En vaskeægte elver! (Aleu)

Sted: Doomsville – til at begynde med, ved bazaaren
Tid: Engang på formiddagen.
Vejr: Mildt forårsagtigt vejr. Vindstille.
Påklædning: Almindelige bukser med et hul på venstre knæ, en bordeauxrød skjorte af bomuld, hans brune læderstøvler hvor venstre sål er ved at falde helt af og hans brune jakke, der er mindst tre numre for stor til ham.
~

Der var som altid masser af liv ved bazaaren, i Doomsvilles fattigste del. Især på en dag som denne, hvor vejret var så godt, vrimlede det med massevis af folk.
De, der for første gang færdedes på bazaaren, plejede at blive overvældet over de mange forskellige sanseindtryk der mødte én.
Lugten var en broget blanding af duften af parfumer, cremer og andre kosmetiske produkter, en gammel, nærmest muggen lugt fra de boder hvor der solgtes meget gamle klæder, lugten af dyr, samt afføring fra disse, blandet med lugten af de forskellige slags mad og fødevarer der også blev solgt rundt omkring i boderne – og dét blandet med en masse andre mere eller mindre udefinerbare lugtindtryk.
Der var også en utrolig larm på den kæmpe handelsplads. Folk snakkede i munden på hinanden og flere sælgere råbte efter potentielle købere, på hundredesytten forskellige accenter og dialekter, for at lokke dem over til netop deres bod.
Et sted i mængden af de mange væsner gik menneskemanden Cassidy – en simpel tyv, der var taget til bazaaren med det formål, at få sin nuværende mere eller mindre tomme pengepung fyldt igen.
Det var, indtil nu, ikke gået helt som han ønskede. Han havde charmeret sig ind hos en midaldrende kraftig bagerkone tidligere på dagen, som havde stukket ham en stump brød – han havde ikke engang været nødt til at hugge det – men det var så også dagens eneste indkomst indtil videre. Det var som om at folk, efter den offentlige hængning der havde været, af tre tyve, for under en uge siden, ordentligt var begyndt at få øjnene op for, hvor mange tyve der rent faktisk rendte rundt iblandt dem – i hvert fald var det i dag de færreste der havde deres penge hængende synligt på dem, så vidt Cass kunne se.
Han kunne selvfølgelig gå over til at grave lidt i folks lommer – det havde han gjort før – men tanken om de tre hængte knægte blev ved med at vende tilbage til ham ~ og de havde endda kun stjålet brød! Han kunne ikke engang sætte tal på, hvor mange gange han havde gjort det. Det var noget af det han anså som en mild forbrydelse – og tænk engang at blive hængt for det!
Cassidy pustede en enkelt gang ud gennem læberne. Det kunne være han også snart bare skulle vende næsen hjemad – kalde det for en dag. Han havde i hvert fald ikke den store lyst til at stjæle – da frygten for at blive opdaget for en gangs skyld overskyggede hans glæde og lyst til penge.
Han lod den ene hånd glide ned i sin lomme hvor han låste sine lange fingre om den stump brød konen havde givet ham. Det tog ham et øjeblik før han fandt ud af, hvorfor hun egentlig havde foræret det væk – brødet var jo hårdt som sten.  Han fik med besvær knækket et stykke af stenbrødet som han stoppede i munden. Det var, når det var blevet tilstrækkeligt opblødet af hans mundvand og savl, til at findele med tænderne, med lidt besvær, dog.
Så der gik han egentlig blot i mængden, med munden fuld af brød, som han med jævne mellemrum tyggede voldsomt i stykker, og overvejede om han blot burde gå tilbage.
Egentlig ikke at han nød brødet, hverken smagen eller konsistensen var særligt lækker – men det var mad, og det skulle da under ingen omstændigheder gå til spilde.

Dagen havde indtil nu budt Aleu mange ting. Hun havde  de sidste par dage opholdt sig i Doomsville, da hun havde haft et lille job der. En mand gammel af dage der havde brækket sin arm. Staklen havde ikke engang opdaget det da han var faldet ned far et murværk. Dette var en af hendes sidste dage i Doomsville, hun havde gået igennem udkanten af bazaaren to eller tre gange nu, men endnu ikke haft tid til at gå ind mellem boderne og se sig omkring.
Endelig havde hun fået tiden til det. Hun kunne godt lide disse markeder, da der altid var flere spændende ting end i en butik. Desuden kunne man ikke have for mange urter. Det var som regel dem hun hurtigst løb tør for. Så hendes mål - ud over at se stedet, var klart at finde lidt urter og en bid mad.
Hun sved ikke set hængningen, men læst lidt om den. Det var aldeles ikke noget hun brød sig om at læse. Staklerne havde sikkert været i stor mangel på mad. Tanken var forfærdelig for hende. Blandt levere var der mange hårde regler og straffe, men død var en sider mulighed kun!
Hun vækkede opsigt mellem folkene. Hendes hår var helt hvidt, og hun havde spidse ører, det var ikke så hyppigt man så levere vandre rundt og da slet ikke alene! Aleu var dig begge dele. Hendes under hendes blå kutte der hente der sig hendes taske og en lille dakkert. Ellers så hun uskyldig ud med hendes store dådyr øjne og hendes smukke ansigt. Dog skulle man ikke tage fejl af hende. Markedet virkede dog fredeligt nok, så der var ingen grund til at være bekymret mente hun.
Hendes ben havde ført hende til en lille bod ejet af en bare. Brødet så godt ud, noget af det så endda helt nybagt ud. Aleu købte et stykke af det nybagte brød, og takkede bagerdamen. Hun gik da lidt videre imens hendes blik vandrede over nærliggende boder. Der var meget at se, og mange indtryk at tage imod. Underligt nok generede det hende slet ikke. Hun blev stoppet af tre børn imens hun ellers gik og kiggede på boder. De løb rundt om hendes ben og så nysgerrig på hende. De havde aldrig set en elver før, men de havde hørt fortællinger om elverne.  De snakkede alle tre i munden på hinanden dybt opslugte af Aleu. Der blev spurgt ind til mange ting, som om hun boede i Silvanesti, og om hun hørte bedre fordi hendes ører var spidse. Det sidste fik hende til at le. Kun et barn ville spørge om den slags. Hun svarede venligt på deres spørgsmål, og gav dem så en sølv mønt hver inden de løb tilbage til deres familie. Hun så efter dem med et smil på læben. Aleu fandt børn meget fantastiske, mest på grund af deres naive syn på verden. Dog havde disse børn skabt lidt påstyr så folk havde vendt sig om og stirret på Aleu. Der var mane blikke nogle gode andre onde, men de fleste nysgerrige.

Cassidy kunne ikke undgå at høre den ulme nysgerrige mumlen der bredte sig bag ham.  Lydniveauet faldt utrolig brat, og folkene bag ham gik fra nærmest at råbe til hinanden, til at stikke hovederne sammen og lavmælt mumle nysgerrigt.
Endnu med munden halvstoppet med brød, vendte Cassidy sig om for at se, hvad der vakte den opsigt og nysgerrighed – og da fik han øje på hende. En elver. En vaskeægte elver! Og hvor var hun smuk – det lange lyse bølgede hår, og den fine, fine lyse ufejlbare hud. Han var tæt på at få sit brød galt i halsen, da han så hende – af bare overraskelse, men efter nogle host og lidt hamren mod sit kraveben med en knyttet næve, fik han slugt den usamarbejdsvillige stump brød.
Cassidy havde aldrig i sit liv set et af disse væsner – hvilket egentlig var pudsigt nok, da han var klar over at en del af dem også ind imellem færdedes i byerne, men han havde hørt massevis af fortællinger og eventyr om dem som barn. Han havde endda troet at disse væsner kun fandtes i eventyr – at de slet ikke eksisterede i den virkelige verden, men da var han dog med tiden, efter at der var blevet grinet godt og grundigt af ham i hans tidlige teenageår over netop den påstand, blevet klogere.
Uden helt at vide hvorfor, bevægede Cassidy sig hen mod mængden, som hovedsagligt bestod af mennesker som ham selv, som han derefter masede sig igennem.  Han gjorde her godt brug af sine albuer, for lettere at komme frem, hvilket fik flere i mængden til at brokke sig og bande over ham – det var dog noget der prellede af på Cassidy, det var ikke engang til at sige om han egentlig hørte eller opfattede det, da hans fulde opmærksomhed var vendt mod denne eventyrlige skabning. Da han fik mast sig gennem mængden stod han knapt en meter fra hende, og stod egentlig bare, hvor uhøflig han end måtte fremstå, og gloede beundrende på hende.
Denne, ellers 26årige, mand lignede nærmest et barn, som han stod der og måbede over elveren med nærmest julelys i øjnene og let adskilte læber, hvor den nederste af hans smalle læber, bævede en smule.
”Er du virkelig en elver?”
Spørgsmålet var mest af alt en lav mumlen – og faktisk gik der adskillige øjeblikke før det gik op for ham, at det var noget der reelt var kommet ud af munden på ham, og ikke blot en tanke der havde passeret hans hjerne. Ved erkendelsen af dette begyndte hans kinder at blusse let op – og julelysene var pludselig erstattet af et mere fattet blik. Det var da verdens dummeste spørgsmål! – Han kunne jo for helvede se, at hun var en elver!
Hvorfor var det at han altid slyngede sådanne dumme spørgsmål og ting ud, uden først at give det den mindste tanke? Han havde nogle gange lyst til at skære sin tunge ud. Ind imellem gjorde den flere problemer end gavn.
Han håbede lidt at hun ikke havde hørt det – eller at hun måske slet ikke forstod og talte hans sprog, det var også en mulighed, men han stod i hvert fald blot med blikket på hendes ansigt, og afventede forlegent en eventuel reaktion fra elverkvinden.

Aleu stod roligt midt i al snakken om hende med et lille blidt smil på læben. Hun havde på prøvet en gang før at folk reagerede som denne gang, og der havde hun været sammen med nogle af hendes venner fra Silvanesti så der havde de været et par stykker. Det var noget lidt andet at være hoved attraktionen helt alene denne gang. Hendes blik gled kort ned på det brød hun havde i hånden. Mest af alt fordi hun blev lidt forlegen! Hun skjulte det så godt hun nu kunne. Hun var vant nok til at børn var meget lige ud om deres tanker og spørgsmål. Det var dog knap så normalt at voksne var på samme måde, men det skete fra tid til anden.
Hun bed sig blidt i læben imens hendes blik endnu en gang vandrede over menneske mængden, denne gang til hendes forbløffelse kom der en massende igennem mængden. Han så ud til at være meget interesseret i hvad de andre så på, så meget at han mossede sig igennem mængden for at komme tættere på. Hun fulgte ham med blikket imens han nærmede sig med lidt besvær. Folk brokkede sig en anelse over ham, men ikke noget voldsomt som så. Han kom da helt tæt på. Hun kunne ikke lade hver med at blive lidt nervøs over det, hvad ville han? Hendes spørgsmål blev hurtigt besvaret i form af hans mumlen. Det tog næsten helt pippet fra hende. Selvfølgelig var hun en virkelig elver!? Hun var ikke fornærmet, men mere overrasket, da denne unge mand så ud til at have en alder hvor dette ikke var et spørgsmål, men et faktum at elvere levede? Eller var menneskerne så småt ved at glemme elverne? Hun gøs ved tanken. Hvem ønskede at være blandt et glemt folkefærd?
Det var som om at hans mumlen havde dæmpet alle andres hvisken og mumlen. Det kunne selvfølgelig også være at hun bare var for forvirret over hans spørgsmål til at høre de andre. Hendes blik blev nærmest holdt fast af den unge mands blik. Hun smilede da et blidt og venligt smil til ham imens hun kort nikkede som svar på hans spørgsmål. Han var nu ret kær, hun så hans kinder tage en lettere rosa farve i takt med hans øjne afslørede at han nu hørte hvad han selv havde sagt. Disse små øjeblikke var nogle af hendes favoritter, da hun elskede at se andres uskyldigesider glide frem, og bagefter den ansvarlige og voksene side opdage det. Det var en spændende ting hos menneske og andre væsner.
Folks blikke hang på den unge mand og Aleu som de stod og stirrede på hinanden. Man kunne mærke blikkene bore sig ind i huden som nåle. En lettere ubehagelig fornemmelse hvis man spurgte Aleu. Hun sagde dog ikke så meget til det. Istedet så hun roligt på den unge mand imens hun langsomt, men elegant nejede for ham. "Jeg er høj elveren Aleu" sagde hun roligt. Hendes stemme var blød og venlig. "Og hvem er de?" spurte hun den unge mand med selv samme bløde stemme som før. Hun havde hele sit liv lært af sine forældre at hun skulle være høflig og dis med nye folk, lige meget hvordan de så ud eller opførte sig! Dette viste man var veluddannet! Hun følte dog ikke altid det var lige godt, men hun gjorde det alligevel også for at  opholde idealet om høj elvere værende et smukt og godt folk i menneskernes hoveder. Hun kunne ikke bare opføre sig som hun løstede! Hun var endda i Doomsville i forlængelse af arbejde. Alligevel ville hun helst snakke mere normalt, mere uformelt til folk, da hun synes det virkede intimiderende at sige de og dem til fremmede.
I hendes venten på den unge mands svar, overvejede hun mulighederne for at komme lidt væk og på den måde ud af fokus bland folk. Hun ønskede et kort øjeblik uden alles blikke på sine skuldre. Hun kiggede sig lidt omkring imens hun så tænksom ud. Måske hun bare skulle tage den unge mand under armen og gå med ham et bare for at få en undskyldning for at gå fra stedet uden det virkede som om hun ikke ville menneskerne mere. Hun bed sig i læben, og tænkte lidt over det. Dog forbeholdte hun sig roligt imens hendes tankestrøm herskede i hendes hoved.

Cassidys hjerne arbejde på højtryk, mens han blot stod der og betragtede elveren. Var der noget han mon kunne sige eller gøre for at få sig selv og sin udtalelse til at fremstå mindre uintelligent? Sikkert ikke.
Han var stadig ikke klar over, om hun havde hørt og forståt hans mumlen, men det var der flere blandt menneskemængden der åbenbart havde. Det var som om, hans lave og utrydelige mumlen havde sat en dæmper for alle de andre omkringståendes snak, og som om at de nu også i spænding holdt vejret og afventede hendes svar.
Cassidy fastholdte blot elverens blik. Egentlig havde han lidt lyst til at slå blikket ned, da dette bestemt ikke var på på top 10 listen over hans stolteste øjeblikke - og så alligevel ikke, det var han alt for nysggerig til.
Han glippede overrasket med sine øjne da elverkvinden både smilede og nikkede til ham  - så hun havde altså både hørt og forstået hans spørgsmål. - Hvis hun ikke kendte meget til mennesker i forvejen, måtte hun da tro at de var åndsvage, med det førstehåndsindtryk han måtte have givet hende.
Han fik hurtigt styr på sin ansigstmimik igen, og med stadigt røde kinder, fik han også løftet op i sin ene mundvig, så noget der antydede et smil også spillede om hans læber.
Lige så hurtigt som han havde fået kontrol over sin ansigstmimik, mistede han den igen da hun nejede for ham. Hans øjne spærredes op, og han tabte tæt på kæben - i hvert fald stod han nu igen og måbede med åben mund. Han kunne ikke huske hvornår nogen sidst havde nejet for ham, og han var rent faktisk i tvivl om dette nogensinde var sket.
Cassidy var en mand af fordomme, og han blev derfor også overrasket da hun talte. Hun talte jo helt normalt, set bort fra at de var dis - men sådan var nogle nu engang. Dog overraskede det ham at hun talte på samme sprog som ham -  og helt uden accent, som han ellers havde forventet.

Fandtes der flere slags elvere? Det måtte der jo næsten gøre siden hun omtalte sig selv som høj elver - men det havde han nu ikke tænkt sig at spørge ind til, han havde vist stillet nok dumme spørgsmål for i dag.
"Øh.. Jeg hedder Cassidy... O'Flaherty" Fik han forvirret fortalt hende, da hun også spurgte til hvem han var - det undrede, men også smigrede ham, at hun spurgte ind til ham.  "Rart at møde dig.. Dem" Han smilte nærmest undskyldende til hende.
Han kom derefter i tanke om at han nok også burde bukke for hende, som hun havde nejet for ham - og han lænede derfor, i en lettere kejtet bevægelse, overkroppen frem, samtidig med at han med hovedet nikkede en enkelt gang - som et forsøg på et buk, hvorefter han igen rettede ryggen.
Det gik først sent op for ham at opmærksomheden var blevet delt - og at folk ikke længere blot kiggede på elverkvinden, men også på ham. Han brød sig ikke om at være center for opmærksomhed - bestemt ikke! Han havde som sådan ikke et problem med at der var mange mennesker, men han foretrak at folk netop ikke lagde mærke til ham eller værdigede ham et blik.
Ubehaget skyllede ind over ham, da han kastede blikket hen mod mængden, der alle havde deres ansigter og blikke rettet mod ham selv og kvinden - og han skyndte sig igen blot at rette blikket mod hendes ansigt. Han ville helst bare væk herfra, men det ville virke utroligt uhøfligt bare at gå fra hende - og så havde han lige mødt en elver! Så skulle han da for guds skyld heller ikke forspilde sin chance for at tale med hende ved bare at stikke af.

Da den så kaldte Cassidy havde præsenteret sig smilede hun og flugte hans lettere kejtede buk med blikket. Nogle elvere ville måske blive en anelse fornærmede over ham, men ikke Aleu. Hun synes mere hans forsøg på et buk var mindesværdigt. Det var sjældent at man oplevede personer der virkelige prøvede, enten bukkede folk ikke fordi de fandt det latterligt, eller også var de som Aleu selv opforstret til at fremstå perfekt og høflig. Noget der fra tid til anden var en større byrde end noget andet. Hendes forældre havde haft en ide om at Aleu skulle ende ud som en af de højtstående elvere i løbet af hendes livs tid. Man kunne godt sige at hun var på vej der op af, da hun fungerede som medicin elver for en del af de højt ståene elvere, men det var ikke fordi hun var kendt blandt elverne.
Cassidy's lille fortalelse i form af et forhastet 'dig' fik Aleu til at smile til ham, da han lød helt undskyldende efterfølgende. Med et venligt smil håbede hun at han forstod at hun ikke fandt det fornærmende, hun havde faktisk slet ikke regnet med han ville kaste sig ud i at være dis. Igen fordi der var mange der synes det var latterligt i normal hverdags tale. Samt at hun højrøvede typer var dis.
Hun så kort rundt omkring imens hun bed sig i læben. Hun ville ud af fokus, og at dømme efter Cassidy's blik der også vandrede over mængden var hun muligvis heller ikke alene om lysten. Hendes blik undersøgte ham kort. Efterfølgende så hun ham i øjnene med et smil. "Vil de eskortere mig til Bazarens udkant?" spurgte hun med en venlig og opfordrende stemme. Hun håbede han ville forstå hende, og sige ja. Det ville lette trykket om hende en smule, da hun så ville slippe for at være alt for højtidelig i sin tale og opførsel.

Cassidy så ud til at være en normal ung menneske mand, ikke at høj status, men han så da heller ikke ud til at leve totalt i rendestenen? Hun syntes menneskets systemer i byerne var underlige, da de havde mange der boede fattigt og ikke havde til det daglige brød. Hendes isblå øjne gled kort over ned på hendes hænder der stadig var fastknuget om brødet hun havde købt for nogle øjeblikke siden. Brødet smuldrede en smule i hendes hænder. Proppede det med en hurtigt bevægelse i sin taske der var gemt under hendes kappe sammen med hendes sværd. Hun havde brødet til senere hvis hun skulle møde sulten på den vej. Hvilket hun sikkert ville. Hendes blik gled kort over menneske mængden igen, dog mest for at sikre sig at ingen var ved at gøre noget der kunne anses som en trussel, men folk virkede endnu stille.
De afventede Cassidy's svar med spænding, det var jo et sjældent syn når en elver var i byen, men der var slet ikke ofte at en elver spurgte en helt normal person om eskort. Hun så dog ikke slev et problem med det da Cassidy ikke virkede til at være en trussel for hendes sikkerhed, og han indtil nu virkede oprigtig i sin opførsel, men det kunne jo også bare skyldes hans overraskelse af at se en elver.

Cassidy kunne umiddelbart godt lide Aleu. Hun var ikke bare en elver - hvilket alene fascinerede ham, men hun var også urtolig  køn, og så virkede hun umiddelbart meget venlig.
Cassidy var godt klar over, at hans forsøg på et buk ikke ligefrem havde været elegant, det havde en fnisen fra  en "tilskuer" også gjort ham opmærksom på - men havde hun taget det hele med et venligt smil på læben, til hans store lettelse.
Han var først sent kommet i tanke om, at hun ligeså godt kunne være blevet fornærmet over hans gestus  - måske endda tolket den som en hån, hvilket slet ikke var tilfældet og hensigten. Han var bare et simpelt, lettere kejtet menneske, der ikke ønskede at fremstå uhøflig overfor denne elver.
- Tænk engang at han havde mødt en elver, det var altså stadig lidt vildt!

Selvom hans kinder endnu blussede let rosa, følte han noget bedre tilpas nu, end han havde gjort lige efter hans første, yderst intelligente spørgsmål angående hendes race - hun havde i hvert fald fået ham til at føle sig mindre dum med sine venlige smil og rolige stemme.
Hans blik hvilede endnu på hendes ansigt, men udtrykket i hans øjne var eftertænksomt og en smule fjernt. Hvordan kunne han slippe væk herfra uden at forspilde sin chance for at tale med hende? Flere idéer fór gennem hans hjerne - den ene mere lam end den anden, og havde endnu ikke fået en idé, hvor han ikke ville fremstå enten creepy eller slesk - satans.  
Han glippede kort med øjnene da hans blik mødte hendes isblå øjne. Med det samme blev hans blik igen opmærksomt og han løftede op i begge mundviger for at sende hende et smil.
Som var hun tankelæser kom hun ham til undsætning med et spørgsmål om, om han ville ekskortere hende til udkanten af bazaaren. Der var, i dette øjeblik, intet i verden han hellere ville. Han fik mulighed for at tale med en elverkvinder og han slap for opmærksomheden og folks nysgerrige blikke - perfekt.
Han kastede kort et blik til begge sider, bare for at sikre sig at det rent faktisk var ham hun talte til - men jo, den var god nok.
"Det vil være mig en glæde, Frøken," svarede han hende, endnu med et venligt - en smule kækt, smil om læberne.
Han kendte jo godt hendes navn, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at bruge det - ikke endnu. Frøken lød også næsten høfligt, men det var nu ikke derfor han havde brugt det. Han havde bare til vane at kalde kvinder og piger for Frøken - om han kendte deres navn eller ej var underordnet, og deres civiltilstand egentlig også, det var blot blevet en vane.
Folkemængden bag dem begyndte igen svagt at mumle - nogle tydeligvis utilfredse med at  optrinnet var tæt på forbi, andre diskuterede lavmælt det forunderlige i, at elveren spurgte en helt almindelig menneskemand om eskort - og ikke en vagt eller en person af højere autoritet og status.
Cassidy rakte armen hen imod Aleu som for at tilbyde hende den - så hun kunne tage hun tage den elle lade være. Smilet der spillede om hans læber var endnu venligt og en smule drilsk - og han prøvede med dette a signalere, at hun ikke behøvede at gå i armkrog med ham, hvis hun ikke ønskede det - det var mest for sjov og ballades skyld.
Han gjorde et kast med hovedet i den retning de skulle.
"Vi skal den vej."
Nogle af folkene, der havde fulgt med i hele mødet, og stod i den retning Cassidy havde nikket, rykkede sig til siden for nærmest at bane vej for dem - hvorimod andre blot blev ståene. Få af disse korslagde endda deres arme, som om de pludseligt stod der i protest - disse ville de nok blive nødt til at mase sig igennem...