ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164973 indlæg i 8752 emner
No one left - Arthur
Side 1 af 1
No one left - Arthur
af Gæst Tirs 8 Jul 2014 - 19:36
Tid - 17:40
Sted - Hendes families gamle lejre.
Vejr - Det er lidt trist.
Omgivelser - Skov omgivelser.
Påklædning - https://encrypted-tbn3.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcSPgN_v3VoLZV-HJD2yX6XUV1skvo5M3B_2wwmKI3zd3FtlZES4
Det var et stykke tid siden at hun havde været der, ved hendes families gamle lejr.
Det var noget tid siden at de var blevet dræbt. De var kommet så hurtigt, og overfaldt dem. Menneskerne, de kom med deres sværd og buer, og hendes familie havde intet at beskytte sig med, de var alle sammen så fredelige, det var nok det, i sidste ende, der dræbte dem, deres fredelighed, og elskværdighed.
Hun sukkede, og kiggede på de sørgelige rester.
Heldigvis for Cohava selv, havde hun fundet et sted hun kunne gemme sig, men hun kunne ikke lade vær med at give sig selv skylden, selvom der var intet hun kunne havde gjort, så stod hun bare og lavede ingenting, i det dumme træ, hun havde lyst til at hakke det i stykker, men hendes kærlighed for naturen, var for stærk.
Hun kiggede op på træet, som hun havde siddet i dengang, og lod en tåre falde.
"Goheno nin, gi melin" (Tilgiv mig, jeg elsker jer)
Hun kiggede ned og tørrede tåren væk, det var ikke fair for dem, at hun ikke havde hjulpet dem, hun skulle havde gjort det, hun følte sig så dum og fortabt.
Hun var så alene i denne verden nu, hun ville ikke tage hen til en anden grubbe elvere, de var ikke altid så imødekommende, så hun turde ikke rigtig.
Hun kiggede sig lidt omkring, og hoppede så op i et træ, og sad lidt og tænkte.
Hun sad og kiggede lidt op på det lille stykke himmel, hun kunne se, og smilede for sig selv.
Det var lidt af et trist vejr, men solen var der nu stadig.
"Ollo vae" (Sweet dreams) sagde hun, og lukke halvt øjne, mens hun stadig holde lidt øje.
Hun ville tage hjem til sin hule imorgen, men hun ville bare gerne bruge lidt tid hos sin familie, der hun sidst så dem i hvert fald, hun savnede dem sådan.
Hendes grønne kjole, hang en smule ned fra træet, men dog ikke så man kunne se den helt, hun hvis man faktisk lede efter noget specielt, og man virkelig søgte, så ville man nok få øje på den.
Hendes lange brune hår, hang hende ned af ryggen, og over hendes skulder, og omringede hendes tynde hals og hendes magre ansigt.
Hun sad med hænderne i sit skød, sad og varmede dem i det grønne stof, mens hun hviskede nogle utydelige elviske ord, som hun kun selv vidste, hvad var. Det var noget af en sang, en sang hendes mor havde sunget for hende og hendes søskende.
Hun sukkede tungt, efter et stykke tid.
Hun nød den kolde luft, det var dejligt, mærke den mod sin hud, sit ansigt, sine føder. Hun elskede naturen, der var intet bedre, virkelig. Og slet ikke når man sad oppe i et træ, så nød man den fuldt ud.
Det var noget tid siden at de var blevet dræbt. De var kommet så hurtigt, og overfaldt dem. Menneskerne, de kom med deres sværd og buer, og hendes familie havde intet at beskytte sig med, de var alle sammen så fredelige, det var nok det, i sidste ende, der dræbte dem, deres fredelighed, og elskværdighed.
Hun sukkede, og kiggede på de sørgelige rester.
Heldigvis for Cohava selv, havde hun fundet et sted hun kunne gemme sig, men hun kunne ikke lade vær med at give sig selv skylden, selvom der var intet hun kunne havde gjort, så stod hun bare og lavede ingenting, i det dumme træ, hun havde lyst til at hakke det i stykker, men hendes kærlighed for naturen, var for stærk.
Hun kiggede op på træet, som hun havde siddet i dengang, og lod en tåre falde.
"Goheno nin, gi melin" (Tilgiv mig, jeg elsker jer)
Hun kiggede ned og tørrede tåren væk, det var ikke fair for dem, at hun ikke havde hjulpet dem, hun skulle havde gjort det, hun følte sig så dum og fortabt.
Hun var så alene i denne verden nu, hun ville ikke tage hen til en anden grubbe elvere, de var ikke altid så imødekommende, så hun turde ikke rigtig.
Hun kiggede sig lidt omkring, og hoppede så op i et træ, og sad lidt og tænkte.
Hun sad og kiggede lidt op på det lille stykke himmel, hun kunne se, og smilede for sig selv.
Det var lidt af et trist vejr, men solen var der nu stadig.
"Ollo vae" (Sweet dreams) sagde hun, og lukke halvt øjne, mens hun stadig holde lidt øje.
Hun ville tage hjem til sin hule imorgen, men hun ville bare gerne bruge lidt tid hos sin familie, der hun sidst så dem i hvert fald, hun savnede dem sådan.
Hendes grønne kjole, hang en smule ned fra træet, men dog ikke så man kunne se den helt, hun hvis man faktisk lede efter noget specielt, og man virkelig søgte, så ville man nok få øje på den.
Hendes lange brune hår, hang hende ned af ryggen, og over hendes skulder, og omringede hendes tynde hals og hendes magre ansigt.
Hun sad med hænderne i sit skød, sad og varmede dem i det grønne stof, mens hun hviskede nogle utydelige elviske ord, som hun kun selv vidste, hvad var. Det var noget af en sang, en sang hendes mor havde sunget for hende og hendes søskende.
Hun sukkede tungt, efter et stykke tid.
Hun nød den kolde luft, det var dejligt, mærke den mod sin hud, sit ansigt, sine føder. Hun elskede naturen, der var intet bedre, virkelig. Og slet ikke når man sad oppe i et træ, så nød man den fuldt ud.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Tirs 8 Jul 2014 - 20:54
Lyden af en flod kunne svagt, høres da Arthur lige så stille begynde og vågne op. Hans ulv lå ved siden af ham, mens han selv svagt kunne mærke at den os var ved og vågne op. Arthur smile for sig selv og kløet den, bag det ene øre,, han høre hans hest vrinske ikke så langt fra ham det var nok os tid til at komme videre. Han måtte finde flere slaver, som han kunne hjælpe med og komme fri. Arthur bidt sig selv i læben, inden han rejste sig op det var vel ved og være tid til og rejse igen. Han skulle gerne nå et godt stykke, ind i skoven inden aften. Arthur rejste sig derfor op, og begynde og tag Rustningen, på han havde, fået af Andrea og hendes mand Mason. Arthur kigge op mellem træerne, for at afgøre hvad klokken var. Den så vel ud til og være omkring, starten på eftermiddagen. Arthur rejste sig op og gik hen til hesten. Efter og ha pakke de ting, han havde med sig. Arthur bidt sig selv i læben hvor efter han hoppe på hesten. Inden han kigge sig omkring, han kunne se hans ulv der var vågen som nu efter dette år, havde fået en ordentlig størrelse. så den kunne passe på sig selv, Amoux kigge op på ham. Arthur smile han viste, at ulven ville finde ham igen når det var nødvendigt det var deres bånd der gjorde det. Arthur satte i galop, på hesten hvor efter han kun fokuseret på det. Nu var det bare at ride, gennem skoven. Arthur kigge lige frem, mens han red videre han begynde dog og kunne lugte røg. Arthur sadle lige så stille, af hesten hvor efter han bevæget sig, lige så stille ind på lejren. Synet der mødte ham, var meget skræmmende for nogen folk vel. Eller det var det for nogen bare ikke for Arthur, hans kigge sig omkring mens han prøve på og se hvad der var sket. Hans ulv Amoux, stod i nærheden af lejren men den var godt nok gemte. Den bevæge sig så man ikke lagde mærke til den, hvilket Arthur var glad for han følte dog hvor Amoux var. "Hallo er der nogen," sagde Arthur.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Tirs 8 Jul 2014 - 23:29
Cohava kiggede med det samme ned på jorden, da hun hørte nogle trin, nede fra på jorden, selvfølgelig. Hun så på dette menneske, komme hen imod hendes families lejre. Hvad skulle han dog der, han havde intet at gøre der, han var et menneske, han var ond, et ondt menneske, det var alle mennesker, onde var de allesammen.
Hun kiggede på manden med et ondskabsfuldt blik, men også lidt skræmt, for selvom hun havde et stort had til mennesker, havde hun stor respekt for dem, og kunne aldrig drømme om at komme op og slås mod en, aldrig i hendes liv, hun holde sig langt væk fra dem, det gjorde hun nok også klogt i.
Hun blev lidt overrasket da mennesket pludselig brød stilheden, og spurgte om der var nogen? Selvfølgelig var der nogen, men han behøvede ikke lige at vide at hun var der, behøvede han.
Hun forholde sig tavst, lidt endnu, hun betragtede denne mand, stående der. Hun gik fra sit træ, til et andet, så hun kunne få et bedre udsyn til ham. Uheldigvis var det lidt af en ustabil gren hun fik fat i, og hun faldt ned på jorden, lige på numsen, faktisk lige foran ham. Hun kiggede op på ham med et skræmt udtryk, hun kravlede langsomt tilbage, mens hun holde sine øjne på ham, kun ham, hun havde ikke tænkt sig at slippe ham af syne. Han skræmte hende, men gjorde hende også virkelig sur.
Hun foragtede ham, selvom hun ikke kendte ham, men alle mennesker var ens... Vel.
"Ego!" (Gå væk!) skreg hun af ham, på elvisk selvfølgelig. Han ville sikkert ikke kunne forstå det, medmindre han kendte til hendes sprog, men det var der ikke mange mennesker der gjorde.
Og det vidste hun nok også godt, men hun kunne ikke tale som mennesker, ikke godt i hvert fald, derfor fortrak hun at tale elvisk, selvom folk nok ikke lige forstod det altid.
Hun kiggede på manden med et ondskabsfuldt blik, men også lidt skræmt, for selvom hun havde et stort had til mennesker, havde hun stor respekt for dem, og kunne aldrig drømme om at komme op og slås mod en, aldrig i hendes liv, hun holde sig langt væk fra dem, det gjorde hun nok også klogt i.
Hun blev lidt overrasket da mennesket pludselig brød stilheden, og spurgte om der var nogen? Selvfølgelig var der nogen, men han behøvede ikke lige at vide at hun var der, behøvede han.
Hun forholde sig tavst, lidt endnu, hun betragtede denne mand, stående der. Hun gik fra sit træ, til et andet, så hun kunne få et bedre udsyn til ham. Uheldigvis var det lidt af en ustabil gren hun fik fat i, og hun faldt ned på jorden, lige på numsen, faktisk lige foran ham. Hun kiggede op på ham med et skræmt udtryk, hun kravlede langsomt tilbage, mens hun holde sine øjne på ham, kun ham, hun havde ikke tænkt sig at slippe ham af syne. Han skræmte hende, men gjorde hende også virkelig sur.
Hun foragtede ham, selvom hun ikke kendte ham, men alle mennesker var ens... Vel.
"Ego!" (Gå væk!) skreg hun af ham, på elvisk selvfølgelig. Han ville sikkert ikke kunne forstå det, medmindre han kendte til hendes sprog, men det var der ikke mange mennesker der gjorde.
Og det vidste hun nok også godt, men hun kunne ikke tale som mennesker, ikke godt i hvert fald, derfor fortrak hun at tale elvisk, selvom folk nok ikke lige forstod det altid.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Tirs 8 Jul 2014 - 23:56
Arthur lytte efter flere lyde, mens han kigge sig omkring han kunne mærke hans ulv som ikke var så langt fra dem. Arthur kigge op da et brag, lød hvor en kvinde så lande foran ham. Arthur skulle lige til og hjælpe hende, op da hun kravlet væk fra ham kigge han mod hende. Han kigge ned af sig selv og lagde, sit våben fra sig. Arthur kigge på hende, hvorefter han lagde sværdet et godt stykke væk fra ham selv så hun kunne tag det først hvis hun ikke stolte på ham. Hvilket han godt forstod ikke alle mennesker, var gode han vidste det fordi det var menneske der havde jagte ham på flugt og dræbt hans far. Arthur kigge på hende, og prøve og tænke sig om forstod hun ham eller kunne hun ikke forstå ham. Arthur bidt sig selv svagt i læben, mens han kigge på hende og talte så. "Jeg er her ikke for at gøre dig noget, mit navn er Arthur forstå du." Arthur sagde det langsomt mens han prøve og vise med hans hænder at han kun var der for at hjælpe."
Amoux fulgte lige så stille vejen, om mod Arthur hvor den prøve og bevæge sig lige så stille frem af. Amoux kunne mærke Arthur var rolige men nu når, han så det for sig selv hvordan Arthur smed sværdet fra sig holde den bare øje med dem begge to. Lige så stille begynde, Arthur og kunne mærke,hvor tæt på hans ulv var kommet. Men det var kun på grund af deres særlige bånd, Arthur kigge på hende og smile venligt. Han ville kun det bedste for folk, Amoux sætte sig i skjul bag en busk ikke så langt fra dem hvor efter den ventet.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Ons 9 Jul 2014 - 0:13
Hun kiggede nøje på ham, da han tog sit sværd, og lagde det et godt stykke væk fra sig selv, hun kiggede nøje på sværdet, ikke fordi hun havde i sinde at tage det, det ville hendes mor og far være strengt imod, men hun kiggede nu bare på det.
Hun kiggede så op på ham igen. Hun vidste at han nok ikke havde forstået det hun havde sagt til ham, ellers havde han nok gået væk.
Hun sukkede tungt, dette kunne blive svært, hvis han ikke kunne forstå hende, og hun kunne kun forstå lidt af ham.
Hun lagde hovedet på skrå, da han begyndte at tale til hende, hun forstod ikke meget, men hun fik fat i Arthur, som hun ville tro var hans navn. "Arthur..." mere kunne hun ikke helt forstå særlig godt, men hun kunne forstå lidt af hans håndbevægelser, at han ville hjælpe hende.
Men hvorvidt hun skulle stole på ham, vidste hun ikke helt.
Hun vidste heller ikke, hvorvidt hun skulle kunne tale med ham.
Hun sad lidt, og kiggede stadig på ham, og for ligesom at sige, på en måde, at han godt måtte hjælpe, nikkede hun svagt og slappede lidt mere af, end hun havde først.
Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle, hun sad bare lidt uroligt på jorden, kiggede på ham, hun havde ikke taget sine øjne fra ham, ikke på et eneste tidspunkt. Hun holde øje med ham, selvom at nu ikke ville hende noget, vidste hun stadig ikke helt, om hun skulle stole på ham, endnu.
Hun kiggede så op på ham igen. Hun vidste at han nok ikke havde forstået det hun havde sagt til ham, ellers havde han nok gået væk.
Hun sukkede tungt, dette kunne blive svært, hvis han ikke kunne forstå hende, og hun kunne kun forstå lidt af ham.
Hun lagde hovedet på skrå, da han begyndte at tale til hende, hun forstod ikke meget, men hun fik fat i Arthur, som hun ville tro var hans navn. "Arthur..." mere kunne hun ikke helt forstå særlig godt, men hun kunne forstå lidt af hans håndbevægelser, at han ville hjælpe hende.
Men hvorvidt hun skulle stole på ham, vidste hun ikke helt.
Hun vidste heller ikke, hvorvidt hun skulle kunne tale med ham.
Hun sad lidt, og kiggede stadig på ham, og for ligesom at sige, på en måde, at han godt måtte hjælpe, nikkede hun svagt og slappede lidt mere af, end hun havde først.
Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle, hun sad bare lidt uroligt på jorden, kiggede på ham, hun havde ikke taget sine øjne fra ham, ikke på et eneste tidspunkt. Hun holde øje med ham, selvom at nu ikke ville hende noget, vidste hun stadig ikke helt, om hun skulle stole på ham, endnu.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Ons 9 Jul 2014 - 12:37
Arthur bidt sig selv i læben inden, han rejste sig op og gik hen mod hende lige så stille. Han rakte hans hånd frem mod hende, imens han prøve og sige hun bare kunne tag mod hånden at han ikke gjorde hende noget. Arthur så dog sig omkring og kalde så, "Amoux, kom her kom her." Synet hun ville se nu, ville nok virke skræmmende at denne ulv lige så stille lunte hen mod dem. Hvor efter den satte sig ved siden, af Arthur og lagde sit hoved op af hans ben. Arthur smile til Amoux, hvor efter han kløet den bag det ene øre. Arthur kigge over på hende, mens han smile til hende. Arthur kigge sig omkring mens han vende, blikke mod hende igen han vidste ikke helt hvordan hun havde det med ulven. Men han håbet, dog at den ikke gjorde hende bange, Arthur smile til hende hvor efter han prøve og fortælle til hende. At ulven, ikke gjorde dem noget.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Ons 9 Jul 2014 - 12:51
Hun kiggede på ham, som han kom hen til hende, og rakte hende hans hånd. Hun kiggede lidt rundt, da han sagde noget, som hun ikke helt forstod, som om han kaldte på nogen. Hun kiggede lidt skræmt på ulven som kom imod dem, var det hans ulv? Hun kiggede lidt på ulven, alle dyr var elvernes ven, men denne gik sammen med et menneske, hun vidste ikke hvad den kunne finde på, men den så ikke ud til at ville gøre dem noget.
Hun tog forsigtigt hans hånd, da han ligesom fortalte igen, med hans håndbevægelse, at ulven heller ikke ville gøre hende noget, hun kiggede dog stadig lidt på ulven et par gange, hun fik fat i at den hed, Amoux.
Hun kiggede op på ham, og gav ham et svagt smil.
Hun tog forsigtigt hans hånd, da han ligesom fortalte igen, med hans håndbevægelse, at ulven heller ikke ville gøre hende noget, hun kiggede dog stadig lidt på ulven et par gange, hun fik fat i at den hed, Amoux.
Hun kiggede op på ham, og gav ham et svagt smil.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Ons 9 Jul 2014 - 22:46
Arthur kigge lidt på hende uden og vide hvad, han ellers skulle gøre eller sige måske skulle hun væk herfra eller ville hun blive her. Arthur sank en klump og kigge på hende, det var nok en ide og prøve og lære hendes sprog. "Kan du sige, noget på det her mit sprog eller kan du kun elvisk." Han sagde det lige så langsomt, for at hun skulle kunne forstå ham eller det håbet han da at han kunne få hende lige så stille til og gøre. Arthur prøve og være alvorlig prøve, og gøre så hun kunne forstå ham lidt bedre. Arthur kigge på hende, mens han rejste sig op igen, det var nok tid til og få hende et mere sikkert sted hen da det her ikke var helt sikkert.
Amoux kunne godt mærke hvordan Richard, havde det hvordan han følte omkring alt dette hvad han ville og hvad han ikke ville gøre. Amoux begynde dog og knurre, Arthur vende sig om mod hans ulv, som prøve og forklare dem noget. Arthur selv kunne godt mærke, at der var noget på færre hvad det var anede han dog ikke. *Amoux, hvad er der er de efter mig.* Tænke Arthur, hvor efter han hørte Amoux, som talte til ham gennem tænkerne igen. *ja, de er efter os selv om du er kommet ud af det og være slave er der stadig de menneske som er efter dig.* Arthur kigge over på hende, igen hvor efter han prøve og sige til hende hvad der var sket. "Så vi skal væk herfra, hvis du ikke kan kæmpe forstår du det folk er på vej her til for at dræbe os." Sagde Arthur mens han inderst inde, prøve og for blive rolig selv om hans facade, var oppe.
Amoux kunne godt mærke hvordan Richard, havde det hvordan han følte omkring alt dette hvad han ville og hvad han ikke ville gøre. Amoux begynde dog og knurre, Arthur vende sig om mod hans ulv, som prøve og forklare dem noget. Arthur selv kunne godt mærke, at der var noget på færre hvad det var anede han dog ikke. *Amoux, hvad er der er de efter mig.* Tænke Arthur, hvor efter han hørte Amoux, som talte til ham gennem tænkerne igen. *ja, de er efter os selv om du er kommet ud af det og være slave er der stadig de menneske som er efter dig.* Arthur kigge over på hende, igen hvor efter han prøve og sige til hende hvad der var sket. "Så vi skal væk herfra, hvis du ikke kan kæmpe forstår du det folk er på vej her til for at dræbe os." Sagde Arthur mens han inderst inde, prøve og for blive rolig selv om hans facade, var oppe.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Ons 9 Jul 2014 - 23:09
Hun kiggede lidt på ham, han så ud til at være lige så nervøs, men hvorfor vidste hun ikke helt, hun vidste heller ikke rigtig om hun havde lyst til at spørger, hun kunne ikke rigtig spørger ham, ikke særlig godt på hans sprog i hvert fald.
Hun lagde hovedet på skrå, da han begyndte at tale igen, hans eget sprog, men hun kunne godt ane hvad han egentlig spurgte om. Så hun fandt sit bedste forsøg frem. "Lidt... Lidt dit, mest mit" sagde hun, for ligesom at sige at hans sprog kunne hun lidt af, og hendes mest. Men selvfølgelig blev hun nød til at tale hans eget sprog til ham, han kunne ikke tale hendes sprog, det vidste hun godt.
Hun rejste sig roligt op med ham, som han rejste sig op. Hun kiggede op på ham, med lidt store øjne.
Hun slap øjeblikkeligt hans hånd, da hans ulv begyndte at knurre. Hun fandt dog snart ud af, at det ikke lige var af hende, som hun havde troet til at starte med.
Hun kiggede på ulven, og på Arthur, lidt forvirret og bange. Hun lyttede til ham, til hvad han havde at sige, hun prøvede at forstå det meste af det, at der var folk efter ham, og nu også efter hende, og hvis de fik fat i dem, ville de dræbe dem. Men hun vidste ikke om hun ville gå med ham, på den anden side, så ville hun nok dø hvis hun ikke gjord.
Hun nikkede. "Ja" sagde hun, svagt, til at hun forstod. Hun forstod det vigtigste ville hun tro.
Hun kiggede skræmt op på ham. Stod med lidt afstand til ham, men hun var rygget tættere på ham, end man lige skulle tro.
Hun lagde hovedet på skrå, da han begyndte at tale igen, hans eget sprog, men hun kunne godt ane hvad han egentlig spurgte om. Så hun fandt sit bedste forsøg frem. "Lidt... Lidt dit, mest mit" sagde hun, for ligesom at sige at hans sprog kunne hun lidt af, og hendes mest. Men selvfølgelig blev hun nød til at tale hans eget sprog til ham, han kunne ikke tale hendes sprog, det vidste hun godt.
Hun rejste sig roligt op med ham, som han rejste sig op. Hun kiggede op på ham, med lidt store øjne.
Hun slap øjeblikkeligt hans hånd, da hans ulv begyndte at knurre. Hun fandt dog snart ud af, at det ikke lige var af hende, som hun havde troet til at starte med.
Hun kiggede på ulven, og på Arthur, lidt forvirret og bange. Hun lyttede til ham, til hvad han havde at sige, hun prøvede at forstå det meste af det, at der var folk efter ham, og nu også efter hende, og hvis de fik fat i dem, ville de dræbe dem. Men hun vidste ikke om hun ville gå med ham, på den anden side, så ville hun nok dø hvis hun ikke gjord.
Hun nikkede. "Ja" sagde hun, svagt, til at hun forstod. Hun forstod det vigtigste ville hun tro.
Hun kiggede skræmt op på ham. Stod med lidt afstand til ham, men hun var rygget tættere på ham, end man lige skulle tro.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Søn 13 Jul 2014 - 16:13
Arthur smile da hun sagde, hun forstod ham han samlet hans sværd op hvor efter han kigge på hende og hans ulv. *Arthur, vi må væk nu de er ved og være her.* Sagde Amoux til Arthur, Arthur sank en klump og nikke lidt. *Bare få hende væk, okay, hun tag hesten regner jeg med.* Amoux kigge på Arthur som om, han ikke tænke sig om men han viste bedre ende og spørge ind til det.
"Kom væk herfra, jeg vil se om jeg kan holde dem længe nok optaget så i kan stikke af." Arthur vende sin opmærksomhed de mænd der var på vej mod dem. Arthur kigge over på hende, og smile let så hvor efter han talte til hende. "Lov mig du rider i sikkerhed, kan du det min ulv tag med dig for at beskytte dig." Ordene blive sagt, med en svag træthed i stemmen af Arthur. Hvor efter han træk sværdet og gjorde sig klar, til og standes dem. Eller bare holde dem hen, længe nok hen så hun kunne være i sikkerhed.
Arthur, så hende ride væk, hvor efter han kigge frem og så dem loveløse. Forbryder, som ikke kende til nogen, form får ære. Arthur svang sværd prøven da han træk den op, hvor efter han bevæget sig frem af. De talte alle sammen, om hvor elveren var om hvordan de skulle finde hende Arthur stod lidt. Så de var ikke ude, efter ham men hende men hvorfor hun kunne jo ikke gøre nogen fortræd. Arthur bidt sig selv svagt i læben da de fik øje på ham, "Hey du har vel ikke set en kvinde omkring det her sted har du sjove øre vi vil bare ha lidt sjovt med hende." Arthur kigge op på ham, hvor efter hans sværd gennemboret ham. Da de andre så det råbte de til hinanden, "folk frem med buerne og skyd ham." Det hele var ren, kaos nogen af dem begynde og kæmpe ind byrdes mens der fløj pille ned mod Arthur. Han undgik dem alle med nød, og næppe da han kaste sig om bag et træ. Han kunne høre skrigene, mens de dræbte hinanden. Men efter en time lød, der et svar fra nogen andre. "Dræb ham, næste gang i ser ham, er i med." Arthur lytte efter trin, da en eller den sidste var tilbage gik ned forbi træet. Sprang Arthur frem, stål ramte stål, Arthur lave en finte, mens han slå ud men den bliv blokeret og gentage mod Arthur.
"Kom væk herfra, jeg vil se om jeg kan holde dem længe nok optaget så i kan stikke af." Arthur vende sin opmærksomhed de mænd der var på vej mod dem. Arthur kigge over på hende, og smile let så hvor efter han talte til hende. "Lov mig du rider i sikkerhed, kan du det min ulv tag med dig for at beskytte dig." Ordene blive sagt, med en svag træthed i stemmen af Arthur. Hvor efter han træk sværdet og gjorde sig klar, til og standes dem. Eller bare holde dem hen, længe nok hen så hun kunne være i sikkerhed.
Arthur, så hende ride væk, hvor efter han kigge frem og så dem loveløse. Forbryder, som ikke kende til nogen, form får ære. Arthur svang sværd prøven da han træk den op, hvor efter han bevæget sig frem af. De talte alle sammen, om hvor elveren var om hvordan de skulle finde hende Arthur stod lidt. Så de var ikke ude, efter ham men hende men hvorfor hun kunne jo ikke gøre nogen fortræd. Arthur bidt sig selv svagt i læben da de fik øje på ham, "Hey du har vel ikke set en kvinde omkring det her sted har du sjove øre vi vil bare ha lidt sjovt med hende." Arthur kigge op på ham, hvor efter hans sværd gennemboret ham. Da de andre så det råbte de til hinanden, "folk frem med buerne og skyd ham." Det hele var ren, kaos nogen af dem begynde og kæmpe ind byrdes mens der fløj pille ned mod Arthur. Han undgik dem alle med nød, og næppe da han kaste sig om bag et træ. Han kunne høre skrigene, mens de dræbte hinanden. Men efter en time lød, der et svar fra nogen andre. "Dræb ham, næste gang i ser ham, er i med." Arthur lytte efter trin, da en eller den sidste var tilbage gik ned forbi træet. Sprang Arthur frem, stål ramte stål, Arthur lave en finte, mens han slå ud men den bliv blokeret og gentage mod Arthur.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Søn 13 Jul 2014 - 18:40
Cohava kiggede lidt tøvende på ham, da han samlede sit sværd om. Hun kiggede på ham, og hans ulv bagefter.
Hvorfor var disse mennesker dog efter ham, hvad havde han gjort, de spørgsmål blev hele tiden gentaget. Hun vidste ikke helt hvad hun havde rodet sig ud i, men det var nu ikke noget der så ud til at gå særlig godt.
Hun kunne næsten ikke forstå det han sagde, udover at hun skulle flygte herfra, men hvorfor kom han dog ikke med, hun ville have ham med.
Hun kiggede lidt ned i jorden, da han talte til hende endnu engang, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Hun skulle ride i sikkerhed, det var noget hun skulle love, og noget med ulven... Ville den mon tage med i stedet for ham.
Hun kiggede op på ham, og nikkede svagt.
Hun kiggede hen på ulven, da Arthur gik hen for at holde dem tilbage. Hun steg op på hesten hurtigt, og sad lidt inden hun fik hesten afsted, med ulven efter hende.
Hun kiggede lidt tilbage, for at se om hun kunne se Arthur, men det var svært, og hun skulle nok også holde øje med hvad hun lige lavede.
Nogen var gået videre efter for at finde hende, da Arthur havde startet hele kampen.
De var taget hurtigt afsted, da de havde en mistanke om at han måske havde set hende, og ville ikke have at de fandt hende.
Så de gik den nøjagtige samme vej som han var kommet fra, og blev bare ved med at gå, men de kunne ikke rigtig finde noget spor, eller noget der fortalte dem at hun havde været her.
Dog, kom de pludselig til noget der så lidt mistænkeligt ud. Der var lidt mudret der de gik, og de kunne se heste fodspor, og de blev ret sikre på at den hest nok tilhørte manden, og der måtte havde været nogen som red den væk.
De fulgte efter fodsporene, til de faktisk kom til Cohava, han ulv og hans hest.
De to mænd fik hurtige smørede smil på læben, og trak deres sværd. De regnede ikke med at ulven og hesten ville kunne gøre meget, og Cohava havde ingen våben på sig. Så dette ville blive meget let.
Hvorfor var disse mennesker dog efter ham, hvad havde han gjort, de spørgsmål blev hele tiden gentaget. Hun vidste ikke helt hvad hun havde rodet sig ud i, men det var nu ikke noget der så ud til at gå særlig godt.
Hun kunne næsten ikke forstå det han sagde, udover at hun skulle flygte herfra, men hvorfor kom han dog ikke med, hun ville have ham med.
Hun kiggede lidt ned i jorden, da han talte til hende endnu engang, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Hun skulle ride i sikkerhed, det var noget hun skulle love, og noget med ulven... Ville den mon tage med i stedet for ham.
Hun kiggede op på ham, og nikkede svagt.
Hun kiggede hen på ulven, da Arthur gik hen for at holde dem tilbage. Hun steg op på hesten hurtigt, og sad lidt inden hun fik hesten afsted, med ulven efter hende.
Hun kiggede lidt tilbage, for at se om hun kunne se Arthur, men det var svært, og hun skulle nok også holde øje med hvad hun lige lavede.
Nogen var gået videre efter for at finde hende, da Arthur havde startet hele kampen.
De var taget hurtigt afsted, da de havde en mistanke om at han måske havde set hende, og ville ikke have at de fandt hende.
Så de gik den nøjagtige samme vej som han var kommet fra, og blev bare ved med at gå, men de kunne ikke rigtig finde noget spor, eller noget der fortalte dem at hun havde været her.
Dog, kom de pludselig til noget der så lidt mistænkeligt ud. Der var lidt mudret der de gik, og de kunne se heste fodspor, og de blev ret sikre på at den hest nok tilhørte manden, og der måtte havde været nogen som red den væk.
De fulgte efter fodsporene, til de faktisk kom til Cohava, han ulv og hans hest.
De to mænd fik hurtige smørede smil på læben, og trak deres sværd. De regnede ikke med at ulven og hesten ville kunne gøre meget, og Cohava havde ingen våben på sig. Så dette ville blive meget let.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Søn 13 Jul 2014 - 19:16
Arthur kæmpe mod ham her, mens han prøve og få det sidste slag ind hvilket sket. Manden noget ikke og blokere, hvilket gjorde at Arthurs finte virket hvor efter sværdet gennemboret hans hjerte. Arthur træk sværdet ud, mens han kigge sig omkring han havde et meget lille sår så han kunne godt vente med og slappe af.
Amoux, fulgte med Cohava mens han hele tiden, prøve og følge med i hvad der skete for Arthur. Arthur kigge frem af, mens han prøve og holde sit hovedet koldt. Da han hørte Amoux stemme, blive han dog klar over hvad der var ved og ske. Han kunne ikke nå der hen, derfor satte Arthur sig ned hvor efter han nærmest gik i en trance hvor efter han gik ind i hans ulvs hoved. Hvor efter han så ud gennem hans øjne, og styret den ulven løb mod dem og sprang der ved op på en af dem hvor den bidt halsen over. Manden tog sig selv til halsen, og smile forsvandt hvilket der sket ved den anden os. Arthur sprang på den anden mand, da han vende ryggen til og manden miste os halsen. Der ved noget Arthur lige og sige til den, *hente mig når jeg ikke er i dit hoved længe jeg ber dig Amoux.* Var hans tænker hvor efter han besvimet, og var ude af hoved. Han besvimet lige, ved siden af liget af manden han havde dræbt.
Amoux, fulgte med Cohava mens han hele tiden, prøve og følge med i hvad der skete for Arthur. Arthur kigge frem af, mens han prøve og holde sit hovedet koldt. Da han hørte Amoux stemme, blive han dog klar over hvad der var ved og ske. Han kunne ikke nå der hen, derfor satte Arthur sig ned hvor efter han nærmest gik i en trance hvor efter han gik ind i hans ulvs hoved. Hvor efter han så ud gennem hans øjne, og styret den ulven løb mod dem og sprang der ved op på en af dem hvor den bidt halsen over. Manden tog sig selv til halsen, og smile forsvandt hvilket der sket ved den anden os. Arthur sprang på den anden mand, da han vende ryggen til og manden miste os halsen. Der ved noget Arthur lige og sige til den, *hente mig når jeg ikke er i dit hoved længe jeg ber dig Amoux.* Var hans tænker hvor efter han besvimet, og var ude af hoved. Han besvimet lige, ved siden af liget af manden han havde dræbt.
Gæst- Gæst
Sv: No one left - Arthur
af Gæst Ons 16 Jul 2014 - 22:58
Cohava så mod ulven, da den pludselig farede frem og gik til angreb på mændene foran dem. Hun så skræmt til, imens det skete, det var ikke lige noget hun var vant til, sådan noget vold, hun var jo fredelig... For det meste, medmindre der var nogen som truede nogen.
Hun holde sig for øjne til sidst, da det blev lidt for blodigt for hende, og hun var ikke så komfortable ved blod, hun blev altid dårlig når hun så store mængder af blod.
Hun kiggede lidt op da der blev helt stille. Hun kiggede på mændene der lå døde på jorden, og ulven som havde gjort det.
Hun kiggede med store øjne på ulven, og var ret bange for den lige nu, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige...
Hun kom så pludselig i tanke om Arthur.
Hun gik forsigtigt og varsomt hen mod ulven, bange for at den måske ville gøre hende noget.
"Arthur?" sagde hun, og kiggede spørgende på ulven, sådan ligesom for at spørger hvor han var, og om han havde det godt.
Hun kiggede rundt om sig, og hen på hesten, der så ud til ikke at have opfanget meget af det der havde sket.
Hun kiggede så tilbage på ulven og afventede lidt på hvad den mon ville gøre.
Hun holde sig for øjne til sidst, da det blev lidt for blodigt for hende, og hun var ikke så komfortable ved blod, hun blev altid dårlig når hun så store mængder af blod.
Hun kiggede lidt op da der blev helt stille. Hun kiggede på mændene der lå døde på jorden, og ulven som havde gjort det.
Hun kiggede med store øjne på ulven, og var ret bange for den lige nu, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige...
Hun kom så pludselig i tanke om Arthur.
Hun gik forsigtigt og varsomt hen mod ulven, bange for at den måske ville gøre hende noget.
"Arthur?" sagde hun, og kiggede spørgende på ulven, sådan ligesom for at spørger hvor han var, og om han havde det godt.
Hun kiggede rundt om sig, og hen på hesten, der så ud til ikke at have opfanget meget af det der havde sket.
Hun kiggede så tilbage på ulven og afventede lidt på hvad den mon ville gøre.
Gæst- Gæst
Lignende emner» en indbringende dag - Arthur
» The way to freedom -Arthur-
» Let me help you escape - Arthur
» Wanna play whit me? ~ Arthur.
» After all, there is nothing left - Nille
» The way to freedom -Arthur-
» Let me help you escape - Arthur
» Wanna play whit me? ~ Arthur.
» After all, there is nothing left - Nille
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Your new home, my little sweetheart
» please safe me - Savas
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
» Aften a long time - Sean
» Oh what a circus -Natalie
» Who am I now?? //Jake//
» A royal search for knowledge