It's just magic that includes blood, so what? - Jazmín

Tid:Tidlig morgen Sted: I ruinerne, et af de mere øde steder. Omgivelser: En helvedes masse ruiner, stort set ingen personer. Vejr: Solen er stået op, overskyet, fugtigt på grund af regnen fra natten.

Det var egentlig en ret smuk og rolig morgen, i ruindelen af Firewood Village. Fuglenes morgensang kimede klart igennem stilheden der ellers lå over stedet, og det lune vejr var med til at få det hele til at virke fugtigt, på grund af nattens regn, der langsomt var begyndt at tørre. Solen stod lavt på himlen, og var næsten ikke til at se, på grund af de hvide skyer der havde lagt sig som en dyne hen over himlen. Når man så sig omkring, ville der ikke være meget at se. Ikke meget andet end de ruiner, der sådan prægede denne del af byen. Efter delen var blevet til ruiner, var byen blevet mindre, betydeligt mindre, og den fremstod som en utrolig fredelig by. Men hvis man kiggede lidt nærmere, ville man opdage nogle mere skumle typer. Det var ikke alle, som passerede gennem byen, der var lige godhjertede.
En af disse mindre godhjertede personer, som blot var på gennemrejse, var Caius. En Svartelver, der havde levet alene det meste af sit liv. Tøjet han var klædt i var simpelt, han skulle jo nødig vække opsigt. Hans bukser var sandfarvede, som tør jord, og sad halvtæt ind til hans ben. Skjorten han bar, var hvid og slidt. Det var en af de få ting, han aldrig skiftede ud, selvom han havde chancen, når han havde dræbt folk. Uden over skjorten bar han en jakke, som han stjal fra en elvers lig. Den var grøn, med sirlige mønstre i sølv. Alt for fin, til hvad han egentlig bryd sig om, men nætterne var stadig kolde, og når han skulle sove på gaden, var det godt at have en jakke, til at hjælpe på varmen. Hans sko var de brune støvler, som han altid bar. Det eneste par han ejede. Hans kæreste eje lå gemt i en brun, slidt pose, der hang over hans ene skulder; Blodbogen. Udover denne, lå hans stoffer også deri. Mange ville nok ikke betegne slik som stoffer, men for ham, var den hans stoffer. Det var hans måde, at dæmpe stemmerne i sit hoved.

Han havde fanget en hjort lige i udkanten af skoven, nær ved ruinerne, efter at havde rodet sig ud i nogle problemer med en elver, som han i sidste ende han dræbt. Det var den selvsamme elver, som han stjal jakken fra. Selv, havde han fået en del skrammer, men ikke nok til at han ikke kunne jage hjorten, få den dræbt og, efter meget besvær, slæbt til en mere afsidesliggende del af ruinerne. Han havde brug for hjorten, på grund af én simpel ting - nogle af hans sår, var for dybe til at han bare kunne vente på at de helede, så han var nødt til at finde en anden løsning. Og den lå ret klar for ham; Bloody Mamaba. Eller blodbogen, som nogen også kendte den som. Han havde mestret en ofring, der gjorde ham i stand til at hele så meget af ham selv, som kropsfylden og massen på det væsen han ofrede.
Han sad på jorden, med hjorten liggende foran sig. Efter et have set sig omkring endnu en gang, sikret sig at han ingen kunne se, vendte han opmærksomheden mod hjorten. Han trak sin kniv frem fra dets skede, løftede sin anden hånd op til kniven og skar symbolet på bogen ind i sin håndflade. Derefter, lagde han sin hånd mod hjortens pande og råbte; ”Dette er en ofring til blodguden.” I et kort øjeblik skete der intet, men så begyndte han at kunne mærke den styrkende følelse, som hjortens krop blev absorberet gennem hans håndflade, dets liv blev suget ud af den, for at sive ind i ham. Han kunne mærke, hvordan hans sår og rifter langsomt begyndte at hele. Hans mund bredte sig i et smil, og på trods af de konstant snakkende stemmer i hans hoved, brød han ud i et grin.

// Uhm, jeg må beklage og sige.. Jeg nok kun svare, hvis jeg kan få computer i løbet af ferien. ://

//Alright. Du svarer bare når/hvis du kan. [: //

// Beklager det er en smule kort. :'( //

Jasmin gik inde i den ret store skov. Vejret var ret rart. Fuglenes sang, kørte igennem hendes øre. Det irriterede hende. Hun havde mest lyst til at kværke hver en fugl, der sang. Hvorfor skulle de også synge om morgen? Lige i dag? Normalt nød hun det, men i dag.. Var det ret trættende.
Hun bevægede sig igennem skoven, med de bare ben. Det var kun lidt af hendes ben og hendes overkrop der var dækkede. Resten var lidt.. Åben.
Hun havde ingen sko på. Hun nød en gang imellem at kunne slippe alt det fine tøj på, som hun skulle have på. Det var en del af det, at være en rigmands person. Hvilket irriterede hende en smule. Hun ville have lov til at gå i det tøj hun ville, ikke det andre forventede hun gik i.
Jasmin gik længere ind. Hun var nåede ud ved ruinerne. Hendes ynglings sted. Hun elskede gamle steder, der ikke længere var hele. Der var altid en historie.
Hun lænede sig op af en mur, og lod sig selv falde ned af.. Der sad hun i det grønne fugtige græs. Hun blev en smule våd i røven, men det var det. Hun så lige ud, og lukkede kort øjne. Hun nød det lige nu.
Hun lod sig selv, falde ned på jorden. Det sidste hun så, inden hun falde i søvn, var stjernerne på himlen.

Flere timer senere, vågnede hun op igen. Hun åbnede svagt øjne og rettede sig selv op igen. Hun undrede sig en anelse over hvorfor hun lå der, men igen. Så huskede hun.
Hvorfor var jeg dum, nok til at lade mig ligge her..
Fordi, du gentagende glemmer hvad du laver Jasmin.
Jazz.. Jeg har intet problem med dig, lad vær med at være flabet. Jasmin knurrede en anelse for sig selv. Hendes 'ånd' inde i sig, irriterede hende. Den var flabet og ubehøvlet overfor sig andre. Der var meget få mennesker, der kendte til hendes hemmelighed med dette.
Jasmin rejste sig op, og strakte armene ud til siden. Hun så kort rundt, en herre var kommet til syne for hendes øjne, eller så hun syner? Hun kned øjne en anelse. Nej, han var der stadig.
Hun så blot hvad han gjorde. Hver en bevægelse. Hver et ord lyttede hun til.
Hun bevægede sig frem imod ham, så lydløst hun kunne.
'' Hvad mon han laver? '' Hun snakkede lavt til sig selv.