Daddy, I want an elf for christmas! - Aleu

Skovbundens faldne blade, fyldige muljord, og visne kviste, bliv knækket, strukket, og kvast, af de store hjul fra de elviske heste vogne, som kørte under den spejlklare blå himmel, i den vidunderlige natur. Intet kunne ødelægge dette pragtfulde eksempel på det ideelle paradis, så sukkersødt at jordbær dyppet i smeltet chokolade, med flødeskum som tilbehør, ville klage til dens fagforening over skoven var for sød.
Men som enhver god historie fortæller, var det total løgn at intet kunne ødelægge denne ellers rare og naturlige stemning. Fordi det som kunne ødelægge de trygge rammer, var cirka femhundrede kilo tungt, havde to hoveder, er udstyret med en tohånds økse, født som ogre, og hedder Gilbort.
Fordi så hurtigt som en fluesmækker, i vrede ville kunne ramme ekskærestens bagdel, kom der en stor muskuløs ogre løbende ukontrolleret ud mellem træerne, og væltede den forreste vogn, ved at tippe den med sine kraftige hænder.
Men hurtigere end elver vagterne kunne reagere på giganten, som ødelagde deres skovtur, kom der ivrigt og endeløst pile ud af krogene af træerne. De bagerste af vagterne... som ikke bliv lavet om til hullet ost, vendte hestene om, for at ville ride bagud, for at kunne samle tropperne, så kaos og uvidenhed, ikke bliv deres største modstander.
Men en stor træstamme som var sat i ild, faldt nedover stien, så hestene bare løftet forbenene, og tilføjet sine nervøse lyde, til det evige kaos, og panik, som havde spredt sig mellem tropperne. De skreg, ikke af frygt, men af forvirring ´hvor er du´ og ´arrrh!´ var en af de million ting, som fløj frem og tilbage mellem elverne, og mens de bliv beskudt af kniv skarpe pile, havde de ingen ide om hvor ting stod, eller hvem der skulle løbe hvor, eller hvor de bliv beskudt fra præcist.
Også fra alle sider, kom dæmoner løbende med hævdet sværd, økser, køller, spyd, og armbryste, ind i midten af de forvirret elverer, som halvt panisk prøvede at få overblik, men med pile flyvende overalt, og halvtreds mænd, som skreg i munden på hinanden, var det umuligt at overvinde bagholdet, som havde forberedt, og opstillet dæmoner soldater på sådan en måde, at de overlevnede og såret elvere, var omringet.
Dæmonerne kom ikke for guld, sølv, ædelsten, kryddderier, silke tæpper, eller for sportens skyld. De kom for at kidnappe en højpriviotets elver, som de havde fået information om, var i det midterste heste vogn. Og deres kilder var korrekte. Der var han, Almún Yuíl.
"Hr Lawless - ."
Da slaget var overstået, gik den lille goblin lejesoldat, hen til sin djævelske arbejdsgiver, som var indsmurt i elvisk blod, og hjernemase på støvlerne, knoglestøv på sine maskuline knurre, og organvæske på sin kind, og brystkasse.. intet af det hans.
Han stod hævet over en død elver, iført sin mageløse dæmoniske rustning, og med hans frygtindgyende økse. Manden hed Rafael Lawless.
Rafael lagde sin mægtige hånd om den lille lejesoldats hals, og løftet ham faretruende over jorden i den ene hånd, og sagde med en dyb stemme, og afbryd derved goblins talestrøm "Tiden er imod os. Hver eneste fugl i luften, eller ræv i krattet, kan være en spion. Så et elvisk modangreb er på vej. Så spar mig for din arrogante sejres tale. Tag din del af lejesoldaterne, til søen mellem her og elverbyen. Elvernes modangreb vil fokusere på at komme herhen hastigt i fuld galop, så de vil ikke kunne have overskud til selv at frygte et baghold, så når de krydser søen med deres heste, vil jeg have at dig og dine gobliner, hopper ned fra mini bjergsiden, som er hævet over søen, så i kan komme som en overraskelse for dem, og enten dræbe eller forsinker modangrebet, så jeg og mine dæmoner, kan nå at komme ud af skoven her, inden soldaterne indhenter os.... NU!"
Goblinen... efter at få vejret, da bliv sat fri. Samlet sine tropper, og løb i retning af søen.

Centrum af Silvanesti myldrede med elvere, alle fra forskellige positioner. Almún Yuíl være blevet sendt af sted i et følgeskab bestående af tre vogne, og to dusin elvere til at passe på og lede vejen. Alle i Silvanesti var i vente position, for at hører hvordan rejesen forløb sig. Det var en generel viden at der var flere ude efter Almún Yuíl. Byen var dækket med en stemning af spændthed. Alle ventede på at hører nyt om rejsen. Der var sat små poster ud på rejsens rute så der kunne blive rapporteret hjem hvis der skete noget. Disse poster var vigtige, men neutrale så andre ikke skulle opdage dem hvis der skete noget. Høj elverne havde allieret sig med skovelvere og shapeshiftere til denne rejse, da begge var bedre til at færdes uset i skoven end høj elverne selv.
Aleu stod inde i den tæt befolkede Silvanesti sammen med en gruppe andre høj elvere. De stod med heste der var sadlet op og klar til afgang hvis uheldet var ude. Aleu stod ved sin hest og tjekkede om alle hendes ting var på plads, hun havde en taske og et sværd der sad i hendes bælte om maven. Det var hvad hun havde mest brug for der var pakked ned i tasken. Hun var blevet håndplukket til at skulle afsted hvis der var behov, da der var et behov for en der kunne begå sig som læge for eventuelle sårede. Aleu's blik vandrede over de andre elvere der stod sammen med hende, nogle snakkede lystigt og virkede ikke til at være påvirket af noget. Andre stod helt stille som hende og så til imens de ventede på nyt. Hun havde en dårlig fornemmelse af denne rejse. Det gik hende på, hun håbede inderligt at denne fornemmelse ikke var sand! Men hun skulle snart finde ud af det.
Der lød et hyl som fik alle til at tie i byen! En ræv kom løbende med fuld fart, lige forbi Aleu og hendes gruppe og op det nogle af de vigtigere elvere. Ræven blev med elegance dog også hast til en ung mand med langt rødt hår. Han bøjede for elverne og talte så. Aleu og hendes gruppe stod for langt fra dem til at kunne hører præcis hvad der blev sagt. Shapeshifterens ansigt afslørede dog emnet. Hans ansigt var så forskræmt at man skulle tro døden havde stået lige foran ham med sin le. Aleu gøs ved synet af shapeshifterens ansigt, og så på sin gruppe. Dette bekræftede hendes fornemmelse. Hun bed sig i læben, og så tilbage på shapeshifteren og elverne. Det var kun et spørgsmål om at give tegn nu. Hun begyndte så småt at tage bedre fat i sin hest så hun let kunne svinge sig op på den og komme afsted. Noget der vidste sig nyttigt, da en af de andre gav tegnet. Med et lille hop var hun oppe og afsted i sammen med de andre i hendes gruppe.
Der blev givet tegn med hænderne imens de red, da de ikke ville overhøres om deres planer. Shapeshifteren havde givet meget præcise detaljer om hvor og hvordan tingene havde forløbet sig. Aleu var glad for hun endnu ikke var indviddet i dem. Shapeshifteren havde nævn noget om et ny bagholds angreb som skulle komme meget tæt på byen. Gruppens leder en af de vigtigere høj elvere ledte gruppen væk fra stien som ellers havde været en mere direkte og hurtigere vej for dem. Den var dog for farlig for dem at ride af, det ville være sikkert selvmord hvis shapeshifterens oplysninger var korrekte. Aleu knugede tøjlerne i sine hænder imens hun forstillede sig alt blodet og gruen der var i vente for hende.
Selvom de var i fuld gallop og at de bevægede sig med stor præcision igennem skoven tog det dem alligevel noget tid før de nåede til kampstedet. Der var døde elvere over alt, og ødelagte vogne. Aleu holdt sig for munden imens de stoppede op. Et par stykker hoppede af hestene og ledte efter overlevende der stadig var håb for. Alle så ud til at være døde, nogle på mere grusomme måder end andre. Utroligt nok var der en der stadig kæmpede for at holde sig i live, men det var kun et spørgsmål om minutter før han var væk for altid. Han var dog til nytte lige indtil døden tog ham. Han berettede om hvilket retning dæmonerne var taget i. Han dødede kort efter. Endnu en gang hoppede elverne på ryggen af hestene og der blev sat i gallop. Hvis de var heldige kunne de stadig når at indhente dæmonerne og ændre situationen til deres fordel. Hvis alt gik som de skulle ville dæmonerne være i troen om at dere bagholds angreb havde enten stoppet eller forsinket elverne, men det var ikke sådan det var endt ud.