I have come to say goodbye - Reign

Der var gået måneder.. Og der var sket MEGET på de måneder! MEGET! Faktisk havde det været virkelig hektisk og forvirrende en tid. Men det havde også rettet op på en del. Han havde fået mange forklaringer på mange ting.
Lori og Lorikan havde med stort hjælp formået at fjerne den mur der var mellem deres sind, og havde gjort dem til 2 forskellige personligheder. Den var væk, og gjorde derved også at der var mange tanker, følelser og minder der skulle smelte sammen.
Det havde været hårdt og udmattende. Men nu var det heldigvis ved at blive godt igen. Dog var der også ting han skulle have styr på.
Minder han var nød til at følge og opklare. Men det  ville alt sammen komme med tiden. Lige nu, prøvede han bare at fokusere på at styre de humør svingninger der også havde fulgt med. De var ikke så voldsomme mere, men de var der også lidt.

Lige nu var han så i Firewood Village. Egentlig var han her fordi han skulle hente nogle bøger for sin chef. Men han havde nu valgt at blive her.. Han havde nogle ting han skulle have styr på, og den ene af dem var det der gjorde at han fik voldsomt ondt i maven.
Han skulle tale med Reign! Der var virkelig mange spørgsmål oppe i hans hoved som han var nød til at få styr på, og det skulle ske nu!
Da han stod uden for Reigns dør havde han mange blandede følelser. Nervøsitet, spænding.. men også vrede og tristhed. Reign havde lovet ham at der ikke skulle gå måneder mellem de sås. Til at starte med tænkte han at Reign sikkert bare havde travlt, men nu hvor han og Lorikans sind var et, så havde han jo også Lorikans minder. Derfor vidste han nu at det aldrig havde været Reigns hensigt at dukke op…. nogle sinde.

Loris øjne var som de plejede, sølvgrå.. intet tydet på at Lorikan var til stede, ikke hvad man kunne se i hvert fald.
Han tog en indånding og bankede på døren. På den ene side havde han lyst til at vende sig om at gå. Hvorfor ville han overhoved tale med Reign? Reign havde afskrevet ham!
Men de følelser Lori nu engang havde for Reign gjorde, at han var nød til at tale med ham. Han var nød til at få afklaret det her… nok mest for også selv at kunne komme videre. Måske glemme Reign. Men i det mindste vidste han at på denne måde blev det gjort rigtigt.
Denne gang ville han sige farvel til Reign ordenligt.

Da først døren blev åbnet, rettede han blikket op mod Reign med et overraskende roligt smil. Det var vidst Lorikans del der spillede ind der og gav Lori en vis selvsikkerhed også i dette meget nervepirrende øjeblik "hej Reign" sagde han blot roligt

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Reign havde haft en produktiv dag. Efter at have afsluttet dagens arbejde, havde han smuttet hen til sine forældre og lånt lidt forskelligt krimskrams, der forhåbentligt kunne blive til julepynt med hjælp fra de grene, blade og gran, han havde samlet i skoven. Han havde også fanget og skudt en vagtel, hvis kød nu lå godt og mageligt mellem hans sandwichbrød og udgjorde en god aftensmad.

Det stadig kun halvfærdige pynt lå i en bunke for sig på sofabordet, mens maden overtog resten af pladsen. Reign greb sandwichen med hjælp fra begge hænder og skulle til at tage en bid, da han fik øje på Djangos blik. Hunden sad på gulvet ved siden af med store, tiggende øjne og slikkede sig om munden.
"Virkelig?" han hævede et øjenbryn ned til den og fik kort tid efter et lille piv som svar, "du har spist," fortsatte Reign standhaftigt og forsøgte at ignorere det tiggende blik. Dog virkede det ikke - hundeøjne havde altid været en ting, han havde umuligt ved at stå for - så han hev et stykke af fuglekødet og smed det ned til hunden.

"Så får du heller ikke mere," Reign smilede og klappede den smaskende hund et par gange på hovedet, inden han atter tog sin sandwich, førte den op til munden og åbnede gabet for at tage den første bid.
Men endnu engang blev øjeblikket taget fra ham, da det bankede på døren. Han sad i få sekunder med blikket på døren og overvejede, om han mon havde lavet en aftale, han senere hen havde glemt, inden han rejste sig og åbnede.
Til hans store overraskelse viste det sig at være Lori, og Reigns sind var så mange steder henne, at det var svært at finde ud af, om han burde smile eller ej. For selvom det var skidt at ses igen, når han havde lovet både sig selv og Lorikan at lade være, kunne Reign ikke lade være med at være glad for at se ham. Denne halvdæmon. Eller dæmon. Menneske. Hvad han nu end var.

"Hej," lykkedes det Reign at få skubbet op gennem struben og sendte ham et noget forsigtigt smil. Pludselig gik det op for ham, hvad Lorikan havde fortalt om sin plan, dengang de havde været fanget i tunnelerne sammen - de skulle smeltes sammen til én person. Af hvad Reign kunne se var det ikke sket endnu, eller også var det fejlet. I hvert fald var der ingen Lorikan at spore i fyren foran sig. Tatoveringerne, øjnene... intet. Og trods det skreg indeni Reign for at spørge ind til det, lod han være - Lori vidste intet om det, så det ville bare forvirre ham.
"Vil du- vil du ikke ind?" spurgte han endelig og rykkede sig lidt til side med et let greb i døren, "undskyld rodet, jeg har lige lavet mad og prøver at få lidt pynt op så... ja."

Lori måtte indrømme at det var rart at se Reign igen. Men også lidt smertefuldt. Han fik denne kæmpe store klump i maven, og egentlig havde han lyst til at spørge Reign med det samme hvorfor han havde gået med ti ikke at se ham mere! men han lod vær. Han nikkede da Reign spurgte om han ville ind.
”tak” fik han blot sagt.

Han trådte ind, og fik skævet over til bordet, og kunne ikke lade vær med at trække på smile båndet over hvordan der så ud… ja okay, Reign Rodet faktisk.
Han så Django, og et stort smil voksede på hans læber.
”hej gamle dreng! Hvor er det længe siden jeg har set dig!” sagde han med en munder stemme. Om Django kunne mærke forskel på Lori eller ej var svært at sige. Django havde jo kun set Lori 2-3 gange.
Han så sig lidt om, puha! Han fortrød næsten at han var kommet. Hvorfor var det egentlig at han var kommet? Når ja! Han skulle tale med Reign, men hvorfor og om hvad?
Pludselig virkede det hele så ugennemtænkt. Da han havde stået uden for døren havde han vidst lige hvad han skulle sige, og hvordan. Men da først han havde set Reign, og ikke mindst hørt hans stemme, var det hele faldet på gulvet.

Han så sandwichen på bordet ”oh… forstyrrede jeg midt i din aftensmad?” spurgte han, og bed sig lidt i læben. Han havde ikke selv spist menneske mad siden han og Lorikan var blevet EN. For det var jo egentlig ikke det der gav ham næring. Men det havde kun været Lorikan der havde stået for den del. Han vende sig mod Reign.
”det er ellers længe siden… men du har vel haft travlt?.. går det godt?” spurgte han næsten lidt for ivrigt. Hvorfor spurgte han overhoved? Hvorfor sagde han ikke bare tingene som de var?
Han måtte indrømme at han havde savnet Reign, og at han havde tænkt utrolig meget på ham de sidste måneder. Men måske mest fordi der var så mange ting der gav spørgsmål. Og så var der desværre også kommet en vis vrede i hans krop. En vrede over at Reign ikke havde sagt noget om Lorikan, men endnu mere at han var gået med til den betingelse som Lorikan havde sat. Lorikan havde bedt Reign holder sig HELT væk… ikke bare til de var blevet en, men som i FOR ALTID! Og Reign var gået med til det.

Han så ned på Reigns mad ”du kan bare spise.. du skal ikke sulte på grund af mig” sagde han roligt. Han gik selv over til køkkenet, ”er det i orden jeg tager et glas vand?” spurgte han roligt. Han satte sin taske af på en af stolene og den lød til at være tung.

Reign lukkede døren efter fyren og blev i et kort øjeblik stående med hånden på dørhåndtaget - sugede hele situationen ind - inden han endelig slap og vendte sig om. Smilet bredte sig af Djangos reaktion; hunden var allerede godt igang med at undersøge Lori, snuse nysgerrigt til ham. Den havde nok glemt ham en smule og så alligevel ikke helt, for halen logrede noget så glædeligt.
"Var det Lori, hva'? Ja, ham kan du godt huske," sagde han ned til hunden og klappede den på vej forbi Lori og hen til sofaen.

Reign så sig tilbage over skulderen men vendte sig så helt. "Nej, nej!" svarede han hurtigt, lidt for hurtigt, indtil det gik op for ham, at der ingen grund var til at lyve, så han sendte bare Lori et skævt smil og et træk på skulderen, idet han ændrede sit svar, "kun en lille smule."
Reign syntes at kunne fornemme, at der var noget anderledes ved Lori. Måske var han vred over, han ikke havde taget kontakt til ham i flere måneder efter at have lovet det. Det ville give mening. Måske var det derfor, han kom på besøg, for selvom Reign nød det, havde han på fornemmelsen, at det ikke bare var et hyggevisit.

"Det gør det, ja. Jeg har fået nyt job, og det tager meget af min tid så... ja, travlt, travlt, travlt," forsøgte han allerede nu at undskylde sig med, da han stadigvæk ikke havde lyst til at fortælle ham om Lorikan og ikke mindst deres aftale.
Reign satte sig i sofaen igen og fik hurtigt besøg af Django, der igen gav sig til at tigge. Denne gang var det dog lettere at ignorere den - nu var der trods alt en gæst. "Jo, drik løs," nikkede han og tog endelig den første bid, han havde ventet så længe på. Han nåede at tygge halvt af munden, inden nysgerrigheden blev for stor, "så- var du bare lige i området, siden du kom forbi? Jeg synes ikke, det er så tit, jeg ser dig her i Firewood."

Lori smilede da Django kom over og snusede til ham. Han nussede ham lidt på hovedet og så kort efter Reign. Han kunne ikke undgå at smile over Reign der som altid prøvede på at lade som om alt var i orden. Det var klart at han ville prøve at sige at Lori ikke havde forstyrret midt i maden, også selvom hans mad stod på bordet som et tydeligt bevis.
Og der gik da heller ikke længe inden Reign erkende at Lori måske havde forstyrret en smule.
Hans smil falmede dog lidt, da Reign valgte at lyve omkring om han havde haft travlt. Tja måske havde han. Men det ændrede ikke på at Lori ikke havde hørt fra ham, og at det ikke var travlheden der var skyld i det. Men derimod den aftale han havde med Lorikan.

Han valgte ikke at svare på det, men i stedet tage det glas vand han havde fået tilladelse til. Han tog en tår, og vende sig mod Reign mens han lænede sig op af køkkenbordet. Han smilede roligt.
”jeg er her for at hente nogle bøger til butikken for min chef!.. og nå nu jeg var i byen ville det da være under al kritik ikke at komme ind og besøge min bedste og eneste ven” sagde han med en overraskende rolig tone.
Han var selv overrasket over hvor rolig han tog det. Havde han ikke haft Lorikans sind i sig nu, så ville han stå og ryste og skælve, og ikke mindst kludre rundt i ordene.
Han vidste at det han sagde nu sikkert gav Reign dårlig samvittighed, men det var skam også meningen!
Reign skulle ikke tro han bare kunne lade som ingen ting.

Lori tog endnu en tår, og så lidt ned i glasset mens han ruterede væsken rundt i det.
”når, men jeg er glad for at det er fordi du har haft travlt, at du ikke har haft tid til at kontakte mig… og ikke på grund af den aftale du lavede nede i grotten…” sagde han med en overraskende rolig stemme. Han lod blikket hvile på væsken lidt endnu, inden han satte glasset fra sig på køkkenbordet, og vende blikket mod Reign med et blik der klart ville tilhøre Lorikan og ikke Lori. Et Blik der fortalte at han udmærket vidste det hele. Han sukkede lidt, mens han rettede sig op, han åbnede sin trøje og tog den af, og lagde den over en stol ryg. Da hans arm nu var bar afslørede det at den arm der havde tattooen nu var fyldt, mærkerne gik helt op under hans trøje, så den fylde hele hans ene arm. Man havde ikke kunne se det nu han havde haft trøje på, men når nu han kun havde en kort ærmet på, så kunne man tydeligt se det.

Han så på Reign. ”fortæl mig lige Reign… havde du accepteret ikke at tale med mig mere, hvis jeg KUN havde været et menneske? Eller er det det faktum at jeg er en dæmon der gjorde at du accepterede?” spurgte han blot. Hans blik blev mere køligt, og pudselig var det nok temmelig tydeligt at den forsigtige og nervøse Lori ikke var det eneste i ham mere. Han havde aldrig opført sig sådan eller talt sådan til Reign hvis han kun havde været ham selv.

Reign tyggede af munden og nåede ikke andet end at nikke en enkelt gang, før Lori fortsatte sit svar, der sendte vibrationer af bebrejdelse ud i rummet. 'Besøge min bedste og eneste ven'... han vidste da lige, hvordan han skulle sige det. Lori var sur, skuffet eller noget derimellem, det var helt sikkert nu - han opførte sig alt for roligt, det var næsten skræmmende. Reign kendte ham efterhånden godt nok til at kunne læse de små tegn - nogle af dem i hvert fald - og alt tydede på, at der var noget galt.

Reign lagde sandwichen fra sig på tallerkenen og tørrede sig i mundvigen for en sikkerheds skyld, inden han åbnede munden for at forsvare sig selv - gøre det klart, at han virkelig havde haft travlt. For selvom det ikke var grunden til, at han ikke havde taget kontakt til Lori, var det sandt, at jobbet havde taget meget tid og energi fra ham. Det var et mirakel, at han var så frisk idag.
Men Lori kom ham i forekøbet, og pludselig tog situationen en anden drejning. "Hvordan kender du til--" begyndte Reign lidt men stoppede sig selv, da trøjen røg af og afslørede den forstørrede tatovering. Det tog ikke mange sekunder at lægge to og to sammen - Lorikans mission om at smelte dem sammen til én var lykkedes, og deres viden var ligeså blevet delt mellem dem, så nu kendte Lori til deres samtale. Hvilket mildest talt var noget møg.

"Lori..." forsøgte Reign men blev endnu engang afbrudt af Loris stemme, der fortsat udsendte anklagende og dømmende toner ud af den ellers kønne mund. Han kunne godt forstå, Lori var skuffet over, at Reign sådan bare havde accepteret ikke at se ham mere, men det havde slet ikke været så enkelt endda. Hvis han vidste, hvordan Reign havde kæmpet med beslutningen, ville han se anderledes på tingene.
"Fordi... fordi jeg var enig i det, Lorikan sagde til mig dengang," forklarede han og forsøgte at holde blikket på Lori for ikke at udvise for meget af den skyldfølelse, som det virkede til, Lori var efter. Hvis det overhovedet var ham - spørgsmålet var hvor meget Lori, der var tilbage i ham.
Reign begyndte at rulle sine skjorteærmer op for at få brugt hænderne til andet end bare sidde og fedte med og fortsatte, "jeg tænkte, at processen ville ændre jer og- dig, og at det var bedst for dig at starte på en frisk." Det var ikke let at forklare det ordentligt og få det til at lyde så godt, som det gjorde i hans hoved. Slet ikke når Lori så på ham med så dømmende øjne. "Har du det okay nu? Nu hvor I er blevet én, mener jeg?" spurgte han så forsigtigt for at mindske chancen for at gøre ham endnu mere sur end højest nødvendigt.

Et hævet øjenbryn var det eneste svar Reign fik da han sagde han havde været enig med Lorikan. Havde det virkelig været SÅ nemt for ham? Vreden blussede blot mere op over det svar. Så Reign havde virkelig ikke haft det mindste imod den aftale?
Han så på ham ved det næste han sagde.
”så du syntes simpelthen at du skulle beslutte for mig om jeg ville starte på en frisk eller ej?” vrissede han lidt.
Hvad blide Reign sig ind? De havde siddet i grotten og talt om deres følelser for hinanden og at de måtte klare det her. Lori havde oven i købet fortalt hvor meget han holde af Reign, faktisk så meget at han accepterede at de blot var venner trods han havde nogle helt andre følelser for Reign.
Hans kæbe spandt. ”Helt ærlig Reign…. Så ved jeg ikke hvad der sårede mig mest… det faktum at du rent faktisk gik med til den aftale….. Eller det at du gjorde det uden så meget som at protestere” først nu var der en antydning af den gamle Lori, da hans øjne ende med at blive blanke, og der blev bidt hårdt i hans underlæbe fordi den ellers dirrede.

Han vende blikket væk fra Reign. Han havde lovet sig selv at han ikke skulle tude eller blive rasende. Men det var netop to følelser der oftest hørte sammen, men som ikke havde været tilgængelig før hen.
Han hørte sukkede lidt over Reigns spørgsmål. Hvordan kunne det altid lade sig gøre for den fyr at skifte emne, og så gøre det så godt at Lori næsten opgav at tale om det alvorlige.

Han gned sin tænning lidt. Alle de her tanker, minder og følelser gav ham ofte migræne da det slet ikke var noget han var vandt til.
”sådan da ja… Det er lidt forvirrende med alle de nye tanker og følelser” sagde han og gned lidt videre. ”lige nu har jeg 2 sæt minder… mine egne og Lorikans og det er lidt forvirrende” mumlede han.

Endelig gled hans blik op på Reign igen ”men det giver også et andet syn på tingene” sagde han så. Han så mod Reigns sandwich ”noget så simpelt som min ’kost’ er vendt op og ned… ens principper og tankegang ændre sig, nu hvor jeg også har andre slags tanker” sagde han. Han sukkede lidt.
Måske havde Reign egentlig gjort klogt i at holde sig fra Lori. Lori var ikke denne søde fyr mere. Han havde andre tanker, andre normer og hans samvittighed var et helt andet sted nu. Men måden Reign havde gjort det var forkert.
Eller var det bare hans følelser der sagde det? Selv de havde jo også ændret sig.

”hvordan går det egentlig med dig og….. ja.. din ven” spurgte han så, og vende atter blikket ned mod gulvet. Han havde ikke rigtig lyst til at se Reign i øjnene mens han fik det svar.

Lori gjorde det igen; fik skyldfølelsen i Reigns krop til at vokse yderligere og formåede at få ham til at virke som et lille barn, der lev skældt ud. Det var aldrig sjovt at sidde i den ende af et skænderi, hvor man blev dømt igen og igen og igen, slet ikke for en som Reign, der havde en mindre besættelse med, at folk skulle kunne lide ham. I hvert fald folk, som han selv kunne lide. Han kunne slet ikke klare tanken om at gå og være hadet.

"Det lyder forvirrende," gav Reign ham ret og gned sine nu målløse hænder mod hinanden. Det næste svarede han ikke på. Hvis Lori ikke spiste, som han plejede, havde Reign på fornemmelsen, hvad han så spiste. Dæmonføde; sjæle. Og hvis han skaffede dem på samme måde, som Lorikan havde forklaret, han havde gjort, så var Lori slet ikke så uskyldig mere. Faktisk det modsatte.

Det var Reigns tur til at være sur nu. Lori havde en grund til at være skuffet, og han bebrejdede ham ikke, men situationen var så grotesk, at Reign ikke kunne lade være med at hidse sig lidt op over det. Han havde mistet sin ven, ikke kun fordi han havde accepteret at give slip på ham, men Lori var heller ikke sig selv mere, så det havde ikke kun været hans valg. Det havde været Lorikans. Måske også Loris, det vidste han ikke.
"... Fint," svarede Reign uden at fjerne blikket fra fyren og måtte dy sig fra at ryste på hovedet af det lamme emneskift, der ikke havde noget med noget som helst at gøre. Det buldrede indeni ham for at komme ud, og til sidst besluttede Reign sig for bare at give slip. Der var ingen grund til at holde det inde og sidde som en stille lille mus og modtage verbale lussinger efter lussinger. "Lori, jeg ved godt, det virker uretfærdigt, men helt ærligt - ville du være venner med en dæmon, dengang du troede, du var et menneske? Dæmoner dræber mennesker, og jeg har ikke lyst til at dø endnu. Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide dig, faktisk kan jeg virkelig godt lide dig, men jeg vidste ikke, hvordan du ville ende efter den- den sammensmeltning dér. Lorikan tog kvælertag på mig den allerførste gang, jeg mødte ham, så du må undskylde, at jeg var lidt nervøs ved tanken om at bruge tid sammen med en halv Lorikan. Hvis det er det, du er," Reign var stille lidt. I al sin frustration havde han rejst sig og stod bare med et blik på Lori, der både udviste fortrydelse og beslutsomhed, "er det det, du er? Er du overhovedet Lori, eller er du Lorikan, eller er du en helt anden? Jeg ved ærlig talt slet ikke, hvem jeg taler til nu, for den Lori, jeg kendte, ville ikke komme her bare for at skælde mig ud," endnu en kort pause. Reign lagde armene over kors og sukkede ud, "du får det til at lyde som om, det var let, selvom det er en stor løgn. Hvorfor tror du, jeg kyssede Lorikan nede i tunnelerne? Det var sgu da, så jeg kunne sige farvel til dig uden at kaste mig over dig."

Ærligtalt blev han overrasket over Reigns pudselige udbrud. Og så alligevel. Han havde lidt ventet på det, for han havde da bestemt ikke regnet med at Reign bare ville modtage disse verbale lussinger og stikpiller. Han rykkede dog brynene over det der blev sagt.
Så det VAR det at han var dæmon der havde gjort det nemmere for ham. Hans kæbe blev spændt og han var bestemt ikke glad for at høre de her ting. Så dæmoner dræbte mennesker? Hans blik gled væk, og skyld følelsen ramte ham. ikke så meget over det at han var kommet og skældt ud. Men over det Reign sagde med at dæmoner slog mennesker ihjel.
Det var jo netop det der var det svære!
Den ene del af ham mente at de bare skulle have mad, uanset omkostningerne, og den anden del af ham havde for meget samvittighed og retfærdighedssans til bare at gøre det.
Det var vidst hans tur til at stå i skudlinjen nu.
Men da Reign valgte at spørge om han overhoved var Lori, så han på ham med et chorkeret blik. Mente han virkelig det? Regnede han med at det var Lorikan han stod og talte med?
En enorm klump dannede sig i hans mave, og han havde næsten kvalme.
Egentlig havde han mest lyst til at tude. Men den nye del af hans personlighed gav ham heldigvis en smule mere standhaftighed.

Han så ned, og det sidste Reign forklarede fangede han desværre ikke så meget af. Han kunne mærke at denne forbandede vrede kom igen. Han havde aldrig været så vred før, ALDRIG. Men til gengæld vidste han også at Lorikan havde været frustreret over at være vred hele tiden, så det var måske ikke så unormalt.

”Så du tror jeg er blev et eller andet monster?... Du tror jeg er klar til at slå dig ihjel hvert øjeblik?” spurgte han så. Hans hoved hang lidt, men det var kun fordi han håbede på at kunne skule de blanke øjne. Han tørrede sit øje da der var en tårre der var på vej væk.
”jeg har ikke spist i 5 dage… når jeg spiser vælger jeg kun de mennesker der er enden syge og skal dø, eller dem der allerede er klar til at begå selvmord… dem der ikke har lyst til at leve mere” forklarede han.
Han tørrede sine øjne og rettede sig op. Han gik med hurtige og faste skridt hen til sin taske og trak en gave op. ”nej jeg kom ikke for at skælde dig ud!... jeg kom med den her!” sagde han mens han gik over mod Reign med de samme faste og bestemt skridt, og slog den noget tunge gave ind mod Reigns bryst, dog ikke så godt at han kom til skade.
Den var tydeligt tung, og ret stor.
”jeg har haft den siden vi mødtes første gang, men har ikke haft mod til at give dig den…. Og nu… har jeg ikke tænkt mig at kigge på den mere” sagde han bolt mens han stod lige foran Reign. Han gik over til sin trøje og begynde at tage den på.
”jeg kom fordi jeg i det mindste ville have talt med dig…. Jeg havde ikke regnet med at du kunne klare tanken om at ses med en dæmon, men at du med det samme ser mig som et monster og afskyer mig så meget, det havde jeg ikke troet om dig” sagde han blot og hen tasken over sin skulder.
Han så på Reign ”måske hader du den del af mig der har med Lorikan at gøre… men den del af ham har ikke ændret mine følelser for dig…. kun mit syn på dig” sagde han med denne irriterende dirrende underlæbe.

I gaven som Reign havde fået, var den bog som Lori havde vist ham den første gang de mødtes og var i boghandleren. Reign havde nævnt at han ville købe den en dag. Og Lori havde ville give ham den, men der var nærmest altid kommet noget i vejen.

Reign regnede med, hans forklaringen ville få Lori til at køle ned, men det virkede til at have den komplet modsatte effekt, og igen stod Reign og kunne ikke gøre meget andet end at lade sig tryne.
"Det var jo ikke det, jeg--" forsøgte han sig hastigt men blev lige så hurtigt afbrudt af Loris stemme, der fortsat rasede. Og snart efter blev en gave bumpet ind i Reigns brystkasse - et lavt støn forlod ham, og han nåede kun lige at gribe fat under den, inden Lori havde sluppet og forsvandt væk igen. Han lignede en, der var parat til at gå - komme væk fra Reign så hurtigt som overhovedet muligt. Han var virkelig vred - på en måde Reign aldrig havde set før.

"Hold dog op - jeg har aldrig sagt, du var en monster, eller at jeg afskyr dig," protesterede Reign, der ikke brød sig om at få ordene fordrejet, og lagde gaven fra sig ovenpå pynten. Det var ikke tid til at pakke den ud, ikke endnu.
Som hans ord fra før havde gjort Lori noget så oprevet, havde de hjulpet Reign med at køle ham lidt ned, men det var smidt væk igen, nu Lori fik ham til at lyde som et monster og verdens værste person. Det var ydmygende, og han syntes ikke, han fortjente det. Selv hvis han havde protesteret, dengang Lorikan havde bedt ham om at holde sig væk, ville han have overtalt ham til sidst - på enten en psykisk eller en fysisk måde - så det havde været uundgåeligt.

"Men fint, så gå!" Reign lavede en irriteret håndgestus mod døren, "hvis du ikke kan tilgive din "bedste og eneste ven" for en fejltagelse, så kan jeg ikke se, hvad du laver her," han så vredt hen på Lori, der nu for alvor havde formået at hidse ham op. Reign var stort set altid klar til at forsøge at redde dumme situationer ud, men denne situation var ikke det værd. Lori, der ikke var Lori mere, var ikke interesseret i andet end at gøre ham ked af det, og så kunne det også bare være ligegyldigt. "Men bare så du ved det, så er mit syn på dig i den grad også ændret, Lori," tilføjede han bidskt og satte sig igen. Fortsatte med sin sandwich der slet ikke smagte godt mere og ønskede inderligt, at han havde haft en hytte med bare et enkelt værelse til, så han kunne gemme sig fra akavetheden og gnisterne mellem dem.

Hvorfor var det de begge hissede sig sådan op? hvorfor var det at de ikke bare kunne tale normalt sammen?
For Loris side af var meste af grunden nok at han stadig havde svært ved at styre sine følelser, og humørsvingninger. Det var vidst for tideligt at han havde kontaktet Reign.
Han var faktisk allerede ved at fare mod døren da han hørte den hårde og MEGET væmmelige sætning der kom ud af Reigns mund. En voldsom kvalme ramte ham. Hvorfor brugte Reign lige netop det mod ham? Reign VAR hans eneste ven, ud over Sean havde han igen.
Han prøvede på at holde det hele inde, prøvede på ikke at vise at det ramte ham, selvom han begynde at svede, hans hals snørrede sig sammen, og kvalmen var ulidelig.
Men da Reign vagte at sige det næste faldt alle hans facader og parader. Tårende piblede ud af hans øjne og ned over hans kinder. Og selvom han prøvede at fjerne dem, så var det som om han slet ikke kunne stoppe de mange dråber i at komme.
”du sagde det jo selv!” ende han med at hulke. ”du fortrækker menneskevenner……” Reign havde selv sagt netop det nede i grotten. Og måske var det i virkeligheden det der havde skræmt ham så meget.
At det faktum at han var en dæmon gjorde så stor en forskel. I virkeligheden havde han måske også valgt sammensmeltningen fordi han måske havde håbet på at det ville blive nemmere at tale med Reign. Nemmere at fortælle hvordan han havde det og så vidre, fordi han ville få mere mod. Og ikke være så nervøs hele tiden.

”undskyld Reign….. men tanken om at jeg gennemgår det her bare for at miste dig alligevel, det gjorde mig så fosteret” erkende han mens tårerne stadig trillede ned over hans kinder.
Han hadet som altid at være uvenner med Reign. Og som altid ende han med at blive ked af det. Reign kunne altid ødelægge hans planer om at være bare en lille smule tjekket omkring tingene.
”jeg ved godt du ikke har kaldt mig et monster…. Men det er sådan det føles når du ser på mig…” han så op på Reign

Hans blik gled dog ned igen.
”orh!... hvorfor skal det være så forbandet besværeligt at have så mange følelser” brokkede han sig. Og man kunne mærke at det med at veksle mellem vrede og sorg ikke var nemt. Oftest fordi de to godt kunne høre sammen. Han fik endelig tørret sine øjne. Han rettede sig op og så hen på Regin med de våde øjne ”undskyld Reign… det var forkert af mig at komme” sagde han og vidste godt at han bare skulle være blevet væk.

Reign havde netop taget en stor bid af sin sandwich og forsøgte at fokusere udelukkende på den for ikke at se hen på Lori - at overvære ham gå ville bare gøre endnu mere ondt. Men blikket fløj alligevel hen og endte på fyren, da Reign hørte en lyd, han genkendte som gråd. Hans brystkasse snørede sig sammen, og opmærksomheden sad helt ude på kanten af ham.
Mange hæmninger smed Reign, når han blev vred, men han kunne simpelthen ikke lade en anden person stå og græde øjnene ud uden at gøre eller sige noget for at stoppe det. Hans menneskelighed ville ikke lade ham.

Det var sandt, at han foretrak menneskevenner og undgik dæmoner, vampyrer, varulve - mørkets væsner generelt - men det betød ikke, han så på Lori som værende et monster. Lori havde mærket menneskeheden på sin egen krop, så han kendte til den, vidste hvad det var, og kunne på mange måder stadig leve efter det. Bare det, at han kun ville spise sjæle fra personer, der havde fortjent det, var et skridt væk fra monsteret i ham. Lori var ikke et monster. Men han var stadigvæk dæmon, hvilket udgjorde en risiko for dem omkring ham - for Reign. Det kunne ikke nægtes.

Reign rejste sig endelig, "Lori, lad være med at sige sådan noget," og gik hen til ham for at omfavne ham i et varmt, trygt kram, der op til flere gange havde virket, når folk var kede af det. Reign havde efterhånden indset, at et kram var noget af det bedste, man kunne give dem, der var nedtrykte. Den lektie var han begyndt at lære fra, da han var helt lille, og hans forældre altid trøstede ham med et kram, når han var ked af det. Det hjalp hver gang, ingen undtagelser.
"Jeg mente ikke det, jeg sagde; du skal ikke gå. Jeg skal nok- vi skal nok finde ud af det, okay?" han trykkede sine sine læber ind mod Loris hals og lod dem blive der, alt imens hans hænder lige så stille kærtegnede fyrens ryg, "vil du have noget varmt at drikke? Eller med ud og gå en tur? Eller... en lur? Du siger bare til."

Det var virkelig svært for ham at bygge denne mur op igen. Den her selvsikkerhed, men den var ikke lige til at finde lige nu. Alt i ham fik ham til at fokusere på hvordan tingene ville blive uden Reign i sit liv, og hver gang tanken gled over på den tankegang, så blev han endnu mere ked af det, og nervøs.
Han havde dog ikke regnet med at Reign ville komme over og ligefrem kramme ham. Så først stivnede han lidt og blev overrasket. Men slappede hurtigt mere af. Han gemte ansigtet mod Reigns skulder, og lagde selv armene om ham, og gengælde krammet.
Han havde savnet Reign forfærdeligt i de her måneder, men nok mest fordi han jo hele tiden var bange for at han virkelig ALDRIG skulle se Reign igen.

Han vidste godt at Reign havde ment det med at han fortrak menneskevenner, det havde været helt tydeligt nede i grotterne. Men det at Reign selv valgte at komme over til ham. Og ikke bare besluttede sig for at være vred. Han kunne godt forstå hvis han havde forstukket at Lori bare var gået. Men bare det at Reign valgte at sige at han ikke skulle gå.
Han nikkede stille mens hans stadig gemte sit ansigt mod Reigns skulder, da Reign sagde at de nok skulle finde ud af det.
Klumpen i hans mave var der dog stadig. Og det ville den i virkeligheden nok altid være. Og måske havde den i virkeligheden også altid været. Bare ikke på denne måde.
Der var sket meget mellem dem på den relativt korte tid de havde kendt hinanden. Og det havde ikke være en dans på roser på noget tidspunkt…. Men nu… den her udfordring var værre end noget de havde oplevet.
Det gav dog et sæt i Lori da han mærkede Raigns bløde læber mod sin hals. Han prøvede ikke at fokusere på det men det var svært, særligt fordi hans lyster også var anderledes nu. Så noget som før havde fået ham til at rødme, gjorde nu også at han blev hurtigere fristet. Dog var det kun rødmen der fik lov at vise sig, men hans ansigt var da heldigvis gemt.
Da Reign valgte at spørge om der var noget han ville have, rettede hans sig lidt op, så der kom en smule mellemrum mellem dem, trods de stadig stod i et kram. ”noget varm at drikke lyder rart….” sagde han med en lav stemme. ”gerne te hvis du har” sagde han roligt, og slap Reign lidt. Han fik tørret rasterne af de tåre han havde i øjenkrogen væk.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Var det hele okay nu? Var det virkelig så nemt? Og hvis det var… hvorfor havde han det så, stadig på den her måde? Som om han ikke burde være her. Var hans og Reigns venskab i virkeligheden slut nu? Var det her slutningen?

Han var kommet for at sige ordenligt farvel. Men nu hvor han var her, nu hvor han havde set Reign igen, og nu hvor Reign lød til at ville prøve på at løse det her, så var det virkelig svært at skulle gøre det. Han havde ikke lyst til at undvære Reign, slet ikke fordi han jo allerede i grotterne havde indset at det bare ville være venner, og at der ikke skulle ske mere. Og det havde han det helt okay med.

Reign nikkede først en enkelt gang, inden han selv slap, "en kop te er på vej." Omfavnelsen havde hjulpet, så det ud til. Reign var måske ikke den største menneskekender, men så meget kunne han alligevel se - at Lori havde fået det bedre. Tårerne og hulkeriet var stoppet, så det var et godt tegn.
"Du kan bare sætte dig," han nikkede hen mod sofaen og sendte Lori et lille, opmuntrende smil, inden han gik hen og satte vand over til te.

Selvfølgelig var det hele ikke godt endnu. Et kram kunne hjælpe på at køle folk ned, men det løste ikke problemerne som sådan. Og skønt Reign ikke havde nogen idé om, hvordan det skulle løses, havde han en filosofi om, at de fælles kunne finde ud af det ved at tale. Måske. Forhåbentligt.
Han drejede sig omkring med lænden lænet ind mod køkkenbordet, "bare lige så jeg ikke misforstår noget, så er du både Lori og Lorikan nu, ikke? Vil du helst kaldes Lori eller Lorikan eller- noget helt tredje?" spurgte han med hovedet liggende på skrå. Det virkede så enkelt, men der var alligevel noget i Reigns hoved, der ikke stemte overens. Hvis Lorikan var den originale ejer af kroppen, hvorfor var det så mest af Lori, han kunne se? Bortset fra det faktum, at fyren nu var 100% dæmon i stedet for et falskt menneske, havde han svært ved at finde Lorikan i ham. Et par blikke her og dér, en tand mere selvtillid, men det var også det. Ingen truen eller flirteri. Hvor var disse egenskaber fra Lorikan forsvundet hen...?

Reign hældte det rygende vand over i et krus og smed et tepose i. Stillede den så på sofabordet ved siden af sin egen tallerken. "Og hvad med de personer, som du... som sørger for, du får mad - du siger, det kun er personer, der fortjener det," Reign satte sig foran sin mad men ventede med at spise den. Holdte i stedet nysgerrigt blikket på Lori, "hvordan bestemmer du, hvem der fortjener det eller ej? Og hvordan finder du ud af det?"

Lori så lidt efter Reign da han gik hen til køkkenet for at sætte vand over. Han satte sig hen i sofaen, og så lidt rundt. Han kunne godt mærke at han var nervøs, men det var vel ikke så underligt. Han vende blikket mod Reign da han spurgte indtil om Lori nu var begge to, og hvad han kaldes.
Han smilede roligt ”ja… vi er en person nu, derfor er det også svært at forklare dig tingene som Mig og Lorikan eller mig og Lori… men i dit tilfælde er jeg nok mest Lori” sagde han med et roligt smil. ”og du kan kalde mig det der føles mest rigtigt for dig” sagde han roligt. Han så lidt tænkende ud. ”altså jeg har stadig ikke helt lært at styre det, og selvom vi er en nu, så kan min personlighed godt vippe lidt.. indtil jeg har vænnet mig til det hele..” sagde han og lænede sig tilbage i sofaen.
Det var faktisk rart at Reign spurgte ind til det. Også fordi han ikke havde talt rigtig med nogle om det.

Han smilede da Reign kom over mod teen, han lod den stå lidt og køle af, og hørte Reigns spørgsmål. Han trak lidt på skuldrende.
”hospitalet… folk på gaden sådan noget… dem der er for syge eller svage til at overleve” sagde han og rørte lidt i teen.
”forbrydere, overfaldsmænd, voldtægts mænd og sådan noget…. folk der kun lever for at gøre andre fortræd” mumlede han lidt. Han så lidt over mod Reign.
”jeg ved godt det kan skræmme dig når du ved hvordan jeg skaffer føde… men.. jeg gør det altså kun for at overleve… det er også derfor der går så langtid mellem jeg spiser” sagde han så.
Han så ingen grund til at æde løs, det skete når han stødte ind i en af den slags mennesker han havde nævnt, eller når han absolut blev nød til det.

Det var svært at forklare et menneske at man tappede folks sjæl for at overleve, det ville alle syntes var væmmeligt at høre..
Han smilede bare lidt drillende men også en smule skuffet ”jeg er bare ked af jeg ikke nåede at opleve min første gang som Lori, før jeg pludselig var alt andet end jomfru” sagde han så. Han grinte lidt, og puffede til Reign ”det kan jeg takke dig for” drillede han.

Han tog teen op til hans mund, og tog en tår af teen og så virkelig ud til at nyde den. Heldigvis kunne han godt nyde mad og drikke selvom det ikke gav ham næring. Men han kunne smage det. I vireligheden nød han vel maden mere end andre, da han KUN nød det. Og ikke spiste for at være sulten.
Han så lidt på gaven, og tog den. Han rakte den til Reign ”her… nu kan du vidst godt tillade dig at åbne den” sagde han med et smil.

”Hmm… jeg tror, jeg forstår,” mumlede Reign ud og kradsede sig lidt på den markerede kæbe. En vippende personlighed kunne forklare, hvorfor der kunne ses så meget Lori og så lidt Lorikan i fyren. Det var midlertidigt. Det kunne gå den modsatte vej, hvornår det skulle være, og Lorikans grimme (og alligevel skræmmende attraktive) ansigt ville vise sig. Lori skulle vænne sig til det, og det samme skulle Reign. Men så længe Reign huskede at tage en dyb indånding, når Lorikans væsen dukkede op, så havde han på fornemmelsen, det nok skulle gå. Det handlede om vilje, og det havde han.

Loris svar behagede Reign. Han var beviset på, at selv dæmoner kunne reddes til en vis grad, hvis de sugede nok menneskelighed til sig. Hans forældre, der arbejdede med forskning af forskellige racer, ville elske Lori – et pragteksempel for dæmoner. ”Så længe du prøver, er jeg tilfreds. Jeg synes, det er flot, at du- jeg har virkelig respekt for, at du prøver at overholde din etik, selvom du er dæmon,” forklarede Reign og nikkede lidt.
Han smilede skævt af det næste og gav igen, ”det kan vi nå endnu, hvis bare vi bruger vores fantasi,” med et let grin, der forsvandt, som hans blik røg ned på sandwichen. Det lykkedes ham at undgå at vise, at det gjorde en smule ondt på ham også – bare af andre grunde. Uskyldigheden var en del af Loris charme, en del af ham, og nu var den forsvundet. Var sammen med en masse, stjal deres sjæle. De fortjente ikke Lori.

Reigns tanker blev afbrudt af pakken, Lori holdte op, ”nåh ja, gaven. Den havde jeg næsten glemt.” Han snuppede og åbnede den i skødet på sig selv. Kunne med det samme genkende den bog, Lori havde vist ham. Med eventyrerne i. ”Du husker da også bare alt,” sagde Reign med et smil om læberne, ”og så har det næsten lige været min fødselsdag. Perfekt.” Bogen blev lagt på sofaens armlæn, og Reigns blik blev liggende på den lidt endnu, før det bevægede sig hen på Lori i stedet, ”tak, Lori. Jeg skal nok give dig en anmeldelse, når jeg har læst den.”
Reigns opmærksomhed blev givet til sandwichen, der langsomt forsvandt fra tallerkenen og ned i hans mave. ”For resten så må du undskylde, at jeg ikke fortalte dig om Lorikan, da vi slap ud af tunnellerne,” begyndte han med så lidt sandwich tilbage, at han nu kunne holde den med én hånd, ”jeg turde ikke. Jeg vidste, at du ville få et føl på tværs, og- og måske blive bange, og jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle sige for at berolige dig. Jeg mener… du havde en dæmon indeni dig. Det ville gøre enhver bange.” Han holdte en kort pause og lagde det sidste mad fra sig på tallerkenen, ”måske var det i bund og grund bedst, at I blev én. Så ved du i det mindste, hvad Lorikan laver.” Reign fik et kort flashback til, da han var vågnet, og Lorikan havde siddet placeret ovenpå ham med store, uhyggelige, lysende øjne.

Han så på Regin da han sagde at han havde respekt for at Lori prøvede at overholde sin etik. Han kunne dog ikke undgå at trække på smilebåndet, dog lidt bedrøvet.
”Jeg er altså ikke blevet et blodtørstigt dyr, Jeg er stadig mig” sagde han roligt.. Hans blik gled lidt mod den varme te. ”jeg har levet det meste af mit liv som om jeg var et menneske, det ændre sig ikke blot fordi jeg er blevet klar over hvordan jeg holder mig i live” sagde han roligt. Han vidste godt det kunne være svært at forstå, og især for et menneske. Han havde selv væmmedes ved tanken da han fandt ud af at han var en dæmon, og især hvilken slags.

Han blev dog en hel del mere overrasket over det Regin valgte at sige. Han så næsten chorkeret ud. Hvad?.. han vidste godt at Reign havde haft svært ved at holde sig tilbage, men ligefrem og sidde og tilbyde det. Dog fjernede Lori blikket fra ham. Selv hvis Reign sagde som han gjorde, så var der ingen chance for at Reign ville være sammen med en dæmon! Og slet ikke en som ham.
Han valgte bare at jokke med ham ”pas nu på hvad du ønsker dig” sagde han med et lidt mere fremtvunget smil.
Det der generede ham mest, var faktisk, at han ikke længere vidste om det var Loris personlighed der gjorde Reign interesseret, eller det faktum at de fleste  Incubus dæmoner var temmelig uimodståelige for et menneske.

Det var dejligt at Reign blev glad for gaven, det havde også været meget trist hvis han ikke kunne lide den nu hvor Lori havde haft den liggende så længe.
”haha ja gør det” sagde han da Reign nævnte at han nok skulle give en anmeldelse.
Han rakte ned og tog kommen med te op i hans hænder, han tog en tår, og trak sine ben op mod sig, så han sad lidt mere sammenkrøllet i sofaen.
Han skulle lige til at tage en tår da han hørte Reign undskylde for at han ikke havde fortalt om Lorikan. Han tog stille tåren alligevel mens han hørte Reign forklare. Han lod Reign tale uden at afbryde. Han kunne jo godt forså at Reign så tingene på denne måde. Og det ville de fleste nok. Det var jo også svært at forstå, selv for ham selv, så hvordan skulle andre vide hvordan det fungerede. Den der nok kom tættest på var Sean, men han havde jo også hørt det fra Loris egen mod. Han havde selv talt med hende, dog i form af Lorikan, og Lorikan havde bestemt ikke haft hverken tid eller lyst til at høre hende forklare noget som helst.
Da Reign var færdig, satte Lori koppen fra sig på bordet og vende sig mod Reign.
”Reign… jeg er nød til at forklare dig nogle ting… og det er måske ikke alle du bryder dig om at høre” sagde han og tog en indånding for at puste ud igen.
”Jeg har aldrig haft en dæmon INDEN i mig… jeg har altid VÆRET en dæmon.. bare uden at være klar over det.. der af er forklaringen også på at de her små arme kunne vinde over dig i at lægge arm… og for det andet.. Selvom du ser meget skeptisk på den ene del af mig, og jeg bebrejder dig ikke…. Så prøv at tænk på at det faktisk er på grund af ham og de ting han ’rande rundt og lavde’ at jeg er i live” sagde han og så på Reign.
”Lorikans halvdel er den der har holdt mig i live, han har sørget for at vi fik den føde jeg skulle have mens Lori troede han var et menneske og bare har levet sådan” sagde han og sukkede lidt.
Han trak lidt på den ene skulder. "Jeg ved jeg var hård ved dig i grotten som Lorikan, men prøv at give den del bare en smule kredit for at  den rent faktisk har holdt mig i live” sagde han så..

Han så lidt ned på Django der lå og snorkede på gulvet og kunne ikke undgå at smile. Han havde altid elsket den hund.
”jeg forstår dog hvis det her skræmmer dig… men det er for det bedste, for alle” sagde han så pludseligt. På denne måde kunne han ikke såre flere hverken den ene eller den anden del af ham. Og han skulle som Lorikans del ikke længere være bange for at sove, og som Loris del ikke længere være bange for hvor eller hvordan han vågnede op.

"Det kan jeg høre. Og jeg er virkelig glad for det," sagde Reign med et smil spillende henover læben, "men det kunne lige så godt have gået den anden vej. Du kunne have mistet din menneskelighed fuldstændig - eller en stor del af den i hvert fald - så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Men det gør jeg nu." Som Lori selv havde forklaret, var han stadig ham, og dette gik mere og mere op for Reign. Så der var en uhøflig dæmon blandet ind i ham, men han var stadig... ham. Og trods han ikke var menneske mere, opførte han sig stadig så menneskeligt, som det var muligt.

Reign var usikker på, hvordan han havde det med alle de ting, Lori sagde. På den ene side kunne han godt se, hvorfor han skulle vide det, og alligevel følte han, at han var tilbage på skolebænken og blev belært - han var bare en lille dreng der sad og lyttede til sin lærer, der udmærket godt vidste, at han var klogere end Reign, der egentlig ikke anede, hvad han talte om.
"Det... ja, okay. Undskyld," han greb hjørnet af sandwichen, tog en bid og lagde resten ned til Django, der vågnede fra sin halve søvn og åd det i en mundfuld.

Reign sad lidt med benene spredt og armene hvilende på dem, fungerende som hjælp til at holde hans overkrop fra at falde forover. Blikket lå på Django uden rigtigt at kigge på ham, mens han overvejede deres situation. De var gået fra falsk venlighed til skænderi og sad nu bare her og prøvede at forstå hinanden, hvilket gik okay, selvom det ikke var så nemt endda.
Mødet med hans nuværende partner, Razor, hjalp heldigvis en hel del. For skønt Reign var en smule utryg ved at være i selskab med en dæmon, så var han efterhånden blevet så vant til det, at det kunne have været langt værre. For bare et år siden ville han have smidt Lori ud - det ville stadig have været svært, fordi de trods alt var venner, men han ville stadig smide ham ud af sit liv. Ingen tvivl om det.

"Men..." sagde Reign, som om noget lige var gået op for ham, og rettede sig en tand op. Han drejede hovedet en kvart omgang for at kunne se på den tedrikkende Lori, "det var jo Lorikan, der bad mig om ikke at se dig, og hvis Lorikan er en del af dig nu, burde du så ikke være enig i det? Til en hvis grad i hvert fald? Eller er det standpunkt bare... forsvundet ud i den blå luft?" Reign ville nok aldrig kunne gøre sig helt klog på Lori-Lorikan situationen, og han havde på fornemmelsen, at det også ville tage tid for fyren ved siden af sig. Det var en unik situation - ikke hver dag man hørte om to splittede personligheder, der blev bragt sammen - så man kunne ikke engang finde hjælp hos nogen med samme erfaring.

Han smilede lidt roligt til Reign da han vagte at undskyld.
”du skal ikke undskylde.. du er nok endnu mere forvirret end jeg er” sagde han med et roligt smil.
den helt store forandring ved Lori var nok at han var mere rolig, mere fattet og ikke nær så nervøs og usikker. Det var heldigvis en af de ting der havde ændret sig hos ham.

Det var nok svært lige nu at se Lorikan ret meget. Men det var nok også fordi at som en hver anden person, så var der tid til en ting, og tid til en anden ting. Når nu der var balance i hans sind, så kom der ikke de der sure og ubehagelige opstød som Lorikan altid kom med, han var ikke voldlig og aggressiv. Men det var jo også fordi han sad sammen med Reign og der ikke var noget at være sur eller vred over! Eller… måske lidt, men det havde de jo fået talt om.
Men i andre situationer var det Lorikans del der dominerede. Det var svært at forklare, og det var også svært selv at finde ud af, så at prøve på at forklare Reign det, ville nok bare gå galt.

Han vend blikket mod Reign da han pludselig spurgte ind til aftalen. Han trak lidt på skuldrende og så lidt ned i sin kop. ”det er lidt svært når den ene del af en så enderligt ønsker at se dig, og den anden mener det er dumt” sagde han roligt. Han sukkede lidt
”jeg ved ikke hvad jeg syntes… egentlig…..” han bed sig i læben, men så, så på Reign ”egentlig kom jeg i dag for at sige ordenligt farvel” sagde han så..
Han sukkede stille ”men… det var nok mest fordi den ene side af mig var ligeglad med at vi ikke så hinanden, og den anden var såret” sagde han så. Han vidste godt at han var forvirrende og skiftede mening meget hurtigt. Men måske var han i virkeligheden ikke helt forberedt på hvordan han selv ville reagere.

Han så på Reign ”og du?... så du helst at vi ikke så hinanden mere?” spurgte han og vende de grå øjne mod ham der allerede nu så ud til at frygte svaret.
For det gjorde han! Han frygtede at Reign ville sige at det ikke var en god ide at de så hinanden mere. Og måske havde han ret.. Men… Lori havde ikke lyst til at det skulle være sådan, men han ville acceptere det hvis Reign havde det ønske.
Loris øjne betragtede Reign lidt, det var lidt forfærdeligt, for han så ikke længere bare Reign om en sød og fantastisk fyr, og en der så godt ud. Nej hans mere dæmoniske lyster blusede også op når han var i nærheden af Reign.
Han bed sig lidt i indersiden af læben, hvis ikke det var svært at være i nærheden af Reign før, så var det, det især også nu.

Et forstående, "mh," forlod Reign af det første, og han forsøgte oprigtigt at forstå det. At forstå Lori, lære denne nye person at kende uden at træde ham over fødderne. Det ville blive svært, uden tvivl, men han kunne kun gøre det så godt, han kunne. Blandt andet ved at stille spørgsmål og lytte godt efter.
"Det er okay. Som du selv sagde, så skal du lige lære at forbinde de nye synspunkter med de gamle og... og sådan noget kan tage sin tid," sagde Reign så og nikkede anerkendende. Selvfølgelig forstod han ikke selv, hvordan Lori havde det, men det, han kunne gøre, var at forestille sig det. Hvordan det selv ville være at få en helt anden personlighed blandet en med sin og fra den ene dag til den anden mixe de to. Alle ville have problemer med at løse noget så kompliceret.

Reign holdte blikket på Lori og smilede af hans spørgsmål, lod endda et lav lyd i form af et grin forlade sine læber, "hvis jeg gjorde det, havde jeg ladet dig gå før." Han løftede hånden op og rodede lidt rundt i fyrens mørke hår, "nu skal du ikke stille dumme spørgsmål."
Reign rejste sig med bogen i favnen og stillede den på plads på en hylde med resten af sine bøger. "Men har du overhovedet tid til at være her nu? Sagde du ikke, du skulle hente de bøger dér? Til arbejdet," spurgte han, idet han vendte sig om mod Lori. Hans spørgende blik blev drilsk, "eller var det bare en undskyldning for at besøge mig?" Han regnede ærlig talt ikke med det, men det var altid sjovt at drille Lori, så nu sagde han det alligevel. Desuden var hans reaktion interessant - den gamle Lori ville rødme og nægte, men hvad ville den nye Lori sige?

Detvar faktisk rart at tale med Reign om de her ting, især fordi han jo ikke rigtig havde så mange andre at tale med om de her ting. Jo han kunne tale med Sean, men han vidste ikke helt.. tingene mellem dem vat sære og han var stadig meget i tvivl om de overhoved burde ses. De ende altid med at sige eller gøre noget der sårede eller gjorde den anden vred.
Hans blik skævede mod Reign. I virkeligheden var det vel også sådan med Reign? Hvorfor var det lige Lori aldrig kunne være i nærheden af nogle uden at såre dem på denne måde?

Han frygtede for det svar han ville få på hans spørgsmål, men blev lettet over at høre Reign sige at hvis han syntes de ikke skulle ses mere, så havde han ladet Lori gå for lidt siden. Han blev overrasket da han mærkede Reign hånd i sit hår, og en let Rosa farve fandt Fram til hans kinder. Ja han måtte jo indrømme at selvom han havde fået langt mere selvsikkerhed, og kontrol over sin flovhed, så kunne Reign stadig få ham til at rødme.

Han drak det sidste af sin te mens Reign sætte bogen på plads. Han nikkede da Reign spurgte om han overhovedet havde tid til at være der, og skulle til at svare da Reign kom med sin lidt drillende bemærkning. Han bed sig lidt i læben. "Uhm..." Mumlede han lidt inden han rejste sig med den tomme te kop for at sætte den ud i køkkenet.

"Altså... Jeg skulle hente bøger" sagde han og sætte koppen fra sig. Han vende sig lidt med Reign "men det kunne have været klaret på nogle timer" sagde han roligt, "Men det var på grund af dig at jeg valgte at blive her i byen natten over" sagde han og så lidt ned. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige.

Så fyren kunne stadig rødme. Det var en god ting - i Reigns øjne i hvert fald, der altid havde brudt sig om hans sårbarhed, det havde en unik klang til sig.
Hans blik fulgte Lori, som han trådte hen til køkkenet for at stille det førhenværende tefyldte krus og kunne ikke lade være med i de få sekunder at nyde hans skønhed. Måske var det bare, fordi incubusdæmonen skinnede mere igennem i ham nu og gjorde ham mere tiltrækkende - det var det mest sandsynlige - men det var svært at få øjnene fra ham.

Reign slog sig selv ud af sin trance og fokuserede på fyrens ansigt fremfor... alt andet, da han besvarede spørgsmålet. I et kort øjeblik var det fristende at fortsætte drilleriet, men Reign ombestemte sig i sidste sekund og sagde bare, "nå, hvor skal du så sove?" han hentede selv sin tallerken og stillede dem i vasken, vaskede den op sammen med det stadig lune krus, som han fortsatte, "du ved, at du altid er velkommen til at sove her, hvis du har brug for det. Du kan bare hente bøgerne nu og så komme tilbage bagefter. Ellers kender jeg også en ret god kro med forholdsvist billige værelser." Han rystede hænderne for vand og tørrede det overskydende af i sin skjorte, mens han sendte Lori et smil, "du bestemmer selv."
Det var vigtigt for ham at gøre det klart for Lori, at han ikke ville behandle ham anderledes, fordi han var dæmon. Der ville være mere agtpågivenhed mellem dem, og visse ting skulle nok helt undgås, men ellers ville alt være, som det plejede. Nu havde Lori lagt op til, at han gerne ville have, venskabet fortsatte, så nu slap han ikke fri.

"Må jeg spørge dig om noget personligt?" spurgte Reign pludseligt, lagde armene over kors og lænede hoften op af køkkendisken. Han afventede Loris svar, inden han rømmede sig og begyndte, "når du, sådan... er sammen med mænd - eller kvinder eller begge dele, hvad ved jeg - og stjæler deres sjæle, føler du så noget? Glæde over at dræbe de, der fortjener det? En form for nydelse? Eller- måske skyldfølelse?" Blikket lå afventende på Lori og indeholdte en snert af fascination over det kommende svar, som han så mere frem til, end han først havde troet, da han stillede spørgsmålet. Reign var blevet mere interesseret i dæmoner, nu hvor han faktisk kendte et par stykker. Han havde altid forsøgt at holde sig fra dem, fra al info omkring disse væsener og følte bare, det var at fylde sit hoved med unødigt pladder. Men nu var det pludselig brugbart med den form for viden. Han kendte ingen vampyrer, varulve, elverfolk eller noget andet, men dæmoner - den race var begyndt at kravle ind under huden på ham.

Lori betragtede Reign lidt som han begynde at vaske tallerken og koppen op. Han stod lænet op af køkkenbordet.
Han så dog ud i rummet mens han stod og tænkte lidt. Var dette virkelig sådan det ville blive? At de snakkede normalt sammen, så diskuterede de, så var de gode venner, og så var der en akavet stemning, og så talte de lidt igen. Nu havde han heller ikke rigtig andre venner, og havde aldrig rigtig haft det. Så han vidste ikke rigtig om det var sådan her der skulle være, men han tvivlede.
Hans tanker blev dog revet tilbage til Reign da han spurgte hvor Lori skulle sove. Han trak lidt på skuldrende, og skulle til at næn kroen da han hørte Reigns tilbud.
Han måtte indrømme at han blev en kende overrasket. Mente Reign det?
Ja okay, Lori blev jo selvfølgelig ikke til Lorikan midt om natten længere.
Han kunne dog ikke undgå at smile lidt skævt, og skæve mod Reign.
”er du sikker på du tør det?” spurgte han med et drillende men og lidt halvflirtende smil.
Dog rystede han det hurtigt væk ”spøg til side… men.. det vil jeg gerne… hvis du mener det” sagde han med et taknemlig smil.

Det var rart at han kunne mærke på Reign at dette virkelig var oprigtigt. Det var ikke noget han foreslog bare for ikke at gøre Lori ked af det. Men for at vise at han gerne ville det her venskab.
Han så på Reign med et ”mhm” da han spurgte om han måtte spørge Lori om noget.
Men det spørgsmål der kom havde han ikke helt regnet med. Han så først meget overrasket ud, og en smule chorkeret over spørgsmålet.
Dog vende han blikket lidt væk fra Reign som han rent faktisk var nød til at tænke over svaret. Han trak lidt på skuldrende ”det er lidt svært at forklare….” mumlede han først. Han sukkede og lidt ud, og lagde armene over kors.
”altså… det er lidt forskelligt… jeg har meget blandede følelser omkring det… altså.. lige når jeg.. ja.. tager deres sjæl.. så nyder jeg det.. som når du nyder din sandwich fordi du er sulten og fordi den smager godt” sagde han og pegede lidt mod tallerken der lige var blevet vasket.
”men…. så snart jeg har sluppet liget, og har sunket sjælen… så har jeg kvalme og dårlig samvittighed over at tage et liv.. samtidig væmmes jeg.. For selvom det…. seksuelle.. jeg fik ud af det til at starte med var godt.. tja.. så ender det jo altid ens, jeg tager deres sjæl.. og så væmmes jeg ved det vi var i gang med, og det jeg efterlader” sagde han så og sukkede lidt. Han så ned.
”Det er noget af en mundfuld at sluge…. At man fra den ene dag går fra at være jomfru.. og de næste.. så har man været sammen med flere end mad kan tælle” sagde han og kom med en gyssende bevægelse der klart viste at det var noget han væmmedes ved.

Reign smilede lidt, "så længe du ikke sætter dig på mig igen," og trak let på skulderen. Måske var det dumt at invitere Lori til at overnatte, måske skete der ingentin ved det, måske fik det dem tættere på hinanden, måske fik det dem længere væk fra hinanden - men hvis de ikke engang kunne sove sammen, så var der ikke meget venskab over deres forhold, og så kunne det lige så godt droppes.
En varme, der bevægede sig hele vejen fra Reigns smil til hans øjne, opstod, da Lori tog imod tilbuddet, og han nikkede en enkelt gang, "det gør jeg." Han var glad for, at trods Lori på sin vis virkede en anelse utilpas, var han ikke komplet afvisende. Det var svært at opbygge noget, hvis det kun var den ene part, der gad deltage.

Reign lyttede. Skævede kort ned til tallerkenen, da sandwichen fra før blev nævnt, men havde ellers blikket på Lori hele tiden. Det var altid en god idé at se på folk, når de talte, for kropssproget kunne ofte vise, om de fortalte sandheden eller ej, om de var nervøse, utilpasse, ligeglade.
Et anerkendende, "mhm," forlod Reign, da Lori var færdig, og han vendte sig en kvart omgang for i stedet at have lænden mod diskens kant. Han kunne godt følge Lori - de hændelser, man oplevede gennem livet, ændrede en som person, gav en en vis erfaring. Men Lori havde ikke særlig mange af disse, hvor Lorikan havde bunkevis af mærkelige begivenheder i sin rygsæk - så at blande det ene med det andet måtte være overvældende. Måske også for Lorikan, der ikke var vant til den tilbageholdenhed, der fulgte med Loris person.

Reign var stille lidt, ikke på den akavede manér, nærmere på den tænksomme. I hvert fald indtil han tog sig sammen til at tage en dyb indånding og komme videre fra det forhenværende emne. "Nå, kom så afsted og hent de bøger. Så går jeg en tur med Django imens," sagde han og skubbede sig væk fra disken. Hunden skulle kun høre ordet 'tur' for, at den rejste sig og gloede spændt op på sin ejer.
Han så tilbage på Lori, mens han fik taget sin jakke på, "jeg ligger nøglen under måtten til, hvis du kommer tilbage før mig," og sendte ham et sidste smil, inden han var ude af døren med hunden lige i hælene.

Selvom han havde troet at det ville være det verste i verden at tale med netop Reign om de her ting,.. så lettede det faktisk! Det var rart endelig at kunne forklare hvordan man havde det, og endnu mere forklare det til en der rent faktisk virkede som om han gerne ville vide det!
Han var klar over at nogle af de ting han sagde, ville få Reign til at væmmes lidt, det gjorde han jo også selv! Men han var nu glad for at Reign tog tingene som han tog dem. Det virkede ikke på ham som om han syntes Lori var klam eller noget fordi han havde været sammen med alle de mennesker.. selvom den del af ham som Reign kende kun havde været sammen med 3 efter at han var blevet smeltet sammen med hans anden halvdel. Men tog man dem begge?... Så var det en helt anden snak.

Han smilede lidt og nikkede da Reign virkede til at hunse med ham for at han skulle komme afsted og hente bøgerne. Måske havde Reign ret, måske skulle de bare glemme det faktum at han var anderledes nu, og bare fortsætte som de havde det før... Eller.. måske skulle de lige prøve at holde fingerne eller.. læberne.. fra hinanden. Men det kunne de vel også.
Dog slog en tanke ham mens han gik ud af døren. Han havde ikke spist i 5 dage... Hvis det skulle ske at de ikke kunne holde sig fra hinanden.. så ville han nok umuligt kunne styre sig.. han havde endnu ikke helt lært at styre det under sex, så han ville måske ende med at..... NEJ!! Det måtte ikke ske!
Han var nød til at få føde inden han kom tilbage! For Reigns sikkerhed!

Han gik mod bygen og den boghandeler hvor han skulle hente bøgerne. Han fik dem, og lagde dem i sin taske, og satte så kursen mod en bar. Han var nød til at finde sig en han kunne dræne, men noget sagde ham at han ikke ville have det godt med sig selv bag efter... Det ville ikke blive nemt at komme hjem til Reign bag efter.

Der gik heldigvis ikke læge før en kvinde fandt ham intrassant. Normalt ville han ikke være sammen med en kvinde som hende, men han ville bare gerne have det overstået så han kunne komme tilbage til Reign. Og være sikker på at der ikke ville ske noget.
Der gik næsten 1,5 time inden han kom tilbage til hytten. og da han stod ude foran havde han kvalme.. Reign ville hade ham for det her!
Han ende med at sætte sig på dørtrinet, han var nød til at gear ned.
Han havde så mange blandede følelser lige nu! Skyld, væmmelse, selvhad, men også stolthed over at han satte Reign i første række.