who are you? - Adalia

tid: kl 00:00
sted: Darkwind Citadel's fangekælder dybt nede under jorden.
omgivelser: nogle få vagter og total mørke borset fra de enkelte lys.
vejr: regn og torden.

'sikke en lang dag' tænkte Sakref for sig selv imens han vandrede ned de mange trapper, ned til sin fangekælder.
han var på vej ned angående en ny fange, som hans betroede vagter havde bragt ham, de talte om at dette nok ville interessere ham, de havde fangetaget en kvinde som ikke ville identificere sig selv, hun var tydeligvis en kvinde, men der var som om der var mere til hende end det.
mange af vagterne snakkede om at de faktisk havde set hende bruge en slags evne, hvilket var nok det som fangede Sakrefs opmærksomhed mest, et menneske med overnaturlige evner, det havde kun sidst set hos sin tvillingebror.
han vandrede, og vandrede, og vandrede, længere og længere ned af de mange tusind trappetrin, imens han ønskede at han havde valgt at bygge en hemmelig elevator istedet.
han nåede endelig til gulvplan og vandrede ned af gangen til han stoppede op i forhør rummet hvor kvinden var smidt ind.

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en lang kappe

Der var mørkt. Mørkede end på overfladen. Mørker end hun huskede sådan noget her skulle være.
Adalia havde ikke været klar på at hun i aften ville bliver overmandet af et par vagter. Dum som hun var havde hun jo ladet både sine pile og sin kniv ligge, på det værelse hun havde lånt på kroen hvor hun boede. Så da de to vagter havde bedt om, at hun identifikesereds sig selv, og hun pænt havde sagt at det ønskede hun ikke, var der jo ingen tvivl om hvem kampen gik til.
Nu sad hun her, skulende ud imod den væk hendes ansigt var vendt imod. Hun prøvede at forstille sig, at det var et vindue, og at det regnede uden for. Hun kunne se hvordan de små klare regndråber faldt på ruden, og genspejlede hendes eget ansigt. En ung kvinde kiggede tilbage på hende, med langt aske blondt hår og alvorlige grå blå øjne. Hendes hud var bleg, men havde her og der små pletter af mudder og blå mærker.

Sakref åbnede den tunge metal dør og trak den i igen så den kom med et stort brag.
Sakref var klædt i sit fine tøj, et sort jakkesæt med en sort inderskjorte med flotte ingraveringer i lilla, en sort kappe i bormuld med lilla silke inderside og hætten over hovedet så hans grønne øjne lyste op i mørket som stjerner, sorte jakkesætsbukser, fine sorte spidse sko i læder og fine læderhandsker på hænderne.
han trådte længere ind i rummet og satte sig på stolen der var i rummet foran hende.
hans blik undersøgte hende og analyseret hende fra top til tå, det var som om hans øjne skar så dybt at de kunne se ind i hendes sjæl.
hans øjne faldt tilbage til hendes øjne og kiggede dybt i hendes øjne som om hans grønne øjne ville opsluge hende i grønne flammer af kaos.
"jeg undskylder for mine vagters behandling af dig, dog gav du dem ikke et stort valg mulighed da du protesteret at gå med dem" sagde han med en venlig dog dyb og mørk stemme.

Lyden af en døren der gik op, fik ikke Adalia ti at se op. Hendes blik havde dog gået fra at se ind den hårde sten væg, til at se ud i luften. Men i øjenkrogen lagde hun mærke til manden, der nu satte sig på en stol overfor hende. Dette måtte altså være herren over denne gudsforladte by. Hans stemme var lige så mørk som denne fangekælder, ligeså kold. "De kunne have ladet mig være" sagde hun roligt, og så først der ind i hans mørke og gennemtrængende øjne. Hendes egne udtrykte ingen følelser. De var blanke som den rude hun havde forstillet sig før. "Hvad vil du med mig? Jeg høre ikke til i din by. Burde byen herrer ikke være ligeglad med et menneske som mig?"

der kom et smil frem på hans læber.
"jeg ville meget gerne lade dig være, bare lade dig komme til dine egne sager igen, men det er svære tider som du selv ved og fremmede skal stå klar med identifikation, som du selv siger, så er du ikke fra den her by og derfor ved vi intet om dig, så hvad med at du fortæller lidt om dig selv, nu hvor du ikke vil identificere dig selv for mine hårdt arbejdende mænd?" sagde han med et smil.

Adalia svarede ikke et stykke tid, men sad bare og så ham ind i øjnene. Han var kendt over hele landet, i alle kroge af alle byer. Han var kendt for at være nådeløs, iskold og utilgivelig. En sand by herrer. "Jeg må sige det til dig, som jeg sagde til dine vagter" svarede den unge kvinde så endelig, og lænede sig let frem. "Jeg ønsker ikke at fortælle hverken dem eller nogen andre hvem jeg er. Min identitet og mine gøremål er noget jeg ønsker at beholde for mig selv"

han begyndte at grine lidt, ikke et godt grin som når nogen fortæller en joke men et grin af at han var overrasket over hvor stædig hun er.
"jeg må give dig det, du er sku stædig, det kan jeg godt lide, det gør det hele mere spændende." sagde han med et smil på læben.
han lændte sig tilbage på stolen og kiggede på hende med et smil på læben.
"men jeg bliver nød til at sige til dem frøken, at du sidder i en dårlig situation, du vil ikke identificere dig selv og derfor kan sætte byens sikkerhed i fare, plus har der været mange vidner der fortæller at de har set dig bruge evner også selv om at du er et menneske, hvilket gør det endnu mere svært for dig for så viser du dig selv som en endnu større trussel for byen, så hvis du ikke vil identificere dig selv eller vil fortælle bare noget om dig selv, så må du jo tage imod konsekvenserne." sagde han og lændte sig frem igen og kiggede dybt ind i hendes øjne for at se hendes reaktion.

Adalia måtte hæve sit øjenbryn let, da manden nævnte brugen af hendes kræfter. Det var sandt, at hun flere gange havde været nød til at bruge sine kræfter for at være i stand til at overleve. Men det var sjældent, og kun i ly af mørket. De skide vagter... De så sgu da også alt. "Jeg vil med glæde se, hvad du kan finde på for at få mig til at spytte ud" svarede hun roligt, og sendte ham et let smil.

han grinte igen.
"tro mig, jeg er ikke den der straffer dig, det er kun dig selv der straffer dig, jeg udfører bare mit arbejde, du kan bare fortælle mig hvem du er og spare dig problemerne, jeg ønsker intet ondt af dig, jeg ønsker bare at få stillet min nysgerrighed, og jeg må sige at du er meget fascinerende, et menneske med evner, det er længe siden jeg sidst har set et menneske med evner, den eneste jeg kender som er menneske og med evner, er min egen bror" sagde han og kiggede nysgerrigt på hende.

Adalia sad stille i et øjeblik, og betragtede manden. Han var god. Lidt for god. Lidt for rar og lidt for venlig. Pis med ham. Han ville ikke hende en skid godt. Hvorfor skulle han ellers have lukket hende nede her? "Du siger du intet ved om mig?" spurgte hun, og lagde let hovedet på skrå. "Sjovt...For jeg ved en masse om dig. Du har en kone du holder meget af. Jeg ved at du har børn, der i blandt en ung pige. Jeg ved at selv en halv dæmon som dig ikke ønsker at se din familie lide..." Hun så op på ham, med rolige og upåvirkede øje. "Alle har nogen de holder af. Nogen de ikke vil se skadet. Hvis jeg fortæller dig hvem jeg er, så for du automatisk adgang til dem jeg holder af. Og det...Det er noget jeg ikke ønsker"

han kom med et fnøs fra sig.
"du virker ikke ligefrem til at være en der er bekymret for at dem du elsker bliver såret, men du har på sin vis sagt at du har nogen du holder meget af og som du er bange for at blive skadet, men hvordan har du tænkt dig at beskytte dem uanset hvad, hvis du ender i fængsel fordi du ikke vil oplyse hvem du er, eller hvis du fik en endnu værre straf, hvordan tror du de vil have det lige nu, hvis de vidste at du sad her fordi du ikke ville sige hvem du er?" spurgte han med et bekymret blik og et medfølende ansigtsudtryk.

"Skulle de være bekymrede?" spurgte Adalia, og så ham i øjnene. "Hvad hvis jeg så ingen har? Hvad hvis jeg er forældreløs og ingen mennesker elsker mig?" Hun tænkte sig let om, og lagde så igen hovedet på skrå. "Men så igen, hvorfor ville jeg så holde min identitet?" Hun smilede let for sig selv. "Syntes du selv at jeg virker som en trudsel for din by, by herre? Virker jeg...Farlig? Jeg har ingen våben, ingen specielle kræfter"

han lændte sig op af bordet.
"fortæl mig det, skulle jeg mene at du er en trussel? er du farlig? du vil jo ikke identificere dig selv så jeg ved ikke om hvem du er. men en ting jeg ved er at du har specielle kræfter, det er nemlig blevet bevist så jeg ved du lyver med det." sagde han og lændte tilbage igen.
"hør, du vil ikke være her og jeg gider ikke at sidde her og spilde min tid, fortæl mig hvem du er og så kan du stille og roligt smutte, ingen problemer og ingen konsekvenser, du gør det kun hårdere for dig selv at blive ved med at modarbejde mig, du kunne være ude nu hvis du bare havde samarbejdet med mig, men istedet vælger du at trække tiden ud og stædigt holde fast på din identitet." sagde han og kiggede på hende afslappet. han så faktisk ud som om han kedet sig nu, som om at den interesse han havde ved at hun var speciel og anderledes havde røget væk på grund af den modarbejde.

Adalia tænkte sig lidt om, og rejste sig så langsomt op. "Du er stædig by herre" sagde hun roligt, og så ned på ham i stolen. "Men lad gå.. Du skal slippe mig fri, og aldrig tænke på at jeg nogensinde har været her. Glem mig. Jeg er jo blot en sølle menneske" Hun trak vejret tungt ind, lukkede øjnene og satte så hendes mutation igang. De første sekunder skete der ingen ting, men pludselig begyndte hendes hud af ændre farve. Den blev gennemsigtig og skinnende og klar. Hendes hår flød sammen og kort tid efter var hele hendes krop gjort af den klareste og smukkeste diamant. Hun åbnede igen sine øjne, og så ud på ham med sine skinnende øjne. "Som jeg sagde..." sagde hun med en stemme der nu flød af klarhed og renhed. "Jeg er ikke skadelig"

Sakref lavede store øjne af hendes pludselige transformation, dette var simpelthen fantastisk.
"kvinde, du havde min nysgerrighed men nu har du min opmærksomhed, fortæl mig, hvad kalder jeg dig, du som så fint står som diamant" sagde han og lændte sig tilbage og smilte for sig selv.
han var dybt fascineret af denne kvinde, hun stod nu der, lavet af fuldstændig klar diamant og stadig var bevægelig. hvilke styrke hun måtte have i denne form, hvorfor havde han ikke hørt om hende før nu?

Adalia så på, hvordan hans øjne spærrede sig op som hun forvandlede sig. Hendes øjne var fast lagte på ham, med et blik der ikke var i stand til at udtrykke nogle følelser. Da han så spurgte, hvad han måtte kalde hende tænkte hun sig om et øjeblik. At give ham hendes rigtige navn ville ikke være noget, hun ville bryde sig specielt meget om... Men da kom hun i tanke om det, hendes pleje mor kaldte hende første gang hun så Adalia i hendes diamant form"Du, herrer af byen, må kalde mig Alanna" Det elviske ord for smuk.

han rejste sig op og kiggede på hende som om han tyggede på hendes ord.
"hmmm, Alanna, det er et meget smukt navn, men se det var ikke så slemt, du kan gå nu hvis du ønsker men jeg har et tilbud til dig, hvis du ønsker at høre mig for en kort stund" sagde han og smilte et venligt smil.
han havde i den tid han havde snakket, rejst sig op og holdte nu sine hænder imod ryglænet og kiggede på hende.

Adalia sad i lidt tid, og tænkte over hans forslag med en rolig mine i de blå grå øjne. På den ene side ønskede hun bare at forsvinde ud af denne kælder, og vende tilbage til sit eget lille liv. Men på den anden side pirrede hans forslag hende, og ønsket om at høre det overgik næsten lysten til at forsvinde.
"Jeg lytter til, hvad du har at sige" sagde hun roligt, og rettede sig let op.

han smilte og gav slip på stolen og den store metaldør åbnede sig op bag ved ham.
han vendte sin arm imod døren som en gestus. "kom med mig ud af fangekælderen, dette er ikke et sted at snakke om et tilbud" sagde han og begyndte at gå hen imod døren.
han begyndte at bevæge sig op af de hårde stentrapper, op imod lyset og friheden.

Adalia nikkede let, rejse sig op fra sin plads på gulvet og fulgte efter ham op af den lange sten trappe. Lyset kastede og reflekterede sig i hendes skinnende hud, og kastede lange og smykke lysstråler op på væggene. Som var hun en en omvandrende ædelsten.
"Så fortæl mig nu, herre af byen, hvad dit forslag er" Når hun var i denne form havde hun ikke noget tøj på. Blot den krystal agtige substans.

han åbnede for døren da de var kommet helt op af trappen og gjorde gestus til at hun skulle gå igennem døren først.
nu stod de i den store tronesal, den var kæmpe enorm, pyntet med malerier, statuer og ved den ene side en trone, en sort trone, pyntet med rubiner, smaragder og ametyst, tronen lignede som om at den var håndskåret i kulsort træ og var pyntet fra top til tå med ædelsten eller figurer af skeletter, skorpioner og slanger.
"kald mig Sakref, men mit tilbud er simpelt, jeg vil høre om du vil arbejde for mig, enten som min lærling eller på en anden måde." sagde han med et venligt smil.

Adalia trådte ind i den guddommeligt smukke tronsal, og lod sit blik vandre rundt i salen. Alle mulige forskellige skatte var placeret her inde, og deres vidunderlige skønhed tryllebandt den unge kvinde. Hun smilede let for sig selv, og gjorde en let piuette for at få alle tingene med i sit blik. Specielt tronen faldt hende i øjnene. Den var udsmykket med alverdens smukkeste ædelsten og andre værdifulde genstande. "Hvor smukt.." smilede hun let, men vendte sig så så om imod ham da han fremsagde sit forslag. Hun tænkte over det i lidt, og så ham først ordenligt i øjnene da hun havde gjort sit valg. "Jeg er en kvinde der har svært ved at binde sig til et sted Sakref" begyndte hun langsomt. "Et job hos dig ville være stort, men jeg er ikke sikker på at jeg altid kan være her for dig. Som din lærling... Ja det ville være stort. Men som sagt, er jeg ikke sikker på at jeg altid vil kunne være her. Komme tilbage til her, jo, men være her i lange perioder, nej"

han smilte da hun sagde at tronen var smuk.
"kan du lide den? jeg har selv skåret den ud med mine egne hænder, det tog mig en evighed for at lave denne perfektion, men dette er et symbol på hvor meget jeg har arbejdet for at komme så langt." sagde han og smilte for sig selv.
han nikkede af det hun sagde og vendte sig imod hende.
"jeg havde regnet dig for at være en som har svært ved at blive i et sted i længere tid, men dette er ikke noget der ligefrem påkræver at du altid er her, jeg har mine metoder til at ordne sådan noget." sagde han med et smil.

"Den er yderst eksklusivt" sagde hun roligt, og betragtede endnu engang tronen. "Det er lang tid siden jeg har set et så smukt udskåret møbel. Sidste gang jeg så noget så smukt var ved mit hjem" Hun vendte sit blik fra tronen, og så tilbage på Sakref.
"Jeg er meget interesseret i at høre, hvad du har at forslå mig Sakref. Må jeg høre, hvad du har af ideer?"

han smilte stille til hende, det var faktisk et tydeligt venligt smil.
"min ide er at, da du lige er kommet til byen og det hele, så kan du få lov til at bo her i den tid du er her, selvfølgelig er der nogle regler men dem kan jeg fortælle dem senere, men imens du så klare de ting du kom her til byen i starten for, så kan jeg se hvad du kan og undervise dig og forbedre dig, derfra når du så rejser, igen så kontakter jeg dig med enten opgaver du skal klare, som også bliver din undervisning og så når du endelig får lyst til at vende tilbage kan du altid komme og så vil dit værelse være klar til dig." sagde han med et smil.
han havde imens han havde forklaret, gået frem og tilbage rundt i lokalet imens han kiggede rundt på nogle ting og vendte blikket tilbage til hende igen.