Return of a king - Delilah

Selv ikke shakespeer kunne formulere et digt passende til den tygge tåge, som havde belastet den udsultet kirkegård med sit selskab.
Den naturlige røg fra tågen, var så tyg at man kunne skære i det, og smøre det på tømmer robrød.
Skulle en fugl få gigt problemer, kunne den trygt lade sit overfede korpus, falde ned på den lyssegrå masse, og hvile sine vinger, og hilse på krigs elefanter som brugte den solide tåge som boksebold.
Ajj, måske så tyg var tågen heller ikke. Men hvis man fik stukket en gravsten op i røven, ville man ikke opdage den var der, før man kom ud på den anden side af tåge sløret.

I den glubske tåge, var der gemt en kirkegård. Eller, gravplads rettere sagt. Eller.. sten i muldjord, for at være ærlig.
De sidste som havde kaldt det her en respektabel hvileplads for de døde, løb nok rundt i skinddragter og jaget vildsvin med fantasi våben.. så længe havde det været siden, at nogen overhoved kunne huske navnet på en afdød her.
Det betød skam ikke at ingen bliv smidt i jorden her. Det betød, at kunne du ikke betale din kirkeskat, eller ville din familie ikke kendes ved din afdøde krop, ville du blive smidt ned i et iforvejen overfyldt hul, og ligge med seks andre navnløse tosser til forrådelsen jer skiller.
Seriøst, ingen ville begraves her. Hellere ligge bagbundet som en gris, og blive smidt i massegrav end bruge sine twiligt år i det her gudforladte, og sæbeforladte sted.
Ej okay, måske ikke alle. Hende den halvfede dame som spiser sine tånegle som tilbehør til budding, og som prutter sig selv til døde, og bruger størstedelen af sin dag på kaste mudder i folks ansigt og råbe navnet Allan gentangende gange, til folk tilkalder byvagten.. Måske ville hun overveje det.

På den her kirkegård, sad en mand. Ældre end den stenbænk han sad på, og rolig nok til man kunne smide en bombe i hans underbukser, uden han stoppet med hvad han lavet.
Han var ikke doven, eller sløv. Han havde bare så meget livserfaring, at selv hvis du fik to myre til at kneppe mens de spiste mexicansk mad, og hørte lady gaga, ville han kunne trække på skuldrene, og sige at han havde set det tre gange før.
Selv ikke hvis en popstjerne sagde noget klogt, ville han kunne blive taget med bukserne nede... også har man seriøst sømmet dem fast!
Rafael var en gammel dæmon. Men det her var ikke Rafael. Det var hans morfar. Manden som er ældre end selv Rafaels far... og som højst sandsynlligt var gammel, da selv Gandalf var en snothvalp som ringet på døre til fastelavn.

Han sad og stirret på nogen fugle, som sad for foden af bænken, mens han med den ene hånd smed brødkrummer ned, og med den anden åd en due som var den en hotdog.

Påklædning

Alt var en grumset, mælkehvid farve. Tågen dasede dovent over jorden, og gjorde det komplet umuligt for det ellers mange gange forstærkede syn kvinden besad, at skære igennem tågen og se ordentligt. Alt lignede bare engleopkast eller sådan noget shit, hvilket sendte stød af irritation ned igennem denne ene jægers rygrad. Som en kvinde der havde viet sit liv til konstant fare og paranoia, så var det sgu ikke lige at foretrække at blive trukket igennem komplet blindhed. Især ikke, når man tænkte på hendes nuværende situation.
Hvis man havde kunnet se hende, havde man nemlig først og fremmest bemærket de endnu fugtige blodsprøjt der dækkede hendes krop, og klistrede hårene sammen i den lange, opsatte fletning. Som en dybrød kontrast til den cremefarvede hud, stod det skarpt i samme farve som hendes læber, og tillod sig også at bevæge sig ned imellem de spredte læber, så hun var nødt til at samle læberne for ikke at smage den metalliske smag af fremmed blod. Men på grund af det stakåndede, næsten hivende åndedræt hun sugede ind og ud af de skilte læber, kunne hun ikke samle  dem netop nu.
Der var blod for mere end én mand, ud over hendes ansigt og lædertøjet, det var tydeligt. Korsettet var næsten smurt ind, og ned imellem den kavalergang korsettet tydeligt gav hende, gled blod langsomt ned. Det ville blive et helvede at få vasket læderet når hun kom tilbage! For helvede da også!
- Døden. Døden i deres øjne.
Åh hold din fucking kæft! Jeg GIDER ikke whining lige nu, kælling!
- Talt pænt, Neco!
Shut the fuck up! DÅRLIG TIMING!

Et eller andet hamrede imod hendes fod, så hun omgående fik overbalance og væltede fremefter. Med fingre der skrabede hårdt ned i gruset og lavede dybe sår i hendes håndflade, samt en fod der dunkede af smerte efter sammenstødet med en lille klump lortehårdt sten, forbedrede det bestemt ikke hendes humør.
"Av for fucking lorte fucking fuck!"
Det automatiske udbrød stødet havde skubbet frem i hende, kom ikke ud som andet end en dyb knurren, der mest af alt mindede om en arrig ulvs knurren. Hun så tyndslidt ud, som hun lå med ansigtet begravet i gruset, men da hun sekundet senere havde hamret sig op på to ben i én kraftig, elegant bevægelse, var styrken i hende langt tydeligere end først antaget. Gruset blev børstet ud af de dybe skrabede striber der var opstået i hendes hud, og med stædighed i blikket fortsætte hun med hæle der forsvandt flere centimeter ned i gruset hver eneste gang hun trådte fremad.
- Neco ... Jeg er bange.
Slap af. Alt bliver godt.
En lugt forvirrede hende, for det var en lugt der var så lig en stor dels, men samtidig helt unik på en måde hun ikke havde mærket før. Duften af dæmon nåede hendes næse, men samtidig syntes den ikke helt ens med de dæmoner, hun kendte fra nutiden. Som var det en dæmon der havde været til, før dæmonernes evolution førte dem til det punkt de var på nu. En dæmon, der ikke hørte til i denne tidsalder.
Hun nåede kun et skridt længere frem, inden hun skimtede ham igennem tågerne. De blodige, nu beskidte fingre greb fat i en af de Berettas der hang trofast i våbenbæltet om hendes hofter, men hun skjulte sig alligevel ikke da hun trådte tættere på. Der var noget der ikke var rigtigt ved den dæmon, så der var stor sandsynlighed for at et forsøg på at skjule sig, ikke ville føre til andet end latterliggørelse.
"Hey? Dude? Hvem fanden er du?"
Autoriteten var tydelig i hendes stemme, og den skar igennem irritationen med mange mil. Hun var vant til at folk ikke modsagde hende - med få, vældig irriterende undtagelser - og det kunne høres på måden hun tiltalte folk til. At det var af frygt, afsky eller seksuel tiltrækning de adlød hende .. Well, det var hun faktisk pisse ligeglad med. At de adlød var det vigtigste.

Et lettere sukkende blik, fjernet sig fra sin duedsandwish, og lod det rasle mod den dominerende kvinde, der i sin fulde alvor, tog skoen i den anden hånd, og prøvet at tale bestemmende til en pensionist der fodret fugle.
Han behøvede intet sige. Hans blik sagde alt. Som er barn ville kigge på sin mor, hvis hun sked i sine bukser foran ham ´Seriøst?´ Han lavet ingen flabet ansigtudtryk, og lod istedet hendes dumhed og umodenhed tale for sig selv.
Hvad havde hun forventet? han tabte sit gebis? Han var ikke sønderligt imponeret af folk der svinget våben omkring som en forlængelse af deres pik.. eller i Delilahs tilfælde, som erstatning.

Men hendes nervøsitet var godt begrundet. En så gammel dæmon ville have en aura og stemning omkring dem, som fik dem til at føle out of place, og at de var født til en helt anden tidsalder.. som de også var
Så latterlig var det hun gjorde ikke, faktisk klogt, hvis man kunne lide sin lever på indresiden af kroppen. Men mandens sindro og mangel på aggrassion, fik hendes truende tonefald til at virke overflødigt, til grænsen af umodent.

Endelig talte den gamle mand. Med en så væs og tidsforladt stemme, at man skulle tro han have været folkesanger i 20 tusinde år.. og hvem ved, det havde han sikkert været.

"Er de igang med en analogi, hvor jeg er fanden, og spørger til djævlens navn.
Eller er deres hensigt at spørge til herren foran dem, omkring hans.. jeg mener mit.. navn.
Eller er du ligeglad med svaret, og enlig bare spørger som en chok reaktion på at møde en fremmet, og enlig er informationen irrelavant for dem.
Eller er det provokation?, et forhør?, med henblik på at få en indre følelse af livsværdi, ved at fylde en følelsesforladt krop med adrenalin?
Eller er det et umodent forsøg på at fylde akavet tomrum med ord.

Navnet er Crassus. Crassus Aetius. Eller.. Azizel Dominatrix, nu om dage"

Åh hvor var han pisse langsom til at reagere .. Det balancerede på grænsen mellem respektfuldt og ærbart, og så bare plain pisse irriterende, for Delilahs let-påvirkelige temperament. Med fingeren dybt begravet i aftrækkeren, kunne hun ethvert sekund plante en kugle i panden på stodderen. Men .. Et eller andet ved ham, fik hende til at stoppe op og betragte ham, i stedet for. Et eller andet ved ham, var for forkert til at være rigtigt, men alligevel var det ikke forkert nok. Der var noget ved ham, der ikke helt stemte, på den rigtige måde.
Han ... fascinerede hende, på en måde der fik afsky til at vælde op i hende, på trods af al fascinationen. Der var så meget modstridende ved ham, at hun ikke tvivlede på at han var speciel. Men i Delilahs verden, den verden der havde fucket hende så godt og grundigt op .. Tja, der var specielt næsten altid lige med Sindssyg motherfucker der forsøger at slå dig ihjel på en pisse klam og dum måde, så hun var ikke så begejstret for hans særegnethed.
Tøvende løftede hun sit øjenbryn, da han talte. Hun vidste ikke helt om hun skulle stole på et ord der passerede hans læber, men han talte med en værdighed der automatisk fik én til at lytte, om man så var enig eller ej. Hvad han sagde var en svag forvirring, men heldigvis var hun ikke typen der lod sig mærke med forvirring, medmindre det var af så høj grad at det gik ind og fuckede hendes tanker op. Det var sket.
"Øh .. Hvad fuck snakker du om?"
Der gik et par sekunder, hvor den flydende sølvring imellem hendes pupil og iris, næsten syntes at lyse igennem tågebankerne. Elegant svævede hun et par skridt nærmere, med et pistolløb der langsomt sænkede sig fra at være rettet direkte imod fyrens hoved. Noget sagde hende, at han ikke ville dø, selv hvis hun affyrede pistolens hellige kugler direkte ind i hjernen på ham. Han virkede ikke til at det ville skade ham.
Hans ord påvirkede hende alligevel, fordi et eller andet sted kunne han vel godt have ret ... Fandme nej! Han skulle holde sin kæft, og ikke kommentere sådan på hvad hun sagde! Slut, forhelvede da!
"Okay .. Øh, Azizel. Hvem er du?! Dig?"
Hun havde passeret navnet, og ville dybere ind. Hun gad sgu ikke en længere præsentation, men et kort oprids af alder, profession, vigtige slægtninge .. Slaver. Det kunne være super! Men det skete sjældent at folk var så pisse snaksagelige, så det ville undre hende hvis han faktisk svarede på hendes spørgsmål. Så måtte han enten have tiltro til væsner - HA! - eller bare være godt dum. Var de to ting egentligt ikke det samme?
"Hør, jeg er her sgu egentligt ikke rigtigt for at chitchatte anyway. Så .. Yeah .."
Uden at vende ryggen til ham, endnu med en pistol imellem fingrene, trådte hun til side i gruset, så hun cirklede rundt om ham. Hun stolede ikke en skid på ham, for selv den mest svagelige facade, kunne gemme på en brutal personlighed og en sønderknusende styrke. Hun bevægede sig langsomt rundt om ham, med blikket klistret fast til ham. Man kunne aldrig være for forsigtig. Ikke i dette liv.

//OOC: Du siger bare til hvis du vil have mere guf. Kan sagtens finde på noget mere at svare på!^^

Han tog en levende fulg op i sin ene hånd, og med den ene hånd holdte han vingeflakkerne stille, så den ikke fløj, og med den anden, smed han sin mad, og begyndte han at nusse og kæle fuglen over baghoved og ned af ryggen, nedtil starten af vingerne, hvor fingeren så startet forfra.

"I en verden, hvor yngre kvinder, køber æblemos til sine ældre, istedetfor at true dem med skydevåben, er en verden hvor du får forståelige svar”
Han var ikke bange. Dæmoner og vampyrer bliv stærkere af alder, og der var intet hun ville kunne have i den pistol, som han ikke ville kunne spise med mælk, og kalde det morgenmad.
Han hørte i stilhed på hendes spørgsmål, og lod hende træde så tæt på hun ville, og gå i alle de cirkler om ham, hun ville.
”Du er en besynderlig skabning, som bruger mange spørgsmål i søgen efter samme svar. ”
Han forsatte med at berolige fuglen i sine hænder, ved at stryge sine fingre over dens nakke, og han kunne ærligttalt være truet ligeså meget af en balonklovn, som af Delilah. Det havde intet med hun ikke var skræmmende at gøre, men når man kom i en vis alder, så bliver man bare ikke hurtigt oprystet af noget som helst.
”Nej, jeg antager du er en kvinde af handling. Som enhver nyfødt skabning der pløjer gennem livets mange muligheder. Jeg derimod elsker småsnak. Da ligegyldigt hvor magtfuld en pistol eller handling får en til at føle, er vi i afmagt. Småsnak med andre bevidstheder, er det eneste der giver mening, for ens absurde forsøg på livsværdi skabt gennem kontrol, er en selvskabt illusion. Du kan skyde mig, men til hvilken ende vil det os begge føre? En meningløs sidevej af livet, som når vores to eksistenser er ophørte, vil være ligegyldigtgjort. Din handling af at putte en kugle i min pande, har samme udfald i sidste ende, at vi begge bliver glemt, og vores handlinger formørket.
Men chitchat, er en anderkendelse af at mod tidens sand, er vi trods vores egne selvbedrag, ligegyldige, og vores handlinger er af ingen værdi. Så lig dit legetøj ned, og opfør dig som en voksen kvinde, som anderkender sin plads i verdensrummet – irrelevant – som alle andre”

Delilahs blik fulgte næsten hypnotisk hans finger der bevægede sig imod fuglens bløde fjer. Denne mand, denne Azizel sendte tråde af forvirring igennem hendes rygrad, og trak hende ind i en mærkelig trance, som hun febrilsk forsøgte at trække sig ud af. Og i virkeligheden var det pisse irriterende at hun ikke forstod hvad fanden der skete, for det var vildt frusterende at hun ikke havde kontrol over situationen. Det var derfor hun ikke brød sig om, når der skete noget hun ikke forstod hundrede procent. Forklar forhelvede da lortet!
- Neco, han er farlig.
Mhm? Men er fuglen blevet kvast til grød?
- Nej, men han er farlig.
Du er så pisse skarp, Chaya. Helt ærligt ...
Impulser gik hastigt igennem hendes krop, imens hun forsøgte at bestemme sig for om hun skulle tage hans ord som en fornærmelse eller en konstatering. De grønbrune øjne, hvis sølvcirkel bevægede sig flydende, blev knebet svagt sammen, så blodet der var begyndt at størkne i striber over hendes hud, blev trukket mærkeligt sammen. Samtidig hævedes hende øjenbryn sig langsomt opad, for at vise den skepsis hun udviste overfor hans ord. Endelig fik hun valgt hvad hun mente om hans ord.
"Er du fucking mandschauvinistisk? Jeg skal rende rundt og servere mad for mænd, fordi jeg er en kvinde? Hold din kæft."
Hun havde lyst til at spytte på ham. Hun havde intet tilovers for mænd der troede de var bedre end kvinder, bare fordi de havde en pik stikkende ud af sig. De skulle holde deres fucking kæft, ellers skulle hun satme nok få revet den åh-så-fantastiske pik af dem RIGTIGT hurtigt! Indvendigt kunne hun høre en knurrende lyd, men om det var Chaya der var mopset, eller hendes eget sind der gjorde sig til udtryk i hende, det var hun ikke helt sikker på. Og hun var pisse ligeglad.
Hendes øjenbryn hævede sig hyderligere da han kaldte hende en besynderlig skabning, men langsomt sænkede hun alligevel pistolen. Den snurrede en omgang om hendes finger, før hun greb fat om løbet, og fik det manøvret ordentligt på plads i våbenbæltet.

Og så kom han med en af sine kilometerlange sætninger igen. Hun stod, uden at bevæge en muskel, og betragtede ham imens han talte, uden så meget som et blink til at forstyrre stenstøttens fremtræden. Da først hans stemme var ebbet ud, trådte hun langsomt hen til ham, uden at bekymre sig om Chayas hysteriske advarsler, der forsøgte at fortælle hende at han kunne kvase hende. Sikkert. Det havde Rafael også kunnet. Det havde Sajro også kunnet. Og hun havde både knaldet og pisset begge af. Hun ville sgu nok overleve en irriterende rolig mands vrede, der sikkert ikke kom.
"Hør. Jeg ved ikke hvem fuck du tror du er! Men du skal holde op med at opføre dig som om du kender mig! DU KENDER MIG IKKE, fucktard! Hold op med at  fucking lade som om!"
Hendes blik gled straks ned til fuglen imellem hans fingre, som han irriterende holdt fast. Han tog dens frihed fra den, og holdt den lille fugl fanget imellem sine fingre, som var han mester af liv og død. Og han opførte sig fucking også sådan! Han skulle ikke frarøve den fugl sin frihed, og han skulle fandme ikke tro at han var Gud over alle fucking sammen!
Hendes hånd fløj frem, og hun greb fat i fuglen med den ene hånd, hårdt men stadig blidt nok til ikke at skade den. Hun rev den fra ham med en snerpende bevægelse, og åbnede så blidt hånden væk fra ham, da hun fik fat i den. Fuglen sad lidt forskrækket, men fangede hurtigt at den var fri, og baskede tøvende med vingerne. Luften bølgede imod hendes blodige fingre, og snart efter fløj fuglen af sted, igennem de tykke tågebanker og på vej mod friheden. En snerrende lyd fremstod fra hendes strube, da hun snurrede omkring og lagde blikket imod den gamle dæmon endnu engang.
"Hvem fanden er du, siden du tror at du kan berøve nogen overhovedet for deres frihed?! DU ER IKKE FUCKING GUD! Du har ikke ret til en fucking skid! Læg dig dog ned og dø, gider du!? Ellers vil jeg fandme med glæde hjælpe dig!"
Hun lænede sig fremad, med ild flakkende igennem det grønbrune blik, og en sølvring der næsten lyste i tågerne. Der var ikke mange centimeter imellem dem, da hendes fremgang stoppede. Det var dumdristigt og farligt at opføre sig sådan, men Delilah var mere end pissed, og i dette humør ville ikke en lavasø stoppe hende fra at svømme derover. Hun var alt for pissed til at tænke rationelt.
"Du bliver fandme glemt. Du er nobody. Mig? Hadet folk har til mig vil leve videre længe. Men når jeg endelig bliver glemt, når jeg endelig får fred fra alt det pisse voldsomme had alle har til mig? Det bliver en fucking lettelse. Jeg anerkender ikke en fucking skid. Og jeg skal ikke smalltalke med en eller anden random dude. Fuck af."
Hun lagde en hånd på hans skulder, og skubbede sig væk fra ham, ved at lægge pres på hans skulder. Han var velkommen til at hade hende, eller til at føle sig fornærmet. Hun fornærmede ham, hun svinede ham til. Men ingen skulle berøve nogen deres frihed, uden vrede dunkede igennem hende. Ingen!