When the fight is over, will you help me there?..//D12//

O: En vampyr, sammen med en droppe mennesker.
T: Middag.
V: Køligt.
P: noget der engang var en top og et par hullede jeans.

Carbia havde enlig bare været et forkert sted, på det forkerte tidspunkt.
Det var sjældent hun havde vist for det offentlige, mest fordi hun holdte af at være alene. Carbia var en typisk enspænder, som levede deres liv alene. Carbia inrømmede kun overfor sig selv at det ikke altid var lige sjovt. Den sølv drage var landet på stien, og skiftede form til en kvinde. Tynd men med smukke former. Hun var 174 cm høj, hendes hud var meget speciel. Den havde nemlig et sølv skær, fordi hendes skæl som drage var sølv. Carbias ansigt bar nogle smukke fyldige læber, og et par smukke gyldengrønne øjne som lignede drage øjne hvis man kiggede dybt nok ind i dem.
Men Carbia gik rundt, da en gruppe overfaldt hende. Og slog på hende, en vampyr satte sine skarpe tænder i hendes nakke og sugede at hendes drageblod. Det var nok ikke det bedste blod, men vampyren tog det sikkert bare for sjovt.
De sparkede hende hårdt, vampyren grinte hånligt og lod menneskene sparke. Og spytte på hende.
Carbia kunne næsten ikke se det slørrede for hendes øjne, og det føltes som om hendes hjerte begyndte at fejle.
"Hjælp.."
Hviskede hun med en stemme, der var lavere end hendes hvisken.

D12 hopede ned fra et tag og landte perfekt på sine to ben. Duften af tørt blod var ikke til at tage fejl af, der var en vampyr i nærheden, og ikke nok med det, den havde en gruppe med sig. Sikkert for at beskytte den selv eller have nogen at snakke med. Vampyren var en listig en og ventede på at et uskyldigt væsen skulle komme forbi, uden en eneste anelse om hvilken fare den trådte ind i.
Han kiggede sig omkring og listede videre igennem gaderne, mens han ignorde de mystiske blik der var rettet imod ham. Hans mørke hår passede perfekt sammen med de mørke øjne, der sjællendt udviste følelser. Oven over sit ene øjne, havde han en enkelt rift i sit øjenbryn. Den rift havde været en fejl i maskinen, men hedligvis så det ikke så slemt ud som herren havde troet.
En lumsk gruppe latter suste med vinden og afslørede vampyren og dets gruppes position.
Nu skulle han rykke til!
Med en hurtig bevægelse, løb han videre igennem gaderne, mens vinden suste om ørene på ham.
Han løb indtil han fik øje på gruppen, der havde stillet sig i en rundkreds omkring en ung pige der ønskede hjælp. Hun ville ikke være der, hendes øjne lyste af frygt.
D12 sparng på vampyren og vred halsen om på den. Skrigene fra de andre i gruppen blev kun ignoret. Det var vampyren det drejede sig om.

Carbia lukkede øjne sammen af frygt, hvad hvis han nu også kom efter hende?
Hun lå foldet sammen om sig selv, og ventede på at det skulle overståes.
Hun ønskede ikke at dø, men frygten var vel der ved alle. Tydligere ved nogen end andre. Carbias læbe havde fået en flænge så blodet kom trillerne ned fra såret.
Hendes hud lignede enlig bare en boksepude, hun havde ikke brækket noget. Men i hendes menneskeform var hun bare mere sårbar, Carbias hjerte svigtede hende næsten. Hendes åndedrag blev lavere, og pulsen svæggede.
Hendes krop dirrede som små stød, hun havde alvorligt brug for hjælp nu!

Gruppen af væsner gik helt i panik, som havde de mistet deres hoved. Deres leder stod nu overfor en som ville dræbe ham uden nåde.
Vampyren vred sig og snappede ud efter D12. Dets blodskudte øjne udviste vrede, men dybt inde i kunne D12 regne ud at den var bange.
*Dræb den D12,* sagde hans herre koldt.
D12 nikkede, og inden gruppen kunne nå at se sig om, havde han kastet vampyren ned i jorden, så støv svæmmede om deres hoveder. Vampyren skreg og ville rejse sig om, men blev afbrudt da D12 endnu engang tog et hårdt greb om halsen på den. Nådesløst tog han en dolk op af sit bælte. Dolken var lavet af træ og var syle spids. Inden vampyren kunne nå at stikke af, havde han stukket den i hjertet på den. Vampyren vred sig en sidste gang af smerte, inden den faldt død om med øjnene på vidt gab.
D12 slap hurtigt vampyren og kiggede truende på de andre i gruppen. Gruppen ville ikke nyde noget, så de stak af som de kujoner de var.

Carbias drage øjne trådte frem, med en smule uro.
De stierede på den unge mand, imens blødende tårer kom ud af hendes øjne. Hendes krop ville skifte form, så den kunne komme i sikkerhed. Den ville tilbage til sin rigtigte form. Carbia prøvede at rejse sig op, men hendes ben dirrede. Det lignede at der var sat strøm til, uden der enlig var. Selvom skaderne var slemme, prøvede hun at holde facaden. Et lille bid i underlæben, fik hende til at tage chancen. Og hun skiftede form.
Nu stod en smuk slank drage foran ham, med den smukkeste sølvfarvet skæl. Men forvandlingen varerede ikke længe, er var noget galt. Og i et kort øjeblik skiftede hun tilbage til kvinde, og fald bevistløs om på den ellers kolde og hårde jord. Hendes krop dirrede af smerte, og hun gispede efter vejret.
Vindens blæst fik hendes hår til at blafre, selvom hendes krop ikke andet end dirrede som om hun fik små stød. Der var ingen hjælp at hente, hun var enspænder ingen venner. Hendes familie forlod hun da hun var 17, for tre år siden. Ikke fordi hun var sur på dem, eller hadede dem. Hun ville ud og opleve noget. Så hun drog afsted, rundt i dragon peak.

D12 kiggede på vampyren, der lå på jorden mens blodet flød omkring den som en nylagt vandpyt, der bare blev større og større jo mere regn der kom.
Et suk undslap hans læber.
Endnu en var død for hans hænder..
Et sus fra en vinge, fik ham til at vende sig om. Det var den sårede pige, der i hærdigt prøvede at flyve sin vej. Hun troede sikkert at han også var farlig. Men han ville hende intet. Vampyren var hans eneste mål.
Pigen kunne ikke holde sin drageskikkelse og faldt med et bump om på jorden igen som et menneske. Ud af hendes øjne, trillede der tåre som var røde som blod.
*Lad hende være D12,* Lød hans herres ordre. *Hun klare sig nok,*
D12 tvivlede på om hun ville klare den. Vampyren havde taget meget blod fra hende, så hun næsten ikke kunne rør sig, som var der et jerntæppe over hende.
D12 gik forsigtigt hen imod hende og satte sig på hug ved siden af hende.

Hun kiggede ham i øjne, og kiggede dybt ind. Så han nærmest kunne føle hendes smerte. Denne følelse af hundrede pile som fløj ned i hendes hud, og skar.
En evig flamme som blussede indeni hende, som ikke kunne slukkes. Den forsatte i smerte, hun havde ikke meget blod tilbage. Og hun healede ikke sig selv, det var næsten umuligt. Det var umuligt for hende.
Hu nkunne ikke tale, hun prøvede men hendes flækkede læbe fik smagen af jern fra blodet ind på hendes tunge.
*Please hjælp...*

Øjnene..
De øjne lyste af frygt og han kunne nærmest læse hendes tanker der bad om hjælp i dem.
Han kiggede tilbage i hendes øjne. Hans øjne var kolde og mørke, de udsviste ikke tegn på følelser. Han måtte holde en maske, ellers ville hans herre få ham til at fortryde det.
Blodet strømmede ud af hendes mund. Nogen få dråber ramte jorden og efterlod en lille blod plet.
D12 fulgte dråben et kort sekund, inden han kiggede på hende igen.
*D12!* lød hans herres vrede stemme.
D12 hørte ham, men tog ikke blikket fra hende..
Han måtte hjælpe hende..
Med en bestemt og hurtig bevægelse, løftede han hende op i sine arme, som vejede hun ikke mere end en fjer.

Carbia mærkede da hendes krop blev løftet op, hun syntes selv at hun var tung. Eller hun følte sig tung, som om hun kunne synke ned i det dybe hav.
Carbia var for svag til at takke eller udstråle noget. Hendes frygt var afstattet med uendelige spørgsmål, som kun han ville kunn ebesvare.
Hvorfor hjalp han hende?
Hvorfor havde han dræbt vampyren og kun vampyren?
Hun havde en masse spørgsmål..

//Sorry kors svar, so so sorry..//

*D12!* lød hans herres vrede stemme, som en tung byrde i hans øre. *Jeg beordre sig til at slippe hende og vende din bagdel hjemad.*
D12 kiggede ned på Carbia med sit kolde blik, mens hans herres ordre rungede inde i hans hoved som et ekko der aldrig vile holde op.
"Nej herre.." sagde han stille og kiggede lige frem. "Jeg må hjælpe hende.."
Det var ikke helt gået op for ham, at de ord lige var kommet ud af hans mund.
*D12!! Jeg beordre dig!*
D12 ignorede ordren, han kunne ikke lade hende ligge og dø. Han vidste at det var en svaghed, at ville hjælpe andre.. En svaghed kun et menneske besad..
Med tunge skridt begyndte han at gå ned mod den nærmeste by..

//Det er helt i orden //

Folk kiggede forbavset på ham da han kom forbi.. Mest fordi ingen rigtig så Carbia, det vidste hun var der.. Men hun brugte sin tid alene, med at underholde sig selv. Det havde hun det bedst med? Derfor levede hun på den måde?
Carbia ømmede sig svagt, hun havde ikke set de slag komme.. Det havde hun virkelig ikke, derfor havde hun valgt at hun aldrig ville til byen igen.. Aldrig! Hun ville holde sig helt væk fra samfundet! Punktum!