The voices just won't shut up and now I've got company - Delilah.

Tid: Lige omkring 04:00, om natten. Sted: Corpsewind Cemetery, ved indgangen til katakomberne. Omgivelser: En masse gravstene, træer, græs, sådanne typiske kirkegårdsting. Vejr: Månen står højt på himlen, det er køligt fordi det er nat, himlen er næsten skyfri og så er der faktisk forholdsvist lyst pga. månens lys og det faktum, at morgenen snart kommer.

Der var ikke en vind der rørte sig i den mørke nat, alting lå stille hen, kun den svage lyd af vandets rislen, nede fra Soul River, bragte nogle lyde frem i natten. Der var ikke meget der kunne ses, intet lys var til stede, på nær det blege skær fra månen højt oppe på den mørkeblå, næsten skyfri himmel. Af en af de første sommernætter på året, var natten ikke nær så mørk som den kunne have været. Måske var det grundet den skyfri himmel og månens kraftige lys, måske fordi det snart måtte nærme sig den tidlige morgenstund, så solen allerede var på vej op, for at lade sine stråler skinne ned på den befolkede jord. Navnene på nogle af gravstene på Corpsewind Cemetery kunne også ses, på grund af det svage lys, der oplyste stedet. Kirkegården var intet hyggeligt sted, ikke i dagslys og da slet ikke i nattens mulm og mørke. I hvert fald ikke for de fleste personen. Men så var der selvfølgelig dem, som ikke lod sig mærke med døden og kirkegårde. Kirkegårde; der var intet skræmmende over dem, ikke når der ingen monstre var, når der ingen væsner var til at skade en.

Der var tomt på kirkegården, den var kun fyldt med en masse grave, nogle vedligeholdte, andre fuldstændig falmede og ikke længere andet end en tom sten og en masse græs. Men en enkelt anden skikkelse kunne dog skimtes, i skyggen fra indgangen ned til katakomberne, hvilepladsen for de mest indflydelsesrige personer i Underworld. Skikkelsen tilhørte Caius Attïcus. En person der, måske i første omgang, lignede enhver anden person, eller i hvert fald enhver anden elver. Men bare man tog et lidt tættere kig på ham, ville det være klart for alle der kendte lidt til de forskellige elverracer, at man vist ikke ligefrem kunne kalde ham en elver mere. Hans hår var på grænsen til det kulsorte og hans øjne havde en lilla farve. Det eneste der skjulte dette, var mørket som omfavnede ham. Renderne under hans øjne var store den nat, fordi han ikke havde sovet meget den sidste uge. Stemmerne der altid plagede ham ville ikke holde op, de blev ved med at forstyrre ham, hver og en samtidig. Nogle af dem skreg, andre sang sange som var det hele en leg for dem, og en helt tredje flok, blev ved med at snakke om hvor forfærdeligt hans liv var. Stemmerne nægtede at holde op, uanset hvor meget han bad dem om at holde op. Han førte begge hænder op for sine øre, som kunne det lukke stemmerne ude. Selvfølgelig havde det ingen virkning, det havde det aldrig, alligevel prøvede han det altid, når stemmerne blev for meget.
Caius var iklædt i et par brune, svagt tætsiddende bukser, som faktisk så vældig dyre ud, en skjorte, som egentlig var hvid, men bare utrolig beskidt. Han havde også en vest på, en strikket, med forskellige mønstre. Skoene han bar, var hans brune støvler, nypudsede. Både bukserne og vesten var nye, taget fra hans sidste offer, den sidste person stemmerne fik ham til at tage livet af. Skoene pudsede han i offerets lejlighed, men skjorten var hans egen. På grund af nattens kølighed, bar han også en jakke; en knælang, sort en.
Grunden til at han i første omgang var taget til kirkegården, var meget simpel. Knoglerne i katakomberne interesserede ham noget så meget. De var fra betydningsfulde personer, han kunne med garanti tjene gode penge på dem, og hvis han var heldig, kunne han finde noget i Bloody Mamba, som knoglerne kunne bruges til. Da et skingert skrig bredte sig i hans hoved, rev han sig i håret, idet han skreg ud i mørket: ”Hold så kæft.” Enhver i nærheden ville vide han var der, men selv kunne han ikke være mere ligeglad. De kunne ikke gøre ham noget, han ville slippe væk inden, det var han sikker på. Bloody Mamba, hans mest værdifulde ejendel, lå gemt i jakkens største lomme, utroligt at bogen kunne presses ind der, men det kunne den. Han trådte nærmere døren, et smil spredtes over hans læber. Forskruet og alt andet end behagelig at se på. Da han lagde sin hånd fladt mod døren, blev hans smil erstattet af et grin. Næsten hysterisk, som han stod der på den mørke kirkegård, tæt på sin mål, som han havde draget dage for at nå til.

//So, it may not make much sense. Bare sig til, hvis det er for underligt skrevet - det tog lidt overhånd til sidst... //

Påklædning(Klik)

Inden Caius nåede at åbne døren, blev den trukket bagud, så et mørkt, gabende hul viste vej ind i katakomben. Håndtaget var blevet trykket ned af en slank, feminin hånd, der til alle tider havde en svag sensuel elegance. Men i denne stund, var håndens elegance, erstattet af en ynde og en næsten hovmodig elegance, der langt overgik hvad kroppens bærer, normalt .. Havde tid til, vel. Hånden slap blidt håndtaget, da døren var åben nok, til at hele håndens krop var synlig i det tætomsluttende mørke.
En lang, unaturligt hvid kjole bølgede sig yndefuldt om en skikkelse, der udelukkende kunne bestå til en succubus. Og det havde kroppen været, men havde ændret sig til Drevens - kroppens udseende dog, passede sig endnu bedst til en succubus forførelse. Om hendes krop svajede de halvtynde stof sig, inden det nåede hvad der lignede millioner af små guldplader, der var sat sammen om hendes bryst.
Dette først op til en slank hals, der trak blikket op imod et cremefarmet ansigt, hvis fyldige læber var bredt ud i et venligt smil. Men hvad der tiltrak blikket mest, var et par øjne der lyste kraftigt, selv igennem natten - som var de selvlysende - med en sølvfarvet glød, der var så intens, at det virkede som flød flydende sølv igennem hendes blik, i en konstant bevægelse. Rundt om den sølvflydende cirkel, var en kulsort cirkel fanget, der netop nåede at blive svagt rødlig, før den blev druknet i det flydende sølv.
Hele kvindens ansigt lyste op, da hendes blik lå på Caius. Hun syntes hverken at være overrasket over at han pludseligt stod på den anden side af døren, eller det mindste generet af at være fanget i hvad der bedst kunne beskrives som en massegrav til de pænere folk. Hun så end ikke ud til at bemærke det.

"Mr. Attïcus! Dejligt De kunne komme. Kom endeligt ind."
Hun vendte sig i en luftig bevægelse, og fik alt stoffet til at bevæge sig glidende om hendes krop, inden hun afslørede en fuldstændig nøgen ryg, omsluttet af de samme små guldplader. Hun trådte dog kun enkelte skridt ind, og afslørede dermed at hendes fødder var så nøgne som hendes ryg, hvorefter hun endnu engang vendte sig imod den udstødte elver. Dog syntes hun endnu engang ikke at være generet af dette.
Hun lavede en svag bevægelse imod en af de udhug der var at finde i væggene, der faktisk så ud, som var det meningen man skulle sidde på den. På den anden side lagde hun blidt nogle artifakter til side før hun satte sig, så måske var det alligevel ikke meningen man skulle sidde her. En lang, brun fletning snoede sig legende ned af hendes ryg, men blev fanget af de slanke fingre og skubbet over hendes skulder, som for ikke at gøre den mere beskidt end den burde blive det.
"Jeg beklager det uhumske mødested. Men der er en vis symmetri over det, er der ikke?"
Kvinden, Chaya var hendes navn, talte som havde hun tilkaldt ham, og var hun grunden til, at han var her. Ikke som var hun en fremmed kvinde der pludseligt stod foran ham i katakomberne og talte vældig mærkværdigt. Netop som sætningen havde sluppet hendes læber, udstødte hun et svagt pust af munterhed. Så trak hun sig svagt frem, og lagde det sølvglinsende blik på ham.
"Sæt Dem venligst. Jeg har noget, jeg må bede Dem om."

Den første lyd der undslap Ciaus’ læber der døren åbnede, inden han selv nåede at gøre noget, var et misfornøjet lille grynt. Endelig, efter næsten en måned uden et lidt mere spændende røveri, skulle han til at åbne døren ind til et sted, der ville kunne gøre ham rig, og så bliver muligheden revet væk fra ham, af en fremmed. Nogle af stemmerne i hans hoved grinte hånligt af ham, af hans misfornøjelse. Han kneb øjnene hårdt i og gned sig ved tindingerne. Da han igen åbnede dem, lagde han for første gang mærke til den fremmede kvinde foran sig. Hun måtte være grunden til at døren åbnede sig, grunden til at han nu ikke fik mulighed for at begå et af sine største røverier. Alligevel, da han så hende, bredte der sig nogle svage tegn på et smil, i den ene side af hans mundvig. Måske var han ikke meget til kvinde kroppe, eller mænds for den sags skyld, men der var noget over denne fremmede, som alligevel fik noget ved hans mere normale side, til at træde frem. En svag følelse af begær, for denne skabning, havde bredt sig i ham.
Langsomt førte han en hånd ned i sin buskelomme, blot for at frembringe et stykke slik, som han stoppede i munden. Svagheden for slik havde han altid haft, og det var måske noget af det han brugte størstedelen af hans penge på. For ham, var slik ligesom stoffer.
Efter slikket havde ramt hans tunge, dæmpede de larmende stemmer sig. De var der stadig, som altid, men på grund af den søde smag fra slikket og hans interesse for denne fremmede kvinde, havde de dæmpet sig betydeligt. Hovedpine havde han fået af ham, men for ham var det en del af hverdagen. En evig hovedpine, som kun blev mindre, hvis stemmerne dæmpede sig
Ved kvindens første ord, udstødte Caius en latter. Ligegyldig og hånlig. Hvem var denne fremmede kvinde, som tiltalte en hjemløs blodmagiker som ham, som de. Han var ikke betydningsfuld, i hvert fald ikke for de højere klasser, og når han så på hendes tøj, ville han sætte hende til at være fint på den. Ellers havde han ingen forklaring på hendes kjole, på nær hvis hun altså havde stjålet den, ligesom han havde stjålet noget af det tøj han bar.

”De, er vel klar over, at jeg ikke er nogen person med betydning, ikke?” Han gjorde tyk grin med måden kvinden talte. Måske var der noget smukt over hende, men at tiltale Mr. Nobody, så fint som hun gjorde - Det var nødt til at latterliggøres. Og for det andet, så var han forvirret. Havde hun ventet ham? Han havde ikke fortalt en eneste hvad han skulle den nat, så hvordan vidste hun det?
Han trådte indenfor, i rummet der lå mørkere hen end kirkegården udenfor. Månens lys skinnede ikke så kraftigt derinde. Han fulgte hende med øjnene, idet hun fjernede atefakterne og satte sig ned. Selv, fordi han var mistroisk over for denne fremmede kvinde, blev han stående lidt fra hende, og tog ikke blikket fra hende. Man kunne aldrig vide hvad hun kunne finde på. Slikket i munden var væk nu, men blev hurtigt erstattet af et nyt stykke.
Et kort øjeblik lod han blikket glide rundt i rummet, imens han grinte. ”Jo, der er en vis symmetri over det.. Og uhumsk er det da ikke. Kun hvis man lader sig skræmme af lidt spindelvæv og døde kroppe.” Måden han sagde det på, var legende. Som om hele dette scenarie morede ham noget så voldsomt. Og måske gjorde det også det. Det var jo ikke hver dag han ville røve en kirkegård, men endte med at møde en kvinde, der åbenbart havde ventet ham.
Hans blik rettede sig igen mod hende, denne gang var grinet forsvundet fra han læber, og hans blik var blevet mere vredt. ”Tro ikke du kan bestemme over mig, fremmede.” Hans skiftende humør, hørte meget med til hvordan han opfattede folk, og hvordan stemmerne i hans hoved var. Godt nok var størstedelen af dem stille, men der var en anden, der blev ved med at forstyrre ham, en som blev ved med at råbe ting. ”Men du har min opmærksomhed.” tilføjede han alligevel.

Chaya så ikke ud til at blive påvirket af nogle af de mere unaturlige ting ved ham - som hans konstante slikpåvirkning, de små lattere eller måden han opførte sig halvsært. Hun lod i stedet det mærkeligt dejlige smil sitre over de bløde læber, imens hun sad roligt og ventede på, at han ville lade hende tale uden afbrydelser. Og bare på, at han havde fået afreageret, men hans slikfetich syntes at lade ham afreagere.
I de første mange minutter, besvarede hun intet af hvad han sagde, men lod ham i stedet besvare alt hun havde sagt i stilhed. Først da han proklamerede at hun havde hans opmærksomhed, lænede kvinden med de selvlysende sølvøjne sig svagt frem, lod de slanke hænder lægge sig blidt i sit skød, hvorefter hun krøllede det venlige smil lidt længere op på de cremefarvede kinder.
"Au contraire, kære elver. Alle har betydning, men De har i særdeleshed en betydning for os, i denne tid."
Hun lod blikket glide ned på kjolen, glattede roligt en svag rynke ud, og trak det sølvglinsende blik tilbage på manden, før hun fortsatte med at besvare alle ord han havde ytret til hende, imens de havde været her.
"Og De lader Dem ikke skræmme af dette, da De er en blodmagiker."
Hun skubbede en blød hånd imod de støvede underlag, så hun kom op og stå. Med langsomme skridt trådte hun nærmere svartelveren, uden at syntes at tage sig af sådan nogle ting, som privat sfære.
"Jeg har ingen intentioner om at bestemme over Dem, Mr. Attïcus, jeg har et tilbud til Dem."
Hun vippede hovedet svagt til siden, og smilede endnu engang dejligt.
"Og vær så venlig, kald mig Chaya."

Hun trådte forbi ham, og begyndte at langsomt træde rundt om han uden at lade det venlige smil slippe væk fra sine læber. Normalt ville der være noget truende i at en fremmed person gik rundt, næsten kredsende om én, imens de betragtede én undersøgende, men Chaya udstrålede absolut intet farligt eller noget som helst overhovedet, der så meget som antydede den mindste trussel.
Da hun var nået en omgang rundt om ham, stoppede hun foran ham, og lod blikket glide henover hans krop, næsten nysgerrigt, inden hun syntes at svæve henover gulvet, og gled ned i siddende stilling på stenen hun sad på før, endnu engang. Så gjorde hun næsten en blidt kast med håret, og lagde blikket på ham.
"Ser De, jeg er en passager i denne kvindes krop af en grund."
Hun udslyngede faktaet om at dette ikke var hendes krop, som vidste han det allerede, og trådte straks videre uden at tænke over hvorvidt han havde spørgsmål. Endnu. Chaya gjorde absolut alt for en grund.
"Denne grund er måske truet. Vi har brug for Dem, da vi ønsker Deres hjælp, til at redde vores grund."
Hun skubbede sig endnu engang op i stående stilling, så den ishvide kjole bølgede luftigt om hendes krop, og gav hende et endnu mere yndefuldt skær, end hun i forvejen besad fra kroppens tidligere succubus natur, og Chayas ekstremt høflige og elegante natur, hun altid havde besiddet.
"Vi har brug for Deres blodmagi, Mr. Attïcus."