I don't need anyone - Phoenix

Det var et godt stykke ud på aftenen, eller skulle man snare sige at det var tidligt på natten? Phoenix vidste det ikke, og var faktisk også ret ligeglad med hvad man kaldte det for, men noget havde fået ham til at tage ud denne aften. Det som havde fået ham til det, havde på en eller anden måde fået draget ham et sted hen han ellers aldrig var. Det havde fået ham til at tage til The valley of the dead, et sted han aldrig før havde været, kun på grund af dets navn, men nu var han her så. Han sukkede af sig selv, og gik længere ind i det ukendte her. Han ville meget nemt kunne fare vild da han ikke kendte stedet her. Han så sig rundt mens han gik, og var ikke just videre glad for at være her, da han fik øje på to mænd. Han kunne med det samme regne ud at de var vampyrer da han kunne se at de stod og drak af en pige, og lige da han så hende skete der noget inde i ham. Han vidste med det samme at hun var den person som han skulle beskytte her på jorden. Han så sig kort rundt for at se om der var andre vampyrer i nærheden, men så ingen. Selvom hun ikke havde været den som han var skytsengel for, havde han hjulpet hende, men nu var der jo bare endnu støre grund til at hjælpe hende. Han tænkte hurtig hvad han skulle gøre for at hjælpe hende, og vidste at han ikke havde meget tid at tænke i. han så rundt på jorden, og så en pind som så ud til ikke ville knække så let. Han samlede den hurtigt op, og gik med hurtige, men lydløse skridt over mod dem. Han vidste at han blev nødt til at slå dem ihjel, men var ikke glad for tanken om at dræbe, men han vidste at det var nødvendigt. Han tog et bedre greb om kæben, og hamrede den så hårdt han kunne ind i vampyrens hjerte. Det var heldigvis nok til at dræbe den, men den anden vampyr havde opdaget ham, og vendte sig hurtigt om efter den havde sluppet pigen. Han hvæsede af Phoenix, og var tydeligvis ikke glad for ham. Phoenix trak hurtigt kæppen ud af den døde vampyr, og nu løb den anden vampyr mod Phoenix, meget hurtigt, og Phoenix kunne ikke helt nå at følge den med øjnene, men alligevel lykkedes det ham på en måde at få kæppen op, så vampyren blev spiddet af den. Han slap hurtigt kæppen, og gik hurtigt over til pigen som lå på jorden. Han satte sig på hug ved siden af hende. ”Er du okay?” spurgte han med en bekymret stemme, og så på hende.

Danielle fokuserede på en enkelt ting, at få tilkaldt Ophelia så hun kunne komme hen til hende. Hun havde brug for hjælp, og hun nægtede simpelthen at råbe efter hjælp. Men før Ophelia kom, var der en mand, yngre end Danielle, hen og slog vampyrerne ihjel. De nåede at få nok blod til at hun faldt om på jorden. Det eneste der holdte hende oppe var vampyrerne, men nu hvor de begge var døde lå hun forsvarsløs på jorden. Hun så på manden der nu sad på hug. "Jeg har det fint." Det fleste ville forvente et tak, og de fleste ville få det, men ikke fra Danielle. Hun var alt for utaknemmelig. Hun kom op at sidde, selvom det krævede mere end hvad hun faktisk havde energi til. Men hun var en fighter, hun ville ikke bare give op så let. Kort efter kom en slange krybende hen af jorden, den krøb lige forbi manden og op af Danielles skulder så den lå om hendes nakke. Hun så over på manden igen. "Nå, men jeg må hellere komme videre." Hun brugte muren som støtte til at rejse sig op. Hun så på Ophelia da hun plantede en tanke i hendes hoved. "Ja, han reddede mig fra vampyrerne." Det så tit mærkeligt ud for andre, at hun rendte rundt og talte med sig selv. Men det tog hun ikke så tungt, hun kendte sandheden, så behøvede ingen andre gøre det.

Han så stadig på hende, og var faktisk ret ligeglad med at hun ikke sagde tak. Han var tilfreds, bare hun havde det fint, og det havde hun jo, eller var det bare noget hun sagde, for at han ikke skulle bekymre sig? ”Er du sikker på at du har det fint? Det ser nemlig ikke lige helt sådan ud” sagde han til hende. Han smilede dog halvt da hun kom op at side, så hun havde det måske okay? Han ville ikke sige at hun havde det fint, for det så alligevel ikke helt sådan ud for ham. Hvis hun virkelig havde det fint, måtte hun jo bevise det for ham. Han så på slangen som kom krybende, og op på pigens skulder. Han sagde ikke noget om den. Kommenterede den ikke lige helt, men han havde på fornemmelsen at hvis han skulle beskytte pigen, blev han også nødt til at beskytte slangen. Han så på hende, og løftede på det ene øjenbryn da hun sagde at hun måtte se at komme videre. ”Er du helt sikker på at du kan gå uden at støtte dig til noget, for det ser ikke lige sådan ud.” sagde han stille. Han havde godt set at hun var kommet op at stå. Hun var en fighter hende her, det kunne man tydeligt se, men alligevel, ville hun selv kunne klare det? Han sagde ikke noget til det da hun snakkede til sig selv, eller snakkede hun med slangen? Phoenix havde en gang før mødt en santuine som han havde snakket rimelig godt med. Hun havde fortalt ham en smule om den race, og de havde en tvilling der var et dyr, som de kunne kommunikere med, så han regnede lidt med, at det var det pigen her gjorde lige nu. De virkede nemlig tæt nok knyttet til hinanden til at være søskende, men om det var korrekt, vidste han ikke lige helt.

Danielle havde ikke haft mange der bekymrede sig for hende, det var måske fordi hun skubbede dem væk når de prøvede. Præcis det hun var igang med at gøre lige nu. Hun havde ikke brug for at nogen bekymrede sig for hende. Eller det fortalte hun sig selv, selvom hun gerne ville have det, inderst inde. "Synet kan bedrage. Jeg vil klare mig. Det gør jeg altid." Hun så på hans løftet øjenbryn lagde armene over kors. Danielle tolkede som regel et løftet øjenbryn som noget dårligt, selvom det i sjældne tilfælde var det. Hun drejede sig hurtigt rundt og det resulterede i hun næsten væltede, hun nåede at få støttet sig op til muren igen før det skete. "Det er fint. Jeg skal bare ned at ligge." Hun satte sig ned og lagde sig dernæst ned på jorden. Måske ikke det bedste sted at slappe af, men hun kunne tydeligvis ikke komme længere. Hun holdte hendes hoved oppe indtil Ophelia var krøbet væk fra hendes nakke og nu i stedet lå ved hendes side. Nogle mente at det dyr ens tvilling blev, ofte var en afspejling af den menneskelige tvilling, hvilket gav meget god mening. Danielle var både elegant og god til falde ind i mængden, og samtidig var hun snu og til tider livsfarlig. Det passede derfor godt med en slange til hende. "Så hvem er du overhovedet? Er din hobby at finde piger i nød og redde dem?" En af hendes mere flappet kommentarer, men det måtte folk omkring hende leve med.

Phoenix grinede halt over det som hun sagde. Ikke for at være ond, men han kunne ikke lade være. ”Ja det kan jeg da se at du gør. Hvis jeg ikke lige var kommet forbi så havde du nok ikke klare dig.” han vidste ikke helt hvorfor han sagde det, men han kunne ikke lige lade være med at drille hende lidt, og det her var hans måde at drille på. Han blev dog overbevidst i sin sag om at hun ikke havde det fint da hun var lige ved at falde. Han så på hende da hun sagde at hun bare skulle ned og ligge. Han betragtede hende mens hun først satte sig ned, og så derefter lagde sig ned. Han grinede igen halvt af det som hun spurgte om, og rystede på hovedet. ”Nej, det er ikke min hobby at finde piger i nød og rede dem.” han havde et smil på sine læber. ”jeg kan bare ikke rigtig ignorere det hvis nogle er i fare, selvom jeg ikke kender dem. Det ligger bare til ens natur som en skytsengel.” sagde han og sukkede stille. Det var nogle gange ikke lige sjovt at være skytsengel når man altid ville hjælpe folk, men nu blev han nødt til at beskytte hende her for alt i verden, og det havde han det faktisk fint nok med. ”Phoenix, til tjeneste.” sagde han, og bukkede halvt, og satte sig så ned ved siden af hende. ”Og hvad er jeres navne så, for jeg regner også med at slangen har et navn?” spurgte han, og så på hende, med et venligt smil. Han burde fortælle hende at han var hendes skytsengel, men hvordan mon hun ville reagere på det? Han sukkede stille, og vidste at han skulle sige det. ”Jeg er jeres skytsengel” sagde han, og betragtede hende, for at se hvordan hun ville reagere på den information.

Danielle var ikke lige det man ville kalde venlig. Mest fordi hun var så usocial man næsten kunne være, så hun var heller ikke vild med at han grinede af hende. Hun sagde dog ikke noget, hun havde ikke overskud til det. Så hun så bare på ham. Hvis et blik kunne dræbe.. Hun havde ikke lige fået det bedste indtryk af ham, men der skulle også rigtig meget til for at gøre et godt indtryk på hende. Hun havde aldrig haft den samme trang som ham. Hun kunne sagtens gå forbi nogen der kunne være i livsfarer, det var ikke altid det skete, men det kunne godt lade sig gøre. Hun så mest op i himlen, men drejede hovedet da hun kunne se han bevægede sig. Hun så ingen grund til rent faktisk at svare ham, hun var der kun fordi hun havde brug for at produceret mere blod. "Bukkede du lige? Hvem bukker.." Hun smilede, men det var et tomt smil. Der var ingen følelser i smilet. Hun havde følelser, hun var bare blevet rigtig god til at skjule dem. "Danielle og Ophelia." Hun så væk fra ham igen, også selvom han satte sig ned. Hun blev dog mere opmærksom da han sagde han var deres skytsengel. Hun fik sat sig op og så først ned på Ophelia mens du udvekslede nogle tanker imellem hinanden. "Jeg har ikke bedt om en skytsengel, så find en anden at beskytte. Der er nok at tage af." Hun klappede ham hurtigt og let på skulderen før hun rejste sig op og med meget usikre skridt begyndte at gå, lige indtil Ophelia snoede sig om hendes ben og fik hende til at vælte. HEY! Hun tænkte det, men man kunne tydeligt se på hende hun ikke var tilfreds. Giv ham en chance. Ordene rungede i Danielles hoved, fordi hun vidste det var en god idé. Hun rejste sig op og så hen imod Phoenix. "Fint nok, kom med så kan vi tale om hele den skytsengel ting." Hun sukkede dybt, bare hun ikke ville fortryde det.