I have something to tell you, It's important! - Reilly

Tid.
18:00
Sted.
Reilly's lejlighed
Vejr.
Mørkt og kedeligt.
Omgivelser.
Ikke mange folk.
Påklædning.


Der var kun gået en dag siden de dæmoner var brudt ind i hendes hus, og havde voldtaget hende. Og hun kunne stadig ikke tro det, hun ville ikke tro det, hun følte sig så beskidt, så ulækker. Hun havde flere gange overvejet om det nu var en god ide at gå over til Reilly, hun følte ikke at hun var ham værdig nok. Hun var også lidt bange for hvad han selv ville gøre, ville han mon blive sur, eller ville han tage sig af hende, som han plejede.
Hun grublede stadig lidt over det, imens hun var på vej hen til ham, der var ikke gået lang tid, før hun stod foran indgangen til hans lejlighed.
Hun tog en dyb indånding, var dette nu en god ide? Skulle hun vende om og tage hjem, og spare ham for det svineri hun slæbte med sig ind i hans lejlighed. Tåre begyndte at trille ned af hendes kinder, da det gik mere og mere op for hende, hvad der egentlig var sket, og hvor mere ulækker hun følte sig. Hun ville aldrig havde haft dette skete, det var et mareridt.
Hun vende sig mod døren, og gik ind i det samme en ældre herre gik ud. Hun gik langsomt op af trapperne, og for hvert skridt blev hun bare tungere og tungere, som om noget sagde hende at hun virkelig burde vende om, og frie ham for hende.
Men hun ville i det mindste sige farvel til ham, hvis det var sådan landet lå.
Hun fandt sig selv stående foran hans hoveddør, og efter lidt tid, ville man kunne høre en svag banken komme fra hende. Hun stod nu bare og ventede.

Indenfra døren kom der masser af larm. Reilly var igang med at spille musik med 3 andre. Hvilket også var grunden til at han altid havde en nøgle under måtten. Specifikt til at Cassadee kunne komme ind uden at behøve at banke på døren. Musikken larmede som vanvittig. Engang imellem stoppede musikken fordi han vendte sig mod resten af bandet og fortalte rettelser. De andre kom også engang imellem på rettelser. Et svagt smil kom på Reilly det havde været så længe siden han sidst havde spillet musik med gutterne. Han grinte svagt da trommeslageren syntes det ville være en god idé hvis de sluttede nummeret af med at moone. Hvilket Reilly rystede på hovedet af. Og fortalte ham at han burde skamme sig over de tanker. De havde spillet i over 3 timer indtil videre. Før det var at Reilly besluttede sig for det måtte være nok. Og begyndte at pakke sammen lidt. Hvorefter han hørte en svag banken på døren. Han smilede svagt. Det måtte være Cassadee der igen havde glemt at der lå en nøgle under måtten til hende. Han lod roligt sine venner pakke sammen før han roligt førte dem hen til døren. Som han roligt åbnede svagt. Og førte sine venner ud af den. Mens han stadig grinte. Og vendte så blikket mod Cassadee. Før hans smil og svage grin forsvandt som dug fra solen. "Cassadee? Hvad er der sket?" Spurgte han helt chokeret. "kom ind." Sagde han og skyndte sig at flytte sig så hun kunne komme ind. Da hun var gået ind lukkede han døren svagt. Og gik hen og omfavnede hende svagt. Holdte hende helt tæt på sig. Så hun kunne græde ind til ham i stedet for.

Hun kiggede som det første, da døren blev åbnet, på drengene som gik ud. Det måtte være Reilly's venner.
Hun kiggede efter dem som de gik, men vende så sin opmærksomhed mod ham. Reilly.
Hun kiggede lidt på ham, inden hun begyndte at græde igen, men før det skete var hun inde i lejligheden, i sikkerhed for at andre ikke hørte noget.
Hun krammede sig ind til Reilly da han krammede hende.
"Jeg... Der er sket noget forfærdeligt."
Sagde hun, og fik det egentlig til at lyde som om hun havde gjort noget forfærdeligt. Men det var slet ikke tilfældet.
Hun gemte sig ind til ham, holde sin krop tæt mod hans, mens hun ikke rigtig kunne stoppe med at græde.

Han så chokeret på hende. Og holdte hende tæt ind til sig. Og lod hende græde. Lod hende bare græde. Få lidt styr på sig selv. Roligt løftede han hende op og gik hen til sofaen. Hvor han sattte sig ned. Holdte hende tæt ind til sig. Nussede hendes ryg kærligt. "Skat du kan fortælle mig det hele. Hvad er der sket." Hviskede han blidt mens han nussede hendes ryg kærligt. Mens hun sad på hans skød i sofaen. Med hovedet på hans skulder hvor han havde placeret det. Så hun kunne græde ind til hans hals. Mens han ventede tålmodigt på at hun kunne snakke igen. Hun var alt for ked af det til at det kunne være hende selv der havde gjort noget forkert. Samt auraen fortalte ham at hun ikke havde gjort noget forkert. Men hvad der var sket ville han høre fra hende. Ikke fra hendes aura.

Hun holde sig ind til ham, også da han løftede hende op. Hun slap ham ikke en eneste gang overhovedet.
Hun kunne ikke rigtig lade vær med at græde, og hun kunne ikke få sig selv til at sige hvad der egentlig var galt. Det var pinligt, og hun var så ked af det over det.
"Det... Var ikke min mening... Jeg ville aldrig have at dette skete" startede hun, med en svag stemme og prøvede at få styr på sig selv.
"De... De brød ind i mit hus... De gik forbi Razion... Som om han var luft og gik bare efter mig... De voldtog mig Reilly..."
Sagde hun og græd igen. "Det værste er at jeg er gravid, og de kunne have gjort barnet fortræd" sagde hun og holde sig klamrede ind til ham.

Han holdte hende tæt. Og kyssede hendes pande blidt. Lod hende svagt prøve at fortælle det. Han så kort på hende. Et kort øjeblik lød det som om hun havde været ham utro frivillig. Men efterhånden som hun kom hen i sætningen. Begyndte han at indse hvad der var sket. Hans øjne blev kort helt store da hun fortalte de havde voldtaget ham. Han knyttede svagt sin næve som lå på hendes lår. Mens hans øjne blev hvide. Vreden kunne mærkes i ham. Det var som om den strømmede ud af ham som en kraftig energi. "Hvem var de? Hvor er de? Jeg skal nok få dem til at fortryde det." Sagde han hårdt med et fast og direkte ondskabsfuld blik. Vreden kunne klart ses på ham. Også selvom han så ligeud for sig. Nu var han ligeglad med at han ikke ville snage i hendes minder. Han så ind i hendes aura med hans blik. Og ledte undersøgende efter det ene minde af hende blive voldtaget. Så han kunne finde de personer der gjorde det. Og dræbe dem.

Hun kiggede ikke meget på ham, hun holde sig bare ind til ham, gemte sig ind til ham, hun prøvede at føle sig tryg ind til ham, hun havde ikke rigtig fået tryghed på det seneste. Hun sukkede svagt da han spurgte om hendes voldtægtsmænd, sagen var bare at hun ikke rigtig vidste hvem de var, udover at de var dæmoner, de nåede at gå før hun egentlig nåede at se hvem de var.
Hun kyssede svagt hans hals. "Jeg ved ikke hvem de var, udover dæmoner, og jeg ved ikke hvor de er" sagde hun svagt, og græd lidt svagt ind til ham.
Hun holde sig ind til ham, med et meget hårdt greb om ham, hun havde ingen planer om at slippe ham.
"Vil du ikke nok vente med at få dem til at fortryde, jeg har virkelig ikke lyst til at slippe dig lige nu" hviskede han svagt og kærligt ind i hans øre.

Han så på hende blidt. Før han langsomt hævede hendes hoved ved at lægge sin hånd på hendes kind og løfte det lidt. "Skat. Jeg lover dig. De kommer til at betale for det." Hviskede han svagt. Og kyssede hendes læber kærligt. "Både for at skade dig og være tæt på at skade vores barn." Hviskede han svagt. Og lagde roligt en hånd på hendes mave. Mens hans anden hånd blidt nussede hendes ryg. Og han begyndte blidt at nusse hendes mave. "Men lige for nu bliver jeg her skat. Tager vare om dig. Og holder dig tæt." Hviskede han blidt og så kærligt på hende.

Hun lod ham løfte hendes hoved lidt. Hun kiggede træt og udmattet på ham. Hun trak vejret dybt engang imellem, mens hun holde hans øjenkontakt.
Hun sukkede blidt da han kyssede hende, hun gengælde det ivrigt, mens hun strammede sit greb om ham.
Hun prøvede at smile til ham, men det gik ikke helt, det blev svagt og et ligegyldigt smil. Hun kunne ikke rigtig komme med noget andet.
Hun kiggede ned på hendes mave, som han begyndte at nusse. Hun sukkede tung og lagde sit hoved ind mod hans bryst.
"Tak" sagde hun svagt.
"Må jeg ike nok bo hos dig... Jeg har ikke lyst til at gå tilbage" hviskede hun ind til ham.

Han så kort ned på hende. Nussede hendes mave og skulder videre. Han nægtede at slippe hende på nuværende tidspunkt. Hun havde brug for ham. Selvom han mest af alt havde lyst til at finde de dæmoner. Vidste han godt at hun ville hade ham for at skride. Også selvom det var for at finde de idioter. Men en ting var sikkert. De havde fucket med den forkerte pige. Bogstaveligtalt. Han vidste allerede hvordan han skulle få sin hævn. Men først måtte han beskytte hende. Og barnet. Han så på hende svagt da hun spurgte om hun måtte bo hos ham. "Selvfølgelig skat. Du er min pige. Selvfølgelig må du bo hos mig." Hviskede han svagt og smilede blidt.

Hun nussede sig trygt ind til ham og smilede blidt, som hun nød hans krop mod hendes, hun var atter i hans arme, og hvor havde hun savnet det, der var ikke andre arme hun ville være i, udover hans.
Hun kiggede op på ham, da han sagde ja til at hun måtte bo hos ham. Det var hun glad for, så hun gav ham et lidt mere utvunget smil, og kyssede ham blidt på munden, ellers gemte hun sig bare ind til ham.
Hendes vejrtrækninger blev mere kontrolleret, og hun fik mere ro på sig selv, end hun havde haft.
"Jeg elsker dig" hviskede hun blidt og kiggede op på ham.

Han smilede blidt. Og nussede hende kærligt. Han kunne godt mærke hun nussede sig mere ind til ham. Og han smilede blidt da han løftede sit ene ben op på sofaen så hun kunne lægge sit ben op på hans. Så de kunne den smule tættere på hinanden. Mens han nussede hende kærligt videre. Før han svagt lukkede øjnene. Hans vrede dulmede stadig. Men han havde den under kontrol. Det gik heller ikke han gjorde noget utænket. Så ville han nok få sig selv dræbt. Han så kort ned mod hende. "Hvem er denne Razion?" spurgte han svagt undrende. Eftersom han ikke kendte navnet. Og lige kom i tanke om hun havde nævnt navnet.

Hun nussede sig bare mere og mere indtil ham, så meget hun nu kunne, så hun var helt tæt på ham, men hun ville altid kunne komme tættere, altid.
Hun kiggede op på ham, da han spurgte indtil hvem Razion var. Hun trak lidt på skulderne. For han var egentlig bare en hun mødte, som sagde at han nok burde komme med hjem til hende, for han ville ikke lade hende være alene, for han havde set de dæmoner var efter hende.
"Han var en jeg mødte på gaden, han sagde at han nok burde komme med hjem til mig, for at beskytte mig, han havde åbenbart set dæmonerne var efter mig..." sagde hun og trak svagt på skulderne. Han måtte virkelig ikke tro at der var sket noget imellem dem, for det var der slet ikke. Razion havde ikke gjort andet, end at passe på hende.

Han så på hende svagt. Og nussede hende kærligt. Og sukkede svagt. "Du må aldrig nogensinde igen lade nogen som helst mand gå med dig ind i dit hjem forstået skat? For alt hvad du ved kan han være en snyder. En som har fået betaling for at give dem chancen. Næste gang send bud efter mig. Jeg kommer. Og hvis de prøver på noget. Så flår jeg deres hjerter ud. Og tvinger dem til at spise dem." Vreden begydte at dulme igen. Og hans ene hånd begyndte at ryste. Han var stadig igang med at se hendes minder. Hvad de gjorde ved hende. Voldtog hende begge steder. Og hvad værre var han havde ikke engang været det ene sted først. De havde i hans øjne voldtaget hendes mødom. Hans øjne begyndte svagt at blive hvide. Langsomt begyndte han at bore sig ind i hendes minder. Han var ved at miste kontrollen. Og hun ville højest sandsynligt kunne mærke en smerte som virkede som om den kom indefra. Uden at det var en smerte man kunne genkende. Langsomt knyttede han også sin hånd på hendes skulder. Så han begyndte at klemme hendes skulder smertefuldt. På nuværende tidspunkt havde han ingen kontrol. I en skuffe ved siden af ham begyndte der svagt at være noget som bevægede sig uroligt. Som om der var noget der gerne ville ud af skuffen. Det var den skuffe han altid puttede sin Ocarina fløjte. Den magiske fløjte. Den var forbundet til ham. Den kunne mærke han var urolig. Og blev selv urolig. Normalt var han altid så kontrolleret. Så bevidst om hvad han gjorde. Men hans vrede var ved at overskygge hans rolighed. Selv hans ellers hvide øjne. Som bevægede sig ligesom skyer. Begyndte svagt at blive mørke som regnskyer. Tordenskyer endda. Vreden. Den vrede han følte. Var den han altid havde skjult sig for. Og den var ved at bryde frem.

Hun sukkede og nikkede så svagt. Selvfølgelig måtte hun ikke tage en fremmed mand med hjem, hvad havde hun også tænkt på. Men hun havde bare ikke tænkt sig særlig godt om. Det måtte hun huske til næste gang, forhåbentlig bliver der ikke nogen næste gang, men hvis der gjorde, slå manden og løb.
"Ja, det forstået"
Hun begyndte at kunne mærke noget uforklarligt. Det føltes som om det var i hovedet, men på samme tid var det også andre steder.
Det gjorde på en måde ondt, ubehageligt ondt. Hun kiggede op på Reilly med et skræmt blik. Hun kunne se der var noget galt, noget helt vildt galt.
Der var en skærene smerte i hendes skulder, det var Reilly som pressede om den. "Reilly, det gør ondt" prøvede hun til at starte med. Men det virkede som om han var helt væk. "Reilly, stop!" Sagde hun højt, hun prøvede at få hans hånd væk fra hendes skulder. "Reilly, jeg mener det, slip mig!" Sagde hun højere denne gang.
Hvad var det der skete, det vidste hun virkelig ikke. Men hun var i den grad bange.

Pludselig forsvandt al smerten. Han havde fjernet sin hånd. Og fokuserede ikke længere på hendes aura. Han så helt chokeret på hende. Ikke fordi han var chokeret over hende. Men fordi han var chokeret på sig selv. Han så på sine hænder kort. Før han så på hende roligt. "Undskyld skat. Jeg... Det... Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg mistede kontrollen over mine evner." Hviskede han svagt mens han roligt så på hans hånd igen. Og lukkede øjnene kort. Gemte svagt sit ansigt i hans hænder. "Jeg føler mig bare så vred. Som om at... At et forkert ord kan få mig til at dræbe en." Han teg kort stille. Før han fjernede sine hænder fra hans ansigt. Og så kort på dem. De rystede svagt. Men han kunne ikke se sine hænder. Det eneste han så var et mørke. Hvor der var tåger. Tåger af forskellige farver rundt om ham. Aura. Det var som om alt aura i nærheden af ham. Kom helt op i ansigtet på ham. Han kunne se et lille barns aura. Helt over i den anden ende af bygningen. Det græd kunne han se på auraen. Alt var mørkt. Hans øjne var også næsten helt sorte. Han lukkede øjnene. Og prøvede at fokusere. Prøvede at få hans kræfter under kontrol. Og det lykkedes. Han begyndte svagt at mærke at hans kræfter holdte sig tilbage. At auraen som han kunne se selv med lukkede øjne. Langsomt begyndte at dulme. Pludselig følte han sig så træt. Og hans hoved begyndte at svaje. Før det faldt bagover i sofaen. Og hans krop nærmest faldt sammen. Han så kort på hende. "Undskyld Cassadee." Hviskede han svagt til hende. Og sukkede kort.

Hun så på hans hånd, som han løftede for hendes skulder. Alt smerte forsvandt, og hun sad der og sagde ikke særlig meget til ham. Hun var stadig lidt overrasket over hvad der egentlig skete, hvad der egentlig fik ham til det. Hun gned sin skulder svagt, og kiggede på ham imens, med et meget spørgende blik.
Hun sukkede svagt da han forklarede sig, hun nikkede svagt og lagde sig lidt ind til ham.
Hun kiggede lidt overrasket op på ham. "Jeg håber ikke nogen af mine ord, gir dig lysten til at slå ihjel" sagde hun, og kunne ikke rigtig lade vær med at kigge op på ham, for at holde øje med hvad mon han lavede.
Hun kiggede lidt bekymret på ham, da hans øjne var sorte, men han lukkede dem så. Hvad var det der skete, forhåbentlig ikke noget skidt. Hun puttede sig kærligt ind til ham imens, hun ville ikke have at der skete ham noget dumt.
Hun holde stadig øje med ham, der var noget der ikke ville slippe ham af syne, noget der sagde at hun skulle holde øje med ham.
Hun kiggede på ham, som han faldt lidt sammen i sofaen. Hun smilede svagt til ham og rystede lidt på hovedet. "Det er okay" sagde hun, og kyssede ham blidt på læberne.

Han så på hende svagt. Men kommenterede ikke til at starte med hvad det var der gjorde ham så vred. Det var først da han ingen kræfter havde tilbage i kroppen til at blive siddende oppe. Han sad dovent og afslappet ned i sofaen. Og så fortsat på hende. Den måde hun på trods af han lige havde skadet hende. Lagde sig ind til ham. Han lagde svagt en arm om hende. Og besluttede sig for hun fortjente en forklaring. "Cassadee du ved jeg kan se din aura ikk? Ved hjælp af den kan jeg se dine minder." Hviskede han svagt og så svagt på hende. "Jeg så og gennemlevede alt det du havde været igennem. Selv det at de gjorde det i din røv. Hvilket jeg i den grad synes er irriterende. For jeg føler lidt at din første gang der burde være med mig. Så det føles lidt som om de har taget din mødom der." Hviskede han svagt og så på hende blidt. "Det gjorde mig så vred at jeg intet havde lagt mærke til. Jeg holder ellers ofte øje med din aura. Men jeg lagde ikke mærke til noget overhovedet." Hviskede han svagt og lukkede roligt øjnene med et suk. Da hun valgte at kysse ham. Kyssede han hende kærligt lidenskabeligt og blidt tilbage. Og lukkede bare øjnene. Følte at hendes kys gav ham ny energi.