Another Angel... //Aigemfarrel//

omgivelser: massive klipper
vejre: dejligt sommer vejre
sted: the shadow peak
tid: aftens tid
tøj: nogle lasede bukser og hans spyd. plus hans hund kvik og hans hund Jack

han gik gennem de forskellige klippe blokke sammen med hans ene hun jack. de ledte efter kvik som havde været væk i to dage og fulgt nogle spor som var hendes, Sindra begyndte at pifte efter hende. der faldt en lille tåre fra hans ene øje. han var bange for det væreste der nok var sket, han havde hørt rygter om dette sted men aldrig selv været her, "hver på vagt jack" sagde han og var klar til at slårs hvis de skulle blive overfaldet. han begyndte at råbe "KVIIIIK" og blev ved han var ved at gå i panik sporene blev mere og mere utydelige og han var bange for at have mistet hende, efter alt har de jo været sammen siden hun var hvalp.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sneen dalede forsigtigt ned fra himlen af, månens lyst fik sneen til at glimte. det var en stjerneklar himmel, med kun få skyer.
Alex lød rundt i sneen, med en kær latter. Hun kastede med snebolde mod Kvik, en hund hun havde fundet for omkring to dage siden. Den havde gemt sig i en hule, hvor hende og hunden ikke lavede andet end at dele mad og lege sammen. Af en koldblodig dræber, var Alex nu meget rar. Mest mod dyr, mennesker burde holde sig fra hende.
Kvik hoppede op i luften for at gribe snebolden i munden, hun fniste kært og kastede endnu en, Kvik løb rundt og rullede sig i sneen. Alex pustede blidt ind mod sine hvide handsker, sneen var smeltet ind i handskerne og havde gjort hendes fingre en smule kolde. Hun smilte dog bare og kiggede rundt. Bjørne kunne høres ikke langt fra dem, deres brøl var høje og fik nærmest sneen til at ryste.
Alex vende sig om da hun hørte brølet, da der var is under hendes venstre fod, mistede hun fodfæstet og væltede. Et lavt hvin kom fra hendes røde læber, da hun stod på en bakke, trillede hun ned af barken. Hun tabte sine ørevarmer og faldt ned i en lille grøft ved klippen, hun landte med et bump. Sneen fløj om ørene på hende, hun åbnede stille sine øjne og grinte lavt. Hun grinte mest fordi det havde forskrækket hende på den måde.
”Du skal ikke være bange, jeg skal nok komme op igen…” Hun kiggede lidt rundt, mens hun råbte til Kvik ”Bare bliv der!” Hun kunne altid tvinge sine vinger ud, men det ville ødelægge hendes trøje plus hendes jakke. Hvilket ville være en dum ide, nu hvor hun endelig var oppe i bjergene.

han hørte bjørne råb og den kløft han befandt sig i rystede, men han følte sig pludselig kold, han kiggede op og så sne falde ned. han smilte lidt mest fordi det mindede ham så meget om hans hjem. jack begyndte at gø. han gik stille videre han havde fået det lidt bedre efter at mærke sne på sit hovde, han frøs ikke fordi han bare varmede sig selv hvis det var det. han så nogle spor fra kvik som førte længer ind i kløften, han kom tætter på og hørte en kvindelig lyd, han gemte sig hurtig bag en klippe samme gjorder jack, han begyndte at vise tænder. Sindra kiggede forsigtig og så en pige ikk ret gammel men så igen synet kunne bedrage. han kom tætter på hende og var helt nede på jorden indtil han hørte en gøen som ikke var jack´s. han kiggede op og han så kvik bare stå og logrer, han begyndte at grade. han tabte sit spyd og var bare lykkelig han havde helt glemt hende pigen der var der.

Alex kiggede rundt og sukkede blidt, det så ud til at hun skulle forsøge at klatre op, hun lagde sit blik på Kvik som lagrede med sin bjuskede hale. En blid latter slap hendes læber "Du burde være bekymret, ikke glad" Hun satte sine hænder på kløftens væg og fandt nogle steder hun kunne sætte sine fødder på. det gik langsomt, men hun var også meget forsigtig med hvor hun trådte.
Hendes blik var mest på kløftens væg, hun kunne mærke sine fingre spidser der langsomt blev mere og mere kolde, det gjorde nærmest ondt. Hendes tasker og ikke mindst hendes mad, var der oppe. så hun kunne umuligt give efter for en smule smerte.

da han var færdig med at være glad og kom til bevidstheden igen, så han over på den mærkeligee pige der var på vej op. han grinte lidt og gik hen til hende. "har du brug for hjælp" sagde han og kiggede op på hende. han kastede sit spyd op der hvor tæt hvor kvik stod. "det her kommer til at være koldt" sagde han stille for sig selv mens han begyndte at klatrer op til hende. der hvor han ramte med sin hånd smeltede sneen. det gjorder det noget nemmer at han ikke kunne frøse så nemt. han satte farten lidt op så han kunne nå hende for at se hvem det var, han vidste ikke hvad det var men det var nærmest beroligende at være omkring hende. "Jack find en vej og komme op henne" råbte han til sin anden hund. han kiggede op på pigen. han tog en dyb indånding og fortsatte op. han havde næsten nået hende. "hvem er du" spurgte han hende op mens han ledte efter steder og klatrer videre op af.

Alex ignorede personen der råbte efter hende, hvad lavede han her? hun var så højt oppe i bjergene at det næsten ikke gav mening at han var der. hun sukkede blidt og nåede toppen inden han nåede tæt nok på hende, hendes øjne blev placerede på den mørke natte himle.
Da han nåede op, havde hun trukket en kniv og sad foran ham. med kniven prikkende mod hans strube. "Hvem er du? hvad vil du?" hendes stemme var blid, men hendes øjne var morderiske.
Et menneske i bjergene, nu havde hun set det med. normalt var det vareulve eller dæmoner, men ikke så tit mennesker. Hende som troede hun var på ferie, for at samle sine tanker.

han kravlede videre og prøvede på at nå hende inden hun nået toppen, men det lykkedes ikke. han begyndte at miste pusten. "tror jeg ved at komme ud af form" sagde han inden han nået toppen. da han nået den så uden at ligge mærke til det mærket han nået der stak ham i halsen. det var åbenbart en kniv, han vidste ikke hvorfor hun trak en kniv mod ham for så vidt han ved har han ikke gjort noget mod hende men hvem ved han kan jo ikke huske alle de væsner han har dræbt på sin vej. "jeg kan svare på dit spørgsmål lige så snart du fjerner kniven" sagde han venligt mens han kigget hen mod kvik, og ikke fordi at han ikke ture se hende i øjnene men mere fordi han havde savnet sin bedste vendinde. "og forresten hvad laver du så langt oppe i bjergene" spurgte han om og rettede blikket mod hende, han kigget hende dybt inde i øjnene en eller anden grund kunne man ikke se frygt i hans øjne. han havde jo heller ikke så meget at leve for i disse mørke tider men han vil frelse verden og få sin hævn inden han vil gå døden i møde.

Et kækt smil kom frem på hendes røde læber. ”hmm, du virker svag..” Hun fjernede kniven og flyttede sig fra ham, ikke fordi hun ikke ville dræbe ham. Hun så den anden hund og ville ikke dræbe ham, mens de kiggede på.
”Heh” hun vende ryggen til ham, mens han kom op og stå. ”Dette er en ferie fra at myrde folk… da det blev for meget arbejde, når meningen bare var at det skulle være sjovt” Hun strakte sine arme ud og tog en dyb indånding ”Du ved, det er sådan lidt en hobby for mig.” Hun vende sig om og satte sine hænder uskyldig op foran sit ansigt, hun smilte elegant til ham og satte sit hoved på skrå ”Så du er heldig, at dette er en ferie.” Hun blinkede blidt til ham ”Ellers havde jeg dræbt dig.”

((http://www.iphotoscrap.com/Image/483/1224432879-m.jpg Da jeg fandt denne, passede det bare til at sorry ohohoh XD ))

Hendes mening var at dræbe menneske arten, de havde ingen grund til at leve. da de alle sammen var svage, intet var stærkt ved dem.

han grinte lidt af det hun sagde mens han kom op og stå. "du ved vel at synet kan bedrage af og til" sagde han og kløede sig selv lidt i nakke. han gik stille over til hende, "men jeg vil alligevel takke dig" sagde han mens han rakte hånden frem med et venligt smil han vidste ikke helt hvorfor hun havde lige truet ham med en kniv for halsen men trods alt havde hun jo passet på hans hund. "forresten jeg hedder sindra" sagde han for at være hoflig det var meget muligt hun ikke vil være det men hun er velkommen til at undervudere den menneskelige race eller ihvertfald ham her. han begyndte langsomt at studere hende og der var ikke fordi at han ville dø af en kniv trods alt er det jo et perfekt element han har. "du laver en fejl" sagde han og gik mod kvik som bare sad og logrede med halen. han klødet hende lidt i nakken inden han fortsatte, "du undervudere menneskene" sagde han og rettede blikket mod hende mens man kunne se et had men det pegede ikke mod hende underligt nok. "du kender ikke alle menneskene... du ved ikke hvad nogle af os er i stand til" sagde han og gik helt tæt på hende.

Alex kiggede rundt, mens han snakkede "Synet bedregere alle, du ser stærk ud, men måske er du svag." Hun vende sit hoved mod ham i det han sagde at han ville takke hende, hun krydsede sine arme "Takke mig? hvad er der at takke for, jeg passede ikke på din hund. den passede på mig" Hun sukkede blidt. hvad mente han med alt det han sagde, han var jo bare et svagt lille menneske. hun rystede blidt på hovedet, mens han gik mod hende. "Hvad snakker du om? uhmm Sindra..." Hun var på ingen måde høflig over for ham, hun gav ham ikke hånden eller hendes navn. da han gik op mod hende, satte hun bare sit hoved på skrå og kiggede op på ham

han begyndte at grinte lidt "du more mig" sagde han han kunne ikke forklare hvad det var men af en eller anden grund virkede hun meget skrøbelig nok ikke fysisk men psykisk, han tænkte lidt over det mens han gik hen til kvik. "har du savnet mig" sagde han og krammede hunden. "jeg har ihvertfald savnet dig min ven" sagde han nogle sekunder efter. en tåre faldt fra hans kind han trode faktisk et øjeblik at han havde mistet hende.

Da han sagde at hun morede ham, blussede hendes øjne op. Hvordan skulle det lige tages, hånede han hende. Hun løftede et øjenbryn ”More jeg dig? Hvad nu hvis jeg vælger at skubbe dig ud for klippen, more det dig også… du er bare et svagt menneske, jeg kan sagtens gøre det.” Hun sukkede blidt, da han gik mod Kvik. Hvad var han lige i gang med, hvor svag kunne man være. At vise følelser foran en som truede hans liv, hun havde opdaget den tåre der trillede ned af hans kind. Hvis han gjorde dette foran en dæmon, ville de se ham som et nemt offer og højstsandsynligt dræbe ham smertefuldt, bare for at lege lidt med ham. "Jeg er ikke morsom, og jeg er ikke rar... tag din hund og forsvind fra mit åsyn" Hendes stemme var kold.
Hun havde enlig håbet på at beholde Kvik, da hun elskede hund. hun havde altid gerne bare ville have en ulv eller noget ligende, da de var så trofaste. men nu hvor hun havde så mange folk efter hende, ville det kun blive svært for hende at holde den i live.

han smilte bare og rejste sig op mod hende, han grinte lidt "du undervudere hvad mennesker er i stand til" sagde han mens han bare spilte venligt til hende han satte sig lidt væk fra klippen "og desuden vil det ikke hjælpe dig at skubbe mig ud over klippe" sagde han mens han bare kiggedet op på himmelen. han sukkede lidt, inden han rejste sig. "inden jeg går så fortæl mig bare en ting" sagde han mens han gik hen i mod hende. "hvad har du imod mennesker... for at tage fra den måde du siger det på så kan du ikke lig os" sagde han mens han lignede en der havde mange flere spørgsmål men han tog også bare det der virkede som det vigtigste.

Alex rystede blidt på hovedet, at undervudere mennesker. Pff de var ubrugelig og kunne intet andet, end at ødelægge verden for sig selv. Var mennesker ikke også den mest triste race, så svage og uskyldige at alle ville have svært ved at se dem som noget andet end bare affald? ”Så fortæl mig? Hvad er i mennesker i stand til? Som alle andre ikke også kan?” Hun krydsede sine arme og lagde hovedet en smule på skrå, mens hun kiggede op på ham.
Hun sukkede over hans kommentar, omkring at skubbe ham ud over klippen. Havde hun nogle sinde dræbt folk for at hjælpe sig selv? Tankerne satte i gang, ved disse ord. Dem hun havde dræbt, var enlig bare af lyst. Ingen anden grund, der var dog den ene gang hvor hun dræbte en, kun for at redde sit eget skind. Så det havde vel været en hjælp, af en art?
”Jeg har ingen grund til at fortælle dig noget, oh du sølle menneske.” Et skævt ondskabsfuldt smil formede sig på de rubin røde læber, hun trådte tættere på ham. ”Hvis jeg siger det, bliver jeg nødtil at slå dig ihjel.” Hun placerede en hånd på hans brystkasse, roligt stillede hun sig på tæer. ”Er du villig til at få den viden, hvor betalingen er dit sølle liv? Bare rolig, jeg skal nok tage mig af dine hunde…” Dette var det sidste hun sagde, inden hun trådte væk fra ham. Med hænderne bag ryggen, trak hun en lille kniv op fra kanten af sine shorts.

han smilte lidt han kendte ikke helt den her følelse han havde i kroppen, han kunne mærke en form for angst når han stod overfor hende men også som om at han blev glad inden i. han kunne ikke helt forkklar det selv.

han satte sig lidt på hug mens han tænkte over hvad han skulle svare, "mennesker kan altså mere end at ødelægge verden" sagde han mens han rejste sig igen og prøvede at samle lidt mere mod til sig han vidste ikke hvorfor men han havde nærmest mistet modet. han tog en dyb indånding inden han fortsatte "vi kan også bruge vores små færdigheder til at redde liv og planeten eller måske andre racer" sagde han stille mens han bare kigget på hende.

han gav tegn til kvik om at komme her hen som hun så gjorde, han kiggedet lidt op og ned på hende han vidste han nok ikke skulle undervurderer hende trods hendes højde. det var sjældent at nogle kunne få ham til at miste modet. han gik lidt tætter på hende men ikke tæt nok på at han kunne blive overrasket af noget, "jeg tar gerne den chance, for hvis du endelig vil have dræbt mig så havde du gjort det" sagde han mens han prøvede at virke så venlig som muligt han gad virkelig godt vise hende at man kunne stole på et menneske eller bare på ham, han prøvede jo at få så mange forbindelser som muligt rundt omkring.

Hun rystede blidt på hovedet over hans latterlige måde at smile på, mennesker var underlige. Derfor undrede hun sig stadigvæk, at denne race stadigvæk gik rundt på denne klode, hvad kunne de? Udover at tabe kampe og være store i munden, hun havde serøst brug for at se disse mennesker kæmpe for deres sag, bare en enkelt gang, så skulle hun nok ændre synsvinkle på dem.

Hans ord fik hende til at krydse sine arme, hvor hun skød sin hofte ud til siden. ”Andet? Ja det siger du jo.” Hun himlede kort med øjnene, hun hadede dette. Bare at snakke med et menneske i ædru tilstand, et suk slap de rubin røde læber. ”Hvilke liv? Jeres egne, for det er alt jeg har set jer gøre. Løbe rundt og kun redde jeres egen røv.” hun vrissede en smule af ham, mens de brune øjne var strandet på ham.

Hans mod fik hende til at smile kærligt af ham, han turde at gå tættere på hende. Men kunne man bebrejde ham, hun var vel ikke ligefrem den mest skræmmende person i verden. Et suk slap hendes læber endnu engang, hvor hun med forførende skridt, gik mod ham. Sneen knirkede under hendes fødder. Hun lagde en hånd under hans kind, hvor ikke et eneste truende trak blev vist. ”Tar du en chance? Hos en person du ikke kender, det er modigt… eller måske dumt” Hun trådte tættere på ham, hvor hvert et skridt fik hende til at presse sig op mod ham. Medmindre han trådte væk, hvis han derimod trådte væk. Ville hun skubbe ham, så han ville falde ned i sneen