a strange encounter [Abigail]

Tid: 08:43
Sted: The Forest
Vejr: Lettere blæsende, trækker op til regnvejr
Omgivelser: Tæer, buske, planter, dyreliv, og en sø


”Ahh! Du må da lave sjov med mig?!” lød det fra Malzahar som var i gang med at hive en plante op fra jorden. Netop da han havde trukket den op, havde den revet hans hånd så et sår var dannet i håndfladen, dog var det ikke noget problem for ham, eftersom han kunne et og andet havde han sørget hjemmefra at pakke sin taske hvis der skulle opstå sådan en hændelse som netop var hændt. En tyk grøn masse i en ligeså hæslig krukke blev hevet op, alt i alt, måtte der ikke være meget i flasken, kun lige omkring 5 ml. som han smurte ud på såret. Lugten var hæslig, som en blanding af råddent løg smurt ind i fisk. Men netop den plante som Malzahar havde hevet op, besad et forsvar imod dyr, de små pigge, dem som havde forvoldt ham skaden, var giftige, ved dyr ville berøringen af dem havde jaget dyret væk, men fordi Malzahar havde brug for planten var han nødstedt til at skaffe den, på den ene eller anden måde.

Malzahar var ikke dum, han vidste godt at nu hvor der var kommet blod, samt lugten fra hans grønlige masse, at dyr med en skærpet lugtesans ville kunne dufte det, hvis han var heldig ville de holde sig fra ham, men hvis ikke, så kunne det ende ud i.. han stoppede op et sekund, oprindeligt var han kun taget herud for at skaffe planet, men nu hvor største delen af dem allerede var skaffet, så kunne det være heldigt hvis han kunne skaffe et dyr med hjem til operationsbordet. Helst et truet et af slagsen, så han kunne skære det op og undersøge dets indmad, inden dyret blev udryddet. Han havde altid haddet at dyr skulle forsvinde lige pludselig, og især dyr han aldrig skulle få fornøjelsen af at åbne. Malzahars øjne begyndte at åbne sig mere, og et lille glimt af vandvid begyndte at lyse, kunne han være heldig at finde et dyr? Eller måske en race han ikke var stødt på? Eller.. faktisk bare en race han kendte som han kunne tage hjem og skære i?

Dog så blev hans tanker hurtigt afbrudt, af fugle som sad og kvidrede, de sang og lød åh så glade, hvilket var endnu et irritations moment for ham. Fugle, en konstant påmindelse til ham, om at han ikke længere kunne flyve, åndsvage fugle som mente de var bedre end han var, hurtigt vendte han sig om, formede sin højre hånd om til en pistol, hvor pegefingeren var rettet mod en fugl, og hans tommelfinger pegede opad, han lod tommelfingeren køre ned imod pegefingeren ”Boom” lød det kort fra ham, før et lysglimt fløj afsted mod den lille fugl som faldt død om, et smil og en latter kom fra ham, hvorpå han skyndte sig over til fuglen ”Flot eksemplar..” lød det næsten skuffende fra ham, han kendte allerede den her fugl, der var ikke noget spændende i den, men uanset hvad, så ville han tage den med hjem, den lille fugl havde han i hånden og med den anden fiskede han en glaskrukke op med en væske i, fuglen proppede han deri, hvorpå han lagde krukken ned i æsken igen.

Selvom han havde ønsket sig et større bytte så var det her ganske okay, trods alt, så var lidt at skære i, bedre end slet intet. Uanset hvad, havde han stadig nogle planet han skulle få samlet ind, han løftede op i tasken, og rejste sig op, hvorpå han lagde hovedet lettere på skrå og begyndte at knække med nakken, han skulle da nok få noget ud af dagen.

Klokken var ikke mange om morgnen, men Ashley var allerede oppe og i gang, hun havde pakket alt sammen i Abigails lille rygsæk, som de havde stjålet for ikke så lang tid siden, så hun i stedet for at skulle bære alt hvad hun havde i hænderne, kunne hun bare smide det i tasken og have den på ryggen, personligt syntes Ashley at det var en fantastisk ide, for mange gange havde Abigail bedt Ashley om at bære mange af hendes ting, det var ikke fordi Ashley ikke ville hjælpe sin søster, det ville hun hellere end gerne, da hun var meget syg, men det kunne godt være trættende en gang imellem, det var ikke altid man havde den samme mentalitet som dagen før vel.
Et dybt suk kom fra den store løveinde, Ashley, som var Abigails tvillingesøstser, som var menneske, tja, det kunne godt lyde mærkeligt, men det var muligt, og som så mange andre santuines familier, var de blevet efterladt for sig selv, ikke fordi deres mor og far ikke ville have dem, de elskede dem mere end noget andet. Nej, det var skam fordi at deres besætning havde presset dem til det, ellers havde de slået børnene ihjel, og den risiko ville forældrene ikke havde taget.
Ashley og Abigail forstod det dog ikke den gang, men de forstod det bedre nu, som de efterhånden var blevet ældre og mere modne end hvad de var da det var ti og blev efterladt.
Ashley kiggede op mod himlen, det så ud til at skyerne kunne sprække hvornår det skulle være og lade regnen komme ned over dem, mens at det samtidig blæste, vejret kunne ikke blive værre på en morgen som denne. Ashley havde allerede på fornemmelsen at hun ikke ville kunne få Abigail op, slet ikke når vejret var som det nu var. Abigail var i forvejen svær at få op, men når det stadig var mørkt og koldt, så var det nærmest umuligt, det var derfor at de mere eller mindre gik i vinterhi, når det blev den tid.
Hun kunne dog ikke andet end prøve på at få Abigail op, de skulle helst have noget ud af dagen, hun vidste at Abigail ikke havde megen mulighed for at bevæge sig meget af dagen, da hun havde bevæget sig rigeligt dagen før, så det betød at Ashley måtte bære hende på sin ryg, det meste af dagen, det havde hun det nu også fint med, det var hun så van til efterhånden, at det ikke gjorde hende det store, tvært imod, kunne hun rigtig godt lide at have Abigail tæt på sig, for så vidst hun hvor hun havde hende, så kunne der ikke ske hende noget og det samme gjaldt for Ashley, for vidst der skete noget med Ashley, skete det for Abigail, og omvendt, sådan var det at være en santuine, en enægget tvilling, hvis den ene døde, døde den anden også. Dog ikke nok med det, så kunne de også kommunikere med hinanden telepatisk, det klagede Ashley dog over et par gange om dagen, da det kunne være dejligt med lidt privat liv af og til.
Ashley gik roligt over til den sovende Abigail, som lå i fosterstilling med et tæppe trukket godt om sig.
Blidt skubbede Ashley til hende med sin våde snude, for at vække hende. Abigail var som sagt ikke i humør til at stå op, men efter et par gange, med et hårdt skub, tog hun sig sammen til at åbne øjne og kigge op på sin tvilling. Et tungt suk og et udmattet støn kom fra hende, da hun satte sig op og begyndte at strække sig. Hun kiggede sig kort rundt omkring for at orientere sig, så kiggede hun op på himlen og endnu et tungt suk kom fra hende.
Hun kiggede hen på sin søster igen, med et opgivende udtryk. *Du vækkede mig virkelig for dette, hvad vil du?* spurgte hun telepatisk sin søster, med en irriterende undertone, eller hvad man nu kunne have, når det forgik telepatisk.
*Vi skal videre ind i skoven, vi skal finde et nyt sted at slå os ned, og så skal vi altså have fundet noget lægemiddel til dig, du kan ikke blive båret resten af dine dage, på min ryg* svarede Ashley tilbage og begyndte at pakke det sidste sammen, som Abigail havde sovet med.
Abigail rejste sig til sidst op, hun kiggede ned af sit tøj, det var stadig lige så slidt som dagen før, hendes blå bukser, hvide trøje, som var alt for stor til hende og så et par normale sko, som hun også havde stjålet, da de ikke lige frem havde penge til noget som helst, det gjorde det meste selv, fangede og lavede mad selv, lavede selv tæpper og tøj, tøj var dog det sværeste, så de stjal bare indtil videre.
Da alt var pakket, tog Abigail rygsækken på, ja, ryggen og satte sig op på Ashley’s ryg, inden Ashley satte af og løb gennem skoven i et rask tempo.
Der gik måske en halv time, før hun måtte sænke farten, da hun kunne høre Abigails hjerterytme var begyndt at blive markant hurtigere, så hun begyndte bare at gå stille og roligt, indtil hun dog stoppede, da hun havde fået færten af noget ækelt og noget som helt klart forstyrrede hendes gode lugtesans.
Hun gik varsomt frem bag en busk, hvor hun lå på lur, mens hun fik øje på den mand som havde lokket dem til. Det var ikke ligefrem fordi lugten havde været lækker, men hvor lugte kom fra, var der folk, og folk havde som reelt noget de kunne få brug for.
Ham her så dog ud til at være i gang med at plukke planter, men det var dog ikke det eneste.
Der kom et lavt piv fra Abigail, da et skud lød og en fugl faldt til jorden, Abigail kunne godt lide dyr, især dyrene i denne skov, så at se dem blive dræbt i koldt blod, gjorde hende utilpas og bange.
At se ham behandle dyret på, det var Ashley bestemt ikke glad for, det gjorde hende sur, i modsætning til Abigail havde Ashley temperament og der skulle ikke meget til at gøre hende sur, så da manden havde taget sin taske og ville rejse sig op, var Ashley allerede henne ved ham og havde væltet ham omkuld, mens hun stod på ham med løftet tandkød, så hun blottede sine store tænder, mens hun slikkede sig faretruende om munden.
Abigail kiggede hen på tasken, som manden havde samlet planter i, måske var der noget i de planter de kunne bruge, for hvorfor skulle han ellers samle planter, han så ikke ud til at være mere eller mindre venlig mod naturen, til at have den stående der hjemme til pynt.
Abigail hoppede af Ashley og tog hans taske et stykke væk fra ham, så han ikke ville kunne få fat i den igen. Hun begyndte at rode rundt i den og tog samtlige planter ud af den, som hun begyndte at kigge på skiftevis, mens Ashley stadig stod på manden og knurrede af ham.

Et kort øjeblik var det som om hele verden stod stille, han hørte noget, dog lod han sig ikke tage notits af det, det kunne ligeså godt være en gren som var knækket i vinden eller noget i den stil, det var ikke værd hans tid at finde ud af det, hvilket så også viste sig at være en fejl. Netop som han kiggede op for at se hvornår regnen ville falde, også selvom han ikke vidste det præcist så havde han en god fornemmelse af det, så han havde ingen chance for at opdage den store løvinde som pludselig væltede ind over ham og gjorde ham rent faktisk forskrækket over det. Han havde ingen planer om at blive væltet omkuld midt på dagen, og slet ikke af en løve og… Malzahar fik drejet hovedet en anelse på skrå og lagde mærke til en pige, hun kunne ikke være meget ældre end 15 år.. dog så hun noget mager ud, som om hun ikke havde fået nok at spise i lang tid, samtidig med det, så fulgtes hun med en løve, ikke fordi han ikke havde set mærkeligere væsner, men der var noget over det her. Hvorfor havde løven ikke spist pigen? Dyr levede trods alt efter et strengt kodeks om at de stærke dominere de svage, og et menneske ville da ikke kunne dominere en løve… eller kunne hun? Måske besad hun en form for evne som gjorde at hun kunne dominer? Men var det så kun til dyr, eller også andre væsner? Og hvad med de uddøde? Utallige tanker om hvad pigen var i stand til fløj rundt i hovedet på Malzahar at han hverken kunne finde rundt i dem. Men når man kiggede på situationen skulle det nok ikke være første prioritet for ham når en løve stod og holdte ham fastlåst til jorden. I en situation som denne ville han bare være phaset ud og skudt dyret, for at skære det op på stedet… men der var noget, noget over den her situation, noget som han ikke kunne lide.
Og ganske rigtigt! Pigen stjal fra ham! Hun tog hans ting, og hun behandlede dem ikke engang pænt, de blev næsten bare kastet rundt, og han havde endda brugt tid på at lægge dem ordenligt, og det var hun komplet ligeglad med! Hvor vovede hun, den lille møgunge.

Det gik endeligt op for Malzahar hvad der var tale om, eller det troede han da. Pigen og løven var i en symbiose, de levede af hinanden, hvis den ene havde lyst til at dræbe gjorde løven det, det var ikke fordi den blev domineret, de var forbundet på den ene eller anden måde, og det ville han finde ud af, på den ene eller anden måde, om han så skulle dræbe den ene for at teste det, så ville han glædeligt gøre det. Dog var der lige et lille problem, en løve stod og holdte ham fast… men en plan var begyndt at udvikle sig, og starten på et eksperiment også ”Hey.. pigebarn, du ser syg ud, drik den blå væske, det er ufarligt, jeg kan love det” og ganske nok det er det også ufarligt, for dyr, for mennesker vil den sørge for at man falder i søvn, om end så blot for et par minutter, det var ikke fordi at han normalt går rundt med sådan remedier på sig, men hvis folk skulle overfalde ham, var det altid godt med en nødudvej, og det var i sådan tilfælde at han havde forberedt sig. Malzahars hypotese var at hvis der var en forbindelse imellem pigen og løven, så ville den blive brudt hvis pigen faldt i søvn, og løven ville ikke være underlagt piges vilje, og hvis der skulle ske noget andet, nå ja så ville han havde taget fejl, men så vidste han det til en anden gang.

Måden som løveinden kiggede ned på ham, med sit advarende blik og hendes løftede tandkød, gjorde hende nærmest mere menneskelig end dyr, hendes øjne så ud som om at alt hvad der skete rundt omkring hende, alt hvad der forgik, så hun ud til at have overblik over, som at hun faktisk var klog nok til det, man ville også opfatte hende som tam, da hun lyttede meget til Abigail, men de skulle bare vide hvordan de talte til hinanden. Ashley var lang fra tam, men hun var loyal og trofast.
*Finder du noget Abi?* spurgte Ashley gennem den telepatiske linje. Abigail rystede på hovedet, som hun faktisk svarede på noget, men manden ville ikke kunne høre det, så han ville nok opfatte Abigail som en smule sindssyg, hvis han så hvordan hun reagerede til alt hvad der blev sagt til hende.
Ashley vendte tilbage til at overvåge manden, han skulle ingen vejne og Ashley havde ingen planer om at lade ham slippe, ikke indtil at Abigail var nogle meter væk fra ham, ellers turde hun ikke rigtigt.
Abigail var begyndt at blive forpustet, da hun brugte meget energi og var en smule panisk, for at få fat i hver en ting i hans taske, det var vigtigt for hende, at de fik alt hvad der så ud til at kunne hjælpe hende med hendes hjerte sygdom, men jo flere ting hun hev ud og jo mere panisk hun blev, begyndte hendes hjerterytme af komme op i tempo, og Ashley kunne mærke det med det samme, hun skulle faktisk lige til at løbe over til hende, men hun huskede så manden under hende og kun et piv kom fra Ashley, mens hun så på sin søster.
Abigail stoppede pludseligt op, da manden talte til hende. Ashley kom med en dyb knurren, men Abigail holdte straks en udmattet hånd op. "Ash... sshhh" sagde hun og kiggede hen på manden med et par trætte øjne og hurtig vejrtrækning.
Den blå væske, han ville have hende til at drikke den? Hun kiggede mistroisk på ham, hun stolede ikke et sekundt på ham, hun vidste ikke hvad der kunne ske hvis hun drak den væske, hvad nu hvis han løg for hende, det kunne hun jo ikke vide.
*Ikke drik de Abi, vi ved ikke hvem han er, eller hvad det blå væske gør* advarede Ashley hurtigt og kiggede hen på sin søster med et par blide øjne.
Dog, selvom Abigail ikke stolede på manden, kunne hun ikke lade være med at være en smule desperat, da hendes vejrtrækning og hjerterytme, virkelig havde brug for at blive kigget på.
Uden tøven og uden at lytte til hendes søsters råd, tog Abigail en tår af den blå væske, dog fandt hun ud af at det ikke gjorde alt for meget ved hendes hjerterytme, men hun begyndte at blive søvnig, og uden advarsel, lå hun på skovensbund og sov, hendes hjerterytme var fin nu, men Ashley begyndte at bekymre sig om noget andet. Hvorfor ville manden have hende til at besvime for at hendes hjerterytme blev bedre...
Hun hoppede hurtigt ned fra manden og løb over til Abigail, hun skubbede blidt til hende, men der var ingen respons, hun var i en dyb søvn og Ashley skulle have hende væk fra den mand.
Ashley vendte sig mod manden med en dyb knurren, mens hun tog Abigail op på sin ryg igen, hun kunne dog ikke holde fast som før, så det ville blive rigtig svært for Ashley at løbe med hende, for hun ville højst sandsynligt falde af, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre... Hun kunne bare blive der og beskytte Abigail, men hun vidste ikke hvad den mand var i stand til.
En stor og høj brølen kom fra Ashley, den advarede ham om at han ikke skulle komme nærmere, og at han ikke på nogen måde skulle gøre Abigail ondt.
Ashley satte Abigail ned igen, så hun lå i græsset, for hun vidste at hun ikke kunne komme væk der fra uden at tabe hende, hendes bedste mulighed var at blive hvor hun var og beskytte hende fra denne mand.

Selvom at Malzahar var yderst fascineret af løven og pigen, så var det dog begyndt at blive noget trættende, trods alt, så var det heller ikke det sjoveste at have en løve til at stå over sig og brøle, knurre, savle ud over ham. Dette var takken, takken for at arbejde og hjælpe de syge og svage, imod betaling selvfølgelig, at man skulle gå fredeligt i skoven, og ud af ingenting have en løve til at springe på sig, men ikke nok med det, en lille pige som stjæler fra ham, hvor var verden dog kommet af lave. Dog var der noget, ikke noget han kunne sætte en finger på, men der var noget, hans tanker om at pigen skulle styre løven, virkede logisk nok, men der var noget andet, måske hvis man kiggede i dyrelivet. Havde løvet taget pigen til sig som spæd og opfostret hende? Eller lå der noget helt tredje overnaturligt bag det?
Malzahar blev ved med at tænke på hvad det kunne være, men det kom ikke, uanset hvor hårdt han tænkte over det, men tanken om uvidenheden, om den forbindelse som var imellem pigen og løven… de var et eksperiment, et saftigt eksperiment som han kunne skære i, som han skulle åbne, han ville finde ud af det, om han så skulle dræbe dem begge og skære dem op her. Dog måtte han styre sig, selvom hans trang allerede var begyndt at sitre i ham, en lille bevægelse kom fra ham, for at ligge sig bedre.
Dog så var han noget nysgerrig, ville pigen drikke det? hans svar blev dog hurtigt givet, netop som hun begyndte at drikke af det, var det allerede for sent, hun var faldet i søvn.
Klog kunne man ikke ligefrem sige at pigen var, sådan at drikke af fremmede væsker hun ikke anede hvad gjorde, sæt nu hvis det havde været gift og han ikke havde været i godt humør, så ville det havde slået hende ihjel.. men så igen, ville det virkelig være så slemt? Så kunne han trods alt se hvad forbindelsen var imellem løven og pigen, tanken fik frembragt et smil på hans læber, netop som han nu kunne rejse sig op.
Malzahar børstede det værste skidt af sit tøj, og begyndte at knække nakken, hvorpå hans fingre, normalt ville sådan noget blive set som en trussel, dog var det, det ikke. Malzahar holdte bare af lyden og følelsen af knoglerne bagefter, hvorfor havde han aldrig kunnet finde ud af, trods alt havde han endnu ikke haft en succes med at fjerne hjernen på en person som også skulle overleve det. Men hvem ved, måske kunne pigen og løven bruges i sådan et eksperiment, hvis de besad en så stærk forbindelse. Dog tog han ikke megen notist af brølen fra løven, men kiggede skævt til pigen, han havde godt fornemmet at hun var syg, ikke på grund af hun var mager, men de andre symptomer hun udviste, normalt ville man være svækket af at spise for lidt, men det var heller ikke fordi hun var ved at dø af sult, der var en sygdom her, noget som han nok skulle finde ud af, og måske hvis det var, at redde hende.
Malzahar tog et par skridt tilbage og foldede hænderne sammen i sine lommer hvorpå han blot kiggede på løven og smilede, ikke venligt mere, sadistisk ”Jeg kan redde hende, hvis du ønsker… dog vil det koste” Malzahar vidste godt at løven ikke ville svare tilbage, men efter utallige timer med at studere dyr og deres væremåder, deres tankemønstre, og de mange dissekeringer, så skulle han nok finde bund i det.. Dog ville han se hvordan løven opfattede hans ord så han fortsatte ”Af hvad jeg kan se, er hun svækket, og din måde at reagere på, så er det ikke første gang at hun kollapser, dog er det anderledes denne gang, fordi at jeg har slået hende ud, men hendes sygdom, den runger meget, det er ikke knoglerne, og hendes hud ser normal ud, så blodet er også ude af spillet… derudover er hendes hjerne okay, eftersom jeres forbindelse ser ud til at fungere optimalt både når hun er bevidstløs og vågen, interessant” Malzahar vendte sig om et øjeblik og stod med ryggen til løven, hvorpå han fortsatte ”Hvis man tager det her i beregning, så vil jeg gå ud fra at det har noget med hjertet at gøre!” Malzahar vendte sig hurtigt om og havde allerede fået sin venstre hånd ud af lommen og pegede på pigen ”Som en læge er det mit job at hjælpe de syge og svage! Og det vil jeg!” Malzahars øjne lyste med en glød, og hans smil blev større og større, dette var en sygdom han ikke havde set før, en chance for ham at lære mere, en chance for at få en større viden indenfor sygdommen, en chance for måske endda at bruge den i fremtiden, hvis der var noget han ville så var det at åbne pigen op endnu mere og rive sygdommen ud af hende hvis det var det der skulle til! Dog var der lige en lille ting, hvilket fik hans smil til at blegne lidt ”hvordan vil du betale mig tilbage?” lød det fra ham?
Hvis der havde været nogen i nærheden af ham, ville de nok have set ham som komplet sindssyg når han trods alt stod og talte til en løve, som ikke ville kunne give et svar tilbage, dog tænkte han ikke selv så meget over det, ikke når en mulighed som denne var her.

Ashley kiggede bekymret ned på sin søster, hvorfor skulle hun også havde drukket den væske, der var tegn overalt, der sagde at hun slet ikke skulle gøre det og holde sig langt væk fra det, men Ashley vidste hvor desperat Abigail var med at komme af med hendes sygdom, så når det kom til at løbe risikoer, gjorde hun det gerne, i håbet om at hun måske ville kunne slippe af med sin sygdom og hæve den store byrde hun havde lagt på Ashley's skuldre.
Et piv kom fra Ashley, hun var bange for at Abigails sygdom skulle dræbe hende, eftersom dette serum havde slået hende om kuld, der var ingen måde Ashley kunne se om Abigail havde det godt eller skidt, så hun kunne ikke hjælpe hende, hvis der skete noget.
Ashley var meget bekymret, det kunne tydeligt ses i hendes øjne. Ashley var ikke en normal løveinde at se på, hendes træk var meget anderledes, ja de var nærmest menneskelige, hun mindede ikke særlig meget om et dyr, udover hendes udseende, ellers bar hun den samme tanke gang og være måde som et normalt menneske.
Ashley vendte sig mod manden, at hun ikke kunne lide ham, lagde hun ikke lå på, tvært imod, den måde hun stod på og hendes advarende blikke, gjorde det rimeligt klart, at hvis han på nogen måde kom nærmere Abigail, måtte han bøde med sit liv.
Dog lyttede hun efter, da han pludselig begyndte at fable om at han kunne redde hende, hun vidste ikke om hun skulle tro på ham, Ashley var ikke blot mistroisk som Abigail, men hun hade alt der gik på to ben, undtagen sin søster, så at stole på denne mand, det var ret så svært for hende, men når det kom til at redde hendes søster, eller bare gøre noget for hende, ville hun ofre alt, dog ikke sit liv, for det ville gå udover hendes søster, og det samme ville påførte smerte til Ashley også, og omvendt selvfølgelig, fordi siden de var santuines, kunne de føle hinandens smerter, og hvis den ene døde, døde den anden også, det var sådan de var forbundet.
Hun hang meget ved det han sagde om at det ville koste dem noget, hvis han skulle hjælpe Abigail, men lige nu ville Ashley gøre alt for sin søster, hvad prisen var, måtte hun bare vendte med at høre og tage til den tid.
Ashley lyttede godt efter ham, da han begyndte at rule nogen sygdomme ud, det var ret godt ramt, da han kom til den konklusion at det havde noget at gøre med hendes hjerte, og at han var læge gjorde det bare endnu mere bedre, så kunne han faktisk hjælpe hende. Deres mor havde været den eneste der havde kunnet hjælpe dem, men efter de havde forladt dem, så var det ligesom ikke en mulighed, og det var slet ikke en mulighed at gå til byen for at få hende undersøgt af en.
Selvom hans måde at være på, var alarm nok til at Ashley skulle skride derfra med Abigail flyvende på hendes ryg, så måtte hun finde sig i det, da han nok var den eneste der kunne hjælpe dem lige nu, en der var villig til at hjælpe dem og ikke dræbe dem på stedet.
Dog da han kom til hvordan de ville betale, fnøs Ashley, nærmest menneskeligt, det var meget hånligt, nærmest som om hun grinte af ham, men da hun ikke kunne, så måtte hun nøjes med et fnys.
Han skulle havde tænkt på det, før han havde fået hendes søster til at falde i søvn, for hun kunne altså ikke snakke til ham, hun kunne godt snakke med Abigail, men det var helt anderledes i forhold til rigtig snak, hun var trodsalt stadig et dyr.
Hun tog bare Abigail op på sin ryg og gik roligt hen til manden og skubbede blidt til ham med sin snude, som at bede ham om at følge dem til hans sted. Så måtte de altså diskutere pris, når Abigail vågnede op.

Det var som den største depression ramte Malzahar med det samme, at han næsten kunne krybe sammen og udtrykke hvad der virkelig var idioti. Først og fremmest så stod han og snakkede med en løve, for det næste, den eneste som kunne gå med til at betale ham, var slået omkuld. Det var ikke ligefrem fordi det var verdens bedste taktik, netop fordi han ikke kunne få noget ud af det ”Idiot, idiot, idiot!” lød det lavt fra ham, hvordan kunne han ikke have taget det med i beregningerne, hvorfor havde han ikke set det komme, det burde han havde forudset.. uanset hvad, så kunne han ikke tage sig af det, og måtte fokusere på noget andet, når det lykkedes ham at helbrede hende, ville han blive belønnet, han ville være i stand til at lave eksperimenter på dem, skille dem af, og se hvor langt deres evner ville kunne række, måske isolere dem, for at se hvad der ville ske, påføre den ene smerte og se om den anden vil blive påvirket også, uha, alle de eksperimenter han ville kunne udføre, og det var kun imens de var i live.. trods alt, havde han endnu flere eksperimenter og dissektioner han ville lave hvis den ene af dem skulle pludselig, dø.
Dog så ville han blive belønnet, pigen ville da ikke bare lade hendes redningsmand stå tomhændet, uden nogen form for viden, omkring hverken hendes sygdom eller den mystiske forbindelse mellem hende og løven. Dog kom det lidt bag på ham, da løven pludselig besluttede sig for at røre ham, det var klart, hun ville have ham til at følge efter. Der var ikke meget andet han kunne gøre, han blev nødt til at følge efter, dog var der lige en ting han skulle gøre først. Før han besluttede sig for at følge efter, var han gået over til sin lægetaske og var begyndte at samle det op i den som pigen ikke allerede havde tyvstjålet fra ham, nogle af tingene var endda gået i stykker ”Mine stakkels planter, og jer som jeg skulle bruge til medicin” han sukkede kort, og samlede kun planterne op, nu hvor de ikke længere havde et glas at være i, mistede de lidt essensen af at være unikke eksemplarer, ikke fordi de ikke var unikke, men der var bare noget specielt over dem, når de lå i væsken og flød rundt. Dog var hans taske hurtigt pakket og lukket sammen igen ”Lige en ting… prøv ikke på at lave numre med mig, jeg har været sød indtil videre overfor dig” Malzahar fiskede den døde fugl op fra tasken, ikke underligt at hun ikke havde taget den, han holdte den i hånden og pressede hårdt sammen, lyden af knoglerne som blev brækket og fuglen mistede hurtigt hvad der lignede en evig søvn og ville være foreviget vansiret hvorpå han blot smed den på jorden ved siden af sig ”Jeg mener det” han smilede til løven, dog ikke sadistisk men advarende og virkelig falsk, Malzahar havde ingen planer om at skåne løven eller pigen hvis der blev prøvet på noget, så ville han dræbe dem begge på stedet, uden tøven, hvilket løven burde kunne forstå. Malzahar gik op til løven og stod ved siden af, som et tegn på at hun bare kunne begynde at bevæge sig fremad, trods alt anede han ikke hvor de skulle hen. Det var dog ikke enstydigt med at han ikke ville kunne finde stedet på ingen tid, det ville kræve nogle sekunder at gennemsøge skoven, men i den sidste ende, ligesom altid ville han kunne finde selv det mest hemmelige sted, på næsten ingen tid.

Ashley kiggede på ham med et undrende blik da han begyndte at opføre sig mærkeligt, det var i hvert fald virkelig mærkeligt for hende, og konfirmerede bare hendes tanke om at to bens væsner var de mærkeligste i hele verden, at se hvordan han opførte sig, man skulle tro han var fuldstændig sindssyg, det var han måske også? Det var bare endnu en grund til ikke at stole på denne mand, der var et eller andet over ham som hun ikke var vild med overhovedet. Hun kiggede på Abigail som lå og hvilede på hendes ryg, hun kunne ikke bare lade hende være sådan, hvis hun havde været vågen, havde hun gået med ham uden set hvad, bare for at se om han måske kunne gøre noget for hende, måske hjælpe hende. Så Ashley ville gøre det som Abigail ville gøre, hun ville få ham til at hjælpe dem, koste hvad det ville.
Ashley kiggede tilbage på manden, da han begyndte at samle sine planter sammen i sin taske igen, hun kunne godt forstå hvis han var en smule sur over hvordan Abigail havde rodet i hans ting, men han måtte forstå at hun var alvorligt syg, hun var desperat, efter så mange år med den sygdom, der var intet som kunne stoppe hende i at finde en kur på nogen måde.
En dyb sukken kom fra løvinden, da han begyndte at klage over sine planter, det var ikke noget hun bed mærke i, på nogen måde, hun ignorerede det egentlig bare, for der var ikke meget andet at gøre, hun kunne ikke rigtig komme med nogen form for response, alt det måtte han altså vente med til at Abigail vågnede igen.
Hvis Ashley kunnet have grinet så højt som overhovedet muligt, så havde hun gjort det lige da han sagde at han havde været sød overfor dem indtil videre, det var sjovt at han sagde det, for halvdelen af den tid de havde været omkring hinanden, havde han haft Ashley, en kæmpe løvinde, oven på sig, hvor han slet ikke havde haft mulighed for at gøre noget som helst, fordi Ashley ville havde bidt omkring hans hals og dræbt ham på stedet.
Hun sagde dog ikke meget til det, hun rystede bare lidt på sit store hoved mens hun så hen på manden, med et utålmodigt blik.
Et ligegyldigt blik imødekom ham, da han smed fuglen på jorden og kom op på siden af hende. Hun havde godt kunne fornemme hans advarsel, men han skulle ikke tro at han slippede så let. Da han kom op til hende, bed hun ud efter hans ene ben, med en høj advarende knurren og kiggede op på ham med koldblodige øjne, inden hun begyndte at gå lige ud, mens hun gik i gang med at søge efter et sted de kunne ligge Abigail lidt, så hun kunne få en chance for at vågne.

Da de havde gået i nogle minutter, kom de til en lille skyggeplet, den virkede dejlig kølig for Abigail til at kunne ligge, så hurtigt lagde Ashley hende ned.
Hun tog blidt hendes rygsæk af hende og lagde den ved siden af Abigail. Hun kunne ikke rigtig få tæppet op af rygsækken, for at dække Abigail lidt til, men det måtte hun vel bare leve med.
Ashley lagde sig ved siden af Abigail og vogtede over hende, mens hun også holdte nøje øje med manden, han skulle ikke komme for tæt på

Der gik måske en halv time, før Abigail begyndte at få øjne igen. Hun blinkede let og blev mødt af solen højt oppe på himlen, inden hun kiggede sig om og så Ashley ligge ved sin side og så manden fra før.
Abigail satte sig hurtigt op, men fortræd det lige så hurtigt og kom med en jamren og det samme gjorde Ashley, da smerten gik direkte til hende også.
*hvad er der galt* spurgte Ashley lidt bekymret, da der var gået lang tid, efter hun havde drukket den væske, så hun var bekymret.
"Ikke noget galt, bare hovedpine.." svarede hun, uden rigtig at ligge mærke til at hun havde svaret uden telepati, men det var mest for at skåne hendes hoved, da hovedpinen var voldsom.
Hun kiggede hen på manden meget nysgerrigt og bed sig nervøst i læben.
"Øhm... er der noget du vil os?" sprugte hun nysgerrigt, for eftersom han havde fulgt med dem, måtte der være noget vigtigt som hun ikke havde fået med, eftersom hun havde fået sig en lille lur.