A Strange box can connect people. (Alane)

Tid: Sent på aften.
Sted: Doomsville rotten root District.
Vejret: Lunt men alligevel en frisk vind.

Nattens lange fangearme var lige ved at overtage hele byen, lod byen blive taget i dens mørke favn. Knugede den tæt, så alle kunne mærke denne fornemmelse, som mørket frembragte især i denne bydel. Doomsville mest berygtede og farligste sted at være var Rotten Root District, alle mulige væsner i forskellige farver og størrelse vandrede her, og de fleste rendte rundt med ikke særlig gode intentioner. Hætteklædte væsner vandrede ned af gaderne med mørklagte ansigter, nogle gange kunne man se de lysende øjne genspejle deres fortabte sjæle, mens andre kunne man slet ikke se. Mange butikker var nedlagte og ødelagte hernede i denne del af byen, de fleste handlede på markedspladsen eller i Doomsville store sorte market. Cain skar ansigtet, da han blev mindet om dette sorte markedet. Han huskede tydeligt piggene bore sig imod hans hals pga det dumme halsbånd, hvis formål var at den skulle afholde fra ham at forvandle sig om. Dette var ikke hans verden, han tilhørte ikke her, her var han en unik art, som mange ville give meget for på det sorte marked. Men heldigvis var han ligeglad med at tilhøre her, han ville bare observere. Den billige kroøl skar i halsen på ham, da han tog sig endnu en slurk. Hvis man kendte ham, ville man nok ikke regne med at finde ham her, eller kun folk som kun kender hans normale facade, ville ikke regne med at finde ham på denne kro.
"Det vilde Svin"
Sagde han lavt for sig selv, mens han tog endnu en slurk. Sådan et sted som dette finder man sjældent, her var der pakket af alle mulige slags fredløse og andre afskum der end vandrede rundt i verden. Her kunne de holde til og være i relativ fred, hvis de vel og mærket ikke begyndte at prøve at slå hinanden ihjel. Men man kunne lige så godt snakke til en dør, det fik man næsten mere ud af. For straks begyndte stemningen oppe ved baren at blive grov, flere væsner begyndte at trække sig væk fra to rivaler. En ung hanvampyr med langt stort fedtede hår hang over hans skuldre stirrede ondt på en anden mand. Den anden mand havde en grønlig hud og hans gyldne slangeøjne viste tydeligt hans afkomst. Straks blev den anden mands krop forvandlet om til et stort stygt væsen, som næsten ikke kunne være herinde. Hans grove skæl glimtrede i ildstedet lys, hans ar over hans krop viste tydeligt hans præg af kampe. Hans store sorte horn buede skarp forud og en lille lysende ild lyste inde i hans store dragegab. Det var en stor draconianere, men vampyren lod sig ikke afskrække. MAnge havde rykket mange meter væk, mens Cain i sit lille hjørne lænede sig mere frem og slugede enhver detalje med sine neonlilla øjne. Selvom han var en smule påvirket af det billige øl, så var hans sindstilstand fuldstændigt fokuseret og skarpt. Dette var noget som han elskede at observere. Han studerede deres affærd og deres kropssprog og prøvede at udregne deres næste træk ud før det skete. Vampyren skulle lige til at springe frem, da et højt grynt lød og alle blev stille. Øjnene flakkede op imod kroværten, som bare stod stille og roligt og tørrede glas af. Rummet inde i kroen blev straks mørkere og meget mere trykkende. Han kiggede ingengang på dem, men det var tydeligt at han ikke behøvede. Draconianeren bakkede bagud og forvandlede sig til sin oprigtige form igen splitternøgen og småløb ud af kroen. Ung vampyren stod som frosset fast på gulvet og stirrede på kroværten. Den store grund til denne kro ej er ødelagt, er pga denne kære Krovært. Ingen ved rigtig hvad han er, men nogle siger han er en archdeamon. En af de ledeste sataner man nogensinde kommer til at møde. En goblin sad få meter væk fra Cain og småhviskede da et menneske spurgte ham omkring Kroværten.
"har du ikke hørt rygterne? Denne krovært Mester Donglas. Ham skal du aldrig gøre sur, aldrig! Jeg har selv set med mine egne øjne, en ung karlsmart af en Nightcan spillede op i kroen og prøvede at underkue nogle af hans stamkunder. DU skulle have set ham!! Han sådan Kapowww!! Alt blev mørkt og det var som selve døden nærmede sig!! Pludselig istedet for denne halvfede gamle krovært stod et væsen der måtte bukke sig ned for at kunne være herinde. Den var lavet af rene skygger!! Måske var det af døde sjæle, det siger nogen i hvert fald og så med et blik dræbte han ham!!"
Mennesket ved siden af goblinen slugte hver eneste af denne fortællings detaljer, men Cain tog den ikke helt så sandt. Rygter og historier blev altid bedre med alderen ikke? Men det var tydeligt, da vampyren nu havde sat sig roligt ned på barstolen igen, at denne krovært havde magt da alt lys blev normalt igen. Kunderne forsatte videre med deres snak, og det var som om der intet var sket. Goblinen opfangede Cains blik imod ham og kiggede ondt tilbage, han skubbede til hans menneskeven.
"Hey se den gut der, jeg tror sku at han er en stalker! Sikke nogle lange ører han har!"
Sagde goblinen grinende mens han oppede ned fra den høje barstol og fandt sig selv en plads lige ved siden af cain.
Cain mærkede tydeligt mennesket på den anden side og han kiggede bare udtrykløs på dem, mens han analyserede hans kropssprog og tøj. Tøjet var halvt ødelagt, men goblinen havde små trofæer, så disse typer virker som nogle der har gjort dette tit. Goblinen sagde med sin grove fine stemme.
"Ser du, hvad er det lige nu vi gør ved lyttere Roulf?"
Sagde han med et sageligt smil og blottede hans mange grimme skarpe og knækkede tænder, mens han kløede sig i den ene af hans lange ører. En skarp lyd af kniv og menneskets blanke lange kniv var få cm fra Cains øjne. Cain fortrak ikke en mine, men han holdte grebet fastere omkring en lille sort boks med gylden indgraveringer som lå på bordet foran ham.

Nattens lange fangearme smøg sig omkring Alanes krop, de nærmest kærtegnede hende så det ud som om. Hun lod sig blive velkommet af det, det var hendes natur, hun hørte til i natten lige så meget som hun hørte til i skovene, det var hendes instinkt der sagde hende at hun skulle være ude i natten, hendes øjne gled stille op på himmelen hvor hun betragtede stjernerne og månen, hun havde altid følt sig draget af månen, faktisk lige siden hun havde fundet sit indre dyr og det var nok også derfor hun holdt så meget af skoven og natten som hun nu gjorde. Alane trådte stille og roligt ud på den støvede grus sti, det var hårdt og rugt mod hendes bare fødder, natten lyste vejen op men det var også det eneste lys der overhovedet var her i nat. Hun lukkede stille sine øjne og lod nattens lettere kolde vind kærtegne hendes krop, det var en rar følelse, hun følte sig levende, det gjorde hun altid når kulden bed i hende. Langsomt gik hun mod den store by som hun kunne skimte i horisonten, den lyste op som en lille plet i mørket som for at holde alt det onde ude eller måske noget inde? Hun lagde hovedet let på skrå og bed sig let i læben, hun vidste godt hvorfor hun var på vej til byen og det var nok derfor hun kom til at tænke på den dag for meget lang tid siden, hendes øjne blev mørke og det så ud som om hun var meget langt væk.
Der kunne ikke høres nogen fodtrin i den store skov men vi vidste godt at de var derude et sted, det varede ikke længe før de ville finde os igen, vi var altid på flugt og havde aldrig tid til at stoppe op og lære verdenen at kende. Alane lå ind mod sin bror, han holdt om hende, hun græd lydøst men var så forfærdeligt bange at det var svært at være stille men samtidig vidste hun godt at hvis hun ikke var stille ville de finde dem allerede nu. Alane kunne mærke sit hjerte banke hårdt og hurtigt i sin brystkasse, samtidig med hun kunne høre sin brors banke lige så hurtigt og hårdt. Han var også bange hvilket egentlig bare gjorde hende mere bange, han plejede altid at være den stærke, den som løftede hende op når hun var bange eller ked af det men selv han var bange. Alane vidste ikke hvorfor de var efter dem men hun vidste godt at de aldrig ville give op, hun forstod ikke hvad der var så specielt ved hende og hendes familie, hvorfor kunne de ikke bare lade dem være? Roligt lukkede hendes øjne sig i og søvnene trak hende langsomt ind i drømmeland. Hun vågnede næste morgen og kiggede rundt, hvor var de?! Hun satte sig hurtigt op oog så forvirret rundt, de havde efterladt hende. Da det gik op for hende faldt tårene tungt ned af hendes kinder, hun var så fortvivlet og vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Alane rystede hurtigt tankerne væk og så igen lige frem mod byen som nu var kommet meget tættere på. Hun kæmpede mod tårene der pressede på men tørrede hurtigt de få væk som fik frit løb.
Roligt gik hun ind i byen, hun betragtede de mange lys som mødte hendes øjne, kvarteret her var nu ellers meget pænt men dog ikke det pæneste der eksisterede, i hendes øjne var alle disse bygninger grimme og hun kunne ikke forstå hvordan man kunne udnytte naturens ressourcer på den måde som menneske gjorde når de skulle bygge en by. Hun drejede af og gik nu mod det dårligere og mere skumle kvarter, hun vidste at personen hun søgte ville befinde sig dernede, det eneste hun havde at gå efter var køn og så hendes navn. Hun bed sig let i læben og kiggede rundt, hendes øjne blev nu mødt af fladmaste huse. Nogle af dem manglede vinduerne og andre havde bare nogle huller i runden. Det gjorde hende næsmest vred at se at de behandlede naturen på den måde, det ville hun aldrig selv gøre, naturen havde hjulpet hende med at vokse op og havde gjort hende til den hun var. Roligt stoppede hun foran et hus der var lidt større end de andre men ikke meget.Efter noget tid hvor hun ellers bare stod og stirrede endte hun nu med at gå ind. Det var et dystert lokale som passede til den dystre stemning der var herinde da hun gik ind. Hun bed sig let i læben og så sig omkring, hendes lange røde hår hang let om hendes skuldre. Hun havde en top på som kun sad fast på den ene skulder og det var det der holdt den oppe, den var helt hvid og viste hendes pæne figur som hun havde, udover det så havde hun et par helt tætsidende sorte hullede bukser på og så havde hun bare fødder, det havde hun altid, selv om vinteren, hun ejede ikke det der hed sko. Hun satte sig ved et af de tomme borde og så sig omkring, hun ledte tydeligvis efter hende men det så ikke ud til der rigtigt var andre kvinder herinde udover hende selv, men måske der var nogen der vidste hvor hun var? Alane vendte hovedet mod nogle folk som vist var ved at ave lidt af noget optøjer, det så ud til at være en Goblin og et menneske som havde fat hvad Alane ville mene var et andet menneske men hun var ikke sikker, nej hans øjne havde en underlig farve men derfor kunne det jo stadig godt være han var menneske. Hun sad cirka et bord væk fra dem og betragtede dem som det udviklede sig, hun kunne ikke helt lade være med at kigge på ham manden med de underlige øjne, han var anderledes og spændende. Alanes øjne gled hen over den blanke kniv og hun bed sig let i læben hun vidste ikke om hun burde gøre noget eller om hun bare skulle lade tingene ske, noget andet fangede og hendes opmærksomhed da hun fik øje på den sorte æske med dit gyldne indgraveringer. Hvad var der mon i den, selv da dette menneske blev truet på livet var det som om at denne boks betød mere for ham end hans liv måske egentlig gjorde?

Goblinens små griseøjne stirrede på ham med en tydelig arrogance, og menneskets kniv kom tættere imod hans ansigt. Cain kunne mærke den vilde trang til at bare forvandle sig om, de ville få sig noget af en overraskelse, når han forvandlede sig om. Hans afstamning blev endnu tydeligere, da hans øjnes pupiller trak sig sammen som en kats. Koncentrationen på blev fjernet fra kniven af og blev vendt imod folk i kroen. Der var ingen, som lagde mærke til, hvad der skete nu i dette lille mørke hjørne. Ingen!! Men så faldt hans øjne på en lang rødhårede pige, hans skarpe kattelugtesans kunne ikke tyde denne piges afkomst. Men det var tydeligt, at hun var anderledes, og hun ikke var fra byen af. Måske var det hendes tøj, eller måske var det hendes mere uskyldige nysgerrigheds blik, som fortalte, at hun nok ikke tilhørte til byens afskum. Men da hendes nysgerrige blik faldt på hans kære boks, voksede straks en forsvarsfølelse. Han måtte passe på den, godt nok galt den ikke hans liv. Men det var den eneste billet han havde til at kunne komme hjem. Goblinens blik gled væk fra ham af og op på kroværten. Selvom kroværten ikke stod og kiggede, så var det stadigvæk som om han havde den fulde opmærksomhed på dem. Den grove stemme tog Cains opmærksomhed fra den rødhårede pige.
"Hvad med at vi trække os udenfor? Så får vi ikke nogen problemer"
Sagde han med et hæst grin, og Cain mærket et greb på begge sider af sine arme fra mennesket. Men selvom Mennesker normalt ikke var stærke, så kunne CAin tydelig mærke, at hvis han prøvede at slippe fri, så ville han nok højst sandsynlig ikke kunne gøre det. Mennesket prøvede at trække Cain væk, men blev straks stoppet da goblinen viste holdt med hånden. De grådige gule øjne faldt på hans boks og gled så op på Cain med en tydelig nysgerrighed.
"Hvad er der i denne boks??"
Sagde han mens hans tunge næsten hvislede hen over hans læber, og blikket låste sig så fast på boksen. Et stød fra et knæ i ryggen fik Cain til at slippe og Goblinen tog straks boksen ud af hans hænder. Han tog den op og snurrede den omkring, mens Cain så på ham med skrækindjagende øjne. Den måtte ikke blive ødelagt, og derfor gjorde Cain heller intet. Fordi det kunne udløse en unødvendig hurtigt reaktion, som vil kunne forudsagde ulykker. Men goblinen rodede med den og kunne ikke åbne den, så han mistede hurtigt interessen og lagde den på bordet. Nu var det bare at slippe fri, men før Cain nåede at tænke længere, så blev han trukket udenfor. Hans blik var hele tiden fast på boksen og faldt så hen på pigen, som ellers havde vist interesse for boksen. Vil pigen tage den?? Så ville han jo aldrig kunne få fat i den!!
Hans mor havde lært ham ordenligt tålmodighed, men nu mistede han den, da gadens køligere luft og mindre gode lugte omhyllede ham.
"Lad os se hvad for nogle andre interessante ting han har på sig, skal vi?"
Sagde goblinen og hans opmærksomhed var på Cains lommer i hans sorte jakke. Men goblinen stoppede op, da han tydelig så denne vildskab i CAins øjne. Normalt ville cain intet gøre og bare forholde sig passiv og gøre mindst for at afslører sine følelser, men denne boks måtte Cain have tilbage, så han var bedøvende ligeglad lige nu. Hans mund gled op i et sagligt smil og blottede hans menneskelige tænder, som lige pludselig blev sylespidse.
"Ya have fucked with the wrong guy boys"
Sagde han med en efterligning af en hans irsk engelsk talende bedste ven. Eller det var i hvert fald noget Cain regnede med, at han ville sige. Hans tøj gik straks i stykker, da der skulle være plads til de store muskler. Den lettere solbrune hud blev om til kulsort pels. Hans halvlange hår på hovedet blev straks kortere, og hans kæber og knogler knagede da de ændrede form. Mennesket bag ved ham slap ham straks og så chokeret på ham. Goblinen stod bare neglet fast til jorden og gloede på det væsen der lige pludselig dukkede op foran ham. Uheldigvis for ham og heldigvis for Cain, så var der ingen vagter på disse fattige gader, og ingen væsner blander sig normalt i andres slåskampe, så derfor var der ingen hjælp at hente.

En guddommelig følelse drog igennem i hans krop af ren vildskab, han elskede at være dette dyr. Han hadede at normalt være i tøj, den eneste grund til at han kunne lide at være menneske er fordi, så han meget bedre kunne observere folk. Det var i hvert fald ikke en særlig god gemmeteknik, at blive til en omkring 1,5 meter høj stor sort panter med store sorte vinger med et vingefang på 5 m. Det tiltrak lidt for meget opmærksomhed. Goblinen følte sig lige pludselig så meget lille i forehold til den store panter, som så rets så sulten på ham. Heldigvis for goblinen så havde han hurtige reflekser, for straks klaprede sylespidse tænder lige der hvor goblinen havde været før. Mennesket stod bare og så skræmt på ham, og goblinen råbte.
"Så tag dig dog sammen din kojun!"
Med hurtige skridt sprang goblinen op på den store ryg af pantere og tog sin egen lille jægerkniv frem og borede den ned i den ene skuldre på panteren. Et højt hvæs lød og de neonlilla vrede øjne stirrede direkte imod Goblinen på dens ryg. Så mærkede goblinen de store muskler spænde under ham og straks slog vingerne nogle slag og var i luften, hvor Cain så vendte på hovedet og goblinen faldt lige ned på jorden uden at kunne holde fast i noget som helst. Han faldt på hovedet og så på røven, da han landede på jorden. Cain landede hurtigt foran dem begge og hvæste højlydt, hvor han dog elskede at se deres frygt i deres øjne. Han elskede at se deres reaktion på ham, og selvom Kniven stadigvæk sad i skuldren på ham. Så generede den ham ikke rigtigt, da goblinen ikke havde hverken rørt nogen sener eller nogen meget vigtige muskler. Adrealinen i CAins krop fjernede også smerten, så Cain følte det kun som en lille irritation. Han gjorde en dramatisk effekt ud af tage et skridt af gangen hårdt imod jorden, og hver gang han gik en gang fremad, så gik de et skridt tilbage. Indtil de mødte med ryggen imod muren. Goblinen så med skræk på Cain, og så lyste en ide i hans øjne op. Han sparkede hårdt i siden af vennens knæ, så han knækkede sammen og så skubbede han ham hen imod CAin og løb sin egen vej i håbet om, at Cain eller dyret som Goblinen så ham som ville hellere interessere sig for sin menneskelige ven. Cain blev heldigvis ikke så vil, som så mange andre gjorde, når de forvandlede sig om. Han blev dog en smule mere dyrisk, men nogle varulve kunne f.eks slet ikke styre sig. Så derfor rykkede han også kun et skridt tilbage, så mennesket ikke faldt ned i ham. Han noterede tydelig i sin egen logbog i hovedet omkring denne adfærd, den var åbenbart typisk blandt afskum at sælge sine ene folk ud for at redde sit eget liv. Mennesket så med skræk på ham uden nogen chance for at kunne løbe væk, da hans knæ gjorde alt for ondt. Der var også et bedende blik i hans øjne, mens han kiggede rundt på andre tilskuere, som også havde opmærksomheden på dette væsen. Ingen havde sådan set før hørt om en bevingede panter før, da der ikke eksistere sådan nogle i denne verden. Så de fleste så med beundring og skræk. Cain kiggede hurtigt omkring på alle disse mennesker og væsner og vendte så tilbage på mennesket. Cain havde ingen intentioner i at æde eller dræbe ham, hvad grund havde han for det?

Alane kunne virkelig ikke lide arroganten folk, der var ikke noget der irriterede hende, hvordan kunne folk simpelthen bare tro de var bedre end andre, det kunne hun virkeig ikke forstå og så især når det var sådan et krapyl som den der, han var ikke engang særlig stærk, tværtimod så det ud til at være mennesket ved siden af som havde de krafter mens ham den anden vist bare havde en stor mund. Et lille fnis kunne høres fra hende, hun fandt sine tanker lettere morsom men det var ikke noget som hun sad og flækkede af grin over nej det havde bare været en lille uskyldig fnisen men det var måske nok til at få hende i problemer? Det ville tiden jo vise. Hendes øjne gled over menneskets lange sølvkniv, dens blad skinnede let i det gullige lys som kom fra stearinlyset på bordet. Det var egentlig først nu det gik op for hende at hele denne kro kun var oplyst af stearinlys. Hun lagde godt mærke til at han betragtede hende, der var noget underligt ved ham. Som om han ikke helt hørte ti blandt disse folk som opholdte sig i kroen, det var ikke fordi han virkede til at være højere standard nej det virkede bare som om han slet ikke passede ind i billedet. Det gjorde hende nysgerrig, hvem var han og hvad lavede han her? Hun bed sig let i læben og så ned i bordet, hun var ikke vant ti opmærksomhed så det gjorde hende lidt forlegen og det kunne man se på den lette røde farve som lå henover hendes ellers blege kinder. Hun var ikke ligbleg men hun havde heller ikke rigtigt den sommerbrune farve som de fleste kvinder nu engang havde.

Alane fulgte goblinens blik og hendes grønne øjne landede nu på krofatter som stod og lod som om han pudsede et glas men man kunne tydeligt se at han nu fulgte godt med et samtalen og hvordan den udviklede sig. Alanes egen opmærksomhed vendte sig igen mod mændene som sad ved siden fa hende, hun fangede lige ham som ikke passede ind i at kigge på hende igen, hun kunne ikke helt forstå hvorfor han blev ved med at kigge men det gjorde hun jo også selv på en måde. Et gisp gik igennem hendes krop da hun så hvordan han blev hevet rundt. Hun vidste ikke hvorfor men hun ville ikke have at han kom til skade, han virkede ikke som en som havde brug for hjælp men han virkede nu heller ikke stærk nok til at kunne klare dem begge to på en gang. Endnu engang faldt hendes blik på æsken som Goblinen tog den i hænderne. Han var så uforsigtig med den og et så virkelig ud til at pine ham som ejede boksen, han sad helt stiv og turde vist ikke gøre noget i frygt for at den gik i stykker. Hvad var der mon i den? Det virkede til at være noget kostbart, måske ikke dyrt men det var værdifuldt for ham på en eller anden måde.

Hendes blik faldt på ham, han så så desperat ud da han blev hevet udenfor. Hans øjne klyngede sig til boksen. Det virkede til at han var bange for at der var nogen som ville tage den, måske eventuelt hende selv men det kunne hun aldrig finde på, men det vidste han jo ikke nødvendigvis. Let bed hun sig i læben, hendes øjne forlod ham ikke før han var ude af døren. Til sidst gled hendes øjne hen over på boksen som nu helt alene på bordet. Den var så smuk og indbydende. Hun så sig stille rundt, der var flere folk som havde deres opmærksomhed på den og op til flere af dem virkede som om de ville tage den. Roligt rejste hun sig op og gik hen til bordet, hun satte sig elegant ved bordet og så sig nu omkring, boksen lå nu lige foran hende. Langsomt tog hun den op i hænderne og studerede den, hun var yderst forsigtig med den. Hun ville egentlig bare passe på den indtil han kom tilbage, men det var nu lokkende at åbne den men hun lod være. Det var personligt og hun ville ikke invadere hans privatliv.

Endnu engang faldt hendes blik på døren, hvad mod der skete udenfor, burde hun finde ud af det eller blive siddende? Langsomt tog hun æske op i sine hænder, hun var meget forsigtig med ikke at tabe boksen. Hun gik nu ud af døren hvor hun satte sig på trinet op til kroen. Hun ventede egentlig bare på at han kom tilbage, hun ville gerne give ham hans boks tilbage, men hun ville heller ikke blande sig i deres slåskamp. Hun kunne nu egentlig heller slet ikke se ham, hvor var han mon egentlig henne?


//Sorry det ikke var så langt men det er det bedste jeg kunne komme på //

//den er i en perfekt længde og jeg kan godt lide din skrivemåde hihi Jeg ønsker ikke total lange indlæg, bare de er spændende at læse, og jeg kan skrive videre på dem .)//

Selv hvis Alane havde prøvet at åbne denne boks, ville hun have haft utrolig stor besvær med det. Da boksen skulle trykkes og presses i den rette kombination for at kunne åbne sig. Den eneste anden metode ville have været at have haft knust den, men så ville det kostbare indhold blive knust som et skrøbelig glas, som rammer det stenhårde betongulv. De andre mistede hurtigt deres opmærksomhed, da hun havde taget den. Men der var som stadigvæk holdte sine gyldne katteagtig blik under hætten imod hende. Det sorte rogue klæder sad tæt og alligevel løst til hans krop, så han kunne bevæge sig let. I ildens skær var hans var hans lange sabel synligt, da hans kappe ikke dækkede ordenligt. Man kunne ikke se hans oprindelse ude over hans helt sorte hud, da han tog sit glas alkohol fra disken af med de bare hænder. Men selv hvis hun kiggede på ham, så ville hun nok ikke ligge mærke til, at han kiggede på hende. Han var en god jæger, en ægte bounty hunter, som kunne snige og observere enhver, så selv den bedste ikke ville være klar over det. Han var kendt som den sorte mamba, og han var ikke kendt for at være hverken gavmild eller ikke grådig. På sin vis undrede han sig i særdeleshed over, at ingen andre ikke havde øjnet op for denne mulighed. Hun var jo kun et lillepigebarn, og det var tydeligt for enhver, at det var noget værdifuldt hun havde.
Da hun gik udenfor, rejste han sig roligt og smidigt op som en kat, og lige så lydløst gik han hen af gulvet og stilte sig lige ude for døren med blikket på slågskampen, selvom hele hans opmærksomhed var rettet imod hende. Hvad kunne der være i denne boks spurgte han sig selv. Han trak hætten af, så hans sorte hud var tydeligt og hans kridhvide hår rammede hans ansigt ind, mens de lange spidse øre stak op af håret. En sortelver var tit et særsyn i byerne, men ikke i disse fattige og kriminelle gader. Han ville aldrig normalt tage hætten af, men for ikke at afsløre for meget sine intentioner, så virkede han måske lidt mindre skummel, når man kunne se hans ansigt og kunne se, at hans blik var rettet imod kampen derude.

Sylespidse tænder var få centimeter fra menneskes hovede, og han kunne føle vibrationerne fra Cains knurren. Men så trådte Cain væk fra ham, og mennesket kunne lige pludselig føle sit hjerte slå igen. Han trak vejret tungt og bedte lynhurtigt mange bønner efter hinanden og takkede guderne for at lade ham leve. Cains neonlilla øjne vendte omkring, og så faldt de på den rødehårede pige med boksen imellems hendes hænder. Cain var overrasket, og der skulle meget til at gøre ham overrasket. Denne pige? Hvorfor havde hun ikke stjålet hans boks? Hvorfor havde hun ikke løbet den anden vej? Endnu engang kunne Cain ikke få hende her, som en brik i et puslespil, til at passe i disse skumle gader blandt disse kriminelle folk. Hun virkede ikke fattig, men hun virkede heller ikke rig? Hvor kom hun fra, og hvad var hun sådan helt rigtigt? Mange af de andre personers lugte blandede sig med hendes, men han kunne stadigvæk lugte hendes specielle med hans skarpe kattelugt. Den var sødlig som en kvindes, men den var mixet. Som om hun næsten var alt og alligevel intet. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hans hoved var bombaderet med tons viser af spørgsmål i løbet af relativ kort tid. Så huskede han noget, som hans moder engang havde lært ham om en speciel race. Disse shapeshiftere, som kunnne forvandle sig til alle slags eller i hvert fald alle dyr.

Men han kunne ikke gå over og forvandle sig bare sådan om, især da han ville være splitterravende nøgen. Faktisk var han ærlig talt særdeles ligeglad, men det ville ikke hjælpe med hans muligheder i at få hans boks tilbage. Så menneskets bønner fangede lige Cains opmærksomhed, så han vendte hovedet imod ham. Han behøvede sådan set kun nogle bukser, så han gik roligt over imod ham igen. Mennesket havde lukket øjne, men da han mærkede den varme ånde imod sin kind sprættede han dem op og så ind i hans neonlilla øjne. Godt så langt, så godt tænkte Cain for sig selv. Hans ene pote glid ved hans bukse kant og tog let fat i den, for at gøre opmærksom på, at han skulle tage dem af. Selvom mennesket her ikke var kendt for at være den skarpeste kniv i skuffen, så fattede han Cains hentydning, da han havde selv gode varulve venner og kendte godt til det der, med at de endte nøgne op, når de forvandlede sig tilbage. Han fumlede og tog bukserne hurtigt af, som han overhovedet kunne. Da de var af, så kunne han tydelig høre knogler knage, muskler bevæge sig, og han så hvordan alt på Cains krop blev til menneskelig igen undtagen hans neonlilla øjne, som var de sammen. Cain tog hurtigt bukserne på og vendte sig imod pigen.

Elveren så tydeligt Cains blik på pigebarnet og boksen. Han ville ikke lade denne kat eller hvad han end var at få hans boks tilbage. Elveren så sit snit, da cain vendte opmærksomheden imod mennesket for at få hans bukser, og Alane mærkede stærke hænder trække hende op og en skarp kold overflade imod hendes hals. Elverens hætte var over hans hovede igen, og hans arm var omkring hendes hals med kniven i den anden for hendes strube. Hans slangehviskende stemme lød for hendes øre.
"Hvis du skriger, så når du kun at skrige 1 sekund og så er du død. Så jeg råder dig til at intet sige, så kommer der intet til at ske."
Han trak hende langs groen, hvor var der var en sidegade til en lille gyde ved gaden, mens han blik flakkede omkring, hvis der var andre, som ville blande sig. Men hans blik faldt også grådigt ned på boksen, og også på Alanes kvindelige krop.

Alane sad roligt på trinnet og betragtede kampen som foregik foran hende. Hun ville ikke blandesig, det var hans egen kamp og han så ud til sagtens at kunne klare sig selv. Hun så forsigtigt ned på æsken som lå hendes hænder. Den var yderst smuk. Det fine håndværk var tydeligt at se samt de mange flotte og sirlige symboler. Dog strejfede tanken om at åbne den hende aldrig. Hun så endnu engang over mod mændende som forsat kæmpede. Det havde aldrig været hendes interesse at slås medmindre at hun følte sig truet eller for at få noget som hun holdt kært tilbage og det var jo egentlig også det han gjorde. Hun havde altid syntes det var en smuk ting at kæmpe for det man holdte kært, ikke kun materielle ting men også en persons kærlighed. Dog behøvedes det ikke at være kamp med næver eller våben nej det kunne ligeså godt være en verbal kamp. Et stille suk gled over hendes læber. Hun ville gerne have en som kæmpede for hende men det så bare ikke ud som om at hun kunne finde kærligheden her. Hun tænkte stille tilbage på tiden før hun kom hertil. Et trist smil lå over hendes læber og hun kiggede så stille op på himmelen over hende. Den var smuk som altid.

Hun rejste sig så stille op og lagde skrinet i tasken, han vidste nu at hun havde den og at hun ikke havde stjålet den. Hun fniste let over hans chokerede ansigtsudtryk. Havde han regnet med at hun ville lade nogen tage den, det kunne hun aldrig drømme om, det samme gjaldt med at stjæle den. Da hun kom indenfor mødte lugten af røg og alkohol hende. Resten af lugtene ville hun helst ikke tænke over hvad de var. Hun passede ikke ind her, ikke fordi hun var fin i det men der var bare noget anderledes over hende som han havde fundet ud af ved hendes lugt også. Dog var det ikke helt rigtig det han mente hun var men næsten dog. Hun var jo kun kommet her af en speciel grund og det var at finde den kvinde som vidste noget om hendes fortid. Vidste hvor hendes familie var eller det sagde rygterne. Alane kunne dog ikke forstå hvorfor denne kvinde vidste noget om hende,det var underligt og uvirkeligt. Hun kunne ikke forstå hvorfor der var nogen som ville interessere sig for hende, hun var ikke speciel eller noget i den stil. Nå men det var lige meget, hun ville bare finde denne kvinde, den dårlige nyhed ved det var at hun var den eneste kvinde i hele denne lille kro.

Alane gik stille udenfor igen, hun havde ingen anelse om den person som fulgte efter hende, nærmest som en stille skygge, ingen lyde og ingen lagde rigtigt mærke til denne person. Med et kunne hun mærke hendes hjerte banke i halsen på hende. Hun kunne mærke det kolde stål mod hendes hals og en varm krop bag hende. Hun var blev trukket hurtigt og lydløst ind i gyden ved siden af kroen. Hun turde ikke skrige og ville heller ikke skrige, hun kunne godt klare sig selv. Forsigtigt løftede hun hovedet og fik et blik på hendes overfalds mand, en sortelver, hun havde aldrig mødt en før men havde hørt historier om hvor kyniske de skulle være. Hun lagde godt mærke til hvordan han betragtede hendes krop og hun kom med en rovdyrs knurren, den passede slet ikke til den lille krop hun havde men den kom dog fra hende, "Slip mig!", hendes stemme var ikke mere end en arrig hvisken da der ikke vr brug for mere lyd end det.

//Jeg ville virkelig elske at emne videre!! OG det ville jeg, selvom jeg ved, at jeg har haft svigtet vores emne. Men når jeg forsvinder d 5/9, så tror jeg ikke at vi kan nå dette emne færdig, da jeg fornemmer at dette kommer til at blive et langt emne. Så i respekt til dig, så syntes jeg, at vi skal stoppe. Når den tid kommer, hvor jeg vil forsvinde, så kan du altid joine med i en ny verden sammen med mig, hvor jeg så skylder dig et fedt emne.