Hey, long time ago. ~ Victor ~

Tidspunkt ~ Omkring middags tid.
Omgivelser ~ Andre mennesker, børn og deres kæledyr.
Vejr ~ Solrig himmel, med en lille blæst.
Dato ~ 13 Februar.
Påklædning ~ [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Jasmin trak hendes halskæde hen over hovedet. Hun greb langsomt ud efter hende blå jakke. Langsomt svingede hun den omkring hendes arme. Hun skulle ud og gå en tur. Hun skulle nu rende rundt for at finde Lucky. Lucky var hendes hvalp, hun for ikke ret lang tid siden havde købt til hendes søster. Hun havde endnu dog ikke været hjemme til at kunne få hvalpen, men Jasmin glædet sig til at skulle give hende den store overraskelse. '' Luuucky! '' Hendes stemme gik igennem hele huset med en hård tone. Hun var træt af, så snart de skulle gå tur, var hunden væk. Selvom den var sød, var den også en djævel.
Lucky kom luntende ligeså stille og rolig med halene flafrende til hver en side. Hun så ud til at være glad. Jasmin rakte ud til siden, for at få fat på snoren, så de kunne komme af sted. Langsomt med rolige bevægelser, for at Lucky ikke skulle begynde at te sig tossede, satte Jasmin snoren fast til hendes halsbånd. Nu skulle de bare ud af døren. Der gik ikke 5 sekunder, før de var nået ned til døren, for Lucky havde godt fart i den.
Jasmin smækkede døren i bag sig, og låste den hurtigt inden at Lucky ville stikke af fra hende igen. Hun havde planer om at tage en tur i parken, for at lufte hende. Der kunne hun også slippe hende fri, og kun håbe på hun ville komme tilbage.

Et par minutter senere var de halvdelen af vejen derover. Det tog ikke lang tid, sådan som Lucky rev i snoren. Jasmin sukkede en anelse irriteret. Møg køter.
De var nået der hen allerede, og langsomt stoppede Lucky op. Hun vidste godt, det var her hun altid blev sluppede fri, sådan at hun kunne løbe frit. Jasmin bukkede sig ned, for at kunne tage snoren af, men Lucky var lidt mere livlig end hun havde forventede. Jasmin fik den endelig af, da Lucky satte kurs imod de fremmede mennesker. Hun elskede opmærksomhed og nussen.

Victor gik over og lukkede sin lille nye fugleunge, som han omtrent havde lært op til at den ikke skulle flyve væk og derfor blive hos ham. Han havde brugt besynderligt lang tid på at lære den det "trick", men endelig havde den lært det.

Den dag skulle fuglen med over i parken. Det kan den sagtens finde ud af....

Der var varmt inde i Victors lejlighed, så det hele stod åbent, og det skulle selvfølgelig lukkes inden han gik. Han trak i sin jakke, og lod stille og roligt fuglen sidde på hans skulder. Han "ae'ede" den roligt på hovedet med én finger.

Han gik hele vejen ned af den lange bakke, hele vejen ned mod den store park. Han havde kun været der nogle få gange, han var tråds alt helt ny i byen.

Det var overraskende skønt vejr. Og så ved den årstid.. Alle hans omgivelser var glade og tilfredse. Fuglen bevægede sig nærmest ikke, den sad blot stille og roligt på hans skulder og kiggede rundt. Han havde endnu ikke bemærket nogen bekendte.

Jasmin lod hendes blik køre igennem parken. Endnu havde hun eller ej, fundet nogle bekendte hun kendte. En person fangede hurtigt hendes blik. Lucky var allerede godt på vej, løbende over imod ham til en stor omfavnelse, selvom hun ikke kendte ham.
Lucky, nu ikke igen.. Jasmin havde aldrig været specielt glad for at skulle stoppe en hund fra at løbe over imod fremmede mennesker. Jasmin var den meget rolige og generte type, der for det meste bare passede på hendes søster.
Hun begyndte langsomt at gå imod herren, Jasmin stod og hoppede op af. ( Dig. ) I et øjeblik stoppede Jasmin op, og kløede sig i håret. Det var da, Victor. Hendes gamle barndoms ven, hun tit havde leget med uden hendes søster. De havde altid holdt hende ude for, af en underlig grund, men ellers havde Jasmin og Fay altid haft et godt forhold til hinanden. De var uadskillelige.
Jasmin så imod herren og begyndte at gå nærmere imod ham. Hun måtte jo sige hej til ham. Selvom de ikke havde snakket sammen i lang tid, var det på tiden at snakke med ham igen. Måske skulle hun byde ham på middag, så de kunne fortælle alt de havde opnåede med deres liv indtil videre. Fuglen på hans skuldre skræmte hende en smule. Hun stoppede op lige foran ham, og så bare på ham. Efterfuglt at et par enkle ord, hun fik ud fra sig; '' Hej Victor. Det længe siden. ''

// Beklager det korte svar. ^^ //