Du efterlod mig, så bare forsvind //Delilah~Privat//

Sted :: Kroen det brændende træ.
Tid :: Det er lørdag aften klokken er omkring 21:30
Omgivelser :: Fulde væsener hvis man kommer ind i kroen ellers er det ikke et øjne på gaden.
Vejr :: Det er køligt. (Kommer i emnet)

Denne aften var lige så mange andre, det var køligt at man skulle tro det var ved at blive venter igen, selvom der var langt tid til det, mørket havde næsten overtaget man kunne stadig svagt så månen bag nogen mørke skyer som havde overtaget det næste af himlen, man skal være heldig hvis man overhovedet så den ellers så dejlige måne lige i aften, vinden var så stille at man skulle stå stille for at mærke at den var til stede ellers havde man svært ved at vide om den overhoved findes.

Ude i dette vej gik en håbløs dæmon, denne dæmon synes selv han havde været nok igennem og nu havde han opgivet at finde sit andet jeg, han er blevet glad for den dæmon som han er blevet til, en dæmon som er ligeglad med andre væsner ud over sin egen race, den eneste race han sådan rigtig tænker på er Incubus og Succubus, ikke nok med han selv var en af dem, så synes han også at folk er ved at glemme dem fordi der er så mange andre dæmon racer i verden.

Denne dæmon har også et navn lige som alle andre i denne verden har, nogen kender ham og ville helst undgå ham også er der andre som bliver påvirket af det han har gjort, navnet på denne dæmon er Oliver, en lidt særlig dæmon hvis han selv skal sige det, han har både gjort gode men også dårlige ting, som f.eks. en dårlig ting som har lavet om på hans liv er at havde dræbt Caroline's lille datter, men det er langt tid siden og han har ikke mødt hende endnu, men han ved også at dagen ville komme før han ved af det, men imens ville han bare leve livet som en dæmon han havde havde troet at han ville blive.

Han forsatte ned af gaden med sin mørkeblå jakke godt op omkring sin hals for ikke at blive syg, selvom han aldrig har oplevet at være syg endnu, han havde iført sig et par sorte bukser som sidder utroligt godt på ham selvom han har tabt sig utroligt meget siden Alex forsvandt, og han havde stort set opgivet hende, selvom der alligevel er et lille håb inde i ham som ønsker hende tilbage, det samme gælder en anden dæmon som efterlod ham da han havde allermest brug for hende, og han ved bare ikke hvor henne hun er, selvom han havde opgivet for længes at lede efter hende.

//Håber det er godt nok //

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Månens blege stråler kæmpede en brav kamp for at bryde igennem skydækkets tykke tåge, men de få lysglimt der blev presset igennem vanddampen, gjorde ikke megen nytte, den næsten blæksorte aften. Kulden fór direkte igennem både jakker og stof - inklusiv det mørke stof, der omringede en dæmons krop. Hendes skridt var hastige og glidende, som hastede hun imod noget bestemt - eller fra noget.
Mørke læderstøvler hamrede imod jorden, men det lykkedes dem at klinge lydløst i natten, i stedet for at klapre hver gang de ramte jorden, som ellers virkede naturligt. Om hendes krop smøg en blålig, næsten sort trøje sig tæt, og snoede sig hele vejen om op hendes hals, for at skjule bestemte mærker der bevægede sig hele vejen op af hendes rygrad, og først bremsede i toppen af nakken. Mørke bukser, der næsten gik i ét med trøjens afslutning, omsluttede de lange ben, og klistrede sig næsten dertil, præcis som trøjen klistrede til hendes krop.
Mørke krøller slangede sig legesygt om hendes ansigt, og blæste svagt bagud af hendes hastige fremdrift, men bugtede sig for en gangs skyld ikke i den vind, der netop havde lagt sig til at dø. Men intet af dette, var specielt opsigtsvækkende, på trods af hendes former der tydeligt blev fremvist i mørket.
Det der tiltrak sig ens opmærksomhed, hvis man lagde blikket på denne kvinde, var uden tvivl hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. En mørk, næsten sort kant omringede hendes iris, og brændte ind til en flammende rød farve. Som flammer der slikkede igennem hendes øje, blev blikket mere og mere gult, jo længere ind det nåede, inden det pludseligt blev afløst af en lysende sølvcirkel om pupillen, der syntes næsten flydende.

- Neco .. Ikke i aften ..
Hvad skal jeg ellers gøre? Drukne? Sådan fungerer det, for fanden!
Hendes tanker blev fyldt af et næsten desperat skænderi fra Chayas side - eller måske nærmere en tryglen fra ånden side, men Delilah var ikke til at rokke, på netop det punkt. Afhængighed? Hun var fandme ikke afhængig af noget som helst! Nu måtte kællingen altså stoppe med det pis ... Det var jo bare latterligt.
Som hun var snoet ind i sine tanker, og fanget i sit eget spind, blev hun flået ud derfra hurtigere end hun havde regnet med. En eller anden tumpe vaklede til siden efter et kraftigt skub, så han hamrede ind i den hastigt travende dæmon, som omgående blev revet ud af balance, og blev sendt afsted til siden, i usikre, bambi-på-glat-is skridt.
Og det var naturligvis der, manden der var væltet ind i hende, valgte at række ud og gribe fat i hendes ben, og trække i dem, som ville det hjælpe ham med at få rejst sig op. Dette trak istedet benene væk under Delilahs krop, så hun hamrede forover, og direkte ind i en eller anden der uheldigvis havde stået foran hende. Hun kunne mærke hans krop blive slået ned af hendes fald, og hvordan hans krop landede under hendes.
I et ryk fik hun rettet sig op ved at løfte sig op på armene over mandens krop, efter kun et par sekunder hvor hun havde ligget og rodet rundt. Kun halsen og skuldrene løftede sig - resten af hendes krop lå stadig udstrakt over manden ... dæmonens krop - men det var nok til at chok i samme sekund afløste den hamrende vrede der havde været ved at overtage hende. For ansigtet hun lagde blikket på, genkendte hun straks.
"Oliver!?"

//OOC: Tilladelse til karakterstyring er blevet givet.