Alliance made By Fire And Snow

S Ash wood forest.
V Solen skinner
O Shapshifter og træer.
Tid 14,30
P Læderustning og en kniv gemte på ham.

”Hr Rhaegar vi har udforsket den første del af skoven.” Lød det fra en af krigerne i hans klan, som var kommet tilbage. ”Hvad så i David?” Rhaegars stemme talte tydeligt og højt, hvor han så kiggede hen på deres leder af gruppen som, skulle fortælle, hvordan landet lå. David bed sig svagt i underlæben inden han så hen på Rhaegar igen, inden han svaret. ”Der er en anden klan her, jeg så nogen af deres folk jeg ved ikke om de har set os, men vi skal snart ha styr over, hvad vi gør.” Rhaegar så hen på hans ældre bror så stod for deres folk, der spejdet områder. ”Hvad mener du Jake.” Jake tog sig til håret, hvor han så kiggede hen på Rhaegar igen. ”Jeg tror de har ret, vi skal finde ud af om, vi overhoved kan tale med dem.” Rhaegar tygget lidt på de ord inden han så hen på David igen, ” hvilken slags dyr er de.” David så hen på dem begge igen, hvor han så talte. ”De er Jaguarer som os, Rhaegar, de har dog ingen hvide Jaguarer, det tror jeg da ikke. Rhaegar sank en klump,” hvor mange har vi med og gøre David?”  David kiggede hen på Jake som nikkede, hvorefter han talte igen. ” Omkring ti vi kunne se, hvem ved hvor mange andre der er.” Rhaegar så på hans bror som nikket svagt, hvorefter Rhaegar så hen på spejderen igen. ”Det vil være alt for nu David tak for at forklare, hvad vi er oppe mod.”

Rhaegar sende hans bror et svagt smil, ”nå jeg vil gerne møde denne person som leder dem, hvor skal vi hen af.” Jake så på ham som om han lavet sjov, ”hvad der var en grund til vi lod dig blive tilbage og ikke en del af første hold.” Rhaegar rullede øjne, hvorefter han hørte hans søster Lyanna tale til ham os. ” Jake har ret Rhaegar, du er den der kan lede packen uden blod udgydelser, hvordan skal det holde sammen uden os og, hvad hvis Trystan, overfalder dig vi er ikke længere på vores grund, hvis han myrdet dg starte den onde cirkle igen.” Rhaegar kunne begynde og høre dem tale til ham, hvor de bare råbte frem og tilbage.

”HOLD MUND.” Lød det fra Rhaegar, hvorefter de begge holde mund. ”Jeg gør det om i vil det, eller ej.”  Lød det fra Rhaegar af. Han hoppet af hans hest.Hans søskende så på ham, ”tag i det mindste et våben med dig og nogen mænd.” Rhaegar sukket svagt da han hørte det fra Lyanna og Jake, ”nå fint David og Jackson i er med mig.” Kom det fra Rhaegar, hvor han så bevægede sig ned mod deres grænse, han kunne mærke sommeren var på vej, ingen tvivl om det, men det var stadig dejlig kølligt. Han så sig omkring, mens han bevægede sig hen mod grænsen. ”Jeg gør det selv herfra, bare vent her.” Lød det fra Rhaegar, hvor han så bevægede sig ind med sin kniv efter og have givet hans sværd væk han, havde dog gemt kniven væk Han stoppet op og så så en kvinde, pege på ham med et spyd, ”jeg kommer i fred og vil gerne tale med jeres leder.”

Hun var ikke dum. Nogle havde observeret hendes flok. Ikke virket truende, så hun havde ladet dem være. Luna havde brugt denne solrige dag på at træne med Emori og de andre børn. Først da en af hendes krigere reagerede på at der var nogle i hendes område. Så var hun mere på vagt. Hun gik bagved vagten imod porten til hendes lejr. Luna kneb øjnene let da hun fik øje på en fremmed mand ved hendes dør.
"Hvis du kommer med fred, så smid din kniv. Derefter kan vi tale." Sagde hun ganske mildt. Hendes øjne var dog seriøse. Hun virkede fredlig, og det var hun også. Indtil man gav hende en grund til ikke at være det. Hun så afventende på den fremmede. Luna kiggede over på Clarisse og gav hende et nik. Clarisse sænkede spyddet og stod dog opmærksom.
"Når du har smidt din kniv, så følg blot med." Sagde hun meget roligt og vendte ryggen til ham. Hun bevægede sig hen af en sti. Lejren var opdelt med små fine hytter på den ene side og bålsted i den anden. Samt plads til træning, både i menneske og dyreform. Der var plads til det hele. De havde vandfalet på deres territorium samt de højeste og nogle af de stærkeste træer, her var der også ganske få huse. Det var nu et ganske nydeligt sted. Hun fulgte den fremmede hen til en lille lysning, hvor hun satte sig på en sten.
"Hvad vil du tale med mig om?" Spurgte hun så og vippede lidt nysgerrigt hovedet på skrå.

Rhaegar træk hans kniv frem og smed en på jorden, hvorefter han studeret kvinden. Hun var ikke fjendeligt og selv om han ikke var glad for det, viste han at han måtte gøre som de sagde han var ikke dum. Rhaegar træk kort på skulderen og bevægede sig så gennem med lejre efter hende han kunne se, hvor fredeligt der var. Han ville ønske at han kunne ha haft sådan et liv, men man måtte lærer og leve med det. Rhaegar sank en klump, hvorefter han bevægede sig videre med hende han måtte ikke vise nogen tegn på følelser, hvilket man os kunne se på ham. Han bevægede sig hele vejen med hende til de kom hen til en lysning, hvor hun sætte sig hun var lederen, hvorfor var hun så venlig der var et eller andet der stak under. Rhaegar så hen på hende, mens han stillede sig over i højre hjørne, hvor han så stillede sig. Han så hende an og da hun spurgte talte han.

”Jeg er kommet for at tale med lederen, hvilket jeg tag er dig der er en krig på vej, alle folk kan ikke klare sig selv og jo flere man er jo stærkere er man, og hvorfor myrdet du mig ikke da jeg gik herind jeg var næsten ubevæbnet og bar, ingen ting på mig, hvad er din plan med det.”

Rhaegar kunne mærke hende øjne på sig, hvilket gjorde ham lidt mere opmærksomt, ”derudover, var det måske os for at se om lederen var så smuk som, der blev talte om lederen af packen fra Jaguar skoven, og jeg må sige jeg er overrasket.

Din skønhed ikke, rigtigt blive gjorde til kende,hvis det nu var for din skønhed kan der ikke sættes ord på.” Rhaegar, ville prøve og undgå og tale med hende om en alliance, hvis hun nu, havde tænkt sig og myrde ham og hans pack. Han var mere forsigtig for deres skyld, men det her kunne godt blive akavet, hvis hun spillet videre på det.

Hun gav ham et enkelt nik da han antog hun var lederen. Dog kneb hun øjnene opmærksomt bagefter.
"Hvad får dig til at tro, at vi ikke kan klare os selv?" Spurgte hun ham igen. "For det andet. Her dræber vi kun som sidste udvej. Jeg har ingen plan." Svarede hun ganske roligt. Hun så på ham med sine blide mørke øjne. De viste ikke tegn på svaghed, der var styrke i hendes blik, men uden det gjorde hende hård. Faktisk var hun meget neutral anlagt.  Da han begyndte at tale om hendes ud skønhed. Let løftede hun hagen let.
"Jeg sætter pris på dine ord, men virkelig? Er du kommet her for at tale om min skønhed og hvilke fare der er i omgivelserne... eller har du noget nødvendigt. Jeg bryder mig ikke om at spilde tiden." Svarede hun ham så ganske roligt. Hun rejste sig fra stenen og lagde armene overkors.
"Min flok og jeg flyttede til Ashen Wood for en fuldmåne siden. Dragons Peak er der hvor faren er. Vi kan tage os af lidt jægere, hvid de ønsker at jage os." Tilføjede hun og trådte tættere på ham. Hun var selv ubevæbnet.
"Men fortæl mig. Hvis det var mig som søgte om fred og ønskede at tale med dig. Havde du så dræbt mig?" SPurgte hun og så ham direkte i øjnene. Hvis hun så meget som skulle tænke tanken om en alliance, var hun nød til at vide, hvilke væsner hun omgik sig.
Hun kneb øjnene en anelse og så på ham for at se hans måde at agere på til hendes spørgsmål.

Alt hun ønskede var at leve i fred med sin flok, og hvis hendes gæst viste sig at være her for at ødelægge den fred. Så ville hun gerne smide ham ud på alle fire. Selvom hun kiggede afventende på ham, så var hun stadigvæk rolig. I takt med sig selv,  og havde fuld kontrol over sit indre dyr. Intet skulle bestemme over hendes måde at agere på så hun havde lært at finde balance over sig selv.
"Jeg er Luna De Martel." Præsenterede hun sig dog til sidst.

Rhaegar, havde aldrig været født til og være leder, men han var ende som det fordi hans søskende havde set noget i ham. Hans hjerte begynde og banke hurtigere da hun bevægede sig mod ham, hvor han så kiggede hende i øjne og hurtig tog et blik af hende. Hun havde ingen våben på sig, Rhaegar sank en klump, hvor han bagefter lyttet til hende. Han ville heller ikke ha myrdet hende hans bror ville ha gjorde det som han, havde gjorde ved deres forældre. Men Rhaegar vidste at blod, avlet mere blod og, hvis der ikke var nogen der stoppet ville verden gå under. Rhaegar sank en klump, hvorefter han talte, ”jeg regner ikke med i ikke kan klare jer selv, men man er normalt mere i sikkerhed, hvis man er flere artsfæller sammen.” Rhaegar bed sig svagt i underlæben, hvorefter han talte igen kort efter, da hun havde spurgte ham om det. ”Nok blod er blevet spildt i min klan jeg vil gerne undgå det os når det gælder vores to packs.” Rhaegar så hen på hende, hvor man kunne se det i hans øjne han var ærlig, hvor han os viste sig selv som en leder. Ærligheden var i hans øjne hans, personlighed afspejlet alt om hvem han var, hvad han gerne ville gøre for folk.

Rhaegar kiggede hen på hende, hvorefter han sende hende et svagt smil det var det første smil han nogensinde, havde lavet siden han var lille inden hans forældre blev revet væk fra ham. Rhaegar bed sig i underlæben, mens han så på hende, ”jeg hedder Rhaegar Argent Shadow.” Lød det fra Rhaegar, hvorefter han så på hende igen ærligheden var det eneste man kunne spotte på ham nu han mente alt, hvad han havde sagt her til sidste han ville ikke myrde en anden pack for meget blod havde, han slæbte med sig.
”Hvis du ikke vil tale med mig forstår jeg dig godt, jeg var aldrig mente til og være leder selv om jeg tog ansvaret på mig. Men Luna skal vi starte for ny, jeg hedder Rhaegar og jeg vil gerne tale med dig om en mulige alliance.” Hans ord var de rigtig og ærligheden var ikke, til og tag fra ham.

Pludselig kunne hun se noget i hans øjne. Ærlighed. Det gjorde hun ikke følte sig truet. Stiren irriterede altid det indre dyr. Repsektløst. Men det blødede hende en smule mere op. Hun nikkede da han præsenterede sig igen. Han ville snakke om en alliance.  Luna kneb øjnene en anelse.
"Så længe i ikke bare kommer rendende og forlanger vi giver jer våben, krigere og andet." hun trådte et skridt tilbage og lagde armene om bagved sin ryg, hvor hun foldede sine hænder sammen. En alliance. Hvad ville han have fra hendes flok?
"Men fortæl mig Rhaegar. Hvad får du ud af en alliance med os? Alle packs er forskellige, vi har alle forskellige samlinger og ting vi gør." Han var ikke ment til at blive leder. Hun kendte intet til ham som leder. Selv havde hun kun været leder i nogle år, men hendes rådgiver sagde hendes ledelse ville gøre det bedre for flokken. Og der havde aldrig været dårligt lederskab i flokken. Luna ville ikke være den første der lavede en dum fejl.

Luna analyserede hans kropssprog.
"Kom med." Sagde hun og begyndte at gå op imod den største af hytterne. Det var højt og havde flere etager. Bygget fra jorden og op af det største træ i skoven. Luna havde valgt området nøje. Da de kom hen til hytten stod de store døre åbne. Og førte ind i tronsalen. Tronen var lavet af træ, og var dækket med skind og pels fra forskellige dyr, dog intet med deres eget at gøre. Hun gik ikke op og satte sig. Så vendte hun sig om imod ham.
"Du sagde blod var blevet spildt i din flok. Vi ønsker ikke at have blod spildt. Vi lever i fred her, og vi ønsker ikke at bringe noget herind som vil forhindre den fred." Fortalte hun og så Rhaegar i øjnene.

Rhaegar lyttet til hende og forstod hende godt, hvorfor skulle man os be om de ting bare uden viden det var respektløst helt igennem. Han fjernet hans blik fra hende, da han fornemmet at hun ikke kunne lide hans stirrende blik. Rhaegar så på hende da hun spurgte hvad, han fik ud af det og sikkert os ville vide, hvad de fik ud af den. ”Vi er samme race, det jeg tænker var at vi kunne hjælpe hinanden, jeg kan se i er gode til og bygge ting, det er en god egenskab og ha. Men se det på denne måde, hvis vi laver en alliance kan min klan og mig hjælper jer med, hvad i har behov for alle folk har jo behov for hjælp til nogen ting." "Vi kan klare os selv, uden huse uden et sted, og være, da vi har været van til det men sandheden er den jeg vil gøre, hvad der er bedste for mit folk og du lader til og være en person som, mener det samme som mig for din flok." " Jeg var ikke den der skulle hav været leder for vores flok, men de valgte mig selv mine søskende.”
Kom det fra Rhaegar af, hvor han bagefter fulgte med hende mod det store hus.

Han gik ind med hende og så på hende, da hendes blik vende tilbage til ham og hun spurgte ind til det, ”blodet der blev spildt var ikke mit det var uskyldige folk efter jeg var blevet jagtet væk fra vores stamme.” Rhaegar holde en kort pause inden han åbnet hans øjne igen og så hen på hende, ” en mand myrdet packens leder en mand, som jeg tog kampen op med da jeg var gammel nok og vendt tilbage, hvad end han havde gjorde mod stammen var ikke mere end, hvad man ville gøre for dem man føler et ansvar overfor jeg kæmpet mod ham, og da jeg havde ham ved min nåde lod jeg ham gå, denne mand var mine forældres morder, min bror.” Det sidste blev sagt svagt, hvorefter han så på hende igen.
”Jeg gjorde, hvad jeg var nød til for at stoppe den blodudgydelse som han, havde gjorde mod vores forældre mens de sov og efter og ha jagtet mig, men jeg vidste hvis min flok skulle se mig som andet end ham, måtte jeg ligge hævnen på hylden og bortvise ham fra stammen, selv samme dag blev jeg leder.”

Rhaegar sukket, hvorefter han så på hende igen, efter og ha holdt hans blik fastlåst på hende, så hun kunne se det kun var sandhed, der kom fra ham at. "Jeg er færdig med blodudgydelser, hvis der er en anden vej er det den, mig og min stamme tag vi har oplevet nok." Rhaegar lod hans hånd glide gennem hans hår, mens han ventet på hvad hun ville sige. en første person han nogensinde, havde fortalte dette her til var hende.

//out aftalt slutning ^^