The falling angel - Aigemfarrel.

Logan havde fundet en lille hytte midt i den store skov. Han havde ikke noget fast sted at bo, så det var rart når han fandt nogle små forladte huse eller hytter han kunne bosætte. Han sad i øjeblikket på en stol med en bog i hænderne. Han var dybt begravet i bogens indhold, men han var stadig opmærksom på hvad der skete omkring ham. Han var en meget forsigtig person, han havde levet længe nok til at vide man ikke kunne stole på nogen som helst, medmindre de havde bevist det. Selvom Logan så ud til at være langt væk i bogen, så kunne han ikke koncentrere sig om det. Efter hvad der var sket med Andrea havde han for meget at tænke på. Andrea, Angela, Jazmin, Alane. Det var ikke let at have lavet så mange dumme ting, og så blive nød til at se dem i øjnene. Men han var ikke helt klar endnu. Han var ikke klar til at se hans problemer i øjnene. Logan lagde bogen fra sig og begyndte at gå rundt. Han følte sig rastløs.

Alex var forbundet i bandage over alt, det meste af bandagen var farvet helt rødt af blodet der sivede ud af hendes kødsår på ryggen. Hun hvad mistet sine vinger, da et menneske valgte at hive dem smerte fuldt af hende. Hun troede det var slutningen på det hele, til hendes veninde Aeron bandt hende ind i bandage. Det tog omkring tre dage før hun igen kunne bevæge sig, hun forlod stedet hvor Aeron havde placerede hende. Iført det blodige bandage, hun skulle ikke være en byrde for Aeron. Med tunge skridt forlod hun stedet og kom langsomt ind i Ashen wood Forest. Hun kiggede omkring sig, med sine brune øjne som strålede. Der var køligt, specielt iført dette. Hun faldt op af et træ, med et bump lå hun i de tørre blade. ”Hvorfor” klynkede hun, hun klemte sine øjne sammen og bed sin underlæbe. Hvorfor skulle dette ske for hende? Det gav ikke mening, hun havde aldrig gjort nogle nåde også skete dette for hende. Var det takken for at hjælpe et menneske, var dette takken for at stole på en person.

( [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] påklædning )

Hun rejste sig stille op endnu engang, blod dryppede ned fra hendes pande. Hun havde slået hovedet mod træet og havde fået et lille sår ud af det, da hun rejste sig op. Kom en kæmpe vind, hun mistede hurtigt fodfæstet og gled. Af en person som stod oppe på en bakke var dette nok det næst værste der kunne ske!
Hun følte jorden forsvinde under hende, følelsen af vinden der strøg gennem hendes mørke brune hår var dejlig, himlen var smuk. Men smerten blev kun værre, da hun ramte et træ tag. Lyden af træ der knækkede under hendes ryg var stor, og støv susede omkring hende. Hun fik stille åbnet sine øjne, hendes hår dækkede det meste af hendes ansigt og hendes udsyn på det hele. Støven havde dannet en sky omkring hende, hun rakte stille sin ene hånd op i luften og hostede blod op. ”Fuck hvor er jeg ynkelig.” Hviskede hun til sig selv, hun rullede om på maven og forsøgte at sætte sig op, hendes hår rørte næsten gulvet. Og forbindingen var stille begyndt at gå op ”Måske skulle jeg ikke være smuttet…” Hun sukkede blidt, mens hun følte blodet kilde ned af hendes kind.

Hun havde ikke opdaget at hun var faldet lige ned foran en mand, hun var for svimmel til at kunne se hvad der var sket omkring hende. for meget blod var blevet spilt.

Logan blev ved med at gå rundt. Hans tanker kredsede om det problem han havde. Det burde være let, bare at vælge. Men han vidste bare ikke hvordan. Han havde ingen anelse om hvordan han nogensinde skulle være i stand til at vælge. Logan hørte et højt bump på taget over ham. Han vendte straks blikket imod loftet der begyndte at knirke og beklage sig. Det var tydeligt at noget tungere et grene, blade og lignende var landet på taget over ham. Taget gav efter. Han trådte et skridt tilbage, og forventede at se et dyr lande foran ham. Men i stedet landede der en pige. blødende pige. Logan stod bare og så på hende mens hun talte til sig selv. Han fandt det underholdende, så han blev bare stående og så på hende. Først efter noget tid rømmede han sig og gjorde sig til kende. Han satte sig på hug foran hende. "Undskyld mig, du bløder på mit gulv." Han rejste sig op igen og ventede på hun ville gøre det samme. Han havde ikke i sinde at hjælpe hende, medmindre hun på ingen måde kunne komme op selv. Han vidste ikke hvem denne kvinde var, eller hvor hun kom fra, og han var ligeglad. Han ville bare have hun ud, så han kunne få ordnet det tag hun lige ødelagde.

Alexs øjne åbnede sig i et sæt, hun var chokkeret over at høre en stemme ved sig. Hun fjernede sit hår fra sit ansigt og så på en mand, hendes øjne blec blodrøde da han sagde hun blødte på hans gulv. Oh hun bløder på hans gulv! Hvor forfærdeligt! Vreden blussede op i hende, hun tog en dybindånding inden hun tværede sit blod ud på gulvet. ”Hvad snakker du om! Jeg maler dig gulv rødt, det var dig der kalde på mig?” Hun var sarkastisk, hendes stemme var dog lav og en smule irretable. Først et menneske der hiver vingerne af hende, så faldet og smerten fra alt det der var sket… og nu HAM!
Da han rejste sig op, forsøgte hun forsigtigt at komme på benene, hendes ben rystede og hun kunne føle hvordan alting kørte rundt for hende. Hvorfor skulle dette ske, hvis han troede at hun ville smutte var stedet efter det fald. Kunne han godt tro om igen, da hun fik rettet sig op. Sendte hun ham et blodigt men blidt smil ”Se, gulvet ser allerede meget bedre ud” Hun pegede på blodpølen, som hun havde dannet på træ gulvet.
Hun trådte derefter et skridt tilbage mod muren, hun burde nok skifte bandagen så der ikke gik betændelse i hendes sår. Også kunne det være rart at fjerne alt det indtøret blod fra hendes krop. Tænkte hun, dog så det ikke ud til at stedet var forsynet med bandage eller noget andet. Hendes øjne kørte gennem hele rummet, til de landede på manden. Hans aura fortalte hende at han på ingen måder ville være rar mod hende, hvilket kun gjorde det hele nemmere. Der ville ikke være grund til at frygte, for sine følelser. Hvis hun endelig skulle blive vild med ham, hvilket chancen ikke var stor, da han virkede kold som sne. ”Har du bandage? I dit meget beskidte hjem” Sagde hun med en kæk stemme, hendes røde øjne blev langsomt brune igen. Mens hun ventede på et svar.

Logan blev bare stående og så på hende. Hvad foregik der i hovedet på hende? Han lagde armene over kors og ignorerede at hun "malede" gulvet med blod. Kaldte på hende? Hvad snakkede hun nu om? Han fulgte hendes bevægelser mens hun rejste sig. En del af ham begyndte at have ondt af hende. Han var begyndt at føle mere og mere efter han havde mødt Andrea, og han kunne ikke stoppe det selvom han ønskede det. Han tog sig selv i at smile svagt da hun kommenterede det malede gulv. "Tak for udsmykningen." Han sørgede for ikke at se på hende før hans smil igen var forsvundet. Logan så op på hende da hun spurgte efter bandage. Han mindes ikke at han havde noget, men ville gerne kigge efter. Han gik ud på badeværelset og ledte efter i skabene. Han forsøgte at ignorere hendes konstante sarkasme, selvom det var svært når hun brugte det hver gang hun åbnede munden. Han fandt et enkelt bandage frem og gik ud til hende igen. "Har du brug for hjælp? Eller frygter du mine hænder er lige så beskidte som mit hjem?" Humor var ikke hans stærkeste side.

Tak for udsmykningen, slap den fremmede mands læber. Hvilket fik hende til at smile en smule, i det mindste havde han en smule humor. Dog havde hun det hårdt med at han virkede så følelse kold over for hende, når hun var så såret. Hvilket måtte betyde at hun ikke skulle blive der for længe, måske var han en så kaldt Incubus! Hvilket gjorde at hun måtte være mere på vagt.
Hun havde svært ved at holde sig på benene, hvilket kun gjorde det en hel del svære for hende at være på vagt. Hun gjorde sit bedste for ikke at vise det, hvor smerte fuldt det var at holde sig på benene. Det gav dog mening at have smerte, når hun var dækket af blod. Hun kiggede med blide øjne på ham, da hans smil forsvandt fra hans fyldige læber. Ville han virkelig hjælpe? Da han valgte at lede efter bandage ude på badeværelset, fik hende til at glide langsomt ned af væggen. Hun lukkede sine øjne og sukkede, hun var blevet træt. Følelsen af blodet der størknede på hendes pande, var klam og meget ubehagelig.
Da han kom tilbage igen, åbnede hun sin øjne stille. Hans kommentar fik hende til at grine halvt småt. "Er dine hænder da beskidte?" Spurgte hun, med en kærlig stemme. For engangs skyld var hun ikke sarkastisk, hun havde bare ikke krafter til at binde sin krop ind selv.

Logan vidste endnu ikke hvilken race hun var, men ud fra såret på hendes ryg kunne han næsten regne ud hun var en engel. Tilsyneladende en falden engel. Han ville ikke have hjulpet hende før. Han ville have smidt hende ud og holdt op med at tænke på hende. Men det kunne han ikke gøre nu, han havde bekymret sig for hende, og det var nok til at han også ville gøre det når hun var gået ud af døren. Men han prøvede virkelig på ikke at vise det. Logan smilede svagt til hende da hun lo af hans vittighed. Han viste sjældent sit smil til fremmede, men han bedømte at hun godt kunne bruge et venligt ansigt. Han rakte en hånd frem imod hende. "Det må du selv bedømme."

Alex satte en hånd op foran hendes mund, mens hun smilte kærligt. Det var et lidt ynkeligt forsøg på at gemme hendes smil, hun havde en sær følelse af at smile. Efter det der var sket, det føltes så uvirkeligt, at en barndomsven kunne finde på at hive ens vinger af. Hun kiggede ned i jorden, da hun kom til at tænke på ham. Den første person hun elskede, var kun ude efter hendes vinger. Hendes brune øjne blev triste, hendes smil forsvandt også hurtigt ud i det blå. Burde hun overhovedet leve? Var der nogle grund til det, verden var et helvede. Hun burde udslette alle, alle mennesker!
Dog forsvandt denne tanke, da personen rakte sin hånd frem mod hende. Hun kiggede overrasket på ham og derefter på hans hænder, de var nu ikke beskidte. Hun tog fat i hans hånd og trak sig selv op og stå igen, med et lille smil på læben ”De er rene nok, så hvis de vil. Må de meget gerne hjælpe” Sagde hun med en kærlig stemme.
Hun satte sin ene hånd på siden og trak bandagen som dækkede hendes bryster af, det var også den mest blodige bandage, da det var den der havde dækket de to store kødsår på hendes ryg. Der hvor hendes vinger havde været, hun rullede stille den beskidte bandage sammen, mens hun på samme tid tog den af. ”Hvad er deres navn?” Hun var høflig når hun snakkede, hvilket ikke var normalt for mange folk.
Dog var hun blevet opdraget, med en hård hånd.

Logan kunne godt se hun begyndte at tænke, og at tankerne ikke gjorde hende glad. Men han sagde ikke noget til det. Han var ikke meget for følelsesladet stunder, og slet ikke med fremmede. Han smilede let til hende da hun "takkede ja" til at han kunne hjælpe hende. Han fulgte hendes bevægelser mens hun trak bandagen væk. Han var ikke helt komfortabel med hun stod i baroverkrop foran ham, men alligevel tillod han sig at kigge, bare et lille kig før han gik om til hendes ryg. Logan så først på sårene, for at afgøre om de havde brug for at blive renset. Han lagde forsigtigt bandagen over sårene og tøvede et øjeblik med at dække hendes bryster. Det betød han skulle tage på hende, endnu en ting han ikke var komfortabel med. Da hun spurgte efter hans navn blev han revet ud af sine tanker, og han fokuserede ikke på at hans hænder bevægede sig hen over hendes bryst. "Logan." Han spurgte ikke efter hendes navn, fordi han ikke var sikker på om han havde lyst til at kende det. Så var han knyttet til hende.

Logan virkede følelses kold, det meste af tiden. Hvilket kun var godt for Alex, det med at kunne se hvordan verden virkelig var fik hende til at danne et lille smil på hendes røde læber.* Verden er et koldt og grufuldt sted, de eneste personer der ikke er kolde… er dem der ønsker noget, hvis du ikke har noget de vil have. Er du tynd luft for dem.* Denne tanke strøg gennem Alexs hoved, mens Logan stod og kiggede på hendes baroverkrop. Det generede hende nu ikke, men hun kunne godt mærke hvordan det varme blod dannede sig oppe ved hendes kinder. Hun tog en dybindånding, inden hun sendte ham et kærligt smil.
Han virkede utrolig ukomfortable, det var nemt at læse på ham. Hans lidt usikre bevægelser og hans lidt tunge skridt der hamrede mod jorden. Hun satte sine hænder lidt op, for at dække sit brystparti.
Da han forsigtig satte bandagen på, klemte hun sine øjne sammen og bed sig i underlæben. Hun begyndte at ryste lidt af smerten, det gjorde ondt. Hvis det ikke var fordi hun havde engle blod, ville hun have været død for længst. Engle healer hurtigere end mange folk, deres blod er nærmes ”Helligt” siger nogle folk. Hvilket gør at det er nemmere for dem at heale sår og muskler, dog så stort et kødsår ville tage uger for at heale.
Logan, han hed Logan. ”Kært navn” Sagde hun lavt, følelsen af hans hænder der kørte op til hendes side, fik hende til at fjerne sine arme fra hendes brystparti. Så han kunne komme til, han skulle jo nødigt komme til at binde hendes arme fast også.

Logan havde aldrig været den store føler. Jo, måske da han stadig var varulv. Men efter han blev taget som slave, så ændrede det sig. Han lukkede ned, og svor at han aldrig ville lade sig selv gå igennem en sådan en pinsel igen. Men så mødte han Andrea, og alting ændrede sig. Han begyndte langsomt at lukke sig op, selvom han var fast besluttet på at holde sine følelser nede, lade dem blive dybt nede i ham for evigt. Det var også den eneste grund til han ikke for længst havde smidt englen ud. Selvom han havde en ting for såret, hjælpeløse piger. Han var sær på den måde. Han ville ikke hjælpe og knytte sig til folk, men det skete for det meste alligevel. Han rømmede sig da han førte hans hænder over hendes brystparti, han sørgede for at gøre det hurtigt, men præcist, han ville bare gerne have det overstået. Hendes bemærkning om hans navn fik ham til at hæve sine øjenbryn og skabe rigeligt med rynker i hans pande. Han havde aldrig hørt nogen kalde hans navn kært før, og han var ikke sikker på hvordan han havde det med det. "Tak." Hans stemme modsagde det han sagde. Han lød usikker på om han skulle tage det som en kompliment eller ej. Han gik væk fra hende og ind i midt i rummet før han vendte sig om imod hende. "Hvis du har brug for et sted at overnatte, kan du blive her i nat." Han kunne ikke nænne at smide hende for døren. Det var noget nyt. Han kunne sagtens hjælpe folk hvis han gad, hvilket han ikke normalt ville have gjort, hvis nogen kom væltede ind i hans hjem, som hun havde gjort, men han ville under ingen omstændigheder havde tilbudt at de kunne overnatte. Logan overraskede sig selv.

Da han var færdig med at binde hende ind, føltes det nærmest rart. Følelsen af at have et lidt mindre beskidt bandage om sig, var rart. Hun satte sin ene hånd på hendes arm, mens hun kiggede ned i gulvet. Følelsen af at takke ham, for besværet var stor. Men ordene kunne ikke komme ud, hun klemte sine øjne sammen. Tak, hvor svært et ord kunne dette være! Tænkte hun for sig selv, lige indtil hun hørte hans stemme.
Hun måtte overnatte der? for denne nat, et hårdt bank fra hendes hjerte, som slog mod hendes bryst. Hun åbnede sine øjne og rettede sit blik overrasket op mod ham. ”Men…” Slap hendes læber, hun rystede på hovedet og klemte endnu engang sine øjne sammen. Et smil kom frem på hendes læber ”Mange tak Logan.” Hendes stemme var blid, endelig kunne hun få ordene ud af sin mund.
Måske var han ikke så kold som han virkede, eller måske var der en bagtanke? Alex trådte stille væk fra ham, hun satte sine hænder på væggen og gik hentil et hjørne i huset, hvor hun satte sig ned. Der kunne umuligt være en bagtanke, da han nok havde reageret, da hun smed bandagen foran ham. Hendes hår dækkede hendes øjne da hun gled ned af væggen og satte sig på gulvet. Hun krydsede sine arme og satte sine knæ op til sig, hun krammede nærmest sine knæ indtil sig. Hun satte sin pande på knæene, ikke et eneste ord slap hendes læber. Hun var træt, smerten var stadigvæk overvælgende for hende. Hun var endda begyndt at savne sit barndoms hjem, hendes forfærdelige minder om sin far og mor var næsten som en smuk dag for hende. Der fik hun slag, hvilket hun havde vænnet sig til. Men følelsen af at få revet sine vinger af, lyden af knoglerne der knækkede og blodet der sprøjtede omkring hende, var værre end dette ene lille slag hun fik hver 3 minut!
Hun sukkede blidt, hun ville væk fra verden. Væk fra ondskaben, Alt i denne verden var en stor løgn. Alex var ikke et monster, det var folkene omkring hende. Hun klemte sine øjne sammen, følelsen af tåre der begyndte at køre ned af hendes kinder. Hendes blod fyldte tåre der dryppede ned fra hendes hage, og blev tværet ud når hun en sjælden gang forsøgte at fjerne dem med sin hånd flade.

((Dette er jo fortiden, Alex starter jo med at hade alt og være meget ked af det… nutidens Alex smiler heletiden og elsker lyden af folks knogler der brækker, så længe det ikke er hendes egne knogler… Så undskyld at hun viner meget XD))

Logan vidste ikke hvad han skulle gøre med den tavshed der var imellem dem. Han var vant til at være sammen med folk hvor samtale ikke var noget problem, men lige i øjeblikket var det svært. Måske fordi de begge to var stille væsner. Det var ikke ligefrem den bedste blanding. Han begyndte rastløs at gå rundt i rummet. Han havde svært ved bare at sætte sig ned, så var hans tanker atter hos ham. Når han bevægede sig rundt kunne hun fokusere på at tælle sine skridt. Han stoppede op da han hørte hendes svage hulken. Han rette blikket imod hende og kunne mærke en klump komme til eksistens i hans hals. Han anede ikke hvordan han skulle reagere, han var ikke særlig god til at trøste. Så i stedet gik han ud i køkkenet og hentede et glas vand. Logan gav hende glasset og satte sig ved siden af hende. Han kunne næsten godt regne ud af hvorfor hun græd, det så ikke ligefrem ud til at hun havde det let. Han smilede forsigtigt til hende og prøvede at finde ud af hvad han kunne gøre som trøst. Han greb forsigtigt fat i hendes hånd og holdt betryggende om den. Det var ikke ligefrem den bedste trøst, men det bedste han kunne præstere.

Hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre, grunden til at leve var der ikke for hende. Så hvorfor blev hun ved med at kæmpe for at overleve, hvorfor bad hun nærmest Logan om hjælp. Tankerne svævede over hendes hoved, mens de varme blodige tåre kørte ned af hendes kinder. Hun snøftede engang i mellem, hun gjorde sit bedste for at skjule det. Men tårene ville ikke stoppe, de blev ved med at køre ned af hendes kinder. Lyden af Logans fødder der gik rundt, beroligede hende dog en lille smule. Da hun hørte lyden af glas blive sat tæt på hende, snøftede hun stille og åbnede sine øjne. Glas? Tænkte hun stille, inden hun kunne nå at kigge på glasset. Følte hun Logans hånd, som stille greb om hendes. Varmen strøg gennem hele hendes krop, hun vende sit hoved mod ham. Hendes tåre havde lavet blodige streger ned af hendes kinder. Da Alex havde en funktions fejl i sine tåre kanaler, hvilket gjorde at hun græd blod.
Hans forsigtige smil, fik tårene til at løbe ned af hendes kinder igen. Hvorfor smilede han til hende? Han var jo kold, han var jo ikke en der viste følelser. Hun klemte sine øjne sammen og svang sine arme om ham, hun tænkte ikke rigtig over det hun gjorde. Følelsen for at en person måske ville kramme hende, eller bare en anden persons tilstede værelse fik hende til at græde. Hun krammede ham tæt, hvis han altså ikke fik hende skubbet væk igen. Hun hulkede lavt, for at det ikke blev for meget for ham. Hvorfor kunne hun ikke stoppe disse tåre, det plejede ikke at være et problem.
Måske havde det noget at gøre med, at hendes allerførste kærlighed. Rent faktisk hev hendes vinger af og efterlod hende i gyderne, for at dø. Livet var unfair!
Men følelsen af at en kold person, selv ville gøre hvad de kunne for at få trøste hende en smule. Fik hende dog til at føle sig en smule varm indeni, måske var det ikke alle væsner der var onde. Mennesker, mennesker var de væsner der var onde…

Logan kunne ikke lide at se hende sådan. Han kendte hende ikke, og ville måske aldrig komme til det, men hun havde startet med at være sarkastisk, og selvom det var irriterende, ville han hellere se hende sådan en sådan her. Men det kunne han ikke sige til hende, han måtte bare prøve og trøste hende så godt som muligt. Da hun kastede sig om halsen på ham, rykkede han en anelse tilbage, blot fordi han ikke havde set det komme. Han tøvede et øjeblik med at ligge armene om hende. Han var ikke ligefrem den krammende type, men hun sad der og græd, hvordan skulle han kunne afvise hende. Så følelsesløs var han ikke, ikke længere. Han havde lagt mærke til hun græd blod, men han valgte ikke at kommentere på det. Der var sikkert en grund til det, og han havde ikke det store behov for at finde ud af hvad den grund var. Hans hænder lå på hendes lænd, fordi han ikke turde ligge dem længere oppe. Han førte dog hans ene hånd op og aede forsigtigt hendes hår. "Bare kom ud med det." Han hviskede det i hendes øre. Han kunne ikke selv bekræfte det, men mange sagde det var bedst bare at få grædt ud, så havde man det bedre bagefter.

Hendes hals føltes tør, tårene der strømmede ud af hendes øjne var nærmest smertefulde for hende. Da hver gang hun snøftede, ville smerten i ryggen også gøre en smule ondt. Hun holde ham tæt indtil sig, mens hun begravede sit ansigt i hans skulder. Hendes blodige tåre, ville højstsansynligt ikke kunne vaskes af hans trøje igen. Dog tænkte hun ikke lige over dette, mens hun græd. Hun hørte hans lave stemme, der blidt hviskede hende i øret, bare luk det hele ud bad han hende om. Ikke engang hendes mor havde holdt hende tæt, Logan var nu den første person som krammede hende tæt. Personen der stjal hendes vinger, rørte hende meget sjældent, hun blev vild med hans ord. Ikke med hans berøringer.
Følelsen af Logans hånd der stille kørte op og ned, var en smule smertefuld, men også rar på en sær måde. Alex græd i omkring en time måske mere, til hun fik kørt sig selv helt ud. Hendes tåre stoppede og lagde sig nærmest i hendes øjenkrog, hendes hænder var sat på hans brystkasse og hendes kind pressede blidt mod hans brystkasse også. Hun havde grædt sig selv i søvn, i Logans arme. Lyden af hans hjerte, beroligede hende og fik hende til at føle sig en smule mere tryg omkring ham. En sidste tåre kørte stille ned af hendes venstre kind, Logans trøje var desværre blevet så blodig på den ene skulder. Så det så ud som om han var hårdt såret, at en person måske havde skåret halvdelen af hans arm af.
Hun virkede så rolig når hun sov, ingen bekymringer. Hendes åndedræt var stille og meget blidt, det var selv meget svært at høre hendes åndedræt. Så det var nemt at tro at hun var død når hun sov, hvis det ikke var fordi hendes brystkasse løftede sig hver gang hun trak luft ind.

Logan var ude af stand til at bevæge sig. Ikke kun fordi hun sad der, forgrædt op af hans skulder, men også fordi han ikke anede hvad han skulle gøre. Han havde aldrig siddet i en situation hvor nogen var så såret. Både fysisk og psykisk. Så han blev bar siddende, han blev siddende mens han mærkede hans trøje blev mere og mere gennemblødt. Han forsøgte at berolige hende med forsigtige strøg, men eftersom han ikke turde nærme sig det meste af hendes ryg, havde det ikke den samme effekt. Han kunne nærmest mærke hvordan hun blev lettere når en tåre forlod hendes krop. Han vidste ikke om det kunne hjælpe at græde, men det ville give mening hvis det gjorde. Så fik man det ud af sit system. Han tog en dyb indånding da hun efter en times tid var faldet i søvn. Så forsigtigt som muligt samlede han hende op i hendes arme og gik hen til den støvede sofa. Han var ikke glad for at skulle ligge hende på den det beskidte møbel, men han havde ikke noget valg. Logan lagde hende ned med en så forsigtighed, at man skulle tro han holdte af hende. Han virkede ikke som en forsigtig person når man mødte ham. Ikke på den måde i hvert fald. Han fandt et tæppe og lagde det over hende. Logan så på hans skulder der var gennemblødt af blod. Han så endnu en gang på hende og han tog sig selv i at smile. Ikke fordi han ville have noget af hende, eller fordi han følte han skulle. Men det skete bare. Han lod smilet falme og gik ud på badeværelset. Han tog trøjen af og begyndte forgæves at vaske den. Da det gik op for ham at det var umuligt at få det af afklædte han sig og gik i bad.

Hun lavede et forpustet støn, da han løftede hende fra jorden. følelsen af at være vægtløs kom over hende, hendes ene hånd faldt ned og hang fra hendes skulder. Hun virkede livløs udover den lave mumlen der engang i mellem kunne høres, hun rynkede lidt på panden da han stod foran den støvede sofa.
Da han lagde hende ned, blev støven en smule tydlig omking dem. Hun drejede sig om på siden, hendes hår dækkede hendes lidt blodige ansigt. Et lille nys slap hendes læber, da han smed tæppet over hende.
Hun satte sin ene hånd under sit hoved. Følelsen af tæppet der langsomt varmede hendes krop op, den var dejlig. Et smalt smil kom frem på læberne, hun var i en dyb søvn. Udmattet af at græde i så langtid, hun gabte blidt. Lyden af vandet der ramte gulvet fra bruseren, fik hende dog til at røre lidt på sig.
Lyden af det løbene vand, fik hende til at tro at hun var ude i skoven, tæt på et vandfald. eller at det regnede meget! Hun halv sov stadigvæk, da hun fik rejst sig ud af sofaen. med tæppet hviklet omkring hendes lidt bar krop, fik hun ud på badeværelset. hun gned sig blidt i det ene øje, mens hun gabte. hun var på ingen måde vågen endnu, hun var lidt som en zombie der bare gik rundt.
Da Logan var gået ind i bruseren, gik hun ind på badeværelset af ren refleks. Hun fjernede sin hånd fra sit øje og åbnede stille sine brune øjne op, så klodset som Alex altid var. gled hun på grund af Logans bukser som var smidt på gulvet, hun sprede sine øjne i overraskelse og gled direkte ind i bruseren. hun slog sit ansigt ind i Logans krop og fik dem begge to til at vælte op af muren, vandet var varmt. hun havde klemt sine øjne sammen, i forskrækkelsen over faldet. hun kunne dog mærke Logans varme hud, da hun satte sin ene hånd op hans lår og den anden på hans brystkasse. vandet fik hendes brune hår til at klistre mod hendes kinder. "Huh?" Var den eneste lyd der slap hendes læber, til hun åbnede øjnene og lå face to face mod Logan. deres læber var kun kort fra hinanden, hvis de bare blev skubbet en smule til. ville deres læber mødes!
Alex stirrede overasket ind i Logans øjne, hun frøs fast og anede ikke rigtig hvad hun skulle gøre. han måtte være nøgen, da de jo sjovt nok var inde i en bruser. hendes ansigt blev kun mere og mere rødt for hvert minut der gik, det lidt ind tørrede blod begyndte at fjernes fra hendes krop og ansigtet. det farvede vandet rødt til det løb ned i afløbet. "J-Jeg... Du, und... undsk..." Hun stammede meget, ikke et eneste ord var fuldent

Logan førte en hånd igennem hans hår. Han hørte ikke at nogen kom ud på badeværelset. Han forsatte bare med sit bad, hvor han nu forsatte med at vaske sin krop. Han vendte sig rundt da Alex kom væltende ind i badet. Han slog sit hoved ind i væggen da hun ramlede ind i ham. Han stod der bare et øjeblik og så på hende, før han rømmede sig. "Det er okay.. Jeg er færdig, så du kan bare blive her.." Logan skyndte sig ud af badet og viklede et håndklæde om hans liv og gik ud i køkkenet. Han satte sig ned på sofaen og så frem for sig. Det var pinligt, men stadig ret komisk. Et smil udviklede sig hurtig til en lavmælt latter. Han stoppede hurtig latterne igen. Han havde ikke grint i godt 1000 år. Ikke rigtigt. Han kunne godt gå ud og hente sit tøj, men han ville hellere vente til han var sikker på hun var færdig og påklædt.

Da Logan rejste sig op, som om intet var hænt. Slap Alex et lavt suk, heldigvis blev han ikke sur og begyndte at råbe af hende. Hele hendes ansigt var rødt, af blodet som var steget hende til hovedet. Hun satte sine hænder på sit ansigt, hvor piiiinligt!! Var alt hun kunne tænke på. Var hun lige i bad med en mand! Nej! Hun var ej, hun var uheldig og snublede. Hun rystede blidt på hovedet, til hun hørte hans stemme. Hun fik badet for sig selv nu? Hun vendte blikket mod ham, da han fik viklet håndklædet omkring sit underliv. Et stille nik, var alt hun kunne gøre. Rødmen forsvandt stille var hendes kærlige ansigt, hun stillede sig stille op da han gik ud af døren. Bandagen var nu gennemblødt af vand, hun tog den langsomt af igen og satte den til at tørre.
Mens hun stod inde i badet, kunne hun ikke lade vær med at smile en smule. Det var pinligt, men dog også en smule komisk? Hun satte en hånd på hendes pande, mens hun rystede blidt på hovedet. Følelsen af at være klodset ville altid være hos hende, sukkede hun svagt. ”Jeg må heller passe lidt bedre på heh…” Sagde hun til sig selv, mens hun kørte en hånd gennem hendes hår.
Få minutter efter, slukkede hun vandet og gik ud. Først nu kom hun i tanke om at hun enlig ikke havde tøj her, hun slog sig selv på panden og kiggede lidt rundt. Hun fandt et håndklæde og tog det omkring sig! Hvorfor nu, hvorfor her! Hvorfor havde hun ingen hjerne!!!! Skreg hun inde i hovedet inden hun fik taget sig sammen og bare gik ud af døren. Hun undgik øjenkontakt med Logan og gik hurtigt forbi ham, til hun satte sig på sofaen og tog tæppet endnu engang om sig.

Logan havde altid haft svært ved at vide, hvordan han skulle tackle situationer som denne. Det endte ofte bare med, at han gik sin vej. Nogle gange var det også den letteste og den bedste løsning. Lige nu mente at det var den bedste udvej. Han så hurtigt på hende da hun kom ind i rummet igen. Han ville gerne have tilbudt hende noget tøj, udelukkende fordi han var ukomfortabel med hende halvnøgen, men han havde ikke noget. Ikke udover det han selv skulle have på. Han kunne selvfølgelig godt låne hende hans skjorte. "Så.. Jeg tror bare jeg.." Han rømmede sig og rejste sig op, for igen at gå ud på badeværelset. Han lod håndklædet falde og trak sig i sine bukser. Logan samlede skjorten op, og lagde den over hans nøgne skulder. Hans blik faldt på badet og endnu en lav, næsten ikke eksisterende, latter skilte hans læber ad. Logan var ikke sikker på, om han skulle have det godt med at han var begyndt at grine igen, faktisk skræmte det ham en smule.

Alex sad i sofaen og krammede nærmest tæppet, det var akavet at sidde kun iført et håndklæde i denne Logans hytte. Et lavt suk slap hendes bløde læber, i det han valgte at gå mod badeværelset igen. Hvorfor var hun endt her? Hun forsøgte at forsvinde fra folk, men ende i stedet i denne Logans hytte. Måske var det et tegn? Mere nåede hun ikke at tænke, inden en bleg sort håret mand faldt ned fra himlen. Han kom gennem det hul Alex havde lavet på taget, hendes øjne åbnede og blev hurtigt sat på denne nye fremmede. Hun hev hurtigt tæppet mere omkring sig, den blege hud og de vilde øjne denne person havde. Afslørede at han var vampyr, hans tøj var sort og den jakke han gik med, gik næsten ned til gulvet. Hans smil var skræmmende, den måde han bare kiggede på Alex som om hun var mad. Fik hende til at stirre en smule skræmt på ham.
Han greb hurtigt fast under Alexs hage og satte et knæ på den støvede sofa ”Engel, hehe så var blodet frisk… tak fordi du gik ud hvor der ikke var mange folk.” Hans stemme skar nærmest ind i Alexs sjæl, hendes læber sprede sig fra hinanden. Som om hun ville sige noget, intet ord slap dog hendes smukke læber. Den fremmede fik hende tvunget ned og ligge i sofaen og stod så på fire over hende, tæppet dækkede hende knap nok. Hans sorte jakke dækkede lidt af hendes ben, men ikke meget.
Da han tvang hende ned at ligge, lavede hun et lavt smertes støn. Den måde han smed hende ned på ryggen, hvor såret var. Fik det kun til at gøre mere rundt, hun kunne føle hvordan såret dunkede mod hendes hud. ”Hva…” Dette var alt der slap hendes læber, i det den fremmede slikkede hende op af nakken. Hvorfor kunne Alex ikke kæmpe i mod? Hun følte sig lammet, lammet af frygt. Hun klemte sine øjne sammen, i det den fremmede langsomt kørte sin ene arm under hendes ryg. Han følte hendes ene sår, hvor blodet var størknet en smule. Alex bed sig en smule i underlæben da han rørte det, en vampyr… hvorfor lige en vampyr!? Hendes tanker blev afbrudt af en kæmpe smerte. Vampyren borede sine fingre ind i hendes sår, hendes øjne åbnede og et højt smertes skrig rungede i hytten. De blodfyldte tåre kom løbende ud af hendes øjne krog, vampyren kiggede på dem og slikkede dem derefter væk ”En omvandrende blod pose” Hans stemme var overrasket, dette var første gang han havde mødt en der grad blod. ”Fantastisk” Hans hugtænder kom frem og han lænede sig ned mod hende…