Broken little angel {Fortidsemne}

S: Hvor han nu har taget hende hen.
O: Nogle gyder
T: Aften
v: Regn
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hjertet sprang en takt over. Det var en af de første dage hun havde gået så langt alene siden sidste gang hun var blevet taget. Neal brød sig ikke om det, men hun var nød til at prøve at komme sig over hændelsen. Hun var ikke Audrey, Josette havde ikke den træning i overlevelse som hendes tvillingesøster havde - eller trilling. Måske skulle hun finde denne Caroline der var blevet nævnt? Nej. Hun havde ikke brug for mere familie som alligevel ikke kunne lide hende. Hun havde Neal, hendes broder det var nok for hende. Josette kunne pludselig mærke noget der skyggede hende. Eller sådan føltes det. Kort blev hun i tvivl om det var virkelighed eller endnu en ting hun forstillede sig. Kort så hun sig tilbage. Der var ingen, dog ændrede det ikke på at hun ændrede sin hastighed. Josette begyndte at bevæge sine ben hurtigere og hurtigere fremad, imens hun desperat kiggede sig flere gange tilbage. Til sidst løb hun uden at kigge, hvor hun løb. Hun løb så hurtigt at hun til sidst løb direkte ind i armene på fjenden. Det ansigt med frygt smeltet hele vejen rundt i ansigtet mødte et par blå øjne og et sadistisk smil. Josette kunne mærke hendes tårer af panik begyndte at strømme ned over hendes kinder. De blå øjne anede ikke hvor de skulle kigge hen. Så hun kiggede blot ind i hans. For tiden stolede Josette ikke på andre end Neal - ikke engang sig selv. Måske vidste hun allerede lige nu, at dette ville forandre noget. For før hun vidste af det var hun der ikke længere. Der stod ikke længere en nervøs knust pige på jorden og så ind i øjnene på det monster der ville skade hende. Gaden var tom nu.

Gad vide om nogle ledte efter hende? Ville Neal lede efter hende igen, eller opgav han denne gang? Hvad ville der blive af hende denne gang? Kunne denne mand gøre noget ved hende, som ville gøre mere skade end de forrige? Spørgsmålene klingede i hendes hoved i en ond cirkel. Josette så sig omkring, hvor var hun? Det var nok det mest fornuftige spørgsmål hun havde spurgt sig selv om idag. Han havde taget hende med sig, og hun havde været for bange til at yde nogen som helst modstand. Hun var bare gået med som en lydig hund. Hjertet bankede afsted så højt hun ikke længere kunne hører regnen, hun kunne ikke hører lyden deres fodtrin. Kun lyden af hendes hjerte der næsten var så højt at hendes trommehinder var ved at springes. Alt hun havde lyst til lige nu var at krølle sig sammen som en lille kugle, imens hun druknede i en frygt så intens, at hun var nød til at huske sig selv på at trække vejret. Det var godt svært hele tiden at huske det, men hun var nød til det, ellers var hun bange for at hjertet ville stoppe med at slå, og på samme tid ønskede hun at ende dette mareridt. Dog var der noget i hende.  Lige nu registrerede hun slet ikke, hvis den fremmede havde snakket til hende. Hendes hjerte bankede alt for højt til, at hun kunne hører hans stemme. Blikket flakkede rundt som en blind der var efterladt alene. Til sidst fik hun dog vendt blikket over på ham.
"What do you want with me?" Spurgte hun lavt, og stemmen næsten knækket over, "are you going to kill me?"