"...Der er to elvere i en skov. Pludselig kom der en dæmon forbi..." (Shane)

S: Skoven
T: midt på dagen
O: træer, buske...vilde dyr og insekter.
V: Solen skinner, det er lunt. Få skyer og en svag brise.

Sean havde brugt formiddagen på at gå ud til skoven. Og lidt tid på at bevæge sig igennem skoven. En lang og stilfærdig gåtur, helt alene, hvor han bare kunne bruge lidt tid på at tænke og lægge planer. For det var der brug for.
Skoven var grøn. Alle de grønne og rødlige blade, de høje træer og de lave buske. Bær af forskellige slags, blomster af næsten enhver slags, en duft af bær og blomster. Insekter der summede i skyggen af træerne, solstråler der myldrede ned mellem bladene og lyste skovbunden op forskellige steder. En let brise der skubbede til bladene og kølede en lidt af, i den varme der ellers var.
Lidt for varmt hvis man spurgte Sean, men det var måske fordi han næsten altid havde mørkt tøj på. Som i dag, hvor han havde nogle lette sko på, et par mørke, dog løse, bukser og en mørkegrå T-shirt. Han havde det varmt og svedte, nok til at der kom et par pletter på hans T-shirt. Hans mørkebrune hår hang ned.
Han trak vejret dybt og stoppede i skyggen af en lysning...Den lysning, hvor Idril næsten altid opholdte sig. Han havde mødt prinsessen for nogle uger siden, efter sladder om at hun var i byen. Han havde sørget for at virke respektfuld og venskabelig...Og det så ud til at bære frugt. I hvert fald virkede hun helt venskabelig, når de mødtes og fortalte gerne lidt om dit og dat, hvis man spurgte rigtigt. Han smilte svagt.
Sidst de var sammen, var emnet faldet på Shane. Sean kunne ikke lade være...Han samlede på informationer og at vide hvordan kronprinsessen så ud, kunne måske være brugbart for nogen der betalte godt...
Eller måske bare nyttigt, taget i betragtning han havde prøvet at komme tættere på elverne så længe. Og pludselig, efter en god del tålmodighed, var det næsten lykkedes. Tålmodighed var vigtigt....Til sidste skulle jægeren nok få sit bytte.

Idril befandt sig i lysningen. Iklædt en hvid sommerkjole, som sad let om hendes slanke krop. Der var et lysegrønt mønster broderet hen over maven på hende. Ellers havde hun bare fødder og hendes hvide hår hang ned over hendes skuldre og kamuflerede sig med hendes kjole. Hun smilte svagt og hævede hånden fra sin taske, hun havde ved siden af sig. Selv sad hun på den gamle træstamme der var der. Buen lå ved siden af hendes taske, sammen med koggeret.
"Sean!" hilste hun. Sean smilte svagt og løftede hånden som hilsen. Gjorde så tegn til at han havde det varmt og hellere blev i skyggen. Der var mere lys i lysningen...Fordi det var en lysningen og derfor var der ikke træer til at skygge.
Efter sigende...Skulle Idril have aftalt med Shane om at mødes her?

Shane var på vej hen til den lysning, hvor han havde mødt Idril for første gang. Han vidste ikke hvorfor han skulle mødes med hende der. Måske ville hun bare snakke? Uanset hvad, så glædede han sig til at se hende igen. Han havde sin rustning på og hans sværd var som altid spændt fast til hans ryg ved hjælp af de to remmer. Han havde også det røde bånd om sin ene arm. Han havde ikke tænkt sig at tage sit sværd med, men hvis han ikke havde taget sine våben med, ville hans ven, Gavin, have gået med ham hen til Ashen Wood Forest, hvilket Shane helst ikke ville have, så han havde taget sit sværd med.
Shane havde det varmt i sin rustning, men han var vant til at have det varmt, så det genererede ham ikke. Han havde været væk fra Forestina i lidt mere end en uge, og havde derfor ikke set Idril eller Mira. Han havde været i ørkenen for at finde Miliaks hjerte, hvilket havde lykkedes ham. Da han nåede hen til lysningen kunne han se en anden person. Han kneb øjnene lidt sammen. Han gik hen imod Idril. "Cormamin lindua ele lle." Sagde han smilende til Idril, inden han så hen imod fyren igen. "Hvem er det?" Han blev ved med at se på fyren.

Idril næsten sprang op.
"Nae saian luume'!" udbrød hun og kastede sig mere eller mindre i armene på Shane. Hun var glad for at se ham igen...Der var gået lidt for lang tid. Hun slap ham lidt efter.
Sean studerede dem bare roligt. Det var lidt for sukkersødt med to elvere sammen - to stærke, kloge væsner - som opførte sig som kaniner i løbetid.
Idril vendte sig om mod ham og viste han nærmest frem, med en håndbevægelse.
"En af de eneste folk i byen, som er venlig mod mig. Dette er Sean...Sean...Dette er min forlovede og skovelvernes prins, Shane" Da hun sagde det sidste, så hun over mod Sean. Sean bukkede let hovedet for at hilse og...vise en smule respekt. Bare for ikke at skræmme ham væk igen. Men i virkeligheden havde han ingen respekt for hans flotte titel - ikke før han havde bevidst sit værd til at bære den. Det var stadig ufattelig varmt, så han blev stående inde i skyggen.
"Han...ville gerne møde dig" Idril så på Shane igen, med et lille smil.
"Jeg fortalte ham om dig. Han ved hvem jeg er og har beskyttet mig, vist mig rundt i byen og lært mig nogle af deres lidt mere indviklede ting. Jeg er ham taknemmelig og gik med til at lade jer mødes. Han vil gerne vide mere om elverne" smilte hun roligt.

Shane lagde sine arme om Idril, da hun nærmest kastede sig ind i hans arme. Han havde ikke fortalt Idril, hvorfor han havde været væk og han havde først tænkt sig at fortælle hende det når de var alene. Han gav slip på Idril og så hen imod manden, hvis navn åbenbart var Sean. Shane bukkede høfligt for Sean, da Idril præsenterede dem. "Saesa omentien lle." Sagde Shane og rettede sig op. "Det betyder at det er en fornøjelse at møde dig." Han smilede skævt. Han regnede med at Sean ikke kunne elvisk eftersom han ikke havde mødt specielt mange ikke-elvere der kunne det elviske sprog.
Shane så hen imod Idril, da hun snakkede videre. "Jamen, i så fald, tak fordi du hjalp Idril." Sagde han taknemmeligt og så hen imod Sean. Idril betød meget for ham, så det var rart at vide at Sean havde hjulpet hende. Forhåbentlig ville han blive ved med det. "Hvad vil du gerne vide om elverne?" Han så spørgende på Sean. Shane så hurtigt på Idril. "Er han et menneske?" Spurgte han lavt, i håb om at Sean ikke kunne høre det. Selv hvis Sean var et menneske ville Shane forsøge at være venner med for Idrils skyld.

Sean smilte svagt og bukkede svagt for ham, blot for at opretholde den høflige stemning. Han forstod rigtig nok ikke elvisk, selv om Idril havde lært ham et par gloser. Det lød smukt og mystisk, som altid. Han ventede høfligt på oversættelsen og svarede dertil.
"i lige måde. Og hvem hjælper ikke en kvinde i nød?" smilte han afslappet og sendte Idril et lille smil. Hun sendte et tilbage og så over på Shane et øjeblik. Hun havde savnet ham...Når Sean gik, kunne de måske være lidt alene.
Idril hørte hans hvisken, hvad Sean ikke gjorde. Hun blev en smule nervøs. Hun vidste han hadede mennesker...Men hvad med dæmoner?
"Han er en overraskende venlig dæmon" hviskede hun tilbage.
"Han kan mange ting i Doomsville. Han er en god kontakt at have" smilte hun, stadig mens hun hviskede, selv om det var uhøfligt at hviske når der stod en tredje person. Hun vidste ikke at han var kriminel og en ret farlig person.
Sean smilte venligt til dem og ventede på de blev færdig med at hviske sammen. Til sidst nejede Idril let for ham med en undskyldende mine.
"Beklager" smilte hun til ham. Med en håndbevægelse gjorde Sean det klart at det var lige meget.
"Pyt med det" han så på Shane igen.
"Jeg er i gang med et opfattende studie af elvernes samfund. Folk ved ikke meget om jer og ser jer sjældent. Jeg har ikke tænkt mig at bruge det til noget farligt...Jeg er blot utrolig nysgerrig og muligvis interesseret i noget handel eller aftale med jeres folk" smilte han roligt. Mere magt, kunne man også oversætte det til.

Indtil videre virkede Sean som en fin fyr, men det kunne selvfølgelig hurtigt ændre sig. Shane rynkede dog svagt på panden, da Idril hviskede at Sean var en dæmon. Shane brød sig ikke om dæmoner, men Idril stolede på Sean, og det var godt nok for Shane. "Ikke alle dæmoner er onde. Ligesom at det heller ikke er alle mennesker som er onde." Shane smilede svagt.
Shane så hen imod Sean. "Man ser os vel ikke så tit fordi vi føler os mest hjemme i skoven og fordi vi ikke er så meget ønsket i byerne." Shane trak på sin ene skulder. Han havde i hvert fald aldrig følt sig velkommen i byen. "Hvilken slags handel eller aftale?" Shane så spørgende på Sean. *Jeg ville være forsigtig hvis jeg var dig. Dæmoner er snedige.* En dyb stemme rungede i Shanes hoved. Stemmen tilhørte dragen Miliak. *Han vil bare kende mere til elverne. Jeg kan ikke se problemet i det?* Shane virkede ikke som en der havde en samtale med en drage inde i sit hoved, han så på Sean og ventede på hans svar. *Man ved aldrig.* Var de sidste ord som blev sagt i den samtale.

Han smilte let. Selv om han virkede forholdsvis afslappet, var der alligevel noget der fortalte Sean at Shane hurtigt kunne blive en fjende. Idril havde været næsten nem, desperat som hun havde været. Hun havde godt nok været mistænksom, det havde taget ham et par uger at overbevise hende om at han var en ven. Men faktisk ønskede han ikke at skade dem...Men at holde dem som en mulighed.
"Handel med varer. Tekstiler, bøger, kunst. Jeg ejer mange penge og værdigenstande. Og rent personligt er jeg meget interesseret i jeres bøger og viden i gemmer. Selvfølgelig vil jeg ikke trænge mig på, men hvis jeg en dag får muligheden for at lære noget nyt, vil jeg gøre det" svarede han roligt. Hvilket jo var sandt. Han brød sig ikke så meget om elvere, de var alt for flyvsk og arrogante til ham, men de kunne være praktiske at være på talefod med og det havde han altid ønsket sig. At have muligheden for at få nogle kontakter inden for deres byer og handle med dem, samt lære mere. Han smilte roligt. Idril ville endnu ikke lade ham i nærheden af deres by, ikke uden vagter. Men alt havde jo sin start.

Mens Sean snakkede overvejede Shane hvordan han kunne hjælpe. Han kunne nok godt lade Sean læse i nogle af de bøger som var i biblioteket, men var det nu en god ide at lade en fuldkommen fremmede gå derind? Hvis Shane holdte øje med ham var det nok ikke en dårlig ide. "Jeg kan lade dig læse i et par bøger vi har, men jeg vil holde øje med dig og hvad du læser. Kan du love mig ikke at dele din viden ud til alle?" Han ville helst ikke fortryde denne beslutning, men han havde en fornemmelse af at han nok ville ende med at fortryde det, men han ignorerede det.
"Hvis det er så kan vi tage hen til Forestina nu?" Shane så spørgende på Sean, men så derefter på Idril. "Tager du med? Mira ville være glad for at se dig igen." Han smilede svagt. Han håbede virkelig at hun ville tage med til Forestina, men hvis hun valgte ikke at tage med var det også i orden. De ville møde hinanden igen, det var helt sikkert.

Han følte sig som et barn, som havde fået den bedste gave i verden, til jul. Han måtte beherske sig for ikke at smile selvsikkert. Tålmodighed belønnede sig...
Ikke om han havde tænkt sig at ødelægge det.
Han nikkede let og bukkede sig svagt, bare for at vise en anelse respekt.
"Jeg skal holde det for mig selv" lovede han. Det var i forvejen det han tjente penge på, at holde hemmeligheder og vide så meget som muligt. Dette har var perfekt i hans planer.
Han så på Idril et øjeblik. Hun smilte og virkede rolig, måske en anelse mere optaget af Shane end ham. Han følte sig som publikum til deres private, kærlighedsfulde møde i skoven.
Idril smilte let til Shane.
"Vi kan sagtens gå til Forestina" hun så kort mod Sean, som nikkede.
"Jeg vil gerne se Mira igen og Sean kan se vejen dertil" hun smilte til Shane, glad for alt var endt vel.

Shane kunne ikke se noget galt i at føre Sean hen til Forestina, så længe Sean ikke fortalte nogen om hvordan man kom derhen. Shane nikkede kort, da Sean lovede at han ville holde det for sig selv. "Udmærket. Det er jeg glad for." Sagde Shane med et skævt smil om læberne. Han vendte sit blik imod Idril, da hun svarede på hans spørgsmål. Hans skæve smil blev bredere og hans grønne øjne lyste svagt op. "Dejligt." Selvom Sean var der, så trykkede Shane kort sine læber imod Idrils i et blidt kys.
Han vendte sig om imod Sean. "Denne vej." Sagde han, hvorefter han begyndte at gå i den retning, han var kommet fra. "Det tager ikke særlig lang tid før vi er derhenne. Hvis du har nogle spørgsmål vil jeg prøve at besvare dem så godt jeg kan." Shane så på Sean over skulderen imens han gik.

Han smilte let og nikkede. Når alt kom til alt, havde han ikke mange spørgsmål. Ikke lige nu, i hvert fald. Han glædede sig bare til at se denne by. Der var en gang, da han næsten lige var kommet hertil, hvor han havde set byen. Men dengang havde han ikke rigtig vidst noget om stederne og havde hurtigt glemt vejen frem og tilbage igen. Elverne havde heller ikke virket helt positive over for hans pludselige besøg. Men det var længe siden nu.
Han var opmærksom på detaljerne i skoven, der kunne være fingerpeg til hvordan man fandt frem og tilbage igen. Han glædede sig...Meget.
Idril smilte let og gengældte Shanes kys. Og gik med dem. Sean dannede bagtrop og lod dem lege forelskede. Det var ganske sært at være i omgivelser med to elvere, som endda var helt forelskede i hinanden. Det var ikke sådan man forestillede sig elvere, normalt.
"Rent politisk...Er jeg lidt nysgerrig over hvem i faktisk er venner eller allierede med og hvem i slet ikke kan fordrage?" spurgte han nysgerrigt, mens han så på Shane. Han mødte sjældent elvere...Og ikke nok så han deres by og måtte læse i et par af deres bøger, men han havde også muligheden for at spørge ind til deres politik og samfund.

Shane sørgede for at gå ved siden af Idril og rakte udefter hendes hånd. Han havde savnet hende en del, da han havde søgt efter Miliaks hjerte. Han så sig tit over skulderen for at holde lidt øje med Sean og for at vise at han lyttede. "Vi er allierede med højelverne, selvfølgelig." Han smilede kort charmerende til Idril, inden han snakkede videre. "Englene også, men det er lidt usikkert nu hvor englenes leder er trådt af ledelsen. Vampyrer, dæmoner, sortelvere, svartelverne og også bestemte varulve kan vi ikke lide. Mennesker er jeg lidt usikre med. Personligt stoler jeg ikke på dem af private årsager, men ifølge min fars gamle papirer har skovelverne haft en form for alliance med dem. Jeg har tænkt mig at kontakte andre raceledere for at diskutere vores alliancer." Sagde han med et svagt smil om læberne.
Han havde ikke tænkt sig at fortælle Sean om hvorfor han ikke stolede på mennesker. Det vedkom ikke ham. "Det er dog besværligt at skaffe alliancer med andre racer, når man ikke kan finde deres ledere." Et svagt og lidt træt suk forlod hans læber. "Andre spørgsmål?" Han håbede at hans svar på deres alliancer og fjendskaber var tilfredsstillende nok for Sean.

Idril tog hans hånd og smilte lykkeligt til ham. Hun så også om mod Sean fra tid til anden, men for det meste så hun frem for sig og holdte øje med skoven omkring dem.
"Vores standpunkter er rimelige ens. omend, vi ikke har noget problem med menneskerne. Vi har handler med dem...Men det ved du jo allerede..." fortalte hun Sean med et svagt smil.
"Og det er også den eneste grund til at jeg er i dit selskab, Sean...Fordi du vil sikre mere handel til mit lukkede land." hun smilte bedrevidende til ham. Et smil der lovede at han ville dø, hurtigt, hvis han lavede ballade.

Sean nikkede let. Han hørte hvad de begge sagde. og smilte svagt. Jamen hvor var han beæret!
Han så lidt på Shane. Denne lidt usædvanlige elver...Men måske kun usædvanlig, fordi man ikke så mange af dem.
"Ikke lige nu. Jeg stiller dem, hvis jeg kommer på dem" indrømmede han.

Shane havde svært ved at slippe sit had til menneskene. Hver gang han så på Mira blev han mindet om det de havde gjort imod hans familie og hans tørst efter hævn blev større og større. Han havde dog ikke tænkt sig at angribe alle menneskene for en gerning som kun nogle af dem havde begået. Han ville finde de mennesker som havde dræbt hans forældre og havde kidnappet Mira. Hvad han ville gøre imod dem, hvis han fandt dem var ikke sikkert.
"Udmærket." Shane smilede kort til Sean over skulderen. Der gik nok et kvarter før de var henne ved Forestina. Der var lyde af latter, snakken, dyr, og meget mere. Skovelverne handlede, lavede mad, og snakkede med hinanden. Børnene løb rundt og legede hvad der lignede fangeleg. Skovelverne smilede og vinkede til Shane, Idril og Sean, men selvfølgelig var de lidt mere tøvende overfor Sean eftersom han jo var en fremmede. Shane ledte dem hen til et træ som var det højeste og bredeste. Han vendte sig om imod Sean. "Jeg bor her sammen med min søster. I min fars gamle konto, som nu er mit, er der en masse bøger og papirer omkring skovelverne og vores fortid. Der er også en masse andet som jeg endnu ikke har fået kigget igennem." Det var tydeligt at Shane ikke var typen som kunne lide at læse. Han var alt for rastløs til at sidde stille og læse. "Jeg håber du er god til at klare." Sagde han med et kækt smil om læberne, inden han gav slip på Idrils hånd og klatrede op af træet med lethed.

Idril smilte og vinkede til folkene, som de kom forbi. Hun savnede sit eget hjem, noget så forfærdeligt, men hun kunne lide at være her. Blandt andre elvere, omend de gjorde tingene på en lidt anden måde. Hun nød at lære om deres kultur og se, at de faktisk ikke var så forskellige igen.
Adræt fulgte hun efter Shane, op i træet.

Sean sank lidt bagud. Ikke fordi han var langsom som sådan, men fordi hans blik gled over det hele, over omgivelserne, og slugte alle de nye indtryk. Så det var her det var! Så tæt på...og dog så få der kunne finde det. Det var storslået, det så fantastisk ud! De høje træer, der gemte på huse. Elverne, der hoppede rundt mellem træerne eller gik nede ved jorden. Snakken, både på almindeligt sprog men i den grad også på elvernes sprog. Han forstod enkelte ord, som han havde lært af Idril. Han lod blikket glide over enkelte af de håndværk, de arbejdede med, fuldstændig ligeglad med deres tvivlende blikke mod ham.
Til sidst stoppede han op og så op af træet. Så det var her deres leder boede. I det højeste, prægtigste træ. Han havde intet problem med højder.
Han begyndte at klatre. Han klatrede ikke så meget og det var klart det gik langsommere end de to egern han fulgte efter. Men til sidst nåede også han op, ivrig efter at se kontoret og læse i Shanes bøger. Dem han fik lov til, selvfølgelig. Omend...Det var fristende, hvis han skulle læse inde i kontoret, også at kigge i andre dokumenter...Men han måtte ikke udfordre skæbnen. Ikke nu. Først gjaldt det om at få dem til at stole på ham.
Han lod blikket glide over husene og de hængende broer mellem træerne. Sådan et håndværk...Personligt var han lidt i tvivl om hvordan man mon havde bygget det...Men det var elverne. De havde altid kunne en ting eller to, andre ikke kunne.
"Jeg glæder mig" bekendtgjorde han, da han fulgte efter dem ind. Han vidste ikke med Shane, men Idril havde i hvert fald pænt ventet på at han også kom op, en anelse trættere i armene end tidligere.

Der var visse ting i kontoret som Sean absolut ikke måtte læse. Så de ting måtte Shane skynde sig at fjerne, inden Sean opdagede dem. Shane havde også været overrasket og fascineret første gang, han havde været i Forestina. Han var jo ikke opvokset der, men i en lille hytte i udkanten af skoven, hvor hytten var blevet gemt af en masse træer. Han havde først haft svært ved at vænne sig til Forestina og de mange skovelvere, men det var blevet nemmere for ham efter at hans lillesøster var kommet tilbage i god behold.
Shane ventede tålmodigt på at Sean fik klatret op til dem. Et svagt smil spillede sig om hans læber, da Sean nåede derop. Shane gik hen imod kontoret, hvor der var en masse bøger på nogle hylder, et træskrivebord og en stol. På skrivebordet var der en masse papirer. Der var også et stort vindue bagved stolen og skrivebordet. "Dette er så mit kontor." Sagde Shane og gik hen imod skrivebordet, hvor han begyndte at samle nogle dokumenter sammen. Shane samlede dokumenterne op og havde dem under armen. "Bøgerne på hylderne kan du læse. Der er lidt om vores sprog, fortid, handel. Hvis du mangler noget, så kalder du bare."