Lidt alkohol til at dulme nerverne /w Rafaela

Rowan sad og ventede, som han havde ventet så mange gange før. Han vippede lidt på fødderne og stirrede ned i kroens bordflade. Han sad ved baren, primært fordi han herfra havde et udmærket udsyn til døren, og dermed ville kunne se hvornår hun ankom.
Hun. Hende. Kvinden han ventede på. Han havde en tudse i halsen, som han tilsyneladende ikke kunne drikke væk. Endnu. 'Der skal bare mere alkohol til,' havde krofatter sagt, imens han lystigt skænkede endnu et krus øl op til varulven. Ikke at Rowan havde sagt noget til det. Han var ikke typen der sagde nej til en øl. Han var ærligt talt ikke typen der sagde nej til nogne form for alkohol. Eller drink. Eller mad. Faktisk var Rowan ikke typen der sagde nej til noget, som man kunne indtage og blive glad af. Ikke at det havde noget med sagen at gøre; for han sad ikke på kroen for at spise eller drikke, men snarere fordi han skulle møde en. Hende. Rafaela. De havde mødt hinanden på selvsamme kro, for længe siden, og kemien havde været god. Rowan havde naturligvis være lettere sky og det var ikke ham der havde foreslået at de skulle ses igen. Hun var lidt mere direkte end han var. Måske var det dét han godt kunne lide ved hende?
Rowan tog en slurk af sin øl og lod smagen hænge så længe på tungne, som han kunne få den til. Det var beroligende. Han forsøgte at forklare sig selv, hvorledes det kunne være at han var så nervøs.
"Det er bare et møde," mumlede han, "mellem to gode venner. Intet andet. Slap af." Han skævede mod døren og forsøgte at skjule sin ivrighed. Han havde taget en pæn skjorte og jakke udover, sat håret og endda barberet sig ordentligt for en gangs skyld.
Døren gik op, og ind kom hun. Rowan sprang ned fra stolen.
"Rafaela!" udbrød han, højere end nødvendigt.

Pludselig hang hun om hans hals; han svingede armene omkring hendes krop og svingede hende stille og roligt rundt. "Hej s... -a. Hejsa!" sagde han. Sandheden var nok, at det var meningen at s'et skulle have været et andet ord. Han satte hende ned og betragtede hende med et lille smil. "Hvordan har du haft det, min kære?" spurgte han og viste han hende hen til en stol ved baren, som han havde holdt for hende.
Rowan bestilte en flaske vin til dem, samt dagens ret til dem begge. Han hjalp hende på plads og satte sig straks ved siden af hende.
"Fortæl mig så, hvad har du lavet siden sidst?"
Jeg har savnet dig. Sig det Rowan. Fortæl hende at du har savnet hende.
"Jeg har savnet at snakke med dig." sagde han i stedet, og kunne straks have bidt tungen af sig selv. I stedet tog han en tår af sin øl. Hun gjorde ham nervøs, på en god og dejlig måde; som hvis man fik sommerfugle i maven og kløen i håndfladerne på samme tid. Han mødte hendes blik og blev en anelse rød i kinderne.

Rowan trak på smilebåndet og dernæst på skuldrene. "Tja, hvordan har jeg haft det? Jeg har... Mødt en masse nye spændende mennesker." fortalte han og tænkte tilbage på de mange oplevelser disse nye mennesker havde medført. "Men derudover har jeg arbejdet og... Ja, bare ladet livet føre mig ned ad sine uransagelige veje." sagde han og tog imod deres tallerkener. Dagens ret var kronhjort med nogle jordfrugter og lignende. Duften var skøn og behagelig. Rowan betragtede sin borddame igen med et mildt blik og et rødmende smil. "Jeg tænkte at vi fik lidt at spise og drikke her, hvorefter vi måske kunne gå en tur?" foreslog han, med julelys i øjnene. Han ønskede ikke at de skulle sidde herinde og brumme hele aftenen væk. Sneen dalede stille og roligt ned udenfor, og gjorde aftenlandskabet smukt og værd at opleve.
"Vær så god at spise."

Rowan trak på smilebåndet og mærkede straks rødmen finde vej til kinderne igen, da hun foreslog at de kunne tage hjem til ham efterfølgende. "Jo. Jo ja." svarede han stille, hvorefter han rømmede sig og nikkede. "Jo. Det lyder som en god idé!" konkluderede han efterfølgende. Han fulgte efterfølgende hendes eksempel, og smagte på maden. Ganske udmærket - kokken herinde plejede for det meste at overraske ham, både med retterne og kvaliteten heraf.

(Jeg tillader mig at køre lidt i tiden)

Efter maden og den smule sniksnak den havde ført med sig, havde de også næsten tømt den flaske vin de havde fået på bordet. Rowan skænkede de sidste glas op til sig selv og sin borddame, og løftede efterfølgende glasset i en skål.
"Lad os skåle for dig og din skønhed." sagde han roligt, og blev overrasket over sine egne ord. Alkoholen fra tidligere var ved at slå igennem. Hans første alkohol-niveau var altid fyldt med kærlighed og et ønske om nærhed. Hvis han blev meget mere fuld, så var han sjældent i stand til at huske hvad der var foregået.

"Skål for os!" gentog han, med et solidt smil på læberne. Han hævede sit glas og mødte hendes med et mindre 'klang', før han lod indholdet glide ned i halsen, som var det smørrelse for hans indre maskine. Det dulmede desuden på nerverne; igen igen. Da hun pludselig forlod sin stol, fulgte han hendes eksempel, og sprang af sin siddeplads. Det var først nu, det gik op for ham, hvor meget han egentlig havde drukket. Han forsøgte et kort øjeblik at huske, hvor mange øl han havde været igennem, inden Rafaela var dukket op; fire? Fem? Og så en halv flaske vin oveni. Det var altid noget at han havde fået lidt at spise nu.

Gulvet snurrede en anelse under ham, men han var velkendt med denne følelse, og udadtil kunne man ikke se hans påvirkning.
"Skal vi tage en lille gå-tur, inden det bliver alt for mørkt og koldt udenfor, kære frøken?" spurgte han galant og løftede sin hånd, for at føre hende ud af krostuen på ren gentleman manér. Han havde naturligvis allerede sørget for betaling af både mad og drikkevarer; han havde tænkt fremad.

Rowan fulgte hende ud af døren, og kastede et sidste blik ind i kroen, inden den lukkede bag ham. Kulden var ubarmhjertig, og den kastede sig over dem i det sekund deres sko rørte den hvide sne. Det havde sneet lige siden han var ankommet, for efterhånden mange timer siden. Der lå derfor et tykt tæppe af sne på jorden omkring dem - legebarnet i Rowans hjerte, fik lyst til at kaste og rulle sig rundt i sneen. Han var i sandhed et vinterbarn.
"Ahh, nu fryser du ikke, vel?" spurgte han straks, og betragtede dampen forlade sine læber, hvorefter han vendte blikket imod hende. Han trak nogle læderhandsker op af lommen, som han tilbød:
"Her, du må hjertens gerne låne disse hvis det er." Det nyttede jo ikke noget, hvis hun gik og frøs på deres tur. På den anden side, så mindedes han at hendes race kunne holde temmelig godt på varmen. Men det var nu bedst at være på den sikre side.
Han lukkede sin frakke og knappede den helt op, så kulden ikke kunne finde en vej ind til ham. Han var selv ikke typen der blev kold, ved en smule sne og blæst, men hvis han opholdt sig udenfor i længere tid, så kunne det mærkes. Desuden overvurderede han ofte sin egen varmekapacitet, og undervurderede vejret, hvilket ofte resulterede i en mild forkølelse. Det skulle helst undgås i aften.