Så kontroler da dig selv! - Sean

Sted: Først på skib men senere på kroen.
tid: midt på dagen
Vejr: gråt, tunge skyer viler over byen, og man venter kun på det skal begynde at regne.
Omgivelser: Oppe på kroens værelse, en lille seng og skrivebord, og en stol. nede i kroen, en flok fulde mænd, og der er en tyk stank af øl og bræk.
Dato: Starten af januar.
emnestatus: privat.

Tingene var ikke ligefrem gået fremad for Alítheia i den seneste tid, alt var blevet værre, verden omkring hende, hende selv. Hun havde været en omvandrende følelsesbombe. Hvis hun prøvede at holde det nede, få følelserne væk var det først det gik galt. Hendes mandskab havde fået ferie, om man så kan sige. I et pludseligt følelsesmæssigt udbrud (det hændte oftere og oftere) var hun blev så vred, frustreret hun havde sendt dem alle væk, kort efter var hun gået til sit kammer og brudt ud i gråd. Der var nogle få som blev tilbage, ikke af medlidenhed, men frygt. Hun havde været udenfor nogle får gange, men de følelsesmæssige anfald gjorde hende syg, hvis for mange følelser blussede op samtidig.
Hvorfor dette skete vidste hun ikke… men hun vidste hvornår det startede. Efter halskæden, efter en episode med noget så simpelt som et smykke, ikke dyrt og kostbart var alt gået galt. Det startede med at alle de minder, følelser hun havde gemt væk, holdt nede i alle de år kom en efter en… det havde udviklet sig siden, hun reagerede når folk talte til hende, vredt, såret venligt, med tiden ville det sikkert blive værre.
Halskæden… den måtte være skyld i det, eller var hun sindssyg for at tro dette?
Alítheia vidste der var en der kunne give hende svar på dette med halskæden, han havde sagt han ville prøve at finde ud af hvad den gjorde. Hun havde ikke hørt fra ham, ikke siden hun forlod ham ved den læge, hun vidste ikke om han var kommet sig over det hurtigt.
Alítheia vidste nu med sig selv, at hun måtte have fat i ham, have fat i Sean. Hun måtte vide om han havde nogle svar, så hun kunne få løst dette problem.
Hun gik hen til sit skrivebord, fandt pergament og blæk frem og begyndte at skrive.

Sean, jeg skriver denne besked i håb om at du kan hjælpe mig.
Jeg ved ikke om du stadig husker halskæden. Mange mærkelige ting er sket siden hændelsen med dette smykke, og jeg håber du har noget mere viden om den, der måske kan give svar og løse… disse problemer.
Jeg beder dig at møde mig hurtigst muligt, jeg vil være at finde på kroen, Det vilde svin, hvor jeg står under navnet Frk. Penny.

Jeg håber du kan give mig svar.

- Alítheia Ignotus.

p.s. Hvis sejlet på denne besked er brudt op, bedes du at skaffe dig af med budbringeren.

Hun hældte voks ud over det nu sammenfoldede brev og satte sit stempel på den, som var et Z og P krydset ind over hinanden.
”Zamir kom herind nu!” råbte Alítheia med en streng stemme, og ventede utålmodigt på drengen kom ind. Efter et kort stykke tid, åbnede han forsigtigt døren og trådte ind foran hendes skrivebord. Drengen så ikke specielt tryg ud ved situationen, hvilket irriterede Alítheia voldsomt, hun prøvede på ikke at blive sur, men havde svært ved det. ”Du skal give dette brev til en dæmon der hedder Sean McGivens, forstået?” sagde hun med en hård stemme, og rakte ham brevet. Drengen tog imod det med rystende hænder og gik nervøst ud. ”Hvis nogle ser det udover Sean er det ude med dig, det håber jeg du forstår” sagde hun med en rolig stemme.

Efter et stykke tid, rejste Alítheia for at gå hen mod mødestedet. Hun gik langsomt, hendes krop var udmattet, hun havde det som om noget langsomt tog hendes energi fra hende, sugede den som myg sugede blod.
Efter lang tid kom hun endelig hen til kroen og fik skrevet sig ind som Frk. Penny. Derefter gik hun op på værelset.

Sean sad på sit værelse, som også fungerede som hans arbejdsværelse. Han sad ved sit solide skrivebord af mørkt træ og kiggede på et kort over byen. En masse streger og prikker prydede kortet, mange af dem efter opgaver. Folk ville ikke kunne forstå hvorfor han skrev ned, hvor han havde været og hvornår. Hvert et symbol betød en ting. En plet betød drab. En firkant betød tyveri. En trekant informationer. Stregerne forbandt dem alle i kendte og ukendte geometriske figurer. Måske var han bare paranoid. Men han ville have styr på hvor han havde været, hvornår. Han mente at hvis han lavede for meget aktivitet et sted, ville folk have lettere ved at fange ham og sådan en lille udfordring, hvor sjov den end kunne være, kunne også ødelægge alt.
Hans hånd gled igennem det mørkebrune, bløde hår. Pandehåret hang som altid ned over hans pande, næsten helt ned til de mørke øjne, som så ud til at indeholde alt mystisk og hemmeligt på en gang, foruden en masse tanker. Disse øjne der skiftede mellem venlighed og kulde hurtigere end folk kunne blinke.
Et halv-træt suk gled fra hans læber, da han skubbede kortet væk og så på et brev han havde modtaget, om en ny opgave. Han kunne få nogen fra hans indre cirkel til at gøre det, så ville det ikke gå ud over ham selv...
Det bankede på døren.
"Kom ind" svarede han roligt og lidt efter skubbede hans butler, Sigmund, hovedet ind af døren. De havde fået et ret...venskabeligt forhold til hinanden.
"Sir. Jeg beklager forstyrrelsen, men en ung...Herre, har en besked til dem og han nægter at give slip, før han har givet den til dem personligt"
Selvfølgelig. Uventede forstyrrelser. Sean sukkede svagt og forbandede hemmelighedsfulde, paranoide folk som ham selv. Han rejste sig fra stolen. Han havde en hvid skjorte på i dag og sorte bukser. Lige så sorte sko, små støvler af solidt og vandtæt skind. Om armbåndet raslede hans lille armbånd, hvis vedhæng mindede om dæmon- og englevinger der var sat sammen. Han havde haft den længe og faktisk...viste han ikke længere hvorfor han beholdte den, når personen, som den mindede ham om, ikke længere betød noget.

Han forlod sit værelse og fulgte Sigmund ned af gangen, ned af trappen...til denne nervøse unge knægt, der stod og rystede i sine bukser. Sean stoppede højtidligt oppe på trappen. Måske lidt dramatisk, men han elskede at vise sin magt over for små rystebukser som denne dreng. Faktisk give dem en grund til at være så bange, som de evig og altid følte sig. Til sidst gik han dog helt ned til drengen og modtog beskeden. Drengen så ud til at være klar til at gå igen, men et kort vink fra Seans hånd fik ham til at stoppe.
Han rev sejlet op og løste hurtigt beskeden.
Mange tanker gled hurtigt igennem hans hjerne, mens han læste den og efter han havde tænkt den. Først den behagelige følelse af at Ali huskede ham, skønt han ikke selv havde skænket hende mange tanker. Hun var i princippet stykket af fra ham, hvad han sikkert også selv havde gjort. Halskæden. Et hurtigt billede af den gled igennem hans bevidsthed. Og til sidst hendes lille p.s.
Han stirrede lidt på drengen og overvejede at dræbe ham alligevel...Men hvis han tilhørte Ali, kunne det være et forkert...tegn.
Så med en ny håndbevægelse sendte han drengen ud af døren.

Han brændte beskeden, efter at have læst den igen. Han havde fundet halskæden frem. Lidt efter stod han iklædt en varm kappe af sort stof og havde forladt sit hus. Han burde virkelig slette flere af sine spor...Det var for nemt at finde ham, her i hans hus, når en sølle stik-i-rend-dreng kunne det. Men på den anden side, der var ikke rigtig nogen der turde.
Han var snart nede ved kroen. Dagen var kold og det trak op til regn.
Han skubbede roligt døren op. Han kendte denne kro bedre end sit ejet hjem. ikke fordi han drak sig fuld hele tiden, men han kom der tilpassende tit alligevel. Af flere grunde. Guderne skulle vide hvor mange folk han havde mødt her igennem tiderne!
Ha lod kort blikket glide rundt, i tilfælde af Ali skulle sidde i et hjørne og vente på ham, men konstaterede at det ikke var tilfældet. Så i stedet gik han op i baren, sagde hendes navn og fik et værelsesnummer udleveret. Han takkede og fandt hurtigt trappen, tog roligt et trin af gangen.
Han fandt værelset. Og lidt efter bankede han på...

Hun gik rundt i værelset, kunne ikke stå stille i mere end få sekunder ad gangen.  Hun ventede konstant på den lille banken på døren ville komme. Det var svar, løsninger hun havde brug for i dette øjeblik, og der var kun en der kunne give dem til hende. Sean var den eneste der kendte til halskæden, han var muligvis den eneste der kunne give de svar. ”Hvorfor var du så tåbelig at lade en anden om det? Hvorfor gjorde du det ikke selv!” mumlede hun arrigt til sig selv.
Alítheia begyndte at hive sig frustreret i håret, mens hun gik frem og tilbage. Der var egentlig ikke nogen videre grund, udover hendes tålmodighed, men vreden begyndte at komme. Hun var egentlig også vred på sig selv over sin hjælpeløshed. Det startede som altid bare som en lille gnist af vrede, intet specielt. Men en gnist kan let udvikle sig til en brand, især hvis man ikke har det under kontrol. Der gik ikke lang tid inden det skete for hende, blot nogle minder der skulle dukke op. Hun huskede hvad der kunne ske ved at være hjælpeløs. Dette gjorde hun blev endnu mere vred på sig selv. Hendes hud begyndte langsomt at gløde og blive varmere, uden hun bemærkede det. Der kom et flammende skær fra den, og for hver vred tanke, var det som om små gnister sprang frem af hendes øjne. Det ændrede sig dog hurtigt, da nogle hændelser der bragte vrede med sig også bragte sorg. De føltes som et slag af sorg, en bølge der skyllede ind over hende og var ved at drukne hende. Hun følte en pludselig kvalme samtidig med sorgen kom, og snart efter stod hun indover en gammel vask og havde kastet op. En sur smag og en svigen i halsen var hvad hun stod tilbage med nu. Hendes ben føltes svage og hun kunne ikke holde hende stående meget længere.
Hun gik hen til en stol og satte sig ned, ikke fordi hun havde videre lyst. Rastløsheden pinte hende stadig, men hun følte sig svag, ude af stand til noget.

Det var normalt at Alítheia fik det sådan hvis følelserne var ude af kontrol. Jo flere følelser og jo længere tid de var der, des værre blev det. Det kunne vare flere dage før hun kom på benene igen, så hun havde efterhånden lært at slappe af hvis det krævedes. Hun var blevet blegere og hendes røde hår havde mistet sin glans. Med tiden var det falmet, det hang nu filtret og slapt ned. Hun kunne ligne en der var flygtet fra et sindssygehospitaler, med det fraværende blik, den blege hud og det utæmmede hår. Alítheia var blevet sjusket, glemsom og følsom. Altså stik modsat af hvad hun normalt var.

Hun sad utålmodigt og trillede tommelfingre henne ved bordet, og ventede stadig på Sean ville dukke op, så havde hun i det mindste noget at lave. ”Hvorfor tager det så lang tid?” sagde hun med en utålmodig stemme og sukkede dybt.
Hun faldt snart hen, derfor hørte hun ikke at det bankede i starten.
Da det endelig bankede(og hun opdagede det), føltes det som om hun havde ventet flere måneder. Egentlig var det gået hurtigt, i forhold til at hun havde sendt brevet af sted samme dag.Hun rejste sig hurtigt op og følte sig med et frisk, løb hen til døren og nærmest flåede den op.
Det var ham, der stod Sean. Hun gjorde ikke noget de første mage minutter kiggede bare genert på ham. En del af hende hadede den måde han fik hende til at føle sig piget og usikker på, en anden del holdt af det. Man kunne tydeligt se hun ikke var rask, hendes hud var sygeligt bleg, og små svedperler pyntede på hendes ansigt.
Der gik et stykke tid inden hun fik taget sig sammen til at sige eller gøre noget. Først skulle hun opfatte at Sean stod uskadt foran hende, at han havde overlevet dengang for flere måneder siden. ”Hej” sagde hun forsigtigt med en varm stemme og tog sig forsigtigt til armen. Der kom ikke noget ud af hendes mund, men blikket hun sendte afslørede alle hendes tanker. Hun blev irriteret over sin egen forsigtighed, hvorfor kunne hun ikke komme direkte til detaljerne, hvorfor ikke ved ham.  Der var det at hun var blevet mere følsom over for alle personer, men det var værre ved ham, da hun i forvejen ikke var kold overfor ham. Hun rømmede let sin stemme og tog sig endelig sammen. Hun lukkede kort øjnene og fik skjult alle følelser igen.
”Kom ind, ja som der stod i brevet har jeg brug for din hjælp. Halskæden… har ændret noget, jeg bliver nødt til at kende til dens magi” sagde hun med en forretningsstemme. Hun gik hen og satte sig på en stol, kiggede afventende på ham, som forventede hun at han havde en løsning.

//undskyld hvis det er lidt rodet... //

Ingen reagerede. Han tjekkede værelsesnummeret...Jo, det var det rigtige. Han bankede hårdere. Til sidst hamrede han næsten på døren, da den endelig blev åbnet og hans hånd hang midt i luften, midt i et nyt bank. Eller slag, nok nærmere. Han havde netop overvejet bare at gå ind. Hans hånd faldt ned langs siden igen og Sean brugte den samme tid, hvor de bare kiggede på hinanden, til at se og forstå de ændringer der var sket. Han var overrasket over så...Så syg hun virkede. Som om noget nedbrød hende indefra og truede med at vende hende på vrangen. Hvorfor hendes flotte hår var blevet sjasket, hvordan hendes ellers livlige hud var blevet grålig og slatten. Hvor matte hendes øjne virkede og hvor sløv hendes krop var. Dæmoner blev ikke syge, ikke af almindelige sygdomme i hvert fald. Hvad dette end var, var det alvorligt. Trods de forandringer, han havde gjort sig, siden sidst de havde mødtes, følte han et svagt stik af bekymring. Ali var en god dæmon, de mindede meget om hinanden og deres...kemi, tiltrækkende kemi sammen, forvirrede ham kun, og samtidig gjorde at han følte at han skulle hjælpe hende.

Da hun endelig brød stilheden, hvad der end ikke var faldet ham ind, gled et svagt smil over ham.
"Hej" Svarede han roligt. Hendes blik...Han kunne ikke beskrive det. Men det vækkede et sovende dyr i ham. Hvis de var dyr, og skulle finde en mage, ville han vælge hende. Hun var stærk, flot...Perfekt. Han trådte ind i rummet og lukkede døren bag sig, mens han så hendes spankulerer hen til den nærmeste stol og sætte sig. Han havde det lidt som om han var til en eksamen, hun var læreren, der ventede på hans præsentation. Han fiskede halskæden op af lommen, gik over og lagde den på bordet ved siden af Ali. Han trak selv en stol ud og satte sig skråt over for hende. Han så på hende et øjeblik.
"Der er ikke mange der kendte noget til den. Især fordi den jo ikke er blevet fundet her, er der ikke mange der kender til den. Så jeg har måtte gå nogle omveje..." hun var nok ligeglad med hvordan han fandt den.
"...Til jeg til sidst fandt en magiker der kunne hjælpe mig. Han var ikke villig...Men det blev han" Han smilte svagt til Ali og regnede ikke med at han skulle uddybe det.
"Halskæden skulle, ifølge savnet, have tilhørt en kvinde, der havde mange elskere. På et tidspunkt udbrød der krig og faktisk alle hendes mænd tog i krig...Og de døde alle. Hendes sorg over at miste så mange elskede på en gang gjorde hende gal. Hun blev vred på alle de kvinder, der endnu havde sin mand eller kæreste, uanset alder. Så hun forbandede sin halskæde. Ved hendes død blev halskæden solgt videre, til man til sidst ikke ved hvor den endte. Men en ting fulgte med den, til hvilken som helst kvinde der har båret den..." han tog halskæden og holdte den i sin hånd, lod blikket glide over den, som om han læste det hele i dens genskær. Han så op på Ali igen.
"...Alle blev de sindssyge. Alles kroppe begyndte at bryde sammen, som ramt af en ukendt sygdom. Hvad der er grunden ved ingen. Det er folks egne dæmoner og problemer, følelser, minder, tanker...Alle de ting, der kan generer dem, til de mister deres forstand. Og deres liv være ødelagt. Og når de så er brudt sammen eller døde, bliver halskæden solgt videre eller stjålet. Jeg tror at bare det du havde den lidt på..." han slog kort ud med hånden, som for at vise hende frem. De vidste begge at hun så syg ud.
"Om historien er sand ved jeg ikke. Men halskæden har tydeligvis en sådan virkning. Har du haft et ukontrollerbart temperament, været følsom, visse minder kommer igen, nogen måske stærkere end andre?" spurgte han, selv om han allerede vidste hvad hun ville sige. Han kunne mærke det på hende. Han lagde halskæden på bordet igen.

//Det er fint. Jeg kan ikke huske om vi blev enige om noget, angående halskæden, så digter bare lidt selv xD //

Et lille skummelt smil gled over hendes læber, da han forklarede at han havde fået magikeren til at tale. Et par billeder af hvordan Sean havde fået det til at ske løb hurtigt igennem hendes hoved.
Hun sad nu nervøst og ventede på Sean ville forklare, hvad halskæden havde gjort. Nu vidste hun hvordan, han havde fået viden, nu ville hun gerne kende til det selv. Da han begyndte at fortælle sad hun bare og nikkede konstaterende til hans fortælling, men ville egentlig bare frem til pointen: Hvad den pokkers halskæde havde gjort ved hende. Efter en kort forklaring på, hvordan han havde fundet frem til det, begyndte han endeligt at fortælle.
Alítheia selv havde kun kendt til en kort historie om hvad halskæden gjorde, men der viste sig at. Det hun havde hørt, var at den gemte på en gammel magi kun få kunne styre, havde det været forkert? Hun havde jo ikke hørt om forbandelsen dengang, og hvis en magiker nævnte det, måtte det være sandheden. Derfor regnede hun med at denne historie var sand frem for hendes, hendes kom fra gamle skrøner og fortællinger, ikke en magiker.
Det var selvfølgelig ikke underligt at der var en forbandelse over den, da det ligesom hørte sig til ved gamle magiske genstande. Der var det lille håb eller egentlig et ønske om at der var mere ved historien. Hun ønskede at magikeren havde udeladt dele. ”Du er sikker på han ikke sagde andet, kun forbandelsen?” Spurgte hun derfor Sean med en desperat stemme. Man kunne se frustrationen over beskeden i hendes øjne, over tanken om snart at ville ende som død eller værre, en krøbling.
Spørgsmålet han stillede var der kun et klart og hurtigt svar på: ”Ja” mumlede hun hen for sig, mens den søgte tilbage til tidligere hændelser. Hun havde været følsom og haft vredesudbrud, til tider. Derudover dukkede minder om, dystre minder hun prøvede at glemme fra fortiden.
Det var for det meste det samme minde som dukkede op, og havde en stærk indvirkning. Nogle gange føltes det som om, at hun blev taget tilbage til den hændelse.

Alítheia vidste det aldrig bragte noget godt med sig at se tilbage til de minder, for det ville blot skærpe dem. Da hun sad og overvejede det med minderne, blev hun bragt tilbage til det værste. Det var som om hun genoplevede det hele igen, hun stod op ad muren og han var overfor. Ånden der stank af øl og røg, blev pustet ind i hendes ansigt og kvalte hende. Alítheia begyndte at komme med små næsten lydløse skrig, mens tårende trillede ned af hendes kinder. En bevægelse for at forsvarer sig mod manden i mindet, fik hende væltet ned af stolen på gulvet. Der sad hun med hænderne beskyttet foran hovedet og blev ved med at græde den samme kommentar ud. ”Nej, jeg beder dig, lad mig være, lad mig være, vil du ikke nok.”

Det varede et stykke tid før hun kom til sig selv, og vendte tilbage til virkeligheden og nutiden. Hun havde knap nok bemærket, hvad der var sket. Derfor kiggede hun forvirret rundt, da hun nu sad nede på gulvet. Det varede dog ikke længe inden hun regnede det ud, hun havde haft et tilbagefald. Forsigtigt rejste hun sig op og rejste stolen og satte sig igen. Efter denne hændelse indså hun at magikeren havde haft ret, det var som sindssyg eller død hun ville ende. Det at opgive virkede som en god løsning nu, måske bare gøre det af med sig selv, hurtigt og smertefrit. Man kunne se på hendes øjne at hun stærkt overvejede denne idé i et stykke tid.
Nu var der bare det med Alítheia, at hun ikke var  typen der gav op. Hun lagde sig ikke bare ned og ventede på at dø. Hun var typen der fandt en løsning, en udvej et muligt smuthul.
Der måtte være en løsning, en måde at hæve forbandelsen på, det var der altid.  Hun måtte finde kuren, for hun vidste udmærket at hun ellers snart ville ende som sindssyg eller død.  Det var bare et spørgsmål om tid, den havde allerede fået indvirkning på hende. Hun var ved at åbne munden for at tale, men inden et ord kom ud startede en voldsom hosten. Den fortsatte i længere tid, og da den endelig stoppede rystede hendes hænder. Hun så på halskæden der lå på bordet, og tog den forsigtigt op i de rystende hænder. ”Der skal være en løsning. Der er altid en måde at ophæve forbandelser på. Jeg nægter at sidde her og vente hvis det viser sig magikeren talte sandt… hvilket det tyder på” Sagde hun med en hæs men alvorligt betonet stemme, mens hun kiggede indgående på halskæden.

Han så lidt på hende. På hendes desperate udtryk, som langt fra klædte hende. I et øjeblik gled hans bekymring fra ham, han mærkede den glide ud mellem hans fingre og langsomt gjorde ham mere og mere ligeglad...Han greb den i sidste øjeblik og holdte den fast. Han mærkede hvordan skyggerne inden i ham kæmpede for at rive den løs og kaste den væk, som den havde gjort med resten af hans medfølelse, interesse og sympati. Han var langsomt blevet til en rigtig dæmon, en besættelse, der var kommet med hans styrke. Det var der intet at gøre ved og han tog også glædelig imod den...Men Ali havde brug for hjælp. Hun var en dæmon! Hans stolthed.
"Jeg sagde ikke at...Han ikke sagde mere" svarede han roligt. En af dem måtte beholde denne rolighed, overblik og en sans for fornuft.
Han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors, da han hørte hendes svar. Ja. Selvfølgelig, det var hvad han havde forventet.

Han blev dog overrasket over den...Magt, hendes minder havde for hende. Det var ikke bare et hurtigt eller følsom flashback, som trillede forbi ens øjne, som det var ved almindelige mennesker. Det var som om hun ligefrem trådte tilbage i tiden og glemte hun faktisk var et helt andet sted, i sikkerhed. Sean rejste sig op og ville ruske hende vågen, da hun lavede et stunt der bragte hende ned på gulvet. Han skiftede retning og satte sig på hug ved siden af hende, med det ene knæ på gulvet. Han lagde prøvende en hånd på hendes arm.
"Alítheia!" kaldte han og ruskede let i hende.
Til sidst blev hun endelig sig selv igen. Han slap hende og lod hende sætte sig op igen. Lidt efter rejste han sig selv op, blev stående og kiggede lidt på hende. Hun var på vej til rotterne...

Først da hun endelig sagde noget nyt, som forsikrede ham om hun igen var her, i rummet med ham, følte han at han kunne sige noget og hun faktisk kunne høre og forstå det.
"Han sagde man skulle ødelægge halskæden. Så ville dens magi blive sat fri og skruet baglæns. Halskæden er magiens anker, der hvor den bor og der den kontrolleres..." han trak let på den ene skulder. Han tog blidt fat om hendes rystende og kølige hænder. Han klemte let om dem. Ikke fordi han var blød, men fordi hun, trods hvor meget hun end måtte modsige det, sikkert godt kunne bruge det. Så tog han halskæden fra hende...Og kylede den, med al sin overmenneskelige styrke, ind i væggen. I et øjeblik troede han faktisk den ville gå igennem trævæggen, som et projektil. Men træet holdt, omend klart beskadiget. Halskæden, dog, hoppede ned på gulvet, hoppede et par gange og lå så stille. Ikke så meget som en skramme.
"Dog...Vidste han ikke hvordan" kommenterede Sean og så tilbage på hende. Det hele havde blot været en scene, for at vise hende hvilken opgave de havde foran sig.

Mildest talt havde hun det elendigt, hun følte sig stadig svag, alt for svag. Et var at denne forbandelse gjorde hende syg, noget helt andet var at alle de minder og følelser hun havde prøvet at glemme og undertrykke, med et væltede op i hende på en gang. Hun var ikke typen der ville have medlidenhed, for det fik hende til at virke svagere. Derfor trak hun hurtigt hænderne til sig, da Sean klemte let om dem. Det var ikke fordi det var ubehageligt, og hun ikke havde brug for det, men hun følte sig svag. Alítheia havde altid været mere eller mindre på egen hånd, siden hun kunne.
Hun så på halskæden imens han tog den fra hende, ville han ødelægge den nu. Det var jo løsningen, som han havde fået fortalt. Da han kylede den ind i væggen, vækkedes et lille håb i den, den måde det blev fyret af sted. Nej, det virkede ikke, selvom om den så, så slidt og gammel ud, holdt den. Håbet forsvandt igen, de måtte selv finde frem til hvordan den skulle ødelægges.

Træt og frustreret kørte hun hænderne over hovedet, for derefter at tænke over en plan. Hun begyndte mumlende at tale med sig selv, som altid når hun tænkte. ”Der må være et sted… måske, nej. Jo, der hvor jeg fandt den, der må være noget om det!”
Glad rejste hun sig op, da der igen var en løsning, en vej ud af dette helvede. Hun kiggede målrettet på Sean og begyndte at tale med en sikker stemme. ”Der hvor jeg fandt den, tog den… Der må være noget om hvordan man ødelægger den eller hvordan man fjerner denne forbandelse! Hvorfor skulle der ikke være noget opbevaret om det sammen med den!” Hun gik hurtigt hen og samlede halskæden op igen, og kiggede indgående på den.
Efter en kort betænkningspause fortsatte hun. ”Jeg samler mandskabet, kortene har vi, dog skal der samles proviant til turen. Det tager nok to dage at gøre det helt klar, men så kan. Ja! Om to dage ved daggry sejler vi!” Hun havde egentligt mest talt til sig selv om det sidste. Forsigtigt vendte hun sit fokus mod Sean igen, og så på ham. ”Det ville være rart hvis du kunne tage med, du er god at have ved hånden… Men må du selv om” Hun prøvede at sige det med en ligeglad stemme, virke kold og forhandlende. Igen kom følelserne op i hende, og viste sig i blikket, de følelser hun prøvede at gemme væk. De lå også skjult i hendes stemme, en svag undertone, der fik hende til at lyde genert og usikker. Normalt ville det være lykkedes hende at være ligeglad.
Alítheia havde altid prøvet at lukke at lukke følelserne ude, det virkede lettere. Hvis hun lærte at være ligeglad, kunne hun ikke blive såret. På den måde ville folk ikke kunne få taget på hende eller bruge andre personer mod hende. De ville jo være ligegyldige. Følelser gjorde en svag, man var bedre tjent uden dem, efter hendes mening.
Irriteret på sig selv, vendte hun ryggen til sig, og skar ansigt. Langsomt trak hun sig ind i sig selv, lod følelserne glide væk, gemte dem. Først da hun var sikker på hun kunne kigge på ham med et ligegyldigt blik, vendte hun sig om.

//undskyld ventetiden...//

Ali var helt ude på marken og kunne ikke finde vejen igen. Hun smuttede rundt mellem alle kornene og vidste ikke sit levende råd, forvirret. Og følelsesmæssig ustabil. Han havde beundret hende, da hun var, og i princippet stadig var, en stærk kvinde. En kvinde han gerne ville følges med, velvidende de havde tilgang til tingene og kunne få det sjovt sammen. At hun var sådan her, gav ham blot lyst til at...hjælpe hende tilbage igen. Som en mand, der stod på vejen og vinkede hende hen mod vejen. Tilbage igen.
Han smilte svagt og rejste sig op, lyttede bare til hendes lettere forvirrede samtale med sig selv og den gnist af håb der kunne fornemmes i hende. To dage kunne være lang tid, når man allerede var dødsdømt. Men der var intet at gøre ved det, Ali var den erfarne sejler her. Personligt steg han sjældent på et skib. Det var ikke hans legeplads, for lidt plads og begrænsninger. At være helt op af andre mennesker og væsner. Man kunne ikke engang spise uden at blive opdaget...
Han så lidt på hende og smilte svagt. Lod som om han ikke bemærkede hendes selvforagt og hendes midlertidige svaghed.
"Jeg er nyttig. Og derfor vil jeg tage med. Vi dæmoner må holde lidt sammen" kommenterede han afslappet.
"Så om to dage...Ved dit skib, går jeg ud fra?"

//Beklager det korte svar...xD//

Endelig havde hun taget sig sammen og kiggede på ham igen, og hørte efter. Hun nikkede bare  bekræftende og svarede kort efter. ”Ja, om to dage ved daggry ved mit skib. Jeg håber du kan genkende det fra sidst. ” Sagde hun, og den sidste med en flabet bemærkning, da han sidst han var der, havde været der for at stjæle den selv samme halskæde de nu skulle ødelægge. Noget af hendes gamle personlighed var kommet tilbage, efter hun havde en plan, en mulig løsning.
Hun blev ikke længe efter, Sean havde bekræftet han tog med, skibet og rejsen skulle jo gøres klar. Derfor gik hun kort efter ud af kroværelset, men inden hun forsvandt ud af døren, vendte hun sig om. ”Du kan blive her hvis du vil, det er lejet for et par dage, hvis du vil” sagde hun kort, inden hun forsvandt ud af døren. Om rummet blev brugt, var hende lige meget, lidt penge der gik til spilde der gjorde hende ikke meget.

Hun skyndte sig ud af kroen og ned til sit skib, hvor få fra mandskabet sad under dækket og spillede terninger. Med hurtige faste skridt gik hun hen til dem, og sagde med en myndig stemme ”I skal samle mandskabet, skaffe proviant med det samme, vi rejser om to dage ved daggry! Ikke nogle nussehoveder, hvis jeg ser det ryger i af skibet eller værre, forstået?” Man kunne tydeligt høre på hende, at hun ikke ville diskuterer dette. Derfor svarede mændene i kor ”Forstået kaptajn.” Kort efter forsvandt de væk fra skibet, for at samle mandskabet ind og skaffe proviant.
Alítheia selv, gik ind i sin kahyt, og fandt gamle søkort frem. Hun skulle finde kortet frem, med tegningen over sø ruten til halskædens findested. Der gik et stykke tid inden hun fandt det frem for at finde ud af hvor lang tid rejsen ville tage, og hvor meget proviant der skulle samles. Efter længere tids bladren gennem søkort fandt hun endelige det rigtige, til den lille ø. Hun fandt sine måleapparater og regneredskaber frem, for at finde længden på turen. Man skulle tro hun kunne huske det fra sidst, men hun havde været ude på mange ture i sit liv, og det skiftede fra årstid til årstid. Til sidst fandt hun frem til at rejsen til øen ville tage max en måned.

Mandskabet, der havde nydt deres længere ferie, der gik med druk og hor, var ikke så glade for denne pludselige tur. De havde dog taget den skjulte trussel fra hende seriøst, og var derfor mødt op på skibet næste dag. Da hun vidste hvor meget proviant der skulle bruges, fik hun dem til at skaffe til 2-3 måneder. Hun havde kommanderet nogle til at skaffe drikke, andre til mad, nogle til våben og nogle til at anskaffe en anstændig skibskok.
Det at have kontakter der skyldte hende tjenester, hjalp gevaldigt på at anskaffe sig det hurtigt, for dem havde hun mange af.
De havde fået læsset og gjort skibet klar hurtigt, og var derfor helt færdige og klar aftenen før affrejsen.

Det var stadigt mørk, og en kold brise blæste ind fra havet. Alítheia stod med en mørk kappe slået om sig, og hætten over hovedet. Det røde hår afslørede hende dog, da det hang ud under hætten og vinden legede med det. Hun stod oppe på dækket og kiggede ud over havnen, ventende på Sean ville dukke op. Mens hun stod og ventede, med hænderne slået om sig og kiggede, steg solen langsomt op, og kastede et rødligt skær ud over vandet. Det fik havet til at ligne en sø af blod, selvom det virkede grotesk, så det så underligt smukt ud.
Da hendes tålmodighed var sluppet op, og hun ikke længere ville stå formålsløs og kigge efter ham gik hun op til roret og styrmanden og begyndte lavmælt at tale med ham. ”Det ser ud til god vind, men vi skal passe på når vi skal ud af bugten. Vinden der kan være stærk og trække skibet ind mod klipperne der” sagde hun lavmælt, og sådan fortsatte de en samtale om vind og vejrforhold.

Han havde nikket kort, uden at stille spørgsmål. Han havde lovet at tage med og det ville han gøre. Det var også kun sundt at komme lidt væk fra øen, se noget nyt og møde andre folk, måske kunne han bruge rejsen til at skaffe sig nye kontakter? Mere handel...
Ud over sin klan, der handlede med kriminelle ting, var han begyndt at opbygge et handelskompagni. Han kunne bruge sine klanmedlemmer til at rejse sikkert med handelsvarer. Han manglede bare kontakter og han snakkede allerede med elverne. Han smilte svagt. Han havde arbejdet med ideen i et årstid, sparet sammen og set på mulige butikker og snakket med andre mænd, der havde nyttig viden inden for handel. Efter krigen var mange små handelsmænd gået bankerot og det var en god mulighed for at komme ind i kampen, selv om det kunne blive en hård start.

Han brugte de næste to dage på at forberede sin klan og hus på at han ikke var hjemme det næste lange stykke tid. Ud og tilbage...Han fortalte dem at han var væk i flere måneder, men præcis hvor lang tid vidste han ikke. Måske var der risiko for det gik helt op til et halvt år. Det var lang tid, men han ville hellere have de kunne klare sig, end at de forventede ham hjem for tidligt og tingene endte i kaos. Hans højre hånd fik besked på at overtage lederstillingen inden for klanen, til han kom hjem igen. Hans butler fik besked på at kigge efter hans hus. Hans nevø fik besked på at læse og træne mens han var væk. Til sidst nussede han Connor oven på hovedet, før han smed sin rygsæk over den ene skulder og begav sig til havnen.

Han var klædt i smidige, sorte sko. Nogle sorte bukser og en sort trøje. Det var den slags tøj han brugte til at arbejde i. Tøj han kunne bevæge sig i og som ikke larmede eller havde en masse hjørner, der blafrede ukontrolleret og kunne ødelægge hans planer. Indenunder var de sædvanlige våben. Om skuldrene hang godt nok en varm kappe....I tilfælde af det skulle blive lige koldt nok.
Han stoppede op nede ved havnen og så ud over de store skibe. Både handelsskibene og krigsskibene. Til sidst fandt de frie skibe, som sejlede og gjorde som de ville...Og deriblandt var Alis. Han begav sig derover og ville gå om bord, uanset om nogen prøvede at stoppe ham eller ej. Et par sømænd ville ikke kunne holde en fuldvoksen archdemon tilbage. Og Ali kendte ham.
Han stoppede dog op på dækket og kiggede sig omkring. Fik sig en form for fornemmelse af skibet igen. Han huskede det godt...
Hans blik gled op til roret, til styrmanden og kaptajnen. Han valgte at løfte den ene hånd og vinke let som en hilsen. Selv om han prøvede at virke afslappet, var han langt fra på kendte vande. At sejle, på et stort skib, i lang tid...Var ikke hans kop the. Og dog...Her stod han!

//Sorry ventetiden ._. og min… ukreativitet som nu er et ord… det er ikke det bedste svar håber du overlever o.o  x.x Tænker at vi måske springer i tiden herfra? Eller? Det må du om (://

Solen var steget højere op over havet, og himlen fik samme rødlige farve som vandet. Vinden tog til, og bølgerne slog op mod skibet side og fik de til at gynge let. I havnen hørtes endnu dagligdagens lyde fra arbejderne, den eneste larm kom fra mågernes skrig.  Alítheia stod oppe ved roret sammen med styrmanden, ventende på Sean ville dukke op. Denne gang havde hun sat en anden til at styre skibet, eftersom hun selv, trods hun ikke ville indrømme det, selv var for svag til at styre. Forbandelsen gjorde hun ofte rystede på hænderne, og havde for lidt energi til at stå op i længere tid. Hun følte sig som et sølle menneske, ude af stand til at gøre noget. Selvfølgelig lod hun ikke mandskabet få øje på hendes svaghed, for der var sikkert nogle i blandt der ville bruge det imod hende. Mænd var ikke vant til at en kvinde ledede dem, ikke i denne tid, alligevel var det lykkedes hende at have denne magt. Selvom om hun havde respekten over mandskabet, var det blot et spørgsmål om tid. Normalt var hun stærk både fysisk og psykisk, og havde derfor overtaget, dette var ikke tilfældet nu. Derfor var hun lettet over Sean tog med, hun vidste hun kunne stole på ham, så hvis de andre ville prøve at vende sig mod hende, var der måske hjælp at hente hos ham.

Der gik et stykke tid, hvor hun stod og snakkede med styrmanden, før Sean dukkede op. Først hørte hun noget spektakel nede på dækket, fra mændene, som gjorde hende opmærksom, og så så hun hans vinkene hilsen, Sean var dukket op. Hun gik ikke ned til ham med det samme, da hun skulle give en sidste besked til styrmanden. ”Giv besked på at vi sejler med det samme, jeg forventer du styre på rejsen, hvis der er problemer er jeg i min kahyt” sagde hun med en alvorlig stemme, inden hun vendte sig om og gik mod Sean.
Kort efter hørte man styrmandens råb ud over skibet, som gav forskellige kommandoer til mandskabet, så båden blev klar til at sejle ud af havnen. Efter kort tid var de fri fra havnen og på vej ud mod det åbne hav. Rejsen var begyndt, spørgsmålet var hvornår den sluttede.

Hun gik ned til Sean på dækket kort efter, samtalen med styrmanden var sluttet.
”Vi sejler med det samme, kom med så viser jeg dig på plads, du får din egen kahyt, kom med så ser du” sagde hun med en rolig stemme og vendte sig kort efter om, ligeglad om Sean fulgte med. Faktisk skulle hun bare placerer nøglen inde i rummet, og vise ham hvor rummet var, og dette kunne han ser fra dækket hvis han ønskede. Hun fortsatte mod bagbords enden af skibet og gik op ad en trappe. Den førte op til en etage på skibet, med en enkelt dør. Bag døren gemte sig en mindre kahyt, med en lille skrivepult, en kiste til at opbevarer sine genstande og en køje til at sove i. Hun åbnede døren og gik ind i det lille rum, og placerede en nøgle på skrivepulten til kahytten.

//Selv undskyld...så lange skoledage og så lidt energi og kreativitet i weekenderne! xD //

Han smilte let og lod blikket glide over styrmanden et øjeblik. Så over nogle af de andre mænd, der løb på mandens kommandoer. Enkelte skævede til Ali, som om de undrede sig over noget, andre ignorerede dem fuldstændigt. Han noterede sig disse ting og smilte let til Ali, da han fulgte hende. Hun var blevet mere svag, det var tydeligt. Ingen energi at spore i hendes skridt eller stemme. Og mændene på skibet måtte også være begyndt at lægge mærke til noget.
Han smed sine ting ned i kisten, så de var sikret.

De fleste af dagene bragte han enden på sit rum, hvor han læste eller tjekkede kort, blot af eget nysgerrighed, ved at være i selskab med Ali eller oppe foran på skibet, hvor han så ud over havet og fulgte dens vuggen. Det ene øjeblik var der næsten ingen vind og det næste, næsten for meget. Rejsen var lang og for Sean...Ulidelig. Han begyndte hurtigt at kede sig og savne byen, med al sin larm og uro. Der skete altid noget i byen, der kunne han stjæle, slå ihjel og manipulerer med folk. Her kunne han intet.

Han spiste ikke. Eller på sin vis var han nød til det, men der var ikke mange kvinder om bord og han tvivlede på hvem han måtte...tage med ned i sin kahyt.
Ud over at være konstant sulten, var han irriteret. Han stank af salt og mangel på bad. Hans hår blev fedtet af saltet fra havet, der slog op om skibet. Den ene dag havde de vidst sejlet lidt forkert, så vidt han havde forstået, men han var ikke sikker...For han havde stået forrest på skibet, mens nogen havde skændes et sted bag ham. Han var ligeglad.

Stemning var blandet. Den ene dag overhørte han en samtale fra et par matroser, der snakkede om at deres kaptajn var blevet svag og om de skulle gøre noget ved det. Sean havde forstyrret deres samtale. De havde straks tiet, uden at vide om Sean havde hørt noget eller ej. Sean var blevet stående foran dem og nedstirret dem længe nok, til han vidste de ville tænke over det en ekstra gang, inden de gjorde noget. Han sagde intet om det til Ali...Måske en fejl, men hun var syg og han mente selv at havde løst det værste af problemet. Han holdte øje med mændene frem efter. På et skib var der ikke meget der var privat. Men generelt snakkede han ikke meget med mændene, han var ikke i humør til at lære nogen at kende. Han var blot en fremmed passager.
Endelig...Var der lang i sigte.