An eye for an eye - Shane.

Sted: Ashen Wood Forest.
Omgivelser: Ikke mange, udover dyrene og de naturlige omgivelser skoven har.
Vejr: Det er godt vejr, solen er til stede men bliver indimellem skygget af hvide skyer.
Tid: 14.24.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

For hvert et skridt hun tog kunne hun mærke den intense smerte. Den fyldte hele hendes krop og gjorde det svært for hende at bevæge så rundt, og endnu sværere for hende at jage. Men hun havde fundet de oplysninger hun havde brug for, og hun havde ikke tænkt sig at vente til hun var bedre. Hun havde måske kun en chance og den måtte hun tage, ligegyldigt hvor ustabil hun er. Hendes ansigt var forslået, men ikke længere hævet. Det var blevet flottere at se på, men havde stadig en hel del skræmmer. Hendes krop derimod, den var endnu værre. Det var ikke kun hendes krop der var smadret, men også hendes mentale tilstand. Hun var et vrag, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde ingen at vende sig til, så hun måtte klare sig selv som altid. Det eneste hun kunne fokusere på var at finde hans familie. Han havde dræbt hendes familie, det virkede kun fair hun gengældte det. Måske ikke den mest moralske tankegang at have, men hun blev nød til at tage hævn. Han blev nød til at føle det afsavn hun følte, lige meget hvad det kostede. Hun havde fundet hans nevøs navn. Shane, det var svært at finde frem til, men efter lang tids eftersøgning lykkedes det hende. Nu var hun klar med pistoler og knive. Hun var klar til at få sin hævn.

Shane sad på hug foran et spor fra en menneskefod. Sporet fortsatte hen af skovstien, men forsvandt derefter hen til en busk. Shane holdte sit sværd i sin højre hånd. Han rørte forsigtigt ved sporet, inden han rejste sig op og tog sværdet i begge hænder. Han løftede sværdet lidt mens han fulgte sporene hen til busken. Han kneb øjnene lidt sammen inden han sparkede til busken. Den eneste lyd man kunne høre var buskens blades raslen. Han gik udenom busken og så at sporene fortsatte længere ind i skoven. Mennesket som han jagtede var åbenbart klog. Et lettere irriteret suk forlod Shanes læber. Mennesket havde muligvis været en som havde været med til at kidnappe hans søster. Han gik tilbage til skovstien og så rundt.
Han fik øje på en skikkelse lidt væk som gik hen imod ham. Han løftede sit sværd lidt og stillede sig i forsvars stilling. "Ven eller fjende?" Spurgte han med en hævet stemme. Hans stemme var dyb og alvorlig som den altid var når han snakkede menneskernes sprog.

Jo gik forsat fremad, men hendes skridt var forsigtige og så lydløse som muligt. Hun vidste ikke hvor i al verden hun skal finde en elver. Hun vidste næsten ingenting om dem. Hun vidste ikke om der var noget særligt de er svage overfor, eller om de kunne noget som alle andre racer ikke kunne. Faktisk vidste hun så tæt på ingenting om dem, at det næsten var umuligt. Hun hørte skridt bag sig og vendte sig om. Hun gav ham hurtigt et elevatorblik før hendes blik igen ramte han øjne. "Det komme an på.." Hun trak hendes pistol frem og holdte den imod ham. "Hvem er du?"

//Beklager længden.//

Shane kneb øjnene lidt sammen da kvinden sigtede på ham med en pistol. Han var klar til at hoppe til siden, hvis hun havde tænkt sig at skyde. Han måtte indrømme at kvinden var pæn, men det betød intet for ham lige nu. Han fnøs lavmælt over hendes spørgsmål. Han strammede sit greb om sit sværd med begge hænder. "Hvad får dig til at tro at jeg vil fortælle dig mit navn?" Han hævede hånende sit ene øjnebryn.
Han holdt vagtsomt øje med hende. Hvis hun lavede en truende bevægelse ville han straks hoppe til den ene side. "Fortæl mig hvad du laver her og måske svarer jeg på hvem jeg er." Han så afventende på hende.

Jo så på ham med et hævet øjenbryn. Han troede virkelig han kunne forhandle med hende. Det var tydeligt at hun havde lettere ved at skade ham, end han havde ved at skade hende. "Fordi jeg kan skyde dig hurtigere end du kan komme her over og bruge dit sværd på mig. Så jeg vil råde dig til at svare på mine spørgsmål." Hun tog en dyb indånding og rystede på hovedet. Han troede virkelig han kunne forhandle med hende, hvorfor skulle hun ikke bare skyde ham lige på stedet? Det ville være let, og hun ville kunne komme videre. Men hun kunne bare ikke få sig selv til det, hun vidste endnu ikke hvem han var. Måske var han uskyldig. "Jeg leder efter nogen. Dit navn." Det var en kommando, og hun lagde ikke skjul på at hun ville kende hans navn.

Shane kunne ikke lade være med at smile kækt over det hun sagde, men hans smil forsvandt hurtigt igen. "Du kender tydeligvis mig ikke." Hans tatoveringer lyste op i en blå farve i nogle få sekunder. "Jeg kan hurtigt undvige dine skud og flygte. Jeg har ingen planer om at dræbe dig." Sagde han. Han kunne også bare bruge sin evne imod hende, men han valgte at lade være. Han rystede lidt på hovedet af hende. Hun gav bare ikke op. Hun var stædig, men det var han desværre også. Spørgsmålet var bare om hvem der var mest stædig.
"Hvem leder du efter? Et menneske? For jeg leder også efter en. Måske leder vi efter den samme?" Han ville normalt ikke foreslå at samarbejde, men han var efterhånden træt af at menneskerne slap væk fra ham. Han var normalt god til at spore, men han var meget distraheret for tiden. "Du er et menneske, er du ikke?" Han sagde menneske med afsky i stemme.

Jo skulle måske have lavet noget mere research før hun gik på jagt efter en elver, men hun var ret dumdristig på det punkt. Hellere tage en chance og tabe, fremfor at vente og være sikker. Hun så en anelse fascineret til da hans tatoveringer lyste op, mest af alt fordi hun aldrig havde set noget lignende, men hun prøvede at skjule det. Hun besluttede sig for ikke at svare ham, mest fordi hun ikke kunne komme på et kækt svar. Da han spurgte om hun ledte efter et menneske var hun lige ved at svare nej, men så genovervejede hun. Hvis hun sagde ja, kunne hun måske finde ud af hvem han var. Men hvis hun skulle 'samarbejde' med ham, var det vigtigt hun ikke kom for tæt på ham. Så ville hun ikke kunne plante en kugle i ham. "Måske. Hvem leder du efter?" Hun rynkede brynene da han sagde menneske med afsky i stemmen. "Undskyld mig, men hvad er der i vejen med at være et menneske?" Det var tydeligt hun var fornærmet over hans ord.

Shane fik i et kort øjeblik et kækt glimt i øjnene over at hun ikke kommenterede på det første han havde sagt. Han rettede sig lidt op og sænkede sit sværd for at virke mindre truende, men han holdte stadigvæk øje med hende. Han ville ikke risikere at blive skadet, eller i værste tilfælde, dø. Han satte sit sværd tilbage til de to remmer som fastspændte sværdet til han ryg. Han lagde armene over kors. "Et menneske som sagt. Jeg kender ikke hans navn, men jeg er nød til at finde ham af personlige årsager som ikke vedkommer dig." Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende om sin lillesøster og at mennesket muligvis havde været med til at kidnappe hende.
"Alting." Svarede han og trak på sin ene skulder. "Mennesker er egoistiske. I tænker kun på jer selv. Tag det ikke personligt." Det sidste han sagde var med en kæk tone i stemmen.

Jo pakkede hendes pistol væk da han pakkede sit sværd væk, men hun var parat til at trække den igen hvis nødvendigt. Hun nikkede bare til hans upræcise beskrivelse af ham han søgte. Hvis man overhovedet kunne kalde det en beskrivelse. "Jeg har brug for mere, for at finde ud af om jeg søger den samme. Ved du mere om ham?" Hun spændte sine kæber da han begyndte at tale ned om mennesker. Hun tog det personligt, meget personligt endda. "Alting? Hun fnøs og så kort væk fra ham. Han skulle nødig stå og snakke for højt. Det var en fra hans familie der havde dræbt hendes. "Nå ja. Ja selvfølgelig. Det er ikke os der drikker blod fra folk, eller river hovedet af folk i arrigskab. Men nu er elver også så dejlige og skønne. Undtagen når de dræber." Hun talte selvfølgelig fra erfaring.

Shane blev mindre anspændt, da pigen pakkede sin pistol væk, men selvfølgelig holdte han stadigvæk øje med hende. Han rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål. Han vidste ikke mere om manden andet end hvordan han så ud. "Sort hår, tynd, han havde en lang brun frakke på." Han så ikke mandens øjnefarve, men det betød nok heller ikke så meget. "Ja, alting." Hans stemme var rolig, men havde også en tone af irritation i sig.
"Og mennesker ødelægger alting. De tager alting. Mennesker tror de er bedre end alle andre, men sandheden er at i er kujoner!" Han hævede sin stemme. Vreden over at hans forældre var blevet dræbt af mennesker og hans lillesøster kidnappet af mennesker blev stærkere.

Jo vidste en hel del om at finde folk. Men hvis man hverken havde et navn, eller et navn på nogen tæt på ham, så var det svært at finde ham. "Hvad med nogle tæt på ham? Ved du noget som helst? Selv de mindste ting kan hjælpe." Det ville være lettere hvis han fortalte hvorfor han søgte ham, men det lød det ikke til at han ville. Hun mærkede vreden stige i sig, tæt på bristepunktet, da han begyndte at tale ned på mennesker igen. "Ved du hvad..." Hun spændte kæberne endnu engang før hun sukkede opgivende. "Lad os bare prøve at finde manden." Hun havde ikke overskud til at skulle føre en diskussion, og slet ikke om hende selv.

Shane begyndte efterhånden at blive irriteret over alle hendes spørgsmål, hvilket man tydeligt kunne se på ham. "Nej." Hans stemme havde fået en hård tone. Han fortrød allerede at have hentydet til at de kunne arbejde sammen. Han overvejede bare at gå uden at sige noget til hende, men hvis hun nu kunne hjælpe ham med at finde mennesket måtte han leve med at hun var vildt irriterende. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Fin ide." Han gik hen imod busken, han havde undersøgt før hun var dukket op. Han pegede ned på jorden hvor man kunne se menneskets spor. "Han har efterladt spor." Hans blik fulgte sporene. "Han kan allerede være langt væk, så hvis vi skal fange ham, skal vi skynde os." Han så hen imod hende.

Jo prøvede blot at hjælpe ham, eller det var i hvert fald hvad han skulle tro. Hvis han kunne tillade sig at blive sur over det, så havde han blot bekræftet det hun havde hørt om elvere. At de var arrogante, og satte dem meget højere end mennesker, og alle andre racer også for den sags skyld. Men efter hendes sidste jagt, gik helt i vasken, turde hun ikke længere bare tage en chance. Hun blev nød til at være sikker på hun kunne dræbe ham. Ellers kunne hun lige så godt lade vær med at prøve. Hun svarede ham ikke, hverken på det ene eller det andet. Hun fulgte ham bare hen til fodsporet og så på det. Det var ganske rigtigt ved at være 'gammelt' så de måtte hellere komme af sted. "Så lad os gå." Hun begyndte at gå og forventede at han fulgte efter.

Shane fulgte efter hende, da hun begyndte at gå. Efter et par minutter, stoppede han op og satte sig på hug ved sporene. Han rørte forsigtigt ved sporet. Han rynkede svagt på panden og så på de andre spor. Mennesket havde uden tvivl løbet, udfra sporenes dybde at se, selvom Shane havde været bag ud. Han rejste sig op og så sig omkring. Han fik øje på et andet spor som han gik hen imod. Han betragtede undrende sporet. "Et dyr." Han fulgte sporet med øjnene. "Mennesket blev jagtet af en anden end mig. Et rovdyr. Sikkert en bjørn udfra sporene at dømme." Han begyndte at gå langs sporene. "Jeg kan ikke bedømme hvor langt væk de er." Han så hen imod pigen. "Men vi må skynde os. Jeg vil ikke have at bjørnen dræber ham."
Han begyndte at gå lidt hurtigere langs sporene. "Hvad er dit navn?" Spurgte han uden at se på hende.