Hello pretty lady //Elanor//

S-the forest
T-13.58
O-lidt træer og sådan
P-et par cowboy bukser og en T-shirt trøje og sko
V-lunt

Jason var ikke den som der plejede og bevæge sig ud af byen, men en gang skulle jo være den første som man sagde så han var taget ud i skoven en tur han havde vist været her en gang før eller sådan noget der, han ikke sådan helt sikker lige nu og her.
Han kiggede rundt omkring og slappede bare af mens han gik der og så sig omkring i skoven og ja det var den han havde været i før, men han kunne bare ikke lige huske hvor det var han var henne dengang her i skoven.
Han kiggede roligt omkring og viste ikke hvor langt ind i skoven han var kommet men det var da vist et godt stykke inde i skoven og sådan men det var vel til at finde ud fra den igen ville han da selv mene.
Han gik roligt vider og slappede bare helt af i kroppen og håbede lidt på at han ville møde en eller anden på denne vej gennem skoven her.
Men denne her dag var der noget i ham som syns at han skulle opleve noget mere end bare at være der hjemme og alt det, så han gik jo bare der og kiggede på alt muligt som han syns der faldt ind og var spænde efter hans mening, da det var som at være på eventyr i sådan en skov som denne her, så det var godt han var lidt af en mand som kunne lide eventyr og den slags ting der, for man kunne aldrig vide hvad man kunne komme til at finde sådan et sted som dette her.

*Vi må snart videre Elanor, jeg har en dårlig fornemmelse af det her* 'sagde' Nymeria, gennem deres forbindelse til hinanden.
Elanor sukkede tungt, og kiggede over på Nymeria. Hun nikkede svagt, lidt tænkende.
Hun havde ikke lyst til at gå længere lige nu, hun ville helst overnatte her, men hun kunne godt fornemme på Nymeria, at der var noget galt. Elanor vidste ikke lige hvad, men Nymeria virkede ikke som sig selv, og det var altid et tegn på at de skulle væk inden det var forsent.
*Okay, vi tager snart afsted, bare vent lidt endnu* svarede Elanor tilbage. Der kom et lille nik fra Nymeria's hoved. Hun lagde sig ned på jorden, og lukkede sine gule øjne og ventede nu bare på Elanor's signal.
Elanor kiggede sig omkring, hun syntes ikke at kunne se noget, der var helt stille rundt omkring hende, men hendes dårlige hørelse havde en stor del af skylden for det, Nymeria havde den bedste hørelse af de to, så der var ingen grund til at sige Nymeria imod, hvis hun hørte noget som var farligt, for Elanor ville helt klart ikke kunne høre noget, hvis det var mere end en meter væk.
Der virkede dog bare så fredeligt der hvor de havde slået lejre.
Det var sådan en slags cirkel de sad i, trænerne stod rundt omkring dem, og dannede ligesom denne cirkel, og så kunne solen ellers skinne lige ned på dem, og give dem den varme de skulle bruge, samt bålet det havde tændt, gav også lidt.
De havde gået hele natten igennem, og det meste af morgen. Elanor var træt nu, og det var Nymeria skam også, men når der var fare på færre, så var det altså lige meget hvordan man havde det, så måtte man altså afsted. Det kunne gælde døden, hvis man blev.
Elanor sukkede tungt, og begyndte lige så stille at pakke tingene sammen i rygsækken, og lod ellers bålet brænde ud, til der kun var få gløder tilbage.
Elanor rejste sig langsomt, og strakte sig lidt da hun kom op og stå.
Nymeria åbnede hurtigt sine øjne, og gjorde det samme. Hun kiggede derefter op på Elanor.
*Lad os komme afsted Nymeria* sagde Elanor. Nymeria nikkede, og de drog atter videre igennem skoven.

Nymeria knurede pludseligt, Elanor stoppede med det samme, og kiggede ned på Nymeria.
*Hvad er det?* spurgte Elanor. Hun fik ikke noget svar med det samme, Nymeria havde fokus på noget helt andet, noget som truede dem. Udfra hendes synsvinkel altså.
*Der kommer en imod os* sagde Nymeria hurtigt og kiggede op på Elanor med gennemborende gule øjne der sagde alt. *Jeg sagde jo at vi skulle gå*
Elanor sukkede.
*Hurtigt, gem dig et sted, jeg klatre op i et træ*
Nymeria løb hurtigt ind i en ret tæt, og mørk busk. Elanor klatrede højt op i et træ, og så ned på jorden, for at holde øje med denne såkaldte, der skulle komme imod dem.
Der var ikke andet for end at vente til at det var gået forbi.

Roligt som han bevægede sig igennem skovens træer og hvad der ellers var at naturlige ting i skoven, gik han bare der og slappede af for sig selv og havde ikke så travlt med at komme vider og stoppede så op i det han kunne syns han kunne fornemme nogen længere fremme men han var dog ikke sikker på noget, så roligt forsatte han vider og holde sig da lidt på vagt overfor det hele, da han ikke ønskede og gøre nogen noget ondt.
Men efter lidt tid stoppede han helt op og kiggede sig omkring og hans fornemmelse af, der var andre omkring ham blev kun stærkere af det og roligt stoppede han op og kiggede sig omkring "hvis i er her kan i godt komme frem jeg har ikke nogen grund til at skade jer eller noget som helst hvis i bare kommer frem"sagde han roligt og ville bare gerne ha de kom frem, så han viste at de ikke var ude på noget, når det var sådan at han ikke var, men man kunne jo aldrig vide hvad der ville ske, for han stod bare der og ville jo ikke dem noget ondt fordi han kendte dem ikke og anede jo heller ikke om de var op til noget godt eller ondt, men det måtte han jo finde ud af og der var jo kun en måde.

//sorry længden//

Elanor så lidt forbavset ned på jorden, da en mand dukkede op under det træ hun sad i. Hvad havde han dog af ærinder her? Hun lagde hovedet på skrå, mens hun kiggede ned på ham med stor nysgerrighed.
Dette kunne Nymeria godt se, og der kom en advarende tone fra hende, som gik igennem deres forbindelse, så Elanor tydeligt kunne høre den.
Elanor kiggede ned i busken som Nymeria stod i, og holde rigtig godt øje med denne mand.
Hun kiggede ned på ham da han begyndte at tale. Det var til dem, det kunne ikke være til andre, for der var ingen andre i nærheden.
*Han har opsporet os, Nymeria* sagde Elanor gennem forbindelsen. Nymeria kiggede op på hende med sine gule øjne. *Det ved jeg godt...* svarede hun lettere irriteret tilbage.
Hvad skulle de dog gøre, skulle de vise sig selv, eller ville det være for farligt. De kunne ikke tage chancen, det ville være dumt hvis de gjorde det.
Nymeria rørte lidt på sig, hun måtte gøre noget tænkte hun.
Elanor kiggede ned på hende, hun kunne se at hun havde noget i tankerne, og Elanor vidste at det var noget hun ikke ville kunne lide.
*Elanor, du bliver oppe i træet, ikke nogen diskussion.* Sagde Nymeria, med en hård og bestemt tone, så Elanor vidste at hun bare havde at blive der. *Hvad har du tænkt dig at gøre?*
Elanor fik ikke noget svar, før Nymeria allerede var ude af busken, med en dyb og advarende knurren. Hun viste tydeligt sine syle spidse tænder frem, for at vise hvor farlig hun, og at hun sagtens kunne gøre ham ondt hvis det var nødvendigt.
Hun holde godt øje med hans kropssprog.

Elanor forblev oppe i træet, hun ville gerne gå ned til Nymeria og hjælpe, men Nymeria ville ikke have hjælp, det var tydeligt. Hun blev ved med at gentage det til hende.
Elanor kiggede ned på dem begge, hvis Nymeria kom ud for fare, ville Elanor være dernede i et split sekund. Det var helt sikkert.
Hvis Nymeria blev såret, blev Elanor såret, hvis Nymeria døde, så døde Elanor også, og omvendt. Derfor kunne de ikke lade hinanden ude af syne, derfor gik de altid op og ned af hinanden.

~Det er okay :3~

Han stod bare der i noget tid før der så endelig kom en eller anden frem og han stod roligt og kiggede på denne her skabning som var en dyr som hvis var sur eller noget "roligt nu jeg er ikke ude på noget så du kan godt tage og slap af syns nok jeg kunne fornemme det ene var et dyr og den anden var et menneske i er santuine kun heller ikke forstå at et menneske gik sammen med en ulv på den måde så kan jeg bedre forstå det"sagde han med en del pause igennem hans lille tale her, og roligt så han på ulven og pegede op "du kan sagtens sige at dit familie medlem der oppe kan komme ned"sagde han roligt og havde jo fornemmet to og der var kun en lige nu, så personene måtte være enten i træet eller i busken, en af de steder, men han så som var bag ulven og den slags der, og roligt som han stodder ventede han bare på at der kom et eller andet svar fra dem af, han havde virkelig ikke tænkt sig og gøre dem noget, for han havde jo ikke nogen grund, han var ligeglad med hvad de var om de så var sådan nogen rigtig fine folk der troede de var noget.
Han stod roligt og kiggede på denne her ulv "mit navn er Jason Carter"sagde han roligt så de viste hvem de snakkede mede, for det var jo nok ikke ulven han kom til at snakke mest med når engang han havde mødt den anden af dem.

Han vidste også at Elanor var der. Det var satans, hun kunne jo ikke rigtig stå og sige at der ikke var nogen, når han nu kunne fornemme at der var mere end et levende væsen omkring ham.
Elanor sukkede tungt, hun vidste ikke om hun skulle komme ned, Nymeria var stoppet med at sige noget til hende, hun var fuldstændig stille, udover hendes knurren, men det var en anden snak, bogstaveligtalt.
Hun blev lidt overrasket over at han ligefrem vidste hvor hun sad, hun kiggede ned på ham med store øjne. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre.
Nymeria var holdt op med at knurre, og hun var også holdet op med at snakke til hende. Hun var måske lige så overrasket som hende selv, måske lige så forvirret.

Nymeria kunne ikke mærke noget ved ham, hans kropssprog var afslappet nok, mon han talte sandt, mon han virkelig ikke ville gøre dem noget. Hun vidste det ikke, hun turde ikke at tage chancen, det var simpelthen for risikabelt. Men måske fik hun ikke lov til at tage den beslutning, hun kunne mærke at Elanor var begyndt at blive urolig, og hun kunne godt forstå hende.
Der var ikke noget ved denne mand som virkede forkert lige som hun så på ham, måske skulle hun give ham en chance.
Jason Carter, så nu havde de hans navn, det virkede fortroligt nok.
Hun kiggede op på Elanor, inden hun kiggede hen på Jason igen.
*Kom bare ned Elanor, jeg har vurderet ham harmløs* sagde hun endelig til Elanor.

Elanor smilede roligt, nikkede kort og hoppede så ned og lande direkte foran ham, med et skævt smil på læben, i håb om at hun bare gjorde ham lidt forskrækket ved den pludselige ankomst, lige foran hans ansigt, så han ikke ville kunne undgå at se hende, medmindre han var blind altså.
"Jeg hedder Elanor, dette er min søster Nymeria" sagde hun og havde lagt armene let over kors.
Hun ventede nu bare på hans reaktion, om det var det værd, det vidste hun slet ikke.

Han stod lidt der og ventede på at der sådan set skete noget udover at denne her ulv stod der og kiggede og den knurren som den kom med, og roligt kiggede han bare rundt og slappede roligt af mens han ventede for der måtte jo være en anden ellers havde han taget godt og grundig fejl.
Men efter noget tid hvor han havde stået der og nærmest gloet på denne her ulv fik han et lille chok, da den anden person kom ned lige for næsen af ham og han gik lidt tilbage, og roligt kiggede han på dem og smilte stille til dem.

Han så på denne her kvinde som var kommet fra oven over ham og han smilte bare roligt til hende og så på ulven, da han endelig fik deres navne at vide "Hyggeligt at møde jer men hvorfor gemte i jer"spurgte han roligt og så på dem og undrede sig over at de begge havde gemt sig, for sådan en som ham godt nok ville han ikke gøre dem noget og havde heller ikke nogen form for plan om det, og det lod jo til at de godt viste det siden de begge var kommet frem nu og det var han sådan set glad for, da han jo ikke var den med det mindste temperament i denne her verden som de levede i nu.

Hun var ret tilfreds med at han blev lidt overrasket, og faktisk gik lidt tilbage, så var det da det værd at springe ned lige foran ham, hun vidste nu ikke hvor sjovt det var for ham, men for hende var det bare lidt sjovt.
Hun kiggede lidt undrende på ham, betragtede hans smil med forsigtighed. Hun kiggede noget overrasket på ham, overrasket over hans spørgsmål. Hvorfor de gemte sig, det var vel klart nok, de ville ikke have problemer, så de ville helst undgå alle og enhver.
"Øhm... Vi vil bare helst undgå at rende ind i folk, som kan forhindre os i vores rejse" sagde hun og trak lidt på skulderne.
*Nu ikke sig for meget Elanor* advarede Nymeria. Elanor rullede automatisk med øjne og kiggede hen på Nymeria. *Du sagde han var harmløs?* halv spurgte hun og kiggede meget undrende på Nymeria. *Jov, men det er ikke ens betydning med at vi skal fortælle ham alt, jeg har kun vurderet ham, jeg ved ikke om han virkelig er harmløs endnu* sagde hun og kiggede stift på Jason.
Elanor nikkede kort og kiggede så på Jason.
"Hvad laver du så her i skoven?" spurgte hun ham med et skævt smil. Hun gad godt at vide hvad han egentlig lavede her i skoven, han lede måske efter noget, eller bare ude og gå en tur. Mange folk kom gående igennem denne skov, med en eller anden begrundelse, hver en af dem var mærkeligere end den anden, hvad mon denne mand skulle.

~Sorry, det blev kortere end de andre, men løb lige tør for krea kort der~

Han kiggede på dem og slappede roligt af og lyttede til hvad hun sagde omkring at de var ude og rejse, det lød nu meget spænde og det hele og høre også hvad hun ellers sagde til ham og smilte roligt til dem.

Han stod lidt og tænkte over hvad han sådan skulle sige han anede ikke helt hvad han lavede lige nu udover at snakke med dem, eller med hende, da han jo ikke kunne snakke med en ulv eller noget i den retning "jeg er ude på mit eget lille eventyr her i skoven for at se hvad den indholder af spænde ting som man ikke viste at der var her men indtil vidre så har jeg ikke fundet noget som ingen har set før i denne her skov"sagde han roligt og kiggede på dem "når men hvor går jeres rejse så hen"spurgte han roligt og var da lidt nysgerrig efter og vide mere omkring hvor de var på vej hen og sådan nogen ting, for det var jo ikke være da man mødte nogen som gjorde den slags ting, og roligt så han på hende også ned på hende søster som var ulven og op på hendes igen, han var jo bare venlig mod dem og ikke andet, så de kunne jo trygt fortælle ham, hvor de var på vej hen for han kom der jo nok ikke ligefrem sådan lige med det samme eller noget i den retning, men nu måtte han jo se hvor meget de turde stole på ham og alt det.

Hun stod bare og ventede på hvad han egentlig havde tænkt sig at svare hende. Imens kiggede hun til rundt om sig, for at sikre området af og til, hvis der skulle komme nogle andre forbi, nogen der måske var farlige.
Hun kiggede dog hurtigt på ham da han svarede, hans eget lille eventyr sagde han. Hun lagde hovedet på skrå og lyttede til hvad han sagde. Hun nikkede lidt. Så han var ude for at opleve, det var da altid noget fra en mands side. Hun smilede skævt. "Det lyder da spændende" sagde hun.
Hun tøvede lidt da han spurgte hvor deres rejse gik hen.
Hun kiggede på Nymeria som kiggede med det samme på hende. *Bare sig 'Ik noget specielt' det er halv sandhed* sagde Nymeria. *Okay*
Elanor kiggede på Jason igen, med et svagt smil på læben. "Ikke noget specielt sted" sagde hun og trak lidt på skulderne.
*Du er virkelig dårlig til samtaler*
Elanor kiggede tilbage på Nymeria med et stift blik. *Du ved godt hvordan jeg har det med folk...* Nymeria nikkede kort, og diskret.
Elanor smilede bare til Jason igen, vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Hun var ikke særlig god til det med andre folk, hun kunne ikke lide fremmede, hun tog aldrig kontakt til nogen, udover hendes søster, for hun kunne simpelthen ikke lide at være sammen med andre, som hun ikke kendte, hun følte sig ikke tryg og det var en stor ting for hende, at føle sig tryg, det gjorde hun ikke mange steder, udover ved siden af hendes søster.
"Øhm... Hvor gammel er du så Jason?" spurgte, så akavet det nu kunne blive, det ende altid med at blive meget akavet for dem hun snakkede med, og det blev selvfølgelig også akavet for hende, hun beskrev det nu bare som, pinlighed. Hun hade den følelse. Hun hade at blive konfronteret.
Hun kiggede ned i jorden, skrabede sin sko hen af jorden. Undgik øjenkontakt, for der havde hun det bedst.

Han kiggede på dem og slappede roligt af "okay ikke noget specielt sted så i går bare som alle andre nogen gange gør"sagde han roligt og kiggede på dem og smilte bare til dem og hørte på hvad hun ellers sagde til ham og hvorfor ville hun lige vide hvor gammel han var, men det var da lidt underligt at spørge om eller var det, han kiggede på dem "jeg ser nok ældre ud med det her skæg her men er 18"sagde han roligt og anede ikke om de havde lagt mærke til hvad han sådan var som væsen eller om de bare troede at han var et normalt menneske, han så på dem med et stille og roligt smil på sine læber.
Han stod roligt der og anede ikke hvad han skulle sige for han viste ikke hvad de tænkte omkring ham, for det virkede som om hende der var menneske tog ordre fra den anden som var ulv, men dog var han ikke sikker på det og ville jo ikke gøre dem sure eller noget, men det kunne bare virke sådan når det kom til stykket, men han så bare på dem og havde ikke mere og sige da han jo havde svaret på det hun spurgte om og alt det, men han kunne vel spørge dem om noget men om han skulle ville det så være klogt men de eller hun havde jo spurgt om det samme "hvor gammel er i så"spurgte han roligt og så på dem og anede ikke hvad han ellers skulle sige for han havde jo ikke ret meget og sige da det var en meget akavet samtale de havde lige nu og hvorfor den var så akavet viste han ikke rigtig selv lige nu, men det måtte jo blive bedre jo mere de snakkede sammen og den salgs der.

Elanor nikkede og trak lidt på skulderne. "Ja, stort set" sagde hun.
*Hvad skal jeg sige hvis han spørg om noget andet, angående vores rejse Nymeria?* spurgte hun nervøst, mens hun stadig havde sin opmærksomhed rettet mod Jason, den veg ikke et sekund lige nu, hun holde øje med ham, kiggede ham ikke i øjne, men hun holde øje med ham, det var helt klart. Det kunne ses tydeligt, hvordan hun sturderet ham, ligesom ulven før havde gjort.
Hun kiggede lidt overrasket på ham, da han sagde at han kun var 18 år. Så gjorde det hende jo ældre, på en måde. Hun kunne godt se noget der lyste hos ham, ikke en videre farlig evne, men han havde en stærk evne, det kunne hun se nu. Han var et væsen, det var hun helt sikker på, og hvis hun ikke tog fejl, var han sikkert et par år ældre end hende.
"Hvis jeg ikke tager fejl, er du mere end 18 år, er du ikke Jason" sagde hun og kiggede på ham med et hævet bryn.
*Hvorfor er det så vigtigt med hans alder Elanor?* spurgte Nymeria pludseligt.
Elanor kiggede hen på hende. *Jeg vil vide hvad for en kræft vi står overfor, hvor meget sol han har set, jeg vil ikke stå overfor en 1000 årig gammel fyr, han kan have set meget mere end os, og det gør os svage i forhold til ham, Nymeria* svarede Elanor tilbage, med en let panikken stemme.
Hun kiggede hurtigt hen på Jason igen, da han spurgte dem om deres alder.
Hun kiggede lidt, stod lidt og tænkte over hvad hun skulle sige.
"Vi er begge 19, men Nymeria er nogle minutter yngre end mig." sagde hun og smilede svagt til ham.

Han kiggede roligt på dem og slappede bare af, da hun stadig kørte i det med hans alder smilte han roligt "kan man godt sige at mit ydre kan snyde alle da jeg ser ung ud da kroppen jeg har er 18 men mig i det hele taget så er jeg hmm ja hvor gammel var det nu jeg var jeg er vist 2118 år nu så vidt jeg husker er ikke den der går og tæller på sådan noget der"sagde han roligt og kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af.
Mens han stod der kørte han sin hånd gennem sit hår og så på dem "okay så i er 19 gud jeg føler mig helt gammel men prøv og se om i kan flyt jer fra hvor i står nu bruger jeg min evne på jer men gør jer ikke noget så i kan være helt rolige"sagde han roligt og han havde fået nogen skygger til at holde dem fast hvor de stod, så hvis de så ned ville de kunne se nogen skygger der holde om deres fødder og poter for ulvens vedkommende.
Men dog havde han ikke nogen grund til at gøre dem noget ondt eller noget, men han ville vise dem lidt af det han kunne og håbede på at det ikke fik dem til at blive bange for ham eller noget, da han godt kunne lide og sidde bare og snakke med dem og alt det, og han havde jo heller ikke noget imod dem for havde han det var han ikke den venlige og søde Jason var overfor dem nu.

Hun kiggede overrasket på ham, da han sagde hans rigtige alder, over 2000 år, det var godt nok meget, hun havde slet ikke regnet med så mange år. *Forstår du hvad jeg mener nu?* Hun kiggede hen på Nymeria som bare fnøs let *Ja, det gør jeg vel* Elanor sukkede tungt og kiggede hen på Jason igen. "Du er godt nok gammel, det havde jeg ikke lige regnet med" sagde hun og smilede svagt til ham.
Hun grinede halvt da han sagde at han følte sig gammel, det var nok fordi han var ret gammel i forhold til dem, meget gammel i forhold til dem.
Hun blev dog lidt overrasket da han pludselig sagde at de skulle prøve at flytte sig, og at han brugte sin evne. Hvad skulle dette dog forstille sig. Han ville ike gøre dem noget? Det troede hun nu ikke helt på, hun kiggede ned på sine fødder, mens hun prøvede at flytte sig, men det skete ikke, hun sad fast, og det samme med Nymeria.
Nymeria reagerede bare helt anderledes end Elanor. Hun begyndte at knurre højt af manden, advarende og truende. Selvom hun ikke kunne røre sig lige nu, var hun meget truende og meget farlig.
"Øhm... Det er meget imponerende, men hvis du ikke har noget imod det, tror jeg at du gør klogt i at fjerne dette, inden Nymeria går helt amok, det kommer ikke til at se godt ud hvis det sker" sagde hun og smilede halvt til ham.

Han kiggede på dem og efter det hun havde sagt fik han skyggerne til at forsvinde "lad mig sige en ting godt nok står din søster der og tror hun er farlig men jeg kan sige jeg er ikke bange for hende på noget grundlag"sagde han roligt og kigge på hende med et stille smil "som jeg siger har ikke nogen tanker om at skade jer på nogen måder og i kan vælge og tro på det eller lade vær for havde jeg det i sinde så stod i nok ikke der hvor i er nu"sagde han roligt og så på dem og slappede bare af.
For han var dæmon og var meget ældre end dem og en del stærkere end dem, så havde han en tanke om at skade dem havde han gjort det for længst, så når han havde det måtte de vel snart tro på ham og hendes søster burde bare slappe af selvom hun er ulv og som det dyr brude hun vide det bedre end den anden om hvad han ville for han kunne ha de mest onde øjne hvis han var sur eller noget, og det var han ikke ligefrem nu her.

//sorry krea svigt//

Nymeria stoppede dog ikke med at knurre da skyggerne forsvandt, han var gået over stregen til at hun ville kunne stole på ham, til at de kunne stole på ham, det syntes hun i hvert fald.
Men Elanor var lidt mere rolig hvad det angik, hun ventede bare på at se hvad der skete.
"Du burde ikke undervurdere hende..." advarede Elanor så roligt hun kunne til ham. Det kunne godt være at han var gammel, og følte sig måske lidt stor over det, men så vidt hun vidste, blev man svagere og svagere, jo ældre man blev.
Hun grinede lidt af det han sagde, de ville nok ikke stå her hvis han ville dræbe dem.
"Nej, så var du jo nok gået her fra, og vi ville være langt væk fra dig" sagde hun og kiggede på ham med et løftet bryn.
*Elanor, pas på med ikke at gøre ham sur, han virker afslappet nu, men jeg ville ikke gøre ham sur hvis jeg var dig* sagde Nymeria advarende. *Rolig nu, jeg konstatere bare virkeligheden* sagde Elanor, smilende tilbage til Nymeria.
Nymeria rystede bare på hovedet, men det ville være svært at kunne se for et menneske, for det kom fra et dyr, ikke fra et menneske.

~Iorden, har heller ikke for god krea lige nu~

Han kiggede roligt på hende og undrede sig over det hun sagde til ham "hvad mener du helt præcis med det du siger der står du og siger jeg er langsom i forhold til jer hvad mener du lige"sagde han roligt og kiggede på denne her menneskelig kvinde som stod der og sagde sådan noget, der godt kunne tyde på at hun nærmest undervurderende ham af en eller anden grund, men han var dog ikke sikker så derfor tog han det stille og roligt og han ville heller ikke gøre dem noget, da han ikke så nogen mening i at gøre det mod dem noget fordi de bare var som de var, altså han havde en grund hvis og det var hvis de havde gjort ham noget fra starten af, men det havde de jo ikke sådan rigtig gjort eller noget som helst, så han stod bare der og tog det helt roligt og alt det, han kiggede roligt på dem og ventede endeligt bare på svar fra hende af, da han ikke kunne snakke med hendes søster på nogen måder eller jo han kun snak til hende men ikke omvendt, så det var lidt mærkeligt jo.