Total Eclipse of the Heart - Josh-Arycia -

En snerren fra en ulv, en lyd hun var van til denne var bare større end hendes egne. Stella skulle næsten lige til at smile da mændene alle dæmonerne var mænd - og så hende. Da de faldt sammen ville hun lige til at smile - indtil smerten i hendes krop fra det lys den engel der var kommet udsendte - det var første gang man hørte Stella skrige - hun havde aldrig skreget før. Det var nærmest uhyggeligt for hende - smerten det var som om den brændte hendes hud op. Hun lå bare tilbage og hev lidt efter vejret, inden hun fik sat sig op igen - stædig som hun var. Stella kiggede op på Arycia og nikkede til at hun klarede den. Så opdagede hun ulven der slagtede dæmonerne - og holdt vejret i håb om at den ikke ville dræbe hende- for hun ønskede trods alt ikke at dø. Stella så rundt ud af øjenkrogen på de kvinder der løb ud af døren da de havde chancen. Stella med sine nye brændsår der langsomt gik i sig selv - skulle lige have et par sekunder til at ømme sig. Hun kiggede med et dybt blik på englen der havde reddet dem alle sammen - der var noget uhyggeligt bekendt over ham. "Jeg troede alle mænd herinde tilbad Julian, og ikke reddede kvinderne herfra." Dumt tidspunkt at være sarkastisk på måske, men det lagde til hende. Dog var der et lille skævt smil på læben - til at det jo ikke var hånlig ment - men hun vidste jo heller ikke at han kendte Julian.

Ghost lukkede endnu engang sine kæber om halsen på en dæmon. Få sekunder gik inden hovedet var adskilt fra kroppen. Josh fortsatte med at slippe så mange kvinder han kunne fri, desværre, havde han alt for travlt med lænkerne til at han lod mærke til en dæmon der var ved at snige sig op bag ham. Med et hårdt slag i baghovedet og følelsen af skarpe negle, væltede Josh kort om på jorden og ømmede sit baghoved. Heldigvis, nåede han at undgå det næste slag, ved at rulle rundt på jorden og derefter komme op at stå. Inden dæmonen gjorde sit næste trick, havde Josh taget et greb om hovedet på ham og dunkede koldt det skrøbelig hoved, ned i hans løftede knæ. Dæmon faldt om på jorden, kun besvimet, heldigt for ham. Josh smilte kækt for sig selv. Ved lyden af en kvindestemme, løftede han hovedet og så to kvinder stå nær hinanden. Den sarkastisk bemærkning fik ham faktisk bare til at smile. Det var vel bare et tegn på at pigen foran ham, ikke helt var ødelagt, når hun kunne lukke en sarkastisk bemærkning ud. Dog kiggede han ned i jorden af ren høfdelighed, eftersom de rent faktisk INTET tøj havde på kroppen. Han gjorde en lav fløjten med sine læber.. Ved siden af pigerne, stod nu Ghost og så på dem, med de skinnende guld øjne.
"Sæt jer op på ham, han fører jer væk herfra," sagde Josh med en rolig stemme. Disse to piger var de eneste tilbage i rummet, så, han kunne ligeså godt tilbyde dem det. Ghost var trods alt på størrelse med en hest og kunne sagtens bære to lette piger som dem.. "Jeg lover at jeg ikke er som de andre mænd og jeg lover han ikke bider," Han så stadig ned i jorden af høflighed..
Ghost lagde sig ned på jorden, for at det ville være nemmere for pigerne at komme op på ryggen af ham, hvis det var det de ville. Det smukke væsen lå nu og så på dem med et spørgende blik i sine øjne..

Hun kiggede noget så bekymret på Stella, da hun begyndte at skrige, og der gik ikke mange minutter før hun fandt kilden, til hendes skrig, men der var ike meget hun kunne gøre for at stoppe det, for det var nødvendigt, for at mændende blev overvundet, men samtidig brød hun sig slet ikke om at se Stella i smerte.
Hun brød sig aldrig om at se folk i smerte, det bragte hende selv i smerte, at se folk lide, det var ikke lige hende.
Hun smilede, inden i sig selv, da hendes engle side langsomt var ved at komme frem i hende igen, den var ikke helt forsvundet, den havde altid ligget og luret.
Hun kiggede ned på Stella, bekymret, da hun holde op med at skrige, men lå tilbage.
Hun gav hende et svagt smil, og lod Stella side lidt, hun kendte intet til smerten, der havde fået hende til at skrige, men hun regnede med at den var voldsom, da hun vidste at Stella ellers var en meget stærk kvinde, det havde hun ligesom fundet ud af de sidste par dage hun havde brugt sammen med hende.
Hun kiggede sig lidt omkring, kvinderne løb ud, hun ville havde gjort det samme, men hun ville ikke efterlade Stella, så meget som de havde været igennem sammen, så skulle de også ud sammen.
Hun rullede, smilende, øjne af Stella, af hendes sarkastiske bemærkning. Hun lød til at have det okay fint, siden hun kunne fyre sådan noget af, men det var jo et godt tegn, lige meget hvad det var der blev sagt af sarkastiske bemærkninger.
Hun slog hovedet op, da der lød en fløjten og ulven stod ved siden af Stella og hende. Hun kiggede fascineret på ulven der stod der, og kiggede på dem. Den var så stor, hun havde aldrig set noget ligne.
De skulle simpelthen sætte sig op på den? Ja, alt for at komme væk herfra.
Hun kiggede ned på Stella og hjalp hende forsigtigt op fra gulvet. De skulle væk nu. Væk fra dette hul... Og hun skulle se Ben igen, noget hun glædet sig rigtig meget til.
Hun kiggede lidt hen på manden som havde reddet dem, men kiggede hurtigt væk igen, da en rødmen steg til hendes kinder, hun havde intet tøj på stadig, man skulle tro hun havde vendt sig til det, efter de dage der var gået, men det havde hun altså ikke helt, hun var blevet ligeglad til sidst, men aldrig var hun blevet van til det.
Hun kiggede på ulven, som lagde sig ned, hun ville lade Stella stige på først, så hun gjorde en gestus med hånden, så hun bare kunne sætte sig på den store ulv, som stadig havde hendes fulde opmærksomhed, og fascination.

Stella elskede ulve, det samme gjorde hendes bror - faktisk var det deres far som havde givet Matt sin første ulv. Den samme far der blev sindsyg og startede 'lege' som denne. Stella kiggede på den store ulv - nærmest helt fortryllet. Så kiggede hun op på englen. "Jeg er ikke bange for dig, desuden er du en engel." Stella rejste sig op og bemærkede manden der havde stået bagved det hele stadigvæk spjættede længere nede af stuen. Hun ville ikke bare lade ham leve - specielt fordi mænd som ham aldrig ændrede sig. Stella gik derhen og bukkede sig ned ved hans side - og strøj en hånd hen langs hans kind. "Desværre ingen hylder Julian." Så stak hun hånden igennem hans hud og igennem hans brystkasse, hvor hun derpå rev hjertet ud. "Uden at gå." Hviskede hun og kiggede i øjnene som sjælden langsomt forlod - og efterlod kroppen i en askegrå farve. Tom for liv. Stella smed hjertet fra sig og rejste sig op igen. Hun havde samlet lidt kræfter i sig igen - bedre end de andre dæmoner. Kun fordi hun havde håbet i sig selv til ikke at frygte - de andres håb - det havde hun smadret. Stella satte sig op på Josh. "Jeg vil takke dig, for at komme her. De fortjente det, at leve op til min far er en dumdristig ide af dem. Julian var et skadedyr." Det var en måde at takke Josh på - selvom hun ikke var den bedste til at takke folk. Stella tjekkede at Arycia klarede den. Hun lod sine fingre kærtegne den hvide pels.

Desuden var han en engel, Jah, det kunne der vel være noget om. Nok var der mange engle der opførte sig eksemplarisk, men, der var nu også de faldne, dem som langt fra valgte at opføre sig eksemplarisk. Han valgte bare smile svagt over det. Tålmodigt ventede han på at de skulle sætte sig op på Ghost. Da de til sidst satte sig op på dyret, rejste Ghost sig forsigtigt op og kiggede spørgende hen på sin ejer, der forsigtigt løftede hovedet og sørgede for kun at se pigerne i øjnene. Han gjorde et nik til dæmonpigen. "Det var da så lidt.. Julian var.. vent.. sagde du.. far?" Han spærrede overraskende øjnene op og kunne ikke tro sine egne øre. Havde hun lige kaldt hans far, for far? Ville det sige at? Han rystede på hovedet. "Lige meget, Ghost før dem udenfor!"
Ulven gjorde et spring med den massive krop og løb som vinden ud af kælderhuset, eller hvad det nu skulle forstille.. Da de var kommet okay langt væk fra det forfærdelige sted, lagde Ghost sig endnu engang ned, så det også ville være nemmere for de unge piger at komme af ham.
Imellem tiden gik Josh rundt i kælderen og ledte efter noget tøj at give dem.. Det lykkedes ham desværre kun at finde et par lårkorte kjoler, men, det var vel bedre end ingenting ikke sandt? Han skyndte sig ud af huset, med alt den fart han kunne producer og det varede kun kort før han fandt de to piger endnu engang. Med et venligt smil på læben, kastede han hver deres kjole hen til dem og vendte ryggen til dem, for at de kunne klæde om i fred. Ghost kom hen ved siden af ham, for at holde ham med selskab.
"Hvordan.. Hvordan endte i hos de dæmoner?" Spurgte han og nussede med en blid hånd, sin trofaste følgesven under dets kæbe. Ghost lukkede sagligt øjnene i. "Ved i hvordan det hele startede?"

Hun kiggede lidt efter Stella da hun gik over mod en af mændene, som åbenbart stadig var mere eller mindre, i live endnu.
Hun kiggede med det samme væk, som Stella jog sin hånd igennem manden, og trak hans hjerte ud.
Arycia havde ikke den store lyst til at se det, lige meget hvor ondt de havde gjort hende, havde hun aldrig været særlig vild med at se andre lide.
Hun kiggede lidt på Stella da hun kom hen igen, og kiggede så lidt forbavset, de hyllede hendes far, så han måtte også være en voldtægts mand. Hun rystede ved tanken.
Hun kiggede lidt på manden, og smilede svagt. "Ja, tak fordi du reddet os" sagde hun stille og satte sig på ulven, bagved Stella, lige efter hun havde sat sig.
Hun kiggede lidt rundt, i det ulven løb væk med dem. Hun så tilbage da de endelig var kommet ud fra det hul, og det forsvandt bag dem. Hun følte sig så fri, så fri som aldrig før. Det var en dejlig, dejlig følelse.
Da ulven var stoppet, og lagde sig ned igen, gik hun hurtigt af, og tog en dyb indånding af den friske luft. "Hmm... Himmelsk" sagde hun svagt og kiggede op mod himlen.

Hun blev glad da manden kom til dem, og havde noget tøj med som han gav dem, en kjole, perfekt, bare hun fik noget på kroppen.
Hun trak den hurtigt over hovedet, var egentlig ret ligeglad med hvordan og hvorledes den sad, bare den sad der og dækkede.
Hun sukkede lettet, og kiggede så hen på manden igen.
Hun kiggede lidt på Stella, da han kom med to spørgsmål.
Hun vidste ikke lige hvordan det hele startede, det eneste hun vidste, var bare at hun blev kidnappet fra hendes eget hjem.
"Jeg blev kidnappet... Men jeg ved ikke helt hvordan det startede" indrømmede hun og trak svagt på skulderne. Hun ville egentlig bare så hurtigst som muligt, væk her fra.

Dette var historien om hvordan de slap ud derfra - den friske luft var fantastisk. Friheden - at kunne ånde let ud igen. Stella tog imod kjolen han kastede og kunne ikke undgå at komme med et kækt smil - inden hun klædte sig på i det korte stof. Hun havde ikke regnet med andet, når det nu også kom fra det sted. "De vidste hvad de gik efter, forgiftede mig med vievand nok til min krop midlertidig gik ned. Min bror.." Så blinkede hun kort med et stift blik. Han måtte være syg af bekymring. "han råbte desparat efter mig. Så vågnede jeg op i en celle i en under jordisk kælder." Stella trak lidt på skuldren. Det var længe siden hun havde fået det hendes krop rigtig krævede af hende - blod. Hun ville ikke have taget af Arycia og det eneste havde været dæmon blod for når hun havde været så sulten at bide igennem dæmonernes seje hud. Stella havde stadigvæk igennem det hele beholdt hendes smykker på - noget af det eneste der virkelig havde en vigtig værdi for hende. "Og til det du spurgte om før, så ja Julian er min far. Gør ikke et stort nummer ud af det, siden du har hørt om ham - så ved du jo hvilken type han var." Svarede hun med et blik henvendt på ham. Stella vidste udemærket historien om hvordan Julian var blevet til den han var - og hun havde troet at hun havde dræbt ham i sidste ende. Dog så det ud til at det havde været en forbier.
Stella tog et kig omkring sig - det var dejligt at mærke den kolde vind på hendes hud igen - helt fantastisk. Hun bemærkede en form for kilde til frygt over Josh - ikke nødvendigvis fordi han led af dem, men måske var det en evne - endda muligvis en farlig en at have. Hendes evne prikkede til hende - fortalte og advarede hende om den mængde frygt der sad inden i ham. Som var han kilden til det - dog vidste hun at evner blev et med en. Stella var som hun var - og kunne selvfølgelig ikke dy sig for at konfrontere ham omkring den. "Frygten, den kilde du bærer rundt på inden i dig. Husk på du skal kontrollere den og ikke lade den kontrollere dig. Frygt er en stor ting at bærer rundt på, hvis du mister kontrollen over den i et øjeblik vil den rive dig fra hinanden." Det kunne lyde som en eller anden åndsvag kælling der prøvede at spille sig klog på ting hun ikke vidste en pind om alligevel, dog mente hun de ord hun havde sagt. Han skulle passe godt på - det kunne ende galt en dag. Evnerne var i en - men personen skulle styrer dem og ikke omvendt.

Kidnappet og slået ud. Fantastiske muligheder for at finde sig en kvinde på, eller, det syntes disse form for mænd åbenbart. De burde at få et los bag i, samt blive slået i hovedet med en hammer, hvor ordet respekt var smedet ind i dets mørke metal. Det kunne være en køn tatovering.
Han så skiftevis fra dem begge, da de igen formodede at have tøj til at beklæde sig med. Nok var det ikke andet end et luset, lårkort kjole, men det var vel bedre end ingenting. De historier de fortalte ham lyttede han opmærksomt med på. Han smilte svagt til Arycia. Hun var af egen race og manglede hun beskyttelse, ville han uden tøve tage hende med tilbage til palæet, hvor hun kunne være i sikkerhed. Hvis det var det hun ville selvfølgelig. Som sagt, gjorde Josh det bedste for at passe på sine 'egne'.
"Jeg er bare glad for at i klarede den.. Husker i om der var nogen som mistede livet i processen?" Han håbede inderligt på at svaret var nej.. At en kvinde skulle miste livet til sådan en flok, uden at sige det pænt, røvhuller, var langt fra noget man ønskede.
At Stella fortalte om Julian, eller med andre ord hendes far, gjorde at han så hen på hende, med de mandelfarvet øjen udspillede. Ville det sige at de var.. halv søskende?
"Jeg er bange for at jeg er nød til at gøre et stort nummer ud af det.. for ser du.. Julian var også min far.. Jeg er blot en af de sønner der ikke er gået i hans fodspor,".. Det overraskede ham selv hvor roligt han tog det. Overfor det stod der en halv søster.. Det burde han da tage med åbne arme..
I det han igen ville sige noget til dem begge, nævnte hun hans evne og fik ham til at løfte svagt på et øjenbryn. Hvordan kendte hun til den evne? Huskede han rigtigt, så havde det været elonadas lys han havde brugt nede i kælderen og ikke frygt? Spørgende satte han hovedet på skrå. "Hvordan kan det være at du kender til min evne?"
Ghost begyndte svagt at kede sig over den lange samtale. På listige poter, gik han hen ved siden af Arycia og puffede svagt til hende med den våde snude. Derefter så han op på hende med de gyldne øjne. At tiltrække sig opmærksomhed, var noget kæmpeulven her var mester i.

Hun kiggede lidt ned i jorden. Hun vidste ikke om der var nogle som mistede livet. Hun ville dog ikke ønske det, over hovedet ikke, det ville være tragisk, hvis nogle skulle dø i det hul, som det drev derinde. Hun rystede helt, bare ved tanken om at være derinde igen, at være lukket inde i den lille celle, med intet på, ligge mod den kolde og hårde jord. Hun vidste bare at hun ville få mareridt om dette, hun vidste hun intet søvn ville få, de næste mange dage, forude for hende.
Hun kiggede op på Josh igen, og rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke... Jeg har ikke hørt noget" sagde hun og kiggede hurtigt over på Stella. Hun var den eneste som hun følte sig virkelig tryg ved lige nu, de havde også været igennem meget.

Hun kiggede lidt frem og tilbage, på begge to. Josh havde Julian som far også? Jamen, så måtte Josh og Stella jo være i en form for, familie? Pudsigt.
Hun sagde dog intet til det, hvorfor skulle hun dog også, hun havde ingen grund til at blande sig i deres samtale, hun vidste jo intet om det.
Hun kiggede lidt ned i jorden imens, kørte sin fod, langsomt, i cirkler.
Det gjorde hun, indtil at der var noget som skubbede lidt til hende.
Hun kiggede op fra jorden, og mødte den kæmpeulvs, som de havde reddet på, øjne. Hun smilede svagt til den, og nussede den blidt, fra toppen af hovedet, til nakken, og så fra toppen af hovedet, til nakken, osv.
Hun kiggede på den imens, hun kunne godt lide, den var sød, ikke som man ville vurdere den, når man først så den. Eller som hun havde set den, ville hun nok ikke med det samme tænke at den var sød, men trofast nok.
Hun nussede den lidt imens, Stella og Josh talte.

//Ville bare lige sætte en out på emnet. Så i er sikker på, at jeg ikke svare mere på denne tråd )