The way to freedom -Arthur-

Sted: Slottet i Sunfury.
Påklædning Andrea: http://24.media.tumblr.com/34b55687d7e3d9a6131b84330746312c/tumblr_mm1gdbTTHt1qlsifao1_500.png
Påklædning Elena: 
http://ic.pics.livejournal.com/the_whittler/17012796/4463/4463_original.png
Elenas fc: 
http://25.media.tumblr.com/e2fc4fe40941a5fbc685ccbbe57ceb24/tumblr_myl0uqHpEa1smwk0to1_r1_250.png
______________________________________________________________________________________________________

De fine kjoler. Den lækre mad. Rigdommen. Den falske kærlighed. Altsammen noget hun hurtigt havde vendt sig til på de sidste dage. Hun havde intet at skulle have sagt. Hun skulle blot smile og se køn ud, udover, at sådan var det faktisk ikke kun. Mason var en varulv der forstod hende en smule, på nogle få punkter. Han forstod, at hun havde brug for at bestemme lidt og som dronning fik hun også lidt ret til det. Elena, Andreas kære datter boede der også  - som Andreas bastard af en datter. Elena sad dog mest på sit værelse, men som prinsesse, måtte hun tage del i de aktiviteter der blev givet hende, og de pligter hun fik. Kjolerne var fine og dyre. Deres hår sat så perfekt det var muligt. Alt så noget så perfekt ud. En af tjeneste folkene kom gående med og bankede på døren ind til en af salene hvor Andrea befandt sig. "Deres højhed, der er en gæst til dem." Bukkede ham og Andrea nikkede kort. "Send dem ind." Svarede hun kort uden at tøve. Ind kom to mænd med en anden mand - et menneske i kæder. Andrea havde set personen før, ville hun i hvert fald mene. Dog tabte Andrea ikke ansigt. "Deres højhed, vi har en gave til dem." Sagde den ene kort. De virkede bange for hende, og havde sikkert også rigtig god grund til det. Bagved hende stod der 5 krigere der skulle følge hende rundt og forsvare hende, hvis det blev nødvendigt. Andrea nikkede til dem, og de gik igen - mere enkelt kunne det ikke være. Andrea vinkede til soldaterne. "Vent udenfor døren. Lad ikke nogen komme ind." Sagde hun og ventede til hun var alene med hendes lille gave. Så gik hun ned til ham. Hendes sko klingede i gulvet, imens hænderne var foldet sammen i strakt arm imens hun gik. "Så, hvad er dit navn?" Spurgte hun og gik lidt rundt om ham. Han lignede Arthur, men hun var endnu ikke helt sikker på, om hun var rigtig på den. Hvem skulle have troet, at en fattig hjemløs pige skulle have endt som dronning. Ikke engang Andrea selv havde regnet med dette.

Arthurs påklædning.
http://www.hollywoodreporter.com/sites/default/files/2012/03/SerJaimeLannisterNikolajCosterWaldauHelenSloan_a_p.jpg

Arthur blive skubbe frem brutalt for som altid, kæmpe han for ikke og blive solgt. Men nu var han solgt. Turen der til fra Domsville havde været et mareridt, Arthur følte intet for dette her men han ville ikke vise svaghed det kom man ikke langt med. Arthur sank en klump mens de kørte videre, det her var ikke sådan han ville ende sit liv. Som en slave, Arthur sukkede hvor efter han lagde sig til og sove.
Arthur vågnet da han begynde og høre menneske, omkring sig de var komme ind i byen. Arthur anet ikke hvilken by dette var, men han havde aldrig være i den før ikke efter hvad han kunne huske. Han bar som altid tøj som stank, men dagen i dag var der hvor de ville gi ham som en gave. Til en eller anden kongelig efter hvad han viste, han havde ikke fået mere at vide eller det var bare hvad han havde overhørte. Arthur blive hevet ud da de nået selve bygningen hvor, han skulle blive givet som en gave til denne kvinde. Arthur blive skubbe brutalt frem af mens de gik, ind af dørene. Arthur havde slidt tøj på og kæderen, som hang omkring hans hænder mere tydeligt kunne det ikke være. Arthur blive skubbe frem til hende da de kom, ind hvor efter han landet på jorden. Hvor efter de så forlod dem da hun havde talte, til dem alle sammen. I mellem tiden havde Arthur rejste sig op igen. Stemmen hvor havde han dog høre den før, han kunne ikke huske det hvilket der pisse ham af da hun spurgte om hans navn. Viste han ikke hvad han skulle svare, *skulle han fortælle det eller lade vær eller bare bruge et falskt navn.* Tænke Arthur mens han kigge på hende, da hun gik rundt om ham "jeg er din slave nu så det navn, du vil ha jeg hedder det er mit navn." Sagde Arthur hvor efter han kigge ned i jorden, han ville undgå alt kontakt hvis han kunne.

Wow. Han havde virkelig været slave i langtid. Hun rystede svagt på hovedet inden hun stod foran ham igen. Andrea åndede let ud. "Godt så. I det tilfælde vælger jeg at kalde dem Arthur." Sagde hun uden at tøve og trådte et skridt væk fra ham. "Du minder mig om en jeg engang mødte i Doomsville." Sagde hun så kort og vendte blikket i hans øjne igen. Andrea var næsten sikker på det, men det var da hun var 14 eller 15 år gammel - det var længe side nu, men hun var alligevel god til at huske ansigter. Selvfølgelig var hun selv blevet ældre og det var han også - man så jo ikke præcis sådan ud længere. Andrea gik hen til et bord og skænkede noget vin op, og kiggede over imod Arthur imens hun tog sig en tår. "Hr. Leon. Tag vores gæst med op på et passende værelse, og giv ham nogle ordenlige klæder at gå rundt i." Sagde hun i en høj tone, der blev hørt med det samme. Den unge herre kom hurtigt gående, lidt rystende til bens, men han fulgte Arthur med op på et værelse, hvor han kunne tage sig et varmt bad og tage noget ordenligt tøj på. Kæderne blev også taget af, så han var næsten fri - det ville dog være dumt at prøve på at stikke af. Der var vagter overalt. Og Andrea havde ikke gjort noget for at være ond imod ham eller noget.

Omkring aftenstid blev Elena sent op for at hente deres gæst. Hendes gyldne lokker hang i smukke slangekrøller, og kjolen ligeså rig og fin som hendes mors. Elena bankede på døren inden hun kom ind. Efterfulgt havde hun tre vagter med sig. "Hr. Arthur, der er mad." Smilede hun inden hun åbnede for døren. Hun flugte Arthur med nedenunder til spisesalen. Andrea og Mason sad allerede ved bordet, og ventede. Elena satte sig ned, og maden blev snart serveret. Det bedste kød tilberedt som normale folk ikke havde råd til. Vin i glassende. Der blev serveret lidt kartofler men kun lidt, da varulvene ikke var vilde med dem. "En fornøjelse, at du vil deltage i maden hr. Arthur." Sagde kongen og tog en bid af sin mad. Andrea forblev stille og sad ved siden af sin konge. "Du kan sove her i nat som gæst." Tilføjede han og spiste videre.

Arthur lytte til hvad hun sagde, han havde ingen ting han kunne gi men sådan var det nu at være slave.  Arthur begynde og følge med op på væreleset, da han kom der op blive døren Lukket. Bagefter ham, han kunne vælge i mellem lidt af hvert til tøj stil efter hvad Arthur kunne se. Arthur sank en klump hvor efter han begynde og gøre sig selv  klar, til og tag et varmt bad. Da de lige var ved og tænde  tog han fat i hånden, hvor efter han selv talte til kvinden som var en tjenste pige. "Jeg skal nok gøre det selv, det har jeg det bedste  med." Kvinden ryste på hoved og gik så ud, da han havde sagt det. Arthur kigge sig omkring, hvor efter han gik i bad mens han prøve og få styr på sit hoved. Hvem var de her folk, han ville ønske at han viste det men sådan var det desvære ikke. Arthur begynde og vaske sig selv, hvor efter han så lidt bedre ud. Arthur havde heldigvis behold sin halskæde med en ulv, på som var af sølv. Arthur steg dog lige så stille op bagefter da han havde vasket sig hvor efter han valgte et af sættene. Han begynde lige så stille og tag det på, han viste ikke hvad han skulle sige til sig selv. For ikke og ville forsøg og flygte, men han havde set det ville være næsten umuligt at gøre. Men det kunne lade sig gøre, Arthur tog noget tøj på som var meget enkelt men dejligt varmt. Da han jo selv kom deroppe fra, men hvordan skulle han nogen sinde få sit kongerig tilbage igen. Med mindre han lave nogen alliance længere hen, Arthur sukke hvor efter han fik sat tøj på. Hans halskæde var som altid gemt inde under tøjet, han måtte nemlig ikke vise hvem han var. Det var tiden ikke ende til, Arthur kigge op, da døren gik op han bukke da han kunne se hvem det var hvor efter han fulgte med hende ned til maden. Hvis det var kunne han forsøge og stikke af i løbe af natten. Det var os derfor Arthur ikke havde valgt den med kappe, ellers ville det koste ham hans liv og snuble i den.  Men lige nu måtte han spille med, på hvad der skete men ellers ikke. Arthur fulgte med ned og sætte sig så, da de andre havde sat sig. Arthur viste ikke hvad han skulle svare denne konge, hvor mange var det enlig der udnævnte sig selv til konge nu nå men det var os lige meget. Han ville selv tag nord på, når tiden kom så han kunne bygge alt op igen. Arthur viste dog at han skulle ha folk til og følge ham igen, men hvordan skulle han gøre det.  Han anede det ikke, han hørte kongen tale til ham. "Tak deres højhed, for deres gæstfrihed." Arthur kunne som altid huske, hans manere men han spiste ikke lige frem meget. Hvad var der galt med ham, hvorfor ville han ikke bare spise så meget som muligt han anede det ikke. Det var sikkert fordi, han havde ført flere slaver i døden ende de ar han bar. Men sådan var det dog, han måtte bare vise hvem han var.  Hvad der betød noget for ham hvilket var folket, så han kunne ikke spise særlig meget før han havde redde nogen af dem. Han havde levet så længe blandt dem, at han kunne blive en god leder nu. Hvilket kun var godt, han var blive en del af dem og derfor ville han os redde dem.

tøj.
http://cdn2-b.examiner.com/sites/default/files/styles/image_content_width/hash/81/a3/81a3f7df0bb33e002636d1735ef20d6a.jpg?itok=bvbuqlh4

Masons slægt havde været på denne trone igennem mange generationer. Det var ikke bare en mand der selv havde kronet sig. Maden blev nydt, specielt for varulvene der havde stor appetit og kunne spise pænt meget. Efter maden tog Andrea med Arthur op til hans værelse. Hendes vagter blev udenfor døren imens hun var gået ind. "Så hr. Arthur. Imorgen er du en fri mand. Du kan gøre hvad du vil med dit liv igen." Smilede hun let og havde stadigvæk hænderne foldet på midten og stod rank og flot som normalt. "Du får dit liv tilbage." Den sætning var sagt med en masse styrke imod slaveri. Andrea og Mason betalte vagterne, alle de ansatte. Der var ingen her som slaver. Andrea lagde hovedet lidt på skrå. "Men kongen vil gerne se dig imorgen efter sin jagt til eftermiddag." Sagde hun så med et let smil. Hun satte sig på en stol og kiggede på Arthur. "Fortæl mig lidt om dem selv, Arthur." Sagde hun og holdt sit blik på ham.

Arthur fik spiste lidt maden men kun så han lige kunne stå, op rejst og kunne overleve dagen men sådan var det jo nu. Når man ikke helt var en slave længere, men man ville aldrig blive mindre slave selv om han ikke længere var en slave. Men hans liv var klart til og tag en ny drejning, lige meget om han ville eller ej. Arthur fulgte med hende op og gik så ind på værelset, han viste ikke helt hvordan han skulle beskrive det her det var som om han stadig havde en lyst til og stikke af. Men lige så stille forstod han at han ikke behøve det. Han var deres, gæste han var komme der til som slave og nu, nu var han næsten en fri mand. Arthur gik hen mod et vindue, hvor efter han begynde og lytte til det hun sagde. Hun havde ret han kunne gøre, hvad han selv valgte var rigtigt lige meget hvad. Arthur vendte sig mod hende, da hun talte til ham Arthur nikke til hende med et lille smil. "Ved du hvad hvis jeg skal, svare på det må du også fortælle omkring dig selv hvad siger de til det." Arthur smile til hende hvor efter, han stille sig ret op med hænderene bag sin ryg. Arthur viste ikke hvordan han skulle tag at kongen ville mødes med ham, efter hans jagt næste dag. Hvad var der siden han havde valgt, at han ville mødes med Arthur næste dag. Nå det var os lige meget, Arthur ryste på hoved af sig selv. Arthur kigge der efter over på hende igen, "men min historie er os lang  og jeg vil ikke kede dem deres højhed."

Hun smilede let til ham og fulgte hver eneste af hans bevægelser. Hun var næsten sikker på, at han havde set ham før. Så sikker men alligevel så usikker på det. Hun rystede let på hovedet, da han sagde, at han ikke ønskede at kede hende. "Tro mig, jeg kan sagtens holde det ud." Smilede hun let og nikkede kort. "Nå, men for at lette stemningen, så er mit navn Andrea." Sagde hun. Han vidste ikke hendes navn, hun var dronning - man sagde deres højhed - folk der kom herfra, vidste hendes navn. Andrea lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg blev smidt ud af mine plejeforældre da jeg var 13, levede på gaden. Prøvede at overleve." Fortalte hun og kiggede overpå ham. Hvis han kendte hende ville han måske reagere? Andrea var ikke sikker, men hendes mavefornemmelse tog næstne aldrig fejl. Kun næsten. Andrea lod sin ene hånd køre igennem en af hendes krøllede lange lokker. Hun holdt øje med hans kropssprog.

Arthur vende sig om mod hende, da hun fortælle hendes navn. Han stod rank, det var lang tid siden han havde stået sådan. Men det løb i hans blod, at stå rank og at være høflig. Arthur sende Andrea et let smil, havde han set hende før der var en masede ved hende der gjorde at han følte at han havde set hende. Arthur kigge over på hende, mens han stadig stod rank. Arthur kropsprog blive lige så stille mere klart, han viste hvem hun var eller han var 99 procent sikker på det. Han kigge på hende da hun var færdig, "Andrea er det dig" stemmen fra Arthur var meget tydelig og han prøve og skjule, de følelser  han havde ved det her. Om det var fordi han havde været slave, eller var det fordi han viste han måtte lære og træffe svære valg når han skulle tag sin by igen. Eller hans slægts by, de havde hersket over den så længe eller hva det fordi han ikke ville vise hende hvor meget han havde savnet hende. Det var nu os lige meget, Arthur kigge på hende, mens han ikke viste hvad han skulle sige eller gøre men hun var mere fin ende han havde forudset. Arthur kigge på hende og begynde så og tale, som han havde love og han var en mand der stod inde for sine ord. "Jeg har levet nærmest halvdelen af mit liv, som slave  før det kan jeg ikke huske så meget andet ende jeg så min far blive slagte ende jeg fik tage mig sammen til og tag afsted." Arthur ville helst ikke fortælle  hvem han var, men hvis hun viste det håbet han at hun ikke ville minde ham om det. Han havde nemlig fortælle om hvem han var, til hende før hvis det var. "Mit Rigtig navn er, Arthur Clayton Stark første søn af, Robert Clayton Stark arving og beskytte af Oldgate."  Nu var det sagt hvem han var, han var stolt af hvem han var men han havde prøve og skjule det så længe han kunne. Mon han skulle ha hold det skjult stadig, eller var det her et tegn på at han skulle begynde og kæmpe for hvad der var hans. Arthur anede det ikke, han satte sig ned på sengen hvor han prøve og få styr på dette her. Var det virkelig hvad han skulle gøre, eller var det bare en dum ide som altid.