So if we all come together, we all know what to do. (Aigemfarrel)

S: skovens dybe, stille ro...
T: midt på dagen
O: træer, buske og diverse smådyr
V: solen skinner og spreder sin varme. Få, aflange skyer.

Solen var virkelig varm denne dag. Byen havde været forfærdelig varm, hvert hus varmet op som små ovne. Skoven var mere kølig, men varmen var samtidig også mere fugtig her. Sean vidste ikke helt hvad der var værst. Hans mørkegrå T-shirt klistrede til hans ryg, hans lange, mørke bukser var ikke ligefrem behageligt. Hans lette lædersko gjorde det ikke bedre.
Sean lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, der altid strittede til alle sider. Med undtagelse til pandehåret, der hang lidt ned over hans pande. Hans mørke øjne gled over omgivelserne...
Omgivelserne bestod af høje træer, der næsten alle var sprunget ud og havde spredt deres grønne og rødlige blade ud over det hele. Buskene var ligeså sprunget ud og enkelte stod med en masse blomster. Græsset så frodigt ud, skjulte kviste, grene og gamle blade. Enkelte blomster var tittet frem...
Hvis man spurgte Sean var det hurtigt gået fra vinter og regn, til fuld sommer. De få gårde, han havde fået fat i, efter krigen, var stadig ved at blive sat i stand. Men hans klanmedlemmer måtte hellere sætte farten op, hvis de skulle nå at så og høste afgrøder i år.

Sean var ikke bare søgt væk fra byens larm og varme. Han søgte lidt fred og ro. Han var ved at blive træt af sit liv. Lige siden ritualet, som faktisk efterhånden var længe siden, var hans liv gået ned af bakke. Mange folk havde forladt ham og hans liv var blevet kedeligt. Han ville snart rejse på en lang rejse, hvor han kunne slappe af og få nogle nye indtryk.
Men for nu, gik hans tur kun til skoven. Han kendte den allerede lidt bedre, efter at han var begyndt at besøge den mere regelmæssigt. Hvilket jo skyldtes Alane. Han ønskede at kunne finde frem til hende, og hjem igen, når som helst han søgte hendes selskab. Hendes selskab var det eneste der holdte ham nogenlunde ved fornuft.
Han stoppede op på en gammel træstamme og rettede ryggen op, mens han så sig omkring. Luften var varm, der duftede af blomster og træsaft. Han lod blikket glide rundt, så intet andet end et egern og en spætte. Her var stille...

Solens varme var forfærdelig, Dagende virkede lange og kedelige. Alex havde altid boede i skoven, hendes overlevelses metoder var nemme. stjæl, løb, nyd maden sådan var hendes dage. hun sov mest og om dagen, men varmen gjorde det ulideligt at sove.
Fuglene skreg i hendes øre, hun hadede det. hendes lange brune hår som nærmest klistrede fast til barken på træet.
Hendes tænker kørte gennem dagen, hvordan kunne hun få sovet, hvordan kunne hun løbe eller overhovedet få taget sig sammen til at lave noget i denne varme, hun sukkede blidt. Hun ragte langsomt sin højre hånd op imod solen, for at skabe skygge over hendes øjnene. hun var ikke ny i skoven, hun havde været der siden krigen. hvor hun ikke lavede andet end at stjæle soldaternes mad og våben, når hun kedede sig.
Byen i nærheden havde frodige marker, som næsten kun manglede at få høstet, samt en masse æble træer og jordbær buske. hvordan skulle man kunne holde nallerne fra det tænkte hun.

Hun hørte nogle skridt, hun vende langsomt sit hoved mod jorden, hun var træt og sad på en gren oppe i træ toppen. hendes sorte nederdel gjorde det køligt at ligge højt oppe. hendes trøje sorte trøje havde hun taget af og brugte som en pude for nakken, så alt hun var iklædt i som en nederdel og bh (plus underbukse duh)

Hun kiggede på manden som satte sig et stykke fra hendes træ. han virkede på ingen måde farlig, sagde hun til sig selv. hun lukkede øjnene og døs langsomt hen, da hun vende hoved væk. faldt hendes trøje ned, næsten foran Sean's fødder.

Han var stoppet op, men havde endnu ikke sat sig. Det var endnu tidligt på sommeren og planterne var kun begyndte at blomstre eller spire op af jorden. Der var altså hverken friske bær, frugter eller korn endnu.
Sean lod blikket glide over omgivelserne og lyttede til lydens rolige lyde...Og i et øjeblik følte han sig godt tilpas. Hans blik gled op af træerne omkring ham...
Da en sort trøje gled fra et af træerne og ned mod jorden. Seans blik fulgte den afslappet, som den dansede igennem luften og til sidst lagde sig oven på jorden og græsset, som en dyne. Han lod blikket glide op af træstammen, til han kunne se en person der lå oppe i træet.
Selvfølgelig var han ikke den eneste der søgte tilflugt i skoven. Han var begyndt at møde forfærdelig mange folk i skoven, især efter krigen, hvor mange var blevet hjemløse. Og hvem var....Hun, så? En der sov i et træ, midt på dagen. Ja. Men hvem ellers? Betød det noget? Hun så ikke ligefrem ud til at ville falde ham i ryggen, når han gik videre...
Han gik over til hendes trøje og samlede den op. Et par smågrene havde sat sig fast i den og han fjernede dem med et par hurtige bank fra hans hånd. Han så op mod træet igen...Han var ikke et egern. Han orkede ikke at kravle op i et træ.
Normalt ville han blot have hængt trøjen på en gren og gået sin vej. Men han valgte at...Gøre sig bemærket. Han gik om foran træet igen og ledte i et øjeblik på jorden efter nogle små sten. Små sten der var tunge nok til at nå langt op i træet, men som heller ikke ville skade hende, hvis han ramte. Han lagde trøjen på en større sten, samlede stenene i den ene hånd og kastede efter hende med den anden. Bare nok til at vække hende...
Han tog sigte...Og kastede. Den første sten nåede kun halvvejs og kolliderede med træstammen. Den næste ramte grenen hun sov på. En af de næste måtte ramme hende...

Alex havde aldrig rigtig haft styr på høster eller når frugterne var klar til at blive høstet, et æble kunne være minimal for hende og hun ville stadig spise det. Vindens kørte gennem hendes hår, hun vendte sit hoved halvt.
hendes højre hånd hang ned af hendes side, hendes venstre var plantet på hendes mave. hun kunne dufte sommeren nærme sig mere og mere, det lugtede fugtigt, og tørt, som om det kunne regne, men varmen fortalte noget andet.
Hun rynkede på næsen da den anden sten ramte træstammen, som om den nærmest ramte hende. hendes øjne åbnede sig halvt, hun gabte og strakte sig ud, hendes hår dækkede hendes mørke brune øjne, lyset fik hendes hud til at glimte.
"Gaaaah, regn kunne bare være godt" Hendes stemme var træt og blid, hun køede sig på ryggen og kiggede rundt mens hun slikkede sig om munden, manglen på vand slog hende hårdt i denne hede.
hendes blik fløj gennem området. inden hun fik set sig ned, hoppede hun fra grenen. Hendes nederdel fløj op og hendes lysserøde trusser med et panda ansigt blev synlig, hun landede med ryggen til ham, hun strakte sine arme op i luften og tog en dybindånding "Gad vide om Aeron har mad?"

((undskyld jeg svarede så langtid efter, havde ikke set du havde svaret, tilgiv mig -Hun bukkede dybt-))

//Du skal bare tage dig den tid du vil. Folk kan sagtens vente. Svare ikke selv vildt hurtigt //

Hun mindede mest af alt om et egern. Han forstod virkelig ikke hvorfor han blev stående og absolut ville have hendes opmærksomhed. Men hun var i hvert fald åbenbart ret besluttet på ikke at give ham den. Han smed resten af stenene og samlede hendes trøje op igen. Han hang den over den ene skulder, på en finger, da han gik over mod hende med et sædvanlige, lille smil. Det intetsigende smil.
"Du har tabt noget..." bekendtgjorde han og lod trøje hænge ud til siden, på hans pegefinger, som var han en stumptjener. Han lod fingeren vippe lidt op og ned.
"Og hvad er så din undskyldning for at tage ophold i skoven? At det er gratis?" spurgte han. Det var tydeligt hun ikke havde noget ordentlig hjem. Hendes hår var uglet og hun sov i et træ. Lidt skidt hist og her eller en rift i tøjet.

Bladende knaste under hendes fødder "Heh" Et lavt fnis udbrød hun i det hun vendte sig om, hørte hun Sean's stemme, hun trak en dolk og gjorde sig klar på kamp, hendes øjne ændrede sig fra rolige og blide øjne til kolde, morderiske øjne.
hun kiggede på trøjen som hang fra hans finger også på hans ansigt, hun rettede sig stille op "J-Jeg..."
Han var for pæn til at være hjemløs, hun fjernede dolken langsomt og gik hen mod ham, mens han stillede hende det ene spørgsmål "Det er gratis og varmt her op af sommeren, om vinteren plejer jeg..." Hun stoppede sig selv og begyndte at grine usikkert. Hun tog hendes trøje og svang den over skulderen, det var stadigvæk for varmt at tage den på. hun blinkede til ham og smilet kækt til ham
"Tak du..." Hun vendte ryggen til ham, hvor efter hun kiggede lidt tilbage på ham "Har du penge?" Hun spurgte med en blid og rolig stemme, hun virkede ufarlig, i følge hendes aura

En falden engel mistede sin beroligende aura. For Sean lugtede hun af engel, men uden den sædvanlige virkning. Ikke at det betød noget for ham, han blev ved med at kigge roligt på hende, selv da hun trak sin dolk og prøvede at skræmme ham. Og heldigvis, for dem begge, droppede hun det og tog sin trøje. Hun var et klassisk eksempel på hjemløs...Og måske muligheder. Han tænkte lidt over det. Han måtte vide lidt mere om hvad hun kunne, før han gav hende tilbuddet.
"Jeg har masser af penge" kommenterede han kort og gik hen ved siden af hende...Kun for at fortsætte forbi hende. Han snakkede ikke til folk, der vendte ryggen til ham. Hen vendte sig om, lidt fra hende, så de nu stod med front mod hinanden igen. Han lænede sig op af at træ.
Han lagde ikke op til at ville give hende noget som helst.
"Men man skal gøre sig fortjent til penge. Hvor længe har du været hjemløs? Har du opnået gode færdigheder i at stjæle?" spurgte hun direkte, uden at slippe hende med øjnene.

Alex kiggede på Sean i det han gik forbi hende. Bhun smilede forførende og stoppede op da han vende sig om mod hende, hun skød sin hofte ud til siden og kiggede på ham. Hendes krop var nærmest guddomelig perfekt, hun havde gode hofter, mave og bryster. Hendes ansigt var også yderst elegant. Hun kørte en hånd gennem hendes lange mørke hår.
"Jeg er ikke sikker på hvad du mener, men jeg har været hjemløs sixdn jeg var lille. Jeg stjæler da livet er kedeligt alene... jeg er hurtig og stærk hvis det er det de mener.. hr? " hun trådte tættere på ham i det han stod op af træet. Hendes stemme var blid med en kølig undertone.
Hun satte sin hånd på hans bryst kasse og stillede si næsten helt op af han.
"Fortjent til penge. At stjæle, er vel det samme som at gøre sig fortjent til det" hun smilte lusket.

Han smilte blot til hende. Han var succubus, trods han også var Archdemon, og spiste stadig ved at lokke uskyldige kvinder til sit skød. Han satte pris på en god krop og udseende, nok også fordi han vidste hvor mange der fandtes, som faktisk ikke var så heldige endda. De virkelig perfekte skulle man lede længe efter. Selv i sin lange levetid havde han kun mødt få, der kunne blive kaldt perfekt. Men så længe folk selv troede på det, var han faktisk ret ligeglad. Enhver kunne spises, hvis blot man lukkede øjnene lidt.
Hun var forførende og sikkert ganske charmerende. Men han var ikke oplagt til hendes svage forsøg på at bestjæle ham. I stedet smilte han selv charmerende tilbage, bukkede sig ned mod hende, som om han havde tænkt sig at kysse hende...
Og greb hendes hænder, rundt om håndleddet og holdt hendes hænder ud fra sig, inden hun ville nå at snuppe noget. Hans anbragte sin mund ud for hendes øre.
"Du leger farligt. Du aner ikke hvem du leger med og hvis du ikke trækker dine fine, små fingre til dig, vil du hurtigt miste dem" hviskede han let til hende.
"I stedet..." han trak sig tilbage, omend han stadig holdt fast i hende, som et dyr fanget i et net.
"...Har jeg et tilbud der vil give dig en seng at sove i, varm mad, penge og arbejde. Omend for en mindre pris" smilte han let.

Alex var en af dem man kaldte perfekt ud fra, men indeni var hun grim. Nogle ville kalde hende smuk, andre ville kalde hende et monster.
I det han bukkede sig ned mod hende, kunne man se på hendes ansigtsudtryk at hun blev utryk. Hun skulle til at skubbe ham væk, da hun følte hans hænder om hendes håndled. Hans hænder var svedig fra hedebølgen, men stadigvæk bløde. Hendes øjne var overrasket, han var den første der havde grebet fat i hende. Hun klemte sine øjne sammen og virkede nærmest helt uskyldig, lidt som et lille barn. Hun kunne nærmest mærke hans ånde mod hendes øre, hvorfor greb han lige fat i hende? Hun gjorde jo intet forkert.
Hendes øjne åbnede sig og et smil kom frem på hendes læber i det han nærmest hviskede hende i øret. Han mindede lidt om Alexander, den lille trusse tyv hun havde mødt for nogle dage siden.
”Jeg er glad for du synes de er fine, jeg synes ellers de er for tykke hehe” Hun nappede ham i øret, mest i håb om at han ville slippe hende. Det var ikke hårdt og smertefuldt, bare blidt. Da han havde hende i en lidt dårlig stilling, hvis han ville kunne han sagtens smadre hende mod et træ eller kvæle hende. Han virkede også rimlig stærk, så hun holde sig mest bare til at drille. Hun forsøgte ikke at virke truende, på nogle måde.
”Tilbud?” Hendes stemme var dog en smule overrasket, hvorfor ville han lige true hende og derefter tilbyde hende et slags arbejde. ”Hvad skal jeg gøre, hvis det er noget seksuelt…” Hendes smil var forsvundet, var han en til af de creeps ”… så takker jeg pænt nej tak. Jeg vil heller dø…”

Han smilte let for sig selv. Selvfølgelig var det, det første der kom til kvinder! Måske en lidt selvsikker tanke, men det var jo sandt han jagtede kvinder til hverdag. Men han havde nu ikke tænkt sig at spise hende, hvis hun kunne bruges på en anden måde. Han grinte let. Ikke hånende, men fordi det gik op for ham hvor meget hans ord faktisk kunne blive misforstået. Touche!
Han så lidt på hende. Hun krøb sig nærmest sammen, som en kat der fortrød den havde angrebet en for stor fugl og blot ønskede at stikke af.
"Jeg er ikke interesserer i dig på den måde. du er end ikke min smag" smilte han let.
"Slap blot af. Jeg har allerede en kvinde i mit liv. Nej...Mit tilbud består af noget arbejde. Du arbejde for mig, bliver måske en del af min klan...Du vil som sagt få mad, en seng, varme, folk at omgås. Mulighed for at bruge og udvide dine evner ingen for at stjæle. Det jeg mener med en pris...Er dine evner, din tid og en del af de værdier, som du stjæler. Til klanens fælles økonomi" han slap hende endelig, men først da han var færdig med at give hende tilbuddet, så han var sikker på hun ikke flygtede, før hun havde hørt ham. Der var selvfølgelig en optagelsesprøve...Men hvis hun havde nogen evner, overhoved, burde de ikke være det største problem.

Alex følte sig utilpas i det han grinte, hvorfor grinte han!? Det gav ikke mening for hende, så hun måske sjov ud. Hun rystede på hovedet for at få tankerne væk, hun kiggede op på ham med et koldt blik, hun virkede sur. Hvilket slags arbejde skulle hun lige bruges til?
”Du ikke interesserede i mig?” Hendes kolde øjne blev i et blide, hun smilte forførende ”Jeg tror jeg misforstod dig… jeg er alle mænds type.” Hun grinte blot efter hun havde sagt det, hun vidste selvfølgelig godt at alle mænd ikke ville have en pige som hende, nogle var mere til fedt på kvinders kroppe, andre var mere til skæve tænder og tynde ansigter. Alex havde pæne tænder og et lidt rundt ansigt, hendes krop var jo også spinkel men ikke tynd på den grimme måde. Hun satte sit hoved på skrå i det han forklarede hende, hans tilbud ”Så, hvis jeg nu forstår dig rigtig. Så du vil stadigvæk have at jeg stjæler, jeg har intet i mod det, men hvad mener du med en del af din klan og dele mine evner?” Hun løftede sit ene øjnebryn i det hun havde sagt det der forvirrede hende en smule.
Hvad for nogle evner var det lige hun havde, som kunne bruges. Hun kunne dog en masse magi bøger udenad og kunne sagtens bruge magien i bøgerne, uden at have bøgerne i hånden, men det kunne han jo umuligt vide.
Han havde vel heller ikke rigtig set hendes evner på nogle måde. Hun føltes hans greb slippe hendes arme, hun kørte sin højre hånd gennem sit mørke brune hår, hun smilte dog kækt til ham ”Alle har en kvinde i deres liv, nogle har to min kære”

//Bare husk at de fleste magibøger kræver mindre former for ritualer //

Hendes forsøg var...Tja, de boostede hans selvtillid, men gjorde ham også mere sikker på at hun ikke var hans. Enhver kvinde, der ville være alles, var ikke hans type. De svage typer, der løb fra den ene til anden og ikke kunne klare et øjeblik alene. Nej...Han gik efter de stærke kvinder, gerne dem han skulle slås lidt for. De var mest interessante.
Han slog kort ud med hånden, som viste han hendes krop frem.
"Du tager fejl. DU er ikke alle mænds type...Din krop er" kommenterede han kort og drillede hende, ved at smile en smule forførende tilbage. Som en advarsel...Om at man ikke blot skulle tilbyde sig til hvem som helst.
"Jeg har min egen klan, The Shadow Clan, som lever...Ja, i skyggerne, af samfundet. Vi er en stor gruppe disciplinerede tyveknægte og mordere. Mest tyveknægte, dog, men du kan møde folk der har gjort mere end det. Alle udvalgt af mig og derfor gemmer de alle på deres egne former for evner. Ikke nødvendigvis magi. Jeg mener med hænderne. At stjæle er en evne ikke alle kan" gjorde han det klart og viste sine hænder frem for at understrege sine ord. Han havde beskæftiget sig med kriminalitet i...Ja, næsten hele hans lange liv og det havde resulteret i en stor klan, en af de klaner der næsten ejede Doomsville. Og Sean gik hele tiden efter at udvide den endnu mere...
"Men hvis du siger ja, er der jo bare et par regler du skal overholde. Intet krævende" smilte han let og trak let på den ene skulder.

Alex var kendte for at flirte, men intet andet. Ingen vidste om hun kunne finde op at have sex med en af disse mange personer som hun flirtet med. Hvis hun skulle være ærlig, var hun mere end noget andet. Ligeglad med alle folk omkring hende, hun flirtede med folk for at fordrive tiden. Alex var mest alene, da hun blev opdraget var det med en hård hånd. Hun fik aldrig venner og fik aldrig lært, hvordan man skulle opføre sig udenfor.
Hvilket gjorde at, da hun kom ud fra huset, vidste hun næsten intet om folk udenfor huset. Hun kende kun til bord skik, hvordan man gemte sig og at verden udenfor var forfærdelig. På grund af denne opdragelse, så hun intet forkert i det hun gjorde, de ting hun gjorde mod folk. Var en måde hun viste sine følelser på.

Hendes smil blev på hendes læber i det han sagde, nogle lidt grove ord til hende. ”Er kroppen ikke også alt i mænd tænker på? I går jo ikke ligefrem efter den grimmeste kvinde i kan finde, eller noget i den stil… vel?” Hun blinkede til ham. Hans ord føltes en smule hårde, hun kiggede op mod himlen og smilte. Dette smil var blevet trist, hvis Sean havde ret i dette. Ville det så sige at Josh var den samme? Måske var folk virkelig kun efter hendes krop, ikke hendes personlighed. Var hun for underlig?
Hun vende sit hoved endnu engang mod Sean, da han blev ved med at snakke. The Shadow Clan, hendes ansigt solgte hende, hun havde på ingen måde hørt om denne Clan. ”At stjæle er nemmere end folk tror, det kraver kun at du skal være hurtigt og smedig… men hvis du ikke vil have folk kan finde dig, det er en anden sag” Hun løftede et øjnebryn og krydsede sine arme. ”Jeg er villig til at joine, denne Clan… men hvad er Hagen ved det??” Hun satte sit hoved på skrå, hvis hun blev medlem, var der så mange chancer for at blive tæsket der inde, og hvis man ikke lyttede. Ville man så bare blive dræbt?

Han kendte ikke til hendes tanker og tog sig ikke af dem. Ellers ville han måske have pointeret at hun ikke havde forstået hvad han havde sagt. Han pointerede blot hun ikke var hans type... Ikke at ingen ville kunne lide hende. Men disse betænkeligheder var ganske ligegyldige for Sean. Det var ikke hvad han gik op i.
Han var ikke helt uenige i at næsten alle kunne lære det, med undtagelse af de mest kluntede eller fummelfingrede. Men det betød ikke alle ville og slet ikke at alle ville blive gode til det. Han samlede kun dem, som han så et potentiale i. Dem han regnede med kunne holde et par regler i et ellers regelløst erhverv.
"Selvfølgelig skal du ikke findes. Bliver du fundet, er du for dårlig og så må du selv få dig ud af den knibe. Vi andre har ikke tid til at lege helte" sagde han roligt og lænede sig op af træet, der stod ved siden af ham. Han lagde armene over kors og så lidt på hende.
"Ikke andet end det jeg allerede har sagt. Dine evner til at stjæle, og hvis du skjuler nogle andre evner. Det betyder at hvis jeg har brug for dig til en bestemt opgave, er det meningen du skal hjælpe mig. Hvis du er ude og stjæle et eller andet, skal du give en lille del af det til klanens pengekasse. Jeg snakker ikke om en enkel guldmønt du finder i lommen på en halvfattig mand. Jeg snakker om hvis du får fat i et større pengebeløb. Du kan også altid give klanen værdifulde genstande...Klanen vil selvfølgelig give dig penge for den. Der ud over er der kun et par regler du skal overholde. Selvfølgelig at du ikke bare må gå rundt og snakke om klanen...Til nogen som helst. Om det så er din bedste ven eller familie. Kæreste. Elsker. Barn. Ingen! Hvis du finder nogen, som du tror ville være gode at have med i klanen, skal du kontakte mig i stedet for at tage kontakt til personen selv.
Så er der de små regler med at du ikke må stjæle fra andre i klanen, i må ikke slå hinanden ihjel. Du må heller ikke slå de fattige i gaderne ihjel, medmindre du ikke kan undgå for egen sikkerhedsskyld. Vi bruger de fattige og har brug for deres samarbejde" han så lidt på hende for at se om hun forstod og kunne følge med i alle de ting han sagde.
"Dyr og andre mennesker skal du heller ikke slå ihjel. Dit job er at stjæle...ikke at slå ihjel" kun enkelte personer, i hans klan, fik lov til at slå ihjel med vilje. Hans hemmelige rang af folk.
"Dertil kommer det at vi heller ikke stjæler fra de fattige. Ikke fordi de har noget af værdi, men jeg har valgt at sige sådan alligevel. Giv dem i stedet en kobbermønt eller bid brød...Eller ignorer dem. Det er også pålagt at hjælpe de andre i klanen, hvis disse har en opgave de ikke kan klare selv. Og så er der selvfølgelig at du skal lystre dem der har højere rang end dig. Du vil få rang som nybegynder, fordi du er hel ny. Men du stiger i rang, som du viser dine talenter og får udført nogle opgaver. Mit ord er det sidste der kan blive sagt. Mit ord er lov" han viftede kort med hånden, som om han ikke ville lade det lyde så slemt, som det måske kunne. Ikke alle kunne leve med disse regler.
"For at blive medlem skal du bevise dine evner for mig. Ved at stjæle noget eller klare en opgave for mig. Så...Med de ord, er der nogen spørgsmål? Vil du stadig være en del af klanen?" spurgte han med et lille smil.
"Der er også nogle små goder...som i at du får det basiske udstyr udleveret. Hvis det går i stykker, må du selv reparerer det og mister du det, må du betale for et nyt eller selv skaffe et nyt...Men ellers"

Hun gnuppede sit venstre øje og gabte på samme tid, mens han snakkede. Ikke fordi han var kedelig, men denne hede gjorde intet for hende. Det var som en kæmpe dyne der hele tiden var over en, der var heller ikke meget vind. Hvilket kun gjorde det varmer, mens han snakkede nikkede hun engang i mellem. Som tegn for at hun forstod det ”Det er også rare at klare sine egne problemer, hvis en person vil lege helt, ender de altid med at lave ged i det hele” Hun trak stille på skulderne og kiggede rundt, hendes stemme var en smule træt.
Det han fortalte lød som meget arbejde og mange regler, men hvis hun fik en seng og sove i. var hun ret ligeglad, bare hun kunne sove et andet sted end oppe i træerne. Hun kiggede rundt, mens han fortalte nogle af reglerne. Hun løftede et øjnebryn, da han fortalte at man skulle dele en lille del af tingene med klanen. ”Hvordan kan jeg vide at det er nok? Med det jeg gir. Tager i selv de ting eller skal jeg give dig dem?” Hun afbrød ham, hun ville ikke være uhøflig. Hun vidste bare at hun ville glemme det inden længe hvis han blev ved med at forklare ting.
Hun nikkede blidt mens han fortalte man ikke stjal fra hjemløs, hvem stjal lige fra hjemløse? De havde sjældent nogle gode vadier på sig. Hendes venstre øjnebryn løftede sig, da han fortalte at hun ikke måtte slå ihjel, hvorfor måtte hun nu ikke det?! Det gav ikke mening i hendes hoved, hvis hun slog ihjel. Burde de jo bare sige at det ville være på eget ansvar, og at man ikke skulle fortælle det til nogle eller noget i den stil. Men hun nævnte ikke noget, hun sukkede blidt og lukkede sine øjne mens hun nikkede forstående inden hun åbnede sine øjne igen.
”Hvordan kan jeg se at en person er i højere rang end mig? Giver i hinanden medaljer eller noget?” Hun smilte drilsk til ham, alt dette virkede en smule mistænkeligt, men hun var som altid villig til at tage chancen. ”Fint, jeg er villig til at bevise mine evner” hun trak på skulderne og kiggede op i hans øjne. ”Hvad skal jeg gøre, giv mig en ting og jeg gør det.” Hun smilte kærligt til ham og satte sit hoved på skrå. Hun nikkede dog blidt da han fortalte om det udstyr man fik afleverede. Hun var dog ikke vantil at bruge noget som helst når hun stjal, da det bare sænkede hende når hun skulle ud med en masse tunge ting.

Han smilte let. Han vidste ikke helt hvor meget hun lyttede, da han misforstod hendes gab. Han måtte sørge for der blev holdt øje med hende.
"Kun få personer får lov til at tage opgaver, hvor man slår ihjel. Folk der har bevist deres værd, har gode evner, ikke bliver set og som overholder klanens regler" smilte han let, da han fornemmede hun studsede over dette.
"Det er simpelt. 1/4 del går til klanen. Ikke meget, men når vi er så stor en klan,som vi er, er det nok til at holde den kørende. Der kan dog være tidspunkter på vi beder om mere. Og vi tager selvfølgelig altid imod mere, hvis man føler sig gavmild" smilte han let.
"Det er trods alt til vores eget bedste. Mad, varme, senge, udstyr...det hele" Han lod en hånd glide igennem håret, som blot strittede lidt til alle sider. Det gjorde det altid. Denne varme gjorde det ikke bedre.
"Du vil ikke være i tvivl. Vi har ingen tegn på os, hvis folk bliver fanget skal de ikke kodes sammen af en tatovering eller medalje. Men dem der har højere rang bliver automatisk behandlet sådan af de andre. For det er ikke bare en rang man får, når jeg mener man er klar, men lige så meget når resten af klanen også mener de fortjener det. Hvis man endelig er i tvivl kan man spørge. Men de fleste opfører sig nu ret ens, om de har rang eller ej. Det kan være lidt diffust. " han trak let på skulderen.
"Pointen er bare at kommer nogen og giver dig en ordre, spørger du hvem der beordre det. Hvis rangen er højere end din, bør du gøre det. Er den ikke, behøves du ikke løfte en finger, medmindre du har lyst. Du kan bare få andre til det" Han rettede sig op fra træet og så lidt på hende. Han slog let ud med armene.
"Der er ikke særlig meget at få efter, her i skoven. Har du noget imod at vi går ind til byen? Der er lidt flere muligheder" smilte han roligt.

Hun kiggede op på den blå himmel, mens han endnu engang forklarede deres måde at gøre tingene på, de få regler der nu var. Hun sukkede blidt og gik hen mod ham ”Jeg er med, jeg er med” sagde hun med en blid stemme, hun stod ret foran ham, mens han forklarede resten. Et kækt smil kom frem på hendes læber.
”Okaii, det virker nemt nok, hvis jeg bare skal aflevere det til en af de andre.” Hun kørte en hånd gennem hendes lange hår, hun kunne føle hvordan hendes hoved bund langsomt blev mere og mere fedtet. Af varmen, hun sukkede med et blidt smil på løben, hun drejede sit hoved væk og åbnede blidt sin mund. ”så lad os smutte ind mod byen.” hun vende sit hoved mod byen. ”Men først et hurtigt spørgsmål” En lille pause kom, i det hun sit hoved mod ham endnu engang.
”Hvad er det lige du vil have mig til, og hvorfor vil du overhovedet have mig med i din klan, jeg er kendt for mord på børn og andre folk” Hun trådte stille tilbage ”Hvad ser du lige i mig, som ikke er normalt for folk der er syge i hovedet” Hun smilte forførende, hun satte sit hoved på skrå så hendes hår gled til hendes venstre skulder.

Han smilte svagt, ganske tilfreds. Han gjorde tegn til at hun skulle gå først, på rigtig gentlemanmaner. Hendes lille spørgsmål gik ham ikke på. Faktisk fandt han det nemt nok at besvarer. For det første kendte han intet til at hun dræbte børn eller hvad hun nu påstod. Folk påstod så meget. Og selv nu, hvor han gjorde...Hvorfor skulle han så bekymre sig for det? Han var selv, dagligt, en morder. Og han nød det tilmed. At dræbe et barn kunne være ganske underholdende. Det var så...Anderledes. Han havde endda dræbt sin egen søn, for at få mere magt!
"Det var faktisk to spørgsmål" drillede han hende.
"Men jeg vil besvare dem alligevel. Jeg vil have dig til at stjæle ting. Både når du ser en god mulighed og når du får tildelt en bestemt opgave. Ser du...Folk opsøger min klan, for at få visse opgaver klaret. Tyverier, røverier, lejemord. Vi tager os af det hele, trods folk mest og helst skal kende os som en samling gemene tyveknægte" smilte han roligt.
"Jeg vil have dig med i min klan, fordi jeg ser en mulighed. Du bor i en skov, sover i et træ. Du er hjemløs og mange hjemløse opnår evner til at stjæle ubemærket. Evner, som gør at folk kan være med i klanen, udvide den og gøre den stærkere. At du kan slå ihjel kan måske kun være en god ting...Senere. Når du har bevidst dit værd og at du vil overholde klanens regler, kan det være jeg giver dig opgaver til at dræbe. Det er kun få der opnår det, dog" han tøvede et øjeblik, men besluttede sig så for at det ikke betød noget.
"Jeg er selv en morder. Hvad bekymre det mig om du har slået ihjel?" han sendte hende et lidt større smil.
"Jeg er slet ikke så normal og kedelig som jeg fremstår" tilkendegav han, før han gjorde tegn til om de ikke bare skulle gå ind i byen og få det lidt sjovt?

Hun tog sin trøje på, mens hun ventede på et svar, hvordan kunne man stole på en der dræbte børn? Det sagde folk altid til hende, hun var et monster. Det gik hende ikke på hvis han selv syntes det, men heller at han vidste det end at han fandt ud af det mens hun var inde i klanen. Hun løftede sit lange hår ud af kraven, da hun opdagede at han gav et tegn på at hun skulle gå først. Hun bukkede høfligt, som en dame og gik først. Det gav en lidt sær følelse i hende, hun fik lyst til at grine af det. Dog lod hun sin latter blive gemt indeni hende.
Hun sendte ham et kærligt smil, da han sagde at det var to spørgsmål. Han var i det mindste ikke en dødbider som de andre folk hun havde mødt inde i denne skov, ham her havde lidt humor. Da han svarede på spørgsmålet trak hun lidt på skulderne, mange hjemløse opnåede evner til at stjæle ubemærket. Det havde hun aldrig tænkt over, hun så heller aldrig nogle hjemløse når hun gemte sig i skoven. ”At jeg kan slå ihjel, betyder også at jeg ikke er en lille trunte der skal reddes hvis jeg bliver opdaget” Sagde hun med en blid stemme, hun kiggede tilbage på ham mens hun stille gik mod byen.
Han var selv en morder?! Han fremstod ikke rigtig som en morder, men det gjorde hun jo heller ikke rigtig. Hendes tynde arme fik folk til at tro at hun var svag og uskyldig. Hun fremstod også meget som en kærlig person når hun først mødte folk, som havde værdig. Hun fremstod dog kun sådan, hvis hun følte at der var nogle nytte i det. Hvis personen ingen værdig havde, var hun en so, for at sige det ligeud. Hun var kold i røven og brugte aldrig sin tid på nytteløse ting. Dog hvis hun kede sig, kunne hun godt finde på at drikke hjernen ud og drille folk. Det skete dog sjældent, og når det skete kunne hun aldrig huske det dagen efter.
”Du virker ellers for rar til at være en morder, og tro mig” En kort pause kom, hvor hun vende sit hoved mod byen igen ”Du fremstår ikke som en kedelig person, mere som en man kunne elske. Hvis du forstår, du er lækker” Hun smilte drilsk og kiggede stil op mod den varme sol.

((undskyld jeg svare så sent >.< glemte emnet!))

Han smilte let til hende, da han lidt efter gik op ved siden af hende, for at fortsætte deres samtale uforstyrret. Hans blik gled over stien foran dem, kun for at glide tilbage på hende fra tid til anden. Han smilte blot lidt af hendes sætningen, om at hun ikke skulle reddes. Han havde intet at sige til det. Han havde allerede svaret at ingen blev reddet, hvis de var så uduelige at blive fanget. Uanset hvem.
Han lagde dog mærke til at det, at der fandtes væsner der mæskede sig i mennesker hver dag og det at andre kunne finde på at slå ihjel, faldt hende lidt overraskende. Eller...Måske ikke så meget at folk blev spist hver dag...Måske mere at mord jo stadig var forfærdeligt, i hvert fald for den gennemsnitslige borger. Han valgte at trække let på skuldrene. Hun lød som en der mente han nu var monstret...Havde hun mon lidt skyld eller skam over at have slået ihjel? I så fald kunne hun ikke bruges senere. Følelser kom i vejen, når det handlede om at slå ihjel.
"Det burde jeg nok tage som en kompliment, omend en af de kedelige af slagsen. Jeg er venlig...Når jeg har en grund. Og hvorfor ikke? Ingen mistænker en kælen hund for at rive struben ud på folk, mens enhver ville mistænke en frådsende tiger. Omend tigeren måske bare er legesyg og hunden i virkelig en sand morder. Udseende og udtryk siger intet" gjorde han det klart, mens han smil voksede en anelse.
"Taktak..." han lod blikket glide ned over hende en enkelt gang, før han så frem for sig igen, hans smil blev mere drillende.
"...Du ser nu også forfærdelig godt ud" kommenterede han blot.

Turen gik igennem skoven, og da de kom ud af den, langs grusvejene og over en eng eller to, før de endelig nåede byen. De kom igennem porten uden videre problemer, vagterne ignorerede stort set folk. Og til sidst...Stod de endelig inde i byen. Sean gik til siden, så de ikke ville blive bemærket og slog let ud med armene.
"Vælg et offer og vis mig hvad du kan" smilte han afslappet.

Da Sean nåde op til hendes side, vende hun igen sit ansigt mod ham. Hun smilte kærligt, inden hun kiggede ned på stien. Hun placerede sine hænder på hendes ryg og sukkede blidt, hun kende jo ikke den følelse han fik af hendes ord. Men Alex var og blev aldrig en af dem der kaldte en person et moster, da hun vidste hvordan det stak når man fik dette lille ord smidt i hovedet. Smerten der langsomt nærmede sig ens hoved, hvor tankerne så ville gå i gang. Var man virkelig et monster? Spørgsmål der ville flyve omkring en, til man gav op og så sig selv som et monster.
Alex var som regl kold mod folk, hvilket dannede at hun havde svært ved at få venner. Hendes familie var død, og hvis de ikke var kunne hun sagtens stjæle og dræbe dem, uden at tøve. Hun ville nærmest nyde at se deres blod blive smurt ud på gulvet eller væggene, Hun vende dog de store brune øjne mod Sean, da han begyndte at snakke. Hvilken kær måde at beskrive det på, en hund eller en tiger. Stille begyndte Alex at tænke, mens han snakkede. Hendes øjne blev en smule fjerne i det han sende det for voksede smil til hende ”Det giver nu meget mening, dog er Hunde mere loyale end en tiger, da en tiger bare er en forvoksede kat… seriøst, hvis den blev fire gange så stor som os, ville den æde os” Hun smilte kærligt i det hun sagde det, hun forstod godt hans metafor. Men kunne ikke undlade at komme med den lidt sære kommentar.
Da han takkede for komplimente, smilte hun på en lidt sjov måde. Hans lidt drillende smil, fjernede dog det sjove smil fra hendes læber. Hvad ville han nu sige? Forfærdelig? Godt ud, da de sidste to ord kom ud af hans mund, begyndte hun at fnise kærligt ”Hehe. Troede ellers ikke jeg så godt ud i dine kønne øjne.”Hun havde et lusket men kærligt smil på læberne.
Da han slog armene ud, trådte Alex et skridt tilbage i chok over den lidt hurtige bevægelse. Vælg et offer sagde han, med den altid så blide stemme. Hun satte en finger på sin røde læber, inden hun stillede sig foran Sean ”Et offer, fint… som sådan skal jeg bare stjæle noget?” Hun vende sig hurtigt om og løb mod en gruppe af drenge, hun viftede blidt med hånden. Inden hun faldt over en sten, hun nåede lige at sætte sine hænder for ansigtet, så der ikke skete noget. Drengene løb mod hende og hjalp hende op, det tog omkring to minutter før hun kom tilbage til Sean. Hun smilede kærligt til ham og nikkede ”Hva så nu?” Sagde hun, inden hun gav ham en lille pose(som man kalder pung dengang) til ham, samt en halskæde og ørering.

Han smilede til hende. Han havde ikke noget at svare hende, angående det med hunden og tigeren. At hunden var loyal, gjorde den kun endnu mere...farlig.
Han trak let på den ene skulder.
"Jeg er kun en mand. Din krop forfærdelig tiltrækkende" sagde han afslappet.
"Var dette en anden situation, ville jeg inviterer dig til min seng, for at spise din sjæl" han sendte hende et roligt smil, som var det den største kompliment man kunne få af ham. Det var det ikke. Men det skadede ikke at lege lidt med folk.
Han blev roligt stående og kiggede efter hende. De fleste valgte en rigmand og stjal hans pung, for at vise de turde gå efter det store bytte. Andre gik forbi en bod, for at stjæle et våben eller en krystal. Men hun valgte det ældste trick i verden: At spille efter sit køn og manipulerer med drengene. Ikke at det gjorde ham noget. Han var ligeglad. Drengene virkede helt forfjamskede og snublede næsten i dem selv, på vej over til hende, for at være dagens helt.

Sean så på hende da hun kom tilbage. Han rakte hånden ud og modtog hendes bytte. Han vejede kort læderpungen i sin hånd for at bedømme hvor mange mønster der var. Så vidt han kunne mærke havde drengen, der havde ejet pungen, kun ejet nogle sølv og kobber. Men alt talte. Smykkerne var ret gennemsnitslige, som man kunne forvente, af en gruppe drenge af, så vidt han kunne, middelklassen. Men de talte også med. Han rakte det hele tilbage til hende.
"Alle beholder deres bytte, når de blot skal bevise deres værd" svarede han roligt.
"Du er med" svarede han roligt.
"Men folk vil holde lidt øje med dig i den første stykke tid. Det må du leve med. Det er bare til de er sikker på at du er til at stole på og at du gør tingene godt" han trak let på den ene skulder, da han gav sig til at gå videre. Han regnede med at hun gik med og hvis ikke...så var hun selv ude om det.
"Nu vil du vel se hvor vi bor?"

//Skal jeg gennemgå alle reglerne osv. eller skal vi bare lade som om han har sagt dem? Det er bare de samme der står i indlægget om klanen, under "klaner og guilds", som findes under "alt om Underworld" //

Igen kommenterede han at det kun var kroppen ved hende der var tiltrækkende, måske misforstod hun noget af de ting han sagde. Men det var dog heller ikke fordi det gik hende på, hun var pæn, fordi hun arbejdede for det. Da han kom med det andet, fniste hun kærligt. Hun kiggede op på ham med et lusket smil ”Og hvis det havde været en anden situation, ville jeg have forsøgt at tæve dig for den kommentar.” Hun sendte ham et kærligt blink, hvorefter hun smuttede mod drengene.

Da Alex var nået hentil Sean igen, kiggede drengene nærmest fortabt på hende. Hvorefter den ene, satte en hånd på den anden skulder og trak ham væk. Hun gav først Sean posen da drengene var smuttet, hendes blik lyste kærligt op mens han vejede posen i hans hånd. Hun blev en smule overrasket over at han rakte den tilbage til hende, ud i et smilte hun drillende til ham og tog den. ”Mange tak” Hun åbnede posen og kiggede ned på lidt forskellige kobber mønter og nogle få sølv mønter.
Hun lukkede læderposen og satte den fast i bæltet på hendes nederdel. Da hans stemme endnu engang lød, hun var med i gruppen eller klanen. Hun smilte og rakte en anden pose mod ham ”Fint så behøver jeg ikke dine penge” Hun havde snuppet Seans pose, da de var inde i skoven, hvor hun var gået så tæt på ham. Og forsøgte at forføre ham, hun satte sit hoved på skrå og sagde med en drillende stemme ”Eller, det er jo teknisk set også mit bytte, så skal jeg bare beholde det?” Hun raslede lidt med posen. Hendes øjne lyste drilsk op. Mens hun stod og trak posen til sig og rakte den ud til ham.
Da Sean fortalte at folk ville holde øje med hende, trak hun bare blidt på skuldrene. Det er et sted fyldt med tyve, det gav god mening at de holdte øje med de nye som kom ind i klanen. ”Hvad mener du med, at gøre tingene godt?” Hun kiggede spørgerne op på ham, mens han gik forbi hende. Hun lavede et lille hop og gik ved hans side, hun kiggede dog stadigvæk stift på ham. Hvad skulle det betyde og selvfølgelig ville hun se hvor klanen opholdte sig! Et kærligt smil kom frem på hendes læber mens de gik, side om side.

((Det behøver du ikke ^^ går bare ind og læser reglerne))

Han så let på hende og smilte roligt til hende. Han sagde ikke mere. Men det var tydeligt han ikke så hende som en trussel. De færreste vidste det, for de fleste havde aldrig mødt eller eller kunne ikke kende forskel på dæmonerne...Men han var archdemon. En af de stærkeste væsner i Underworld. De fleste havde ikke en chance imod ham. Ikke at det gjorde han ligeglad, han udsatte sig ikke for unødig fare eller skade.

Han tog imod pungen med et svagt smil. Han vidste hun havde taget den. Troede hun, en lille tøs, at hun kunne overgå ham, som havde flere hundrede års erfaringer om hvordan man stjal fra en person? Han vidste ikke hvor længe hun havde levet, men det krævede ikke mange århundreder at forfine evnen så meget...Og til selv lære at være opmærksom på hvornår ens lommer blev mere lette eller hvilken bevægelse, der gjorde det. Desuden gik han altid med sine punge, for han havde flere, i lommer, over hele kroppen. Lommer...Der var skjulte. Han tog posen og lagde den tilbage i sin lomme.

Så førte han hende ned af en lille gyde. Han havde end ikke kommenteret på det. Og dog...
Da de var alene, midt i gyden, på vej til et kloakdæksel, drejede han rundt og greb ud efter hendes hals...
Hvis han fik fat i den, ville han kaste hende op af den nærmeste væg, så hendes fødder ikke kunne nå jorden. Og der ville han holde hende, kun lige så hun kunne få vejret. Hvis han ikke fik fat i hende, ville han blot trække sin arm tilbage og så smilende på hende, for så at nærme sig hende, til hun var fanget op af en væg og i teorien ikke burde kunne flygte fra ham.
Om ikke andet, ville han finde en måde at holde hende fanget og få hendes fulde opmærksomhed, på en skræmmende måde, som muligt.
"Jeg vil sige en ting. Og jeg siger det kun en gang. Jeg er din leder nu. Jeg er den der bestemmer. Jeg er også den der kan få dig dræbt med et knips med fingrene..." han knipsede med fingrene, for at gøre det tydeligt for hende.
"...Jeg vidste du tog den pung. Jeg kender tricksene. Og hvis du nogensinde prøver at snige dig ind på mig eller prøver at stjæle noget fra mig igen..." han knipsede igen med fingrene. Og gik ud fra hun ville forstå ideen. Ikke alle reagerede på en trussel. Alle forstod den, men de fleste foretrak at lege seje og lade som om de intet havde at være bange for. Men Sean vidste bedre. Uanset hvor meget de benægtede det, ville de være truet på livet. Og uanset hvor meget de ignorerede det, ville truslen hele tiden hænge over dem.
Han ville nu enden slippe hende eller flytte sig fra hende. Blot for at gøre en gestus, som en gentleman, om at hun skulle gå først. Som om intet havde ændret sig og intet var sket. Hans mørke øjne skinnede. Ikke af dril, ikke af venlighed...Men af noget ubestemmeligt og truende.
"Nu...Vil vi gå videre" kommenterede han kort. Også hans stemme havde denne tone af noget...sært, over sig.
"Til vi finder et kloakdæksel. Dernede vil jeg få en af de andre medlemmer om at vise dig rundt og give dig en seng" sagde han og gik selv videre, uanset om hun var gået først eller ej.