Blood, well.. Okay ~ Noa ~

Sted: Blodøerne.
Klokkeslet: Omkring sent om aften - Imellem 18 og 19.
Dato: 30 Januar.
Vejr: Mørkt, men roligt.
Omgivelser: Planter, træer og andet stads.

Katherine, eller Kat som hun altid blev kaldt i blandt folk der kendte hende, gik igennem træerne. Hendes hænder var nærmest fanget af luften. Hun havde spredt dem helt ud, så hun kunne nyde luften imod hendes arme. Det var varmt, selvom det var Januar. Tiden havde ikke ændrede sig særlig meget. Året var gået hurtigt, og hun havde lært en masse nye mennesker at kende.
Hendes hår blafrede med vinden igennem det. Der var ikke meget vind, men den vind, der var tilbage var dejlig. Det var længe siden, Kat havde været herhenne. Ikke siden hendes mor døde. Det var længe siden, hun overhovdet havde skænket hendes mor en tanke. Det havde altid været et maridt at være i blandt hendes mor. Kat havde aldrig været hjemme, siden hendes far var flygtet videre til en anden kvinde. Hun havde fundet hendes halv bror Sajro, og kusinen Caroline. Selvom Kat ikke kendte Sajro 100 % endnu, holdte hun stadig af ham, som var han en rigtig bror. De havde været ved at have sex inden, men det havde stoppet. Lugten, havde ikke kun været Kat der havde opdaget det, men dem begge. Det var heller ikke ret lang tid siden, at Kat var blevet vampyr. Alle sanserne var forstærket, alle duftende var blevet stærkere, men også bedre. Nu levede hun ikke af kød, men af blod. Kat smed sig nærmest ned i græsset, da hun var nåede længere ind i område hun gik ved. Der lå hun bare, med tankerne omkring sig. Dyrene så ikke ud til længere at frygte hende lige så meget.

P: http://images1.wikia.nocookie.net/__cb20130624223508/thefosters/images/4/4c/Jake_T_5.jpg

Rundt omkring ham dansede ilden. For første gang i lang tid, var han i harmoni med sin ild evne! Han lod forskellige håndbevægelser i luften, hvor ilden derefter dansede ud af både fingre og håndflader. Hver gang ilden suste ud af ham, gav det et lille spjæt i maven. Et spjæt der var behageligt på sin egen mærkelig måde. Nu når han var alene, kunne han bare nyde tiden og gøre hvad der passede ham. Når han var alene, skulle han ikke tænke på Angela. (Selvom det var noget af det sværeste i verden ikke at tænke på hende)
Det smule vind der var kildede blidt hans ansigt. Han smilte svagt for sig selv og fortsatte med at lege med ilden. En velkendt duft og skikkelse fangede pludseligt hans utrolige gode lugtesans. Ligeså hurtigt som han havde fået ilden frem, trak han den tilbage og begyndte at se sig omkring, for at finde kilden til denne genkendelige duft.
Ikke så langt fra ham, lige der i græsset, lå ingen andre end Kat, pigen han havde mødt dengang han ikke havde været mere end femten år gammel. Dengang han lige var sluppet ud af sit 'fængsel'. Med et svagt smil på læben, gik han hen imod hende og stoppede ved hendes ansigt. Han stod nu lige bag hende og så ned på hende med sine store brune øjne.
"Hey Kat, kan du huske mig?" I øjnene voksede der sig et drillende og kækt glimt. Hans stemme var blevet mørkere siden sidst, samt var han blevet højere og mere muskuløs.

'' Noa! Selvfølgelig kan jeg da huske dig! '' Kat sprang nærmest op fra græsset og omfavnede Noa i et kæmpe kram. Hun havde savnet sin mindre ven. Det var længe siden hun havde set ham. Han havde vokset siden hun sidst havde set ham, og han stemme var blevet sjovere. Kat smilede til ham. Det var dejligt at se ham igen. '' Hvor har du været?! '' Hun ville vide alting, hun kunne få at vide. Lige fra, hvad han havde fortaget sig, om han havde fået en kæreste, til hvad der var sket. Han var større, og mere moden end han var sidst. Kat slap ham fra omfavnen igen, lod bare hendes øjne planter sig på hans. Hun havde selv været ude for et par ting. Blandt andet stofmisbrug, dog var hun kommet ud af det igen. Lige nu, skulle alt handle om Noa.

Et overrasket spjæt gik igennem ham, da hun pludselig slog armene om ham, trak ham ind i en omfavnelse som havde hun savnet ham af hele sit hjerte. Hvilket ikke var muligt at gøre. Ikke i følge ham i hvert fald. En anelse svagt krammede han hende tilbage, men, mest af alt fordi han ikke vidste hvordan han skulle reagere på sådan en situation. Et spørgsmål skar igennem ham: Hvor har du været? Hvordan skulle han svare på det, han var ikke egentlig ikke helt sikker på hvad han havde lavet de seneste tre år. Vandret rundt, stukket af fra dusørjægere der ønskede at hugge hovedet af ham, fundet sine søstre og Angela igen? Tøvende bed han sig i underlæben inden han svarede.
"Du ved.. bare lidt rundt omkring, men, hvad med dig?" Han forsøgte at få opmærksomheden over på hende i stedet. "Du dufter.. anderledes.. er du.. blevet vampyr?" Han spærrede overrasket øjnene op.

'' Ehh.... Ja.. '' Kat ville inderst ikke inderømme overfor folk at hun var blevet vampyr. Hun savnede lidt at være vareulv, men hun ville stadig være vampyr. Det var en underligt, men dejligt. Dog var der en del ulemper ved det. Man kunne ikke gå i solen, uden at brænde... Tørsten var der konstant. Kat rystede på hovedet, og så bare på Noa. '' Har du ikke lyst til at.. Gå en tur? '' Hun ønskede egentlig at tilbringe lidt tid sammen med sin ven. Ja, det var 3 lange år siden de havde set hinanden. Et eller andet måtte der da være sket i hans liv, men hvis han ikke havde lyst til at sige det, måtte det jo være det. Hun kunne jo ikke tvinge ham til noget som helst.

Kunne det virkelig godt lade sig gøre for en varulv at blive vampyr? Et kort øjeblik tog han sig selv i at være den dummeste person i UW. Her stod han her, i sin fineste forstand og var halv af hver! Selvfølgelig måtte det være muligt at gøre en varulv til en vampyr. Han smilte til hende. Det føltes godt at smile hvis han skulle være ærlig. "Hvordan blev du til en vampyr?" Han satte nysgerrig hovedet på skrå. I de brune øjne strålede der sig en form for nysgerrighed, en nysgerrighed havde altid kun havde vist overfor hende. "Det vil jeg gerne," med de ord begyndte han langsomt at gå igennem skoven. Dyrene rundt omkring dem, stak enden af eller så nysgerrigt på dem, imens de viftede med ørene. Noa gik afslappet og svingede med armene. "Jeg kan mærke på dig at du er nysgerrig omkring hvad der er sket med mig så.. Jeg, kan fortælle at jeg har fundet mine søstre, en tvillingesøster og en storesøster," Det blev sagt en smule halvkvalt, eftersom han ikke var sikker på om han var god nok til at være deres bror.. Han var jo ikke ligefrem den rareste person i verden.

'' Igennem Caroline.. '' Kat smilede bare tilbage til ham, ja det var bestemt dejligt at smile. Men ikke overfor de forkerte mennesker.
I det han begyndte at gå, fulgte hun efter ham, svingende selv med armene. Han skulle jo ikke være den eneste tosse i skoven. Dyrene så ud til at flygte eller glo på os. Egentlig generede det ikke Kat på nogle punkter. Hun var glad for dyr, hun havde jo trods alt nærmest været en del af dyrene før. Han begyndte at fortælle han havde fundet sine søskende. Gad vide hvordan han havde fundet dem, og hvordan han havde det med det? Det måtte hun bare vide. '' Hvordan har det været at møde dem? Hvordan er de?! Hvad hedder de? '' Kat udspurgte ham om alle tænkelige spøgersmål. Han var jo trods alt en af hendes nærmest venner, selvom de ikke havde snakket sammen i lang tid. Hun havde lyst til at vide noget om hans liv.

Caroline? Kunne det virkelig passe at det var hans Angelas Caroline hun snakkede om? Vent, tænkte han lige hans Angela? Nu måtte han holde. Blidt sendte han hende et smil. "Hvordan har du det med det? En vampyr er jo langt fra en varulv, se bare mig, jeg har stadig ikke helt fået styr på at have begge racer i samme krop," For sjov skyld lagde han hænderne på maven, som om han lod som en varulv og vampyr sloges derinde.
At gå stille igennem skoven var behageligt. Specielt med en som Kat ved sin side. Hun havde altid været rolig, endda selvom han ikke havde snakket pænt til hende fra starten af. Hun var blevet ved ham. Det var en skør tanke. Tænk der overhovedet var nogen som gad at blive ved ham? Alle hendes spørgsmål kom pludseligt flyvende igennem ørene på ham. Det var svært ikke at grine kærligt over det. Eller, det han forsøgte at gøre til et kærligt grin. "Altså, jeg må indrømme at jeg har det en smule underligt med det, men mest af alt fordi jeg ikke ved om jeg er i stand til at have familie," han så hen på træerne. "Jeg ved ikke om de fortjener en bror som mig, trods alt, er jeg ikke den sødeste person du kan snakke med," Han så hen på Kat igen med et smil. "De er nu søde nok, samt stærke og stædige.. De har nogen gode personligheder.. Navnene på dem er Serena og Andrea,"

//Skal vi fortsætte emnet, kan se at du er en varulv igen så? o.o ^^

(( Altså.. Ja? Hvis du selv vil.. >_> Vi droppede det med at gøre Kat til vampyr. ^^ Så, hvis du vil ændre dit svar, må du gerne. ))

Jeg svare inde over denne bruger. Men det er midlertidigt. Så kan er ikke tilbage som sådan, jeg færdige gøre bare hendes emner. ^^ //

Okay ^^//