I do not wish to fight you dragon-Ancalagon

Tid: 21:15
Sted: The Shadow Peaks
Omgivelser: Golt og øde landskab
Vejr: Gråt og halv koldt
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun ville normalt ikke være kommet et sted som dette. Så golt og så øde et landskab kunne umligt lede noget godt med sig. Men grundet sine lange rejser, måtte man også som rejsende nogle gange krydse distrikter med dybtliggende farer.
Adalia havde forladt Doomsville for intet mindre end 3 dage siden, og rejsen drog hende nu dybere ud i det forladte land. Her ude var der ingen andre væsner at spotte i miles vis, men man skulle ikke lade sig narre af det øjnene ikke kunne fortælle en. Shadow Peaks havde et ondt rygte med tit at skjule de ting man mindst forventede i skyggerne af de store væltede stenpetestaler, der lå omkring på jorden som besejrede og sårede giganter efter et storslået og magtfuldt slag.
Grunden til at den unge kvinde var blevet draget hertil, ud af krus for hendes endelige mål, var at hun for en dags tid siden havde set en drage flyve her imod. Og ikke bare de normale drage hun normalt blev konfronteret med. Denne her var enorm. Den største og mest frygtindgydende drage hun i sit liv havde set. En sådan chance måtte ikke lades gå til spilde.

Ancalagon var taget en længere tur væk fra hvor han normalt befandt sig. Han var taget helt hen til Shadow Peaks.
Han var landet dybt inde i området, han havde landet på en af de høje stolper som stod majestætisk ved siden af hinanden.
Han havde sådan pakkede sig lidt sammen, pakkede halen to gange rundt om stolpen mens hans to klør på vingerne, blev brugt som gribeklo til at holde sig fast samt klørende på hans fødder.
Han så sig rundt i kløften og sad halvt lyttende til omgivelserne, for han havde fået færden af noget da han havde landet.
Ancalagon sad dog i skyggen fordi at en lidt større klippe skærmede for himlen, så der var blevet meget mørkt hvor han var, så det var ret svært at få øje på ham da han selv var helt sort.
Vinden tog dog en smule til, rørte ham ikke så meget med kulde, men det forringede dog lugte vejen han kom ad, da det var den vej vinden blæste.

Vinden tog til, og Adalia slog sin kappe lidt tættere om sig og kastede endnu et blik ud over det golde landskab. Hendes hænder havde et stramt greb om den lange træ bue, der hang tæt ind mod hendes brystkasse. Man vidste aldrig hvad der kunne ligge og gemme sig i skyggerne af de store stensøjler. Hun kunne fornemme hvordan tavse øjne holdte øje med hende inde i mørket. Dette gjorde hende ikke utilpas, bare en smule vagtsom. En drage var ikke noget man skulle spøge med. De kunne rive hovedet af en, hvis ikke man var påpasselig.

Langsomt nærmede den unge menneske kvinde den søjle som dragen lå gemt bag ved, uden at vide at den overhovedet var der. Den kunne jo ligeså godt være fløjet sin vej.

Ancalagon Holdte stadig øje med sine omgivelser men kunne pludselig høre noget bevæge sig og det kom nærmere mod ham eller fordi ham, han var ikke sikker.
dog vendte han hovedet mod hvor lyden af fodtrin kom fra. Ancalagon var helt stille og spærrede øjne op da han så hvem det var han havde hørt.. En kvinde, vel midten af 20'verne, dog vil det være ham lige meget faktisk, hun var stadig en trussel for ham og han brød sig ikke om andre væsner eller personer.
Der var faktisk kun 5 andre han stolede på, og de var ikke engang drager, men en blanding af mennesker, shapeshifters, varulve og en enkel dæmon.
Han fulgte pigen med øjne, bevægede ikke én muskel på kroppen men var klar til at angribe med ild, hvis hun skulle angribe ham.
Blæsten var stadig for vild til at han kunne lugte sig til hvad for en race hun var, hvilket til han irritation gjorder det umuligt at gætte hvad hun kunne være for en race.

//Sry for the sene svar.. skole og alt muligt -.-

Nu var det officielt. Nogen, eller noget, overvågede hende. Adalia var ikke helt sikker på, hvad det var, men noget her ude var i live. Og hvad eller hvem end det var, så var hun sikker på at det ikke ønskede at blive forstyret. Hvad nu hvis det var dragen? Hun havde aldrig været oppe imod en drage, og den drage der blev fortalt om levede her ude sagdes at være den største og modbydelige af dem alle. Stor som et hus og med en flamme så lang som 6 store arbejdsheste. Hun var ikke sikker på, at hun ville kunne tage den ned. Ikke alene. Ikke med så lidt gemmesteder.
Langsomt, og uden at tænke sig yderligere om, drejede hun rundt om hjørnet på søjlen og så noget hun ikke i en lang tid ville glemme. Et kæmpestort øje så pludseligt ind i hendes egne, og hun stod frosset til steder i et par få sekunder inden hun irriteret hviskede "Pis".

Da hun drejede rundt om søjlen og fik øje på ham, blev han kort blevet overrasket over hende, men røg hurtig tilbage i sit eget jeg. Han skrabet sine klør på stolpen så der smuldre lidt småsten ned på jorden. En dyb knurren kom fra hans indre og med halvt åben mund, kunne man tydelig høre knurren selv om vinden stadig var lidt kraftig.
Hans hale lavede små piskesmæld på stolpen som en kat når den var klar til at springe på sit offer, dog den sorte drage, bevægede sig slet ikke. Det eneste den gjorder var at stirre ned på tøsen foran sig.
Han vil ikke dræbe hende endnu, for han vidste ikke hvad hun var, så han vidste ikke helt hvad han skulle passe på overfor.. Ud over hendes bue og våben, men det vil ikke gøre så meget skader hvis de ikke kunne nå ham.

Adalia stod i et par sekunder naglet til steder. Hendes øjne stirrede tomt ind i dragens, der så ud til at betragte hende. Måske for at finde ud af, hvilken størrelse hun var. Og ja, hvilken størrelse var hun endelig? En meget lille en i forhold til den. Hendes blik gled ned af den krop, fra hovedet og til halespidsen, og hun konstaterede hurtigt at rygterne ikke havde talt sandt. Denne drage var ikke farlig. Den var dødsensfarlig. Røvhamrende farlig, for at tale med rent mel i posen.
Efter lidt tid hvor den stadig ikke have angrebet, begyndte hun langsomt at trække vejret lidt mere normalt igen. Hvis ikke hun fortog nogle vilde bevægelser, ville den måske ikke angribe hende. En teori hun dog stærkt gik efter ikke holdte i længden.
Så langsomt, og uden at tage blikket fra dragen, drog hun langsomt en kniv op af lommen. Bare for en sikkerhedskyld, til hvis nu den pludseligt ville vælge at gøre et udspil. Ikke at kniven ville hjælpe meget, men den var da bedre end ingenting.

Ancalagon sad stadig stille uden at bevæge andet end sin hale som stadig piskede ned langs stolpen som en kat, han havde stadig sin dybe knurren og fulgte kvinden med øjne da hun begyndte at bakke bagud.
Da hun så langsomt begyndte at hive noget frem han ikke lige kunne i starten se hvad var, men da kniven kom i syne reagerede han automatik på våbnet, en dybere knurren og med halvt åbent mund begyndte der at dryppe noget væske ud af hans mund som når det ramte stene som lår ved stolpen, som begyndte at ætse og lyden 'stzzzz' kom fra stenen.
Ancalagon havde et glimt i øjet og studerede kort kvinden igen før en dyb stemme kom fra hans indre, "I wonder.. Hvad en lille pige som dig, lave helt her uden..?" kom det pludselig fra hans mund som blev formede som når et normalt menneske snakkede.
"Er man mon på opdagelse..?" Spurgte han så og bevægede hovedet på den anden side af stolpen.
"Eller måske.. her for at dø, en lang og smerteful dø i denne ødemark?" Spurgte han og lagde lidt mere vægt på det sidste ord som han også gjorder lidt længere før han stoppede.
Han blev dog oppe på stolpen, da han var mest sikker fra hende, da han stadig ikke vidste hvad hun var og kunne finde på eller var i stand til.

Dragen kunne tale. Nu vidste Adalia en hel del om magiske dyr og væsner, men at drager også havde evnen til at tale var aldrig noget hun var faldet over før. Så at den pludseligt gjorde det, kom en del bag på hende. Hvordan skulle hun svare? Bare sige noget almindeligt? Hvordan tiltalte man en drage på den rigtige måde? Tonsvis af spørgsmål poppede hyppigt op i hendes hovede, men alle svarene måtte vente. Først måtte hun have svaret denne drages spørgsmål.
"Jeg er hverken her for at dø eller for at gå på opdagelse sorte væsen" sagde hun med en langsom og rolig stemme. Øjenkontakten, selvom det var svært, holdte hun stadig med den. Hvis den ville angribe, kunne hun måske nå at se trækket i dens øjne.
"Jeg er kun her for en kort gennemgang, og ønsker ikke at forstyre din søvn. Så lader du mig gå, gør jeg dig intet"

"Hehehe.. lade dig gå? Jamen har din lille pige travlt??" Spurgte han hende så med et lidt nedladende dyb stemme.
Vinden havde pludselig lagt så af en eller anden årsag og Ancalagon havde fået et vildt blik i øjne.. som om at han havde fået en djævelsk plan og hvis næsten smilte, "Jamen hvor kommer sådan et lille skrøbeligt menneske fra, lille pige?" Spurgte han næsten helt som om at han begyndte at lægge en plan for hvad han skulle gøre ved hende.
Pludselig landede han på jorden med et brag og støv blev hevet op fra den ellers så fredlige jord og blevet hvirvlede kort rundt i luften før det blæste væk.
Nu stod de begge på jorden og Ancalagon var ikke den mindste tvivl eller usikker på hvad hun var. For hun var et.. menneske. Og dem havde han ingen problemer med, dog var det yderst irriterende til tider og utrolig udholdelig i svære situationer, hvilke gjorder dem en smule svære at dræbe eller spise.
Ancalagon stod nu foran hende med halvt åbent mund igen så der kom lyde ud som blev formede som stille knurren fra hans dybe indre, nede i mavegulvet.
Der blev dog stadig holdt afstand da hun stod med sin kniv og havde også en bue på sig.. for selv om han havde sin meget meget hårde skæl, havde han stadig sin bløde skin-skæld på maven som ikke var beskyttet af hård skæld.

En kniv? Var hun helt seriøs? Adalia skævede langsomt ned fra den lille jagtkniv, hun holdte et stramt greb om i bæltet, og kiggede så igen op på den kæmpe mæssige drage. Hvordan skulle hun nogensinde formå at dræbe en drage, eller bare skade en, med et så sølle våben. En kniv som denne ville hun normalt skinne et dødt dyr med. Ikke slagte gigantiske leguaner.
"Jeg er fra ingen steder drage" sagde hun med en stadig rolig stemme. "Ingen steder bestemt. Jeg er datter af naturen, og lever der hvor den udbreder sig og blomstre"
Det pludselig bump det gav, da dragen hoppede ned fra søjlen, fik hele jorden til at ryste med så stor en kraft, at Adalia måtte gribe fast om den nærmeste søjle og holde fast. Det var virkelig noget af et bæst. Aldrig i sit liv havde hun set noget der var så majestætisk og så frygtindgydende.
"Drage, jeg ønsker ikke at bekæmpe dig" gentog hun med en langsomt stemme. Usikkerhed begyndte pludseligt at skylle ind over hende, som dragens knurrende lyd kom ud. Måske var det på tide, at hun trak sit endelige våben. Og dette var hverken sværd eller bue, men noget der kun var til for at hun kunne overleve.

Ancalagon løftede lidt hovedet og så ned på hende.
"Ingen steder?.. Jeg har svært ved at tro at du kommer fra ingen steder" kommenterede han og begyndte at bevæge sig sidelæns til hende og se hende lidt af.
"En naturdatter.. jamen hvad laver en så fiin pige væk fra al' naturen?" Spurgte han og havde lagt tryk på ordret "fin" og stod nu bag hende og så hende an.
Han kunne ikke se noget overnaturligt ved hende.. men hun lugtede ikke rigtig, der var noget ved hende, som forstyrrede hans sans til at hvis han angreb hende, fik han følelsen af at hun vil blive en irritation.. men han kunne ikke sætte tungen på hvad det var som gjorder det.
Ancalagon fortsatte videre om hende og kom til to stolper hvor den ene var sådan halvt knækkede og lå lændet op af den anden. Han kravlede op halvt op og stod med sine stærke bagben på den væltede stolpe og holdte fast med sin ene vingeklo på den der stadig stod oprejst.
Ancalagon smilede og kravlede ned igen og stod nu tættere på kvinden, "Er der noget galt? Du virker nervøs, lille pige.. hver ikke bange.. " nærmest lidt nedgørenede mens en dyb knurren kom mens han bevægede sig sidelæns, men stadig formå at komme langsomt tættere på hende med halvt åben mund.

Han nedgjorde hende på en måde, som fik Adalia til at skære tænder. Godt nok var han nogenlunde usårlig, men hun fandt det ikke rart at han sådan nedgjorde hende. Hun var ikke en kvinde der brød sig om at tage imod dårlig og nedgørende kritik. Specielt ikke fra mænd. De fleste der prøvede, blev for det meste slået ned.
"Du undervudere mig drage" sagde hun, med en hård klang i stemmen. "Du undervudere mig grusomt. Men hvis du er så farlig, så kom. Lad mig se din ild. Eller har regnen slukket den? Er du ikke andet end et forvokset firben?" Hun var et fjols sådan at provokerer den. Et kæmpe fjols. Men hun kunne simpelthen ikke lade vær. Nu måtte hun jo bare håbe på, at alt gik efter hendes plan.

"Hahaha.. feisty little girl!" svarede han tilbage.. og stod foran hende igen "du er ik' så lidt kæk hva' lille tøs?" Spurgte han hende mens halen pisket bag ham.
"Træt af at leve lille pige?" spurgte han hende og vendte ryggen mod hende og gik nogle skridt tilbage for så at vende sig om mod hende igen. "Jamen fortæl mig så, hvordan har du lyst til at døøøø..?!" Ancalagon lagde et ret voldsomt tryk på ordret 'dø'.
For lige efter at han havde sagt det, lyste hele hans mave og brystkasse op med en blanding af farven gul og orange mellem hans skæl og lige som en kobra, så løftede der sig to hud lapper, en på hver side af hans hals, fra starten af kæben og ned til starten af brystkassen, så den formede en lidt bøjet fold.
han havde åbnede sin mund helt op og man kunne se hvordan hans mund blev lysere og lysere i det split sekund hvor den voldsomme varme kom op, men at væsken begyndte at dryppe lystigt ud af munden og som en flammekaster, aftændte væsken den ekstreme varme så der blev dannede en voldsom ild, næsten lave varmede ild blev skudt af sted direkte mod hende med sådan en kraft at det ville kunne slette en stor bid af en skov.

Nu var det nu. Adalia genkendte den måde dragen langsomt begyndte at puste sig op på, og forberedte sig imens mentalt til at blive overhældt med flammer og ild. Hun vidste, at hendes hemmelige kraft kunne holde til stort set alting. Selv ild. Men drage ild var helt specielt, og selv nu var hun yderst meget i tvivl om det ville holde. Men der var ingen mulighed for at gå tilbage nu, så det var bare at håbe.
"Not today...." hviskede hun roligt, og lukkede så sine øjne i takt med at ilden kom skydende imod hende med en varme så kraftig, hun var sikker på den ville brænde hendes sjæl op.
Få sekunder inden ilden ramte hende, forvandlede hun sin hud til det stærkeste materiale menneskeheden kendte. Diamant. Hendes lange hår bølgede tilbage for den trykbølge der slog imod hende, inden ilden så nåede til hende. Stikflammen omgav hele hendes krop, og blindede hendes syn fuldstendigt. Hun kunne intet se, andet end orange og røde farver der dansede om hende som lystige kvinder. Et hvert andet væsen ville være død på stedet. Men hun stod her stadig, uden så meget som en enkelt skramme. Det virkede altså. Hun ville leve. Lidt endnu.

Ancalagon så at ilden nærmes delte sig op som en flod der ramte en ø og skilte floden op til to mindre floder, hvilke han syntes var underligt og pludselig begyndte ilden langsom at sive hen og forsvinde og hans mave og brystkasse holdte op med at lyse mellem revnerne.
Da han så hvad det var der gjorder at hans magtfulde ild delte sig, spærrede han øjne op. "Hva' er det dog for en magtfuld magi?!" brøllede han noget så irriteret over at hun ikke var død endnu og gik rundt om hende, stadig med halvt åben mund så hans tænder blev vist frem.
"Hvad er du for et menneske, tøs?!" Udbrød han arrig og gik nogle skridt tilbage for så at løfte sig op på bagbenene og spredte sine store, flere meter lange vinger og brølede ud i luften og vendte hovedet mod Adalia og lavede et kort hurtigt bask men nok til at lave en meget hård luft skub og så spyd han ild af sted med kvinden igen i al' irritation imod at han bare ikke kunne skade tøsen.
Det gjorder ham ret så rasende og han havde svært ved at forstå hvorfor hans magtfulde ild ikke havde nogen effekt på hende.

Gudsketak og lov. Det havde virket! Det havde sgu virket! Nogle gange fik man jackpot ved at stole på sine intuitioner. Godt nok havde det været et yderst farefuldt valg at tage, men hun var stadig levende og stod uden så meget som en enkelt skade. Da ilden stoppede, var hendes ansigt fortrukket i et kæmpe stort og triumerende smil. "Har jeg overrasket dig drage? Besku mig. The dragon slayer. Untouchable from your fire!" Hun lo højt og hult, hvorefter endnu en kaskade af ild og vind slog imod hende. Hun grinede stadig, som hun roligt bevægede sig frem gennem flammerne. "Drage glem din tørst. Jeg vil ikke skade dig. Ligesom du ikke vil skade mig" Hendes gennemsigtige øjne kiggede op på ham, og hun lagde let sit hovede på skrå. Hendes tøj var for længst blevet brændt af, og ligeledes var hendes bue. Men hellere det end hende. Hun stod nu foran ham i denne helt rene og klare skikkelse. Hendes lange hår bølgede sig tungt ned af hendes ranke skuldre, alt imens hun nu alvorligt betragtede ham.

Ancalagon har rasende over at hans ild ikke kunne skade hende. Han rejste sig så pludselig på sine bagben og bevægede sine vinger i store bevægelser tydeligvis for at for væltede hende omkuld med blæst og vind som der kom store mængder af.
Men han syntes ikke at det havde den største effekt på hende så han landede igen på alle fire og i et split sekund havde han grebet hende med sine store kraftige kæber og kastede hende med voldsom fart lige ind i en af de store meget tykke stolper, tydeligvis for at knuse hende eller knuse det som beskyttede hende fra skade og hans ild.
Han var slået over i en slags trance, en dyrisk tilstand som får ham til at miste storset alt form for menneskelig adfærd og bare opføre sig som et dyr.. men dog meget en meget voldsom tendens til at være en meget modbydelig drage og næsten djævelsk.
Ingen fornuft.
Ancalagon udbrød et øvedørene brøl med hovedet hævet op mod himlen som kunne høres i hele dalen. Han vendte sig mod kvinden som han bare ikke kunne skade og det gjorder det hele bare mere fustrerende for ham og et indre flamme brændte i hans iris.
Med et kraftigt sving med sine vinger, lettede han op i luften og landede igen på siden af en af stolperne og uden tøven spyd han sin ekstrem varme ild lige i mod hende igen uden at tænke på at det ingen skade vil gøre på hende.
"Why won't you DIE?!" Nærmest råbte han med tryk på det sidste ord.

//So sry for den lange vente tid, men har bare ik' lige følt at jeg vil ku' komme med noget ordentligt her de sidste par dage :s//

Han var en stærk drage. Ingen tvivl om det. Nok den mest magtfulde og kraftfulde hun nogensinde havde set. Og alligevel havde dens kræfter ingen effekt på hende. Sandt nok gjorde det en smule ondt, at blive kastet op i luften og derefter smadret ind i den nærmeste sten stolpe. Adalia udstødte da også et støj af smerte, men hverken skrammer eller sår var at se på hendes uigennemtrængelige krop. Denne drage kunne gøre, hvad end den ønskede imod hende. Hun ville ikke gå i stykker.
Endnu en kaskade af ild væltede ned over hende, men denne gang gjorde hun intet for at dække sig. Hun blev bare liggende på jorden, og følte en svag varme sirte igennem hendes hud. "Drage stop dine forsøg" sagde hun roligt gennem ilden, og kom så langsomt på benene igen. "Det du prøver på, er umuligt. Spar dine kræfter" Med sine klare øjne så hun op imod den, og sagde ikke mere. Måske var den af dyrisk natur, men der måtte da ligge lidt human forstand inde bag dens ildsprudende hovede.

Ancalagaon holdte inde med sin voldsomme ild og så ned på hende med en dyb knurren og ild i øjne. Han kiggede på på den 'usårlig' kvinde som stod nede på jorden og så op på ham og hånede ham, eller det syntes han hvert fald det var.
Men han var dog kommet lidt ud af den dyrisk tilstand og var nu helt stille.
Ancalagon knurrede dog stadig men angreb hende ikke og kom nu helt ned men holdte en afstand fra hende.
"Hvad er du og hvor kommer du fra lille pige?" Spurgte han pludselig med sin dybe stemme, som om at de lige havde hils venligt til hinanden, men hans stemme lød måske interesseret men hans øjne lyste langt væk af had, rasende og med en hvis flamme som brændte i hans iris. Men han angreb hende ikke, men kom heller ikke nærmere til hende.
Vinden havde taget en drejning og begyndt at blæse i siden af dem og hev støv og sand, med sig som lå meget løst og blev hvirvlede op i luften og ud af dalen.

Dragen stoppede med at spye ild på hende, hvilket Adalia så som et tegn på at den nu ikke længere var i et ligeså morderisk humør. Dog udstrålede dens øjne stadig klar tegn på, at hun nok hellere måtte vare sig med de ord hun brugte. Ellers kunne den meget vel gå hen og blive vred igen.
Hun blev ved med at holde sit blik fastlåst på dragens, men lod sig så læne let op af stolpen. "Jeg er intet andet end et simpelt menneske, der er blevet påtvunget en tungere byrde end jeg kunne ønske mig. Og jeg kommer fra krystalbyen langt bag de smaragdgrønne skove. Men hvad med dig selv drage? Hvor kommer et så storslået væsen fra. Og hvordan kan du ende her i dette gudsforladte land?"

"Hmpf.. simpelt menneske" Udstytte han med et lille grynt, som at han ikke troede på hende, intet menneske ville ha' kunne modstå sådan et angreb, selv ikke engang andre væsner.
Han troede på ingen måde at hun var et menneske og så kunne overleve hans ild.
"Krystalbyen siger du?.. hm.. i wonder, smager i godt, jer krystalby mennesker?" Spurgte han med en snu stemme og så på hendes krop, men ik' fordi at hun var nøgen, men som om at han prøvede at finde ud af om hvor godt en krystalby menneske smagte.
"Jeg? Så det lille byttedyr vil vide hvor det mægtige rovdyr kommer fra?" Spurgte han hånligt og bevægede sig langsomt tættere på hende, så tæt at hun vil kunne skimte hans dyriske øjne der holdte øje med hende.
"Hvorfor sku' jeg dog fortælle et simpelt menneske hvor jeg kommer fra?" Spurgte han så og stoppede med at bevæge sig og satte sig nærmest op så han kunne se ned på hende.

Adalia trak let på skuldrene, og lod sit blik følge med dragen da den gled rundt om hende. Hun frygtede den ikke længere. Så længe hun holdte sin diamant form, var der ingen ting ved denne drage som kunne skade hende.
"Jeg er en nysgerrig kvinde. Jeg spørger spørgsmål som dette, fordi jeg ønsker svar. Intet mindre, intet mere" Hendes glas øjne betragtede roligt dragen, og med stilfærdige skridt begyndte hun langsomt at nærme sig den. Dens smukke skæld glimtede sagte i det svage sollys, og lignede næsten ædelsten.
"Fantastisk.." mumlede hun for sig selv. "Du kan mobbe og drille mig så meget du vil, men et byttedyr er ikke hvad jeg er. Så længe du ikke kan dræbe mig, er jeg intet andet end din ligemand mægtige drage"