så springe ned af den samme vej som Caroline havde fået imod sin vilje, Mikkel lukkede øjne og tænkte tilbage på de galde tider som han havde med Caroline, den første gang de så hinanden, og første gang de kyssede, til sidst åbnede Mikkel øjne og råbte så meget han overhovedet kunne "JEG ELSKER DIG CARO...." mere fik han ikke sagt før han ramte vandet, han var slået ud men vågnede igen under vandet af han mærkede noget igennem sit hjerte, han smilede svagt og blodet kom ud fra begge sider af hans krop, han holdte om det stykke træ som havde gået igennem hans krop, nu lukkede mørket sig omkring om at han var sammen med Caroline.

Det gav et ryg i hende da hun omsider kom til sig selv, hun åbnede øjnene i chok da hun var under vand. Kort kiggede hun rundt og fik øje på Mikke. Hun ville have skreget, alt blodet der blev fortyndet i vandet. Caroline svømmede derover på trods af at hun ikke havde lært at svømme og var vandskræk. Hun dykkede ned og fik fat i hans ene arm og trak ham op til vandoverfladen. Heldigvis var man vægtøs i vandet og det gjorde det nemt for hende at få ham hen til bredden hvor hun kunne trække ham op. Hun lagde sit hoved ned imod hans brystkasse hjertet slog ikke som det plejede.. Hun rystede på hovedet og begyndte så småt at græde.
"Mikkel, vågn op! Du bliver nød til at vågne op! Kom nu, jeg beder dig.. vågn op." Sagde hun og og kiggede ned på ham med bedende øjne. De varme øjne var våde af sorg.. Caroline fik ham trukket hen til et lille fint sted i en lysning hvor træerne stod perfekt i en cirkel, her begravede hun Mikkels krop. Hun fandt nogle blomster, hun lagde på.. Hun sad på sine knæ imens hun kiggede på graven, og græd.. Hun hadede at være alene når hun græd, fordi hun følte sig så tom indeni når hun græd. Dog havde det været værre hvis hun var vampyr.. Det betød dog stadigvæk ikke at Caroline kunne stoppe med at græde da hun var begyndt.

Mikkel mærkede ikke noget over hovedet han mærkede ikke at Caroline havde taget fast i hans arm, alle hans følelser var væk og hans krop var kold,hans hjerte bankkede ikke mere, der var intet liv tilbage i hans krop.

Lige med et øjnede han sine øjn igen, han lå ved vandet igen med sne hvidt tøj, han satte sig op og hørte nogen græde lidt der fra, hanraste sig op og fik der hen, jo tættere på han kom jo beder kunne han så hvem det var som græd, det var Caroline, hun havde nogen blomster i hånden og græd imod en grav var der stod hans navn på, det var kun has fornavn som stod p graven, for Caroline kendte ikke il hans efternavn, ha lade roligt hånden på hendes skylder og sagde roligt med en svag stemme, "Det er en flotgrav du har givet mig Caroline" en lille tårer kom frem på hans kinder,

Pludselig var der en som lagde en hånd på hendes skulder, og kort holdt hun vejret. Caroline lyttede til den genkendelige stemme og vendte sig om i en fart så hun også stod op. Det ville have set bedre og hurtigere ud i vampyrfart, men den havde hun jo ikke mere. Desværre. Caroline følte en sten lettede fra sit hjerte..
"Du.. her.. men.. hvordan?" Sagde hun og hendes stemme var stadigvæk forvrænget af sorg og gråd. Caroline kiggede på ham for at se om han var healet eller om han havde sår, herefter svingede hun armene omkring ham.
Du må aldrig forlade mig igen.." Sagde hun med en bekymret samt alvorlig undertone. Caroline ville helst ikke miste flere af dem hun elskede eller holdt af..

Mikkel så hvordan hun vente sig om, han smilede svagt og sagde roligt til hende, "Jeg er ikke længer dæmon og vampyr Caroline, jeg er et skyggevæsen, jeg genoplevede efter faldet, jeg har taget deres år i noget tid, efter Nicolas'es lille besøg" hun ville nok ikke tilgive ham, men han talte jo sandt efter at Nicolas har været efter Mikkel, har Mikkel drukkede af deres blod, og nu hvor han mistede livet var han vendt tilbage som en skyggedæmon, "Jeg kan aldrig forlade dig Caroline" han krammede hende tæt ind til og nussede hende på håret, han kiggede på graven igen og sagde roligt, "hmm skal vi ikke finde et efter navn til mig? synes det ser lidt trist ud at der kun står mit fornavn" han kiggede ned på hende og ventede på at hun skulle sige eller gøre noget, hun skulle bare tage den tid hun skulle bruge.

Caroline lyttede ikke helt til det første, hun var bare glad for at han ikke var fuldkommen død. Hun kiggede op på ham.
"Men du i live og det er det som betyder mest." Svarede hun ham med et smil på læben, Caroline var så glad for at han var i live igen, at det næsten var helt ubeskriveligt. Da han nævnte det med efternavnet, fik hun en ide. Og hun ville være ligeglad med hvad Nicolas sagde til den, for det var hendes ide og hendes beslutning.
"Hvad med vi vælger et fælles et, som i symbol på vores venskab til hinanden. Hvad med Salvatore? Det betyder frelser." Forslog hun med et skævt smil, Caroline havde altid elsket navnet Salvatore, det var så flot og lød så smukt. Caroline ventede på hvad Mikkel ville sige til navnet.

Mikkel smilede til sig selv, han var bange for at han ikke skulle komme tilbage til livet, men det gjord han, og Caroline var stadig i live, han havde bare ofret noget meget vigtig for hendes liv, hans gamle racer, han vente blikket imod Caroline da hun snakkede til ham, "Jeg ved ikke om jeg sådan rigtig er i live, jeg har ikke længer mit hjerte som banker bag min brystkasse" han smilede svagt til hende, måske kom han til at sige tingene på en møde så det lyd at han bare to det for sjovt, han slap hende efter noget tid og nikkede, han var meget glad for at de skulle vælge et sammen, han satte sig ned foran graven og skrev noget mere på den, han satte sig op igen og læste højt hvad han havde skrevet, "Her hviler Mikkel 'Slavatore' og Caroline Petrova 'Salvatore' Thunder. venskab bekæmper alt" han vente blikker imod Caroline og smilede svagt til hende, han var tilbage og Caroline var menneske, lige med et blev Mikkel's øjne store og at raste sig op gik hen til Caroline, "Caroline du er et menneske" han lyd helt overraskende over det, det var som om at han ikke havde opdagede det før nu.

Caroline så lidt bekymret på Mikkel.
"Vampyrer har heller intet hjerte, men det betyder ikke at man skal leve som om man har et hjerte af is." Svarede hun og lagde en hånd på hans brystkasse der hvor han hjerte plagede at banke. Hun kiggede på gravstenen han skrev på, der var aldrig nogle der havde givet hende en begravelse. Da hun forsvandt da hun var 13, da hun aldrig kom hjem. Carolines forældre havde ikke engang givet hende en gravsten, heller ikke da hun blev vampyr var det noget. Da han nævnte hun var menneske, nikkede hun stille.
"Ja? Havde du ikke opdaget det? Det er virkelig forfærdelig at være menneske, så svag og skrøbelig. Ynkelig." Hun talte ikke pænt om mennesker eller at være det, for mennesker var jo ynkelige og svage.

Mikkel grinede svagt til Caroline og sagde roligt, "Haha Caroline hvem siger jeg lever af et hjerte af is? sidste gang jeg mærkede det banke var det for dig" han mærkede hvordan hun lade en hånd på hans bryst kasse, han smilede svagt imens han så på hendes hånd rører ved ham, "Hvordan er det at mærke at jeg ikke længer har et hjerte som banker?" det var lidt mærkeligt for ham, han var jo vandt til at havde et hjerte som bankede hans blod rundt så han kunne holde sig selv i live, han smilede lidt ved synet af Caroline som kiggede på den gravsten han havde lavet til dem begge, han tog hendes arme om hende og sagde roligt, "Jeg kan se at du aldrig fik en grav sten da du blev til vampyr" han nussede hende ned af håret, han smilede stort til hende da hun sagde at det var forfærdeligt at være menneske, havde hun set ikke lagt mærke til det, han kiggede ned på hende og sagde med en meget glad stemme, "Caroline forstår du slet ikke? du kan få det liv u aldrig fik, f.eks. få børn" han slap hende igen og kiggede ind  hendes øje

Caroline fangede sig selv i at der måske var en tiltrækkelse til Mikkel som hun prøvede at komme ud af, selvom at hun helst ikke ville indrømme det. Caroline smilede til ham, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Det lidt mærkeligt, men jeg vender mig til det." Hun kiggede ham op i øjnene. Caroline lagde sit hoved imod hans hud da han holdt armene omkring hende, selvfølgelig havde han ret. Caroline endte med at kigge ham i øjnene.
"Det rigtig nok, men jeg ved ikke. Min datter Melissa døde jo, og jeg ved ikke om jeg vil være i stand til at passe på et barn. Som menneske, kan jeg jo næsten ikke engang passe på mig selv." Svarede hun, selvfølgelig havde hun godt kunne tænke sig før at være i stand til at få en familie. Men nu. Hun havde lært at aceeptere livet som vampyr, og nu var det væk.

Mikkel smilede til hende da hun lade hovedet lidt på skrå, han sagde roligt, "Så lad os begge vende sig til det" han grinede svagt, han havde det meget beder hos hende, måske var det som der skulle til for at få dem til at ind se at de ikke kunne leve uden hinanden, han kiggede ned på hende igen og sagde roligt, "Caroline nu er Oliver her ikke mere, og du har Nicolas og du har mig, og indtil vider passer du jo fint på dig selv så hvad er der at være bange for?" han lyd meget overbevisende, men nu så han endnu et problem, hvem skulle hun få et barn med, Nicolas var jo vampyr så hans krop var død, og han viste at Caroline aldrig kunne finde på at være sin forlovet utro nu hvor hun viste at han var tilbage, Mikkel måtte altså snart indrømme at han elskede hende, men måske ville hun bare blive sur på ham og deres venskab igen ville blive dårligt, Mikkel rystede på hovedet og så Caroline ind i øjne.

Caroline lyttede til ham, han talte jo sandt. Hun levede i frygt selvom at hun ikke ønskede det, og ville helst ikke indrømme det. Caroline nikkede svagt til ham.
"Det rigtigt nok, og jeg er taknemlig for at jeg har jer." Svarede hun og smilede let. Caroline så ham ind i øjnene, og lagde hovedet lidt på skrå. "Så hvad skal vi lave nu?"

Mikkel smilede sagt til hende, hvorfor var hun så dejlig og smuk, hankunne jo dårligt nok holde sine øjne væk fra hendes smukke ansigt, han prøvede at ryste tanken væk om hun måske kunne blive hans for det ville aldrig ske for ham, han var altid så uheldig når det gælder piger, "Og jeg er glad for at havde dig Caroline" han kyssede hende svagt på panden og å lidt rundt, måske skulle de ti at gå tilbage til den lille lejlighed hvor alt dette startede eller måske skulle de tage hjem til sig selv om tænke over det som er sket, nej Mikkel kunne ikke lade Caroline gå alene rundt, og slet ikke i aften, "Lad mig føle dig hjem, så jeg er sikker p du er sikkerhed" han tog hende i hånden og ventede på at hun ville gå med ham

Caroline smilede til ham da han ville følge hende hjem. Hun nikkede til ham. "Jo tak, jeg kunne bruge noget søvn efter flyve og svømmeturen. Samt har jeg mig en dæmon jeg skal have slået ihjel.. nej vent.. Jeg får Angela til det." Svarede hun og smilede så til Mikkel. At gå efter en dæmon var måske ikke så klogt af et sølle lille menneske, hun kunne også få Nicolas til at sige et par ord eller to til hende Valerie. Men ja Angela ville have nemmest ved at finde hende.
"Og der ingen grund til at lade Angela få skylden, hun ville aldrig gøre noget for at skade mig. Den tøs der var bare ikke ret klog, eller bare overmodig." Svarede Caroline inden hun begyndte at gå et par skridt afsted.