After all, there is nothing left - Nille

Det var underligt. Der var en dæmonkvinde ude efter hende. Så selvfølgelig ønskede Caroline, at nå til denne kvinde først for at tja - sætte hende ud af spillet. I ført et par sorte bukser og en blødrød tanktop med en læderjakke over - var hun godt klædt på. Med de flotte stilethæle, som var begyndt at kendetegne hende - de gjorde hendes bevægelser smukkere end de allerede var. Caroline gik igennem mørket, det var altid bedst at bruge mørket som sin bedre halvdel - så derfor forgik denne jagt en aften.
Der var ikke blot vindstille, der var næsten ikke en sjæl ude på dette tidspunkt. Caroline hadede på en måde dette, hun havde bare ikke tid til at tænke på en fjende - derfor måtte hun bare få ryddet problemet af vejen. På den ene eller den anden måde.
Egentlig skulle hun finde Octavia, og selvfølgelig var det første ting på hendes liste - rettere sagt vigtigste. Nok kendte de ikke hinanden, eller havde set hinanden før - men det var nok det tætteste Caroline kom på levende familieslægtninge. Caroline havde mistet meget, og hvordan hun holdt hovedet koldt var et fantastisk spørgsmål. En varulvs udholdenhed, sammen med vampyrens mentale styrke. Caroline havde overlevet en transformation fra varulv til vampyr for mange år siden nu... det var aldrig hørt om.

Minder fra tilbage til varulve tiderne ramte hende. Da hun første gang slog en af Julians sønner ihjel. Nille havde aldrig set på hende på den måde før, men de to havde også været så forskellige dengang. Det var sjældent, men nogle gange ønskede Caroline at hun var menneske igen og Nille var shapeshifter.. og de bare havde levet i en helt anden verden. Uden al det ondskab der havde formet dem til de personer de var idag.
Dog ville Caroline hellere være den hun var nu i denne verden, end skrøbelig og ynkelig.
Caroline fik øje på en mørkhåret kvinde - set fra ryggen dog. Hun tog en dyb indånding, og var ikke i tvivl. DEt var en dæmon... Caroline brugte sin fart til at løbe op imod kvinden, og gjorde an til at gribe om halsen på hende.

Nille var ærlig talt ret ligeglad med om, der var en som forsøgte på at dræbe hende, men hun ville nu gerne vide, hvem der turde have modet til det. Hvis hun blev dræbt, jamen, så blev hun det. Hun orkede ikke rigtigt mere. Det var som om, hun bare slæbte sin krop rundt, tvang sig selv til at snakke, smile og lade som om alt var okay, men inderst inde var hun død. Hun ved ikke hvorfor, hun havde det sådan. Pludselig en dag vågnede hun bare og alt virkede..ligegyldigt og genererende. Det var træls, men hun var ved at vænne sig til det. Hun havde sin sædvanlige røde kjole på og sine daggerter nede i støvlerne. Hun skulle være forberedt på det værste.
Hun stod for sig selv og kiggede rundt for at finde den lyshårede vampyr som ville dræbe hende. Hun gad ikke vente forevigt, dog. Hvis hun ikke snart viste sig, så.. Hun følte pludselig en hånd omkring sin hals. Hurtigt prøvede hun at gribe en hånd fat i vedkommendes arm, og vende sig om. Hvis det lykkedes ville hendes øjne åbne sig i chok. Det var Caroline! Var hun ude på at dræbe Nille?! Hun prøvede at komme fri fra hånden. "Caroline, hvad laver du?!"

Med det samme kvinden vendte sig om, sprang Carolines hånd væk fra Nilles hals. Det var ikke ligefrem den person hun havde forventet at se, vent? Var Nille ude på at dræbe hende? Det lød helt unaturligt.
"Hvad jeg laver her?" Spurgte Caroline og trådte et skridt tilbage. Hun kørte en hånd igennem de blonde krøller. "Jeg fik af vide, at der var en dæmon kvinde til beskrivelse af dig, som ønskede mit hovede på et spyd. Ikke at jeg regnede med at se dig her... det godt to år siden sidst." Tilføjede hun dog. Kort sank hun en klump. Det var ufattelig svært for hende at finde ud af, hvad hun overhovedet skulle sige i denne situation. Nille og Jacob havde bare været væk lige pludselig. Caroline havde ikke engang talt med Josh.
Nille vidste ikke engang Caroline og Nicolas var gået fra hinanden, og at han havde forsøgt at dræbe hende... Allyson var væk, samme var Eliza... Mikayla var død, troede hun i hvert fald. Tingene var et stort rod, men hun følte sig ikke død indeni. Der var et eller andet der holdt hende igang, men hvad, det var et ekstremt godt spørgsmål.
"Men undskyld, det var ikke min mening at ligge en hånd på dig."

Caroline ville dræbe hende. Det burde hun have forudset. Man kunne ikke stole på nogen i denne verden. Det hele handlede om at overleve, og den eneste måde at overleve på var ved at ikke at stole på nogen. Nille kneb sine blå øjne lidt sammen, små sorte prikker svømmede rundt i de blå øjne som altid. "To år." Mumlede hun blot stille for sig selv. Var det virkelig så lang tid siden? Det føltes kun som to måneder..Hun kørte træt en hånd igennem sit hår med et suk. "Jeg fik af vide at en vampyr med din beskrivelse ville dræbe mig. Jeg burde have regnet ud at du ikke var til at stole på for længe siden.." Sagde Nille og så ned i asfalten.
Hurtigt havde Nille grebet sine to daggerter, og huggede udefter Caroline med dem. "Og tænk sig at jeg stolede på dig engang! Du er ligesom alle andre!" Snerrede hun. Uanset om Caroline blev ved med at undvige Nilles daggerter ville Nille blive ved med at hugge udefter hende.

Caroline blev overrasket. Aldrig i hendes liv ville hun tro, at Nille ville være i stand til at råbe sådan af hende. Hun vidste godt, at Nille ikke var i trance eller noget - to år ændrede mange mennesker. Caroline undveg daggertene så godt hun kunne. Blev snittet på den ene arm og skar kort ansigt. Derpå sprang hun lidt tilbage. "Det her er ikke dig, og du ved det. Der oceaner af blonde vampyrer i den her verden, hvorfor skulle jeg nogensinde ville dræbe dig? Jeg har ingen grund Nille!" Råbte Caroline af Nille og kørte en hånd igennem sit hår. Ligeglad med sit sår. "Du jo sindsyg." Mumlede hun lidt irriteret, og blev opmærksom på sin mulige nye fjende.

Hun burde have vidst det. Caroline havde aldrig været hendes veninde. Aldrig. Hun havde kun været ude efter at dræbe Nille. Det var tydeligt. Nille hvæsede imens hun svang sine daggerter efter Caroline. "Du har haft en grund hele tiden! Du var aldrig min ven, var du? Fra starten af ønskede du at dræbe mig, ikke sandt?" Hun råbte og hendes øjne havde et glimt, der ikke var helt til at tyde.
"Ja, Caroline... Jeg er den sindssyge! Som om du aldrig i hele dit liv har gjort noget sindsygt." Hun stoppede med at angribe og trådte et skridt væk. "Indrøm det. Indrøm at du aldrig var min ven."

//Kort svar, sorry. :c

Nille svang sine daggert efter hende som en anden gal person ville gøre. Som Caroline ville angribe når hun havde mistet følelsesmæssig kontrol over sig selv. Hun hørte ikke efter, hun prøvede at finde en grund til, at Nille kunne opføre sig sådan her. Var der mon sket noget med Jacob?! En smerte bredte sig i hendes ene arm, ganske let, og Nille stoppede efter. Hun kiggede kort på sin arm også over på Nille. Det gjorde ikke ondt. Smertetærskelen var for høj til at et snitsår ville gøre disikeret ondt på hende, dog var det faktum at Nille havde stået for såret det værste. Selvom det var healet på få sekunder, så gjorde det stadigvæk noget ingen kunne gøre.
"Jeg sagde intet om jeg ikke har gjort skøre ting." Svarede hun for at gøre det klart. "Indrøm hvad. Nej da, hvis det at være din fjende var, at hjælpe dig da du mistede din søn. Hjælpe dig, dengang vi begge to var små ynkelige væsner der knapt nok kunne fungere uden hinanden. At være din fjende var at lade mig torturer fordi, jeg ikke ville afsløre dig. At være din fjende der stor tudede dengang jeg fandt ud af du var død. At være din fjende indebar at slås for at få dig tilbage på dine mørkeste tidspunkter. Fra dengang du var spærret inde og var ved at dræbe dig selv. Til de gange hvor du var så trist vi sad ved mit gamle palæ i Firewood Village og snakkede ud omkring tingene. Så hvis det ikke tæller. Så har jeg vel aldrig været din ven." Svarede hun og sank en klump derefter. Det var hårdt at tænke på, at tingene kunne dreje så hurtigt på et fad.

Selvfølgelig begyndte Caroline at snakke som en psykolog. Det var som regel altid hvad hun gjorde. Efterhånden blev man bare træt af det og Nille kunne allerede mærke at det var begyndt at blive træls. Vreden blev stærkere i Nilles krop og hendes negative energi gav hende lyst til at skrige imens hun svang rundt med daggerterne. Hun var ligeglad med hun havde ramt Caroline, omend det bare havde været et snitsår. Caroline skulle skades. Kraftigt. Caroline skulle se at Nille var stærk. At Nille turde at skade hende.
"Du er ikke min psykolog og jeg er ligeglad med hvad du har gjort for min skyld. Der har sikkert altid være et eller andet omkring det, du fik ud af det som ikke gavnede mig. Du er så irriterende! Du tror du er bedre end mig og snakker til mig som om jeg er et lille barn, der ikke forstår verdenen." Hun knurrede lavmælt imens hun så på Caroline, men var stoppet med at svinge med daggerterne efter hende. "Jeg er træt af jer alle sammen. Hvis jeg vil begå selvmord, så begår jeg selvmord! Hvis jeg vil angribe nogen, så angriber jeg! Hvis jeg vil gøre mine venner til fjender, så gør jeg det!"

//Undskyld for mega sent svar.<3

Caroline havde ikke tænkt sig at undvige Nilles daggert. Hun lod den snitte hende. Det gjorde ikke fysisk ondt alligevel. Caroline prøvede egentlig at hjæple, men tingene skred altid frem som det var bedst. Det ville også være ufatteligt dumt af hende, at lade Nille finde slaget. Hun løftede hagen og så Nille i øjnene. Knurren alt vreden. Det var på tide hun opførte sig som en dæmon. "Yeah, jeg fik en glæde af at have en veninde. Men det gavner jo ikke dig længere." Caroline svarede vrissende igen. Hendes ansigt var så koldt, så dødt lige nu. "Hvis jeg snakker til dig som om, at du er et lille barn, så er det fordi du opføre dig som et. Men det kommer vel ikke som nogen overraskelse så." Tilføjede hun og himlede med øjnene. Caroline kunne mærke, hvordan det hele irriterede hende.
"Jamen så skulle du måske bare være blevet væk, eller have dræbt dig selv da du havde chancen. Jeg havde det fint med at tro dig og Jacob havde det fint sammen. Men lad mig gætte han droppede dig da han opdagede hvilket monster du blevet til?" Spurgte hun mere spydigt. "For han fortjener i hvert fald bedre, men det har du jo altid vidst." Tilføjede hun. Hvis Nille angreb igen, ville hun blive tvunget til at gøre noget ved det.
"Jeg kan ikke lade dig angribe igen, hvis du gør, så ender det ikke kønt. Men hvis det blod du vil have, så det blod du får." Sagde hun så til sidst.

//Intens.. *Mindes de gode tider xD <3 *

Følelserne hobede sig op i Nille. Det var ved at blive for overvældende og hun fik pludselig lyst til at falde på knæ for at græde. Hun følte sig så svag. Hun hadede det. At føle sig svag havde hun altid hadet og ville altid hade. En pludselig tanke fór igennem hendes hoved. Kunne Caroline finde på at dræbe hende? Udfra hvad Caroline sagde kunne det sagtens lyde som om hun kunne finde på det. Alene den overbevisning satte den sidste brik i Nilles puslespil. Caroline hadede hende og havde altid gjort det. Caroline havde tilgivet Sean rimeligt hurtigt for at have dræbt Nille, havde hun ikke? Og de to havde vidst hængt lidt ud.. Uanset hvad, så skulle Caroline ikke have glæden af at dræbe hende. Der var kun en som måtte dræbe Nille, og det var hende selv.
Nille trådte væk fra Caroline og kneb øjnene lidt sammen. "Han droppede ikke mig. Jeg droppede ham fordi jeg er blevet en hjerteløs person, ikke? Og ved du hvornår det skete? Da jeg blev en dæmon. Hvis skyld var det mon at jeg blev dæmon?" Nilles læber foldede sig op til et lille falsk smil. "Sean's skyld. Sean som du tilgav hurtigt og blev venner med. Du har skuffet mig mange gange, og jeg har skuffet dig. Hvad er pointen i at være venner? Hvad er pointen i at leve når du ikke kan finde ud af det med nogle overhovedet? Når du går rundt som en zombie og føler dig død?"
Nilles hænder strammede sig om daggerterne. "Normalt ville jeg lade dig dræbe mig, også fordi jeg tror på at du ville gøre det, men du fortjener det ikke. Betragt dette som sidste gang du ser mig. Den aften Sean dræbte min Shapeshifter krop døde den sammen med pigen, der havde været i den. Da min sjæl blev overført til en dæmon blev pigen begravet og blev til en kvinde, der intet hjerte har." Efter at have sagt dette vendte Nille ryggen til Caroline og begyndte at gå.

//Out?