We can't keep meeting like this. Mostly because I don't want to ...(Serkan)

Lysets stråler var langsomt ved at svinde fra himlens uendelige hav af blå bølger, og trak sig tilbage under træernes kroner. Skæret fra solen trak lange rødlige streger over de nøgne grene, hvis blade endnu ikke var begyndt at gro ordentligt frem på trods af årstiden. Skyerne begyndte at samle sig dybt i himlens blå skær, men syntes ikke at indeholde dråbeformet væske af nogen art.
Stød af en mindre blid vind løb igennem grenene, og fik dem til at bevæge sig som raslende knogler i en mørk vinternat. Puslen og skraben fra væsner der lagde sig til ro for natten døde hen, imens helt nye lyde opstod da nattens væsner krøb frem fra deres skjul i takt med at solens stråler svandt hen.
Men det var ikke kun krybende væsner der brød aftenens stilhed, og gav de dyr der lagde sig til hvile en god grund til at være på vagt. For et væsen der aldrig krøb for andre, trådte ind i skoven netop som solen begyndte at dale ned bag træerne. Delilahs bevægelser havde tydelige tegn af at hun var mindst lige så meget et rovdyr som ulvene i skoven, selvom der også var strejf af den måde hun jagede på i selv hendes mindste bevægelse - disse forførende ryk, nærmest elegante, dansende ...
Bag hendes hoved viftede de mørke slangekrøller, og gled frem og tilbage i takt med hendes bevægelser som et pendul i et stort ur.
Med en lethed der virkede unaturlig, undgik hun smidigt hver gren der piskede imod hende, idet hendes tempo var overraskende hurtigt. Lange støvler endte i de vante læderbukser, der næsten virkede som malet på hendes ben og uden problemer fremhævede hvad der skulle lægges vægt på i hendes former. En kort læderjakke havde erstattet den normale lange, og havde det formål at skjule den udspirrende mave der tittede frem på en alt for tydelig måde. Om det lykkedes var en helt anden sag.
Delilahs fingre hvilede konstant på våbenbæltet der var spændt om hendes liv, imens hun behændigt masede sig igennem træernes lange fingre og imod det sted hun var blevet anvist. Hun vidste godt at dette højst sandsynligt var noget af det dummeste hun kunne gøre - men havde hun virkeligt andet valg? Delilah havde aldrig været fan af at flygte fra ting man havde en chance for at kæmpe om, og hun havde ingen plan om at få flere ting at flygte fra.
Og Delilah var ikke typen der lod andre manipulere og lege med hende, uden hun var med i dette spil. Selvom det nok ville være det smarteste, lagde hun sig aldrig på knæ for andre og tiggede om deres nåde eller hjælp. Hun nægtede at lade sig selv synke så dybt, og dette var nok også en af grundene til at hun ville have dette hurtigt overstået. Jo mere hun trak sig væk fra konfrontation med andre, jo tættere var hun på at nå stadiet hvor hun måtte bede for sit liv. Hvilket i hendes øjne, betød at blive slået ihjel.
Og så var det selvfølgelig også den evindelige stædighed i hendes krop, der trak hende nærmere dette. Og driften der ikke kunne modstå en smule fare ...
Hendes skridt førte hende hastigt forbi en lang række træer der greb ud efter hende, imens hun fulgte sporet fra den lysning hun havde fået anvist at hun skulle møde op i. Hun var ikke fan af at adlyde andre folk, men hvilket andet valg havde hun når hun ville konfrontere problemerne og få det taget i opløbet? Derfor måtte hun også erkende at hun ikke lang tid efter trådte ud fra træernes kølende skygge, og ud i solens nedgående stråler der ramte lysningen hun viste sig i.

Langsomt begyndte en flok ulve at komme tættere på hende i denne lysning, og de dannede en cirkel om hende. De så på hend emed deres sultne blikke. Fra mørket kom Serkan gående med rolige skridt. Han gik ind og lod så kredsen af ulve lukke bag ham. Han kiggede på hende roligt, og viftede med sin hånd og mumlede noget, der fik røder til at bryde op af jorden og lukke sig om hendes ankler hvis hun ikke var hurtig nok til at komme væk.

''Delilah, delilah... Du har ikke gjort som jeg bad dig om!?''

Han vidste dog heldigvis ikke noget om at hun var blevet gravid, ellers var han med garanti blevet mere sur. Han kiggede på hende rolligt, mens han gik hen til hende. Han havde ingen tanke om at dræbe hende. Han så på hende roligt. Han smilede bare roligt til hende.

''Delilah jeg har et tilbud... Så slipper vi for nogle ubehageligheder... Smid dit tøj og buk forover så kan jeg tage din krop som min pris når du fejlede med det andet.''

Han ville hvis hun nægtede nok bare tvinge hende fast mod jorden og så lade hans ulve voldtage hende istedet.

Hendes sanser skreg af hende, flere sekunder før ulve trådte ud af træernes skygger og dannede en ubrydelig kreds omkring hende. Hun lod fingrenes greb omkring sit våbenbælte skifte fra en løs position der kunne skynde sig imod de forskellige våben på et sekund, til at blive snoet omkring en sølvkniv. Samtidig berørte hendes blik kort hver af deres øjne, imens hun vagtsomt vurderede hvor hurtig hun måtte være for at få slået dem alle ihjel hvis de angreb på samme tid. Svaret var svimlende, og hun besluttede sig hastigt for at måtte have tillid til sin egen hastighed og styrke på en måde hun ikke havde haft længe.
Men så snart Serkan trådte ud i lysets spillende skær, blev hendes vurdering af ulvene afbrudt. Istedet fangede hendes blik denne mand. Dog varede dette dog heller ikke længe, da hun sekundet efter en kort bevægelse fra hans side mærkede noget sno sig omkring hendes ankler og lukke sig omkring dem. Som størknede hendes ben, var det pludseligt ikke muligt at flytte benene - istedet blev hendes blik løftet op imod Serkan igen, selvom det denne gang var langsommere end tidligere.
"Nå, så du er ikke så dum som du ser ud? Den havde du alligevel fanget."
Delilahs stemme udtrykte ikke andet end irriteret hån, hvilket var hvad der blev udløst i hende når hun var omkring folk hun på ingen måde burde være flabet imod. Hun vidste at flugt nu var en udelukket mulighed, men på et eller andet plan så plantede det en let munterhed i hendes krop der spirrede og voksede efter kun kort tid. Men Delilah havde en dårlig vane med at lege med ilden, og det var nok også derfor disse ord sivede ud af hendes læber uden hun ville det.
Hun vippede hovedet let til siden, og pustede et vildfarent hår væk fra ansigtet uden at slippe Serkan med blikket. Hun kunne ikke tvinge et smil væk fra hendes læber, der dog på ingen måde så meget som antydede munterhed. Troede han at hun kunne finde på at gøre noget der så åbenlyst gav ham magten? At hun ville lade ham vinde på nemt? Hun løftede en hånd, og lod nogle fingre lege med knapperne på hendes læderjakke.
"Mmh .."
Læderjakken, der ikke havde været knappet helt op, blev ikke åbnet men fik istedet knappet de sidste knapper. Hun rykkede kort i benet, for at kunne fjerne sin fod - dog uden held. Hvem skulle have troet at naturen kunne være så pisse irriterende?
"Jeg ville hellere smide tøjet for en regnorm. Torturer mig nu bare, og få det overstået. Slå mig ihjel, det går sgu nok. Men hvis du prøver at få mig til at adlyde dig, så får du fandme brug for et held og lykke."
Det var egentligt ikke fordi Serkan var specielt utiltrækkende i sit udseende, men ordene der flød ud af Delilahs læber var helt tydeligt seriøse, selvom denne flabethed aldrig forlod sætningen helt.
Fordi hun nu ikke havde muligheden for at bevæge sig, ville den ene hånd der hvilede på sølvkniven ikke længere fungere så godt som hun havde håbet. Derfor måtte hun lade fingrene glide imod venstre, hvor de landede på håndtaget til en ladt .38'er med matchende sølvpatroner. Hun havde ingen planer om at slå denne mand ihjel, men hun havde heller ikke nogen planer om at lade ham skade hende uden en kamp.
Pistolen listede ud af våbenbæltet, og selvom pistolen endnu pegede imod jorden så lå den trygt i hendes greb.

''Så du ville hellere smide tøjet for en regnorm? Jamen jeg kan da godt få en slange til at kravle op i dig hvis du gerne vil have det?''

Han gik bare roligt rundt om hende, mens han mumlede og pegede lidt mod ulvene engang imellem. Men det var ikke bare at pege det han gjorde nej, det var magi, der fik rødderne til at kravle længere op af hendes krop, til de til sidst ville lukke sig om hendes arme også og holde hende helt fast... Hvis ikke hun fandt en måde at stoppe dem på først altså... Han så på hende roligt...

''delilah dog... Se du kunne have været sluppet afsted med at give mig nydelse, endda have haft en mulighed for at dræbe mig, men istedet var du dum, jeg har ikke tænkt mig at torturere dig, nej det er ikke mig...''

Han morede sig. Mens han bare stod lidt og kiggede på hende. Han morede sig rigeligt med hende, og han gik så langsomt hen imod hende, hvor han sparkede hende mellem benene igen og igen. Han vidste at det kunne gøre ondt, og bagefter fjernede han så hendes tøj ved at skære det op med en kniv...

''Delilah kan du se de ulve her? De er alle hanner, og har ikke parret sig i lang tid... og ved du hvad denne væske er?''

Han stod med en lille beholder med noget flydende i...

''Det er sekret fra en hunulv i løbetid... Men ved du hvad det værste er for dig, når de er færdige så skifter jeg form og voldtager dig... Dit skræv vil ligne de store kløfter når jeg er færdig med dig... Men inden du får lov at gå, vil jeg skære dine patter af!''

"Du må jo være gavmildheden selv."
Det tydelige skær af flabethed var svundet ind til et letter utydelige strejf, og var blevet erstattet af noget der blev hvæst ud i et underligt pust af døde toner der ikke indeholdt nogen form for munterhed. Dette var den side af Delilah de fleste kendte hende som, den side der nægtede at lade tegn på frygt eller mishag glide over de grønbrune øjne, og som aldrig lod sine barrierer falde omkring sig. Det var den kvinde der nu viste sig, der var grunden til at hun havde overlevet så mange farer, og år der havde været drivende af fjender der blev opslugt af skygger. Det var også blevet tydeligt i hendes ansigt, at hun ikke havde nogen planer om at give efter for noget denne mand sagde. Så da hendes blik igen fæstnede sig på ham, var der intet der tydede på at hun ville så meget som overveje at bukke under.
Denne side af Delilah var langt fra den mest logiske når det handlede om hvornår hun skulle give efter, hvis hun ikke ville påføres smerte. Det var denne side der var født af stædighed og års kamptræning, samt en umættelig lyst til at gøre hvad andre mente der ikke var hende muligt. Det var nok også derfor hendes næste sætning ikke gavnede hende i formålet for at lade hendes krop blive skånet for smerte.
Delilah rev overrasket hånden til sig da rødderne trak sig op af hendes krop, og naglede hende mere til stedet end tidligere så hun nu ikke havde en chance for at angribe. Hånden nåede dog ikke langt væk, før den blev fanget og holdt fast som resten af hendes krop. Hendes blik fløj opad imod Serkan, med en let vrede spirrende i hendes blik.
"Du har ikke tænkt dig at torturere mig? Nå, så du sad bare derhjemme og tænkte 'Nå, sikke liderlig jeg pludseligt blev. Lad os finde en eller anden jeg kan prøve at få til at adlyde mig og have sex med mig, selvom de højst sandsynligt ikke engang vil opdage at jeg er der, fordi jeg er så lille'?"
Hendes stemme var trevlet op af irritation, men der var intet i hendes ansigt der tydede på at hun ikke mente sine ord. Hun spændte armen idet hun prøvede at glide ud fra det fangenskab hun pludseligt befandt sig i, men det var ikke så nemt som hun havde håbet på dette tidspunkt. Derfor måtte hun også erkende at hun var nødt til at lade armen slappe af, og hendes opmærksomhed blive rettet imod manden foran hende.
Gud hvor han irriterede hende.
Så da hans spark ramte hende, nåede kun et flig af overraskelse glide over hendes ansigt, før udtrykket størknede i hvad der kunne minde om ligegyldighed. Sparkenes kraft frembragte en ømhed og stød af smerte i hendes krop, men stædigheden der vældede frem fra hendes sind tillod hende at lade være med at reagere overhovedet. Dog bemærkede hun da han var færdig, at hun havde bidt sin læbe til blods imens, for ikke at sige en lyd.
Da hendes tøj landede for hendes fødder, gjorde hun et let vrid med kroppen for at skjule sig. Det var ikke fordi hun havde et stort problem med at han så hende uden tøj på, idet det faktisk ikke rørte hende. Hvad der dog var et lidt større problem for hende, var at hendes graviditet trådte tydeligt frem når hun ikke havde en læderjakke til at dække over dette fænomen.
"Nå så de er også hanner der ikke har parret sig i lang tid? Er det sådan en bande i har? Ulve der ikke kan få sex?"
Hendes blik fæstnede sig i hans blik, og borede sig hårdt derind. Dette var mest for at sørge for at han ikke bemærkede den mave der nu stod tydeligt frem, ved at sørge for at hans blik og tanker var beskæftiget andetsteds. Det var også derfor hun fortsatte sin hånlige sætning, nærmest uden hun nåede at trække vejret imellem de to sætninger.
"Awh, du vil ikke bare selv have sex, men også sørge for at de eneste venner du nogensinde vil få også har det? Men jeg er ikke bange for hvordan jeg kommer til at se ud bagefter, for jeg tror ærligt talt at du ikke er større end ulvene er efter du har skiftet."
Hendes blik gled ned over hans krop, og landede ved hans øjne igen. Selvom Delilah aldrig tidligere havde overvejet at gøre sådan noget, kunne hun nu ikke angribe på anden måde end hun gjorde nu; Hun spyttede lettere irriteret efter ham.
"Jeg troede du ikke ville torturere mig? Kan du ikke engang bestemme dig dét? Jeg forstår godt du ikke kan få frivillig sex."

''Delilah bare drop det, jeg er en mand der ved hvordan han er og er tilfreds med det, så drop dine spydigheder da det alligevel ikke nytter noget, du kommer til at bøde, for det du gjorde og dine ord stopper mig ikke...''

Han gik hen til hende, og han smørte så den væske han havde med sig ud i hendes skridt, inden han trådte væk fra hende igen, og ulvene gjorde så an til at ville gøre det han havde beordret dem til at gøre. Han smilede bare... Uheldigt for hende var ulvene lidt større end normale...


Han trak sig ud af hende som det monster han var inden han kom ud over hende og bare lod hende blive smurt ind i hans sæd. Flere af ulvene var også trukket ud før tid så alt i alt var hun bare smurt ind i sæd. Han så på hende roligt, mens han vinkede ind i skoven, og en kvinde kom gående ganske roligt...

''Delilah, skal jeg bare fortsætte min legen med dig? eller er du klar til at komme med et forslag for at jeg lader dig slippe?''

Han så på hende roligt, og kvinden begyndte at tørre al sæden af Delilahs krop, og ned i en skål, en skål som Delilah skulle drikke fra hvis hun ikke snart begyndte at makke ret. Han så ned på hende roligt. Han smilede bare da han havde skiftet tilbage.

''Delilah ser du, det næsten bliver at du skal sluge indholdet af den skål der, og bagefter får du endnu en tur af mig og mine ulve... Denne gang bliver det bare din røv istedet!''

Det var ikke fordi det ikke gjorde ondt, for selvfølgelig gjorde det dét. Det ville være en latterlig løgn at benægte at hun ikke kunne mærke smerten der strakte sig igennem hendes krop, som de lange svidende tråde fra en brandmand der havde lagt sig omkring hendes indre. Hendes syn var lettere sløret i kanterne, og hendes øjenlåg var gledet ned over hendes blik for at hun kunne skjule smerten i sine øjne. Hendes læber var revet fuldstændigt op af hendes tænder, i et forsøg på at lade tankerne kredse om noget andet. Hendes muskler smertede idet hun flere gange havde kæmpet for at trække sig fri af røddernes greb, og fordi hun kæmpede hårdt for ikke at ryste. Hun var endda lettere udmattet af sine egne anstrengelser for ikke at vise at hun havde disse tanker og denne smerte i sig.
Men selvom det gjorde fandens ondt, kunne man ikke se smerten der dunkede i hende på andet end de oprevne læber. Hendes ansigt så ud som var hun faldet i søvn, idet der ikke blev vist så meget som én følelse, men det var nærmere som var hun faldet i en dyb trance. Dette ville faktisk også være en passende beskrivelse af det stadie hun havde fundet sig selv i, idet hun havde sørget for at gøre det modsatte af hvad hun så længe havde kæmpet for at opnå; Hun bedøvede sine sanser i sådan en grad, at det næsten havde været til at holde ud. Men også kun næste.
Det var derfor det også kun var hendes allestedsnærværende stædighed der gjorde at hun kunne slå øjnene op da hans ord nåede hendes ører, og lade som var alt i skønneste orden. Og selvom det selvfølgelig ikke kunne spilles perfekt ud på grund af hendes elendige skuespilsevner, lettere udmattede blik og skrigende krop, så fungerede det nok til at hun kunne sende ham et skarpt blik.
"Nå så du er færdig? Du skal sgu ikke regne med at jeg kommer med et forligsforslag."
Hun blinkede et par gange for at kunne fokusere ordentligt på ham igennem hvad der mindede om en tåge, hvorefter hun fortsatte sin sætning. Hendes stemme var overraskende skarp, i forhold til resten af hendes krop.
"Men det overrasker mig faktisk ikke at det tog dig så lang tid. Du må have været trængende efter så lang tid uden sex."
Hun bemærkede først kvinden, da hun rørte ved Delilah. Der var ingen tvivl om at hun var i langt værre tilstand end normalt, for Delilah var normalt rimeligt opmærksom på sine omgivelser grundet mange års træning. Med en hård kamp, fik Delilah druknet den værste smerte i tanker så hun kunne fokusere ordentligt, hvilket også medførte at hun faktisk kunne høre Serkans ord ordentligt.
"Du er fandme selvglad, hvis du tror at du kan få mig til at sluge dét der. Og hvordan har du så tænkt dig at få mig til at gøre det? Kilde mig?"
Delilah hævede et øjenbryn, og så snart kvinden begyndte at skrabe det af fra hendes ansigt, bevægede Delilah hovedet i et ryk så hendes tænder kunne få fat i kvinden. Da Delilah slap igen, blødte det kraftigt fra kvindens hånd, og et voldsomt bidemærke havde sat sine tydelige spor. Først da ville hun igen se op på Serkan, endnu med stædigheden lysende ud af øjnene som elektriske lyn - vær gang han talte om at give hende en straf for ikke at adlyde, voksede stædigheden i hende bare.
"Hvad tror du jeg vil sige? At jeg tigger dig om at lade være med at gøre det? Rend mig. Du er tydeligvis pisse liderlig, og jeg har ikke tænkt mig at falde på knæ dig. Især ikke hvis det gør dig glad."

Kvinden gjorde ikke ret meget ved at hun blev bidt, og de fleste af Delilahs ord virkede ikke til at påvirke Serkan, han viftede bare lidt med hånden og rødderne voksede længere op af hendes krop, sådan at de tilsidst lagde om hendes hoved på en sådan måde at de var klar til at lukke hendes mund når han lavede en kommando til det. Han smilede bare roligt til Delilah, og så ned på hende.

''delilah kan du nu se hvad det er jeg har tænkt mig at gøre for at få dig til at sluge mit og mine ulves sæd?''

Han morede sig. Han kunne lide at kunne tvinge folk, og egentligt var han ikke liderlig. han så på hende roligt, mens han lavede en bevægelse til kvinden som blødte fra hånden om at hun skulle komme hen til ham. Han så på Delilah roligt, og smilede bare llet til hende.

''Tror du virkeligt ikke jeg får sex?''

han lavede endnu en bevægelse og kvinden sank på knæ og gav Serkan et blowjob... Han stod bare stille og betragtede Delilah mens kvinden fortsatte. han havde ikke så meget mere at sige, men fik rødderne til at fiksere hendes hoved helt...

''Delilah du burde virkelig ikke være så stædig...''

Han kom så grundet kvinden, og hun spyttede det ned i skålen til alt det andet, og hun gik så over til Delilah med det, hun hældte så hele indholdet ned i munden på sig selv, inden hun med begge hænder fik Delilahs mund åben og spyttede det så ned i hendes mund, inden Serkan fik rødderne til at tvinge hendes mund i...

''Værsgod og skyl.''

Rødderne der kravlede op af Delilahs krop, tillod hun ikke sig selv at reagere på overhovedet. Hvad nyttede det? Hvad hun på dette tidspunkt måtte kæmpe for, var at sørge for at hendes krop fik opbygget sit energiniveau igen, idet hun kunne mærke hvordan de sidste ynkelige rester af hendes energi skrabede imod bunden af et tomt lager. Så istedet for at kæmpe for at flænse rødderne, rive dem op med roden og skære dem i tern som hun virkeligt ønskede brændende på det tidspunkt, så bevægede hun ikke en muskel.
"Nej det kan jeg ikke, fordi jeg har lige så mange hjerneceller som dig. Ja selvfølgelig har jeg det! Faktisk er du utrolig dårlig til de her lege, fordi det ikke er en del af legen at bruge evner her. Tør du ikke lege ordentligt? Se, det er derfor jeg slet ikke respekterer dig eller dine hundehvalpe."
Hendes blik gjorde et kort nik imod ulvene omkring dem, idet hendes hoved nu ikke længere havde muligheden for det. Fornemmelsen af at være klistret fast til jorden på denne måde, gav hende kvalme på en måde som alverdens sæd i en eller anden skål ikke kunne gøre det. Ikke fordi hun ville have lyst til at flygte hvis hun havde chancen - dertil var stædighed og kamplysten i hende for dyb - men ikke at have muligheden for at bevæge sig, og kunne angribe eller trække sig tilbage efter lyst stred imod alle hendes instinkter på samme tid.
Delilahs blik fulgte kvinden i let afsky. Hvordan kunne hun bare følge hans mindste bevægelse, og stadig have den mindste smule respekt for sig selv? Hvordan kunne hele hendes liv ikke være domineret af en voldsom trang til at forfalde til døden? Hvad fanden var der galt med kællingen? Det var typer som hende, der gjorde at nogle mænd troede at de kunne gøre hvad de ville med kvinder. Og typer som Serkan, der gjorde at Delilah altid altid havde ønsket at få fat i syre ...
"Når jeg siger sex, så mener jeg sex med folk der har sin egen fri vilje. Så nej, jeg tror virkeligt ikke at du får noget sex overhovedet!"
Den lette afsky blev i et glimt erstattet af dyb afsky, da kvinden endnu engang fulgte hans mindste bevægelse. Det var ikke det at Serkan fik et blowjob Delilah havde noget imod, men at kvinden ikke engang syntes at overveje at lade som om hun ville sige nej ... Den kvalme Delilahs begrænsede flugtmuligheder havde, blev hurtigt en hel del større da hun betragtede kvindens arbejde.
"Tag dig dog sammen, tøs ..."
Delilahs mumlende ord var halvt henvendt til kvinden på knæ, og halvt en del af de tanker der svømmede omkring i Delilahs sind. Så da Serkan talte til hende, fik syntes hun at vågne op af en lang tråd af tanker der ikke havde nogen særlig behagelig undertone.
"Og du burde ikke være så grim, men det ser du heller ikke ud til at gøre noget ved?"
Hun hævede et øjenbryn, men nåede ikke længere før kvinden pludseligt var på vej imod hende med den skål der allerede havde været alt for meget fokus på. Alligevel klistrede hendes blik dertil på sekunder, og fulgte det da det gled op i kvindens mund.
Åh, hun er så klam ...
Da kvindens fingre kæmpede sig vej ind i Delilahs mund, lykkedes det hende at bide utroligt hårdt fat i hendes fingre før de blev trukket ud igen. Selvom Delilah alligevel fik hele indholdet ned i munden, gav det hende alligevel en vis tilfredshed at se blodet strømme ned at kvindens fingre. Men selvom hun ikke havde muligheden for at spytte det ud, havde Delilah ingen planer om at sluge det.
Kvalmen i hendes mave voksede, da smagen ramte hendes tunge, men hun havde ikke tænkt sig at resten også skulle ramme hendes mave.

''Du burde vide at du ikke er i nogen position til at udtale dig om spillets regler... Du kunne lade være med at være mødt op her og forvente jeg ikke ville gøre alt der stod i min magt... Dummere end dig tror jeg næppe man møder...''

Han så bare på hende roligt da han havde fået sæden helt ned i hendes mund. Han skulle nok få hende til at synke det. Han smilede roligt, mens han fik hans slave til trods hendes ødelagt hænder at lukke Delilahs næse sådan at hun ikke kunne trække vejret gennem næsen heller ikke...

Han vidste at dette kunne være med til at hun ville snyke. han smilede bare roligt, mens han sammen med rødderne fik hende vendt rundt så hun lagde med røven i vejret da han jo havde lovet hende hvad der ville ske bagefter. Han fandt dog en kniv frem og lagde den mod hendes bryster...

''Delilah... Nu synker du ellers skærer jeg dine patter af dig... Og har du så set hvor få mænd der vil have dig? ikke engang Sajro vil kunne forføres af dig!''

Han skar ikke, endnu altså.

Delilah ville have virret irriteret med hovedet som en hest der irriteres af en flue, hvis ikke det havde været fordi rødderne afskar hende denne mulighed. Istedet himlede hun lettere dramatisk med øjnene, idet hun ikke rigtigt havde andre muligheder. Hvis hun havde haft muligheden til at tale, havde det nok været en imponerende samling af bandeord der havde blandet sig med hendes svar på hans sætning. Troede han helt seriøst, at hun ikke havde kendt risikoen ved at tage herud da hun smækkede døren i bag sig? Troede han at hun havde været dum nok til at tro, at han ikke var sur - eller ikke ville prøve at straffe hende?
Hvad Delilah kendte bedst, var risikoen ved ikke at adlyde. Det var hvordan straffe kunne have sådan en indflydelse på hendes liv, at hun aldrig ville blive den samme. Men det var en risiko hun var villig til at løbe, idet hun ikke havde nogen intention om at adlyde ham senere - og dermed ville straffen bare blive værre for hver gang hun flygtede. Delilah ville ikke flygte. Hun ville simpelthen ikke flygte længere, for det havde hun allerede gjort alt for længe. Han kunne presse en kniv imod hendes strube, og fortælle at hvis hun prøvede at kæmpe imod ville det være forbi - og det ville ikke ændre noget. Hun havde for længst accepteret at hun højst sandsynligt ville dø snart, hvilket også var grunden til at hun slet ikke var bange for døden længere.
Hun havde dog ikke tænkt sig at give op uden kamp - hverken i livet, eller i diverse sager som denne.
Da hendes sidste lufthul blev lukket af den tøs der irriterede Delilah grusomt, nåede hun ikke at få hevet ilt ind i lungerne inden muligheden for ilt forsvandt. Hun vidste at så snart ilten var forsvundet fra hendes lunger, havde hun ikke andet valg end at synke. Der gik ikke længe for hun kunne mærke ilten sive væk fra hende, og lungerne der begyndte at banke på hendes brystkasse i lange dundrende bevægelser, som hun kunne mærke i sindet. Grå pletter begyndte at danse for hendes blik, idet hendes stædighed tvang hende til at holde vejret i stedet for at adlyde.
Hans trussel prikkede til hendes stædighed, og tillod hende at holde den i meget længere tid end hun ellers havde kunnet. Trusler betød ikke meget for hende, da hun næsten blev udsat for disse dagligt. Meget modvilligt måtte hun dog indrømme at sætningen faktisk også morede hende lidt. Ikke engang Sajro ville kunne forføres af hende? Den sætning vidste meget tydeligt hvilket forhold Serkan havde til Sajro, og det var også grunden til at et smil kravlede på hendes læber.
Verden var begyndt at ligne slørede klatter for hendes syn, da hendes krop reagerede instinktivt. Grundet manglen på ilt dunkede hendes bryst panisk, og hendes hals syntes at skrabe imod hendes tunge for at få hende til at få luft hevet ned i sine lunger. Det ville ikke slå hende ihjel at hun ikke havde muligheden for at trække vejret - så let slap man ikke af med en dæmon - men hun ville besvime, og det tillod hendes krop ikke. Så imod hendes vilje, trådte hendes instinkter i kraft og fik væsken til at glide ned i hendes hals.

Da han endelig så hun slugte sæden forsvandt kniven fra hendes bryst. Han smilede roligt, inden han fik hende vendt helt om så hendes røv var ordentligt i vejret og så lod han ellers anden runde træde ind, skålen blev lagt ordentligt under hendes mund så hun ikke kunne komme af med sæden hvis hun ville, hendes mund blev ladet lidt åben så hun kunne skrige...


Serkan trak sig ud af hende igen, denne gang lod han igen sæden lande ned over hende, og igen på samme måde som før kom kvinden med blødende hænder og vaskede Delilahs krop og samlede sæden op i en ny skål, hvor efter hun igen gav Serkan et blowjob igen...

''Delilah er du klar til at sluge ordentligt denne gang?''

Hun blev vendt på plads igen, og sæden blev bare hældt udover hendes ansigt og ned i hendes mund. Han så på hende ganske stille og roligt, mens igen som før blev hendes mund så lukket og hendes næse...

''Jeg er stort set færdig med dig nu jeg har kun en sidste ting inden jeg smutter.''

Han smilede roligt, mens der blev fundet en kniv frem denne kniv var dog annerledes end den forrige da den var hellig, og derved ville gøre ekstra ondt på hende... Han bøjede sig ned og skar et mærke mellem hendes bryster, over hendes klitoris, og over hendes røv.

Delilahs læber var presset hårdt sammen, idet hun nægtede at lade en lyd passere dem. Hendes åndedræt gled dog lettere anstrengt ind og ud af hende, men ikke engang hendes brystkasse syntes at bevæge sig med denne luft. Hendes muskler rystede en smule, fordi hun ubevidst spændte i hele kroppen for at lade tankerne sive en anden retning end smerten, der strakte sig igennem hendes blodårer som kogende, boblende vievand. En let summen dominerede hendes tanker, og en brand slikkede sig mentalt omkring hende. Hendes egne negle borede sig dybt i hendes håndflade, hvilket farvede den selvsamme håndflade i et let rødligt skær da blod piblede frem og malede ud i den udsmurte væske.
På trods af sine kraftanstrengelser sivede et næsten uhørligt hvæs ud af hendes læber, da han trak sig ud. Hendes øjenlåg gled op i et sæt, samtidig med at det gik op for hende at de havde været nedslåede i det sidste stykke tid. Da hele sceneriet fra tidligere gentog sig for hendes blik, ville det have været som at blive trukket tilbage gennem minderne, hvis ikke en helt ny smerte dundrede igennem hendes krop. Hun ville straffe en eller anden for dette. Selv hvis det ikke endte med at blive Serkan, skulle én mærke hendes kniv bevæge sig igennem deres hud, og blodet der forsvandt fra deres årer.
"Jeg venter stadig på at du gør noget nyt?"
Hendes blik nærmede sig ham, men nåede aldrig rigtigt at klistre sig til hans ansigt, før det flakkede væk igen. Det var som gav synet af ham en svag kvalme, der sitrede nederst i hendes hals - denne følelse brød frem hver gang had til en person byggede sig op igennem hende.
Det var nok fordi hun vidste hvad der ville ske, at verden syntes at være gået på fast forward, for alt hvad der skete syntes at gå alt for hurtig. I det ene sekund forlod hans ord hans læber, og sekundet senere blev hendes egne læber tvunget op af en blødende hånd. Og endnu engang nåede hendes tænder kort at synke ned i kvindens kød, før Delilahs luftveje blev lukket. Svimmelheden overtog hendes syn, og de brændende lunger satte ind alt for tidligt.
Lange dunk opslugte hendes indre, og det var som søgte hendes tanker en sløvere og sløvere løsning på luftproblemet. Det virkede kort som ville stædigheden overtage selv hendes instinkter og tvinge hendes hals til at forblive lukket for væsken, men det endte alligevel med at hendes muskler trak sig sammen og tvang hende til at sluge det som han ville det.
Da blokaden fra hendes luftveje blev brudt, hev hun med et gisp luft ind i lungerne. Den brændende fornemmelse i hendes lunger svandt ind, men var som gødning på det brændende had hun følte for denne mand. Hvis hun fik chancen ville hun rive hans hud af, og bruge den til at kvæle ham med - dette besluttede hun sig for i det sekund hun trak luft ind mellem sine læber.
"Jeg håber fandme at du hygger dig, hvalp."
Hendes stemme var som en slange der hvæste af en person der kom for tæt på, og havde den undertone der truede med at ville angribe hvis det blev nødvendigt. Men så snart den hellige kniv ramte hende, ændrede hendes bevægelser sig - små hurtige ryk som var der sat stød til hende ramte, da kniven der sank ind i hendes hud blandede sig med den hellige genstand der frembragte en voldsom smerte i hende. Hun bemærkede ikke hvad han skar, idet hun fokuserede for kraftigt på den smerte der vendte tilbage for at suge sig ind i hendes krop tre gange.
"Så skrid dog!"

Han så på hende roligt, mens han gik hen til hende med langsomme skridt... Han smilede roligt, og hev hans slave til sig. Han beordrede hende at lægge sig ned over Delilah, og hun gjorde det bare som man kunne forvente det af en slave. Han smilede roligt til hende, før han nærmest voldtog kvinden hårdt, kvinden skreg direkte i Delilahs øre, inden Serkan stoppede og inden han kom voldtog han delilah igen og kom så i hende istedet.

''Håber egentligt du bliver gravid efter dette Delilah... Det ville passe dig godt.''

Han smilede bare og morede sig over at kunne gøre dette ved hende. Han stillede sig op ved hende igen ganske roligt, han stod bare og kiggede ned på hende mens han endnu engang blev rengjort af hans slaves mund. Han smilede bare til Delilah...

''Skal vi sige dette var din straf? Eller skal jeg gøre en sidste ting?''

Han rystede på hovedet, tog sit tøj på og gik så bare fra hende. Han løsnede hende ikke eller noget, fordi han vidste rødderne ville løsne sig selv når han først var langt nok væk. Han smilede bare varmt, og venligt til hende mens han gik fra hende.

//OUT//