Who are you? - Luke.

Sted: Doomsville, Rotten Rot district, i et gammelt hus.
Omgivelser: Det er næsten faldefærdigt, der er ingen møbler længere og huset smuldrer.
Tid: 17.34.
Vejr: Solen er kun lige gået ned, det er køligt og trækker op til uvejr, enten regn, sne eller storm.

Det havde taget lang tid. Blair havde for ikke lang tid siden, fundet ud af, at hun var adopteret. Det var ikke fordi, hendes forældre havde sagt det. Dem havde hun brudt kontakten til, for længe siden. Men hun havde været på besøg på hospitalet hvor hun havde født, og en sygeplejerske havde spurgt hvordan hendes adoptivforældre havde det. Hun var åbenbart overbevidst om, at Blair allerede vidste det. Hun havde nu forsøgt at finde ud af, hvem hendes rigtige forældre var. Det første hun havde gjort, var at finde ud af hvor de havde boet. Det havde taget sin tid. Næsten et halvt år, hvis ikke mere. Men hun havde langt om længe fundet en adresse. Hun gik ned af gaderne i Rotten Root, hun havde en lille lap pergament med adressen på, hun kiggede skiftevis på pergamentet og på husene. Hun kom næsten ned i enden af den lange vej, før hun kom til det rigtige hus. Under en dyb indånding, tog hun et skridt ind i huset. Hun så sig omkring. Der var ikke meget at se. Taget var næsten faldet sammen, væggene var slidte, gulvet var hullet og der var ingen møbler. Hun kunne ikke finde noget om hendes forældre der, men hun kunne godt lide tanken om, at hendes forældre havde boet der. Hvor de var nu, om de levede, hvilken race de var og alle tænkelige informationer om dem, var et mysterium for dem. Hun satte sig på gulvet, så hendes lange grå kjole lagde sig om hende og afslørede et par lyse ben. Hendes lyse hår lod hun falde ned af ryggen. Blairs blå øjne bevægede sig rundt i rummet, mens hun forstillede sig hvordan det kunne have set ud. Hun lukkede øjnene og forsøgte at forstille sig det. Det var ikke let, men hun gjorde hendes bedste.

P https://dresslikesamdeanwinchester.files.wordpress.com/2014/08/dean_winchester_carhartt_work_shirt.jpg

Luke havde tjekket brevet hans far sidste havde givet ham, han havde lige så stille knækket koden, som var i brevet det var bare en gammel adresse. Hvad forventet han, at hans søn skulle finde der, Luke bidt sig selv i læben og begynde og gøre sig klar, det var kun kort, Sansa ville ikke ligge mærke til han var væk. Luke tog sin læderjakke på, han smile let, hvor efter han gik ud af døren, nu skulle han bare finde adressen. Luke prøvet og få sine vinger ud, men han havde glemt det så da han gjorde det kom der en kæmpe smerte i hans ryg. Luke bed smerten i sig, og gik så hen, til hans egen hest. Luke svang sig op på den, og tjekke en sidste gang om pistolen var med. Han smilet da han vidste den var med, hvor efter han red hen mod Doomsville.

Luke begynde og holde hesten i ro, da han nået hen til porten ind til byen. Det var jo omkring aften, så de sidste vågene, med vare kørte ind og ud. Luke kigge sig omkring et enkel gang, hvor efter han så en enkel vagt stå. Luke red lige så stille forbi ham, hvor efter han red ned mod adressen. Hvad var dette sted dog, han var ikke opvokset her hvad prøvet hans far at sige til ham. Da han nået selve bygningen, og så hvilken tilstand huset var i gik han af den. Luke begynde, og bevæge sig ind i huset. Hvor efter han kigget sig omkring, hvad var det for en Aura der var her lidt død. Luke træk sin pistol frem, og af sikkeret den. Hvor efter han gik hen, han kigge sig omkring og kaste sig op mod en enkel væg. Luke kigget lidt frem, fra væggen er. Luke bed sig selv i læben, og talte så højt,"hvem der ende er herinde gi dig til kende."

Blair blev siddende derinde, men en duft fangede hendes opmærksomhed. Hun åbnede øjnene og rejste sig op. Hun havde lært at kende racernes blod fra hinanden. Hun kunne endnu ikke, dufte om det var a positiv, eller hvad de nu hed. Men hun var ikke i tvivl om, at dette var en engel. Der var også nogle mennesker rundt omkring, men lige netop englens blod fangede hende. Det havde bare en helt særlig duft, smag og virkning. Hun gik hen imod døråbningen og stillede sig i den, så hun kunne se hvem der stod udenfor. ”Hej.” Hun sendte ham et smil og så på ham. ”Blair. Jeg hedder Blair.” Hun så ingen grund til at lyve. Han ville ikke få meget ud af hendes navn alligevel. Hun så afventende på ham, fordi hun forventede at få hans navn også. Hun fjernede sit hår, så det ikke var klemt op af muren, som hun var lænet op af, men i stedet hang ned langs hendes side. Hun gad godt vide hvem han var, men hun var mest nysgerrig i, hvad han lavede der. Hun gik ind i huset igen og stillede sig midt i det. Hun gik ud fra, at manden ville følge hende, medmindre han så hende som en trussel. Det var ikke nødvendigt, medmindre han selv udviste truende adfærd.

Da hun så hen på ham, og fortællet hendes navn, kigge han bare kort på hende for at være sikker på hun ikke ville ham noget ondt. Luke stolte dog stadig ikke, på hende hundret procent. Skulle han gi et fornavn, eller gi hende et efter navn. "Copeland," lød det fra Luke hvor efter han gik ind i huset han var dog klar til og skyde hende stadig. Luke så sig kort om hvor efter, hans øjne ramte Blair igen, "så hvad laver de her." Lød det  forbløffende roligt fra Luke af. Han ville godt vide hvem denne Blair var,  for hvis de var ude efter det samme ville det ende i kaos.  Han ville nemlig ikke lade hende få hvad han var her for, hvilket han faktisk stadig ikke viste hvad der var. Luke kigge på hende afventene hun måtte meget gerne svare, ellers ville han skyde, han havde ladt, så han skulle bare skyde når det var. Han havde heller ikke tid til det her, han skulle tilbage til Sansa, før hun havde opdaget at han var taget afsted. Luke kigget på hende og peget på hende med pistolen, "uret tikker, Blair." Lød det meget roligt, fra Luke af hvor efter han bevæget sig tætte på hende.

Blair så på ham, da han kom ind og præsenterede sig. Dog kun med efternavn, men det var en start. Han virkede meget fjendtlig, men så længe det bare var hans attitude, så hun ingen grund til at reagere på det. Da han spurgte ind til hvorfor hun var der, havde hun ikke lyst til at svare. Det vedkom ikke andre end hende selv. Men da han pludselig trak pistolen på hende, sukkede hun opgivende. ”Pas nu på, du ikke skader dig selv.” Hun lagde armene over kors, mens hun så på ham med sammeknebne øjne. Hun havde ikke det bedste indtryk af ham. ”Min far boede her. Eller opholdte sig i hvert fald her. Hvad laver du selv her?” Noget for noget. Hun havde ikke tænkt sig, at lade ham stå og få hende til at fortælle det hele, hvis han så ikke selv delte nogle informationer også. Hun havde ændret sig en del på det seneste år. Havde han mødt hende for et år siden, havde hun slet ikke været så selvsikker som hun var nu. Ikke at hun var utrolig selvsikker, men hun havde været meget værre. Også hendes ydre havde ændret sig. Eller mere det hun klædte sig. Hun brugte ikke helt så mørke farver længere. Hun var gået fra sort over til grå. Hun havde ikke mange penge, så hun nøjes mest med det hun kunne få. Men hun skulle have noget makeup. Uden ville hun ikke klare sig.

Luke fnøs kort af hende skade, sig selv det ville ikke ske, hendes trussel havde ikke ramt ham særlig meget. "Okay Blair, din far har boet her tillykke med det men nu er det de store der tag over, så hvad med du få din fine røv med dig og skrider inden jeg skyder dig." Lød det koldt fra Luke af, hvor efter han gik lidt tætte på, han var lidt ligeglad med hvad hun lavet her, hun skulle bare ikke være her nu. Luke lukket øjne kort, hvor efter han åbnet dem igen, denne gang var de bare sorte. "Sidste gang, gå nu og jeg vil ikke dræbe dig."Kom det roligt fra Luke af, hvor efter han kigge på hende, hun havde fået længere tid ende mange andre så nu skulle hun bare smutte. Luke kigge på hende igen, hvor efter han skød mod hende der var sølv kugler i, og han havde vievand på sig hvis det skulle ende på den anden måde. "Jeg siger det engang til forlad, dette hus og du kan komme tilbage igen når jeg er færdig her."Lød det fra Luke, hans morderiske side kom nogen gange frem, især når han ikke havde dræbt nogen i et godt stykke tid. Luke kigge hen på hende, og gjorde sig klar til og skyde et nyt skud. "Eller fortæl mig hvorfor du er her, op til dig." Lød det koldt fra Luke af, hvor efter han sigte på hende med pistolen igen.

Blair havde ikke tænkt sig at gå. Hun havde ret til at være der, hvis nogen skulle gå, skulle det være ham. Hendes far havde boet der, han var sikkert bare ude efter et eller andet åndssvagt. Et dyrt smykke eller noget andet, som ikke kunne findes der. ”De store? Tror du, du er stor, bare fordi du gemmer dig bag en pistol?” Hun fnøs hånligt og blev stående, på trods af hans forsættende trusler. Men lige pludselig, var det ikke længere kun trusler. En af hans kugler ramte hende i skulderne, og skød stråler af smerte, ned igennem hendes krop. Hun bed tænderne sammen, og forsøgte at gøre alt, for ikke at vise hvor fandens ondt det gjorde. Hun så på ham og blev nu for alvor vred. Han skulle for fanden ikke komme her og skude hende, og så påstå at hun løj. ”Det har jeg lige sagt,” sagde hun ud gennem sammenbidte tænder. ”Min far boede her.” Hun ville godt nok ikke lade ham behandle hende sådan. Ikke længere. ”Jeg fortæller sandheden.” Blair lagde hendes hånd over skudsåret, og pressede, med så smerte, fingrene ind i såret og trak kuglen ud. Det betød dog, at hun måtte vise smerte et øjeblik, i form at et svagt støn. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, for at få ham til at tro hende.

Luke kigget på hende da kuglen gik ind, han lyttet til hende, men han vidste der var flere grunde til hun var her. "Du har glemte, at beskytte dit ben." Lød det fra Luke som havde skudt, en gang til mod hende, det var bare, benet denne gang. Luke kigge på hende, og lavet en grimase, "jeg siger sandheden, jeg er ældre ende dig der ved større." Lød det roligt fra Luke af, han gik lige så stille hen mod hende. Han havde ingen følelser lige nu, eller sådan føltes det. "Så som sagt du har to valgt, faktisk tre du kan tag afsted som den lille person du er, og vende tilbage imorgen, eller du ku blive og fortælle hele sandheden, om hvorfor du er her." Luke tog en kort pause og kigge på hende med hans sorte øjne, eller du kunne vælge og dø her valget er dit." Lød det kort og roligt fra Luke af, hvor efter han ladte pistolen igen, for at få styr på hvor mange kugler han havde tilbage. Men det var nok til ham, for at kunne skader hende nok til hun ville ønske at være død. "Jeg venter, du gir dig bare god tid, jeg tag mig god tid inden det næste skud." Lød det fra Luke af, hvor efter han stille sig op af en af murerende.  Han var ikke sig selv  og det ville alle som så ham nu vide, han var ikke sig selv.

Blair forsøgte at huske de få detaljer hun havde fået. Der var ikke mange ting at huske, men hun havde fået et navn. Hun burde kunne huske det, men det var længe siden, og hun havde været utrolig overvældet af følelser, da hun fik det af vide. Da han skød hende i hendes ben, viste hun flere tegn på smerte end før. D. Det var noget med det. Da han ladte pistolen igen, huskede hun navnet. ”Duncan!” Hun hoppede hen imod en væg og støttede sig op af den. Hun tog en dyb indånding og så på ham med et vredt blik. ”Ved du hvem Duncan er?” Hun håbede virkelig, at det var nok til at overbevise ham. Hun kunne snart ikke tage flere kugler. Hun var ikke særlig stærk, hun fik ikke så meget blod som hun burde, hvilket gjorde det var sværere for hende at heale. Men det skulle nok ske, inden alt for længe. Nu kunne hun kun håbe. Hun havde ikke flere trick i ærmet, så hvis ikke dette var nok, ville hun være nødsaget til at smutte. Selvom det ikke var af hendes gode vilje. Hun fandt sig ikke i, at blive kostet rundt med længere.

Luke skulle lige til og skyde hende igen, eller den del af ham der ville det dræberen. Men da han hørte hende sige navnet Duncan, blikket han lidt med øjne, inden dræberen fik styr over ham igen kastet han vievand på sig selv. En normal engel ville det ikke skade, men ved ham gjorde det, han gav dog en lille lyd af hvor meget det vievandet gjorde ondt. Luke sætte sig ned og pakket pistolen af vejen, hvor efter han prøvet og få styr på sig selv det tog et stykke tid før de sorte øjne var helt væk. Eller de ville aldrig forsvinde helt, men det ville det aldrig det ville komme ud igen, hvis han fik behov for at dræbe igen, eller bare skade.  Luke kigget over på hende mens han lige så stille rejste sig op, kigget han på hende. Da han var helt oppe og stå, kigget han, over mod hende. "Duncan, Duncan Winchester."Lød det fra Luke af, hvor efter han skar sig selv i armen, og hælde det i en lille skål, som han havde fundet. Hvor efter han gik over til hende, "her drik det NU."Lød det fra Luke af, hvor efter han kigget på hende, mens han stod klar med skålen, hun måtte selv om hun ville tag den. Han gjorde ikke det her for andet ende og få svar på hans spørgsmål, ellers ville hun bare kunne ha ligget op af den væg hele hendes evige liv.

Blair var nervøs for han skulle til at skyde sig selv, men noget stoppede ham. Lige pludselig hældte han vievand på sig selv, og hun vidste nu, at han en falden engel. Hun gik ud fra, han ikke ville forsøge at dræbe hende nu, så hun slappede en smule mere af nu. Hun forstod dog ikke helt, hvorfor han hældte vievand udover sig selv, men hun var heller ikke et sted, hvor hun havde lyst til at spørge ham. Ikke før hun var sikker, på han ikke ville dræbe hende længere. ”Det er ham. Det er min far.” Hun så på ham, da han skar sig selv i armen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han blev ved med med at gøre skade på sig selv. Da han rakte hende skålen, forstod hun pludselig hvorfor. Det tog hende ikke mange sekunder, at tage imod blodet og drikke det. Hun pillede endnu engang kuglen ud, men det gjorde ikke nær så ondt denne gang. Sikkert på grund af blodet. ”Hvordan kender du ham? Duncan?” Hun satte sig ned, da hun ikke regnede med de skulle nogen vegne lige nu. Han kunne måske besvare en masse spørgsmål.

Luke kiggede på hende, hvor efter han prøvet og finde de helt rigtige ord. For hvad han skulle svare hende, Luke kigge på hende, hendes far var, Duncan Winchester. Et ord flød gennem, Lukes hoved, hvorfor havde hans far ikke sagt noget om denne Blair inden hun døde. Luke kigget på hende, det var ikke en god ide og fortælle, hvad der var sket med ham til hende hvis det var hendes far. "Blair ikke, du er helt sikker på Duncan er din far." Lød det fra Luke af, han ville være hundret procent sikker, før han kom med den store snak, Luke kigget på hende, hvor efter han prøvet og holde masken, det ville komme som et chok for hende om lidt. Det var Luke mere eller mindre sikker på, "Han var min Far," lød det fra Luke af, mens han prøvet ikke og fælde en tåre, det gjorde ondt inden i at tale om ham. Men hun havde spurgt, og efter, hvad han havde gjorde mod hende følte han at han skylde hende det.

Blair havde fået det bekræftet af flere læger og sygeplejersker, der havde været til stede ved hendes fødsel. Hun ville ikke bevæge sig ud på en færd for at finde hendes biologiske forældre, hvis ikke hun var sikker. ”Jo. Så sikker som jeg kan være, uden at have talt med ham.” Hun så på ham, da der pludselig lagde sig en dyster stemning i rummet. Det første der slog hende, ved hans næste sætning, var at de var i familie. Søskende. Det næste, var at han sagde 'var' som i afdød. ”Er han..?” Hun kunne slet ikke få det sidste ord over hendes læber, og mærkede en klump sætte sig i hendes hals. Hun ville aldrig møde hendes rigtige far, og hun vidste ingenting om hendes mor. Sygeplejerskerne havde ikke fået noget navn. Hendes sidste spor var væk, og hun havde ingen chance for at tale med hendes forældre. Men det måtte være værre for ham. Han havde kendt deres far. ”Det er jeg ked af.” Hun rejste sig og gik hen imod ham og tog en dyb indånding da hun kom hen til ham. Hun havde aldrig, været god til, at trøste folk. ”Er der noget jeg kan gøre?” Hun stolede ikke helt på ham, han havde trods alt skudt hende to gange, men det virkede som om, noget havde ændret sig i ham lige pludselig. Hun var ikke sikker på hvad, men han virkede pludselig mere menneskelig.

Luke kigge på hende da hun spurgte ind til ham igen, "ja efter han tog mig med sig,  for at fortælle han var min far." Lød det kort fra Luke af, men da hun begynde og komme tætte på og spørge om han var okay. Trådte han væk fra hende af, Luke rodet i mellem tiden, rundt i lommer efter det papir hans far havde givet ham. Det var sikkert til hende her, Luke sank en klump, hvor efter han rækkede sedlen, fra deres far frem til hende. "Jeg tror denne er til dig, jeg  har knækket en del af koden, men det er op til dig det sidste har jeg det som om. Luke kiggede på hende, hvor efter han vende sig kort omkring.  For at skjule de få tårer der fald ud af hans øjne, hans far var død og han kunne ikke gøre noget med mindre han lavet en aftale med en magiker, som måske kunne bringe ham tilbage. Luke vende sig om til hende igen, da han var færdig med og vise følelser. Luke kigget ud, han var nød til og tag afsted,senere så han ikke blive fanget her, med denne kvinde, som påstod hun var hans søster. Men nu når han tænke over det, ville hun ikke være taget her til ellers.

Blair ville ikke gå over stregen, men hun havde ikke noget familie, og hvis det var rigtigt, hvad han sagde, var de i familie. Hun kunne ikke bare lade ham gå, uden at vide, de kunne holde kontakten. Hun nikkede til det han sagde, men blev blot stående, da han trådte et skridt tilbage. Han ville tydeligvis, ikke have hende for tæt på. Det sårede hende, fordi hun var overbevist om, det ikke kunne var fysisk, men også i deres forhold. Men hun forstod det godt, hun havde det bare ikke på samme måde. Hun tog sedlen og rystede på hovedet. ”Hvad skal jeg gøre med den her? Jeg får aldrig knækket den her kode. Du kan beholde den.” Hun rakte papiret frem imod ham igen. Hun havde ikke lyst til at tvinge ham til at blive. Men han kunne ikke bare gå. Ikke endnu. Hun tog en dyb indånding og så på ham. ”Går du?” Hun havde på fornemmelsen, han ikke ønskede hende i hans liv, og det var også fint nok. Men hun havde ikke tænkt sig at give op. Hun ville bare finde ham igen. Hun havde brug for familie, og han var det eneste hun havde.

Luke kigget på hende da hun gav ham den igen, "ja jeg går nu, du må selv om du tag med, men ellers er det et farvel." Lød det kort fra Luke af, hvor efter han begynde og tag flasken med vievand på sig. Luke så på hende en enkel gang, og rystet på hovedet "jeg er sikker på din far, vores far ville ha at du skulle ha den." Lød det kort fra Luke af, hvor efter han kigget på hende. Hans søster en Vampyr, hvad var denne verden dog kommet til. Luke kigget på hende en sidste gang, hvor efter han begynde og gå ud af huset. Det var bedste på denne måde, han var ikke sig selv og ville aldrig blive det hundret procent. Der ville altid være en del af ham, som var væk for lang tid. I Lukes tænker var det, det bedste at hun aldrig ville ha kendt ham. Luke kigget sig over skulderen for at se, hvad Blair ville gøre. Luke gik ud i den køllig aften luft, hvor efter han kigget sig til siderene. Vejret ville trække til Uvejr snart, men han ville kunne nå tilbage til Firewood ende, denne storm som var på vej ville komme forbi.

Blair ville ikke bare lade ham gå. De var måske ikke de bedste venner lige nu, og ville måske aldrig blive det. Men hun blev nød til at tage chancen. Hvad der havde gjort ham så kølig, kunne hun ikke begynde at forstille sig. Hun mente selv, hun havde været igennem en masse, men hun behandlede folk, med den respekt, hun forventede at få gengældt. "Du er den sidste familie jeg har, jeg giver ikke op på dig nu." Hun ville følge ham, lige så langt han ville tillade det. "Hvis du er sikker." Hun var normalt stædig, men hun havde fået en bedre situationsfornemmelse. Hun lod papiret sidde fastklemt mellem stroppen på hendes kjole og hendes hud. Hun burde begynde at gå med tøj, med lommer. Hun fulgte ham ud af huset og stoppede op, godt en halv meter fra hende. "Du bryder dig ikke om mig," hun holdte en pause, indtil hendes nysgerrighed tog overhånd. "Hvorfor?"

//undskyld for eventuelle fejl, det er skrevet på telefonen.

//går nok.//
Luke lyttet til hvad hun sagde, hvor efter han gik ned gennem huset og da han var kommet ud af døren, hvor efter hun spurgte ind til hvofor han ikke brød sig om hende. Svaret var mere kompliceret, enden han ville gi udtryk for, det ville være letter og svare hende på hendes første spørgsmål. "Hvis jeg var dig, ville jeg smutte og ikke kontakte mig, find dig en ven, måske en kæreste who knows, men lad være med og holde fast i mig selv om jeg er din eneste familie, jeg er gift, for næsten alle jeg møder." Lød det fra Luke af hvor efter han træk pistolen op og ladt den, så den var klar til hans næste måde med en. Han kigget kort på hende, da hun skulle ha det svar, om hvorfor han ikke brød sig om hende. "Du skal ikke tag det personligt, jeg bryder mig generelt ikke om folk." Lød det kort fra Luke af, "så du er ikke den eneste, jeg er sådan overfor." Luke kigget på hende hvor efter han kalde på hans hest, som red frem til ham. "Så Blair, kom ud af det her mens du stadig kan, jeg siger det ikke fordi jeg vil ha dig ud af mit liv, men jeg skal tænke over det." Luke hoppet op på hans hest og kigget så ned på hende, "men har du penge til og kunne bo et sted med ly." Sagde Luke hvor efter han, kigget op på himmelen som så ud til snart og ville begynde med en storm. Luke kigge hen på Blair igen, mens han klappet hans hest hvor efter han kigget på hende.

Blair var ikke tilfreds med udfaldet af deres møde, og det ville hun også fortælle ham. "Et broderligt råd. Hvor pænt af dig." Hun lagde armene over kors, og så på ham. "Jeg har haft gift nok i mit liv. Tro mig, jeg kan klare det. Men jeg vil ikke marcherer ind i dit liv. Hvis der nogensinde bliver plads til mig, vil jeg stå forrest i køen for at komme ind, men indtil da, skal jeg nok holde mig væk." Hun så på ham og rystede på hovedet. "Du skal ikke give mig dine penge. Jeg skal nok klare mig." Hun havde stadig mere at sige, inden hun gik sin vej. Hun havde en masse på hjertet, og det havde bare brug for at komme ud. "Jeg ved ikke hvorfor du mener du er er gift, og jeg er egentlig også ligeglad. Men jeg har ikke haft familie i mange år, så når jeg finder familie, så tager jeg imod dem med åbne arme. Jeg ved jeg er egoistisk når jeg gør det, for jeg er også giftig. Alle omkring mig dør, eller forlader mig, men jeg kæmper videre, for jeg tror på, at jeg kan få et godt liv. Men det er dem der skubber mig væk, der hele tiden ødelægger den tro for mig. Jeg havde altid håbet på, at min familie aldrig ville blive sådan." Hun så på ham og lod hendes arme falde ned langs hendes side. "Farvel Copeland." Hun begyndte at gå samme vej hun var kommet fra. Hun måtte se om hun kunne finde et sted at overnatte, ellers måtte hun nøjes med den frie luft, hvilket heller ikke var så slemt, når man ikke kunne føle kulden.

Luke prøvet og holde sig selv væk fra at råbe af hende, hvilket han også fik gjorde han kigget over på hende igen. "Så du hvordan jeg var derinde til og starte med, det skal du ikke komme ud i, men fint hvis du mener du ved hvordan det er vil jeg ikke skændes med dig." Sagde Luke hvor efter han kigget på hende, hun ville komme til og vente længe for at han ville kunne ha plads. Luke kigget på hende igen, hvor efter han svaret hende. "Farvel Blair, pas på dig selv." Lød det fra Luke af, hvor efter han sætte hesten i galop og red ud af gaden og ud af porten inden de lukket den helt. Han forsætte uden og se sig tilbage,   hvad var der dog skete med ham han anet det ikke. Lukes tænker flød gennem flere forskelig ting, noget af det var omkring Blair og hans møde. Luke ville bare hjem nu, for at se Ei Sansa, aka Eria  igen. Det var alt der betød noget for ham nu, inden han fik den brænde trang til og skade og dræbe igen. Luke forsætte og nået til sidste huset inden vejret, gik over til en kæmpe storm.
//out//

//Out