Er det virkelig dig? //Zac//

Rosie elskede gå i skoven når hun bare ville slappe af eller tage et lækkert nøgen badning som hun følte for at gøre idag.
Rosie kom til den her sø som lå i midten af skoven, hun kiggede om der kom noget men hun kunne ikke se nogen væsner eller mennesker.
Rosie tog langsom sine underbukser ligne bukser af og hendes tøjre fandt langsomt ned af hendes skulder og hendes blød hud.
Hun lille nøgne krop hoppede ned i det lune men dejlig vand, Rosie elskede bare at mærke solen på sin hud men også mærke vandet på hendes nøgne krop.
Hun tog hele sit hoved ned under vandet og kom op igen ligesom noget man ser fra en film.
Rosie hoppede op på kanten af søen og tog dit håndklæde om dig og nød at mærke vandet på hendes lang flotte ben.

Det var en varm solskinsdag. Fuglene sad i træerne og kvidrede deres små sange ud til hinanden. Enrique var taget en tur i skoven, og gik og nød fuglesangen, og alle de andre lyde som skoven nu en gang kunne bringe på. *Her dufter af jord og mos, og ja, der dufter af skov, underligt nok. Jeg er jo også i en skov* tænkte han for sig selv mens han stille gik gennem skoven. Han trak på skuldrene af sig selv, og så sig rund. Han genkendte ikke ligefrem stedet her, måtte han nok lige indrømme. *Tror sku jeg er faret vild* han sukkede, og fortsatte så ligeud. Han kunne svagt ane noget som glimtede et lille stykke længere fremme, men hvad det var, var han ikke lige sikker på før han kom helt der hen. Det var en sø. Han så sig rundt, og fik øje på en ung kvinde som sad ved søens bred. Han gik stille over mod hende. hun virkede dog en smule bekendt, syntes han, men var nu ikke helt sikker på at det virkelig var hende før han stod næsten lige ved siden af hende. han så bare på hende, kunne ikke helt fatte at det var hende.

Rosie kunne høre nogen skidt bag ved hende men hun troede bare det var et dyr eller noget så hun tog det roligt.
Da hun så der kom en skygge over hende, gik hun helt i forsvar mode. Rosie hoppede op bare iført håndklæde men heldigvis dækkede den det hele, det man kunne se mest var hendes lang ben.
Rosie stod i solen så hun kunne ikke helt se den person der stod foran hende, Rosie gik lidt mere ind i skyggen.
Hun så en unge fyr, Rosie kiggede på ham overrasket med sine grønne klare øjne og stod med forlede hænder ligesom en genret pige.
Rosie bandt håndklædet om sit bryst og gik hen til den unge fyr, hun begyndt at fælde en tårer.
Hendes klare grønne øjne bliver helt våde i det pga. hun begyndte bare at græde helt vildt, tårer efter tårer
Hun holdt sin hånd på hans kind.
''Er det virkelig dig?'' Sagde Rosie.

Han så noget overrasket på hende da hun pludselig helt uden varsel bare sprang op. ”Rolig, ville ikke gøre dig forskrækket” sagde han i en blid tone for at få hende til at slappe af igen. Han betragtede hende stadig, kunne ikke helt tro sine egne øjne. Var det hende, eller drømte han bare? Han bed sig hårdt i kinden, og kunne tydeligt mærke smerten der fra. Dette var ikke en drøm. Han blinkede et par gange, og smilede så til hende. Han holdt øje med hende, da hun bandt sit håndklæde ordentligt om sig. Han smilede stadig til hende da hun lagde sin hånd på hans kind. Han nikkede stille til hendes spørgsmål. ”Det burde jeg da mene” sagde han og man kunne høre hans smil i hans stemme. ”længe siden, hva?” sagde han, og lagde selv en hånd på hendes kind, og tillod sig selv at tørre hendes tåre væk fra hendes kind med sin tommelfinger. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende, stod bare og kiggede på hende, som hvis nogle havde kasten en trolddom over ham, som tvang ham til at stå der. Han tænkte ikke lige over at han bare betragtede hende.

Rosie kunne se at han var glad for at se hende, hun var også rigtig glad for at se ham, Rosie kunne mærke hans tommelfingre på hendes hud.
Rosie synes det rart bare kunne mærke ham igen og bare så foran ham efter alle disse år, han var blev meget flot fyr og højre siden sidst hun så ham.
Hun var helt chokkert, hendes hjerte bankede afsted og sommerfugle fløj inde i hendes mand, det var ikke forelskelse men mere tegn på lettelse.
''Det er virkelig dig oh god, det er så længe siden.'' Halv hviskede hun til sig selv.
Rosie hviskede lige så stille og trakkede på ordene ''jeg.... je.... tr... troede ...... du.... varrr.. døøøø....''
Rosie kiggede ham i øjne, hun kunne ikke komme væk fra ham igen, hun havde bare lyst til at falde sammen ligesom hun ingen knogler indeni hende.
Hun kunne bare ikke holde sine øjne fra ham, hun ville bare holde øje med ham hele tiden, hun ville helst ikke miste ham igen.

Han så stadig på hende, og lagde sine arme rundt om hende. Han tænkte ikke over at han gjorde det, han gjorde det ligesom bare rent automatisk. Han nikkede igen til hende, som svar på det hun lige havde sagt, og lagde hovedet en smule på skrå for at se hende i en anderledes vinkel end før. Det næste hun sagde, overraskede ham dog en smule. *Hun troede jeg var død? Hvorfor troede hun dog det? Fordi det er så længe siden vi sidst så hinanden?* han sukkede stille til det han tænkte på, og så hende direkte i øjnene. ”Hvorfor?” spurgte han forsigtigt, og betragtede hende nøje. ”Ja, vi har ikke set hinanden længe, men at jeg ligefrem var død?” spurgte han. Han kunne næsten ikke lade være med at grine af det. ”Jeg dør skam ikke så nemt min lille ven.” Han smilede stort til hende da han havde sagt det, og han havde stadig sine arme om hende.

Rosie blev helt varm indeni, hun havde ikke haft sådan et kram i mange år.
''Undskyld jeg troede du var dø men havde ikke hørt fra dig'' Sagde Rosie.
Rosie kunne høre hvordan blodet og hjertet arbejdede inde i hans brystkasse, hun holdt ikke rundt om ham for så faldt hendes håndklæde ned.
''Ikke for nogen vil jeg gerne have tøj på'' Sagde Rosie og grinede.
Rosie gik lidt væk fra ham og stod med ryggen imod ham, hun åbnede håndklædet og tørret ryggen.
Man kunne se lidt hendes røv men var hurtig væk, hun tog sit tøj og gik hen i buskende.
Rosie tog sin tøj på, i det hun var færdig løb hun i armende på den unge fyr.
''Sådan, det er måske lidt mere passagde for dig eller?'' Sagde Rosie og smilede til ham.
Det eneste man kunne høre i naturen var vandet strømme i søen og solen skinnede på de begge 2.

Han smilede til hende "Det okay" sagde han stille, og så på hende. Han havde savnet hende, det måtte han sku indrømme, men han havde ikk som sådan tænkt over det før de stod her sammen.

Da hun sagde at hun gerne vil ha noget tøj på, slap han hende med det samme, og smilede en smule kejdet til hende. Øh ja, selvfølgelig, det må du undskylde. sagde han til hende, og kløede sig i narken.

Det tog ikke så længe for hende at skifte tøj, og enden Enrique havde set sig om, stod hun nu i hans favn. Han lagde sine arme rigtigt rundt om hende, og smilede til hende. "jo" han gav hende ret i det hun sagde, men ingen kunne se på ham om han ment det. Han lod sin ene hånd ruske forsigtig op i hendes hår. Han smilede bare mens han gjorde det.

Endelig kunne hun bare stå med ham i hendes arme, hun havde ikke gjort i gud ved hvor mange år.
Da han ruskede i hår kom der en kuldegysning ned af hendes lille ryg, ikke på en dårlig måde men en god en.
''Jeg er lidt anderledes siden sidst'' Sagde Rosie og smilede.
Hun havde faktiske ændret sig utroligt meget, fra den lille genret pige til den meget selvsikker pige som er nu model og har sin egen lille ''virksomhed''.
Rosie vidste ikke om hendes kilden i maven var forelskelse eller bare at det var en godt at se ham igen.
Rosie pakkede sig ind til ham, i det kun gjorde det kunne hun se 2 fyr kommer nærmere med knive.

''Zac PAS PÅ!?'' Råbte Rosie og skubbede Zac væk fra sig.
En af knivende ramt Rosie's skulder, det mørke rød blod faldt lige så stille ned på græsset dråbe efter dråbe.
Rosie's øjne blev gule og hun forvandlede sig til Kharjo.
Den flotte hvid og stort strippere pels kom til syne i solens skær.
Kharjo lavede et stort brøl og kurrede helt vildt.
Mændende havde fart på men ikke nok før Kharjo havde fat i dem, ligesom i filmen kunne man bare se hvordan buskende bevægede sig og høre mændende skrig.

Han kiggede på hende. Det var rart at hun krammede ham tilbage på den måde hun gjorde. Han så på hende da hun sagde at hun havde forandret sig en smule siden sidst de havde set hinanden. ”Hvordan det, helt præcist?” spurgte han hende, men inden hun nåde at svare ham havde hun råbt at han skulle passe på. Passe på hvad? Han skulle til at se sig rundt efter det hun mente da hun skubbede ham hårdt fra sig. Han endte med et bump på jorden, forvirret, og så på hende. Han så det hele ske i slowmotion. Kniven som fløj gennem luften, lige mod Rosie, og ramte hende i hendes skulder. Han så hendes blod som dryppede fra såret i hendes skulder. "ROSIE" råbte han. Vidste ikke helt hvad der lige var sket. Han kunne se at hendes øjne blev gule. Han havde faktisk glemt den detalje om hende, at hun ikke var et menneske. Hun var nu forsvundet, og en hvid tiger stod nu der hvor hun havde stået. Den brølede og gik så til angreb på to mænd. Enrique så bare efter hende da de forsvandt ind i buskene. Han rejste sig op, ville hjælpe Rosie, men hvordan? Han havde virkelig ingen ide, og hans hjerne var helt slukket ned, den gad ikke virke. ”Pis” han sukkede, og så i den retning de var forsvundet.

Rosie havde ikke rigtig oplevet Kharjo så vred men de 2 var også i det så de hun følte, føler Kharjo også.
Kharjo reagerede med ørerne og kom lidt ud af fokus når Kharjo hørte ordet Rosie.
For Kharjo holdet meget af Rosie men hun glemte bare at hun også kunne komme til skade når Kharjo var ude i den virkelig verden.
Men da Kharjo hørte Rosie, kastede den halv døde mand i kniv lige i Kharjo skulder, hun bed den ud og dræbte manden.
Kharjo var fuldt med blod på den virkelig flotte hvid pels.
Kharjo gik ud af en lille åbening der var mellem buskende, i græsset kunne man se blod spor fra en kat og en bare små dråber af blod ved siden af pga. af såret.
Hvis man fulgte sporet kunne man se hvordan sporet blev til menneske fødder igen.
Rosie lå hele afkræftet på græsset i solen, vinden kom og blæst hendes hår ind foran hendes ansigt.
''Kharjo din dumme kat'' Hviskede hun for sig selv.
Viden stod lige ind i ansigt så hun kunne lugte den frisk lugt af græs, jord, træ og blomster.

Han stod lidt og bare stormede efter dem. Han syntes at der var gået for lang tid, og begyndte så at gå over mod den busk som de var forsvundet ind i for noget tid siden, da han kunne høre skridt. Han standsede op, og så sig om efter noget han kunne bruge til selvforsvar med hvis det blev nødvendigt. Kniven som den ene mand havde ramt Rosie med lå på jorden, et lille stykke fra ham. Han løb hurtigt der hen, og samlede den op, og kiggede så ellers tilbage mod busken igen, og stillede sig i forsvarsmode.

Da han så at det var tigeren som kom ud, blev han en smule lettet, men så så at den næsten var smurt ind i blod, men var det dens eget blod, eller var det en af de to mænds eller måske en blanding mellem begge dele? Han var ikke sikker. Lige så hurtigt som Rosie havde forvandlet sig til tigeren, forvandlede tigeren sig nu tilbage til hende, og Enrique var ikke et eneste sekund i tvivl om at hun var såret. Han spurtede hen ved siden af hende, og satte sig på hug ved siden af, stadig med kniven i hånden. Han smed den fra sig ved siden af hende, og så på hende, ikke sikker på hvad han skulle gøre, men rejste sig så beslutsomt op. Han var nødt til at få hende på skadestuen, og det hurtigst muligt. "Vi bliver nødt til at få dig hen på skadestuen" sagde han, ikk sikker på om hun ville bryde sig om det, men hun blev nødt til det.

Han bøjede sig ned over hende, og løftede hende op i sine arme. Så på hende med et bekymret blik, og havde også samlet kniven op hvis det skulle blive nødvendigt at bruge den. Han så sig rundt. Hvilken vej lå byen mon? Han sukkede, og så ned på Rosie i sine arme. "Ved du hvilken retning byen er i?" spurgte han hende, og kiggede sig igen rundt for måske at få en ide om hvor han var, men uden held.

Rosie vidste hun havde fucked det hele op, hun troede ikke lige det her ville ske. Rosie troede hun ville bare hygge sig med Zac og ikke mere men hun kunne tro nej.
Rosie pegende i en retning som hun vidste byen lå i med det samme kunne hun høre Zac's hjerte banke hurtig.
Inden hun så sig om kunne hun mærke at han løb, for kunne se træerne fløj forbi hendes øjne.
Pudselig blev alt stort, da Rosie åbnede øjne lå hun i en seng med masser af lyde omkring hende.
*Zac hvor er du* tænkte Rosie og gik i panik.
Hun kiggede rundt i rummet med panik, hun tog benende ud af dynen og satte sig på sengekanten.
Rosie rejste sig op, gulvet var så koldt at det var ligesom gå på glasgår.
''Av'' Sagde Rosie og gik ud på gangen.
Alle de mennesker der var kommet til skade, læger og sygeplejersker løb rundt over det hele.
Rosie bakkede ind i rummet igen, hun faldt over en ledning og faldt ned på sine knæ, hun sad bare der med åben dør og så alle de til skade kommende mennesker der kom forbi.

Han nikkede da hun pegede i den retning byen lå i, og begyndte så at gå i den retning hun havde peget, men han gik så hurtigt han kunne med hende i sine arme, man kunne måske godt kalde det at løbe. Han så ned på hende da hun besvimede. Han sukkede, og fortsatte så hurtigt han kunne mod byen, og ikke så forfærdig længe efter begyndte det at tynde ud i træerne, og nogle huse dukkede op. Nu vidste han nogle lunde hvor han var igen, og satte hurtigt kursen mod skadestuen. Da han kom ind med hende kiggede hende bag disken over på ham, og rejste sig så hurtigt op. ”Gud! Hvad er der sket?” spurgte hun, og slog den ene hånd op foran munde. ”Et mindre sammentræf med to mænd som stak knive ind i hende.” fortalte han. ”Ved ikke hvorfor de gjorde det, de dukkede bare op, og så kastede den ene af dem en kniv efter os, og ramte så Rosie her.” fortalte han, og så ned på Rosie som stadig lå i hans arme. Kvinden nikkede stille, og fik tilkaldt en sygeplejerske, som vidste Enrique hvor han skulle tage Rosie hen. Han lagde hende ned på sengen, og fik lagt dynen en smule om hende, og satte sig så ned på en stol. Sygeplejersken så på Rosies sår og vidste at det blev nødt til at blive syet. Hun så på Rosie, ikke helt sikker på om hun skulle sy såret mens hun var bevidstløs, for hun var nok nødt til at bedøve hende lidt, selvom hun ikke var vågen kunne det godt gøre ondt alligevel. Hun så over på Enrique. ”Hun har ikke slået hovedet eller noget vel?” spurgte hun. Enrique trak på skuldrende. ”Det ved jeg faktisk ikke helt, tror det ikke” svarede han, og så på Rosie. Sygeplejersken tænkte sig lidt om, men valgte så at gøre det uden at bedøve hende, og håbede lidt på at Rosie ikke kunne mærke noget. Hun syede med hurtige sting såret, og puttede så noget bandage på skulderen. Kiggede på det stykke arbejde som hun havde lavet, og kiggede så over på Enrique. ”Bedre kan jeg desværre ikke gøre det” sagde hun, og smilede forsigtigt inden hun gik ud.

Han sad lidt tid bare og kiggede på hende, holdt vagt over hende for at der ikke skulle ske noget mere med hende. hun virkede rimelig død når hun bare lå der, men han kunne se hende trække vejret, og vidste at hun ikke var død. Efter lid tid rejste han sig op. Det var ved at være sent, men han havde ingen planer om at gå, han havde bare brug for at strække sine ben lid, og gå en lille tur. Han var ikke væk længe, men da han kom tilbage standsede han op i døren, og så ned på Rosie som sad på knæ på gulvet. ”Godmorgen, eller noget” sagde han, og smilede til hende, og hjalp hende op at stå, og fik hende til at sætte sig på sengen eller ligge sig ned, alt efter hvad hun selv ville. Han satte sig selv på kanten af sengen og så på hende. ”Hvordan har du det?” spurgte han forsigtigt, og betragtede hende stille.