So if we all come together, we all know what to do. (Aigemfarrel)

Alex kiggede rundt, da han førte hende ned i en gyde. Denne gyde virkede så velkendt, hun smilte kærligt inden hun åbnede munden ”Sjovt, de minder en gyde kan bringe” Hendes stemme var lav og næsten uhørlig. Hun tænkte dog lidt over hans kolde reaktion, da hun viste ham pungen. Hun vidste godt at han havde opdaget det, eller havde hun ikke givet ham den igen. Da hun tog pungen rystede hans arm, hvilket var klart at han måtte have opdaget det. Hun var dog en smule i tvivl, da han ikke havde kommenterede det, måske var alt sammen bare inde i hendes hoved.
Hun lukkede sine øjne og sukkede blidt, hvor langt skulle de lige gå? Da hun åbnede sine øjne igen, var det som om luften pressede mod hende. Alt gik i slowmotion for hende, da hun så Seans hånd der kørte mod hendes hals. Alt hun kunne nå at gøre var at træde et skridt tilbage, hun undgik dog ikke hånden. Da det alt sammen gik for hurtigt for hende, hendes hænder blev placerede på hans arm, da hun mærkede hvordan jorden forsvandt under hendes fødder. Ville han dræbe hende, måske var det en måde at sige at hun ikke var medlem af klanen, da det jo ikke gav mening at fortælle en person om en klan. Og hvis de ikke havde kvaliteterne til det, så bare lade dem gå.
Hende øjne afslørede hende, hun var ikke skræmt som sådan, mere overrasket over at det hele gik så hurtigt. Væggen var kold for hendes ryg, på trods af hvordan solen havde bagt hele byen. Da han åbnede munden, blev hendes øjne en smule kærlige at se på, ingen frygt var i dem. Hvis hun skulle dø, skulle det ikke være med et klamt overrasket ansigt. Men med glæde, glæden for Lucifer der ville tage hende med sig. Hendes hænder klemte en smule mod hans arm, dog ikke hårdt på nogle måde.
Da han satte hende ned, kørte hun sine hænder rundt omkring sin hals. ”Jeg vidste det, jeg var i tvivl, men tænkte nok at du opdagede det.” Hendes stemme var blid, hun frygtede ham ikke. Tvært imod, fik han hendes puls op da han gjorde det. Hun tændte dog ikke på det, det var bare følelsen af at møde nogle der var stærke. Stærke folk tiltrak hende, de kunne bruges. Hun kiggede på ham da han ville vise sig som en gentleman for hende, med en kæk stemme udbrød hun ”Jeg tror bedre jeg kan lide den side af dig, en den søde.” Hun strakte sine arme op imod solen og gik videre det han sagde, ramte hende skam. Men det skræmte hende ikke, det satte kun tankerne i gang ved hende.
Sean havde jo fortalt om Regl nummer 2, ikke stjæl fra andre medlemmer. Dog havde hun taget pungen, inden han havde sagt det. Så hun gjorde som sådan ikke noget galt, da hun ikke vidste det før hun allerede havde gjort det. ”Så Hvem er den anden person som skal følge mig ned til stedet?” Hun kiggede stille op på ham, da han var nået op til hendes side.

Han smilte bare let til hende. Han havde ikke mere at sige eller at gøre, angående problemet. Hvis hun ikke havde tilhørt hans klan, eller havde været på vej til det, ville han havde dræbt hende på stedet. Men som det var nu, fik hun lov til at leve...Til hun fik slået sig selv ihjel på andre måder. Selvfølgelig gav klanen en form for beskyttelse...Et medlem kunne altid komme til klanen og bede om hjælp, hvis de f.eks. blev truet på livet, forfulgt eller andre problemer.
Han smilte blot svagt. Det var fint, han kunne også bedre lide den side af sig selv.
Efter kun et øjeblik kom de til et dæksel. Sean bukkede sig ned, kiggede sig hurtigt omkring, for at tjekke om nogen så dem...Og hev så til. Han trak dækslet væk fra hullet og op på jorden.
"Bare den vi nu finder og som ikke har andet at lave" svarede hun roligt og gjorde tegn til at hun skulle gå først.
"Tanken kan virke ulækker...Men centrum af kloakkerne er rent, varmt og tørt. Og stinker normalt ikke særlig slemt..." kommenterede han roligt. Folk overvandt hurtigt deres fobi for stank og skidt. Især når de opdagede hvor renligt og tørt selve deres centrum blev holdt.

Sean gik efter hende. Hvis hun altså gik derned. Hvis ikke, ville han blot kigge på hende og vente til hun fik taget sig sammen. Han trak dækslet på plads efter sig. En lille metal-trappe førte dem ned til fast grund, midt i en af tunnellerne. Ved siden af dem lød den små-klukkende lyd af vand.
"Bare hold dig til væggen" kommenterede han og trak en krystal op af en af sine lommer. Krystallen udsendte lige netop lys nok til at de kunne se hvor de gik. Der ville være krystaller spredt ud over det meste af kloakken, men der kunne være lidt vej imellem dem og derfor havde de fleste altid en krystal eller andre lysmidler med sig. Sean viste vej, mod hjertet af sin klan. Selv havde han vænnet sig til lugt, lyde og fugtigheden i de ydre tunneller.

Alex nikkede blidt, da Sean svarede hendes spørgsmål. Hun kørte sin ene hånd rundt på hendes hals, for at miste følelsen af hans hånd om hendes hals. Det var en smule ubehageligt, men han fremstod mere stærk når han viste den mere ondskabsfulde side af sig selv. Hun gik hentil hullet og kiggede ned, mørkt og stanken fik hende til at knibe sine øjne en smule sammen. Hun havde dog prøvet at være andre mere ildelugtende steder, så dette var ikke det mest grænseoverskridende hun havde prøvet. Da han gjorde tegn til at hun skulle gå først, slap et suk fra hendes læber. Hvorfor altid damerne først, tænkte hun. Inden hun valgte at sætte sine fødder på den stige der var på kanten. Hun klatrede stille ned, mens hun lyttede til Seans stemme. ”Det er en kloak… hvorfor vælger i lige at have hovedkvarteret eller hvad i nu kalder det, nede ved alle folks uhmm… Efterladenskaber” Hendes stemme var blid, hun mente intet ondt ved dette. Det var bare en smule klamt og kunne føre en masse sygdomme med sig, at bo nede i kloakken.
Den kunne være nok så ren, men der ville altid være utrolig mange bakterier der nede.

Hun følte stille jorden under hendes fødder, ved det sidste skridt. Hun kiggede rundt inden hun trædte væk fra metal stien. Hendes øjne åbende sig en smule, da hun blev overasket over de små krystaller der lå fra hinanden. De gav kun nogle små skær i kloakken, så det fik dem til at ligne stjerner. Et smukt smil kom frem på hendes læber, lysende krystaller. Hvor fantastisk!
Alex nikkede blidt, da Sean var kommet ned og advarede hende at det kunne være en god ide at blive op af væggen mens de gik. Hun kiggede på hans hånd, da han hev en lysende krystal op af lommen, seriøst hvor fandt de, disse krystaller henne! Hun rystede blidt på hovedet, da følelsen af at stjæle krystallen kom op i hende.
Hun holdte sig med små skridt bag ved Sean, hendes ene hånd blev sat på hendes læber og næse, for at dæmpe stanken lidt. Det var gyseligt at være her nede, med den forfærdelige stank og den fugtige luft der omringede en. Det tog Alex noget tid, før hun fik modet til at stille et spørgsmål ”Hvor har i de krystaller fra?” Spurgte hun med en lav stemme, da den blev dæmpet en smule af hendes hånd.

Han smilte let til hende og begyndte at vise vejen. Til tider drejede de ned af andre tunneller, nogle tørre, nogle små, nogle store...En hel labyrint. Men Sean så ikke ud til at være faret vild.
"Fordi her vil folk ikke lede efter os. Du sagde det næsten selv...Hvem ville bo sådan et sted? Folk har ingen ide om hvad der gemmer sig hernede. Og ved at sørge for tunnellerne aldrig er tilstoppede, kommer der aldrig nogen herned for at tjekke dem." han smilte let. Han havde intet problem med at være her, selv blev han aldrig syg. Enkelte at hans medlemmer blev det, fra tid til anden. Men det alle folk vel. Ingen virkede til at være specielt syge af at bo her.
"Krystallerne er nogen jeg har anskaffet mig. Og senere også andre klanmedlemmer. De bliver hakket ud af bjergene. Enkelte er bare generelt skinnende, andre skinner ved hjælp af magi. Du kan altid få en senere...Eller selv stjæle en fra overfladen" smilte han let til hende.

Til sidst trådte de ind i nogle tunneller der virkede en anelse større. Store rør begyndte at sno sig langs siderne eller loftet, ind og ud af hinanden og de trådte fra den fugtigt og kølige luft, ind i en tør og varm luft. Krystallerne stod nu tættere på hinanden og oplyste deres vej. Der var ikke længere noget vand der løb, disse tunneller var helt tørre.
"Rørene bringer varme til disse tunneller. Og er livsnødvendige for os" kommenterede han en smule kort.
Til sidst stoppede han op, da tunnellen delte sig til flere sider. Et par skilte fortalte hvor de førte hen. En førte til køkkenet, en til sovesalene, en anden til nogle kontorer og fælles spisesal og en tredje til hospitalet og træningslokalerne. Sean slog let ud med armene. folk var dukket op, folk der gik fra den ene tunnel og ind i den anden, enden snakkende eller stille. Enkelte kiggede nysgerrigt på dem og enkelte andre bukkede for Sean.
"Dette...Er hjertet af vores klan" smilte han. Dette...Var hans øjesten.
"Hvis du finder tanken om at bo her alt for udfordrende og besværlig..." han så drillende på hende.
"...Kan du jo altid selv finde dig et sted at bo ovenpå. Men dette er stedet hvor alle de vigtige ting sker" kommenterede han.
"Her folk sover, folk bor, folk træner, folk spiser og folk får opgaver eller mødes med hinanden. Her folk kan få hjælp eller give hjælp. Her de højest rangende kan findes..." han trak let på den ene skulder.
"...Og her man kan donerer lidt til klanen eller få sine ting solgt videre, uden at vagterne kommer efter en" han så lidt på hende.
"Skal jeg vise dig rundt, eller tror du at du selv kan finde ud af det? Det er skilte mange steder, for at sikre at folk ikke fare vild, men det kan stadig være en mindre udfordringen at finde rundt" smilte han let.

Alexs øjne flakkede forvirrede rundt, dette sted var kun forskelligt når luften ændrede sig fra tør til fugtig. Hun sukkede blidt og rettede hurtigt ryggen, da Sean begyndte at snakke. Han skulle ikke opdage at hun var en TARD til at finde rundt, hun nikkede forståeligt mens han snakkede. Det var måske et lidt dumt spørgsmål hun valgte at fyre af, men turen ville også kun virke så lang og kedelig hvis de bare gik og gik. Til de måske nåede deres destination, hvilket også ville gøre det akavet for Alex.
Da han derimod svarede på det med krystallerne, lyste Alex nærmest op. Fundet i bjergene, hvor de var hakket ud. Hvilket arbejde det måtte være, for at skaffe så mange krystaller. Alex nikkede blidt inden hun åbnede sin mund endnu engang, hun var en kvinde med mange spørgsmål ”Nu siger du ved hjælp af magi, er det så noget i kan lære folk. Eller skal det hele være selvlært?” Hun trak blidt på spørgsmålet ”Jeg mener, hvis nu de andre har noget magi som kunne være meget hjælpsomt, har i så en bog hvor vi kan lære magien eller har i nogle der måske kunne tænke sig at lære os uhmm ’ny-be-gynder’… det?” Hun satte sine hænder bag ryggen mens hun ventede på et svar. Det kunne være fantastisk hvis hun kunne komme til at lære noget, nede i denne klan.

*Livs nødvendigt? Hmm* tænkte Alex, mens hendes øjne studerede de rør de gik forbi. Gad vide hvad der gjorde dem så varme, at de nærmest varmede tunnlerne op. Det er jo som sådan bare kloak rør, hvilket kun har vand og urene ting i sig. Sean var dog heldig, at Alex valgte at undlade dette lille spørgsmål, han måtte da snart være træt af at hun spurgte om så mange ting. Selvom det jo kun viste at hun gik lidt op i denne klan, og deres velfærd.
Alex gik ved et uheld ind i Seans ryg, da han stoppede op. Hun trådte hurtigt væk og bukkede ”Undskyld” hele hendes opmærksomhed havde været placerede på tunnelerne, og en på at huske hvilken vej de kom fra. Hun fik sig stille rettede op, da hun opdagede skiltende. Køkken?! Havde de et køkken her nede i kloaken, var det nu også sundt? Hun rystede endnu engang på hovedet, hendes stemme i sit eget hoved kunne nogle gange være meget værre end stemmerne, i andre folks hoveder.
Da han så drillende på hende, kiggede hun op på ham. ”Måske, indtil videre bor jeg ved Xander.” Hun sagde det uden at tænke sig om, hvorfor nævnte hun lige dette for ham. Hun havde jo sagt hun boede i skoven, Xanders hytte var i skoven. Så hun havde som sådan ikke løjet for Sean på nogle måde, hun sov i træer når Xander skulle spise.
Da Sean tilbød at vise hende rundt, kiggede hun lidt rundt. Hun ville nok fare vild og ende med at finde ud af hvor alle tingene var på den hårde måde, uanset hvad. Et lavt suk slap hendes læber. ”Det er fint nok, hvis jeg fare vild. Er der jo ret mange at spørger om vej” Hun smilte letter usikkert og satte en finger på hendes venstre kind.

Han så lidt på hende.
"Vi har visse magikere. Mest folk, der healer andre. Men vi har enkelte. Jeg tror vi har en blodmagiker...Og en...åh...Vita natura? Men magikere findes ikke på hvert gadehjørne. De har mange ting at se til. Hvis man er heldig, vil de vise en et par tricks. Men jeg vil hellere opfordre dig til at øve på andre fysiske ting" smilte han let. Det gjorde ham intet at hun dunkede ind i hans ryg. De fleste havde det sådan, når de så stedet første gang.
Da hun nævnte navnet Xander, gled hans blik dog lynhurtigt ned på hende og nærmest spiddede hende.
"Xander? Hvad er din relation til Xander?" hans stemme var skarp, mistænksom. Han vidste ikke om hun vidste at de var i familie...Det var også lige meget.
"Xander er også en del af klanen..." kommenterede han en smule kort. Han behøvede ikke at vælge. Kom det til det, ville han uden tvivl slå Alex ihjel, hvis hun skadede Xander.
Han smilte svagt, til hendes kommentar om at spørge om vej. Det var sandt...Men lige nu kunne han dog ikke slippe tanken om at hun var sammen med Xander. Boede hos ham...
Ikke at han kunne beskytte drengen mod alt, eller ville. Men hvis han fik muligheden for at komme visse ting i forkøbet...Ville han gøre det.

Alex nikkede endnu engang til det han sagde, magikere var ikke nogle man mødte hver dag. Hun havde faktisk aldrig mødt en magikere, som sådan. Fysiske ting? Hvilke fysiske ting, som i at træne med at stjæle bedre. Måske ville det hjælpe hvis hun fandt en der kunne lære hende at kæmpe, så hun måske ikke ville blive et nemt offer for dæmoner, et offer der bed fra sig var jo altid noget, og meget sjælden at finde omkring dæmoner.
Da hun fik nævnt navnet Xander, så hun hvordan hans øjne blev kolde. En smule grufulde, hvilket kun fik hende til at smile. Seans spørgsmål om relationen til Xander fik hende til at sætte hovedet på skrå, hvorfor var der så meget i det? Dog ændrede det sig da han fortalte at han var med i klanen, hendes øjne lyste en smule op ligesom krystallerne ”Med i klanen, hvor… hvor fantastisk!” Nu havde hun en hun kunne mobbe lidt, en der kunne vise hende vej og en person at kravle på engang i mellem. Hun klappede blidt sine hænder sammen og tog en dyb indånding.
”Xander og jeg bor sammen, i en hytte ude i skoven. Eller jeg har valgt at vi boede sammen, han har bare svært ved at smide mig ud af hytten” Hun fniste kærligt. ”Jeg smutter ud af hytten når han skal spise, da jeg sidste gang valgte at gå ind mens han… ja… uhmm, han er jo en Incubus” Hun kløede sig lidt i nakken, med et lidt genert smil på sine smukke læber. Alex havde måske drivet Xander lidt til vanvid, men hun havde også fået ham til at smile mere end nogle andre kunne. ”Jeg sårede vidst nok hans ego på et tidspunkt?” Hun sagde det, som om hun stillede Sean et spørgsmål. Han kunne jo ikke vide hvordan det hele hang sammen, da hun havde sagt det kiggede hun på Sean.
”Hvorfor er du interesserede i hvad mine Relationer til Xander er? Han kunne jo være en bolleven.” Få incubuser, vidste jo godt hvordan man kunne undgå at tage sjælen under deres ’Hyggelige omgang.’ Men det gav ikke rigtig mening at Sean ønskede at vide dette, han havde vel intet at gøre med Xander. Udover at han var i hans klan, men der kunne umuligt være andre grunde til det, kunne der?

Hans blik gled koldt over hende. At hun snakkede så...respektløst om Xander. Og så ligegyldigt...Hun respekterede slet ikke drengen. Det lød i hvert fald ikke sådan. Nej. Han brød sig ikke om den måde de kendte hinanden. Selv om det var tæt på at få ham til at smile, da hun virkede som en der fandt en smule ubehageligt at se den måde en incubus spiste på. Præcis som sin far...
"Fordi jeg holder øje med ham og ikke ser at han er i skadelige omgivelser. Han er en stærk dreng...Men en dreng. Og tro mig...Hvis du skader ham..." han sendte hende bare et hurtigt blik. Hun vidste hvad han mente. Måske skulle han spørge Xander om det?
Han nævnte ikke at han var far til ham. Det var unødigt og det kunne kun være skadeligt, jo flere der vidste det. Desuden...Var han ikke skabt til at være far. Folk skulle ikke tro han var svag eller for følsom, som folk jo ofte forbandt personer, der var forældre, med. Sandt nok havde han jo heller ikke kendt Xander hele hans liv...
"Jeg tror ikke vi har mere at snakke om. I så fald vil jeg fortsætte med mit arbejde..." han så på hende igen, for at se om hun havde flere spørgsmål eller mere hun ville. Hvis ikke, ville han forlade hende og gå ned på sit kontor for at arbejde.

Alex snakkede altid respektløs om alle folk, hun viste kun respekt til folk det var hver at respektere. Men det var dog sandt at Alex, holde mere af Xander end hun viste. Hun havde ikke følelser for drenge, da han jo var så ung, i forhold til hende. Xander betød noget for hende, som en træls lillebror der smed en ud af huset eller som kastede sten efter en.
Alex nikkede blidt, da Sean fortalte at han bare holde øje med Xander, de lignede hinanden en smule. Hvilket først kom ind i Alexs hoved, da Sean sende hende det truende blik. Men kunne denne person virkelig være far? Han havde jo en kæreste eller kone? Hun satte sine hænder om bag ryggen og løftede drilsk sit ene øjenbryn. ”Bare rolig, jeg har kun tabt ham en enkelt gang.” Hun satte sit hoved på skrå og fniste kærligt, hun havde tabt Xander fra luften af. Hvilket havde brækket en af hans ribben, men det behøvede Sean jo ikke at vide.

Hun bukkede af respekt, til Sean ”Nej, der er ikke så meget at snakke om. Jeg skal nok finde rundt, og hvem ved måske løber vi ind i hinanden nede blandt alle folks efterladenskaber” Hun trak på skuldrene og gik forbi ham. Hun havde ikke flere spørgsmål i hovedet, ikke nogle som var nødvendige. Det eneste spørgsmål der kørte rundt inde i hendes hoved, var om Xander var Seans bror, søn eller noget i den stil. Men det var der ikke behov for!
Hun forsvandt ind i en af tunnelerne og forsvandt hurtigt.

//Out//