A Cry for Freedom

”Vi kan ikke holde masten oppe, vi har brug for hjælp.” Blev der råbte på dækket, hvor Dayne hoppet ned og greb fat i rebet os, ”LIG KRÆFTERNE I.” Lød det, hvor Dayne selv strammet grebet om masten, hvis den væltede kunne de godt vinke farvel til deres jagt på slaveskibet Anne-marie.  Hvilket Ingen af dem ville have, da det var grunden til de, havde sat efter skibet. De kunne jo ikke stoppe dem når de nået deres sted, så ville de ha tabet men de, havde behov for det. Dayne greb fat i rebene da de sprang, hvor han fik fat i dem og fik holde den længe nok til og binde den fast, hvor han så kiggede op på himlen et tordenbrag lød, hvor et kort lysglimt kunne ses på himlen. Dayne fik dog med hjælp fra hele mandskabet, skibet på rette køle igen. Dayne så sig omkring, hvor han greb fat i roret igen. Dayne fik spændte rebene ordenligt fast, med de fleste andre, hvor han bagefter så sig omkring de var kommet helskinnet igennem. Skibet, havde klaret sig helskinnet igennem, hvilket var godt. Dayne træk kort efter sig tilbage til Kahytten, hvor han lagede sig til og sove, da han endelig faldt i søvn var vejret endelig blive mere mildt dog.

Lyden af bølgerne der slog til mod skibets skrog, vækket Dayne. Han kløede sig svagt i hans øjne, hvor han bagefter så sig omkring. Han rejste sig hurtigt op, hvor han så begynde og trække i hans tøj. Han tog første hans slidte røde skjorte på sig, hvor han fik den knappede. Han tog derefter hans bukser på, hvor han smed bæltet om dem, til sidste smed han hans store jakke på, hvor han bagefter så sig over hans skuldre. Nu manglede han bare hans våben. Han sætte hurtigt hans to sværd ned i hans sider, hvorefter han tog den riffel han, havde fået gennem sin ven i Thorbane. Dayne sætte den, bagefter om på hans ryg, hvorefter han så sig frem. Han gik hen til døren og kom ud på dækket. Han indåndet den friske luft, hvor han så så sig omkring folk på hans skib så ud til og være friske selv, efter den hårde nat men det var i sig selv godt. Dayne træk svagt på smilebåndet, hvorefter han gik en tur på hans skib, han havde fået fat i et nyt skib og mandskab, men af en eller anden grund kunne han se at han, havde en mening nu.

Dayne, havde fået noget ud af og være falden, men han ville ikke arbejde for nogen, han ville få sig sit eget liv sammen med folk, der ville blive solgte som slaver. Men lige nu, kunne han ikke rigtig komme i tænke om andre steder, han heller ville være end her. Han, havde døbt hans skib The Burning Revenge, da han fik den, hvorfor kunne han ikke helt huske, måske var det sådan som skibet så ud med figuren foran. Dayne bed sig svagt i læben og gik langs rælingen, hvor han mærket på skroget. Det var stadig dejligt og røre ved, og så ud til at være blive holdt ved lige før. Dayne træk hans hånd væk da han nået op til hans post, hvor han bagefter fik fat i roret, han sejlede videre mens han så over på hans førstestyrmand, personen var særlig og kunne klare sig selv men han stolte ikke hundrede procent på hans første styrmand han måtte finde en på et tidspunkt, eller lærer denne person og kende.

”KAPTAJN.” blev der råbte, hvorefter en person vinket ham over til sig. Dayne gav roret til manden som stod, ved siden af ham. Dayne fik kikkerten og så så skibet, der sejlede fra dem, der var skibet Anna-marie. Dayne bed sig svagt i læben og kaste kikkerten tilbage til dem, ”vi indhenter den, det er helt sikkert Dayne.” Lød det fra hans første styrmand, hvor Dayne nikkede, ”du har ret John.” Dayne gav ham roret igen, hvorefter han gik ned på skibets dæk, ”OKAY FOLKENS LYT EFTER, VI ER VED OG VÆRE VED SKIBET ANNE-MARIE OG VI BESKYDER HENDE IKKE HUN ER ET SLAVE SKIB, OG DERFOR BETYDER DET MYRDE ALLE PÅ SKIBET PÅ NÆR SLAVERNE, DET ER TID TIL OG GI DEM DERES LIV TILBAGE, ER I MED MIG.” Råbte Dayne, hvorefter han hørte et en stemmet. ”AYE.”   De sætte derefter kursen hen mod skibet igen, hvorefter Dayne kravlede op så han var klar. Kort efter kom de tæt nok på, hvor der blev  kastet reb til og holde deres skib sammen med deres, hvor Dayne skød deres mand oppe i masten. Skibene kollideret, hvorefter der blive råbte ordre på begge skibe.

Hvorfor ikke tage på et eventyr? Det skal kunne være sjovt sagde folk, ja men sjovere ville det nok være, hvis det var frivilligt, synes du ikke? Audrey sad bundet på hænder og fødder, med en fin sæk overhovedet, sammen med et bind for munden - efter som de ikke gad at høre på hende brokke sig. De havde også hurtigt opdaget at skade hende var til uden nytte, fordi hun ikke var den eneste som blev påvirket af det. Derved, måtte hun sidde i en krog for sig selv - uden at ane hvor fanden hun befandt sig. Det var for gruppens bedste. Dæmonerne her havde sagt, de ville have to fra gruppen, og hun havde givet sig selv op frivilligt. Så teksniskset var hun her jo af egen frivilje. Audrey kunne mærke da hun blev løftet op. Hendes tåspidser snittede jorden, til hun pludselig blev løftet op fra jorden, og kastet ned på jorden. Audrey blev skubbet hen i et hjørne, og lænket fast til en pæl. Hun tog en dyb indånding, i håb om at andet end den mugne stank fra sækken kunne ramme hendes næse. Havvand. Hvorfor ikke? Hun sukkede let.

Der gik flere og flere timer. Hun kunne mærke, hvordan det hele rungede og hvordan havets salte vand kastede sig op på skibet. Heldigvis var hun ikke søsyg. Hende, Elijah og Skylar havde tit været ude for sådan noget her. Blive bundet et sted, og slæbt med til søs eller andet, for at teste deres søsyge, og forbygge deres sanser. Og de evner var ikke falmet med årerne, tvært imod. Dog var hun yderst trist over det faktum at Skylar var død. Hun vidste godt det at være vampyr havde været hårdt for hende, men det havde været som at miste sin lillesøster, og nu stod stakkels Elijah og Charlotte tilbage uden en søster. Uvisheden for forældrene om deres datter var blevet vampyr var noget andet. Josette måtte ikke deltage, hvilket Audrey vidste ikke hjalp spor på Josettes morderiske opførsel. For selvom hun gerne ville hjælpe Josette, så var det Matthew og Clarissa som var skyld i, at Josette var som hun var i dag, eller blot en del af det. Aldrig havde Audrey fået hele historien om hvordan Josette blev falden. Hun var trods alt ikke hjemme der.

Pludselig kom der en masse råb og skrig udefra. Audrey tænkte først pirater som ville have slave skibet. På den anden side sad hun inde på kaptajnens kahyt fordi hun forstyrrede for meget, så de andre slaver var langt væk fra hende. Så hvis de kom ind i kahytten og kiggede ovre i det fjerneste hjørne ville der side en ugenkendelig menneske. Man kunne ikke rigtig se, hvem det var. Tøjet afslørrede måske hvis man kiggede godt efter hendes kvindelige former, men ellers var det ikke noget man bemærkede før man kom tæt nok på. Håret var gemt under sækken sammen med ansigtet. Døren gik op, hvilket gjorde hun holdt vejret. Hun skulle fandme ikke sælges videre til nogen. Ikke så længe hun levede. Auraen var mørk og truende. Falden engel. Ingen tvivl omkring det. Audrey tvivlede på at Josette vidste hvor hun var, og hvis det havde været Josette. Så havde det været mere skrig end råben. Og mere smertesskrig end blot de skrig.

Dayne sætte sig til rette, hvor alle rebene blev kaste over på skibet for at holde den fast, hvis de gjorde modstand måtte de gi et eksempel. Dog håbet Dayne at de ville overgive sig, hvis Josette, holde øje med ham, ville han vise en helt anden side af sig selv nok var han falden, men han var ikke en morder.

Der gik dog ikke særlig længe, før deres kaptajn kom ud, hvor de så kiggede på Daynes mænd de regnede sikkert med de ikke, behøvede og være bange og det viste deres leder os. ”Hvor er jeres kaptajn disse slaver, er helt bestemt noget ordenligt noget, vi skal jo tjene penge ikke". Daynes første styrmand gik hen mod dem så de troede, han var lederen, ”i lader fangerne gå og måske kun måske lade vi jer slippe.” Med de ord, greb kaptajn til sin pistol, hvilket Dayne, havde regnet med. Han klikket og manden der var deres kaptajn fladt sammen på dækket med et skud lige gennem panden. Dayne hoppede ned, bagefter eller nærme svang sig over, hvor han så på hans mænd der kom over der begynde en lille kamp. Men efter ikke særlig længe, havde de alle fået styre på de sidste der arbejde på slaveskibet. Dayne bed sig svagt i underlæben, hvorefter han så på John, ”John gå ned og hent slaverne nedeunder, jeg blive nød til og vide, noget mere om lederen, og hallo du der.” Lød det fra Dayne da en soldat bevægede sig ned mod selve rummet med slaverne. ”du går over og holde øje med om der er andre i nærheden er du med på den.” Knægten nikkede, ”aye.” Dayne vende bagefter sit blik mod Kahytten, hvor han så gik ind han kunne se en masse bøger og et par andre ting, men en ting fanget hans, øjne da han havde vænet sig til mørket en fange. Han gik hen mod person og kunne hurtig se det var en kvinde, ”okay jeg fjerne sækken nu, bare rolig vi er her for at hjælpe.”

Idet samme Dayne, havde sagt det tog han den af og i det samme, den blive fjernet ville han bakke væk så overasket var han nemlig, ”Audrey?.”
//ikke så spænde men, er træt, og syg derfor svaret jeg ikke. :i//

Et skridt tættere på. Endnu et. For hvert eneste skridt kunne hun mærke, hvor hårdt hendes hjerte bankede. Lyden af en stemme. En bekendt stemme. Nu havde hun dog hørt mange stemmer igennem sit liv. Det tog hende lidt tid at finde frem til ansigtet bagved mørket. Alt hun kunne se var skikkelsen der satte sig foran hende. Sækken blev trukket af hendes hoved, og hun slog blikket op. Hendes navn blev nævnt.
"Dayne?" Spurgte hun meget mumlende. Trods alt havde hun et bind for munden. Det gjorde hende dog lidt mere afslappet at det faktisk var et genkendeligt ansigt. Hun løftede hendes bundende hænder op for at se om han ville binde hendes hænder fri. Hun var til meget mere hjælp når hun ikke var bundet på hænder og fødder. Hun tog ikke øjnene fra ham. For hun ønskede ikke at han ligefrem skulle smutte fra hende.

Naturligvis skulle hun da nok finde en måde at overleve på, komme tilbage til sin gruppe. Det ville tage tid, hvis det viste sig Dayne ville svigte hende. Han var falden nu. Det var en aura han ikke kunne løbe fra.

//Lidt kort men det svært at skrive når en karakter er bundet for både hænder, fødder og mund xD

Lyden af alle de folk som var ved og blive befriet kunne høres overalt på skibet og at de der gjorde modstand, var blive sat ned så de ikke kunne gøre noget og bunde med begge deres hænder. Dayne bed sig svagt i underlæben, hvorefter han hørte hende sige hans navn. Da hun gjorde tegn på hun godt ville ha, hjælp træk Dayne hans daggert op, og skar hendes hænder fri. Dayne fjernet hurtigt hendes stof om munden, hvor han bagefter træk sig væk. Han rejste sig op lige tidsnok til og høre en anden komme ind, en af mændene. ”Alle slaverne er fri Kaptajn, åhh undskyld jeg vidste ikke der var en anden her inde.” Dayne så hen på manden, hvor han så ryste på, hovedet. ”Få dem over på vores skib, de fortjener et bedre liv og når alle er kommet sikkert over, synk skibet så de aldrig nogensinde, vil forsøge dette igen.
”
Manden så hen på Dayne, ”Aye kaptajn.” Hvis der var en anden person som kunne ændre hans mening omkring det, ville det være Audrey, men det ville kun være derfor han ikke ville synke den, hvis hun forslog det og selv der ville det være, meget mere brutalt for ham at gøre det. Dayne så sig omkring og gik hen mod de bøger som var her, flere om dem fortalte om spænde ting og han, havde lært og læse.

”Nogen bøger du tror vi ville kunne få behov for, for at lære lidt mere om dette her Audrey, eller noget vi ville kunne bruge for fremtiden.” Lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han sende hende et svagt smil. ”Jeg har ikke kun været en god person til og gøre de her ting, men jeg har heller aldrig været dårlig til og vide, hvordan man handlet på en fredelig måde.” Dayne sende hende et smil, hvor han så kiggede på bøgerne, ”men jeg ved ikke om jeg stadig er sådan en person, efter alt det der er sket er jeg i tvivl om jeg overhovedet kender mig selv mere.”
Dayne træk svagt på smilebåndet og så på Audrey, ”hvem er jeg, hvis jeg ikke længere kender mig selv.” Lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han fælde en tårer. Det var sjovt, hvordan en person han nærmest ikke kende, kunne ha denne påvirkning med mig måske var det skæbne der, havde førte dem sammen, eller os var det et rent tilfælde. Dayne træk sig væk fra hylderne, hvorefter han vende sit blik mod hende igen. ”Det er sjovt er det ikke, os to der mødes igen, for at se, hvilket monster jeg er blevet til.” Dayne træk sig væk, hvorefter han så hen på hende igen.

Alle slaverne er fri Kaptajn, åhh undskyld jeg vidste ikke der var en anden her inde. Hun fik fundet sine fødder fri.
"Jeg er ikke nogen slave." Mumlede hun lidt og kom på benene igen. Hun smed alle rebene på gulvet. Synke skibet?
"Det er et slaveskib Sunshine. De er ikke folk der holder slaver, de følger bare ordre." Sagde hun så og kiggede på Dayne. Hun kiggede på boghylderne og trak let på skulderen. "Der er intet af værdi på det her skib." Tilføjede hun og lyttede derved til det næste han sagde til hende. Han fældede en tåre, hvilket fik hende til at synke en klump og gå hen for at ligge en hånd på hans skulder.
"Hvem vi er, og hvad vi gør for at overleve er to vidt forskellige ting." Sagde hun så og trak på smilebåndet.
"At du er falden gør dig ikke til et monster." Tilføjede hun og så ham ærligt i øjnene. "Ikke alle monstre gør monsteriske ting... man vælger selv, hvordan man vil handle på sig." Hun vippede hovedet lidt på skrå, og kiggede på tingene i kahytten.
"Du var en engel Dayne. Jeg kender ikke til, hvordan det er at være en engel den ene dag og falden den næste. Men jeg ved, hvordan det er at føre den kniv som dræber en anden mand. Jeg har dræbt for min gruppe før, og været i mange slagsmål. Jeg har en masse blod på mine hænder. For at komme over det og komme videre. Er du bare nød til at respektere, at fortiden ikke kan laves om." Sagde hun så og kiggede overpå ham.
"Men skal vi komme væk fra det her skib?" Spurgte hun så og trak let på smilebåndet igen. "Så kan du fortælle mig resten af historien senere." Tilføjede hun og sendte ham et varmt smil. Alle havde deres dæmoner trods alt. Han kunne tro hendes hænder var rene, men i sidste ende havde hun ligeså meget blod på sine hænder som andre havde. Hendes havde været for at beskytte noget større, men gjorde det i sidste ende en forkel? Det var op til ens egen tro på tingene.

Audrey sank en klump og kiggede tilbage på Dayne.
"Det ser ud til jeg er ligeså meget monster som dig." Sagde hun så og kiggede væk. Så gik hun ud af døren og ud i kaoset. Hun havde taget en daggert fra bordet af, så hun havde lidt at slå igen med. Ikke at skade hende ville hjælpe nogen overhovedet. Hun bukkede sig bagover da en kniv blev svunget imod hendes hoved. Audrey var nu yderst smedig. Hun gik i bro og løftede sit ene ben i et spark så manden røg overbord. Hun svang sig op og stå igen bagefter og kiggede på Dayne.
"Med nærmere eftertanke. Så lad dem synke." Sagde hun så med et skævt smil på læben.

Det er et slaveskib Sunshine. De er ikke folk der holder slaver, de følger bare ordre. Da hun sagde det sende Dayne hende et svagt smil, da hun sagde det. Måske skulle de lade dem være i live, Dayne træk sig væk og bed sig i læben, han var dog ikke sikker på at det var en god ide at gøre disse her ting. Han så på hende og lytte til hende, hun havde vel ret omkring disse ting, han gjorde hvad han gjorde for at overleve og gøre en forskel. Det eneste han ikke ville ha Audrey troede om ham var at han, var et ondt væsen. Dayne smilede og nikkede, ”Ja lad os gå over Prinsesse, jeg skal nok fortælle dig alt du vil vide.” Da en person var ved og angribe Audrey, træk han hans pistol, og idet samme hun sparket ham over skibet og ned i det kolde vand skød Dayne ham. Han så på Audrey da hun om bestemte sig og nikkede så, ”så gør vi det.” Dayne lod hende komme over og hjælp hende, hvis hun behøvet det. Kort derefter så Dayne på mændene, hvor han så nikkede til dem. ”Synke dem ned til bunden af havets dybe.” Da Dayne, havde sagt det så han på Audrey hun, havde sikkert behov for mad og drikke, derudover måske et sted og sove. Dayne smilede svagt til hende, hvorefter han viste hende vej. Så snart de ville træde ind i hans Kahyt kunne man se en dejlig seng, hvis man skulle sove derudover var der vand noget alkohol og til sidste var der noget mad som Dayne selv kunne varme, hvis hun havde behov for varmt mad. ”Lad som om du er hjemme.” Kom det fra Dayne af, hvor han så træk en stol ud til hende hun kunne sætte sig eller stå op det var lidt op til hende, ”inden du spørge mig om, hvad der er sket Prinsesse må jeg vide, hvor længe har du været på skibet.”

Dayne sende hende et svagt smil, hvorefter han tog et æble til sig selv og kaste det op og greb det igen inden han, sætte sig til og spise. ”De andre skal nok få nok mad og blive taget af, jeg regner med og gi dem muligheden for at være på skibet, eller os vil jeg hjælpe dem tilbage til land, hvad mener du om det. ” Dayne så på Audrey, han burde sige, hvor glad han var for at se hende, men det var meget svært. ”Men mit Rigtig navn, var ikke Dayne Hightown, det var Azanroc Dayne Hightown.” Dayne sank en klump og forsætte, ”Kan du tilgive mig for ikke og ha fortalte, mit fulde navn den gang.”