I Love You, Goodbye - Caleb

Huset var som regel altid helt stille, når første Keely tog ud på sine daglige ture. Det var kun når Lille Grace begyndte at brokke sig, der med et kom liv i det store hus. Så i det stilheden blev brudt og en lille fin barnegråd, nåde Caleb skyndte han sig fra køkkenet og op på hendes værelse, hvor han tog hende op i sine arme.. han var mere end ligeglad med hvad alle andre ville sige, men han elskede Keely og det samme med deres datter. De to ting var nok det allerbedste der var sket ham. Han bevægede sig nedenunder igen, hvor han gik og nynnede for det lille barn, der nu blot kiggede nyssgerrigt op på ham. Denne lille unge, var i hans øjne perfektion...ligeså var hendes mor. Siden de to var kommet ind i hans liv, kunne han allerede se lysere tider. Han havde som ung også selv været udsat for en hel del, hvilket bestod af blandt andet at være låst inde i små rum også ikke kunne komme ud igen. Dette havde efterladt ham med daglige mareridt og en frygt for små rum. Selvom han fortsat havde mareridt, hvor han ville vågne op svedig og nærmest råbende...så var de begyndt at forsvinde ligeså stille. Efter grace blev født havde han ikke oplevet dem dagligt længere, nu kom de måske få gange om ugen.
Han blev med et kastet ud af sine mange minder, da Jimmy med et kom løbende ind. Allerede fra da han fik øje på manden vidste han der var noget galt, han vidste at Jimmy havde haft forladt huset i selvskab af Keely, men hun var manglende og det desperate udtryk i menneskets øjne afslørede det hele. Hn nikkede og lagde hurtigt sin datter i armene på den unge mand, hvorpå han spurtede ud af huset. Han ville for alt i verden ikke miste keely, hun var hans elskede, hans sten og alt andet i denne verden. Hun var den eneste som kunne trække ham tilbage hvis først han forvandlede sig til sit indre monster [hans evne]. Det var hendes stemme der kunne berolige dyret og få manden tilbage igen.

Han nåede hen til huset, hvor han snigende gik ind, dog til sit uheld nåede han ikke så langt før de opdagede ham. Han fik dog om ikke andet kæmpet mange af dem, før han blev slået bagfra og alt gik sort. I den tid hvor han var bevidstløs, trak de ham op ovenpå og ind i rummet hvor Keely var. Da de kom ind kaldte den ene af vagterne til en af lægerne, de så helt klart denne mand som en mulighed for at gøre Keelys tilværelse værre. Så med to stærke mænd holde de godt fast på ham, og da han vågnede var det ikke just til vand men derimod til en knytnæve der hamrede sig ind i hans ansigt "jamen dog! se hvem vi har her...der er vel nok en der forsøgte at lege helt" sagde vagten foran ham. Han knurrede af vedkommende og forsøgte at se hvad pokker de gjorde ved Keely, men synet af hendes krop der spændt fast og de mange slag han fik fra vagterne var nok til at trigger hans forvandling. Så efter godt 5 minutter hvor de havde slået og sparket på ham, faldt hans hovedet ned. Han stirrede ned i gulvet og forsøgte virkelig at styre sit indre bæst, hvilket jo selvfølgelig ikke kunne ses...da hans hår dækkede for ansigtet. Så vagten greb fat i den brune manke og tvang hans ansigt tilbage, hvorpå et par sorte øjne stirrede direkte på ham. man kunne ikke engang se det vide i øjet, for alt var helt sort.
Den eneste anden ud over ham selv der ville vide hvad der skete, ville være Keely. Han havde forvandlet sig i hendes nærvær før, og det vidste sig hurtigt at hendes berøringer var nok til at tæmme det store monster han var ved at forvandle sig til. Det optrådte dog mest tydeligt, at der var noget i gære, da han brølede op i smerte og som taget ud af en varulvs forvandling begyndte hans krop at forandre sig. Godt 10-15 minutter senere, stod der nu en 1,24 meter høj monster der hvor der før havde været en ung mand. Hans krop var behåret, muskuløs og dækket af få ar. Derudover bar hans ansigt, klør og hale en stor sammenligning med en varulvs, dog var øjnene stadigvæk helt sorte og hans tænder langt mere skabe. Hans kæbe var mere markeret, men ellers lignede han en stor styg varulv. Der var helt stille i lokalet, så det var først da Caleb lagde hovedet tilbage og udstødte et form for hyl der igen kom liv i lokalet

//håber det er okay, jeg lod det køre i denne retning...tænkte det kunne give mere drama, at han var et stort styk monster inde under det søde smil og du ved at hun er den eneste som rent faktisk kan gøre ham god igen

De sorte øjne rettede sig straks imod lægen, det var som kunne man se mord i de store øjne. Da manden so var så idiotisk at slå hende, brød der en stærk knurren op fra hans hals. Det var en tydelig advarende snerren, der i den grad havde en masse løfter i sig. Han tog en dyb indånding og som varulve racen, så havde han en fantastisk lugtesans og en ligeså fantastisk hukommelse...så den mand kunne ikke vide sig sikker nogle steder! En ting var sikker, den mand ville dø og den mand ville lide. Han brølede af lægen, der med stak af og havde det ikke været for Keelys stemme, så havde han været den første til at løbe efter manden, blot for at sikre sig idiotens død. Han pev svagt over hendes stemme, samt hvad hun bagefter gjorde. Ligesom manden i ham, så kunne dette monster heller ikke lide at se hende i smerte. Han elskede hende, det gjorde de begge og ingen skulle give hende smerte.
De en mand med et bevægede sig frem imod Keelys liggende form, greb han hurtigt fat om vedkommende og man kunne med lethed sige at monsteret ikke var særlig glad for hvad der skete. Han ville med lethed kunne dræbe dem alle sammen, men synet af hendes krop men samtidig også hendes øjne...det fik ham til at sande hvad der skete. Nok så han ligesom hunden sort hvid, men han kunne lugte på hende hvilket humør hun var i, samtidig fremstod hendes øjne også langt mere lysende for ham. Så hurtigt lukkede han sin store bekloede hånd rundt om halsen på en af mændende, hvorpå han satte vedkommende ligeforan hende. Han var måske baseret på sine indre instinkter, men hendes velfærd kom skam også ind som en af dem. I hans øjne var hun hvad man ville kalde hans mage, og der var ikke noget han ikke ville gøre for hende. Så alt i mens han gjorde således hun fik noget at spise, gav han sig til at dræbe truslen.

Godt 20 minutter efter blev der helt stille og det store sorte monster vendte sig imod Keely. Det var næsten helt morsomt at se det store monster, forvandle sig til en lille skødehund ved hendes nærvær, for han skyndte sig hen til hende og halen stod ikke stille. Han bøjede sig ned og lod de store hænder ramme imod gulvet, samtidig med at de sorte øjne betragtede hende bekymret. Han pev svagt og ventede på hun ville gøre et eller andet...alt ville være godt!

Som var lyden af hendes stemme, en form for beroligende egenskab på bæstet, begyndte han stille og logre med halen. Hendes stemme bragte glæden frem i det store monster, hvilket kun var tydeligt på ham og hans nuværende opførsel. Omkring alle andre ville dette sorte bæst optræde som...ja som et monster, men omkring hende var han som hendes egen personlige skødehund. Hvad han ikke ville gøre for hende, der fandtes endnu ikke den ting han ikke ville gøre. Da hun igen snakkede, rettede han blikket imod hende og derpå ned imod kæderne. Han åbnede det stre gab og bed lænkerne over, derpå løftede han hende op i sine store arme. Som var han skide ligeglad med hvad andre ville synes om synet, af et stort bæst der bar en ung kvinde i sine arme, valgte han at bevæge sig ned imod byen igen og hjem til dem. Han havde endnu ikke forvandlet sig tilbage, ganske vidst af forskellige grunde. Et var at han endnu ikke vidste om der stadigvæk var farer på færde, derudover havde han brug for ro og nærværet af hende for at kunne forvandle sig tilbage.
Da de kom ind i huset, satte han hende på gulvet igen, hvorpå han pev. Det tog ham meget energi at skulle forvandle sig, hvilket også bare gjorde han lige nu var godt træt! Dog var han bare ikke god til det med at forvandle sig tilbage. Da Jimmy kom ind i hans synsfelt og endda med deres datter i armene, knurrede han og fordi han var så opkørt havde han i dette øjeblik svært ved at se hvem der var ven og hvem der var fjende. Han rejste sig op i sin fulde størrelse og knurrede dyrisk af den unge mand, der jo egentlig blot gjorde sit job. Dog var det lyden af hans datter som fik ham til at stoppe. Nysgerrig og ganske tøvende gik han hen imod de to og blot en meter fra mennesket stoppede han op, hvorpå de sorte øjne så betaget på det lille barn

I takt med at Keely fik det bedre, blev monsteret også mere beroliget. Hun beroligede ham ved at have det godt. Når først hun ikke havde det godt, ja så blev han ubehagelig til mode og derpå kom monsteret frem...og ja det var ikke altid det bedste i hele verden. Så da hun snakkede til ham, begyndte hans krop fuldkommen at slappe af og ligeså stille forvandlede han sig tilbage til sin menneskelige form...denne gang helt nøgen. Han sendte hende et bredt smil, hvorpå han gik hen til en reol hvor han fandt noget tøj frem. han satte sig derpå hen til Keely, som han gav et kærligt smil "jeg er så glad for at du er okay" hviskede han og strøg hende ned over kinden. Han havde at se hende trist eller som hun var der før...så at se hende frisk var fuldkommen glædende for ham. Han lagde sig træt ned på sengen og sukkede stille. Hele hans krop var brugt op og lige nu var han mere træt end han havde været i lang tid...det var trættende at skulle forvandle sig og specielt i den fart som han havde haft gjort før.

//sorry at det er lidt kort