Lu Xin// hajsa, hvem er du?

S: Firewood Village
T: morgen
V: Fint
O: Mennesker

Det var morgen. Solen skinnede uden for, og Enrique var næsten lige vågnet. Han havde hurtigt taget et par bukser på som han havde smidt ved siden af sengen, og havde trukket en bluse på. Han så ud af vinduet, ud på det dejlige vejr det var. Overvejede lidt om han skulle blive hjemme, eller om han mon skulle gå ud en lille tur. Efter lidt overvejelse valgte han at gå sig en lille tur. Han tog sko på, men gad ikke tage en jakke på, så koldt var det næppe. Han låste døren efter sig, og gik så ellers stille ned af vejen. Måske ville han støde ind i en han kunne få en sluder med eller noget, hvem vidste? Det var kun skæbnen som vidste hvad fremtiden lige ville bringe ham, men han troede ikke lige helt på fremtiden hvis han skulle være ærlig.

Lu xin kom gående på gaden. Hun satte sig på en bænk og og tog sin pung op af sin taske, for at se hvordan hendes økonomi for denne måned var. Den så ikke god ud, da hendes regninger var steget en del. Hun sukkede, og tog en blok frem, for at skrive ned, hvad hun måtte leve af for denne måned. Det var ikke meget, men så ville hun bare spise pasta. Det havde hun jo gjort en gang før, når hun ikke tjente meget på sin musik.

Enrique gik stille og roligt. Han havde intet hastværk. Så sig lift rundt mens han bare gik der. Lidt længere henne var der en bænk, hvor en temmelig køn pige sad. Enrique så på hende mens han langsomt slentrede gennem gaden, og for hvert skridt kom tættere på hende. Hvad mon hun lavede der på bænken? Han blev en smule nysgerrig, og begyndte at gå hen mod hende. håbede lidt på en ny ven her, eller noget i den stil. Han stillede sig foran hende, og så ned på hende, og smilede sødt til hende. ”Godmorgen.” sagde han høfligt. ”Mit navn er Enrique, og hvem er du?” spurgte han og betragtede hende. Han kunne ikke lige lade vær med at syntes at hun var flot. ”Må jeg sætte mig ned?” spurgte han, men ventede ikke på noget svar fra hende af, inden han satte sig ned på bænken ved siden af hende. Han smilede stadig til hende.

"Mit navn er Lu xin" sagde hun og lagde sin pung i sin taske og lukkede den. Hun lagde en tot hår bag sit ene øre. "Hvad kan jeg hjælpe med?" sagde hun, og så på ham. Hvad ville den fremmede mand mon, det var ikke en hun kendte. Men han virkede høflig nok.

Han nikkede til hende, og smilede høfligt. ”Hyggeligt at møde dig Lu Xin” sagde han. Han tog en lidt dyb indånding, men gjorde den lydløs. Hvad hun kunne hjælpe ham med? Øh, ja, det vidste han ikke helt lige. Han kløede sig med den ene hånd i baghovedet, og så på hende. ”Øh, ikk noget som sådan. Så bare at du sad her helt alene, og ville holde dig lidt med selskab” sagde han, en smule usikker på hvad hun ville sige til det.

"Ja så, meget venligt, men jeg sad faktisk bare for at regne min økonomi ud" sagde hun venligt, og tog et lommetørklæde frem, og tørrede sin næse. "Jeg har ikke meget, så skal altid regne ud, hvad jeg må brge før jeg er flad" sagde hun blidt. "Jeg er musiker, men meget få kan lide violin spil, og det er det som jeg spiller" sagde hun

Han så på hende, og nikkede stille til det hun sagde. Han smilede til hende da hun sagde at hun var musiker. ”Så du spiller violin.” sagde han. ”Jeg kan da meget godt lide at høre på nogle som spiller violin nogle gange. Det kan være beroligende, men også en smule vildt.” sagde han til hende. ”Jeg ved ikk om man kan kalde mig musiker, men jeg synger.” sagde han stille til hende med et smil.

"Hvad sange synger du så om jeg må spørge" sagde hun, og følte at hun begyndte at fryse en del. Hun lukkede sin jakke mere om sig, og gik ned i sin taske, og tog et par hansker op. Hun havde en bandage om den ene hånd, men hun frøs alt for meget nu

”Hm, jeg synger lidt af hver.” sagde han stille. ”Men for det meste synger jeg de sange som jeg selv skriver” fortalte han, og smilede til Lu Xin. Han kigger på hende da hun lukker sin jakke mere til, og finder nogle handsker op af sin taske. Hun måtte fryse. Han nåde lige at se at hun havde banddage på sin ene hånd. Han så spørgende på hende. ”Hvad har du lavet med din hånd?” spurgte han forsigtigt, usikker på om det var okay at han spurgte hende. Hun kendte ham jo ikke, Men det var okay hvis hun ikke lige ville svare på det. ”Du behøver ikke at svare på det hvis det er noget som du helt ikke vil snakke om.” sagde han forsigtigt, og betragtede hende.