What to do, What to do?(Idril)

Obadiah gik som han altid gjorde det, stille og roligt ned gennem gaden til parken, hvorfra han plejede at starte sin dag ud med en bøn om hjælp i sin søgen, men dette var jo ikke længere nødvendigt.
Dog gik han med hovedet bøjet forover i alvorfyldte tanker.
Obadiah havde for ikke mere end et par dage siden haft fundet den person som han søgte, selvom hun ikke havde været specielt meget for han selskab til en start, hvilket Obadiah såmænd godt kunne forstå. Denne forløsning med Adalia værende blevet fundet, ledte dog til et lettere skuffende fakta. Siden Adalia viste sig at have brug for noget tid at tilvænne sig tanken om en skytsengel, gav det Obadiah en masse fritid til hånde, da hans liv i mange år havde bestået i en søgen der uden hjælpen fra andre havde vist sig at tage en del længere tid end den burde, men siden Obadiah var overbevist om at han var Adalias' skytsengel, skulle han kunne have fundet hende med lethed, så i hans blinde stædighed var han blevet ved med at famle i blinde.

Alt dette var såmænd meget fint, men det ledte stadigvæk kun til at uigenkaldeligt faktum, at han ikke havde haft en fis at lave de sidste dage, og ærligt talt så var han ved at blive vanvittig over det. Hans originale idé var at tage afsted for at se hans familie, men det havde han droppet, da hans formodning var at hverken hans søster eller bror havde lyst til at snakke med den lille snotunge der var stukket af uden et ord for de mange år tilbage og dertil ikke var mødt op deres forældres begravelse, selvom det nok ikke havde været det mest behagelige familie moment. Det ville være en anelse akavet at møde op og skule snakke med søs når det var brormand der havde sendt forældrene videre i systemet.
Det ville ligeså være en anelse akavet at skulle vandre ind i et fangehul til brormand, hvad skulle man sige?
Det var ikke fordi at nogen af de tre søskende havde haft et godt forhold til deres forældre, hvilket også var grunden til at Obadiah ikke ville tage til en gravsten og tale med nogen som han alligevel ikke havde noget at snakke om.

Derfor havde de sidste dag altså gået på at vinduekigge ved de forskellige forretninger, af hvilke der desværre heller ikke var mange. Han havde haft prøvet at finde en ny hobby, noget han kunne tage sig til mens han ventede på Adalia, men alt han havde kunne komme på var at øve sin beskyttelses teknikker, men så igen var han alligevel nød til at finde noget at lave der ikke betød at han sad i sin lejlighed hele dagen.
Obadiah gik atter en gang ved en butiks rude da han måtte stoppe op for at tage et kig ind, hvor han fandt en ny trenchcoat og et jakkesæt. Obadiah kiggede kort ned ad sig selv og blev pinligt bevidst om hvor laset hans tøj var, og ikke engang labbet. Det eneste der ikke så rædderligt ud var nok hans vinger.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hele morgenen havde hun siddet indenfor. Siddet med den store bog, slået op på bordet foran sig, med de blande sider der havde hungret efter hendes ord. Dette var hendes bog, den bog hun skulle fylde med sine erfaringer, så hun altid ville have dem til senere og så andre kunne lære noget af dem. Hun viste at hendes mor også havde en og hun havde læst den...Men hendes mor var ved at blive gammel, selv efter elver-standard, og det var begrænset hvor meget hun havde fået ud af bogen.
De sirlige bogstavet havde formet sig ud over siderne, mens hun tænkte tilbage. Hun havde kun været i by i få dage, nok til at det ville være en uge nu. Og der var allerede sket mere end rigeligt. Først hendes møde med byens ældsteråd, hvor hun var blevet overfaldet. Og siden flere sære sammenstød med menneskerne, hvilket dag for dag blev mere og mere pinligt. Hun var så observerende, hun holdt øje med hvordan mennesker var sammen. Men lige meget hvad...Gjorde hun altid noget forkert, så de så underligt på hende. Menneskernes var lette...Og alligevel en smule indviklede. Hun havde set tænkende ud af vinduet, mens en kop varm the havde stået foran hende.

Til sidst havde hun fået nok. Hun havde smækket sig bog i, væbnet sig med en af sine dolke og forladt kroen, hvor hun havde et værelse. Hun tog altid et våben med sig. Hun skulle klare sig selv og hun stolede ærlig talt ikke rigtig på menneskerne. Hun viste deres meninger, holdninger og overbevisninger hurtigt kunne skifte.
Hun var klædt i noget mere neutralt tøj denne dag. En hvidlig kjole, hvis for var i en grøn farve. Og et bælte i en grønlig farve. Hendes fødder var dækket af nogle lette sko, der beskyttede hende imod byens unormale veje. Hendes hvide hår var løst og hang ned over hendes skuldre. En halskæde lå om hendes hals, med en lille krystal og om den ene hånd, på langfingeren, sad der en ring. Ud over sin kjole havde hun en brun kappe, der skulle skjule hende lidt mere for nysgerrige blikke. Hætten var slået op, trods vejret faktisk var godt. Hun ønskede ikke for meget opmærksomhed i forhold til at hun var elver.

Hun havde næsten vænnet sig til stanken og larmen i byen, men den klaustrofobiske fornemmelse var der stadig. Hun følte sig endnu fanget mellem alle husene og alle de folk, der var stablet oven på hinanden. Hun brød sig ikke om byen. Men det var nødvendigt hun brugte noget tid her.
Hendes mørkegrå øjne gled over husene og butikkerne, da hun begav sig ned af en gade. Hun vidste at gaden ville føre hende til en park, som var hendes ynglings sted i hele byen. Hun stoppede op foran en butik og kiggede nysgerrigt på en af de bøger, som var udstillet der...
Da en eller anden stødte ind i hende. Hun rettede sig hurtigt op og med et hurtigt skridt havde hun selv fået balancen, men mennesket gled i sit eget ben og faldt med hænderne først, lige ned på vejen.
Idril var i tvivl om hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke lyst til kontakt med mennesket...Men burde hjælpe personen op?
Personen, en middelaldrene herre, fik dog hurtig hevet sig op på alle fire og snart op på to ben. Han havde fået lidt skidt på sit tøj og havde nogle småskrammer på sine hænder. Det værste, dog, var at han så vred ud. Idril krummede instinktivt i kroppen, i tilfældet af at manden ville angribe, men udviste ikke selv yderligere følelser. Hendes hætte var faldet ned, da manden var dunket ind i hende og man kunne lige akkurat se hendes spidse ører igennem.
"Elver! Ha!" manden spyttede på jorden foran hende. Hvilket Idril rigtig nok tolkede som en fornærmelse.
"Du tror sikkert du er bedre end alle os andre! At du kan gå og fylde det hele, bare se til mens vi andre falder til jorden!" Idril forstod ikke mandens vrede. Den var primitiv og hørte ikke til i situationen. Enhver burde havde kontrol over deres følelser og tanker og ikke tale så uhæmmet.
"Er du blevet stum, hva? HVA?" manden virkede nu næsten aggressiv.
"Jeg skal nok få dig til at tale!" udbrød han og ville tydeligvis have grebet fat i hende, da hun dansede til side og han kun greb tom luft. Folk var stoppede op og kiggede på dem, men ingen så ud til at ville bryde ind. Idril tolkede, med foragt, at menneskerne tydeligvis havde glemt det samarbejde der havde været mellem elverne og menneskerne i sin tid.
"Få kontrol med dig selv, menneske!" svarede hun, da hun endnu en gang dansede til side. Folk havde dannet en ring rundt om dem og forhindrede hende i at stikke af. Samtidig opildnede de kun manden yderligere, da han blev til grin, når han ikke engang kunne få fat i elveren...Enkelte begav til at grine. Situationen var yderst uforståelig og Idril kunne ikke gøre andet end gå til siden igen og igen, mens hun ventede på de blev trætte af denne leg.

Obadiah så op fra hans lasede tøj og vendte sig om fra hans butikrude, da hans ligegyldige tanker blev afbrudt af af grin fra bag ham. Obadiah tog først et skridt mod den lille forsamling, da han blev interesseret ved lyden af latter, men han droppede det dog alligevel og vendte sig om igen, hvorpå han begyndte at gå videre langs butikruderne ned mod parken. Da Obadiah så hørte en vred stemme blande sig i latteren bag ham, vendte Obadiah sig atter en gang og gik denne gang med raske skridt mod den lille forsamling.
Obadiah lukkede den lange grå frakke helt om livet, der var ingen grund til at opildne yderligere vrede, og af selv samme årsag brugte han den slidte trenchcoat til at skjule hans bastard. Dog måtte Obadiah hurtigt erkende at denne gestus ikke var for nogen verdens nytte, da han ikke havde husket at medbringe sværdet. Obadiah lukkede alligevel trenchcoaten helt til, man vidste jo ikke hvad det måske kunne lykkes at få folk til at tro, så længe at man kunne undgå konflikt hurtigt og effektivt.

Mange ville tro at Obadiah var konflikt sky, eller bare bange generelt. Dette havde da også været sandt en gang, men grundet årerne alene og de voldsomme personer man kan risikere at møde i Underwold, som foreksempel Dæmoner, mennesker, varulve og vampyrer, så havde Obadiah måttet lære at kunne forsvare sig og slås om nødvendigt.
Obadiah havde dog stadigvæk ikke den store lyst til at slås, han var vel bare for pacifistisk anlagt, men det betød på ingen måde at han ikke blandede sig i en kamp heller. Efter Obadiahs' mening var det dét eneste rigtige man kunne gøre, prøve at stoppe en konflikt.

Obadiah kom så op bag en ung fyr der stod nærmest skuet som faldt til den leende floks glæde og opmuntring, hvorfra han så den halvgamle mand der så ud til at jage nytteløst efter en ung elver kvinde der var iklædt en udsædvanlig kjole for en elver. Kjolen var hvidlig, noget som Obadiah ikke havde regnet med at se en elver iklædt hvid tøj, for ikke at sige her i Doomsville.En elver ville mest af alt gå iklædt noget mere hen ad grønt eller måske blåt, hvidt var til engle som han selv, men så igen var hans påklædning nok ikke det bedste eksempel. Men det forklarede ikke hvad en elver lavede her i Doomsville, det var mere dæmoner og mennesker der boede eller befandt sig her.

Obadiah rømmede sig og fik let manøvreret omkring den unge mand der stod foran ham, hvorpå han gik frem mod den halvgamle mand. Obadiah lagde en hånd i et stramt greb og den vrede mands skulder og rømmede sig så endnu en gang inden han sagde med en enormt klar stemme
"Jeg tror du skal falde lidt til ro, det går ikke at vi opfører os uanstændigt midt på gaden!" Obadiah så ud til at have fået både den ældre mand og de omkringståendes opmærksomhed. Obadiah kiggede kort rundt på de andre og så ned på manden"Jeg er sikker på at dette kan løses hurtigt og uden yderligere problemer"
Til sidst kiggede Obadiah så over på den unge elver kvinde" Er du ok?"

Farverne på ens tøj beviste intet. De kunne være alle eller ingen. Det var rigtig nok at de mest brugte farver blandt elverne var de grønne og brune, også fordi de da havde nemmere ved at blive i et med deres elskede skov. Men det betød ikke at de aldrig havde andre farver. Desuden tilhørte hun højelverne og hun var et strålende bevis på at de også kunne lide farven hvid. Gik vampyrer da kun med rødt og dæmoner kun med sort? Ret usandsynligt.
Dette var dog ikke Idrils bekymring. Ikke for øjeblikket, i hvert fald. Efterhånden som de var nået rundt i cirklen for 6. gang begyndte legen at trætte hende. Manden så ikke ud til at ville droppe det og hun havde ikke lyst til at slås med ham. Ikke fordi hun var bange for at blive skadet, men fordi hun ikke ville kendes på gaden, som en der slog folk bevidstløse. Hun blev nød til at være tålmodig over for menneskerne, hvor langsomme de end virkede. Hendes hår hvirvlede om hende, da hun skiftede retning og begyndte at gå den anden vej rundt, stadig for at undvige mandens greb. Manden ville blive træt...snart.

Men så langt nåede de ikke. Idril havde skam funderet over hvorfor folk bare stod og så på. Havde de intet andet at lave? Og hvorfor greb ingen ind, i stedet for at gøre manden foran dem til grin? Der var intet værd at respekterer i dette og Idril følte sig blot irriteret over dette. Folk havde ingen sans for pli og pligt! Der var intet at sige til at elverne og menneskerne var vokset fra hinanden.
En mand, dog, trådte til. Lidt sent måske, men han trådte til og det i sig selv fik Idril til at stoppe op. Hun rankede ryggen og så direkte på manden, der havde jagtet hende, for så at kigge på den fremmede mand. Auraen...Han virkede beroligende i sin fremtoning. En engel?
Hendes mørkegrå blik gled over ham endnu en gang, før hun gav den nuværende situation sin opmærksomhed.
Manden virkede sur, men selve det at blive afbrudt fik ham åbenbart til at stoppe op. Han trak vejret dybt og var tydeligt en smule forpustet efter at have jagtet Idril. Det slog Idril at manden måtte have andre ting i sin hverdag, der pressede ham og at sammenstødet måske havde udløst det...Måske kombineret med at hun havde gjort noget forkert? Hun kunne ikke se hvad, men man vidste aldrig.

Hun kiggede på manden, da han snakkede til hende. Hans tøj var laset. Hans trenchcoat lukket. Lidt som om han skjulte noget. Hun nikkede, et langt nik. Hendes øjne gled ned på manden, da hun gjorde en let gestus mod ham med den ene mand.
"Jeg forstår ikke hvor denne ballade kommer fra. Men den gavner ingen af os. Hvad jeg end har gjort Dem, har det ikke været..." Men hun nåede ikke at tale færdig. Manden blev vred igen, hans ansigt helt rødt. Hans mund trak sig i en snerren.
"Lyv ikke, din hore!" udbrød han og pegede på hende, som var han hendes dommer. Idril knejsede med hovedet og mærkede vreden ulme i sig. Hun forblev tavs, men hendes hårde blik sagde nok. I et øjeblik vaklede manden, tøvede...
"Det...Vi..." han så sig om, en smule desperat.
"Hun stødte ind i mig på gaden og ville ikke engang sige undskyld! Hun tror sig bedre end os mennesker!" prøvede han at forsvare sig. Idril sagde intet, ikke endnu. Manden ville alligevel ikke lytte.

Obadiah nikkede stilfærdigt da Idril begyndte at forklare sig, det var ikke så lidt typisk elvere at være rolige og om end en anelse ophøjede, hvilket nok var hvorfor Obadiah godt kunne lide dem. Denne elver så dog ud til at være af en anden status end dem han havde mødt på sin rejse, der var en form for eksklusivitet i denne elvers ophøjede væremåde, mere hen ad det royale end den gennemsnitlige elver.
Dertil kom det til hendes tøj igen, men valget til det mere lyse tøj, kunne velsagtens ligge i at hun var borte fra skoven, det var under alle omstændigheder usædvanligt til det tøj som menneskene havde på i denne del af verdenen. Her var de fleste gennemsnitlige beboere iklædt kedelige farver såsom sort eller brun. Dette kunne Obadiah fint sætte i kontrast til den lille gruppe der stod og glanede omkring dem. Angående de tilskuere som der var omkring dem, så virkede det da også til at de var ved at falde lidt mere til ro, latteren var ihvertfald stummet en del af.

Da Obadiah så skulle til at svare elveren, kom den ældre mands stemme buldrende igennem. Obadiah forgæves i flere omgange at tale ham til ro, men det virkede vist ikke. Da manden så var færdig med sin tale og kom med den racistiske udtale mod elvere og mest direkte til frøkenen der stod foran dem, gik det hele lige en tand for langt. Den vrede tale fik opstemt et par af de andre omkringstående, ligesom det så ofte er tilfældet med en hob mentalitet. Obadiah prøvede i flere omgange at få skabt ro i den lille gruppe af mennesker, da han som enhver anden engel ville prøve at få skabt en rolig situation, ved rolige midler.
Da Obadiahs' beroligende midler ikke så ud til at fange, lod Obadiah sine vinger slå ud til fuld størrelse og sagde med en højlydt røst "STOP! SÅ ER DET GODT!!"

Obadiahs' lille udråb gjorde at den sure og fjendske stemning der havde været ved at tage fat, hurtigt gik af. Obadiah så ned på manden og sagde roligt" Hvis du i hendes sted, langt hjemmefra, i en by fyldt med et andet folk, ville du så ikke hellere blive mødt med åbne arme?" efter dette lille spørgsmål kom der så en istemmende mumlen fra de omkringstående, men det blev hurtigt klart at manden skulle til at bringe det uheldige sammenstød på banen, så Obadiah kom ham i forkøbet med endnu en rolig stemme" Og hvad så hvis du nu snublede ind i en ellers retfærdig person, der måske misforstod situationen hvor imod du selv kunne se at der var en fejltagelse?"
Obadiah lod grebet om mandens skulder løsne og smilede rundt som hans vinger faldt ind atter en gang.

Tingene var kaotiske. Idril, der ihærdigt forholdt sig roligt, blev stående stille og afventende. Hun havde ikke mere at sige og viste at ingen af dem ville lytte til hende. Så i stedet for at bruge nyttesløs energi på et diskuterer, ventede hun til folk blev mere rolige eller opgav deres forehavende. Hun ville ikke opildne den stakkels mand ved at sige mere.
Hendes opmærksomhed gled i stedet hen til manden, der så ihærdigt beskyttede hendes sag. Uden at vide hvem hun var eller hvad der oprindelig var sket. Hun tog fat i den brune kappe, der lå om hendes skuldre, og trak den mere omkring sig, i den henseende at have lettere ved at forsvinde ind i mængden. Hvilket næsten var umuligt, da alle nu havde stemplet hende som elver. Hun sænkede sit hovedet en smule, da hun tog sin hætte på igen. Hendes øjne skinnede under hætten, da hun kiggede på manden.

Folk elskede dramatik. De elskede spænding og enhver ting, der kunne krydre deres hverdag lidt. Dette konstaterede hun ud fra det, at folk ikke var villige til at gå med det samme. Først da manden tydede til at råbe og bringe sine vinger frem, så folk til at indse hvad de faktisk var i gang med. Idril beundrede i tavshed mandens vinger. Hun gik ikke ud fra det var normalt engle gik og viste sine vinger rundt. Nok kendte mange til væsnerne, men de fleste frygtede dem også. Det gik op for at på hele denne uge, med alle dem hun havde set og mødt, var englen den person hun bedst kunne lide. han viste tegn på at have nogle værdier, som hun værdsatte.
Hans ord om hende var...Sande. Trods de fik hende til at virke som en lille pige, der intet vidste. Og som ikke kunne forsvare sig selv. Hun studsede lidt over dette, men afbrød ikke. Englen havde bedre styr på dette, end hun havde og hun risikerede bare at opildne folk endnu en gang.
Manden så skiftevis fra Idril til manden, tilbage igen. De fleste var begyndt at gå. Der var ikke mere at komme efter, de havde også nok til at holde snakken gående de næste par timer. Til sidst nikkede manden svagt og trak halvsurt på skulderen.
"Fint, fint!" han sendte Idril et sidste, surt blik, før han gjorde omkring og fjernede sig. Da manden gik, forlod også de sidste tilskuer cirklen og begav sig videre til hvad end de nu havde for.

Til sidst stod Idril alene, med englen. Idril følte en stor lyst til blot at finde tilbage til sin kro, eller måske byens akademi, og gemme sig der resten af dagen. Hun var ikke en kvinde der satte pris på det dramatiske og voldelige. Hun nød langt hellere en lang samtale og en udfordring på ens viden og formåen. Men hun kunne ikke bare ignorerer denne engel, der så venligt havde kommet hende til undsætning. Hun vendte sig om mod ham og bukkede let.
"Jeg takker. Og beklager at jeg hev Dem ind i unødige konflikter. De kunne have ignoreret det eller grint med, men i stedet valgte de at hjælpe og stoppe det. Som den eneste. Det er noget jeg respekterer. Er der en måde jeg kan vise min taknemmelighed?" spurgte hun.

Obadiah så rundt på de forskellige personer i den lille forsamling, som de hver især besluttede sig for at gå tilbage til hver deres foretagende. Til sidst lod han sit blik falde på den ældre mand, som han så gav slip på. Dog valgte manden alligevel at skulle have det sidste ord med et gnavent "Fint, fint" hvilket Obadiah blot lod glide hen, da der ikke var nogen synderlig grund til at lade sig gå på af den uforskammede opførsel, der var vel ikke noget som Obadiah kunne gøre ved det netop nu som tiden og stedet var.

Derpå vendte Obadiah sig med en sidste hovedrysten grundet den ældre mand, mod elver kvinden der nu havde trukket sit slag om sig, hvilet gjorde at da blandede sig en anelse bedre ind med den generelle folkemængde. Obadiah smilede til den fornemme elver kvinde og skulle netop til at berolige hende angående hendes beklædning i hans selskab, da han ikke var så fordømmende som de mennesker som han til daglig omgav sig med, men inden han nåede at få sagt et ord kom hun ham i forkøbet "Jeg takker." kom det fra elveren under kappen.
"Og beklager at jeg hev Dem ind i unødige konflikter. De kunne have ignoreret det eller grint med, men i stedet valgte de at hjælpe og stoppe det. Som den eneste. Det er noget jeg respekterer. Er der en måde jeg kan vise min taknemmelighed?" spurgte hun ham, hvortil Obadiah ikke kunne lade være med at smile en tand fjoget.

Obadiah lod sine hænder op i en afvigende gestus"Det er bestemt ikke nødvendigt" forsikrede han hende og trådt hende et skridt nærmere.
"Jeg gjorde blot hvad enhver anstændig person ville have gjort" sagde Obadiah med et let smil og gjorde et formelt buk. Obadiah pegede så mod elverkvindens kappe og sagde med en betryggende røst" Du behøver altså ikke at tage din kappe om dig sådan, han har vel bare haft en dårlig dag, ikke nogen grund til at bekymre sig for meget om det"
Obadiah blev en anelse ubekvemt opmærksom over hans eget udseende, og knuede hænderne gjort i en let flov fornemmelse.
"Ja jeg undskylder meget mit udseende, men nu må de ikke se mig lud, jeg har bare ikke haft fået købt mig nogen nye klæder her på det sidste" sagde Obadiah, hvilket var rigtigt, for fattig var han ikke. Obadiah havde bare ikke fået set sig om efter nyt tøj eftersom han de sidste mange år ikke havde haft tid til at bekymre sig om tign som hans udseende.

Obadiah løftede da hovedet med et smil"Men jeg kan da følge dem et stykke hvis de skal nogen steder hen?"

Som det passede de gode engle, var hans aura beroligende og for hende, som elver, var hun måske mere modtagelig for den. Elverne var kendt for at lægge mærke til ting, almindelige mennesker ikke altid gjorde. Eller, det sagde de derhjemme og lige nu mente hun at de havde ret. Hun havde endnu ikke set noget, der kunne betyde det modsatte. Hun smilte let til ham og slog let ud med den ene arm.
"Og tydeligt, er De den nærmeste anstændige person" kommenterede hun og mente dermed at hun havde argumenteret vindende for sin ros til ham. Hendes smil voksede en smule og det endte med at hun også selv bukkede for ham. Siden han gjorde det for hende...Var det måske en normal måde for menneskerne at hilse formelt på hinanden? Andre gav blot hånd, men hun syntes meget mere om et buk.
"Jeg prøver skam at skjule mig. Ikke alle er venlig stemte over for mit folk og vi kan lide at have...Iøjefaldende tøj på. Jeg ville lyse op, som en stjerne i natten" smilte hun let.
"Men med kappen vil de fleste, normalt, blot tro jeg er endnu en indbygger, hvilket er præcis hvad jeg prøver. Jeg observerer kun, prøver at lære deres kultur..." hun holdt inde et øjeblik og nikkede let for sig selv, men valgte ikke at afslutte sætningen. Hun kunne endnu ikke udtale sig om, hvorvidt det faktisk lykkedes eller ej. Hun havde kun været her i et øjeblik.

Hun slog let ud med hånden, som ville hun skubbe hans undskyldning til side.
"Behandl mig som alle andre. Hvis de kan være ligeglade med Deres udseende, kan jeg også. Enhver klæder sig, som de finder passende eller som de har at gøre godt med. Jeg vil ikke dømme dig på det. Det ville tydeligvis heller ikke retfærdiggøre dig, da du ellers burde være klædt som en ridder" Hun hentydede endnu en gang til hans viljestyrke, til at han handlede hvor andre ikke gjorde. Hos hendes folk ville det være en høflighed, og tegn på respekt, at nævne en bemærkelsesværdig persons værdier.
"Jeg er blot ude og...Kigge. Har de noget sted at foreslå, jeg burde se? Jeg ville være beæret af dit selskab" slog hun til sidst fast og lod blikket glide over bygninger omkring dem, som ledte hun efter en skjult skat i mængden af skidt og faldefærdigheder.

Obadiah smilede let ved den rare og umiskendelige høflighed som han kunne huske elverne for på hans rejse, også selvom han vist aldrig havde fået adgang til deres by, Silvanesti, men det gjorde ham ikke det store. Obadiah havde haft slået Silvanesti hen som et sted hvor det havde været ligegyldigt at lede hans søgen hen. Denne antagelse havde dog vist sig at være forkert, da Adalia rent faktisk boede i Silvanesti af alle steder alligevel. Det var omkring dette tidspunkt at det slog Obadiah hvad han kunne spørge den unge elver om. Obadiah nikkede med et smil da Elverkvinden så spurgte ham om han havde et sted at foreslå som hun kunne besøge under hendes ophold her i Doomsville, og at han dertil var velkommen til at følge hende på vejen. Obadiah trådte da et skridt nærmere elverkvinden med en lettere eftertænksom mine" Jeg vil foreslå at de får set både de værste og bedste sider af Doomsville.."
Man kunne se at Obadiah netop var kommet på noget men han ventede alligevel til ha var helt oppe på siden af hans nye ledsager" Så da de allerede nu har set noget skidt, eller rettere sagt noget af det værste af menneskene her i Doomsville, så vil jeg foreslå at de slår om til at se den smukke Light's Hope Church"

Obadiah der nu stod oppe på side af elverkvinden så sig let til siden, hen i retningen af Light's Hope, men lod så hovedet dreje nogle ekstra grader til siden og fokuserede i den nye retning. Obadiah smældede kort med læberne, som nogen gør det når det overvejer en muligheder eller tænker over en fejl.
"De kunne også tage til Queen's Library der også har sine enorme charmer" sagde han med en til side sat tone, og kiggede derpå tilbage på Elverkvinden med et smil" Jeg mener nu stadig at Light's Hope er det bedste bud på noget der er værd at se, men det kan bare være mig" sagde han med en rolig og fornøjet røst. Obadiah kiggede sig lidt omkring en ekstra omgang for at få helt tal på hvem der endnu var på gaden, da man aldrig kunne være helt forsigtig nok. Nok var Obadiah en Engel, men det betød ikke at han var dum, til kontrast af hvad hans familie altid havde set ham som; Den lille blåøjede lillebror, der altid regnede med at alt ville gå retfærdigt til, en tro som mange regnede engle for, men hvis sandheden skulle frem, så betød det at man stolede på folk, nok ikke det samme som at man regnede med at alle fik guld og grønne skove.

Obadiah kunne da konstatere med dette ene blik, at der ikke var mere end en enkelt person tilbage af den lille forsamling og som så ud til at snork boble. Med denne konstatering vendte Obadiah sig atter om mod Elverkvinden og sagde med den samme milde røst som før "Jeg er Obadiah og der er?"

Hun så tålmodigt på ham og lod ham tale. Det virkede i et øjeblik...Som om han havde noget, han søgte svar på, men ikke ville spørge om. Hun undrede sig lidt over hvad det kunne være, men slog det hen. Folk havde alle deres hemmeligheder og holdninger. Det var ikke hendes plads til at snage i dem alle sammen. Hvis han havde noget at spørge om, ville han spørge når tiden var rigtig.
Hun vendte sig og så efter kirken, da han snakkede om den. Hun havde ret i at hun burde se lidt af det hele, men hun gav ham også stilletiende ret i at lidt smukt ville være...forfriskende. Gerne noget kunst eller historie. Hun smilte let af hans forslag.
"Jeg tror kirken vil blive vores destination. Jeg er interesseret i hvilken form for religion de har her" Religion kunne betyde utrolig meget for visse folk og have rødder dybt i samfundet. At forstå folks religion ville gøre meget for forståelsen af deres handlinger og samfunds opbygning.

Hun begyndte at gå i den påviste retning og forventede halvt om halvt at han nok ville gå med... I hvert fald hvis de skulle følges. Hun lagde mærke til at han kiggede sig lettere mistænksomt omkring...Og kunne ikke selv lade være med at gøre det samme. Omend hun ikke fandt noget der var hendes opmærksomhed værd. En enkelt der sov...Og resten der bare begav sig frem og tilbage, hver med deres destination. Først da faldt det hende ind hvor uhøflig hun havde været! Han havde hjulpet hende og hun havde end ikke fortalt ham sit navn! Der havde simpelthen ikke været brug for det...Hun havde mest af alt lyst til at bide tungen af sig over sin forseelse. Navne var med til at fortælle hvem de var, de havde en betydning. Og at udveksle navne var første lille skridt på vej til en fredelig samtale. Hun smilte undskyldende til ham.
"Jeg beklager min forseelse. Mit navn er Idril Amaria Míriel. For Dem, må du godt kalde mig Amaria" Kun hendes nærmeste kaldte hende Amaria. Men han havde fortjent æren af at kalde hende det. Et slags...kælenavn, hun havde fået da hun var gået fra barn til voksen.
"Hyggeligt at møde Dem, Obadiah" hun nikkede let med hovedet, en hilsen.

De fortsatte. Men Idril var ikke tilfreds med den eventuelle tavshed. I stedet greb hun chancen for at lære Obadiah nærmere at kende.
"Tillad mig at spørge. Jeg ved du er engel, omend man skal have været blind og uden sanser, for ikke at have set det tidligere. Men hvilken slags? Jeg har ikke mødt mange på min rejse" Faktisk ingen. Hun havde faktisk kun mødt ganske få engle. Men dog nogen. Ikke mange slog en tur forbi Silvanesti, tit fordi der intet var for dem der.