Hello and goodbye - Adalia

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rotten Roots Bazaaren. Et paradis for alle dem der havde interesse i at købe eller sælge ting på det sorte markede. Et rent slaraffenland for ulovlig handel af alle mulige forskellige ting, fra alle mulige forskellige lande og steder. Selv sjældent drage klogs pulver af den bedste slags kunne købes her, hvilket var grunden til at man i gadebilledet nu kunne se en ung kvinde i start tyverne gå rundt mellem boderne i gadebilledet. Hendes lange askeblonde hår flagerede let i den kolde vind, og hendes is blå øjne gled undersøgende over de forskellige ting der var til salg.
"Hvor meget skal du have for tre poser med sorte ø's krudt?" kom det roligt fra Adalia, der så på den ældre forhandler der havde et langt og mørkebrunt skæg. "For dig... 10 guldmønter og 5 sølv"
"Og hvis jeg så gerne vil have overlagt 2 af dine glimrende knive oven i?"
"Hmmm.... 35 guldmønter"
Den unge kvinde tænkte sig let om, og nikkede så roligt. Roligt tog hun en kniv frem fra bæltet, satte den imod sin sit hår. Hurtigt skar hun en lille lok af, lukkede øjnene og få sekunder efter forvandlede hårene sig i hendes hånd sig til klare lange strå af diamanter. "Det må vel være nok?" smilede hun, og lagde det foran handleren der så fra betalingen til hende og tilbage igen. "J...Ja..." stammede han, og smilede så kæmpe stort.

Logan fik øje på en pige der stod og forhandlede. Han hævede et øjenbryn da hun skar en tot hår af, der kort efter blev til diamanter. Interessant. Han kunne måske godt bruge det til noget, eller måske ikke, det kom an på hvordan det fungerede. Han gik hen til hende og så på manden, med et enkelt nik sendte han manden væk fra sin egen bod. Nogle gange var mennesker bare alt for bange. "Nyttig evne du har dig der." Han nikkede imod diamanterne der var blevet efterladt på bordet. I en hurtigt bevægelse tog han diamanterne og puttede dem i lommerne. "Fortæl mig mere om den." Han lød meget venlig, men han havde planer om at udnytte hende.

Adalia vendte sig let om, da hun så hvordan en mand blot med et enkelt blik fik manden i boden til at forsvinde. Hun så ham ind i øjnene, og måtte træde et lille skridt tilbage. Hans øjne...De var så tomme. Så kolde at hun næsten kunne mærke isen på huden. "Meget nyttig... Hvis man ved, hvordan man skal bruge den" sagde hun alvorligt, og hævede let det ene øjenbryn. "Og jeg behøver ikke vise dig noget som helst om mine kræfter. Det er min lille hemmelighed" Hun sendte ham et roligt smil, og gjorde klar til at gå med varene i favnen.

Logan så på hende med et skævt, og en anelse charmerende, smil. Han mente absolut intet med de tegn han sendte hende. Hvordan han skulle bruge vidste han ikke endnu, det ville han se til når han fandt ud af mere om hendes evne. "Ja helt bestemt. Det er heller ikke sådan noget man skal fortælle til enhver. Jeg forstår. Men jeg beholder diamanterne." Han sendte hende endnu et smil og så sig omkring. Han gik en anelse tættere på hende, så der nærmest ikke var noget luft imellem dem. "Men hvis du ændrer mening.." Han lagde blidt en hånd på hendes kind. Kun det alleryderste af hans fingerspidser rørte ved hendes hud. "..Så vil jeg være her." Han trak sig væk fra hende og gik sin vej. Han håbede på hun ville følge efter, hvis ikke, så måtte han prøve at finde på noget andet.

Adalia holdte øje med manden, imens hans langsomt forsvandt ind mellem mængden. Det kunne godt være, at han prøvede at virke flink, men hun havde for mange år siden lært at tyde når folk ikke ville hende godt. Og denne mand ville hende på ingen måde godt. Langt fra.
Hun tog sine ting, smed et par mønter på bordet til den befippede sælger, og gjorde så mine til at gå. Men hendes øjne fangede pludselig tog halv store mænd nogle boder væk. De to prøvede udentvivl at blendte ind med resten af de handlende, men uden held. Det var tydeligt at de var ude efter et eller andet. Hende.
Når man lå på listen over en af de mest eftersøgte personer i hele landet, lærte man hurtigt alle dusørjægeres navne og karaktertræk. Og disse tog herrer var bestemt dusørjægere. Adalia havde nu to valg. Hun kunne fortsætte med at gå alene, og højst sandsyndeligt blive fanget af de to mænd, eller følge efter manden hun lige havde snakket med og lade som om han faktisk kunne beskytte hende. Det var pest eller kolera. Og hun valgte kolera.
Med hurtige skridt satte hun efter manden, og kort tid efter faldt hendes øjne endnu engang på ham. I et hurtigt tag, greb hun fat om hans arm og trykkede sig tæt ind imod ham. "Tro ikke dette betyder jeg ser noget i dig. Den er ren og skær beskyttelse" hviskede hun ud af den ene mundvig, mens hun så sig let over skulderen. De tog dusørjægere fulgte ganske nok efter dem, men de begyndte at tage mere afstand. Hvilket held.
"Nogle speciel grund til, at du er nysgerrig på min lille kræft?" Hun smilte imens hun talte med ham, og prøvede at virke som om de faktisk havde det godt sammen.

Logan forsatte bare væk fra boderne. Han så ingen grund til at blive der, hun havde gjort det klart at hun ikke stolede på ham. Han forstod det godt, han ville heller ikke have stolet på ham. Men han var stadig interesseret i hendes kræft. Måske for at bruge den, måske bare fordi den var spændende og unik. Han havde ikke besluttet sig endnu. Han så til siden da en person tog fat i hans arm. Han hævede overrasket hans øjenbryn og skabte en jævn mængde rynker i hans pande. Han lod dog brynene falde igen, da hun begyndte at tale, så hans pande atter blev en glat overflade. "Er det tillid, eller frygter du bare nogen andre mere end mig?" Hans stemmeleje var køligt, han så ingen grund til at vise venlighed overfor hende. Hun brugte ham, han ville have gjort det samme mod hende. Han blev ved med at gå, uden at se sig over skulderene for at se hvem der fulgte efter dem. Logan så over på hende da hun igen talte. "Som du selv nævnte. Af nysgerrighed. Du har en unik evne, og jeg vil gerne vide mere om den." Det var ikke løgn, han ville gerne vide mere før han tog stilling til om han ville udnytte den eller ej.

Adalia nikkede let, til de ting manden fortalte. Sjovt nok var al venlighed forsvundet fra hans stemme, og derved blev hendes teori også bekræftet. Han havde ikke ville hende noget godt. Men det var vel også forståeligt nok. De kendte jo overhovedet ikke hinanden.
"Det er op til dig" svarede hun, og prøvede at skjule det lille smil der gled over hendes læber. Måske var han ikke helt humor løs alligevel.
"Selvom jeg normalt ikke gør dette, så lad os lave en handel. Du følger mig hjem til mit kroværelse, også fortæller jeg dig alt om min kraft der. Aftale?"
Hun kiggede kort over skulderen, og hæved let et øjenbryn. De to mænd fulgte stadig efter dem.

Logan så ingen grund til at prøve og være venlig længere. Det skete kun når han ville have noget. Han så fremfor sig, selvom hun talte. "Siden du har så travlt med at holde øje med noget bag dig, må de sidste være svaret." Han så ned på sin og pillede en anelse ved ringen der sad på hans finger. Han burde finde et sted at gemme den, men så igen, den var bedst beskyttet hvis han havde den på sig. Logan så over på hende da hun lagde en aftale på bordet. Det lød ikke dårligt. "Aftale." Han så sig nu over skulderen og fik øje på de mænd der fulgte dem. De var ikke særlig gode til deres job. Det var tydeligt de var dusørjægere, og her gik Logan med deres dusør. Lidt af et tab for dem. Men Logan var begyndt at overveje om han ville bruge hende. Hun virkede eftertragtet, måske skulle han hellere tilbyde at beskytte hende.

Adalias smil voksede en tand, da manden gik med til at indgå en handel med hende. Hun var kendt for at være en kvinde, der altid fik sin vilje uanset hvad. Og denne situation var ingen undtagelse.
Med rolige skridt ledte hun ham væk fra markedet, og ned mod en lille slum agtig bydel, langt fra alle folks glanende blikke. Når hun var ude og rejse, fortrak hun at opholde sig ved steder hvor hun vidste ikke mange folk ville komme. Mange mennesker betød flere nysgerrige blikke. Og hun ønskede på ingen måde at blive genkendt, hvis hun kunne slippe fra det.
"Så før jeg fortæller dig om min lille hemmelighed, kan jeg så i det mindste vide navnet på manden der nu snart vil kende alt til mine dybeste hemmeligheder?" Det lille smil havde stadig ikke helt forladt hendes læber. Han virkede interesant, skønt hun endnu ikke kendte noget til ham. Men der hvilede en hvis aura over ham, som hun ikke helt kunne sætte sin finger på.
De drejede ned om et hjørne, og kort tid efter stod de foran en smal dør, der ledte ind til en lille kro kaldet "Det larmende æsel". Hun havde aldrig forstået, hvorfor kroer over hele verden skulle have sådanne idiotiske navne. Kroejere var bare ikke skarpe på det punkt...
"Gå med mig op til mit værelse, så fortæller jeg dig alt der"

Logan fulgte med hende, han lagde ikke mærke til at de trådte ind i en slum agtigt del af byen. Det var ret tydeligt, men han var vant til den slags omgivelser, så det betød ikke meget for ham. Da hun begyndte at tale så han endnu en gang på hende. "Logan." Der var nogen der ville holde sit navn skjult, men Logan kunne ikke se grunden til det. Han var ikke bange for at folk ville finde ham, hvis de gjorde blev det bare værst for dem selv. Logan fulgte hende bare med videre og nikkede da hun sagde han bare skulle følge med hende op til hendes kroværelse.