Lost Girl -Mikkel-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Dagene var så fucking lange, tunge og fyldt med skyld. Hun hadede følelsen, at være skyld i at Elena sad derhjemme eller hvor hun var uden at kunne finde sin far fordi Andrea havde været udsat for noget der havde gjort han var smuttet. Andrea hadede at han var gået ud af den dør, fordi hun var gravid med en mand der havde voldtaget hende. Så nu var det endnu en uge med et uønsket barn i hendes mave, der voksede med smerte i hendes krop hver eneste dag. Der sad hun oppe af en mur langs kroen, det var ved at nærme sig aften dog havde Andrea ikke lyst til at spise selvom hun ikke havde rørt noget mad siden aftenen før. Andrea kørte en hånd op og fjernede de tårer der gjorde hendes øjne våde. Folk gik i en stor bue udenom hende, det var som om de ingen menneskelighed havde. Det var som at gå tilbage i tiden da hendes adoptivforældre havde smidt hende ud, og hun fandt disse forældreløse børn hvor lederen skulle til at slå hende, fordi hun ikke passede ind.. Noah var en af de få sammen med Angela som havde givet hende en chance, og Andrea elskede Noah mere end nogle ville kunne forstille sig. Også selvom at hun måske ikke viste det altid, men det var ikke nemt altid at vise kærlighed når folk blev ved med at se ned på hende når hun ikke havde Angela eller Noah i nærheden. Andrea var anderledes, men ikke på en måde som hun synes hun selv tog skade af. Måske skulle hun prøve at finde sin bror, men lige idag havde Andrea det som om alle hadede hende.. Selvtilliden faldt ned af, selvom hun det kun var idag humøret var sådan her, vidste man aldrig hvilke tanker en trist kvinde kunne have med sig. Det var ikke altid englesang de bar på, som folk troede kvinder var dem med de reneste tanker, dog var det modsat. En kvindes verden kunne gå under bare en ting var i vejen, fordi de har knoklet hele deres liv for at holde sig oppe. Andrea slog øjnene op og kiggede frem for sig. Hvordan folk stirrede på hende som om hun var en hund i et bur, hun tørrede atter øjnene inden hun så kiggede ned igen. En ung kvinde gik hen til hende, og satte sig på hug få meter fra hende. Så grinede hun hånligt, og rev hurtigt Andrea i håret, inden Andrea greb om hendes arm. Deres øjenkontakt var voldsom, Andreas blik var hårdt og kold som den skarpeste is. Så vred hun pigens arm om, som hurtigt rejste sig op og løb indenfor. Andrea lod sin arm falde hen og holde om sine ben.. lod sit hoved hvile på heneds knæ.. Hun var fortabt..

Mikkel sad roligt i inden for oppe i baren og sukkede for sig selv, folk hadet ham fordi han var som han var, en mand som ikke kunne holde sine følelser for dig selv, en mand som gik efter hvad han ønskede, en mand som havde givet alt til en pige som allerede havde hvad hun ønskede sig, og var blevet sur over at han ikke havde sagt det, Mikkel forstod virkelig ikke til der kærlighed pis, han ville bare gerne slippe for det, i de sidste par dage havde han ønskede at han var en fugl og ikke en mand som havde levet i flere år som forskellige racer, første som dæmon og vampyr og nu som skyggevæsen, han kunne slet ikke finde hoved og hale i det hende, men han prøvede alligevel at finde ud af ting som han var usikker på.

han vente blikket imod døren og så en kvinde det var kommet løbende ind med nogen små tårer i øjne, han så undersøgende på hende og opdagede at hun havde taget sig til armen så dette så ud til at det gjord ondt på hende, hun løb op og han rystede på hovedet og raste sig op han kunne ligeså godt finde ud af hvad der skete uden for, han gik ud af døren og kiggede rundt, han blik faldt på en kvinde som folk prøvede at undgå, han forstod dem ikke? havde alle ikke brug for en chance her i livet? hvorfor gav ingen kvinden en chance, han gik med rolige skrig hen til hende og satte sig ned over for hende og lade roligt sin hånd på hendes overarm og sagde roligt, "Hey? er du okay?" han så med blide blik på hende og ventede på at hun ville se op på ham.

Følelsen af at føle sig helt igennem tom indeni, forladt.. og kastet for løverne. Den var forfærdelig, og Andrea følte hun var tilbage hvor hun startede. Alene. Dog ændrede stemningen sig en smule da der var en stemme ved siden af hende, og en lagde en hånd på hendes arm. Andrea fjernede hovedet fra sine knæ og rettede sig op med ansigtet imod manden der havde opsøgt hende.. Og for første gang i mange dage var der nogle der spurgte hende om hun var okay.. Andrea skulle i refleks til at nikke, dog fik hun erstattet det til et par ryst med hovedet. "..Nej.." Det var stort for hende at indrømme at hun ikke var okay, og et hulk kom fra hende.. hendes øjne var næsten røde af gråd fordi hun havde grædt så meget. "Jeg er sulten.. alene.. og føler alle hader mig.. det bare en af de dage hvor man bider tænderne sammen for ikke at gøre noget dumt." Sagde hun med en svag stemme, dog høj nok til at Mikkel ville kunne hører ordene tydeligt. Det føltes dejligt at indrømme overfor sig selv at der var noget galt, det var første skridt..

Mikkel smilede svagt da hendes hoved forlod hendes knæ, han så undersøgende på hende og forstod ikke helt hvorfor han havde spurgt om hun var 'okay' han kunne jo se på hende at hun var langt fra 'okay' tænk han var så dum at spørger hende om det, han rystede svagt på hoved og smilede lidt mere til hende før han rolig kørte hånden op og ned at hendes arm for at give hende lidt varme på hendes ende arm, ikke fordi han prøvede på noget, eller han prøvede på selvfølelig at hjælpe hende, intet andet og han håbede på at hun ikke ville misforstå ham for det, han raste sig op og stod og smilede blidt ned til hende imens han tog sine hænder ned for at få hende op at stå, imens sagde han med en rolig stemme for ikke at gøre hende bange, "Jamen så lad os give dig noget at spise, også har vi også løst problemet med at du er alene fordi nu holder jeg dig med selvskab" han smilede bare vider til hende og ventede på at hun ville gå med ham så han beder kunne hjælpe hende.

Det var rart.
Rart endelig at møde en der faktisk virkede til at være venlig overfor hende, i stedet for at se på hende som om hun var en beskidt gadetøs. For Andrea levede forholdsvis godt, hun havde gode kontakter der faktisk holdt hende oppe på overklassen. Andrea smilede svagt, og tog Mikkels hånd da han rakte den ned til hende, derpå rev hun sig op på benene.
Andrea tillod sig at smile, det var rart der var nogle der ønskede at tale med hende og være der for hende. Følelsen varmede om hendes hjerte. "Tak, men du behøver ikke bruge din tid på mig. Hvis du ikke ønsker." Fik hun sagt stille og kiggede ham i øjnene. "Jeeg er forresten, Andrea." Tilføjede hun med et sødt smil, hendes øjne var brune.. dog med nogle specielle grønne og gyldne nuancer i. De var varme som flammerne på et bål, og derved vidste man også at hun var glad for at have nogle at snakke med. dog ville Andrea ikke blive for glad alt for hurtig, for han kunne jo skifte sin mening og gå ligeså hurtigt som han var kommet. Andrea savnede Noah men kunne ikke finde spor af ham.. hvilket gjorde hende yderst trist og knust inden i.. men han måtte have tid til at tage nogle beslutninger, og Andrea kunne intet mindre end håbe på at han ville vende tilbage til hende. Det var meget at tage på en gang, så hun forstod.

Mikkels smil blev stører da han så at hun smilede tilbage til ham, han holdte hende oppe for at være sikker op at hun ikke falde tilbage på jorden, det kunne jo være at hun ikke havde nok energi til at holde sig selv oppe, så derfor stod han selv om brugte sine kræfter på at holde hende oppe.
han så hen imod kroen og sagde venlig til hende, "Hvis jeg ikke havde ønskede det var jeg aldrig gået hen til dig, skal du se" han så igen på hende med et drillende blik, han fangede hende blik og smilede roligt til hende for at holde hendes humør bare lidt oppe, "Navnet er Mikkel, og hyggeligt at møde dig Andrea" han prøvede at finde ud af hvor langt der var hen til kroen der hvor de stod fra, elles ville han hjælpe hende der over og hvis hun overhovedet ikke kunne gå ville han tage hende op i hans hænder og løfte hende der over som en rigtig prinsesse, han vente blikket imod hende igen, og sagde med en lige så rolig stemme som han havde startede denne samtale med, "Kan du selv gå eller ville du havde hjælp?" han så med et spørgerne blik på hende og smilede venligt.

Hun var stærk, stærkere end en normal varulv ville være. Hun var ikke svækket fysisk overhovedet, der var ingen sår på andet end hendes sjæl. "Jeg kan sagtens selv gå, intet problem der." Svarede hun med et lettere smil, og kørte en hånd igennem sine mørke lokker. Hvorefter hun førte en hånd op for at tørre hendes øjne. Så tog hun hans hånd, blot i venlighed. Så de kunne gå indenfor, hun slap hans hånd og satte sig ved et bord der var ledigt. Hun smilede til Mikkel, inden hun lod sit blik kigge rundt. Nogle folk stod og stirrede på hende, Andrea ville da aldrig nogensinde have ment at hun selv var grim. Faktisk synes hun selv at hun var ganske nydelig.. men det var vel ikke alle det fandt hende det? Tjeneren kom derhen, for at hører hvad de skulle have.. "En stor bøf, med få grønsager.. og så bare noget vand." smilede hun, varulve havde brug for meget næring.. og en gravid varulv havde vel brug for lidt mere. Tjeneren kiggede på Mikkel for at få at vide hvad han skulle have.
Efter han havde fået det at vide så gik han op for at hente drikkevarende til dem først. Så ventede Andrea blot på at hendes måltid ville komme på bordet, hun greb om det kolde glas med førte det op til hendes læber. Hun lod glasset glide ind i mellem hendes læber, så den køllige væske kunne glide ind i hendes mund og videre ned igennem hendes system. Det var dejligt endelig at få sig noget at drikke.. Andrea satte glasset ned på bordet igen, samme sted som før. Det kunne hun se fordi der var en ring af vand fra hvor glasset havde stået, fordi det var fugtigt. Så åbnede Andrea sine øjne efter et blik, og kiggede over på Mikkel. Der trak hun på smilebåndet igen.

Mikkel smilede let til hende, Jamen så ville jeg da lade damen selv gå" sagde han med en rolig og blid stemme, hanviste ikke helt hvordan ha skulle tage dette? det lignede ham ikke at hjælpe andre som havde problemer, han synes selv at han havde problemer nok at tænkte på, men det gjord vel ikke noget at tage flere problemer på sig når han alligevel viste at hans egne aldrig ville gå væk.

Mikkel kiggede rundt da de var kommet ind på kroen igen, han lade mærke til nogen kiggede på Andrea, men også på ham, han viste godt hvorfor de kiggede på ham, han var jo ikke ligefrem en man glemmer, og det forstod han godt, og han ville bare gerne slippe for det igen, han kunne ikke lide at folk kiggede på ham, på den måde som gjord ham usikker på mange punkter, han rystede let på hovedet og vente tilbage til boret hvor Andrea sad og havde bestilt sin mad, Mikkel kiggede hurtig op og bestilte bare en is kold øl, han havde ikke lyst til noget mad overhovedet, han havde dårligt nok lyst til øl, alle disse blikke fik han til at miste lysten, han prøvede så godt han kunne at glemme dem og kun tænke på at han sad her og prøvede at hjælpe Andrea, han smilede svagt og sagde roligt med sin mandlige stemme, "Når hvad med at fortælle lidt om dig selv Andrea, Jeg lover jeg nok også skal fortælle noget" han grinede let og roligt,

Det gik hurtigt op for hende at det ikke kun var hende folk kiggede på, de kiggede også på Mikkel. Selvfølgelig var det historier hun ikke kendte til, dog ville hun sagtens kunne finde frem til mere om ham, hun var jo spion. Ikke noget nogle vidste udover hendes elskede Noah. Andrea vendte kort blikket over imod nogle der stirrede. "Hvad så, er i ikke van til at se to der sidder og snakker ved et bord, siden i skal sidde og stirre sådan der?" Spurgte hun koldt med en lidt hævet stemme så hun var sikker på at de hørte hende. Dem hun havde kig på vendte blikket med det samme, med et kort blik af frygt i øjnene. Så kom maden og Andrea vendte blikket på maden og Mikkel. Hun tog gaflen i den venstre hånd og spiste et par kartofler imens Mikkel spurgte ind til hende. Hurtigt tyggede hun af munden, og smilede skævt til ham. "Øhm.. Tja. Jeg venter desparat på at min forlovede kommer tilbage til mig.. Efter jeg blev overfaldt af en dæmon for nogle uger tilbage, og vendte op med at være gravid med den dæmon.. så tvivlede han på min kærlighed til ham.. men jeg venter på at han kommer tilbage til mig.. Min datter Elena, er hjemme. Lige i dag, har jeg bare en af de dage hvor alting falder fra hinanden inden i mit hoved.. også leder jeg efter min gode veninde, dog er hun ikke til at finde." Startede hun ud, derpå skar hun et stykke kød ud som hun tyggede.
"Jeg hader at være alene, så bliver ens tankegang så mørk og dyster." Tilføjede hun... og som et lyn slog det ned i hende.. måske var Noah ved Caroline? Ellers så måtte hun finde Angela.. spørge om hun vidste hvor Caroline var.. ellers så gå direkte til Nicolas.. Hun ville kunne få Noah frem ved at skade Caroline, dog ville hun ikke komme på den forkerte side af familien Maskahy. Så den ide med at gøre Caroline noget ville hun ikke stå for, men sidste gang de to var sammen klarede hun det også udemærket selv. Andrea tog et par bider kød mere, det var dejligt med næring til maven. "Så hvad med dig Mikkel, fortæl noget om dig selv." Smilede hun imens hun spiste videre.

Mikkel rystede på hovedet af hende, det kunne jo selvfølelig godt være hun ikke kendt til ham, det var nu alligevel dejligt at vide at der stadig var nogen der ude som ikke kendte til hans fortid, eller til hvorfor han var blevet til den han var blevet til, han stoppede med at ryste på hovedet og så imod Andrea igen og sagde med en blide stemmeham han har brugt siden han snakkede til hende for første gang, "Du kan ikke få dem til at stoppe med at kigge på os, de forsætter fordi de gerne ville vide hvad der sker omkring mig" han kunne godt hører at det lyd som om de kun handlede om ham, men det var slet ikke det som han var ude på, han sagde bare det han var vandt til at sige, han havde oplevet det før hvor folk gik efter for at se om han ville gøre noget voldsomt igen som han havde gjort på Carolines fødselsdag.
Mikkel hørte efter hvad hun snakkede om, en dæmon og noget med at denne dæmon havde gjort hende gravid, og at hendes forlovet er gået fra hende, eller taget væk, og noget med en pigeved navn Elena og en veninde, han kiggede med store øjne på hende da hun var færdig, det var helt utroligt at hun også havde været ud for en masse ting, gad vide om de ting er sket efter hinanden eller om der har været mellemrum imellem hver ting, "Bare lige så jeg forstår det rigtig, du er forlovet men er gravid med en dæmon som har overfaldt dig, din forlovet er usikker på din kærlighed på grund af denne dæmon? Din Datter Elena går nu alene hjemme hos dig imens denne dæmon er på fri fod?" hvis hendes datter var alene imens denne dæmon var i live måtte de se at få hendes datter i sikkerhed så der ikke sker det samme for hende som der er sket med Andrea, måske var Mikkel et skyggevæsen man han var ikke ligeglad med alle.
Han vente blikket imod nogen som stadig kiggede på dem, ja de lyttede helt sikkert efter hvad de snakkede om, så han måtte være lidt på vagt over hvad han sagde til hende, han vente blikket imod hende igen og smilede ved synet af at se at hun spiste igen, hun så også helt forfærdeligt ud før, hun så meget beder ud nu, han smilede og sagde med en rolig stemme, "Bare rolig du er ikke længer alene jeg skal nok underholde dig så godt jeg nu kan" han grinede svagt ad det han lige havde sagt, han havde aldrig været god til at underholde andre end sig selv.
Da hun spurgte ind til hans liv ladehan sig over boret og sagde med en lav stemme, "Jeg ville rigtig gerne fortælle dig hvem jeg er, men det kan ikke være her, alle de her folk lytter efter hvad vi snakker om, og alt kan bruges imod mig og imod dig hvis du ikke passer på" han satte sig tilbage og smilede svagt og sagde så igen med sin normale stemme, "Skal vi ikke gå en tur?" han blikkede til hende og håbede at hun forstod hvad han mente, han gad ikke længer sidde her og snakke om private ting når folk lyttede til deres samtale.