Snow - Aleksandra.

Skyerne dækkede for solen, men nogle steder, skinnede solens stråler igennem skyerne. Det var midt om eftermiddagen, så en del børn legede i sneen i parken. Snefnug dalede fredeligt ned fra himlen, og landede på jorden. Nathan gik langs en af stierne i parken, og betragtede børnene. Nogle af børnene kastede snebolde efter hinanden, mens andre var ved at bygge en snemand. Han havde en sort kappe på, som han trak tættere om sig. Udover kappen, havde han en hvid skjorte på, sorte bukser og sorte sko. Han frøs, da han ikke havde nok tøj på, men han havde intet andet tøj, end det han havde på.
Han dukkede sig, i det et barn kastede en snebold efter ham. Nathan grinede dog blot, og så hen imod drengen, der havde kastet snebolden. Drengen kastede endnu en snebold, som Nathan undgik ved at træde til side. Nathan bukkede sig ned, tog lidt sne i hænderne, og formede det til en snebold. Han kastede snebolden efter drengen, og ramte ham i maven. Drengen grinede, og skulle til at forme en ny snebold, indtil han fik en snebold i ryggen. En pige, der så yngre ud, end drengen, havde kastet snebolden. Nathan rystede på hovedet af dem med et smil om læberne. Han begyndte at gå videre, men da han havde for travlt med at betragte børnene, så han sig ikke for. Han kom derfor til at gå ind i en person.

Det var overskyet, så man kunne ikke rigtig bedømme hvad tid på dagen det var, og der lå sne overalt. Alex gik stille gennem sneen som knirkede under hendes sko, så man kunne ikke lige sige at hun var stille. Hun kom ind i en lille park i byen hvor mange børn løb rundt og lo højlydt. De var midt i en sneboldkamp kunne hun se, og det fik hende til at smile af dem. Hun havde aldrig selv rigtig leget på den måde der da hun var på deres alder, det havde hun af en eller anden grund ikke fået lov til. Hun sukkede, og ønskede at hun var på deres alder igen, men denne gang fik hun lov til at lege med de andre børn. Hun gik stille frem af, men standsede så op igen, og betragtede børnene. Hun så en ung fyr, eller helt hvor gammel han var, vidste hun jo ikke, men han så ung ud, som legede lidt med en dreng, men så kom en pige over, og så begyndte drengen at lege med hende i stedet for. Hun kiggede efter de to børn som løb væk der fra, og smilede stadig af dem. Fyren som havde leget med den lille dreng kom til at gå ind i hende. hun så op på ham, og smilede forsigtigt til ham. ”Øm ja. Hejsa” hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham. Hun betragtede ham bare stille.

Nathan trådte et skridt væk fra pigen, han var kommet til at gå ind i. Han så på hende, da hun sagde noget. Han smilede svagt, og kløede sig i nakken. "Hej." Han så undskyldende på hende. "Jeg så mig ikke for. Det må du undskylde." Han ville til at gå videre, da han fik en snebold i hovedet. Drengen fra før var vendt tilbage, og han stod og grinede, da Nathan så hen imod ham.
Nathan smilede kækt, tog noget sne op og formede det til en snebold. Han kastede snebolden efter drengen, der løb grinende væk, så Nathan ramte ikke. Nathan grinede lavmælt for sig selv. Han så på pigen. "Børn er så livlige, når der er sne, ikke sandt?" Han havde en munter glød i sine øjne.

Hun kiggede på ham, og smilede et lidt skævt smil til ham da han undskyldte at havde gået ind i hende. "Gør ikk noget" svarede hun ham, og kiggede på ham da han skulle til at gå. Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, da han fik en snebold i nakken. Hun betragtede ham da han hurtigt lavede en snebold som han kastede efter den lille dreng. Han ramte ham ikke, og det fik Alex til at grine let. "Ja børn er meget livlige med sne, men jeg må da give dem ret i at sne også er ret sjovt at lege med, og det har jeg ogs på fornemmelsen at du syntes, ikke" hun så på ham, og smilede stort. "Jeg vil væde med at ham drengen syntes at det er sjovt at du vil lege med ham" hun smilede stadig bredt til ham, og betragtede ham.

Nathan var enig med hende om at sne var ret sjovt. Han lagde armene over kors, og smilede venligt til hende. "Din fornemmelse har ret. Jeg synes det er sjovt." Sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. Han så hen imod drengen igen. Drengen legede sneboldkamp med nogle af de andre børn nu. Nathan så på hende igen. "Det tror jeg også." Sagde han og smilede venligt.
Han trådte et skridt tættere på hende. Han rakte sin hånd hen imod hende. "Jeg hedder Nathan. Hvad er dit navn?" Han så spørgende på hende. Han fandt det på sin plads at præsentere sig for hende.

Hun smilede tilbage til ham, og fulgte hans blik over mod drengen som nu legede med de andre børn igen. Hun kiggede på ham igen. ”Hyggeligt at møde dig Nathan. Jeg hedder Aleksandra, men bare kald mig Alex hvis det er nemmere.” sagde hun med et bredt smil til ham. Hun tog imod hans hånd som han strakte frem mod hende for ligesom at hilse ordentligt på ham. ”Hva, hvad laver man så ud over at lege med børnene?” spurgte hun nysgerrigt, og smilede stadig til ham.

Nathan ville nok kalde hende Alex, da det var lettere. Han trykkede hendes hånd, og tog den derefter til sig. Han lagde armene over kors og smilede venligt til hende. "Javel, Alex." Sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. Han trak på den ene skulder, da hun spurgte om hvad han lavede ude, udover at lege med børnene. "Ikke rigtigt noget. Jeg gik mig bare en tur." Svarede han og smilede skævt.
Han så spørgende på hende. "Hvad med dig? Hvad laver du herude?" Spurgte han. Han frøs lidt, så han trak kappen tættere om sig, og trippede lidt.

Hun så på ham, og nikkede til det han sagde. Ja så, så man det. Han lavede ikke noget andet som sådan. ”Hm, faktisk næsten det samme som dig” hun smilede ”jeg er ogs bare ude og gå mig en tur og sådan noget.” hun så sig rundt efter hun havde sagte det, og kiggede så på Nathan igen. Hun gættede på at han frøs fordi han trak sin kappe tættere om sig. ”Fryser du?” spurgte hun. Det var et lidt dumt spørgsmål, det vidste hun godt, men havde alligevel spurt. ”Hvis du fryser, kunne vi da tage et eller andet sted hen sammen hvor der er noget varmere hvis det er?” foreslog hun forsigtigt.

Nathan nikkede til det hun sagde og smilede venligt. Man kunne godt tro at han kedede sig, fordi han gik en tur, men det gjorde han ikke. Det var hyggeligt at gå en tur i parken, og betragte de andre væsner, der var der. "Lidt." Svarede han, da hun spurgte om han frøs. "Gør du ikke?" Han så spørgende på hende.
Han kunne godt lide hendes foreslag, men hvor skulle de tage hen? Kroen var det eneste sted, de kunne tage hen til, som han kunne komme i tanke om. "Klart. Hvorhen? Jeg tænker at vi kan tage hen til kroen, medmindre du har en anden ide?" Han så spørgende på hende.

Alex smilede til ham, og tænkte sig lidt om inden hun svarede ham. Om hun frøs? Tja "øm, en smule må jeg nok indrømme." Hun stod lidt og lænede sin vægt fra det ene ben over til det andet. Hun nikkede let. "Kroen vil nok ogs være mit bedste bud" sagde hun, og kulden fik hende til at skutte sig en smule, nu da hun var begyndt at ligge mærke til kulden.

Nathan smilede venligt til hende, da hun svarede på hans spørgsmål. Han lagde mærke til at hun skuttede sig en smule. Han tog sin kappe af, og lagde den om hendes skuldre. "Værsgo." Han smilede venligt til hende.
"Så lad os skynde os hen til kroen, og få noget varm at drikke." Sagde han og begyndte at gå. Han havde vidst nogle småmønter til et en kop varm kakao.  Han holdte øje med om hun fulgte med.

"Øm, tak." Sagde hun da han lagde hans kappe om hende, og smilede forsigtigt til ham. Han var en gentleman, og dem mødte man ikke så mange af mere. Hun så på ham, og spurgte ham så om noget. "Kommer du ikk selv til at fryse nu?" Hun så på ham, ville helst ikke tage hans kape fra ham hvis han selv ville komme til at fryse af det. Hun nikkede til det han sagde, og fulgte efter ham.

Nathan trak på den ene skulder. "Joh, men det går nok." Han smilede skævt. Han ville ikke risikere at hun blev syg, selvom han ikke kendte hende. Hans skæve smil blev bredere, da hun fulgte efter ham.
"Mit navn er forresten Nathan. Hvad hedder du?" Han så spørgende på hende. Hvis hun ikke ville fortælle ham hendes navn, var det fint. Han håbede dog at hun ville fortælle ham det.

Hun kiggede på ham, usikker på om hun skulle give ham hans kappe tilbage. Han sagde godt nok at det var okay, men alligevel, hvis han frøs. Hun bed sig usikkert i læben. Var han nu ogs sikker på at det var okay? Hun beholdte den dog på trods af at hun ikke var så glad for at hun var skyld i at han nu frøs.
Hun smilede til ham. "Mit navn er Aleksandra" sagde hun, og smilede stort til ham. Hun vidste ikke lige helt hvad hun skulle suge lige nu, men hvad var der at sige? Hun fulgte bare efter ham.

Nathan frøs så tit, at han ikke ville have imod at fryse lidt ekstra i kort tid. Han ville bare ikke have at hun frøs, selvom han knap nok kendte hende. Han smilede venligt til hende, da hun sagde hendes navn. "Pænt navn." Sagde han høfligt.
Da de nåede hen til kroen, åbnede han døren for hende. Først når hun var gået ind, ville han gå ind og lukke døren. "Hvad vil du have at drikke?" Han så spørgende på hende.

Alex smilede tilbage til ham da han smilede til hende. ”tak, og dit navn er også pænt” sagde hun, og smilede et stort varmt smil til ham. Hun fulgte stille efter ham, og det varede ikke længe før de nåde over til kroen. Hun gik ind af døren, og smilede kort til Nathan da hun gik forbi ham. ”Takker.” sagde hun. Der var dejligt varmt her inde i forhold til det der var udenfor. Hun gav ham hans kappe tilbage. ”Her, og tak for lån” sagde hun, og smilede til ham. Kun tænkte sig lidt om da han spurgte hvad hun ville havde. ”Øm, varm kakao tak” sagde hun, med et smil.

Nathan smilede venligt til ham. "Mange tak." Han mente ikke selv at hans navn var pænt, men hun sagde det nok bare for at være høflig. Han havde sagt det fordi at han faktisk mente at hendes navn var pænt. Måske mente hun også at hans navn var pænt? Han rystede på hovedet, for at få de forvirrende tanker væk. Det var ligemeget. I det mindste havde hun ikke sagt, at hans navn var grimt.
Han tog imod hans kappe, da hun rakte ham den. Han foldede den hurtigt sammen, da han ikke havde brug for at have den på nu. Der var jo dejligt varmt inde i kroen. "Javel." Han tvivlede på om at han skulle betale for hende, men han troede at han skulle. Han gik hen til baren, og bestilte to kopper med varm kakao. Han gik hen imod et ledigt bord, og forventede lidt at hun også ville sætte sig dér. "Vores bestilling kommer om lidt." Han smilede venligt til hende.