The first meeting -Ithan-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Påklædning.

Alex er omkring de 12 år, den dag hun slap ud af sine forældres klør og løb væk, hendes grønne hætte trøje dækkede dog det meste af hendes krop, når hun løb gennem den grønne skov. Hun løb i et par dage, til udmattelsen kom frem i hendes krop. Stille faldt hendes lille krop til jorden af udmattelse, hun kunne ikke mere. Hun hørte nogle skridt komme nærmere og nærmere på hende, en ulv måske? Ville hun blive spist nu, måske var det også for det bedste. Så et monster som hende ikke kunne ødelægge flere liv, stille lukkede hun sine øjne, klar til at dø. Hørte hun en blød stemme over sig, ordene var utydelig for hende. ”Hva-hvem?” Hun satte sine hænder på den beskidte jord og satte sig stille op. En kvinde i hvid stod foran hende, hun var utrolig smuk. Hvem var denne kvinde, hvorfor var hun i denne skov?
Kvinden satte sig på hug overfor Alex, og udbrød derefter med en blid stemme. ”Er du faret vild min kære” Alex stirrede overrasket på hende, inden tåre kom frem i hendes øjne. Hun satte sine hænder op foran sine øjne og begyndte at hyle højlydt, hendes hætte gled stille af hendes hoved mens hun græd. Kvinden gik i panik, da Alex begyndte at græde. Hun kiggede uroligt rundt, til sidst greb hun fat i Alex og krammede hende tæt indtil sig.
Hvad var dette? En varm fornemmelse sitrede gennem hendes lille spinkle krop, denne følelse… hun kunne godt lide den, en time gik. Hvor Alex bare græd, kvinden veg på intet tidspunkt fra hendes side, hun slap aldrig Alexs spinkle krop. Stille sagde hun dog ”Mit navn er Midori” Alex vende stille sine krystal klare øjne mod Midori. ”A-Alex” Sagde hun med en hulkene stemme. Midori smilte dog bare og tørrede blidt tårerne væk fra Alexs kinder. ”Hvor er dine forældre Alex?” Midoris blik skimte gennem skoven, stille rejste Alex sin udmattede krop op ”Døde, de døde. Lever ikke mere!” Stille begyndte hun at græde igen, hendes ansigt blev anstrengende at holde. Tårerne ville bare ikke stoppe med at løbe ned at hendes æble kinder. Midori smilte dog bare kært til hende, med en stille bevægelse rejste hun sig op og satte en hånd på Alexs hoved. ”Du kan bo hos mig, men jeg advare dig. Jeg har en søn samt en datter. Og selvfølgelig en mand, men det er bedre end at bo i skoven” Midori var som en Gudinde i Alexs øjne.

Stille nikkede hun til Midori. Et stille smil kom frem på Alexs læber, var hun blindet af Midori’s skønhed til at tænke over at Midori måske kunne være en dæmon der stjal sjæle. På ingen måde kunne så rar en person være ondskabsfuld, Alex rakte stille sin beskidte hånd op mod Midori. Et kærligt smil belv skabt mellem dem og Midori tog blidt imod hånden, stille gik de længere ind i skoven. Alexs fødder gjorde ondt, hun var stadigvæk utrolig udmattet. Gad vide hvordan sådan en kvinde boede. Stille nærmede de sig en menneske landsby, Alex kiggede forvirret rundt. Hvor var hun? Og kunne hun finde hjem igen, hvis dette var en fælde.
Da de nåede til et lille hus, slap Midori Alexs hånd og bukkede sig ned over hende ”Alex, Mine børns navne er Ithan og Katarina, min mand Skal kaldes Simon… tror du, at du kan huske det?” Spurgte hun med en så venlig og blid stemme, Alex nikkede hurtigt og smilte til hende. Midori klappede hende blidt på hovedet og åbnede den store brune træ døre. Da den åbnede stod nærmest hele hendes familie ved døren, de løb mod hende og velkommede hende. Som om hun havde været væk i flere år, Alex stirrede med sine store brune øjne på Den ellers så glade familie. Hun kunne mærke hvordan hendes sind blev fyldt op med deres varme og meget blide aura.
Midori satte sine hænder på Katarina’s og Ithans hoveder ”Dette er Alex, hun er en ny del af familien, så tag godt imod hende, for min skyld” Hun smilte kærligt til dem. Hurtigt nikkede de og smilte til Alex, deres rygge blev hurtigt vendt mod hende. Det gjorde hende dog ingen ting, hun kendte dem ikke. Hun blev stille skubbet ind i huset inden de lukkede døren, Midori gik ud i køkkenet hvor Simon stod. Alex kunne høre Deres stemmer der ude, hun ønskede ikke at lytte. Da hun var sikker på at de ville diskutere om hun kunne blive, Alex satte sig i et mørkt hjørne.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Påklædning

Ithans mor kom endelig hjem. Hun havde været ude i skoven for at plukke æbler, deres familie havde ikke mange penge, så det meste af deres mad stammede fra skoven. Hans far arbejdede som smed i menneske byen, Hans mor var en Engel og hans far var en Shapeshifter. Da hans mor gik fra huset, havde hun lige skældt Ithan ud. ”Man dræber ikke dyr, de er vores venner” Havde hun sagt. Han havde intet ondt gjort, i hans hoved havde dette dyr lid mere hvis de havde levet. Men hans mor var ikke enig, dyret havde et liv som han havde taget.
Ville det betyde han var et monster? Han ville ikke være et monster. Ithan sad i hans mørke værelse, mens han lyttede til sin søster der løb rundt og legede med hans far. Deres lystige latter skar gennem de tynde vægge, hvorfor havde de det også så sjovt når han lige havde fået skæld ud. Han faldt i søvn i hjørnet på værelset og vågnede op i sin seng, den knirkende dør der åbnede sig var et tegn på at hans mor var hjemme igen. I et sæt hoppede han ud af den ellers blød seng, hans fødder fløj over træ gulvets plader. Han hev sin dør op og stod foran sin mor, ved siden af sin søster Katarina.

Ithan tog sig selv i at stirre på den lille pige bag hans mor, hvem var hun og hvorfor gemte hun sig nærmest bag hans mor!? Med et blid bevægelse, satte hans mor sine varme hænder på Katarinas og hans hoved. ”Dette er Alex, hun er en ny del af familien” Var det eneste han hørte. Hvorfor kom der nu en ny person ind i deres familie, de havde i forvejen svært ved at tjene nok penge til mad! Hvorfor skulle de så have en ny mund at fodre. Ithans blik blev vredt, med en hurtig bevægelse slog han sin mors hånd væk ”Hvorfor får vi en ny person her ind! Vi har ikke råd til det.” En lille dreng på omkring de 14 år sagde dette til sin egen mor, som om han havde styr på det hele. Midori smilte bare til ham og sagde med hendes normale varme stemme ”Vi har nok mad, du skal ikke bekymre dig om sådan noget min kære.” Hvorfor kunne hun ikke se at de havde det svært nok uden denne Alex.
Han rystede på hovedet og løb ind på sit værelse, med en flad hånd slog han døren så den smækkede. Hvorfor skulle han være den der tænkte klart i denne familie!? Hans søster kom få sekunder ind på værelset, hun stod på tær for at kunne nå dørhåndtaget. ”Skrid Katarina!” Råbte Ithan, men hun lyttede som altid ikke til hans ord. Han rejste sig op i et sæt og gik mod døren, han skubbede hende ud af døren. En smule for hårdt, så hun væltede over sine egen små fødder. Et bump blev hørt, først da tåre kørte ud af hendes små grønne øjne opdagede han hvad han havde gjort. Han satte sig stille ned foran hende
”U-Undskyld Katarina” Han rakte stille ud med en blid bevægelse, for at klappe hende på hovedet. Men hun skubbede hans hånd væk og løb ud til deres mor. hylene kunne høres fra køkkenet af, hans mor forsøgte at trøste Katarina ved at løfte hende op og danse med hende. Alt kunne ses fra hans værelse af, deres skygger viste det hele for ham. Hvorfor fik den lille mide så meget kærlighed, når han ikke fik noget!

Han bed sin underlæbe og vendte sit hoved væk, fornærmet kiggede han en anden vej. Hans blik blev dog sat på Alex. Som sad i det mørke hjørne, hvad havde hun gang i? Stille rejste han sig op og gik mod hende, han opdagede stille hvordan hun mumlede for sig selv. Små planer om hendes fremtid, hun ville beskytte alle og give hjemløse børn et hjem så de ikke endte på gaden? Han kiggede på hendes triste øjne, de var røde? Hvorfor var de røde, hendes aura var da som hans mors. En engel hun var en engel med røde øjne? ”E-Er du ok Alex?” Hans stemme var lav, han forsøgte at virke cool mens han gjorde det, hun skulle ikke tro at han på nogle måde ville hjælpe hende. Hun var ikke velkomme i dette hus, ifølge ham burde hun smutte inden hun skabte for mange problemer.