A River of Souls - Aleu

Tid: midt på dagen
Sted: Tæt ved Soul River
Vejr: Solrigt og næsten skyfrit med meget få skyer, en smule blæsrigt men ikke vandvigtig meget.

Ancalagon gik med sine hænder hvilende på sit læder bælte og nynnede en sang han kendte, han var iført i en slags ringbrynje blandet med meget tykt skind og havde en et hånds økse i en metal ring som som var spændt fast i bæltet som gjorde at han hurtigt kunne få fat på øksen.
Hans dolk sad i sin skede som hang i siden ved hans bælte så han også havde hurtig adgang til den. Han havde gået igennem en mindre skov på en sti og vidste ikke rigtig hvor han ville komme hen da han ikke rigtig havde noget bestemt sted han boede, så hvor han nu tog hen, rørte ham nu ikke særlig meget.
Da han kom ud af den lille skov, fulgte han en næsten helt tilgroet sti som førte hvad han lige kunne se en kæmpemæssige sø og lignede lidt et hav da søen var gigantisk stor.
Han havde aldrig været her før, så han tænkte ikke særlig meget over stedet og det var helt tilfældigt at han faldt over lige dette sted.
Han stoppede op ved søen og så ned på den, ekstremt klart vand og man kunne se til bunden men blev hurtigt for mørkt jo længere ud man så.
Ancalagon vendte sig rundt og fandt et træ han kunne sidde op af, da han havde gået i godt 2 dage nu, så nu gad han ikke lige at gå mere lige nu.

Med rolige og elegante bevægelser, glad hun igennem den lille skov med en normal fart. Hendes lange grønne kjole bevægede sig som en bølge når hun bevægede sig. Den dækkede lige akkurat hendes fødder, men dens ærmer var korte. Hun havde sin favorit kappe om sig, den var i stand til at gemme de ting der hang i hendes læder bælte. Der hang en lille taske, der indeholdt mange forskellige ting. Men der hang også hendes sværd. Hun så ingen grund til at vandre rundt med sit sværd til skue for alle.
Hendes hætte var nede så hende kønne ansigt var til frit skue, som altid var hendes lyse hår næsten helt frit, der var dog nogle små fletninger til at holde noget af det væk fra hendes ansigt. Hun var meget smuk, men det kom sig også af at hun var en lys elver.
De seneste par dage havde hun levet inde i Doomsville City. Ikke et sted man ofte så elver i. Hun var der kun for at læse og arbejde. Dog skulle hun snart hjem igen til Silvanesti. Det havde efterhånden været mange nætter siden hun havde været hjemme. Der var et lille savn i hendes hjerte, men det måtte gemmes væk! Hun havde dog endelig fundet sig et stille tidspunkt hvor hun kunne drage fra Doomsville. Hun havde vandret i et par timer og var endt op ved Soul River. Hun stod lidt og betragtede idyllen i vandet fra en sikker afstand mellem nogle træer. Hun var ret godt skjult fra ny ankommende.
Det var dog ikke helt intentionen at hun var skjult. Så lidt rundt, og fik øje på lidt mos lidt tættere på vandet væk fra hendes lille skjulested. Hun gik med rolige skridt der ud, og fandt sig til rette på moset. Hun betragtede roligt vandet imens hun lyttede til alle lydene der var omkring hende.
Hun nød stilheden og naturen omkring sig. Det var meget beroligene for hende i forhold til byen.

Ancalagon lå bare og halv døsede hen med armene bag hovedet mens han lå og nød stilheden. En stille blæsende af vind trak i bladene og træerne mens solen stod højt på himlen og viste sig stolt frem for hele verden med stort set ingen skyer at se.
det var heller ikke specielt koldt, lidt luftigt, men ellers var det vidunderligt vejr at tage en gåtur.
Dog gik der ikke lang tid før det viste sig liv ved søen, et ret stort dyr, lignede lidt en hjort, men den var større og udover hjorte horn havde den også horn som stod fremad som en tyr, den havde en lang buskede halespids, men ellers så lignede resten en stor kronhjort mens den næsten gik lige forbi den sovende Ancalagon, som den ikke kunne lugte så den så ham ikke da vinden blæste fra dens side, så hans lugt blev blæst væk.
Den nærmede sig forsigtigt vandet mens den konstant holdt øje med omgivelserne, for ikke at blive angrebet af rovdyr som levede i omegnen.
Den vågede sig helt hen til vandet for så at få noget at drikke da det her var dens naturlige omgivelser, men den lyttede hele tiden efter om der var nogen som prøvede at snige ind på den.