Are we gonna die young? - Anastacia -

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
T: Ved at nærme sig aften.
V: Overskyet men lunt.
S: Skoven.

Han hørte det, højt og tydeligt. Den høje, luskende og klamme latter, efterfulgt af en piges klynk for, at komme væk. Han var på spring. Hylstret med pistolen i, daskede til hans lår, imens han løb igennem skoven, for at finde kilden til denne lyd. Det var nysgerrigheden der drev ham derhen. Lysten til, at lege helt var ikke det der drev ham. Næh nej, det var ren nysgerrighed for, at se hvad det var der foregik. Han sprang op på en gren og spejdede rundt med sine lysende, krystalblå øjne. Lige der, i lysningen, stod en flok banditter og holdt en ung pige nede, ved at presse hendes krop imod jorden, så hendes ansigt blev fyldt med jord og mudder. Deres latter var som, at lytte til en flok hyæner fra savannen. Xander sukkede svagt for sig selv. Han havde sagt til sig selv ikke, at lege helt, men af en eller anden grund, fik han en lyst til, at hjælpe pigen og gøre det af med banditterne. Måske var det mere lysten til at slå løs på nogen der fortjente det, der drev ham.
Han skulle lige til, at vende ryggen til, da pigen kort løftede ansigtet op og fik ham til at stoppe på stedet. Det ansigt, det var ikke til at tage fejl af. Det var hans kønne 'veninde', eller fjende, hvad de nu var, der lå på jorden med kroppen presset imod jorden. Endnu engang formåede han at sukke. Nu var der en grund til, at gå løs på disse banditter. Desuden, det kunne jo være det blev sjovt?
Med stor lethed, sprang han ned fra træet og landede på benene, hvor han derefter hurtigt var på vej hen imod balladen. Den ballade han snart skulle rode sig ud i.
En af banditterne skulle til, at rive Anastacias trøje af, da Xander sprang på ham bagfra og tvang ham til, at vælte bagud, ved at lægge alt sin væk i sig, imens han selv strakte sig bagud. Lige inden manden ramte jorden, sprang Xander væk fra ham og landede nær Anastacia. Han rakte sin hånd ned til hende. De krystalblå øjne søgte kort kontakt med hendes..
Hurtigt var en af de andre banditter henne ved ham. Han lod sin store hånd, gribe sig om Xanders hals og fik ham kort til, at gispe efter luft. Da manden ville stramme mere til, tog Xander sin dolk op af sit andet hylster og stak den ind i maven på ham. Den store mand faldt med det samme, sammen på midten, imens en blodpøl spredte sig langsomt på hans trøje..
Xander blev stående ved siden af Anastacia og tog ikke øjnene fra de andre banditter.

Da banditterne tog fat i hende, forbandede hun sig selv for at have efterladt Reid. Skænderiet med hendes tvilling virkede nu så formålsløst i samligning med dette. Anastacia havde måske rævegener, men når de var så mange ville ikke engang en rigtig ræv havde kunnet komme væk fra dem. Så mens hun lå der i mudderet og sprællede og bed og kradsede, tænkte hun, at hun nok egentlig burde være mere forsigtig. Hun havde aldrig tænkt over at hun jo bare lignede en uskyldig, våbenløs, 16-årig menneske pige. Det plejede faktisk at være en fordel, men i lige denne situation var det virkelig ikke. I denne verden betød det at en pige som hende, der gik alene rundt i en skov, bare bad om at blive overfaldet.
For at tænke på noget andet en at mændende prøvede at hive tøjet af hende, fokuserede hun i stedet på hvad Reid lavede; han var blevet alarmeret og prøvede nu at nå frem til hende.
Da hun prøvede at bekæmpe manden der holdt hende nede, kiggede hun hurtigt op... og fandt ham kiggende på hende, hvorved hun forbandede sig selv endnu højere for at Xander skulle se hende i sådan en sårbar situation.
Hun spyttede mudder ud af munden, og mumlede en ed ned i jorden.
Ligeså snart trykket fra hendes ryg lettede sig prøvede hun at komme op at stå. Alt luften var dog blevet slået ud af hendes lunger, og først da Xander havde dolket en af de andre, kom hun vaklende op at stå.
"Blærerøv..." mumlede hun lavt, men han kunne selvfølgelig høre det, og det vidste Anastacia.

Blærerøv, Ana's søde stemme suste forbi hans øre og fik ham til, at skære en kæk grimasse og derefter dreje hovedet for at se om på hende. Det var typisk dem at være sådan overfor hinanden, ikke venner, men ej heller fjender. Der var noget over hende som Xander brød sig om, dog kunne hun aldrig få ham til, at indrømme det overfor hende.
"Hold op Anastacia," Han strammede grebet om sin dolk og smilede kækt til hende. Det kække smil, der takket være incubus blodet i hans åre, gjorde at han var bedårende at se på. "Du ved du har savnet mig," Han blinkede drilsk til hende, før han sprang frem imod en af mændene. Dolken gled perfekt rundt imellem hans hænder, og før manden kunne nå, at se sig om, havde Xander snittet hånden af ham. Med et højt rædselsskrig, forsvandt manden og de andre fulgte en efter en med ham. De krystalblå øjne tilhørende den unge dæmon, så efter dem med et skærende glimt af sejr og kækhed. Efter nogle sekunder, puttede han dolken tilbage i dets beholder og så om på Anastacia. Det ødelagte tøj på hendes krop, fik ham automatisk til at tage sin egen skjorte af, og give den til hende. Det ville ikke blive koldt for ham, eftersom han havde en langærmet trøje indenunder. Skjorten var stor nok til at dække de mest ædle dele ved Ana. "Her," Hans stemme lød ikke venlig på nogle punkter. Det lød snarer som en lille kommando. Som sagt, deres forhold var... specielt.

Hun fnyste højt, og prøvede at samle sit tøj sammen om sig. Selvfølgelig ville hun aldrig sige det højt, men ja, hun havde savnet Xander. Hans øjne når de kiggede på hende, måden han altid var så heltemodig på, hans smil... Hun elskede disse ting, og så meget andet ved ham, men de pissede hende virkelig også af.
Anastacia kiggede ondt på ham, og gad ikke engang hjælpe ham med at få resten til at løbe sin vej, da hun vidste at han ikke behøvede hjælp. Da han blinkede fnyste hun igen. Hun vidste at måden hun opførte sig på, ikke var særlig moden, men hun var ret ligeglad.
Hun flåede trøjen ud af hånden på ham, da hun vidste hun behøvede den, men hun havde virkelig ikke lyst til at tage imod den. Hun skyldte ham mere og mere for tiden...
"Så hvad laver du herude?" da hun kiggede på ham, fortrød hun det bitterligt: Hun blev fuldstændig hypnotiseret af hans blå øjne, og hun kiggede hurtigt væk igen.

Det var klassisk for dem, at opføre sig sådan overfor hinanden. Den måde hun flåede trøjen ud af hånden på ham, gav ham et kækt og flabet grin på læberne, imens han lagde armene over kors på brystet. Hendes lidt barnlige opførsel lige nu var han van til og da det var hende, var det bare nuttet. Så snart hun så hen på ham, bemærkede han at hun hurtigt så væk igen, som havde hans ansigt brændt hendes øjne. Han undgåede at stille spørgsmål til det. Det var sikkert ikke noget særligt. Han fjernede et kort øjeblik sin hat, for at køre en hånd igennem de mange rodede lokker under den. Da hendes yndige stemme endelig forlod hendes læber, kiggede han hen på hende og sørgede for at se hende i øjnene, hvis hun nu var i færd med at tage skjorten om sig. "Jeg bor herude, i en hytte for mig selv og kom tilfældigvis forbi dig, imens du var i problemer," Han smilede kækt til hende. Det smil tilhørte bare ham... "Hvad med dig selv? Hvad laver du herude og hvor er din lille ræve ven?" han så ned på jorden efter den nuttede lille pjuskebolt.

Hun nikkede kort til ham, som svar på at hun havde hørt det, imens hun prøvede at tage skjorten på. Det var bare åndssvagt at beholde den fuldstændig ødelagte trøje på, så hun gik hurtigt om bag et træ, hev trøjen af, og gik tilbage mod Xander, mens hun knappede den.
Lige da han spurgte efter Reid, kom han slentrende ind mellem træerne. Da han havde fundet ud af at Xander var der, havde han taget det med ro. Selvom Reid ville beskytte Anastacia mod alle hun ikke brød sig om, elskede Reid Xander. Han forstod sig ganske godt på mennesker, men havde alrig forstået Xanders og Anastacia specielle forhold. Det eneste han vidste var at Xander lige nu havde beskyttet Anastacia. Derfor lagde Reid sig for Xanders fødder, lige da han så ham. Anastacia sukkede.
"Så du redder bare hele tiden piger i nød?" sagde hun med en lidt hånende tone, men hun var egentlig ret taknemlig for at han var kommet hende til hjælp, hun hadede bare at se at Reid var med ham istedet for hende. Så meget for søskendekærlighed.

Da hun gik om bag et træ, så han sjovt nok af høflighed ned i jorden og gjorde alt hvad han kunne for ikke at lade øjnene strejfe hen imod træet. I det han spurgte om pelsbolden kom den luntende hen imod ham og lagde sig ved hans fødder. Vel dens måde, at sige tak for at du reddede min søster på. Han satte sig på hug og strøg den over dets bløde pels. Dyr havde Xander intet imod. Ikke at han selv ville til at have kæledyr rendende, men de kunne nu være smukke og søde at se på, måtte han indrømme. Selvom Ana snakkede til hende fortsatte han med at lade hånden forsvinde ned i den bløde pels. Han kiggede dog op på hende, da han skulle til og svare hende. Hånen i hendes stemme gjorde ham ikke så meget, det skulle hun vel også have lov til at være. Dog kunne han ikke lade være med at grine kækt over den lille helte kommentar.
"Tvært imod Ana," han aede ræven en sidste gang, før han rejste sig op og strakte sig. "Jeg gjorde det fordi det var dig, du fortjener ikke at dø," Da det gik op for ham hvad det var han lige havde sagt, rømmede han sig hurtigt og smilede kækt, for at se om han kunne rette op på bekymringen han kort havde vist overfor hende. "Men det var da så lidt, en sjov måde at sige tak på," Han gik hen imod hende med rolige bevægelser, imens de krystalblå øjne lå på hende. "du svarede ikke på mit spørgsmål om hvad du lavede herude," Han bed sig nysgerrigt i underlæben.

Anastacia hjerte hoppede kort i brystet på hende da han sagde det, men hun viftede bemærkningen væk. "Nu skal du ikke være så sentimental, Alexander..." Ordende blev ikke så hårde som hun kunne have ønsket.
Da Xander begyndte at gå hen imod hende, strakte Reid sig også, og lagde sig om på ryggen for at sove. Anastacia rullede med øjnene, men var sammentidig meget opmærksom på måden Xander kom gående mod hende, og hun kunne næsten ikke få øjnene væk fra der hvor han bed sig i læben.
"Uhm, jeg..." hendes stemme døde hen. Han vidste vel hvad hun lavede for at overleve, og i hendes mening, var det da slet ikke sådan en forfærdelig ting. Han havde da også lige dræbt en. Alligevel pakkede hun hendes ærinde lidt ind. "Jeg prøvede at slippe væk efter at have stjålet noget..."

Hendes tøven gjorde ham med det samme klar over, hvad det var hun havde lavet herude og som altid gav det ham et smil på læben. Hun kunne stjæle så meget hun ville, så længe det ikke var fra ham, trods alt, var han selv lige blevet medlem af en klan hvor det bla. også galt om at stjæle. Blikket der lå på hans læber, fik ham sjovt nok til, at slippe sin underlæbe og smile drilsk og varmt til hende. "Javel ja, hvad fik du så fat i denne gang?" Han satte hovedet på skrå. "Du plejer altid at få fat i nogen ret så gode sager," Hvor kom alt den ros pludselig fra? Han gik roligt forbi hende og gjorde et nik til at hun skulle følge med ham. "Kom med, så du kan få vasket alt det mudder af," Han smilede drilsk til hende endnu engang.

// ik det bedste svar, undskyld ^^

Anastacia blev ret så overrasket over at blive rost på den måde, og hun kiggede genert ned på sine fødder. Men ærlig talt, denne gang havde han ingen ide om hvad hun havde stjålet, og hun aftalte hurtigt med sig selv, at det kunne han heller ikke få at vide.
"Det rager da ikke dig..." hun kiggede diskret ind mellem træerne, hvor hendes stofpose var forsvundet, da hun blev overfaldet. Den lå der stadig, men hun havde ikke tænkt sig at tage den tilbage foran Xander. Den måtte vente.
Og vente længe måtte den, for Anastacia havde ikke tænkt sig at vandre rundt så mudret. Modstræbende fulgte hun efter Xander.

//Ilm.!//

Det ragede ham nok ikke nej, dog måtte han indrømme, at han var ret så nysgerrig om hvad det var hun havde fundet, men om han nogensinde måtte få det at se, kom sikkert ikke på talefod. Da hun modvilligt fulgte med ham, kunne han mærke hvilken stilhed der blev imellem dem. Inderst inde, kunne han ikke bedømme om det var en rar eller akavet stilhed. Han måtte indrømme, at han havde savnet hende, på en mærkelig måde. Deres små skænderier, den måde de altid var uenige på, også alligevel kunne få hinanden til at blive tavs for ord. Kun sammen med hende havde han det sådan. Han puttede hænderne ned i sine bukselommer. Pistol og dolkehylstret klappede ham med en dunkende og vandedannende lyd på baglåret imens han gik. Tavsheden imellem dem, gjorde at han automatisk på hen på Ana, selvfølgelig imens han så den anden vej. Han måtte indrømme at hun var køn. Aldrig havde han set nogen have øjne som hende. Hele hendes ansigt var specielt på sin egen måde.
Hurtigt rystede han på hovedet og kom ud af den tanke. Det var ikke nu han skulle gå og beundre hende, han skulle slet ikke beundre hende, de var konkurrenter! Eller, hvad de nu skulle forestille at være... vennefjender?

Da de kom til hytten, efter noget der føltes som en evighed, åbnede han døren og lukkede Ana indenfor. Hvis hun da ville med ind. Det var en hyggelig lille rødbrun træhytte, med tre vinduer. Det ene ved det der skulle forestille stuen og det andet ved køkken og værelse. Inden man kom ind af døren, trådte man op på en terrasse lavet af, ganske rigtigt, træ. "Velkommen til min lille træhytte af et hjem," Indenfor, var der egentlig ikke så meget at se. Nogle reoler der, hvid maling på væggen og en sjov duft af bål. Ikke at han vidste hvor den kom fra.
Han smuttede ud i køkkenet, fandt en spand og fyldte den med vand og derefter en klud. På samme måde som han havde rakt hende skjorten, rakte han hende spanden med vand. "her, jeg regner ikke med at du vil helt i bad, selvom det kan du da også få lov til,"

Da de begyndte at gå, lagde Anastacia hurtig mærke til den dunkende lyd. Den irriterede hende grænseløst, men hun kunne ikke få sig selv til at sige noget til Xander, eller at gøre noget ved det. Så i stedet for at være meget opmærksom på at hun gik sammen med Xander fokuserede hun på lyden. Og den irriterede hende mere og mere, men i det mindste fokuserede hun ikke på Xander.
Da de kom til hytten, slog det hende, hvor meget dette sted råbte Xander. Da lyden hørte op, kiggede hun på ham hun havde prøvet at undgå i så lang tid. Xander vakte følelser i hende hun ikke brød sig om, og da han gik hen for a fylde vand i spanden, kiggede hun rigtigt på ham. Hun havde virkelig savnet ham og hans åndssvage hat.
Hun tog sukkende i mod spanden. "Tak," mumlede hun træt, og rystede på hovedet af hans tilbud.
Hun begyndte at vaske sig i ansigtet og halsuskæringen, mens hun i øjenkrogen holdt øje med hvad Xander lavede.

Hun tog imod spanden. Han nikkede til det og gik derefter lidt rundt i køkkenet, for at hun skulle have lov til, at gøre det i fred. Den konstant imod hans baglår fik ham til at dreje hovedet og se ned imod begge hylstre. Måske det var på tide, at lægge dem fra sig et øjeblik. Så længe han ikke gik nogen steder uden dem. Han gik med rolige skridt ind på sit værelse, fjernede begge hylstre og lagde dem på kommoden. Et blidt suk forlod hans læber. Han vidste egentlig ikke rigtig hvad han skulle gøre. Nogle minutter gik, før han igen gik ud i køkkenet til Ana og sendte hende et skævt smil. Lyden fra når han gik var nu endelig forsvundet. Vandet i spanden var blevet grumset af mudderet fra hendes ansigt, hvilket førte tankerne tilbage på mændene og det de kunne havde gjort, hvis ikke han havde kommet... Ikke at hun sikkert kunne have klaret det selv. Men... Hvorfor tænkte han overhovedet på det?
Han satte sig på en af køkkenstolene. "Er der andet du mangler?" Han kunne ligeså godt fortsætte med at hjælpe hende nu når han var i gang.

Anastacia smilede da han lagde hylstrene på kommoden, men gemte smilet i kluden hun holdt op foran ansigtet. Det var som om han kunne læse hendes tanker, hvilket faktisk gjorde hende lidt ilde til mode. Da hun havde renset sit ansigt gik hun videre til sine arme, og prøvede endda at få noget af mudderet af hendes bukser, hvilket bare gjorde dem endnu mere våde. Da han sukkede, blev hendes smil endnu større. Da han kom tilbage, kiggede hun nysgerrigt på ham. Hendes hjerte hoppede en gang da han smilede, og hun kiggede hurtigt ned i spanden.
"Du har gjort alt for meget for mig allerede," sagde hun, og rystede på hovedet så vandet der var på hendes ramte Xander. Hun undertrykte et grin. "Undskyld!"


//Det er ikke så meget at arbejde med, undskyld...//

//Det er skam i orden, gav heller ikke det bedste svar C:

Det lå til at hun havde fået det meste af mudderet af allerede. Han bemærkede de våde pletter på hendes bukser, hvilket fik ham til, at grine svagt for sig selv. Grinet var ikke hånende på nogen måder. Han syndes blot det var en sjov og kær tanke, at hun også ville have mudderet af bukserne, selvom hun ikke kunne mærke det. Da hun fortalte ham, at han allerede havde gjort en del for hende, kunne han mærke en snøren sammen i hans hals. Han havde vel gjort noget for hende, men, vel ikke så meget igen havde han? Og hvorfor fik det hans hjerte til at galopere svagt? I det han ville rejse sig op, rystede hun på hovedet og gjorde sådan, at vandet fra hendes ansigt og måske halv våde lokker ramte ham, så han lukkede øjnene i. Det undertrykte grin hun undslap bagefter, fik ham bare til at klikke med tungen og han åbnede endnu engang øjnene. De fangede straks hende og hun ville nu være klar over, hvilken lille hævntørst og drilleri der lå i ham, så snart hun så glimtet i de krystalklare øjne. "Hvis det er på den måde," Med de drilske ord der forlod hans læber, tog han hånden ned i spanden med vand og begyndte at kaste vandet over på hende, imens en varm latter efterlod ham.

Da han lukkede øjnene, blev Anastacia hurtigt bekymret for at han var blevet vred over det. Men da hun kiggede ham i øjnene, prøvede hun at holde et sort smil tilbage. Anastacia skreg på en ikke særlig Ana-agtig måde, da vandet ramte hende, og hun vendte sig vredt mod Xander. Hendes øjne smilede godt nok stort til ham. Anastacia kunne ikke lade være; ligeså snart Xander begyndte at grine, grinede hun med ham.
"Det gjorde du bare ikke!" fik hun hikset frem mellem grinene. Det var ment truende, men fordi hun grinede, mistede det lidt effekten.
Anastacia droppede vanddrypperiet, tog fat i spanden og gik målbevidst hen til Xander. Dog med et stort smil på læberne.

Han fortsatte med at kaste vand på hende. Små dråbe af gange, men det var nok til, at starte en vandkrig. Lyden af hendes latter, fik blot ham til, at blive ved med at grine og blot fortsætte. Den lille truende sætning hun kom med, var ikke nok til at standse ham. Tvært imod blev han bare ved og ved med, at kaste vand på hende, kun ved hjælp af sin ene hånd. Pludselig rejste hun sig og tog til hans overraskelse spanden med sig. De truende bevægelser hun kom hen imod ham mod, var nok til at han rejste sig op. Han forsøgte at lade være med at grine, da han ville lade en lille trussel forlade hans mund. Det var dog svært. "Du.. Du vover!" Han kunne ikke lade være med at smile. Truslen blev snarer til et spørgsmål på om hun nu turde at gøre det. Han begyndte langsomt at bakke. "Ana, jeg sværger, du får så meget igen hvis du gør det!" endnu engang blev trussel til en klukkende latter. I stedet for at bakke gik han nu langsomt hen imod hende, kun for at se om han nu kunne tage spanden fra hende.

Hun grinede triumferende, da han begyndte at gå hen imod hende, i stedet for at bakke væk fra hende. Pludselig stod hun helt tæt ved ham med kun spanden imellem. Hun ville ikke miste spanden nu. Vandet faldt dog ud over det hele, og gjorde både Anastacia og Xander våde.
"Åh, jo jeg gør!" grinede hun. "Kom nu, Alexander, det er bare lidt vand!"
Anastacia prøvede at hælde vandet ud over ham, men endte bare med at plaske på sig selv og gulvet. Hun grinede, og fik endelig hældt noget af spanden udover Xander.


//Okay, undskyld de bliver kortere og kortere:)//

// Pyt med det, det er ikke længden men indholdet der tæller

Der var nu kun spanden imellem dem. En spand fyldt med vådt og beskidt vand. Det var egentlig ikke så meget tanken om, at blive våd der generede ham. Denne lille form for leg generede ham slet ikke, det var mere det, at den der fik hældt spanden udover sig havde garanteret tabt og han var ikke en god taber! Det lå dog til at spanden var svære at styre end man skulle tro, siden det lykkedes for Ana at gøre dem begge to våde, selvom det var hende der stod med den. Han grinte så hans mave gjorde ondt. Hvornår han sidst havde haft det så sjovt kunne han ikke huske.
"Bare lidt beskidt vand!" grinte han og forsøgte at danne et skjold om sig selv med sine hænder, da hun til sidst fik hældt vandet udover ham og lidt sig selv.
Vådt tøj klistrede sig nu ind til hans krop og selvom han hadede den følelse, så kunne han ikke stoppe med, at grine. Det lykkedes ham at få fat i spanden og derved hælde noget vand udover hende. "Jeg smider dig i søen gør jeg!" Med de ord, greb han om hendes hofter og begyndte at løfte hende, ved at tage hende over hans skulder. En drilsk latter forlod hans læber. "Et sidst ord før du ryger i søen?" Han begyndte langsomt at gå ud imod døren.

Anastacia grinede højt over hans forsøg på at lave et skjold mod vandet, men udstødte dog et lille skrig, da han fik hældt resten ud over hende. Da han tog fat om hendes hofter, fik hun et lille sug i maven, og lod ham kaste hende over skulderen, skønt hun vred sig lidt for at han skulle have lidt modstand. Hun grinede dog så meget at det var svært at gøre modstand.
"Uhm, jeg håber at vandet er renere end mig...?" svarede hun, men det lød mere som et spørgsmål, og hun grinede endnu højere, selvom hun faktisk hadede vand. Hun følte sig bare så... tryg sammen med Xander.

Håbede hun på vandet var renere end hende? Var det hendes sidste ord? Han klukkede lavt over hende og rystede på hovedet. Det var en klassik Ana replik. Hvad havde han regnet med, at hun ville tigge og bede ham om ikke, at smide hende i søen? Måske, men at hun var frisk på at han gjorde det, var skam også godt nok.
Han gik ud af døren, stadig med hende over sin skuldre og selvom hun nok ikke kunne se det, så havde han et smil på læben. Et ægte smil. "Det håber jeg også at det er," Hans stemme var som altid drilsk. Selvfølgelig var vandet renere end hende. Det var klart og frodigt som altid. Han satte i løb og stoppede ikke før de nåede søen. De drilske og smidige bevægelser, var så småt begyndt, at nærme sig vandkanten. "Sikker på du ikke vil tigge for ikke at ryge i?" Det var som en drilsk lille hvisken. Før hun nåede at svare, lod han som om, at han skulle til at smide hende i, men beholdte hende på sin skulder, imens en klukkende og varm latter sivede med sommervinden. Pludselig stoppede han med at grine, da hans fod gled i mudderet, så han selv røg ned i søen, sammen med Ana. Et højt plask ramlede om ørene på ham og alting blev nu overbemandet af vand. Han tog hovedet op over vandet og åndet ud. "Det der var så ikke meningen!" Endda nu kunne han ikke lade være med at grine.

Anastacia grinede højt over den absurde tanke at hun ville tigge ham om noget.
"Aldrig!" grinede hun, men holdt dog godt fast i Xanders trøje.
Da Xander faldt, skreg Anastacia igen. Hun skreg da mere i dag en hun nogensinde havde gjort. Vandet susede over øerne på hende, og da hun kom op over vandet, hostede hun med besvær, fordi hun grinede så meget over hvad han sagde. Da hostenen holdt op, kiggede hun på ham, dykkede ned under vandet og kom op igen med munden fyldt med vand, som hun spyttede på ham.
"Ej, ups, det var ikke med vilje," sagde hun med en meget lys stemme, og grinede så over hvor latterligt det hele var.

Hvad havde de egentlig gang i? De fjollede begge to rundt, som havde ingen af dem haft en tid som denne før. Skulle Xander være ærlig, så havde han aldrig haft en tid som denne før. En tid hvor han bare fjollede rundt og slappede af, hvor han ikke skulle bekymre sig om fjender eller om mad. Han kunne bare slappe af sammen med Ana. Om han så ville indrømme det eller ej. Da hun kom op til overfladen forsvandt hun hurtigt igen, hvilket fik ham til at løfte på begge øjenbryn, i et stort spørgsmålstegn. Før han kunne nå at tænke så meget over det, var hun oppe ved overfladen igen og spyttede vand ud i hovedet på ham. Perfekt, som om han ikke var våd nok i forvejen! Han grinte bare af hende og svømmede kort truende hen imod hende. Dog stoppede han nogle få meter fra hende. "Sikkert ikke," Han smilede overraskende blidt til hende. I nogle få sekunder nød han bare følelsen af det kolde og klare vand, samt det at han bare kunne være rolig og have det sjovt sammen med Ana. "Lad os komme op herfra, hvad er det dog vi laver," Han rystede drilsk på hovedet af dem begge og svømmede derefter hen imod kanten.. Her satte han sig på græsset. Han måtte indrømme, at det føltes bedre at være ude i vandet, der havde ens tøj ikke følt sig så tung og klistrende. "Så Ana... Hvornår må jeg se den ting du har stjålet?" Som altid, sendte han hende et drilsk og udfordrende smil. Han drejede sin trøjes kant rundt i sine hænder, så et helt vandfald forlod den og faldt ned på græsset.

Anastacia skubbede nogle våde hårlokker væk fra sit ansigt, og blev pludselig pinlig berørt over hvordan det havde udviklet sig. Hun havde faktisk grinet. Med Xander. For 10 minutter siden ville tanken havde lydt absurd. Hun prøvede at komme tilbage i sin gamle rolle hun prøvede at bevare når hun var sammen med ham, men det mislykkedes totalt for hende. Hun var blevet for tryg og afslappet omkring ham, og havde fuldstændig åbnet sine barrierer for ham. Hvilket hun overhovedet ikke brød sig om. Anastacia blev stående ude i vandet, da Xander svømmede ind. Hun foretrak afstanden fra ham, og det var faktisk meget dejligt, da hun egentlig ikke havde været i bad i noget tid. Ræve brød sig ikke vildt meget om vand.
Hun rystede på hovedet. "Xander... Det vil du ikke se," hun smilede sørgmodigt. Hun turde næsten ikke fortælle ham hvad hun havde gjort, hvad hun havde stjålet, i frygt for at han ville kigge anerledes på hende.

Han fjernede hatten fra sit hoved, rystede den så godt han nu kunne fri for vand og placerede den derefter ved siden af sig. En hans måneblege hænder kørte igennem hans hår og uglede det, for at lade vandet sive ud af det også, med det resultat at han bare endte med et pjusket, vådt morgenhår. Da Anas yndige stemme omfavnede hans øre, løftede han hovedet og så nysgerrigt hen på hende. Det sørgmodige smil på hendes læber gjorde ham sjovt nok... Utilpas? Hvorfor havde det dårligt over at hun pludselig var sørgmodig? Han bed sig i underlæben og kørte endnu engang en hånd igennem sine våde lokker. Ville han ikke se det? Hvis han ikke ville se det, havde han ikke spurgt ind til det. Hvad var det siden hun slet ikke ønskede at vise det til ham? Så slemt kunne det vel heller ikke være?
Han så ud på hende, med et svagt og nysgerrigt smil på læben. "Hvorfor ønsker jeg ikke det? Hvor slemt kan det være Ana?" Hovedet var sat på skrå og hvilede på hans underarm, der hvilede på knæene, som var trukket op til hans mave.