Broken pieces -Delilah-

Yeah, så var man fandme på den igen, hvad nu? Det her begyndte virkelig at irritere hende, men denne gang var hun da endt med resultat, hvis det ikke havde været fordi hun skulle skære kønsdelen af en af de mænd der havde været ved at voldtage en ung kvinde, og tvunget ham til at æde den, så havde hun ikke siddet i det her lort lige nu. Luften blæste igennem hendes hår, og den lysemorgen sol blændede hendes øjne. Disse bure var lidt unikke, og dette var den mindste celle. Faktisk var den ikke så lille, men det virkede så smal. Stella sad krøbet helt ind imod væggen og holdt om sig selv. Kulden krøb op under hendes hud og tvang hende til at bide tænderne sammen, hun havde siddet her en dag, og ønskede allerede at komme væk! Men så igen, hvem ville ikke ønske at komme væk? Stella havde en gang overtalt sig selv, til at smutte derhen og kigge over kanten, men hun turde ikke tænke over, hvor langt der dog måtte være ned. Der var skyer længe nede under stedet, det var ikke til at tænkes, hvor langt der dog måtte være ned. Selvfølgelig havde hun haft tanken om at prøve at springe, bare for at se, hvad der ville ske, men hun havde droppet den efter få sekunder igen. En gang om dagen blev der smidt lidt blod ud til hende i et lille glas med en prop så hun ikke døde af tørst. Det var ikke meget, men det holdt hende uheldigvis i live og var nødvendigt. De fik ikke andet end en grim brun kjole på, som i øvrigt var alt for stor. Hvis den blev for klam, måtte man bare gå rundt nøgen. Ikke fordi, at Stella ikke snart havde vendt sig til at blotte sin krop for fremmede mænd, men hun hadede stadigvæk, at de fleste mænds små hoveder ikke kunne tænke på andet, måske udrette noget i verden i stedet for dette? I stedet for alt det her lort som de udsatte uskyldige for. Det hørte jo ingen steder hjemme!

Manden der holdt vagt ved døren var en ork, og temmelig klam og grufuld ork - med en kort lunte. Man skulle ikke prøve at tale med ham, faktisk skulle man bare være helt stille uden at sige et ord. Det var ham der stod for at give beskeder, mad og dagens planer. Hvorfor dagens planer, fordi, at han syntes, at det var sjovt at se panikken og angsten i fangernes øjne. Det var ligesom bare hans ting, og der var ingen der skulle komme og sige, at han skulle stoppe med det. Selv hvis de gjorde, så ville han bare hugge en arm af dem eller noget. Måske et ben?

Stella havde prøvet at snakke til ham en gang for meget, han var løbet ind af døren og grebet hende i de længe lyse lokker og trukket hende hen langs de klamme fliser, med rester af indtørret blod. Han havde holdt hendes hoved udover kanten og truet med at skubbe hende udover, hvis hun ikke holdt sin kæft. Det var da en meget pæn måde at sige det på ikke sandt?
Stella slog hovedet tilbage i væggen bagved hende og åndede tungt ud i et suk. Orken havde fortalt om et vievandsbad, om hun ikke bare havde synes det ville lyde godt, men selvfølgelig måtte hun ikke svare ham. Stella hadede mænd for at tro, at de bare kunne bestemme alting. Hvis Stella havde haft styr på sin nye evne, så havde hun dræbt ham nu.

Stella kravlede bagud, da hun hørte der kom flere ind på engang. De var flere til at holde denne kvinde, så Stella kunne ikke analysere, om hun var bevidstløs eller faktisk var helt vågen. De kastede hende hen af jorden inden de løb fra dem og lukkede døren i. ”Vi glæder os til at sige til dine forældre, at de kan komme og hente dig.” Sagde en af dem med et skævt smil, inden han forlod døren. Stella rettede blikket over imod den nye kvinde og undersøgte hende kort for skræmmer eller andre skader. Der var selvfølgelig ikke meget at gøre herude, og det var slet ikke sikkert at kvinden ville have hendes hjælp overhovedet! Stella kunne ikke rigtig analysere hendes kropsprog fra den vinkel hun var i, og ville ikke sige eller gøre noget før der. Eller orken ville komme efter dem, hvis hun sagde noget og håbede blot at denne kvinde forstod at klappe i når hun blev bedt om det. Så var der jo selvfølgelig også det, hvis kvinden kunne lide at flyve, og ikke ville være til at holde ud, så kunne hun med glæde springe udfra kanten og se hvor langt hun kunne svæve. Hvem vidste? Stella trak på skuldrene af sine egne tanker, og kørte en hånd igennem sine lange lyse lokker.

Påklædning

Delilah havde gledet ind og ud af et altopslugende mørke længe nu. Smerte havde overvældet hende, og mørket var gledet ind foran hendes krop og slugt hende. Senere mærkede hun hvordan hænder bevægede sig over alt på hendes overmenneskeligt følsomme krop, et eller andet havde punkteret hendes hud, og mørkets kølige favntag havde taget hende til sig, endnu engang. Dæmpede, utydelige stemmer og en skarp smerte der hamrede igennem hendes blodårer som ild, og mørket der lagde sig, som et tæppe over hende. Mørket .. Det var alle vegne. Kun Chayas stemme, brød den.
- Neco? Neco, vågn nu op ..
Hun kunne mærke et eller andet stof, stryge kærligt imod hende, som fjerlet silke der langsomt lod sig bevæge, henover hendes bløde hud. Noget hårdt skrabede imod hendes bare fødder, og noget blødt strejfede hendes kind. Højst sandsynligt de mørke lokker, der omringede hendes krop som legende slanger der bugtede sig om hende.
Mørket legede i udkanten af hendes bevidsthed, men syntes ikke at komme farende og sluge hendes krop igen. I stedet voksede hendes bevidsthed, og snoede sig udenom mørket, udvidede sig og lukkede Chaya nok ind, til at hendes bekymrede stemme farede højt og skærende igennem hver centimeter af Delilahs sind. Fuck hvor var det egentligt irriterende at høre på ...

- Neco? Hey! Neco, er du her?
Chayas stemme blev ved med at kværne igennem Delilahs tanker, selvom hun nærmest halvt i søvne, forsøgte at vifte den irriterende kvinde væk fra hendes tanker. Men hun var svag, og Chaya larmede, så kvinden i hendes hoved var tydeligvis stadig i tvivl om, om Delilah var vågen. Som hendes bare hud blev slæbt hen af et eller andet hårdt, koldt og ubehageligt, kom der langsomt mere liv i resten af hende.
Så da en dør åbnede sig skærende med en høj ekstremt ubehagelig lyd, kunne hun svagt skubbe et øjenlåg lidt op, og skimme omgivelserne. Der var gråt over det fucking hele. Ud over et alt for skarpt lys til hendes overfølsomme øjne, der endda var ekstra sensitive på grund af det latterlige mørke der drillende prikkede hendes tanker, truende med at overtage hende igen. Et eller andet, nok hvad end der havde båret hende, gav hende et hårdt skub i ryggen, der med det samme sendte hende fremad, så hele hendes krop hamrede ned i jorden, og smertetråde strøg igennem hende.
En eller anden stemme lo en sætning, hun faktisk registrerede. Men Delilah havde mistet de fleste minder om sin familie, og vidste kun to ting, det betød: Mors og hendes fader. Chaya brøede et eller andet uforståeligt i Delilahs sind, der fik hende til at hamre ud af mørket i et sæt, og rive sig op i stående tilstand, i en alt for hurtig bevægelse. Det svimlede for hendes ildrøde blik, hvorfra ild faktisk syntes at brænde, kun afbrudt af en flydende sølvcirkel, der bevægede sig om den sorte pupil.
Hold KÆFT Chaya!
- Neco! I Milandrils himmel, hvor er jeg glad for at du lever!

Selvom Delilahs blik svimlede, hendes ben var umulige at stå på, hele hendes krop snurrede og hun var halvt slået ud, stop hun stadig rank med en stolt attitude, og en krop der var elegant bøjet, og med smidige bevægelse trådte fremad. Infernoet der slikkede ind imod sølvfloden i hendes iris, gled undersøgende over den alternative form for celle, og lod interesseret blikket glide henover hullet, hvor hun syntes at undersøge det i flere sekunder. Så bevægede det sig, mere uinteresseret, over på kvinden.
"Det var fandme den dummeste celle, jeg nogensinde har set, i hele mit fucking liv."
Hendes stemme var blød, men havde en hæs undertone, der antydede at den ikke havde været brugt i flere dage. En eller anden idiotisk vagt på den anden side af den latterligt tykke dyr, brummede utilfreds, og låsene begyndte hastigt at skramle udefra, som om han var på vej ind. Det syntes dog ikke at genere, den endnu fortumlede dæmon, der ikke viste et eneste tegn på alt hvad der kørte i hendes krop.
"Hvis jeg var fucking depressiv ville jeg no problemo kunne myrde mig selv, og de ville ikke kunne bruge mig til hvad fuck grund de har, til at have mig her. Desuden kan jeg fandme godt komme her ud fra, med den lorte væg. Og-"
Vagten åbnede døren med en dyb knurren.
"- hvis jeg lå på det mindste baghold, ville jeg kunne skubbe vagterne ud over kanten, og undslippe like fucking this."
Hun knipsede med fingrene, hvorefter ildblikket lagde sig på den brutalt udseende vagt.
"Hvad?"

Orken var tydeligvis ikke glad for den nye kvindes råben. Den forstyrrede lyden af frygt som han elskede noget så meget. Han så vredt på dæmonen og så på den anden. Først gav han den blonde et ordentligt slag, som om, at det havde været hendes opgave at snakke med den nye på de to sekunder hun havde været her på. Derefter vendte orken tilbage til den nye dæmon kvinde der var kommet herind. ”Jeg vil have i er stille.” Skreg han nærmest helt ophidset og skubbede hårdt dæmonen ind i væggen bagved hende, for så at tage en kniv frem imod hendes strube. ”Forstået? For ellers.” Med de ord fjernedes han kniven og greb i stedet om hendes hals og svang hende halvt udover kanten til buret, hvor luften var hård. Orken var en stor klippe og der skulle megen vind til at kaste ham nogle steder. ”så ryger du ned i hulet. Ingen vil savne en dum tøs som dig alligevel. ”Spyttede han hende halvt i ansigtet inden han kastede hende op af muren og gik hen til Stella. ”Du har ansvaret for hende, laver hun ballade igen. Så ryger du først.” Sagde han helt op i hendes ansigt, så han kvalmende ånde smuttede en tur op i hendes lugtesans. Det lugtede som om en død rotte var gået i forrådnelse derinde. Følelsen af at have lyst til at brække sig var næsten på top tre. Endelig fjernede han sig og gik ud med døren i et smæk.
”Vil du være så venlig at prøve at beherske din vrede. Vi skal nok komme væk herfra.” Sagde hun så og vendte sig i font imod den nye halvbedøvede dæmon. ”Men chancen for, at vi er i live er meget større uden du brokker dig.” Tilføjede hun let. Hendes stemme var enkel og alvorlig. Hun ønskede dem begge ud i live, lige meget hvordan. Det var muligt. Det skulle det være.
Stella vendte blikket frem for sig. De havde ingen våben. Det var umuligt at angribe orken uden ordentlig styrke. Hun vidste, hvad der skulle ske i morgen. Tortur. Dejlig tortur. Som om, at hun ikke havde ar nok.

Stella ventede blot på, at de ville komme og hente dem. Det ville give hende et godt overblik over rummet og stedet de var i. Et overblik over vejen ud – det var det vigtigste lige nu. Dog samlede en smerte sig omkring hendes hud. Det brændte hende overalt. Det var regn, men ikke normal regn. Vievand. Det kom fra loftet over dem og øsede ned som de hårdeste regndråber. Stella ville ikke skrige, men hun ømmede sig voldsomt af det. Hendes hud var som sat i ild, for hver dråbe der landede på hendes nøgne hud. Hurtigt rejste hun sig op og stillede sig op af muren. Ikke fordi hun regnede med, at det ville stoppe hende i at blive ramt, men hun tog efter vindretningen og prøvede at stå sådan at dråberne ville blive båret væk fra hende. Endelig faldt regnen af vievand sig til ro og efterlod dem kolde vind til at slå ind på deres hud. Kulden. Det var som at svømme i frosset vand. Det var lige så koldt. Stellas fødder brændte. Vievandet havde oversvømmet hendes fødder, men det så ud til, at det ville vælte ud som et vandfald over buret ende.

En flok af mændene stormede ind og greb om de to kvinder med alle de nødvendige styrker, for så at fører dem med sig. De smed dem ind i en ny celle, mere varm. De var i ført ubrydelige lænker. ”Vi kommer om lidt.” Sagde den ene og lukkede døren – da de var gået ud.
En mandlig figur kom frem foran Delilahs øjne. Et spøgelse. Han var høj. Tydlig, at han havde været incubus dæmon engang. Genkendelig for Delilahs øje i de minder, hvor han bortførte Caroline og misbrugte hende som et skadedyr. Han greb fast om Delilahs hals og så hende i øjnene. ”Dræb det kære barn for mig. Hun fortjener ikke at leve i sådan en verden her – selvom hun er der hvor hun hører til.” Det var tydeligt at se, at hun havde nogle træk fra ham. Ikke mange. De fleste kom fra hendes mor, men det var kun Julian der viste sig indtil videre. ”Se, hvor ynkelig hun er.” Sagde han og stod i et blink over ved siden af Stella og så skuffet på hende. Så skuffet som kun en far kunne se ud. Stellas far havde aldrig kunne lide hende, og det had var helt tydeligt. Kun fordi, at hun aldrig levede op til den dæmon han ønskede hun skulle være. Hun havde smagt lidt af begæret, men valgte at være sig selv. ”Så dræb hende bare. Hun fortjener det ikke.” Sagde han truende til Delilah. Han havde aldrig set venlig ud. Han havde ingen respekt for kvinder – intet overhovedet. Han gik hen til Delilah og lagde en hånd på hendes skulder og lod den kører op på hendes kind, med hans klamme hånd. Om han var død eller ej – det gjorde den ikke mindre klam.

Stella var begyndt at lytte henne ved døren – eller så tæt på døren som hun kunne komme. Hun kunne hører nogle snakke om en de ville prøve at komme i kontakt med en mr. Chase. Stella kunne hører dem snakke om nogle penge der var på spil. Der var en dusør. Great endnu en hun var fanget med, der havde mere værdi end hende. Hvorfor var det altid sådan? Stella lyttede til, hvad de sagde. Hun fik fast i et par navne. Chase og Delilah. Resten de sagde blev svært at hører for deres stemmer forsvandt da de gik videre. Stella vendte sig om imod dæmonen og begyndte, at undre sig om det måske var Delilah. Eller om det bare var hende der havde hørt helt forkert. Hun lagde det tog på hylden og fokuserede på, hvad der nu skulle ske.

Delilah syntes ikke særlig chokeret, da orken brød igennem døren som en rasende tyr. Faktisk sitrede et trækning af latter over hendes læber, da hun i tankerne iførte ham intet udover tyrepels og nogle flotte horn. Fordi hendes tanker endnu var småslørede, og hun ikke for alvor kunne fokusere på sin krop nok til at reagere, gjorde hun intet da 'tyren' stormede frådende frem imod hende, og smækkede hende op af væggen.
Hendes blik syntes næsten at emme af træthed, da hans kniv langsomt banede sig vej ind i hendes hud. Hans ord blev spyttet ud over hende, men endnu bevægede en muskel i hendes krop sig ikke. Han flåede hende væk fra muren, med hans spyt haglende ned over hende som fint regn, og skubbede hende halvt ud over den latterlige kant. Det syntes ikke at skræmme dæmonen, dog.
Det var der mange grunde til. Hun ville ikke være her, hvis de ikke skulle bruge hende, ergo ville han få røven på komedie hvis han skadede hende = ikke en risiko han havde råd til at løbe. For det andet, var hun langt fra bange for at dø. Hun havde haft en årrække hvor hun havde kæmpet imod sin trang til selvmord. Hun var gået fuldstændig i spåner, da Sajro næsten havde slået hende ihjel, men havde stoppet sig.
Hun, af alle personer, var kold overfor døden. Upside ved hendes fuldstændig ubrugelige evne.

Han var ude igen. Han havde råbt lidt, truet lidt, regnet lidt spyt ud over hende .. Men det var ikke det der havde fanget hendes opmærksomhed. Det var det lort hun havde på! En luftig, mærkeligt blød kjole bølgede elegant om hendes yndefulde skikkelse, imens et metalbånd kraftigt fremhævede hendes smalle talje, og et stramt, udskåret stof strammede om hendes barm, for at fremhæve den kraftigt.
HVAD FANDEN var det for noget lort?! Over et par sekunder samlede hun sig selv op, sugede alle reaktioner ind og valgte at gemme raseriflippet til senere hen. I stedet fokuserede hun halvt på hvad fanden kællingen sagde til hende, men udtrykket der straks poppede frem i hendes blik, syntes ikke videre begejstret.
"Vrede? Hold da kæft kælling, det her er fucking sjovt! Latterlighed af højeste grad! Der er så meget der ikke er en skid gennemtænkt!"
Der var faktisk et smil på hendes læber. Hun fandt det så pisse morsomt, fordi stedet var ekstremt ulogisk og direkte DUMT.

Brændende, sydende dråber fangede hendes krop, og sivede ned af hende, hvor de syntes at ætse igennem hende. Brændende ildtunger slikkede henover hendes hud, smerten hamrede igennem hendes ultrasensitive krop, der følte alt mange gange stærkere end alle andre. Og alligevel rørte hun sig ikke ud af flækken. Hun stivnede heller ikke, hun lod blot øjnene lukke sig svagt i.
Ilden dryppede fra hendes krop, smerten gik igennem marv og ben. Hun løftede hovedet svagt, og lod det strømme ned over hende, uden at reagere på smerten. Den vækkede hende fra den forfærdelige døs, og bragte realiteten tilbage til hendes ellers så slørede verden. Det var præcis hvad hun havde brug for. Fucking perfekt! Ud over selvfølgelig dæmontøsen der gik totalt amok og sprang rundt. Slap - af.
Vandet holdt langsomt op med at sive fra loftet, men det lod Delilah sig ikke mærke med - For det første sad det stadig i hendes tøj så det brændte imod hende, det sivede om hendes fødder og brændte imod hende, og hun var desuden vågnet så meget, at hun ikke længere behøvede at være så pisse fesen, som hvad-end-det-fucking-var-de-havde-givet-hende havde gjort hende.
"Slap dog af, det er bare vievand."
Hun himlede melodramatisk med øjnene.

Hænder. Over det hele. En eller anden hamrede en albue i hovedet på hende, der straks skubbede hende ud af balance. Fingre. Rørte han lige hendes bryst? Fødder der trampede. Hun blev slæbt af sted. Fik et glimt af tyren. Et smil om hendes læber. Lænker der klikkede sig fast om hende. En dør der smækkede bag en gruppe.
Mørke.
For at det ikke skulle være nok, landede en eller anden irriterende ånd direkte foran hende, med en stemme der lød ubehageligt velkendt. Hun behøvede ikke søge igennem hukommelsen i mange sekunder, før hun huskede hvor fanden ansigtet havde været klistret ind i hendes uendeligt lange hukommelse. Caroline. Den lorte igle, der ... Det var som om en blok gik ned for hendes hukommelse. Hun kunne ikke huske hvad der var sket, hvorfor det var sket eller hvordan. Hvor.
Men hun kunne huske, at kællingen havde nakket Delilahs minder, og selv hældt sine egne i dæmonens hjerne.
Hun besvarede ikke hans ord. Ilden i hendes flammende blik, slikkede roligt som ulmende gløder, da hun betragtede ham uden en eneste følelse. Ordene han sagde var blot ord. De betød intet for hende. Ingen lorte ånd skulle give hende så meget som en gnist af en ordre, og selvom Carolines minder om ham rumsterede bestemt i hendes baghoved, betød han heller ikke en skid for hende.
Men på grund af spøgelset bemærkede hun ikke ordene der blev udtalt på den anden side af døren.

//OOC: Sorry jeg ikke gør så meget, der var en masse at reagere på, og jeg ville ikke gøre det ekstremt langt. Plus, du har førertrøjen;)

Stella var ligeglad med kvindens umulige opførsel - var hun 5 år eller hvordan var det? Grimt sprog ville ikke hjælpe hende i livet - eller måske havde det, men det ville ikke gøre tingene 'bedre'. Hun lyttede til mændene udenfor døren. De havde intet at bruge Stella til, medmindre de ønskede penge fra hendes brødre. Det kunne nu være sandsynligt. Dog var Stella mere optaget af at de let havde sagt, at Delilah var meget værd. Ikke fordi, at Stella selv ønskede at have fingrene i en dusør eller noget, men hun ville da ikke bare lade de mænd sælge af dem som om de var to gevinster der var blevet vundet på et karneval. Hvornår fanden lærte mænd at kvinder ikke bare var ting? En vrede blussede kort op i hende og gjorde hun kiggede op på dæmonen. Hvis det ikke havde været for vagterne udenfor, havde hun sikkert ikke fået fingrene i Delilahs navn. Det var tid til at spille god politi - ikke fordi, at hun havde i sinde at gøre et dårligt forhold til dæmonen - ligemeget, hvor 'ond' hun ville forsøge at være imod Stella selv.
"Hr. Chase." Mumlede hun for sig selv og tænkte ydeligere over tingene. Ja hun kunne da ligge en plan der handlede om hendes egen frihed, men så egoistisk var Stella kun når det omhandlede idiotiske mænd. Hun kørte en hånd henover sit hår. "De har fået kontakt til en hr. Chase. Hvis det siger dig nået og de har fået nogle af hans mænd hen for at hente dig." Sagde Stella så hurtigt uden at tøve - det var en information ikke en skide følelsesladet samtale.
Julian var forsvundet kort efter Stella havde talt - mere havde han ikke at fortage sig end at håbe på, at Stella ville dø. Eller Josh snart ville skifte sit engle søde jeg ud med den dæmon som egentlig herskede i ham.

Stella kløede sig kort i nakken og tænkte hurtigt - eller prøvede dog. Delilah var langt stærkere end hende - kunne hun fornemme på det hele. Hvis kvinden havde chancen ville hun sikkert flygte uden at se sig så meget som en centimeter tilbage. Men Stella var modsat der - hun ville få kvinden ud, hvis Stella selv havde muligheden for at slippe væk.
De var på vej indtil dem - hun kunne hører deres tunge skridt komme nærmere dem - og runge i gulvet. Stella sank stille en klump og bed sig i læben. Enten var det tortur ellers var det nogle der skulle hente dem... Stella holdt vejret da døren blev åbnet. Stille og ubemærket fremmanede hun en kniv i sin hånd som nok ikke lige var det vagterne havde regnet med da den ene gik hen til hende og endte med at få stukket kniven igennem sit kranium så han faldt sammen på gulvet. Stella slog blikket op fra ham og hen på den anden som lige nu så Stella som den største fjende. Hurtigt lavede hun et nik imod døren til at Delilah skulle løbe. Imens ville Stella holde den sidste hen. Men evnen svigtede hende kort og et spark i maven fik hende til at bukke lidt sammen, men hurtigt kom hun på benene igen. Hun skulle bruge et fokus på ligesom at bruge evnen ordenligt. Et slag på kinden gjorde vreden blussede mere op i hende. Hurtigt tog hun sig sammen og rejste sig op i en katteagtig bevægelse og svang armen ud til siden og ramte manden med en ny kniv så den skar halsen over hovedet da ham. Blodet fra manden sprøjtede ud på hende, men lige nu var hun ligeglad. Så snart han også var faldet død om - lod hun begge knive forsvinde så let som de var kommet og så løb hun ud af døren.

Dog fik hun hurtigt øje på dæmonkvinden og løb efter hende. Gangene var lange og mørke og langt fra gæstevenlige. Dog for enden af den gang de løb på var der en blindgyde for enden med pigge, så hvis de løb et skridt for tæt på ville de hurtigt blive dræbt. Stella nåede dog at stoppe op lige bagved Delilah og vendte hovedet om bag sig, hvor hun kunne hører en hær af vagter der kom imod dem. Deres tunge skridt der tonsede henover det hårde beton gulv var tydelige, men sikkert heller ikke til at regne helt med. Ekkoet kunne snildt få dem til at lyde tættere på end de var. Stellas blik flakkede rundt omkring dem. Hvor fanden skulle de gøre. En skjult dør måske? Et eller andet sted. Stella stod og mærkede på muren som en eller anden sindsyg kvindemenneske der var virkelig desperat, og det var hun vel også inderst inde også. Til sidst hamrede hun så hårdt hun kunne på muren og en dør løftede sig let op, men gjorde hurtigt an til at den ville lukke sig igen. Stella greb hurtigt fast i DElilahs håndled og trak hende med sig. Døren lukkede i bagved dem og efterlod dem i et mørke som blot var en mørk labyrint. Dog var det ikke ligefrem et sted som de måske havde håbet. SElvom det var vejen ud var den kold - ensom og ikke mindst lang. Stella kunne mærke, at bare stå stille i et sekund næsten fik hendes fødder til at fryse fast til jorden - så der var intet stop og intet lys. Des længere de bevægede sig ind i mod mørket des koldere blev der, men de var jo også oppe i et kæmpe tempel i luften der var lang vej - og Stella prøvede at undgå en samtale selvom hun ville ønske det ville være lettere at tale med denne Delilah end det måske ikke ligefrem var.

[Wow... kan det overhovedet bruges? o.o ]

Ordene sagde hende intet. Navnet. Måden det sværmede om hende, og trængte ind i hendes hjerne som sylespidse nåle, sagde hende dog noget. Det prikkede til hendes hukommelse, rumsterede inde bag lukkede låse og forsøgte at hviske ord igennem hendes lukkede sind. Chase? Chaya hviskede febrilsk, og en mistanke sneg sig ind i dæmonkvindens mørke sind - Forsøgte hun at skjule sammenhængen? Den sammenhæng, hun kæmpede for at forstå?
Det slog igennem hende som lynet. Chase. Det var hendes familie, der var kommet for at trække i hende - Hun huskede intet fra sin familie, de var så fremmede for hende som noget andet, men hun kendte to ting: Hun huskede faderen og moderen. Og bare de tanker sendte frygt igennem hende - Frygt hun ikke viste for nogen, men frygt som rumsterede i hendes sind ved enhver lejlighed.
Hun kunne ikke.
Delilah havde absolut intet problem i at høre alt hvad den anden dæmon sagde, samt en del mere, grundet hendes ekstremt multiplicerede hørelse, der var oversensitiv i forhold til nærmest alle andres. På grund af hendes evne. Men hendes hjerne larmede, den råbte og skreg og blokerede lydene, så hun hørte ikke et ord af, hvad dæmonpigen nær hende havde hørt. Intet.
"Det siger mig ikke noget."
Hun hvæsede det som en slange ud imellem sammenpressede, fyldige læber, i en stemme der tydeligt besluttede på forhånd, at hun bestemt kendte navnet. Men intet tydede på, at hun kendte det så personligt som hun gjorde.

Døren blev åbnet, men Delilah reagerede ikke på den irriterende skraben. Hun rejste sig uendeligt langsomt, med en elegance der syntes at stamme fra en kat der dovent betragtede sin fjende, uden rigtigt at gide angribe. Hun reagerede ikke rigtigt på pigebarnets pludseligt voldtægt af manden, ud over at hun trak hånden fremad, og blidt satte den i siden.
Pigebarnets nik? Hun bemærkede det knapt, men lænede sig blot køligt op af den fugtige mur, så det hvide stof bølgede yndefuldt om hendes slanke, cremefarvede skikkelse. De tomme blik betragtede interesseret kampen, men den dybe dovenskab hvilede endnu over hende. Hun vippede hovedet svagt til siden, imens hun halvt overvejede om hun bare skulle knække nakken på fyren, da pigebarnet syntes at have det svært - Men gik hastigt fra idéen igen.
Hun virkede til at ville klare det selv, og det var intet problem for Delilah, der ikke rigtigt følte for at lege savior of the freaking week. I stedet for at springe til hjælp, eller løbe væk i panik som pigebarnet åbenbart forsøgte at hentyde til, at hun nok burde. Hun trådte uendeligt langsomt over den døde mand, hvis blod blev suget op af det bløde stof der bølgede om hende, og sendte blodspor op af hende.
Hun sivede nærmest ud af døren, som et af de mange spøgelser der besatte Delilahs tanker og hendes hverdag, som sugemaller der sugede sig fast på hende, og forsøgte at suge tiden ud af hendes liv. Hun forsvandt ned af den mørke gang, med lyset der blev suget ud af hende, og hende der forsvandt som et langsomt, blodigt spøgelse der hvidt fejede igennem skyggernes klamme mørke.

Skridt bag hende alarmerede hende om pigebarnets ankomst, men det betød ikke rigtigt en skid for hende. Hun var stoppet op, og havde ladet blikket hvile på de utallige pigge der skubbede sig ud fra væggen, og pegede deres dødlige spids imod hendes velproportionerede krop.
Bag hende stoppede pigebarnet nærmest hvinende op - Hun kunne næsten mærke bremsesporet bag hende - og syntes at opføre sig fuldstændigt panisk. En svag vind, ikke voldsommere end en rislen af kulde henover hendes krop, trak blidt hendes opmærksomhed hen imod væggens kulde, samtidig med lyden af dundrende fodtrin bankede ind i hendes hjerne og efterlod et tydeligt spor af ... intet. Bedøvelsen var ikke pumpet helt ud af hendes krop, og det viste sig.
Frygt var en naturlig del af alles krop, men Delilahs var lettere forskruet. Hun frygtede ikke kampen, frygtede ikke mændene eller døden - Hun frygtede andre ting, mere unormale ting der ville hæve et øjenbryn hos mange. Men netop kampen, døden og de tusinde skridt der hamrede imod dem? Hun blinkede knapt. Hun havde levet med det altid, var født ind i torturen.
Det skræmte hende ikke.
Pigebarnet rakte ud efter hendes hånd, da muren gik op, og kulden slog med kraftige slag imod hendes hud. Lettere irriteret slog hun hånden væk, med en kraft der tydeligt hvæste at hun ikke skulle fortsætte dumheden, og trådte frem, blot for at hamre en hånd op og gribe fat i murens underside, så den blev holdt oppe.
En kraft pressede imod hende, men med den mange gange forstørrede styrke der pumpede igennem hendes blodårer, holdt hun den oppe. Pigebarnet sprang igennem, som om hun var bange for at blive kvast. Med et blødt bøjet øjenbryn der langsomt hævede sig over det kølige blik, betragtede hun pigebarnets mærkelige krumspring, inden hun trådte ind i den frysende kulde, og slap muren der straks hamrede i bag hende.
Børn. De er fandme træls.
- Jeg tror ikke hun er et barn.
Hun opfører sig sgu sådan.

Kulden slog straks imod hendes krop, men hun slog det med det samme hen. Hun havde vandret i timer igennem værre, var blevet nedsænket i koldere af sin familie. Hun huskede ikke familien, men hun huskede de mange smertefulde timer i tortur hun var blevet opforstret i. Hvis hun begyndte at blive en tøs nu, ville verden ramle sammen om hende, og hun ville aldrig blive en god mor.
Det kunne hun ikke risikere. Hendes syn piercede mørket og så frem i den lange, tomme intethed der strakte sig foran dem, men hvad hendes hørelse derimod opfangede igennem de tykke mure, var vagternes trampen i gulvet. Hun tvivlede ikke et sekund på at de kendte denne højst mærkværdige vej, pigebarnet havde valgt - Det var trods alt deres sted, deres hjem.
Og ganske rigtigt kunne man høre muren der åbnede sig bag dem, som en lang hvinen i mørkets stilhed. Straks stoppede dæmonkvinden op, med hendes ildfaste blik der gled bagud, og et svagt smil der dundrede henover de bløde læbers kurver. En kamp, det var lige hvad hun trængte til, for at vågne ordentligt op.
Fødder. De hamrede i jorden. Våben klikkede, klingede imod hinanden, og rustninger skramlede i mørket. Kulden slog om hende, og gjorde hendes oversensitive krop følelsesløs, men varmen i kroppen skulle nok komme.
Hendes blik gled over på pigebarnet.
"Endelig en ordentlig kamp, huh? Det var sgu også på tide."
Hun bøjede svagt i knæene og satte fra, så hendes krop elegant svang sig opad i en bue, blot for at sno fingrene stramt om en istap der hang sylespids fra loftet. Hun knækkede den af, landede yndefuldt på benen som en panter, og satte i samme omgang fra, med mere kraft grundet springet. Istappen havde piercet den første vagts hals, endnu inden han havde opdaget dem.