We need to talk (Idril)

Tid: 18:00
Sted: En lysning i skoven
Omgivelser: Et bål, og to træstubbe
Påklædning: Et sæt af skjorte og bukser, lidt pænere stof end det normale hør, men stadig med læder forstærkninger, en kappe af et bjørneskind, samt en uldvestder står åben.

Sajro sad roligt på den ene af de to stubbe der stod placeret overfor hinanden med bålet imellem hinanden, Han sad roligt og betragtede kvinden han kunne høre nærme sig, han spiste det sidste af hans aftensmad hurtigt, og tørrede sig om munden med et stykke stof han så smed på bålet, han rejste sig op da hun kom tættere på så han nu kunne se hende, og som hun kom længere ind i lysningen bukkede han hovedet lidt, men ikke nok til at han ikke kunne se hende.

''Velkommen ambasadør''

Han lavede en håndbevægelse til at hun skulle tage plads overfor ham, og han satte sig så selv ned igen. Han kiggede på hende roligt. Han talte ikke videre før han havde fået en ligesindet hilsen fra hende. Denne leg med respekt og ærbødighed var ikke noget han egentligt huede ret meget men det var en nødvendighed, og overfor elverne var det værre end ved mange af de andre racer havde han tidligere erfaret.

Hun havde blot ventet på det rette tidspunkt. Til det var tid til det aftalte møde. Hun havde brugt nogle dage inde i menneskernes by, så at komme tilbage til skoven var en sand fryd. Hun var taget tidligt fra byen og havde brugt hele dagen på at gå rundt i skoven, uforstyrret, alene. Samlet sig lidt frugt og drukket vand af en å hun var kommet forbi.
Hun var klædt i en grøn kjole, der sad som støbt på hende. Langs kanterne var der mørkegrønne bånd, med mønstre af guld. Om livet havde hun et mørkegrønt bælte, som sad lidt løst og hvis spænde var formet som en drage, der slog ud med sine vinger. Om halsen sad der en halskæde med et lille stykke krystal i og på den ene hånd, på den ene finger, sad en ring. En helt neutral ring af sølv. Hendes fødder var bare, som hun foretrak det og det hvide hår var løst og hang ned over hendes skuldre og ryg. De spidse ører stak en smule ud af håret, men hun havde jo heller ingen grund til at skjule sig her. Ikke nu. Ud over sin kjole havde hun en brun kappe, med hætte, som kunne hjælpe hende med at skjule sig eller holde hende varm, hen imod aftenen.
Til sidst, over den ene skulder, havde hun sin kogger med pile og i den ene hånd sin bue. Bare så hun kunne beskytte sig selv, skulle der ske noget.

Hun kom i lidt god tid, som hun altid gjorde. Ikke meget, men nok. Hun trådte ind i den lille lysning, ledt på vej af bålets lugt og lysskæret mellem træerne, hvis blade endnu ikke var sprunget helt ud. Lugten af mad var tyk. Varmen stak hende næsten. Hun stoppede op, for ikke at virke for invaderende. Dette var godt nok deres møde, men det var hans bål og tydeligvis også det sted, han havde valgt at spise. Blot at komme vadede kunne være respektløs.
Hun mødte ham på samme måde. Hun bukkede let. I denne situation ville deres stilling være den samme, omend hendes måske kunne ses som lige under hans. Hun var trods alt ikke udnævnt som leder endnu, men blot under udlæring og, som han nævnte, ambassadør for sit folk.
"Godaften, My Lord" Hun viste ikke hvilken titel han ville foretrække. Så hun sagde det der faldt hende ind var det rigtige og så måtte han rette i det, hvis han fandt det behageligt. Efter at have fået anvist en stub at sidde på, gik hun over til den. Hun lagde sin bue og kogger fra sig, lidt væk fra sig, så det ikke blev tolket som om hun kom med fjendtlige tanker, men tæt nok på at hun kunne nå dem, skulle der ske noget. Og derefter satte hun sig på den lidt umagelige træstub. Hun nød græsset og mosset under sine fødder, en bænkebider der flygtede fra hendes nærvær. Ilden legede lystigt, små stumper af aske gled op mod himlen, mens små lyde kom fra det varme træ. Varmen var faktisk behagelig og hun tillod sig at føre sine hænder hen til ilden, samtidig som hendes mørkegrå øjne gled op til ulvemanden foran hende. Sikke fint han var klædt.
"Jeg bringer hilsner fra min mor, Vores ophøjede Dronning af højelverne"

''Jeg er blot en simpel mand, med støtte fra mit folk, ingen grund til pæne titler.''

Han så på hende roligt, han hadede at blive kaldt for lord, herre eller lignende. Han foretrak egentligt at blive tiltalt ved navn, og ikke ved andet. Han kiggede på hende roligt, og lyttede til hendes ord om at hun bragte hilser fra hendes mor, og inderst inde morede ham det blot, og gav ham kvalme på samme tid, fordi han vidste han ikke kunne lade det gå uhørt hen.

''De må hilse hende, og bringe hende lykke og et langt liv.''

Han kiggede så på hende, så hende i øjnene, og hans blik var seriøst og indrtrængene. Han ville vide alt om hende han kunne inden han ville føre den samtale han vidste var kommende, nu hvor hilsnerne var overstået.

*lad mig starte med det simple spørgsmål, hvad er elvernes attitude mod varulvene for tiden?''

Hun nikkede let og gjorde en undskyldende gestus med den ene hånd.
"I så fald beklager jeg" Svarede hun. Hun fornemmede en svag modvilje, omend hun ikke kunne tolke om det var mod hende som person eller for det hun repræsenterede. Hun havde højst sandsynligt gjort noget, der fornærmede ham. Hun havde fundet det utrolig nemt at fornærme folk...Ved blot at følge sit folks høfligheder. Hun skubbede det til side. Det var irrelevant lige nu.
"De må kalde mig Idril, hvis De finder det passende. Ambassadør, hvis ikke" Tilføjede hun roligt.

"Det skal jeg gøre" forsikrede hun.
Hun fandt sig i hans blik. Og gav sig selv et øjeblik til at bedømme manden foran sig. Til sidst smilede hun let. Hun kom ikke for at føre en kamp, men blot for at tale. Hun havde allerede besluttet sig til at kom det til kamp...Ville det bedste for hende være at trække sig tilbage. Foran hende sad en mand af stor fysisk styrke. Hun begyndte at få en fornemmelse af hvorfor de andre varulve fulgte hans råd.
Hun vædede let sine læber, mens hun gned sine hænder mod ilden, da hun til sidst tog dem til sig. Hun lod den ene hvile på stubben, som en støtte, mens den anden lagde sig i hendes skød. Hun overvejede hvordan hun skulle besvare spørgsmålet, uden at fornærme eller lægge op til noget unødigt.
"Da du har spurgt mig, vil jeg tillade mig at svare sådan som vu ser det, til hverdag, om de finder det passende eller ej" advarede hun ham og hendes øjne gled indtrængende over ham.
"Generelt vil vi beskrive det som neutralt. Vi har intet imod jer, så længe i ikke begynder at jagte os. Det er klart vi vil beskytte os selv, skulle der ske noget. Hvad er Jeres indtryk...Planlægger I at falde os i ryggen eller foretrækker I vi accepterer hinanden eksistens?"
Hun fornemmede dette hurtigt kunne udvikle sig til en lang snak, især da de begge opførte sig lidt, som om de begge havde planlagt et bagholdsangreb. Til tider kunne hun godt blive lidt træt af det. Men som prinsesse, den kommende dronning, måtte hun bide det i sig. Dette var hvad man kunne vente, det er klart at der vil være en form for spænding og hun kunne ikke andet end selv slappe af...Og håbe ham i løbet af samtalen ville gøre det samme.
"Vi har intet planlagt. Vi ønsker tværtimod samarbejde, hvis vi kunne blive enige. Og hvis ikke, ønsker jeg blot at kunne gå igen, lige så fredeligt som jeg kom" gjorde hun det klart.

Han kiggede på hende som hun svarede hvad han havde spurgt om det overraskede ham ikke, men det næste han havde tænkt sig at sige ville med al sandsynlighed overraske hende. Han var ikke typen for bagholdsangreb, han forstod ikke dette spil de andre spillede alt for godt, han forstod høfligheden men ikke alle de intriger og al bedrageriet de andre rendte og lavede overfor hinanden.

''Jeg vil ikke falde jer i ryggen, selv hvis jeg følte det nødvendigt ville vi nok møde jer i åben kamp, men...''

Han tog en dyb indånding, og lænede sig en smule frem mod hende, mens han selv varmede hænderne over ilden, han lod bevidst sit ansigt bade i flammernes lys, så hun faktisk kunne se seriøsiteten i hans øjne ordentligt. Han så på hende for at vide hun hørte efter.

'... Jeg har udstedt en lov til mit folk, og det kan komme til at koste jer dyrt det vil jeg ikke lægge skjul på. Men mit folk er småt, og det er endda ved at blive mindre, så trods egen modstand har jeg været nød til at befale at mit folk begynder at skabe flere varulve...''

Han holdte endnu en pause, fordi han regnede med at hun godt kunne se hvor dette førte hen, men han ville ikke miste en allieret, men han var ikke i tvivl om at det nemt kunne ske gennem dette, hvilket var grunden til at han kom med et meget uortodoks forslag til hende, noget der nok ikke ville give meget mening.

''Men ikke nok med at vi har behov for blive større som folk, har vi brug for allierede, derfor har jeg et forslag, der vil essentielt frede elverne fra varulvene.''

Han stoppede hans talestrøm for at høre hvad hun havde at sige, han regnede med at hun ville spørge ind til hvorfor de ikke bare skjule knuse varulvene, eller hvorfor de ikke bare skulle være deres fjender, men svaret var enkelt, modsat de fleste andre racer levede varulvene spredt fra hinanden, så at ramme dem som race var ikke nemt.

Hun hørte skam efter. Hun lyttede altid og blev næsten sur på folk, der ikke formåede det samme. Det var en stor del for hendes folk...At lytte. Eller i hvert fald for nogen af dem...hun generaliserede vist lidt for meget. Hun kiggede på ham og gav ham den opmærksomhed han ønskede. Selv om nogle af de han sagde...Faktisk overraskede hende, viste hun det ikke. Ikke tydeligt. Måske højst som en svag flakken med øjnene. Hendes tanker gled allerede på om han havde tænkt sig at påtvinge hende forbandelsen.
Men lidt efter følte hun sig overbevist om at dette ikke var tilfældet. Netop fordi han ønskede en alliance af en slags og at angrebet på dronningens datter ikke ville give det bedste indtryk. At han ikke svarede på hvorvidt hun fik lov til at gå, som hun var kommet, hensatte hende i andre betænkeligheder.

Hun svarede ikke i noget tid, som hun tænkte over mulighederne. Hendes folk elskede ikke ligefrem krig og gjorde det kun, hvis noget truede deres hjem eller dem selv. De andres krige gik dem ikke særlig meget på, medmindre det ville få en direkte betydning for dem. Hvad der sjældent gjorde. Derfor havde de været vidnede til flere krige, end de selv havde udkæmpet.

At varulvene var så få...Det havde hun ikke vidst. Hun vidste man ikke så dem så tit og hjemme hos dem, næsten ikke. En enkelt hist og her. En enkelt historie om nogen der blev bidt og var forsvundet ud i skoven, inden månen blev stor. At han havde brug for allierede, for ikke miste sit folk så hurtigt som de blev skabt...Var også klart. Hun var nysgerrig, mest af alt. Hun slog kort ud med hånden, da hun endelig var færdig med at tænke. Hvad der for de fleste, som ikke var elvere, nogen gange kunne føles som lang tid.
"Jeg er nysgerrig over dit forslag"
Generelt havde de intet fjendskab med varulvene, men det kunne lyde som om de snart ville få det. Og det ville hun prøve at undgå, hvis de kunne. Der ville intet godt komme ud af det, for begge racer.

Han var rolig trods han godt vidste han legede dansende på en knivsæg, men han vidste også at han ikke kunne svigte sit folk, de havde tiltro til ham, og den var han nød til at kæmpe for at beholde. Det var ikke nemt at holde denne plads som leder, ikke blandt et folk som varulene hvor det altid var kutume at kæmpe for sin overlevelse og for sin plads. Han kiggede dog bare på hende.

''Hvis i vores allierede så kan jeg selvfølgelig holde jer udenfor denne lov, gøre jer immune.''

Han kiggede på hende, for der var mere, og det var nok dette der ville slå hende en smule ud hvis hun ikke havde forventet at han ville komme med et sådan forslag som det der nu var på vej ud af munden på ham.

''Men for at jeg kan vide vi kan stole på jer, så ønsker jeg at få tilladelse til at forvandle en elver, årligt, som selvfølgelig skal være frivillig.''

Hans stemme sivede hen, han vidste godt han som sådan ikke var i nogen position til at kræve noget af nogen, grundet hvor lille en race varulvene var. Men han håbede på at kunne spille på behovet for at hun gerne ville sikre elvernes sikkerhed og frihed.

Den måtte hun lige synke. Hendes første reaktion var vrede. Vrede over at en hund kom og forlangte dette, over at han overhoved turde udtale sig, som var han chefen over dem også. Det var jo ikke fordi hendes race var så desperat! Ingen, som hun havde mødt, vidste præcis hvor mange elvere de var, men hun vidste de var nok til at søge efter varulvene og tage den ned en efter en. Et langsommeligt job...Men at de var spredt, kunne også være deres svaghed!
Hun holdt sin pludselige vrede for sig selv. Selv om Guden skulle vide hun havde været tæt blot af rejse sig og forlade lysning af ren fornærmelse. Af ren vrede. Men heldigvis havde hun fået hold på sig selv tids nok. Hun repræsenterede sin race...Hun kunne ikke bare gå. Hendes forhastede reaktion kunne have kostet alt.

Hun forblev tavs, hendes blik søgte ildens uro, frem for manden foran hende. Hun fandt ikke længere nogen fornøjelse i at sidde foran ilden. Den føltes, igen, alt for varm.
"Og sig mig..."
Hun var ikke den der bestemte over hvert enkelte individ. Hvem var hun at forlange, af hendes eget folk der stolede på hende, at de skulle ofre en af deres egne...En gang om året? Hun kunne lige forestille sig det absurde ritual. En ung mand eller kvinde der forlod familie og venner, der græd, for at blive ofret. Og for hvad? Hun vidste vreden mod varulvene kun ville vokse for hver dag der gik. For hver der blev ofret.
"...Hvorfor vi skulle stole på jer?" hendes mørkegrå blik gled op på ham igen. Hårde, som små sten.
"Inden vi ved af det...Kan i have samlet jeres egen lille hær og falde os i ryggen, ligeglad med hvilke...ofringer...Vi har givet jer, som en anden lille Gud!" kommenterede hun. Hendes stemme var venlig, omend hun lagde tryk på ordet 'ofringer' - blot for at lade ham vide ideen ikke huede hende det mindste.
"Hvad får vi til gengæld, som skulle gøre denne ofring, af mit folk, det værd?"

''Fordi du ikke ønsker at dit folk skal forvandles under tvang, fordi du har et folk at passe på.''

Han var ikke i tvivl om at hun var vred over hans ord, det havde han også regnet med, men han var glad for at hun ikke havde valgt at smutte, fordi det var noget han ikke kunne tillade hende at gøre, ikke nu, ikke før de var færdige med at snakke.

''Og fordi hvis du ikke stoler på os, så var du dum for at komme her, så tæt på mig.''

Han kiggede på hende, han vidste han var nød til at spille på hvad han kunne, og han var nød til at bruge kort som han normalt ville hade sig selv for at tage i brug. Han kunne allerede nu mærke hans sjæl dø, hans værdighed forsvinde og hans integritet dø ud, i forsøget på at redde hans race men nogen var nød til at gøre forsøget.

''Det du får tilgengæld, er at ingen skal vågne op en morgen og se deres elskede være forsvundet under mørket, eller se deres elskede sidde med blod om munden og på hænderne over det nyeste offer. Plus på den her måde er der ingen der behøver forlade jer permanent, tænk over det vi kan hjælpe den nye varulv til at lære selvkontrol, og sende ham eller hende tilbage til jer.''

Han så på hende, og havde en sidste ting at sige omkring det med hæren. Han kiggede på hende ganske ganske roligt, hans indre var i vildrede men han holdte det inde endnu.

''Og, tænk på det, en om året, istedet for måske 10 om året hvad ville hurtigst svække jer, og hurtigst styrke os?''

Han var uforskammet. Hans værdighed kunne ikke være stor. Så dette var den store mand, som varulvene valgte at høre på, at følge? Han var et rovdyr. Og nu var det netop mere tydeligt end før. Et rovdyr slog ihjel for at leve. De ville langt hellere tage kampen op, end at løbe hjem i sin hule. Der var en grund til at det var farligt at opsøge et rovdyr, især på deres territorium.
Men hvis et rovdyr truede en, tog man kampen op. Man fulgte dens spor, trangt den op i et hjørne og gennemborede den, til døden forlod dets hjerte og blev i et med naturens energi. Og den der leverede det dræbende stød, havde ansvaret for at give dyrets sjæl en god rejse og måtte tage et symbol fra dyret, på deres styrke og viden.
Personligt havde hun kun været med til det få gange. Elverne tog afstand fra at dræbe, hvis de kunne undgå det. Dette var ikke en svaghed, men det mente manden foran hende tydeligvis. Han troede at han spillede på elverne svaghed...Men i virkeligheden var han kun en millimeter fra at have helt nye fjender. Lige meget hvad der blev valgt, ville ingen elver, med respekt for sig selv, bryde sig om varulvene. Han kunne ikke engang sidestilles med en ork...

Hendes ene hånd gled ned fra træstubben og ned i græsset. hun plukkede et enkelt græsstrå og tog det op i sin favn.
"Du undervurderer os" Dette var mere en konstatering, end et spørgsmål. Hendes øjne var rettet imod ham, ikke med samme højtidelighed, men mere som en voksen der skulle oplære et barn.
"At skubbe min race op i et hjørne og stille os et ultimativ. Et ultimativ, hvor en skal dø, lige meget hvad vi vælger at gøre. Det er sådan naturen gør det. Rovdyret, der forfølger sit bytte. Men selv et rovdyr kan slå sig, hvis de ikke passer på. Byttet har altid en måde at undgå døden, hvis det er rask" Hun nussede ved græsstrået mellem sine fingre og det beroligede hende, gav hende styrke til at svare igen.

Hun rejste sig fra sin træstub. Hendes kjole bølgede i et øjeblik omkring hende, før den faldt tilbage i sine kendte folder og omfavnede hendes slanke krop. Hun gik ikke efter sit våben. Faktisk blev hun stående ved siden af ilden, lignede mest en der var blevet træt af at sidde på noget hårdt træ. Græsstrået gled fra hendes hånd og ind i ilden. Den var forsvundet på et øjeblik, ikke engang med så meget som en lyd. Hendes blik fulgte græsstråets død, som om det gjorde hende inderligt ondt.
"Vi har været her længe. Vi lever længe. Vi er ikke bare arrogante og stolte af os selv, vi skjuler os ikke bare. Vi er tænkende væsner. Vi har mulighed for at sætte os selv over naturen. Og med netop denne viden har vi valgt at leve sammen med naturen. Den er vores hjem, vores lærer, uendelig på energi, ressourcer og viden. Den var endda før os, som guderne valgte at skabe den" Hun vidste ikke om manden var religiøs. Men selv hvis han var, havde de sikkert ikke samme tro. Men dette var irrelevant.
Hendes blik gled fra den altfortærende ild, til manden. Hendes blik var sørgmodigt, men også seriøst.
"Så lyt nu til hvad jeg har at sige. Jeg siger vi ikke behøves at dø...Men at vi heller ikke behøves at slås. Vi kan enden ignorerer hinanden, eller udnytte hinandens styrker. Tag nogle ekstra mennesker. Tag nogle ekstra engle. Tag nogle ekstra af de andre elvere, som vi alligevel ikke kan enes med. Jeg vil endda...Gå så langt som til at foreslå min mor en lov. En lov der siger at enhver der bliver udstødt af vores samfund...Ikke skal smides ud af byen. Men holdes tilbage og ende sit liv til jeres forbandelse" Hun så direkte på ham, ville se hvordan han reagerede.
"Og i stedet for evige ofringer, som var vi kun små lam i solens skær...Så udnyt vores viden. Udnyt vores ressourcer. Jeg siger dig...Min race vil have langt nemmere ved at respekterer og arbejde sammen med en race, som kommer for at få mad, våben eller udstyr, end en race der kun kommer for at udrydde og slå ihjel. Hæv jer over det! Det eneste vi vil forlange til gengæld...Er i ikke bare mæsker jer i mit folk og at vi kan kalde jer til, hvis vi en dag skulle stå midt i en kamp. At i vil kæmpe på vores side...Som vi ville kæmpe på jeres"
Og med de ord, var hendes forslag slut. Og hun studerede ham, for at se hvad han kunne have at sige til dette.

Han fnøs direkte over hendes ord, at sige hvad hun gjorde omkring at nogen skulle dø, gav ham direkte lyst til at flå hendes hoved af hendes skuldre. Men han holdte sig tilbage fra at reagere indtil videre, men hans had voksede kun da hun begyndte at tale til ham som et barn.

''Måske i har levet længe, men at i har levet så længe bliver jeres dødsdom, i er blevet arrogante for arrogante, i tror i er usårlige der hvor i gemmer jer, og i ser jer bedre end os andre.''

Han var tæt på at le af hende direkte fordi han virkeligt ikke kunne fordrage hende. Dum, naiv og ødelagt er at være gemt bag elvernes mure eller hvad det helt præcist var de gemte sig bagved. Han så på hende.

''Bare se på det du siger, du omtaler os direkte som en forbandelse, du taler om at nogen skal dø som om at blive en varulv er lige så slem som døden.''

Han så på hende, holdte en kort pause og fortsatte så med at tale til hende.

''Udrydde og slå ihjel? virkeligt du mener at lade en fra dit folk forvandles til en varulv er at udrydde og slå ihjel... Og ja i kan sætte jer selv over naturen, nok til at i åbenbart ikke længere ser jer selv som en del af det, din tid i det skjulte har ødelagt dig, du har ikke haft nogen ide om hvad du er kommet ud til herude. Og tro ikke i er de eneste der bor i og lever af naturen, ha jeg vil endda gå så langt som til at sige i kun lever af den, som en snylter... i en slyngplanten der kvæler værtstræet.''

Han stoppede endnu engang op, inden han fortsatte med at tale videre, fordi han havde virkeligt aldrig oplevet nogen så arrogant som hende.

''Og se på dine forslag, du er ligeglad med alle andre end dit eget folk, hvis der er nogen her der bare vil udrydde og slå ihjel er det dig, dig der foreslå vi bare tager nogle flere engle, nogle ekstra sort-elvere og så jeres kriminelle. Så snart folk ikke er rigtige elvere så er de så lidt værd at du mener vi kan få dem? Har jeg forstået det korrekt?''

Han sluttede af med en sidste kommentar fordi han var ligeglad med at true hende på livet nu.

''Og sig mig hvad skulle holde mig tilbage fra at dræbe dig lige nu? Eller måske endda give dig denne åhhh så forfærdelige forbandelse?''

Hun så tålmodigt på ham. Det var som om hans vrede fjernede hendes. Hans ord pralede af på hende, da hun som en sten blev stående og så på ham. Men hun havde skam sine tanker. Manden foran hende ville ikke høre på fornuft. Han lod følelserne tale, i stedet for fornuften. Enhver med fornuft ville vide at hendes forslag havde været godt, bedre end nogen kunne have håbet på. End ikke menneskerne fik lov til at gå direkte ind i deres by og gøre krav på en ny rustning eller et nyt våben.
Hun ventede til han var færdig. Hun havde ingen grund til at tale i munden på ham, også velvidende det ofte bare gjorde folk endnu mere vrede. Og når en person først var vred, lyttede denne ikke.
Hun lod blikket glide fra ham og over ilden et øjeblik. Så gik hun hen forbi sin træstub, hen til sin bue og koggeret med pile. Hun tog koggeret op og satte det på plads, om hendes skuldre. Buen havde hun i den anden hånd. De havde jo intet mere at snakke om. Hun vendte sig om mod ham med et svagt smil.

"De har vilje. De har temperament. Men...Jeg føler ingen forståelse for andre end varulve. Jeg beklager hvis mit folks måde at leve på, vores natur og ikke mindst mine ord har fornærmet Dem. Jeg kan ikke gå med til at ofre mit folk. De syntes sikkert at udnævne en personen til døden, til aldrig at være en del af sit folk igen, er en helt aldeles nem og simpel ting. Men din manglende forståelse for mit folk, for det bånd vi har til hinanden og til vores kultur..." hun stoppede op et øjeblik, da hendes blik gled ned over græsset et øjeblik, før hun så op på ham igen. Ord kunne ikke beskrive det.
"Jeg har forståelse for i er desperate. Men i så fald ville mit forslag have været bedre end intet. Vi må jo, et eller andet sted, tænke på os selv. Os alle sammen. Lige som De kun tænker på varulvene. Sig mig...Hvad er forskellen på en elver og et menneske? Hvorfor er vores liv mindre værd end menneskernes? Ordene kan vendes begge veje"
Hun svarede ikke på hans trussel. Han var velkommen til at prøve...Men selv hvis det lykkedes ham at flå hende fra hinanden, ville det ikke ændre noget. Ikke andet end at forsegle den fjendskab der allerede havde vist sig. Hendes mening havde ikke været at få fjendskab...Men hun ville heller ikke ofre sit folks liv.
Hun bukkede kort for ham. Derefter begyndte hun at gå baglæns mod træerne. De havde intet mere at sige til hinanden. Hvis hun blev, ville det blot føre til yderligere kiv mellem dem. Hun ville ikke gå med til at ofre sine og han mente ikke at hendes forslag vejrede op for det.
Så hun ville gå. Men ikke vende ryggen til ham...For et eller andet sted mistænkte hun ham for at ville falde hende i ryggen, trods mødet skulle være fredeligt.

Han var sådan set ikke færdig med at snakke med hende, men han ville ikke stoppe hende i at gå.

''Se det er dit, og hele dit folks problem, i er så ensporede så simple, i kalder jer selv kloge og intelligente, men i forstår jeg ikke engang på forandring eller ændringer trods man påpeger dine fornærmelser fortsætter du med dem.''

Han fortsatte med at tale, trods han havde på fornemmelsen at han talte for døve, arrogante og uintelligente øre lige nu.

''DU bliver ved med at fornærme ikke bare mig men hele min race, du bliver ved med at kalde forvandlingen for en dom til døden, hvorfor skulle vi ønske at samarbejde med nogen der er så arrogante?''

Han fortsatte især grundet det hun sagde med menneskene, han havde ikke engang bragt dem på bane og det fik ham til at fnyse af hendes ord, hun forsøgte at vende den rundt nu på en måde som var uden grundlag og det fik ham til at more sig.

''Jeg har aldrig udtalt mig om jeres værd, eller menneskenes værd. Fordi modsat dig ser jeg ikke på andre racer som værende mindre værd en min egen race.''

Han grinede da hun bakkede væk fra ham, latteren var hverken hånlig eller hadefuld den var der bare måske en smule kold.

''Og du burde ikke snakke om naturen når ingen forstår den dårligere end jer!''

//Out//