Er det virkelig dig ^Sammi^

Sted ^ Ude foran Zeros hus
Tid ^ Solen er lige gået ned
Vejr ^ Alt for mange skyer


Ryan havde taget tilbage til Zeros hus, fordi hun havde hørt at han havde fundet deres datter igen, nu ville hun se det med sine egne øjne, hun håbede at Sammi stadig kunne huske hende, ellers ville Ryan være fortabt for altid, hun elsker ingen lige så højt som hun elsker Sammi, og det kunne man se på hendes øjne, hendes øjne var trætte efter havde grædt så meget de sidste 4 år, de var mærke fordi hun ikke havde fået den søvn som hun skulle havde, hun havde brugt de fleste netter på at finde Sammi, dog uden held, og nu havde hun hørt dette, hun kunne dårligt nok tro sine egne ører, det kunne næsten være for godt til at være sandt.

// Undskyld det blev så kort lover det bliver beder i næste svar xD //

Sammi strøg ned af trapperne i huset, hun havde kunnet dufte Ryan lige fra da hun stod ude ved huset, det var som om den moderlige duft som Sammi havde kendt så godt før, stadig hang tilbage, efter de fire år der havde været imellem dem, det var virkelig... fantastisk at kunne dufte det igen, især nu når Sammi var blevet vampyr, så var det bare blevet forstærket og endnu mere velkendt for hende.
Hun stod ved døren og tog sin jakke og sko på, før hun løb ud af døren, ud af porten og fik så øje på Ryan.
Hun havde sådan savnet synet af sin mor, hun havde savnet synet af både sin mor og far, Ryan og Zero, det var som om at når nu de var samlet igen, gav Sammis liv endnu engang mening.
"Ryan!" råbte Sammi og før man kunne nå at sige cheescake, var Sammi over Ryan og krammede sig ind til hende med en stor styrke, som Ryan nok ikke lige havde regnet med fra sin tidligere menneske datter.
"Jeg har sådan savnet dig mor" mumlede hun ind mod Ryan med et stort og tilfredst smil på læben, denne dag var blandt en af de bedste dage...

(Det er helt fint! XD )

Ryan faldt tilbage og chok over at blive overfaldet på denne måde, sidst hun var blevet overfaldet sådan var da hendes datter så hvordan Zero var tæt på at skyde hende, hun kiggede roligt på en pige som havde overfaldet hende og før hun viste af det hørte hun hendes navn, nogen tårer kom ned fra hendes kind, hun kiggede med kærlige øjne på pigen og lade sine arme omkring hendes datter "Sammi" hun kyssede svagt hendes datter på panden, hvor hun dog havde savnet at kramme hende, hun smilede kærligt til hende og krammede hende endnu mere, "Du kan ikke forstille dig hvor meget jeg har savnet dig min pige" hun kyssede endnu en gang Sammi på panden, hvor efter hun kiggede ned i hendes øjne og sagde alvorligt, "Hvor fanden har du været min pige, er du klar hvor meget dog Zero og jeg har savnet dig" hun så spørgerne på hende og ventede på et svar.

Et stort smil brede sig, da hun så sin mors glædes tåre og hørte hendes mors stemme sige hendes navn. Det var som julemandens bjælleklang, det var sød musik for hendes høre, efter så lang tid væk fra hendes mor.
Hun holde sig ind til hendes mor et godt stykke tid, indtil hun dog slap og kiggede op på hende, først med et stort smil, men så efter med et lidt mere alvorligt ansigtsudtryk og blik.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare til det Ryan havde spurgt hende om, hun valgte dog at svare lidt modigt, hun var kommet op i teenage alderen nu.
"Ja.. jeg var ikke ude for at plukke bær hvis det er det du tror" sagde hun og hævede et øjenbryn af sin mor.
Hun valgte dog så at fortælle lidt om hvad der var sket.
"Jeg blev bortført at denne vampyr mand... fire år var jeg hos ham, håbet om at i fandt mig forsvandt efter to år..." sagde hun trist og kiggede ned, hun kunne ikke skjule at hun følte sig meget svigtet af dem, at de ikke havde fundet hende efter 4 år, det var lang tid... "Jeg fik så kræfter til sidst, jeg blev stærk og så flygtede jeg fra ham." sagde hun. Da hun havde sagt kræfter, havde hun hentydet til hendes vampyr kræfter, som hendes mor garanteret ikke vidste noget om endnu.

Ryan smilede lidt mere da hun så at Sammi smilede til hende, hvor havde hun dog savnede det smukke smil, Ryan var ikke meget for at slippe Sammi igen, hun var jo bange for at miste sin datter igen, men hun blev nød til det, hun kunne ikke blive ved med at holde hånden over hende, hun var jo blevet til en voksen kvinde.
Ryan fik det lidt dårligt over at Sammi fik sit alvorligt blik, hun viste godt at hun ikke gad snakke om dette emne, men hun blev nød til det så både Zero og Ryan kunne hjælpe hende igennem det.
Ryan hørte på Sammis stemme at hun ikke længer var en lille pige, hun var jo blevet en del ældre og var voksede, Ryan smilede til Sammi for at vise at hun slet ikke var sur over den måde hun snakkede til hende, "Selvfølgelig har du ikke det min skat" Dog forsvandt smilet fra Ryan læber, hvad skulle hun sige til hende, at Zero og hende aldrig havde opgivet at finde hende, at de flere gange var tæt på at slå hinanden ihjel fordi ingen af dem kunne finde deres datter? skulle hun fortælle at Ryan havde fået skylden for det hele? hvor skulle hun starte hvor skulle hun slutte?
Ryan fik det dårligt med sig selv over dette som var sket Sammi, det var jo både Zero's skyld men også hendes egen, hvis bare de havde fundet hende noget før.

Sammi gav et suk fra sig, havde hendes mor virkelig ikke fundet ud af det endnu, at Sammi ikke længere var levende, hun var død, hun var vampyr, en koldblodig dræber, som levede af blod.
Nogle tåre rendte ned af hendes kinder, af tanken om hun var vampyr.
Hun kiggede op på Ryan og sukkede endnu engang.
"Jeg kan forstå at du ikke har fundet ud af det endnu..." sagde hun, inden hun tog Ryans hånd, og uden nogen varsel, bare lagde den ved hendes kind, hendes meget meget kolde kind, som når man var død og blodet ikke gjorde en varm på nogen måde.
"Jeg er død" sagde hun trist og kiggede ned i jorden.

Ryan satte sig ned på knæ og var ligeglad med at hun fik kolde knæ, hun kiggede ind i hendes datterens øjne og smilede svagt, "lille skat dog, du skal ikke græde over hvad du er, hver stolt over det, så ville du havde det meget beder med dig selv" Hendes stemme var blid og varm af alt den kærlighed hun havde til sin datter, hun var ligeglad med at Sammi var vampyr eller ej, det spillede ingen rolle i hovedet hoved, hun ville stadig være sin datter.
Ryan lod bare Sammi lyste sin hånd så hun kunne mærke kulden fra hendes kind, mor,alt ville en mor blive bange men Ryan smilede bare roligt og kiggede ind i Sammis øjne og sagde blidt og varmt, "Sammi jeg elsker dig stadig selvom du er død, du er stadig min datter, og jeg vil altid elske dig" hun raste sig på og gav Sammi et varmt kram og kyssede hendes blidt på håret.

Være stolt over det hun var blevet, hvordan kunne hun være stolt over at være en vampyr, folk frygtede dem jo, det var ikke lige frem en race der indbød til bare en hyggelig snak med en anden person, det var en race som virkelig gjorde folk bange, udover selvfølgelig dæmoner, da de var de naturlige venner af vampyrer.
"Men mor... jeg kan ikke lide at være vampyr... folk er bange for mig" sagde hun trist og kiggede på sin mor, som sad på knæ foran hende, for at trøste hende, og selvom Sammi ikke tog helt imod den trøst, fordi hun stadig følt sig svigtet, kunne hun ikke være mere glad, da hun havde sin mor og far i nærheden igen.
Og selvom at Sammi ikke accepteret sin race, var hun glad for at hendes mor gjorde, og at hendes far gjorde, så hun havde den fulde støtte som hun havde brug for fra sin familie.
"Jeg elsker dig mor" sagde kærligt og krammede sig ind til Ryan, da hun krammede hende.