We never said 'goodbye' -Nille-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (haha, hættetrøje som altid xD)
S: Nilles palæ.

Han gik forsigtigt nær hendes palæ. Det var bare for, at se det, bare for at huske hende. Det havde været lang tid siden han havde set hende nu. Han savnede hende. De gamle dage var som et eventyr, noget der aldrig rigtig havde eksisteret. Nok var han begyndt, at snakke med Josh igen, men han savnede stadig Nille. Meget endda. Nogle mente, at hun ikke fortjente hans kærlighed, siden hun altid gjorde sådanne ting som, at forlade ham, men han kunne ikke bare stoppe med, at elske hende.
Under hans fødder fulgte der en række af is. Den dansede langs hans fødder og spredte sig blidt over græsset. Det skete som regel altid når han var afslappet og tog rolige skridt. Han tog en dyb indånding og trak hætten tættere om sit ansigt. Gid han kunne se Nille igen... og Caroline, for ikke at nævne Angela. Han savnede velkendte ansigter.. Tiden med Bay havde skam også været rart, men, engang imellem kunne man vel godt længes efter gamle bekendtskaber. Som at have Nille i sine arme igen, kysse hende og bare aldrig lade hende gå igen. Da han kom tættere på palæet, løftede han hovedet og så op på det, med et svagt smil på læberne. Mon hun var kommet hjem? nej, det var hun sikkert ikke. Han havde lovet hende ikke at lede efter hende, men det betød ikke, at han kunne holde det hundrede procent. Med en dyb indånding, tog han fat i håndtaget og trykkede det ned, hvor han til sin overraskelse blev slået i baghovedet før han overhovedet var kommet helt ind af døren.
heldigt for ham var slaget ikke hårdt nok til, at slå ham ud. Hurtigt vendte han sig om imod sin angrebsmand, kun til at opdage at der var mere end en.. De var ved at overtage palæet.. Vredt knyttede Jacob sine næver. Det blev over hans lig!
Et glimt af lys og en kulde skar igennem lokalet. De andre røver var forbløffet over, at se deres kollega tvunget op af væggen, med en istap der var ved at nærme sig struben for at skære den over.. Jacob var på vagt overfor de andre røver.. Hans hænder var udfoldet og klar til at angribe!

Der var gået flere måneder siden, hun havde startet sin søgen efter Lily. Hun havde været tæt på at finde hende flere gange, men Lily var snu som forventet. Nille havde vidst helt fra starten at det langtfra ville være nemt at finde Lily. Hun savnede Jacob så meget at gjorde helt ondt i hjertet. Hun var træt af at lede efter Lily, og ville derfor holde en pause. Hun nægtede at give op. Måske ville Lily vise sig selv, hvis hun troede at Nille havde opgivet? Nille masserede sine tindinger. Hun tænkte for meget. Hun havde en brug for en pause og hun ville forfærdelig gerne se Jacob igen. Selvfølgelig ville hun også gerne snakke med Caroline og Josh igen.
Hun havde sin hvide kjole på og sine to daggerter gemt i støvlerne. Hun havde en hvid fjer i sit løse sorte hår. Hun kunne efterhånden se sit palæ. Et skævt smil foldede sig om hendes læber. Hun begyndte at småløbe. Forhåbentlig var Jacob der! Hun stoppede med at småløbe, da et glimt af lys viste sig henne ved palæet. Hun rynkede på panden, og trak sine to daggerter. Hun gik vagtsomt hen imod palæet. Hendes hjerte sprang et slag over, da hun så Jacob, men hendes glæde blev mindre eftersom der var en gruppe røvere der. "Jeg hader tyve." Snerrede hun og stillede sig i forsvars stilling. "I får et valg. Enten forsvinder i nu og får lov til at leve videre, eller også angriber i og mister livet. Jeres valg." Hun havde et kækt glimt i øjnene. Hendes lysende blå øjne havde sorte prikker i sig.

Røverne dannede en cirkel om ham. Smidigt gik de rundt i ring og lod knive danse imellem deres hænder. Jacob smilede lusket for sig selv. De virkede overlegne. Det skulle hurtigt blive til deres store fortrydelse! En af dem fløj hen imod Jacob med kniven lagt an til at ramme ham i struben. Jacob var hurtig til at bukke sig og snurre rundt om manden. Ryggen var nu bar. Manden nåede ikke at se sig over skulderen, før Jacob tog et greb i hans hår og forvandlede ham til is. Isen sneg sig langsomt ned af kroppen på manden, gjorde ham forsvarsløs og stiv. De andre ville angribe, da en kvinde stemme hørtes igennem lokalet. Den genkendelige stemme fik Jacob til at vende sig om. Han smilede stort over, at se Nille stå foran ham. Mændene derimod smilede langt fra. De krympede sig ydmygt sammen. En af dem var dog modig nok til at løbe hen imod hende med en kniv i hånden. De andre der blev stående, tillod Jacob at kaste is over fødderne på, så de bestemt ikke kunne rykke sig ud af stedet forløbelig.

Nille fik et hånende glimt i øjnene, da røverne krympede sig sammen. En af røverne var så modige at løbe hen imod hende med blot en kniv som våben. Nille undveg røverens angreb med kniven og slog derefter udefter røveren med den ene daggert. Samtidig ville hun blokere røverens angreb med den anden daggert. Da røveren ikke var hurtig eller smart nok til at bakke væk, nåede Nille at skære hans strube over. Hun så hen imod Jacob og de andre røvere hvis fødder var frosset fast. Hun gik hen imod Jacob. "Dette var ikke hvad jeg forventede." Sagde hun med et svagt drillende smil om læberne.
Hun så hen imod en af røverne. "Vidste i overhovedet hvem der boede her?" Hun så spørgende på røverne. Hvis de havde vidst det ville de måske ikke have forsøgt at røve huset. "Jeg burde få jer til at skamme jer.." Mumlede hun lavt for sig selv, men det var højt nok til at de ville kunne høre hvad hun sagde.

Røverne faldt som domino brikker. Den ene snublede over den anden. En efter en, efter en. Jacob kunne ikke undgå at grine ved synet. Nille kom hen til ham og et drillende smil hang på hendes læber, frisk og parat med en drilsk bemærkning. Hvor havde han savnet det! De krystalblå øjne lyste op i rummet lys, da han nikkede til hende og så hen imod de sidste røvere. De stod og så skiftevis fra Nille til Jacob. Det skræmte blik i deres øjne, afslørede, at de tydeligvis ikke vidste om de skulle angribe eller ej. I det der føltes som evigheder, tog en af dem benene på nakken og stak af, med de andre kujoner lige i hælene, som en lille gruppe af leminger. Jacob rystede på hovedet. Sikke en måde at starte dagen på. Et suk spillede et pus på hans læber, før han så hen på Nille og sendte hende et stort smil. "Længe siden, godt at se du er kommet tilbage," Forsigtigt trådte han et skridt hen imod hende. Isen fulgte ikke med hans fødder denne gang. "Så... Gik tingene som planlagt eller?" Han spurgte så forsigtigt som muligt.

Nille fik et kækt glimt i øjnene, da røverne løb væk. Dette havde bestemt ikke været det hun havde forventet, da hun havde besluttet sig for at tage hjem. Hun havde forventet at Jacob ville være der, ja, men hun havde selvfølgelig ikke regnet med at der ville være røvere. Hun vendte sig om imod Jacob med et skævt smil om læberne. Hun satte sig på hug og tørrede blodet af sine daggerter i græsset. Hun putede derefter daggerterne ned i sine støvler, i de hemmelige 'rum' de havde. Hun rejste sig op og så på Jacob." Ja, jeg beklager at der er gået så lang tid." Sagde hun blidt. Hun lagde armene over kors. "Nej, det gik ikke som planlagt. Jeg har endnu ikke fået fat i Lily. Hver gang jeg nærmer mig hende, så er hun væk." Hun trak på sin ene skulder. "Så jeg besluttede mig for at tage hjem. Jeg savnede dig og de andre for meget. Hvis jeg fortsatte med at jagte hende ville det nok tage år før jeg kom hjem."
Hun gik hen imod huset. "Skal vi gå indenfor?" Hun så spørgende på Jacob. Det var dejligt at se ham igen. Hun havde savnet ham forfærdeligt meget.

Det gik ikke som planlagt huh? Han satte hovedet en anelse på skrå imens hun snakkede. I alt den tid hun havde været væk, havde det ikke lykkedes hende, at fange den åndsforladt kvinde til Lilly? Det var også forståeligt, hvis hun blev ved med, at stikke af så snart Nille nærmede sig hende. En kujon. Det var det bedste ord til at beskrive Lilly med. En stor, ynkelig kujon. Han smilede blidt til hende og gik hen imod, hvor han blidt placerede et kys på hendes kind og trak sig væk igen. "Jeg frygtede du aldrig kom tilbage igen," Han så hende i øjnene. "Jeg har skam også savnet dig,"
Han fulgte med hende ind i huset. Nok havde han været der i et stykke tid, men han var stadig på vagt overfor hendes snigmordere, eftersom de engang havde haft skudt ham i foden! Med rolige bevægelser, gik han side om side med Nille og nød at hun igen var hos ham. Hvis hun tog af sted igen, kunne han ligeså godt nyde den tid han havde med hende. Selvom det gjorde ondt ved tanken om at hun forsvandt igen. "Hvis Lilly bliver ved med at stikke af, hver gang du nærmer hende, syndes jeg ikke du skal tage hendes trussel alvorlig... Hun er for stor en kujon til at udføre sine trusler imod dig," Det var hans mening. Om Nille så det sådan var jo en anden sag. Han smilede svagt til hende, dog var der et strejf af kærlighed over det..

Et skævt smil foldede sig om Nilles læber, da han kyssede hendes kind. Det var dejligt at være hjemme igen. Det havde været trættende at jagte Lily, men hun havde ikke haft noget valg. Forhåbentlig ville Lily ikke dukke op igen, men hvis hun gjorde, ville Nille få fat i hende. Hun havde en plan som hun var sikker på ville virke. For, som sagt, hver gang Nille nærmede sig Lily stak Lily af. Derfor måtte Lily være den som nærmede sig Nille, men i stedet for at flygte ville Nille angribe Lily. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle Jacob om planen endnu, da hun først og fremmest havde brug for at slappe af.
"Intet ville kunne holde mig fra at komme tilbage til dig." Sagde hun kærligt. Det han sagde var ikke sandt. Det vidste hun. Lily ville føre sine trusler ud i livet. Hun vendte sig om imod ham. "Jacob, hun har dræbt min mor og Toby. Hun kidnappede mig og Josh sammen med hans mormor. Hun vil føre sine trusler ud i livet. Det er jeg ikke i tvivl om." Hun begyndte at gå hen imod stuen.

Han så rundt i stuen. Hvor havde han savnet at være her og Nilles tilstedeværelse for at sige det lige ud. Nok var tingene langt fra som de engang havde været, men han nægtede, at give slip på alting. I hans hjerte var Nille og det ville hun nok altid være. Dog var han i tvivl om de stadig var kærester. Det var ikke til at finde rundt i, når hun sådan forsvandt engang imellem og havde travlt. Så var der en som ham, en der ikke havde travlt på nogen måder, men nærmest bare spildte livet med at lave ingenting. Indtil videre. Han havde det nok også bedst sådan. At være fri, havde altid været noget for ham.
Snakken om Lily gjorde ham en anelse irriteret. Han hadede den latterlige tøs overalt på jorden. Ikke nok med, at hun ikke var i stand til, at lade sin søster være, hun var også et forfærdeligt væsen! At dræbe et barn foran dets moder, var noget man aldrig kunne tilgive.
Da Nille vendte sig om imod ham, sagde det hun nu ville sige, nikkede han forstående. De smukke kvinde bevægelser forsvandt ind i stuen. Han så sig kort omkring, før han fulgte med hende ind. Med et skævt smil på læben, puttede han hænderne i hættetrøjens lommer og gik helt tæt på Nille.
Hænderne lagde han nu i stedet om hende, i en omfavnelse bagfra. Med sine kolde læber, kyssede han blidt hendes skulder og hviskede i hendes øre. ”Jeg har sådan savnet dig,” Han lagde hovedet på hendes skulder, tillod sig at kramme hende og bare holde om hende. Bare lidt.
Den ene hånd kørte nu blidt op og ned af hendes hofte.

Hun havde ikke slappet af i lang tid, så det føltes ret underligt. Hun følte sig helt rastløs og ivrig efter at lave et eller andet. Hun begyndte at få en trang til at løbe udenfor, men ignorerede den. Hun ville gerne snakke lidt med Jacob. Det føltes som om det var en evighed siden hun havde hørt hans stemme og set ham. Det var så roligt, så stille, inde i huset. Hun kunne ikke helt vænne sig til det. Hun kunne ikke lade være med at smile, da Jacob lagde sine arme om hende i en omfavnelse bagfra. Hun lagde sine hænder mod hans og lukkede sine øjne.
"Jeg har også savnet dig." Hviskede hun. Hun åbnede sine øjne og fik vendt sig om, så de stod ansigt til ansigt. Hun trykkede blidt sine læber mod hans. Hendes hænder lukkede sig om hans hættetrøje.

Det føltes godt. Bare det, at have hende i sine arme og trykke hende tæt ind til hans egen krop, fik ham næsten til, at smelte. Han havde savnet hende. Savnet dette. Savnet de dage, hvor han bare kunne slappe af og være sammen med Nille, uden de skulle bekymre sig om noget. Nok havde dagen startet med, at de sloges imod tyve, men nu stod han her og havde hende i sine arme.
Pludselig drejede hun rundt i hans omfavnelse, så de nu stod ansigt til ansigt. Da hun pressede sine læber imod hans, sværgede han på, at hun kunne mærke sig selv smelte. Hvor havde han savnet de pokkers bløde læber! Han kørte sine hænder op i hendes hår. Det var dejlig blødt som altid. Han undgik omhyggeligt fjeren i hendes hår. Trods alt, undgik hun den også altid selv.
Han kyssede hende ømt og kærligt, puttede alt sin savn til hende ind i kysset og ignorerede fuldkommen sine omgivelser. Nok havde de været skilt ad i noget tid, men han vidste, at de nok skulle finde hinanden igen. På den ene eller anden måde.
Han adskilte blidt deres læber. Knæene føltes som smør, det var svært, at holde sig oppe. Han smilede blidt til hende og trykkede deres pander sammen. ”Endnu bedre end jeg huskede det,” hviskede han drilsk og kærligt.

Spørgsmålet om hvordan hun kunne havde klaret sig så længe uden ham blev ved med at passere hendes tanker. Forhåbentlig skulle de ikke være langt væk fra hinanden igen før om lang tid. Hendes arme lagde sig om hans nakke imens hun stod lidt på tæer, da han var lidt højere end hende. Hun havde savnet alt ved ham. Hans læber, hans smil, hans personlighed, alting. Det føltes som om hun havde været væk i flere år. Hvor længe havde hun egentlig været væk? Hun havde ikke talt dagene for det eneste hun havde tænkt på var at finde Lily og komme hjem til Jacob. Der var nok gået en måned eller to. Det var også ligemeget. Hun var hjemme nu.
Hun lavede en brokkende lyd, da han adskilte deres læber. Hun åbnede sine øjne og fik øjnekontakt. Hun smilede kærligt over hans ord. "Mhm. Det overbeviste mig i hvert fald om at jeg ikke forlader din side de næste par dage." Hviskede hun drillende og en blid latter forlod hendes læber. "Medmindre du skal noget?" Hun så spørgende på ham, men sørgede også for at smile sødt i håb om at det ville overtale ham lidt.

Han grinte blidt af hende. Det de havde var ægte og han elskede hvert et minut af det. Bare hun snakkede om, at hun kunne finde på, at tage af sted igen, greb han strammere om hende og smilede drilsk til hende. Ikke tale om, at han ville lade hende slippe så let endnu engang. Denne gang ville gøre alt for at lade hende blive hvor hun var. Hun skulle ingen steder. Ikke så længe han holdt øje med hende i hvert fald. "Jeg skal ikke noget... udover at være sammen med dig," Han blinkede drilsk til hende og lod hende ikke tale ud, før han havde presset sine iskolde læber imod hendes varme. Som han altid havde følt, så var det som om, at hans læber smeltede imod hendes. De smeltede på denne behagelige måde der ikke var til at beskrive. I et andet tegn på, at han ikke gav slip på hende, lagde han armene om hende og trak hendes smukke krop ind imod hans egen.

// undskyld det ikke er det bedste svar sveske :i

Det hele var så roligt lige nu. Efter flere ugers jagt havde hun virkelig haft brug for at slappe af, hvilket kun lykkedes hende når hun var sammen med Jacob. "Det er jeg glad f.." Mere nåede hun ikke at sige før han trykkede sine læber imod hendes igen. Det eneste hun kunne tænke lige nu var 'jeg har savnet ham så meget'. Den tanke blev simpelthen ved med at køre rundt i hendes hoved. Hun trak sig lidt væk efter lidt tid, og lagde sin ene hånd på hans kind mens den anden stadig var ved hans nakke.
"Jeg elsker dig." Hun smilede kærligt til ham. "Men, nu vil jeg høre hvad du har lavet imens jeg var væk!" Hun trådte et skridt væk fra ham og rakte udefter hans hånd for at trække ham med hen den nærmeste sofa.

'Jeg elsker dig' var et stort ord og havde stor betydning, så når Nille sagde det til ham, var han ikke et sekund i tvivl om, at hun mente det og at han skulle frygte, at miste hende endnu engang. De havde simpelthen været udsat for meget til, at han gad og gå igennem en hel masse endnu engang. Lige nu, ville han bare gerne være sammen med hende og glemme alt andet. Hvis de var heldige, kunne de måske snart ende hvor de startede. Sammen, smilende og glade, uden nogen form for problemer, selvom der altid var en form for problemer i forhold. Men, var det for meget, at forlange han bare ønskede noget kvalitets tid med sin kæreste? Hvem ville ikke gerne det?
Han lod deres pander bliver presset sammen, imens deres øjne var filtret sammen. Hans krystalblå øjne mødte hendes perfekte egne blå. "Jeg elsker også dig," nåede han lige, at sige før hun trak ham med hen i sofaen og satte ham ned.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle fortælle hende... Der var vel ikke sket så meget udover, at han var blevet venner med Josh igen og nu søgte efter sin lillebror. Måske Nille vidste hvad der var blevet af ham? Han rykkede sig tættere på hende, mest af alt bare for, at være tæt på hende. "Ikke det helt store, er blevet venner med Josh... Hvis ikke du vidste det og nu er han så forsvundet... englene ved ikke hvad der er blevet af ham.. Han forsvandt bare fra palæet... ved du tilfældigvis hvor han er?" Tøvende bed han sig i underlæben. Samtalen skulle selvfølgelig ikke omhandle Josh, men han var bekymret for sin lillebror og det kunne man aldrig tage fra ham.. "Der... er ikke sket så meget andet... jeg har bare rendt rundt og kedet mig lidt, men... hvad med dig? Hvad oplevede du? Du har sikkert været ude på noget af et eventyr?"

Hun fortrød alle de gange hun havde råbt af ham, været sur på ham, opført sig uretfærdigt, men gjort var gjort. At han stadig var hos hende viste hende at han elskede hende. Det hun fortrød allermest var dengang, hun havde slået op med ham. Det havde været den største fejltagelse i hele hendes liv. Hun havde troet at det var bedst, hvis de ikke var sammen, men hun havde taget grusomt fejl. Hun nægtede at miste ham igen medmindre han ikke ønskede at være sammen med hende mere. Hvis han en dag ikke ville være sammen med hende mere, så ville hun respektere det. Hun ville uden tvivl blive ked af det, men hun ville ikke tigge ham om at lade være med at slå op. Hun ville have at han var lykkelig.
"Nej, desværre." Hun rystede på hovedet. "Jeg har intet hørt, men jeg vil holde udkig efter ham." Det gjorde ondt at Josh var forsvundet, også fordi at hun havde kendt ham længe og han var vigtig for hende. Hun var som den lillebror hun aldrig fik. "Jeg har ikke lavet andet end at løbe, faktisk. Så, nej, det har ikke været det mest spændende eventyr." Hun smilede svagt. "Hvad med Caroline? Har du set noget til hende fornylig?" Hun lagde sit hoved imod hans skulder.

Hun havde intet hørt fra Josh. Hvorfor havde han også regnet med, at hun havde det, trods alt var lillebroren begyndt, at være ret så godt til, at gemme sig og først komme frem når det passede ham. Det var nok det han savnede allermest ved dengang Josh var lille. Dengang vidste han altid, hvor den lille knægt var henne og han så ham hver dag. Men tiderne skiftede og Josh var nu voksen, flyttet fra ham og havde sit eget liv. De snakkede stadig sammen, heldigvis, men han kunne godt bruge mere tid sammen med sin lillebror. Ligesom han godt kunne bruge mere tid sammen med Nille. De havde også været adskilt alt for længe, det havde været noget så udholdtlig! Nu hvor hun sad ved siden af ham, havde han det som om, at han var i en drøm og så snart han vågnede, var hun væk igen.
Han nikkede blidt det til det hun havde at sige.. Da hun lagde sit hoved imod hans skulder, lagde han en arm om hende og trak hende ind til sig. Følelsen af hendes varme krop imod hans kolde, var noget han havde savnet så meget. Bare hendes tilstedeværelse var nok til, at få ham til, at smelte. Da hun spurgte ind til Caroline, kunne han mærke sit eget hjerte spænde en smule i smerte, eftersom han ikke havde set den søde søster i noget tid nu. Hvor hun end var henne, håbede han inderligt på, at hun var okay og at hun snart ville komme tilbage. "Nej," Det var et tungt svar, at komme ud med. "Jeg har intet set til hende og det bekymre mig," Han drejede hovedet og kyssede blidt hendes kind med sine kolde læber. "Jeg håber snart hun kommer igen, så tingene kan blive en smule som før," Han strøg en hånd ned af hendes kind, lige der hvor han før havde haft placeret sine læber.

//Lorte svar... sorry C:...