Listen to the Voices - Jasmin

Sted: "Det Brændende Træ", Firewood Village.
Tid: Omkring klokken 23.00
Vejr: Tåget og fugtigt.
Omgivelser: Folk der snakker, spiser, drikker eller spiller.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

William skubbede stolen tilbage, så den tippede op af muren i bag-enden af lokalet. Han lænede hovedet op af muren, der var blevet varm på grund af den dansende ild i ildstedet. Et varmt lys var kastet ud i rummet, og på trods af en til tider ophidset samtale ved få af bordene, var der en hyggelig stemning. Sent på aftenen som det var, var duften i rummet et blanding af mad og alkohol. Enkelte gæster havde købt friskbrygget kaffe, og sad og læste, mens andre havde samlet sig som venner, og havde købt et glas øl. Det var noget af det, William elskede mest ved at være på kroer. Forskellighederne. Han nød at betragte alle de forskellige væsner og typer der trådte ind af døren. Han nød at se glæden i mændendes ansigter, når de vandt penge over et spil, eller når de fik et kindkys af en af servitricerne. Lige så meget morede han sig over når mændene pustede sig op når de blev hidsige, eller når kvinderne snerpede munden sammen når de blev fornærmede. Sidst men ikke mindst, kunne han godt lide at sidde i hjørnet af lokalet - et sted hvor han kunne observere alle, hvor ingen kunne kigge på ham, uden han ville lægge mærke til det. Et sted hvor han kunne lytte til alle stemmerne, overhøre sladderen i byen og finde ud af nyheder. Og alt det, imens han kunne nyde varmen fra ildstedet og nyde den dejlige smag af et godt glas vin.

Jasmin trak hurtigt en trøje over hovedet. Håndklædet sad fast omkring hendes hår, så det tørrede det. En smule svært var det, at trække blusen op over, men langt om længe kom den blomstrede top over hovedet på hende. Hurtigt trak hun et par jeans ind over fødderne, og op over hofterne.
Hun hev et par hurtige strømper ud fra skabet af, og trak dem over fusserne. Hun havde faktisk overvejet at tage en kjole op langt om længe, men det var ikke rigtigt blevet til noget. Vesten lå på sengen, parat til at tage på, når hun engang skulle gå. Hun ville tage sig en tur, ud i det blå.
Eventuelt spise nede på kroen, hun plejede at spise på. Hun nød maden derfra, ellers ville det være dumt for hende, overhovedet tage derhen.
Hun greb hurtigt ud efter sin mascara og, lod den køre op og ned af hendes øjenvipper så den sorte farve satte sig fast. Øjne blev mere tiltalende at se på. Og bedre at se på.
Hurtigt trak hun et par flade sko over strømperne. Jasmin havde aldrig rigtigt været typen, der gad og gå med højhælede stiletter, men kunne falde i. Det var nemmere at brække bene på den måde.
Langsomt hev hun vesten over armene, og stirrede ind i spejlet, for at se om så pæn nok ud, til at gå nogle steder. Et højt råb, kørte igennem huset. '' ALEXANDER, FAY. JEG GÅR NU. '' Hun skulle sikre sig, at de vidste hun gik.

Blikkende hun fik i det hun gik igennem gaden, var meget elevator blikket. Som om, de så at hun var tiltrækkende. Jasmin havde skiftet, over til Jazz. En anden, og mere ondskabsfuld personlighed, der kørte rundt inden i hende. Hun kunne ikke styre hvem hun ville være.
Et sus, af stank af alkohol og sved, kom imod hende, i det hun pressede døren ind af, for at komme ind på kroen. Hun var van til lugten, så det generede hende egentlig ikke ret meget. Hurtigt vendte hun blikket op imod baren, gav et hurtigt nik, og så imod alle de resterne gæster. Nogle af dem, kendte hun godt, og nogle af dem, talte hun slet ikke til. Men en person, fangede hendes opmærksomhed. En helt ny person. Hvem dog dette var. Hun måtte undersøge, denne nye personlighed.
Med lange, og tunge skridt, gik hun imod ham, med et snørrede smil. Hun hev hurtigt en stol imod sig, fra et andet bord af, og plantede sig ned i stolen. '' Så, du min herre, er? ''
Hendes blik var plantet fast på ham.
'' Åh, uhøffeligt, ikke at præsentere mig selv. Jeg hedder Jazz. En person ud af mange. ''

William skubbede sin stol bagud, så den tippedes op imod væggen bag sig. Han lukkede kort øjnene, meget kort, mens han lyttede til den knitrende pejs, og da han åbnede dem igen, var det fordi døren åbnede. Han betragtede kvinden fra sin plads henne i det mørkere hjørne, og da hun drejede hovedet hen imod ham, hævede han kort det ene øjenbryn. Hun så blændende ud. Ikke på en måde, der ville få folk til at smile, men på en måde, der nok ville få de fleste mænd til at føle sig en smule skræmt over skønheden og hendes tydeligvist meget blændende selvsikkerhed.
Et misbilligende blik blev sendt mod kvinden, da hun satte sig overfor ham. Han havde set frem til en stille aften, lidt whiskey og så en rolig tur hjem igen. Ingen problemer. Et kort blik på kvinden sagde, at hun meget vel kunne være problemer - og dem var William allerede i til halsen.
Han hævede kort et øjenbryn, da hun spurgte om hans navn, og lod så stolen falde frem med et klik, så den igen var støttet på alle fire stoleben. "Godaften til dig, Jazz," sagde han, og lagde nysgerrigt hovedet på skrå. "Er vi ikke alle?" Spurgte han, da hun havde sagt, at hun var en person ud af mange. Han nikkede høfligt, og sendte et kort blik op på kroværten, der kastede hastige blikke hen imod dem. "Så meget for at prøve at være uset, ser jeg." Sagde han med et skævt smil spillende på læberne.
"William." Præsenterede han sig selv. "Kald mig Will."

Jasmin rystede en anelse på hovedet og lænede sig bag ud.
Hvad mente han dog med; 'er vi ikke alle?' Jasmin rystede dybt på hovedet, men stoppede dog, og smilede en anelse.
Hendes blik ændrede sig en del, hendes blik blev koldt, og følelesladt som altid.
'' Åh.. De har ikke hørt det.. Jamen, lad mig sige det sådan her kære, jeg har flere personligheder der hopper rundt i mig. '' Jazz begyndte at smile skummelt for sig selv, med en snært af blødhed.
Hun rykkede hovedet helt op til hans ansigt, og så ham dybt i øjne.
'' Men det ved de nu. Lad det blive en lektie. '' Jasmin lænede sig tilbage i stolen igen.
Langsomt smed hun bene om på bordet, og lukkede lavt øjne i.
'' Så meget, for at være en brokke maskine. Har du ikke andet at tage dig til kære? Livet er jo et stort mysterium. Vil de slet ikke opleve verden, i stedet for at blive uset hele dagen lang? ''
Jazz smilede en anelse mere, end før. Selvsikker og mere usselt end før.
'' William.. Hvilket... Usselt navn. Men Wil, lyder sødt. Og kært. Som en lille baby, man har lyst til at nive kinderne. '' Jasmin fjernede fødderne, og tog blidt fat i Willams kinder. Langsomt nev hun dem blødt, og sagde; '' Guccci.. '' Jasmin slap ham igen, og klappede ham blidt på kinden.
'' Hvor er du kær. ''
Jasmin smilede stort, og flabede for sig selv.

// Skriv, hvis du mangler noget.. //

William tøvede ikke med at tænke, at han allerede kunne lide denne kvinde. Denne intimiderende skønhed, der helt klart vidste hvordan hun skulle få hvad hun ville have. Hun virkede som et puslespil eller en gåde, der skulle løses, og han elskede det allerede. Hans øjne glimtede at spænding, mens han betragtede hende forklare at hun åbenbart havde en personlighedsspaltning. Fascinerende.
"Og jeg som troede, jeg vidste alt om alle her i byen," svarede han blot. Det var måske også det, der var spændende ved hende. Han havde aldrig set hende før. Pludselig var hendes ansigt meget tæt på hans, og han kneb let øjnene sammen mens han betragtede hendes. Hendes efterfølgende kommentar forvirrede ham en smule. En lektie? Han havde ikke brug for lektioner i noget som helst!
Han smilede kækt til hende, da hun smed benene op på bordet, og lænede sig lidt tilbage i sin stol.
"Jeg har skam nok mysterier i mit eget liv, darling - dem prioriterer jeg over at se verden. Hvad skulle jeg da også rende sådan rundt som en forvildet hund efter?" Spurgte han med hovedet på skrå. Han betragtede hende endnu engang som var hun en gåde der skulle løses. Så rynkede han øjenbrynene i en misbilligende mine, da hun hånede hans navn.
"Jeg går ud fra at Jazz er mindre usselt?" Spurgte han med et hævet øjenbryn og et tomt blik mod hende. "Det er ikke mig selv der har valgt mit navn, men man må vel arbejde med hvad man har, ikke sandt?" Længere nåede han ikke, før hun greb fat i hans kinder. Hans blik blev mørkt, men han rørte sig ikke ud af flækken, og holdt hendes øjenkontakt, til hun slap hans kind igen. Kun for at give den et dask.
William kneb øjnene sammen, og lagde hovedet på skrå.
"Jeg ville sætte pris på at du ikke rørte mig uden at få lov," sagde han lavt, og kiggede køligt på hende, "men jeg kan fornemme at du ikke tager ordrer - minder lidt om mig på det punkt, dearie."

Jazmin så blot på ham, med et egentlig ret ligeglad blik. Hun bekymrede sig ikke om folk hun ikke kendte, og ikke mindst folk som var engle. Men ham her.. Han var anderledes. Hun smilede en enkelt gang.
'' Det ved jeg da ikke? ''
Hun så blot koldt på ham, da han mente at han ikke selv kunne have valgt navnet. Navneændring findes. Det var det han kunne gøre.
'' Hør kære, Will.. William, Whatever.. Du kan sagens ændre dit navn. ''
Et smil dukkede op på hende igen. Dog et ret flabet et. Hun var begyndt at blive irriteret over ham. De kolde blikke han sendte. Han virkede til at være venlig i starten, nu er han blot.. en hund der ikke har fået sit kødben.
'' Hør. Søde søde Will.. Jeg gør som jeg vil. Og jeg tager hvad jeg vil. Ingen kan nogle sinde, bestemme over mig. Med mindre de gør mig til deres slave. Har du tænkt dig det? Nej. Så klap i. '' Hun smilede op til ham. Han sagde det var lidt som ham selv. Ikke ret mange folk i underworld ville tage imod ordre. De alle var en flok røvhuller og det var netop sådan Jazz var blevet som hun var blevet. Jazmin lod sit ansigt rykke sig tættere på ham. Et enkelt kys på munden, kunne vil ikke skade noget? Hun plantet sin læbe imod hans, og trak den tilbage efter et par sekunder.